I det grønne hjørne

Lidt var der sket med mine chilier og tomater, mens vi har været væk – ikke mange røde af sidstnævnte (eller også er de spist), men en million på vej, så om ikke andet bliver det til masser af syltede, grønne tomater.
Chilierne lader vente lidt på sig, men Bispehuechilien (styrke 6) har sat enkelte frugter af nu. Navnet Bishop’s Crown er ikke helt dårligt valgt.

 

I Sverige havde mynten frækt langt overskredet sine tilladte grænser i krydderurtebedet, så jeg tog en masse med hjem for at forsøge mig med at fremstille myntegele for første gang. Det er ikke min hofret, men Tim elsker det og spiser det i rå mængder. Charlotte er blevet så engelsk, at hun også er begyndt at spise det, så jeg fik den ide at lave nogle glas til dem, nu det var så grovilligt.
Google, google, google … du godeste da, med opskrifter, der var at finde; de var vidt forskellige, så som nybegynder var det svært at gennemskue hvilken en, der mon blev bedst.
Det endte med mit sædvanlige glansnummer med at tage lidt her og lidt der, krydse fingre og håbe på, at resultatet ville blive spiseligt.
Myntegele er ikke grøn fra naturens side. Mynten er flot grøn, når den bliver plukket, men glansen går totalt af Skt. Gertrud, når den er kogt – i rå æblesaft, oven i købet … så kommer resultatet til at se således ud – ikke særlig lækkert at se på, vel? Slet ikke noget, man kunne få lyst til at putte i munden.
På dette stadie var jeg noget spændt på slutresultatet, men der manglede endnu opkogningen med sukker.

Det blev næsten helt gennemsigtigt og klart af sukkerkogningen, men den farve altså …  jeg bed hovedet af al skam og lyttede til djævelen på min skulder, der hviskede “E-numre, E-numre” hele tiden, og tilsatte grøn frugtfarve. DET pyntede noget, skulle jeg mene. Jeg læste mange opskrifter, hvor man opfordrede folk til at acceptere, at myntegele har den gullige farve, men myntegele skal altså være grøn! Punktum. (Måske en anelse mindre grøn end dette ville have været optimalt, men det kom lidt bag på mig, hvor lidt frugtfarve der skulle i – det er ikke noget, jeg ellers bruger.)

Den blev da superflot! De fleste opskrifter anbefalede at hakke nogle af de kogte mynteblade og komme dem i ‘til pynt’. Det tror jeg ikke, jeg gør en anden gang – det ser nærmest ud, som om jeg har forurenet geleen med et eller andet. 
Men det smager kanongodt – kan overhovedet ikke sammenlignes med det stads, man kan købe, og som jeg ikke bryder mig om; ikke engang det, man kan få i myntegeleens eget land, England. Men dette! Uhmmm. En sundere udgave af After Eight. Kan absolut anbefales, og jeg skal sandelig til at spise myntegele fra nu af. Godt, der blev så mange glas – der er rigeligt til både englænderne og os. Det må kunne bruges til andet end lam – desserter er vel en mulighed … apropos After Eight …
Jeg fik mikset mig frem til følgende opskrift:

Kog 100 g mynteblade (svarer til en god liter) med 8½ dl usødet æblesaft og 1½ dl æblecidereddike i 10 minutter.
Si det og tryk bladene godt af for at få al saft med. Lad køle af. Hak evt. nogle af bladene og kom dem tilbage i geleen efter opkogningen med sukker.
Supplér evt. med vand, så der bliver en liter saft.
Brug gul Melatin efter posens opskrift.
Lad koge op med 1 kg sukker. Tilsæt grøn frugtfarve og Atamon, hvis du er til det.
Hæld i atamonskyllede glas – luk dem først til, når geleen er helt kold, ellers kan det have svært ved at stivne.

Der var lige ved at komme lidt kød med i geleen, men han kravlede heldigvis frem og afslørede sig selv. Jeg håber, han finder ud af at blive integreret i Danmark … faktisk utroligt, at han overlevede turen fra Sverige.

About these ads