Advarsel: Strålingsfare. Meget negative, højfrekvente bølger vil sandsynligvis forekomme.
Det er meget sjældent, at jeg skriver direkte om mit arbejde, og dette er vist første gang, jeg udtrykker mig i negative vendinger. Der er godt nok kun (så vidt jeg ved) to kolleger, der også kender ‘mommersiden’ af mig, men for det første kan der være nogen, der tilfældigvis har fundet ud af, at jeg har denne blog og for det andet har jeg i min afskedstale til næste år tænkt mig at give dem et link hertil – bare hvis nogen skulle være interesserede … man ved jo aldrig. Jeg ønsker derfor ikke at brokke mig over min arbejdsplads, hvad den i øvrigt også yderst sjældent giver anledning til – og jeg ønsker absolut ikke at skrive noget, jeg ikke til enhver tid kan stå ved.
Men.
Nogle gange må jeg stille mig totalt uforstående over for tagne beslutninger. Hvis det falder sammen med, at jeg nærmest føler mig lidt til grin – ja så må det altså ud mellem sidebenene gennem fingrene for denne ene gangs skyld …
For et par år siden indførte man specialist- og seniortitler. Umiddelbart en rigtig god ide, for hidtil havde eneste forfremmelsesmulighed været at blive udnævnt til leder, hvilket ikke alle er gode til eller har lyst til at være, bare fordi de er dygtige rent fagligt, og det havde da også resulteret i et par lidt uheldige ledere. Synd for både den ansatte og for firmaet, men det er et fænomen, man ser mange steder. Et godt eksempel er at udpege en dygtig overlæge til sygehusadministrator. Fordi man er en god læge, behøver man jo ikke at have forstand på økonomi.
Nå. Kom nu til sagen, Ellen.
Jeg jokede først lidt med det overfor bossen, idet jeg sagde, at jeg passende kunne blive udnævnt til at være seniorsekretær. Fordi jeg er den eneste i området, der kan stave! Og har over 30 års erfaring med netop dette firma. Og ofte bliver spurgt til råds af de to yngre af min slags i området. Og er den, der uden konkurrence er bedst til engelsk grammatik indenfor området. Og er, trods min fremskredne alder, aktiv og frivillig deltager i implementering af fx nye it-systemer. Og er god til at sætte ting i system.
Her fulgte en forklaring om, at det ikke var sådan, det var; det var noget med at også blive medlem af en bonusordning, og eftersom mit job ikke indebar målbare mål som projektdeadlines og lignende, kunne jeg ikke komme ind under denne nye ordning.
Det svar var jeg ikke tilfreds med og bad derfor om audiens til mit områdes repræsentant i personaleafdelingen. Sådan en afdeling hedder i dag HR, fordi den er ledelsens redskab og ikke en, der i overbevisende grad varetager personalets interesser …
HR-manden kunne, udover at levere samme smøre som bossen, komme med den interessante oplysning, at ‘min gruppe’ ikke var stor nok til at kunne komme i betragtning med den nye Seniorordning. Vi er 16 i firmaet, der har præcis samme funktion.
Nåda! Hvor stor skal sådan en gruppe så være? Hvordan vil du forklare, at to ud af en gruppe på tre Data Managers er blevet Senior Data Managers?
At der kun er én Senior SHE Manager?
At der kun er én Senior Communications Manager?
At der kun er én Senior dit … eller to Senior dat … (jeg kunne på stående fod remse yderligere en hel del alenestående Seniors op).
Jeg fik en masse ord, men ikke noget, der bare lignede en forklaring, jeg kunne godtage. Jeg kunne selvfølgelig ikke gøre en pind; andet end at erklære, at jeg syntes, dette her var noget værre fis.
Der gik et par år, og for et par måneder siden kunne min chef informere mig om, at årets lønforhøjelse var på bare 1 %, fordi jeg fremover nu indgik i en bonusordning, der, hvis jeg var virkelig indsatsydende i voldsom grad, kunne komme helt op på 5 % i løbet af … fem år!
NU knækkede min snor med et meget højt pliiing, og jeg blev noget så usædvanligt som stikhamrende tosset, hvilket jeg desværre ikke var i stand til at skjule.
