Flyv, fugl, flyv – men helst ikke ind i stuen

I formiddags kom en lille fugl pludselig flyvende ind i stuen og flaksede forvirret omkring. Jeg kunne ikke se, hvad det var for en, kun at den virkede meget lille og måtte derfor sikkert være en unge.
Døren til entreen og dermed førstesalen blev lukket i en vis fart, for slap den derop, ville jeg få meget svært ved at fange den.
Den fløj ind i vinduet og må have slået sig, for jeg kunne uden problemer tage den op i hånden og forsigtigt bære den lille fugl ud – som jeg nu kunne se var en blåmejseunge. Tror jeg nok – jeg er bestemt ikke ekspert. 
Jeg åbnede forsigtigt hænderne og løftede dem op, så ungen kunne flyve sin vej, men den blev bare siddende og borede de små, skarpe kløer ind i min finger. Uhada – bare den ikke havde brækket en vinge ved sammenstødet med ruden. Eller måske en hjernerystelse?
Jeg kunne gå ind igen, fiske mit kamera op ad tasken, gå ud på terrassen og fotografere den lille skabning, og den blev bare siddende på min hånd med åbent næb og lukkede øjne.

Jeg tog den ned bagerst i haven – måtte meget forsigtigt løsne dens greb om mine fingre, for den klyngede sig godt fast, men det lykkedes at sætte den på bordet. Den blev ved med bare at sidde og se særdeles ynkelig ud. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, men ville naturligvis i første omgang íkke gøre andet end at give den tid til at komme sig.

Efter et kvarters tid satte jeg en lille, lav skål med vand hen til den – den var stadig fuldstændig ligeglad med, om jeg var der eller ej.
Endelig – efter endnu et kvarters tid så jeg, at den havde næbbet nede i vandet. Jeg gik forsigtigt hen imod den – og til min store lettelse fløj den sin vej.
Helt uden problemer; flugten så meget retningssikker og målbevidst ud.

Pyyyha. Jeg ved ikke, hvor lang frist den skulle have haft, men tanken havde da strejfet mig, om jeg ville blive nødt til at slå den ihjel frem for at overlade den til sulte- eller kattedøden.

About these ads