Denne gang er det hverken mit barn eller mine børnebørn, det handler om, men en kollegas lille dreng på seks år.
En kollega, som jeg indtil i går kun kendte af navn, men som jeg kom til at spise frokost sammen med, fordi vi har fælles bekendte. Det er altid hyggeligt at møde ’nye’ kolleger på den måde, så frokosten blev lidt lang, men pyt – vi har stadig lidt feriestemning tilbage.
Vi sad og snakkede om, hvor meget man mere eller mindre bevidst egentlig bringer med sig videre fra sin egen barndom af både godt og skidt.
Helt naturligt drejede samtalen over i børns umiddelbarhed, deres skønne bemærkninger og tro på stort set alt; indtil en vis alder.
Philip, som må være en skøn far at have, fortalte, at han bl.a. havde viderebragt sin egen barndoms månevand.
Månevand er noget, man kun oplever ved fuldmåne, hvor månen leverer en speciel flaske fyldt med vand. Far har fortalt søn om dette meget specielle vand, som kun særligt udvalgte børn får, og det kun, hvis de har været søde. Når man drikker dette vand, bliver man modig og stærk som en okse.
Philip har fundet en meget speciel, blå flaske til formålet, og når lille Oliver opdager den uden for hoveddøren morgenen efter fuldmåne, kan han næsten ikke få drukket vandet (som selvfølgelig er ganske almindeligt postevand) hurtigt nok: “Årh far, det smager altså rigtig godt – kan du ikke også se, hvordan mine muskler bliver større?”
Han er fuldstændig overbevist om virkningen, knægten, og han er sågar begyndt at lægge mærke til månefaserne og gøre opmærksom på, at nu er det vist ved at være tid … “Er det ikke spændende, om der også kommer månevand denne gang, far?”, så Philip risikerer heldigvis ikke at glemme månevandet.
Jeg fik også historien om nissen. Olivers tro på julemanden er så småt ved at blegne (sidste gang havde han Olivers fars sko på … meget mistænkeligt), men nisser er han fuldt og fast overbevist om, eksisterer.
Til hjælp til bevarelse af denne uskyldige barnetro har Philip indkøbt en dukke i en passende nissestørrelse. I december kan Oliver somme tider om morgenen finde nissens fodspor i mel på gulvet inde på sit værelse. Andre dage er der andre tegn på nissebesøg; de fleste af dem meget almindeligt anvendt i børnefamilier, men denne var ny for mig (her skal lige indføres, at familien flyttede til den nuværende bolig sidste år, hvorfor julen 2011 var den første i kvarteret):
Det kvarter, hvor man en tidlig morgen med nyfalden sne kunne opleve Philip gå foroverbøjet; med meget spredte ben, på stien fra huset til fortovet og videre ud på samme, holdende en nøgen dukke, som han tilsyneladende var ude at gå morgentur med.
Det må have været et kosteligt syn, og selvfølgelig så en af de forholdsvis nye naboer Philip … som hilste aldeles uanfægtet på manden og fortsatte med sit forehavende med at levere ‘beviser’ på, at nissen havde været på besøg om natten. Nissen havde også anvendt familiens bil til et lille hvil, kunne man se på de små fodspor på kølerhjelmen, op ad forruden og på det tydelige aftryk af en nuttet lille numse oppe på bilens tag.
Oliver hoppede og dansede af begejstring over dette besøg.
Engang, far og søn havde været ud og motionere ved at tage sig en rigtig herreløbetur, sagde drengen forpustet, da de nåede hjem igen: “PYYYha, far – nu er jeg altså helt udløbet!”
Billederne er gårsdagens himmel umiddelbart før og efter et kraftigt torden- og regnvejr.
Ja.de skønne børn.. Du har ret Philip lyder som en skøn far. Det med nisser er altså rigtigt, der findes nisser, det siger min mor selv, hun har alle dage troet på og elsket nisser.