Jeg talte uafbrudt, hidsigt og temmelig højt i mange, mange minutter – citerede bl.a. alle svarene jeg fik to år tidligere og spurgte, hvordan i himlens navn direktionen kunne forsvare at vende så meget rundt på tallerkenen – hvordan de kunne forvente, at vi skulle have respekt for beslutningerne – hvordan de kunne se sig selv i øjnene, når de nu fremturede med alle de argumenter, jeg kom med for to år siden, og som blev fejet totalt af bordet som værende nærmest tåbelige – hvordan jeg dengang mente, at jeg var berettiget til at kunne være Senior, men ikke kunne blive det, fordi jeg ikke kunne være med i en bonusordning, hvor jeg nu bliver tvunget ind i samme bonusordning, men stadig ikke kan blive udnævnt til Senior og så videre og så videre.
Hold da kæft, hvor var jeg tosset. Ikke fordi jeg ikke kan besmykke mig med en anden titel, for den er så inderlig ligegyldig, men principperne, altså! Hrmpf.
Det hele var tydeligvis for at undgå at give os lønforhøjelser her og nu, selv om bossen, loyalt over for ledelsen, forsøgte at modgå denne påstand.
Jeg måtte også påpege, at jeg jo ikke havde en jordisk chance her, for jeg er her ikke i fem år til. Faktisk havde jeg lige dér mest af alt lyst til at rende af gårde lige pr. omgående, men det sagde jeg dog ikke højt …
Min søde chef (for det er han trods alt. Sød, altså …) sagde, at den mening havde jeg jo lov til at have. At han sådan set udmærket forstod, hvad jeg mente, og at han også havde lov til at have sine meninger. Han havde bare ikke lov til at sige dem højt.
Så var jeg helt klar over, at han heller ikke syntes, at dette her måske var den mest smarte beslutning, der var truffet i firmaets historie, men at hans stilling både indebærer og kræver absolut loyalitet over for direktionens beslutninger.
Så nu har vi Seniorer i trediverne, mens nogle af de virkelige Seniorer ikke er Seniorer og nok heller aldrig bliver det inden de bliver seniorer uden stort begyndelsesbogstav …
Min chef og jeg var gode venner, da han forlod mit kontor. Han havde hentet mig ned fra loftet, og han var jo bare et talerør i denne forbindelse. Han kunne dog ikke dy sig for med et skævt smil at sige, at han nu så fuldt ud forstod Johns påstand om, at jeg er ude af stand til at få mavesår og stress – der er ikke noget, der bliver holdt inde og skaber usunde overtryk hos mig …
Er I virkelig med endnu? Tusind tak fordi I ‘lyttede’.
Velbekomme.. Jeg lytter gerne og undrer mig igen igen over underlige direktionsbeslutninger..
Kommentar af Inge — 3. juli 2012 @ 17:43
Ja … mange af beslutningerne forstår jeg såmænd godt, men der er i høj grad undtagelser
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 21:17
Du kan tro, jeg slugte det hele og mindedes, da jeg i sin tid blev bedt om at oversætte koncernens seniorpolitik. Min reaktion lignede din en hel del, og jeg er ret sikker på, at den var medvirkende til, at jeg blev sagt op – som “luksus”, for man havde være SÅ glade for mit arbejde.
Kort fortalt gik den politik ud på at få folk over en vis alder til at gå ned i tid, naturligvis med tilsvarende mindre i løn, så man kunne beholde deres ekspertise i virksomheden, men til en billigere pris.
Kommentar af Rasmine — 3. juli 2012 @ 18:19
Den kører de også med hos os – vi må, efter at være fyldt 58 år, ikke nægtes at gå en dag; dvs. 20 %, ned i tid, og klart nok også i løn. Da jeg blev spurgt, om det var et ønske hos mig, spurgte jeg, hvem der så skulle lave de 20 % af mit arbejde – og hvilke 20 % der rent faktisk skulle tages fra mig. Min chef så på mig og kunne godt se pointen, da jeg sagde, at det var en lusket måde at få mere arbejde ud af os til en lavere løn. Han var nødt til at sige, at sådan var det ikke ment, men sådan bliver det jo oftest i praksis.
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 21:22
Det er muligt, at det ikke er ment sådan hos jer, men her stod der ikke noget om, at man ikke kunne nægtes osv. Jeg kan heldigvis ikke længere huske formuleringen, men det var nærmest et påbud, selv om det var forsøgt camoufleret som et “gode”. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at de ikke måtte have særlig høje tanker om deres medarbejderes intelligens, og det i en såkaldt vidensvirksomhed.
