Hjemme igen – sådan cirka

Der kom vist lidt rigeligt meget drama over det her til sidst, men jeg ville beskrive det, som vi oplevede det og havde desværre ikke lige forudset, at jeg ikke ville kunne få internetforbindelse på de svenske campingpladser de næste par dage – det er de godt nok bedre til i Norge, må jeg sige. Selv på den sidste plads lidt syd for Härnösand, som var så dyr og så fornem, at jeg nærmest forventede at se en uniformeret vagt gøre honnør ved bommen, kunne de ikke tilbyde kunderne internet. Ikke godt nok, Sverige – sådan noget er altså et krav i dag … det håber jeg I snart finder ud af.

Vi kørte 911 km i går, onsdag – John kørte de 650 af dem – dæleme godt gjort af ham, men han sidder så absolut bedst og smertefriest i camperens forsæder, og så vil han faktisk helst selv køre – hvilket intet som helst har at gøre med Ellens chaufførevner, skulle jeg hilse og sige – det gik skam fint med at køre camperen! (Jeg vil helst ikke bakke med den uden at have rigelig plads omkring mig, men det blev heller ikke nødvendigt).

Det er blevet sommer! Tirsdagens frokost blev indtaget udenfor camperen, hvilket næsten er ferierekord. Og jeg blev selvfølgelig stukket af en myg, inden vi havde været der i to minutter! Møgdyr …
Til natten fik vi en hytte lidt syd for Härnösand, hvorfra vi fra terrassen kunne spytte ned i vandet, hvis vi ellers havde haft lyster i den retning. Solnedgangen var skøn – den nåede vi slet ikke at se, mens vi var i midnatssolområdet. Ehhh, altså – det ved jeg godt, at man ikke kan; se solnedgang altså … det er li’som derfor, det hedder midnatssol, men vi så slet ikke solen, ville jeg nok sige … og solen gik trods alt ned, selv deroppe hvor vi var, selv om det kun var for en kort stund; vi nåede ikke langt nok nordpå til at opleve, at solen forblev over horisonten.

 

Vi landede på ødegården klokken 20:15 og fik tømt vognen for det, vi skulle bruge til aftenen og til natten. Resten bliver i morgen, hvor nogen af os også skal gøre den ren. Og hvor nogen af os skal ud og køre med plænetraktoren. Dammit, men sådan er det.
Stakkels John kan ikke ret meget, og kan slet ikke noget, hvor han skal bukke sig, vride i overkroppen eller løfte noget. Han kan ikke engang vaske op! Han ‘snyder’ desværre ikke med vilje, så jeg får da prøvet lidt af, hvordan det ville være at klare sig alene. Det har min søde John naturligvis så dårlig samvittighed over, at jeg bruger ret meget krudt på at fortælle ham, at jeg hellere vil gøre tingene selv end se ham prøve at spille helt: “Lad nu være med det der! Jeg skal nok gøre det/hente det/samle det op! Altså!”
Han er ved at lære det – ting ta’r tid, og en forslået ryg ta’r desværre lang tid, har vi lært.

Natten til torsdag vil han prøve at sove i ‘mormorstolen’, som han satser på er velegnet til formålet. Det går så grueligt galt for ham hver nat; selv med de stærke, lægeordinerede tabletter indenbords, så lige siden den første rigtig slemme nat har han glædet sig til at afprøve stolen med de gode armlæn på ødegården.
Han var lidt spændt på, om han ville kunne falde i søvn, men jeg forsikrer jer, at det havde han ingen problemer med … 10 minutter efter, han var blevet anbragt og ‘puttet’, tog jeg et billede af ham, og han opdagede det overhovedet ikke, selv om der var blitz på. Muligvis vil han skilles, når han opdager, at jeg har offentliggjort et så intimt billede af ham, men det må jeg så leve med … jeg synes han så så sød ud, at jeg ikke kunne lade være.
Jeg sad tre meter fra ham og skrev indlægget her, jeg svarede på kommentarer, og John sov og sov og sov. Det er ham vel undt – jeg håber virkelig, at det har gavnet ham ikke at skulle ligge ned, men det kan jeg forhåbentlig fortælle om senere.

About these ads