Kommentar af Inge — 31. juli 2012 @ 17:15
Det kender jeg også en, der gør. Tror på nisser, altså. Hun er i øvrigt nogenlunde jævnaldrende med din mor …
Kommentar af Ellen — 31. juli 2012 @ 17:27
Faktisk er det vist faderen, der er ekstra-ordinært skøn her, er det ikke?? Sådan er far (eller bedstefar) burde være ethvert barns ret
Kommentar af Fruen i Midten — 31. juli 2012 @ 18:00
Jo, det kan du selvfølgelig sige, for han er helt klart en superfar, men han kom nu også med en del herlige eksempler på gode bemærkninger fra sønnens side
Kommentar af Ellen — 31. juli 2012 @ 18:05
Den dag, knægten gennemskuer faderens krumspring, vil jeg nødig være i faderens sko. Det vil jo være dræbende for barnets tro på nisser, og det kan man ikke være bekendt overfor nisserne. De eksisterer, selvfølgeligt gør de det, og det skal man ikke drive gæk med. Man risikerer, at de tager hævn.
Det der med månevandet er til gengæld ren tragik, man må ikke lære børn at dope sig, muskler skal trænes frem, det ved ethvert børnehavebarn. Der findes kun én Buster Oregon Mortensen; hvis man foregøgler et barn, at fantasiens vinger kan bringe en frem her i verden, forbliver man en Gummi-Tarzan.
Kommentar af AagePK — 31. juli 2012 @ 20:05
Haha, Aage, de må godt tro på nisser, men ikke på månevand? Det håber jeg ikke, du mener – jeg synes det er meget uskyldigt og sødt
Kommentar af Ellen — 31. juli 2012 @ 20:18
Nisser tror man ikke på: man ved, at de findes.
Hvem er det ellers, der pludseligt har fjernet din femte strikkepind, lige når du skal maske et ærme: selv om du rejser dig og kigger grundigt efter, er og bliver den pokkers pind pist!-borte. Først, når du har været ude for at hente en kande med en ekstratår kop-kaffe, evt fundet en reservepind frem, dukker den famøse manglende op, på bordet, ved siden af kaffekoppen. Sådan har jeg det med hamre, knibtænger, skrutrækkere, you name it! Og det har mine unger i alle de klasser, jeg har haft, kunne nikke genkendende til, hvorved deres overbevisning om nissernes eksistens var sikret. For evigt.
Få fat i bogen Erik Menneskesøn, af Lars-Henrik Olsen, med Erik Hjort Nielsens vidunderlige tegninger, og læs højt for alle de børn, du kommer i nærheden af. Ellers lærer børnene jo aldrig, hvorfor det hedder Mandag, Tirsdag, Onsdag, Torsdag, Fredag, Lørdag og Søndag. Selv på engelsk hedder de det jo, bortset fra, at Saturn har mast Laugr-dagen, vaskedagen, til side; men det tordnede de engelske præster også om, at så var englænderne selv skyld i, at deres kvinder foretrak de nyvaskede vikinger.
Kommentar af AagePK — 31. juli 2012 @ 22:24
Ja, på den måde findes der helt sikkert nisser. Enig. I søndags havde de fjernet et meget vigtigt papir, som SKULLE findes; det måtte IKKE forsvinde. Jeg var nærmest panisk, men da jeg selv, nærmest desperat, opgav i går, fandt John det til mig. På sin plads!
Det lyder som en bog, der skal findes og højtlæses – tak for tip – jeg måtte smile over historien med vikingerne – jeg har i anden sammenhæng læst, at de rent faktisk var meget renlige, så den er sikkert god nok
Kommentar af Ellen — 1. august 2012 @ 08:36
haha, jeg elsker sådanne histiorier om børn, de er bare skønne, histiorierne og børnene..;-D
Kommentar af rejen — 31. juli 2012 @ 20:21
Ja, ikke? Jeg gider i hvert fald godt høre på historier om andre folks børn
Kommentar af Ellen — 31. juli 2012 @ 20:37
Hvor er Philip en skøn far. Hit med flere af hans slags! Jeg kan godt lide bemærkningen om at være helt ‘udløbet’, hvilket jo svarer til at være helt ‘udkørt’.