Kommentar af Rasmine — 4. juli 2012 @ 01:20
Jeg tror rent faktisk ikke, at bagtankerne er lumske mht. den nedsatte tid, men som sagt: i praksis arbejder folk med nedsat tid (i hvert fald næsten) lige så meget som før, men får mindre for det. Min chef er enig, men må ikke indrømme det
Kommentar af Ellen — 4. juli 2012 @ 09:13
Jeg var med, men gad da også godt have været med, da chefen måtte stå skoleret
Underlige regler.
Kommentar af Lene — 3. juli 2012 @ 18:29
Hehe, jeg var egentlig også helt forbavset/forskrækket over mig selv bagefter
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 21:23
Selv tak
Og nu har du så fået det ud én gang mere. Håber, det hjalp? Virksomhedsledelse er noget speget noget, og indimellem tager man sig til hovedet, fordi der sker helt og aldeles idiotiske ting. For det meste kan man trække på skuldrene, men når det rammer én selv er det sværere at finde en passende grimasse. Det er lidt øv for dig 
Kommentar af Fruen i Midten — 3. juli 2012 @ 18:41
Jo tak – det hjalp. Igen
Jeg gør virkelig mit bedste for at forstå beslutningerne fra de højere sfærer, og min chef er normalt god til at forklare mig det, jeg ikke forstår, men denne gang stod jeg altså helt af
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 21:25
Jo jo jeg er med endnu og kan godt forstå din harme/vrede og de beslutninger der bliver taget på direktionsgange…Tidligere på året i mit firma blev der fyret en del mennesker, hvilket indebar at en masse basis-konsulenter har måtte trække et ordentlig læs, og nu kan de selvsamme der fyrede mange af mine kollegaer, godt se at den går ikke i længden hvis der skal være ordentlig service over for kunderne, så nu er de i gang med at ansætte en del konsulenter igen…Nogle gange tager man sig til hovedet og tænker; hvad pokker tænker de med?
Kommentar af rejen — 3. juli 2012 @ 19:39
De tænker med det hoved, der bedst kan ‘please’ aktionærerne og se bedst ud i årsrapporten.
Dyre konsulenter tæller ikke som ‘hoveder’, og på den måde ser det ud som om man har en højere indtjening pr. ansat.
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 21:27
Er derfor jeg er organisert.
Med meg ble det omvendt når jeg blir overført til ny enhet nå. Får anerkjent nesten all utdanning og kommer opp til toppen av fagstigen + et kompetansetillegg.
Du kan få låne den Nord-norske ordboka mi, i tilfelle du mot formodning, skulle bli opprådd for adekvate adjektiver
Kommentar af Kamelrytterske — 3. juli 2012 @ 20:00
Det ville ikke have hjulpet at være organiseret på min arbejdsplads
Dengang jeg for 31 år siden var organiseret, var fagforeningen så dårlig, at jeg meldte mig ud med den besked, at jeg var bedre stillet uden deres ‘hjælp’, men det er en ganske anden historie …
Jeg er i det private erhvervsliv, hvilket i hvert fald i Danmark gør en forskel – jeg ved ikke hvordan det er i Norge, men er selvfølgelig meget glad på dine vegne over, at det hjælper dig at være organiseret, og at du er helt tilfreds med din karrierevej
Jeg skal, på trods af al min utilfredshed, ikke lægge skjul på, at jeg aldrig inden for mit oprindelige erhvervsvalg ville have kunnet opnået hverken den stilling eller den faktisk ret pæne løn, jeg har i dag. Firmaet har betalt min anden (sproglige) uddannelse – de betalte, jeg brugte min fritid på den. Fair nok. På den måde er jeg derfor ikke utilfreds … jeg vil bare ikke føle mig gjort til grin på nævnte måde.
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 21:50
Ja, kan man ikke sikre folks realløn, kan man trøste med titler og – måske – løfter om en luftig bonus. Jeg er nået dertil, at jeg trækker på skuldrene af deres indfald, der ganske rigtigt snart falder den ene vej og snart den anden. For et par år siden fik jeg ny smykkende titel. Jeg spurgte, om det betød mere i lønningsposen, og da svaret var “nej,” bad jeg om at få den gamle titel tilbage. Det fik jeg, men det kostede jo heller ikke noget.
P.S.
Hos os var gennemsnitsprocenten 1,5. Lidt bedre end det, du fik, men stadig den forkerte spiral i forhold til pristallet.
Kommentar af bentzen — 3. juli 2012 @ 20:21
Jeg bliver undertiden lidt pikeret over, at de tror, vi er så nemme at narre med alle deres fine ord …
Dette er en reallønsnedgang. Punktum. Havde de bare meldt klart ud, at man ønsker at spare for at forsøge at være konkurrencedygtige, så derfor er der ingen lønforhøjelser, havde det været i orden, men alt dette skjulte pjat kan jeg simpelthen ikke respektere.
1,5 % er bedre end 1 %, ja, men jeg satser på at få den anden procent i bonus – og jeg har tænkt mig at punke chefen med, at jeg skal have 5 %, bare fordi han så får fred for mig fremover …
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 21:56
Rasende på dine vegne – øv, hvor kan de kringle den
Godt, at chefen trods alt kan forstå dig. Kan du ikke selv gå længere op i systemet og klage?
Kommentar af Marianne — 3. juli 2012 @ 20:52
Nixen. Ingen klagemuligheder. Min chef er Vice President og dermed næste led efter topledelsen og refererer altså direkte til en i direktionen.
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 21:59
Jo jeg holdt ud til den bitre ende
Du ryger stadig i spamfilteret hos mig, selvom jeg har givet besked om at du ikke er spam.
Kommentar af pigenfralandet — 3. juli 2012 @ 21:00
Det gør jeg også hos Inge – men jeg aner altså ikke hvorfor Blogspot har set sig så gal på mig.
Kan det være et ledelsesproblem, mon?
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 22:01
Var med hele vejen, men var lige nødt til at læse et par gange for at kunne gribe de der bolde du smider i luften.
Virker altså en lille smule absurd, det du beretter dér. Men tror du har ret i at det er et tiltag for at begrænse lønvæksten i firmaet. Kan dog ikke bidrage med noget rigtigt fornuftigt lige i skrivende stund, så jeg vil nøjes med at undre mig over hvad man skal kalde seniormedarbejdere i 30´erne om en 10-15 år. De må da rende lidt tør for titler med tiden.
I øvrigt synes jeg at det er en hån at tilbyde dig en bonusordning med 5% over fem år – i år? Det må være lidt vanskeligt at yde nogen ekstraordinær indsats i det år du har tilbage, for den ene ekstra pct du kan opnå, kan vel næppe opveje din ekstra tid – eller din ekstra arbejdsindsats.Jeg ville dælme vende dem ryggen og finde ud af at krybe ind i et hjørne og passe mig selv og fise husleje af.
Kommentar af overleveren — 3. juli 2012 @ 21:16
Jeg synes bestemt også, at det virker absurd, og denne gang har vores ellers forholdsvis velsete direktion været udsat for rystende hoveder stort set hele vejen oppefra og ned – især fordi troværdigheden var meget tæt på at ryge sig en tur. En ledelse kan slippe afsted med rigtig meget – men de skal ikke forsøge at stikke folk blår i øjnene.
Og ja, det var lidt til grin med de fem år, og jeg kunne selv gennem min vrede se, at chefen vred sig lidt ved at skulle sige det.
Jeg har derfor tænkt mig at gøre næsten som du foreslår og har IKKE tænkt mig at yde nogen som helst ekstra indsatser frem til maj, hvor jeg stopper. Jeg skal nok passe mit arbejde, for jeg har selvfølgelig min faglige stolthed – og jeg vil ikke svigte nogen, slet ikke min chef, men dér stopper legen så også.
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 22:11
Godt din chef fik pillet dig ned fra loftet … Jeg tror du pynter mere som du er
Indirekte indrømmer din chef jo også at det er en lorte politik men kan ikke gøre noget for det er ledelsens holdning. Men jeg forstår så udemærket din holdning/harme, for sådan ville jeg også have følt …
Kommentar af Tove — 3. juli 2012 @ 21:59
Ah … sådanne tunge guirlander kan da ellers være ret dekorative
Ja, han indrømmede det, så langt hans loyalitet tillod det – og måske endda lidt længere. Det kan jeg bare ikke bruge til så meget …
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 22:14
Jeg tror vist nok, at vi har noget til fælles….. jeg opfatter mig selv som et meget roligt og velafbalanceret menneske. Jaja, jeg skælder ud og brokker mig når jeg er utilfreds. Men det er yderst sjældent at jeg blive vred eller hidsig. Men når det sker…… Jamen, jeg kan fuldstændig eksplodere, så jeg mister enhver selvbeherskelse og bagefter er enormt flov over mig selv. Så slemt er dit vist ikke – og heldig er det yderst sjældent at det sker for mig.