Det er smukke billeder, du har taget før og efter regnen. Det er sådan en god idé, du har med altid at gå rundt med dit kamera – så bliver der selvfølgelig fanget flere skønne øjeblikke ind.
Kommentar af Stegemüller — 31. juli 2012 @ 22:11
Ja, flere Philip-fædre ville være gavnligt for samfundet
Jeg føler mig lige så nøgen uden mit kamera som en teenager uden sin telefon
Kommentar af Ellen — 1. august 2012 @ 08:24
Hvor er Philip en skøn far
Og hvor er det nogle skønne fortællinger om et barns tro …
Apropos julemanden – der kender jeg en, som i sin barndom godt vidste, at julemanden ikke fandtes, men de kunne simpelthen ikke genneskue, hvem af de voksne der agerede julemanden. Faktisk var det først da han selv blev far, at han gennemskuede hvem julemanden var
Kommentar af Tove — 1. august 2012 @ 06:44
Ja, det var meget underholdende – jeg må opsøge Philip noget mere under frokosterne
Haha – også en skøn historie om julemanden … det må have været meget frustrerende for drengen at vide – og så alligevel ikke vide
Kommentar af Ellen — 1. august 2012 @ 08:26
Det var da nogle ganske fortræffelige fortællinger ham Philip kan finde på. Han må da være en ganske fantastisk person og far. Jeg tror altså ikke der er mange fædre som ham, primært fordi vi tit glemmer vores eget barndomssind meget hurtigt som voksen. Eller skjuler det rigtig godt. Men det er da bekræftende at voksne stadig kan finde på gode historier og eventyr. Det kunne jo være starten på en roman? Så vidt jeg husker var det den måde at Harry Potter så dagens lys. Som historier til forfatterens børn
Kommentar af havehyrden — 1. august 2012 @ 08:19
Det tror jeg du har ret i – hvor mange gad bruge et kvarter en tidlig morgen på den med dukken?
Det er ikke kun, at barnesindet forsvinder; jeg tror også vi har for travlt til den slags ‘pjat’ – og hvor er det synd.
Jo, JK Rowlings startede på samme måde – men der skal nu en del til at kunne leve op til hende … her tror jeg ikke engang, at Philip kunne være med, men der sker jo ikke noget ved at så ideen i hans hoved
Kommentar af Ellen — 1. august 2012 @ 08:29
Fantastisk farmand at have, der i den grad kan lære sine børn at drømme er en god ting, og at den lille magi helst ikke skal forsvinde for tidligt! Min lille niece er også meget glad for nisser, og er allerede begyndt at spørge, hvornår de kommer igen – men med de to ældre brødre er jeg bange for, at barnetroen forsvinder hurtigere
Min far elskede kravlenisser og de små risnisser min mor syede. Hver morgen i december måned kom der en ny frem – et nyt sted i huset. Så skulle vi finde den – og den leg var vi ikke for gamle til selv, da vi som voskne kom hjem i julen. Han elskede også at rykke rundt på dem, så bedst som vi troede vi vidste, hvor de var – så tog de en lille sviptur. Et stykke tid efter min far døde, fandt min mor en nisse i et pudsigt hjørne, som var blevet glemt, da det andet julepynt blev pakket ned. En sidste hilsen fra min far – og den er blevet siddende siden den jul.
Kommentar af Nille — 1. august 2012 @ 11:15
Det er jeg bange for, at du har ret i – medmindre man kan tage en snak med brødrene og få dem med i ‘komplottet’ om at bevare den lille piges tro – det kunne oven i købet være de ville synes det var sjovt.
En sød lille historie – den nisse ville også være blevet siddende i mit hjem
Kommentar af Ellen — 1. august 2012 @ 14:51