Men jeg kan godt forstå, at du er utilfreds med den pseudo-senior-ordning og det var da godt at du påtalte det. Jeg håber bare, at din kritik bliver hørt øverst oppe.
Kommentar af Jens — 3. juli 2012 @ 22:23
Vi har vist ganske rigtigt lidt det samme temperament, Jens
Jeg kan eksplodere herhjemme, men det er noget andet (og det sker ikke så ofte, som da jeg var yngre og lettere antændelig … ), og gennem mine 34 år på denne arbejdsplads er det heldigvis kun sket to gange. Det er jo i virkeligheden en enormt dårlig måde at reagere på, og normalt tror jeg også, at jeg nyder respekt for at fremføre min uforgribelige mening på en saglig måde. På den anden side bliver der vist trods alt også lyttet, når de store bogstaver bliver taget i anvendelse 
Jeg er sikker på, at dønningerne rakte helt til direktionen. Jeg er også sikker på, at de er skideligeglade
Kommentar af Ellen — 3. juli 2012 @ 22:29
Jeg vil sige det sådan: Jeg ville ikke bryde mig om at bide skeer med dig. Jeg ville dø af skræk
Jeg synes det er noget pjat. Folk er lige og har ens muligheder men nogle er mere lige end andre. Latterligt.. Meget latterligt og dybt godnat!
Man undres…
Kommentar af Kong Mor — 3. juli 2012 @ 23:17
Haha – rolig nu – jeg er sædvanligvis blid som et lam, og jeg kan ikke forestille mig, at du ville kunne få mit temperament i kog
– men ingen tvivl om, at visse andre kan …
Nogle er mere lige end andre, og ikke engang det kan gøre mig vred, for sådan er det bare, men denne gang blev det mig for meget; som sagt udelukkende fordi mine først med nærmest en hovedrysten affejede argumenter nu var de helt indlysende og eneste sande i firmaets lønpolitik – jeg følte mig i høj grad trådt over tæerne.
Kommentar af Ellen — 4. juli 2012 @ 09:20
Hold da helt fast for en ringe personalepolitik. Lige praecis saadan noget er ogsaa det der faar mit pis i kog. Jeg er ellers saa mild og soed, men traed paa mine ligtorne og saa skal jeg ikke sige andet end det roedhaarede temperament kommer op i mig. Jeg vil simpelthen ikke finde mig i at blive behandlet paa den maade. Godt gjort at du i det mindste ikke bare sidder og finder dig i det, men siger hvad du mener.
Kommentar af Tina - omme i London — 4. juli 2012 @ 00:31
Tak for ordene, Tina – jeg fornemmer, vi har samme tilgang til den slags uretfærdigheder
Desværre sker der jo ikke en pind ved, at jeg eksploderer, men ledelsen skal i hvert fald ikke sidde på tronen og tro, at vi bare sluger alt råt og er taknemmelige oven i købet
Kommentar af Ellen — 4. juli 2012 @ 09:23
Ja, jeg var skam også med hele vejen, og jeg kan godt forstå, at du blev gal. Men som selvstændig er man jo vidunderligt fri for al den slags, og selv om jeg engang var ansat – i mange år endda – så kan jeg dårligt huske, hvordan det var. Ellers har jeg det som dig; jeg eksploderer sjældent, men uden hæmninger – hvis det er nødvendigt. Så jeg får forhåbentlig heller ikke mavesår…
Kommentar af Mia Folkmann — 4. juli 2012 @ 09:14
Der er masser af fordele ved at være selvstændig – jeg tror bare ikke, at jeg besidder den nødvendige selvdisciplin
Ja, du virker da så blid, men jeg tror som du på det mentalt sunde i at få tingene ud af systemet, når det en sjælden gang går for vidt.
Kommentar af Ellen — 4. juli 2012 @ 09:27
Du kan tro, jeg fulgte med hele vejen, selv her i det høje nord: sidder i øjeblikket på Sollia, i regnvejr, 7 km fra den russiske grense ved Kirkenes.
Jeg har også undret mig, og fundet ud af, at den såkaldte Ældrebyrde må bero på lønstigninger til Senior-chefer. Jeg meldte mig også ud af fagforeningen, og klarede mig langt bedre med en advokats hjælp, til en brøkdel af prisen. Jeg var endda tillidsmand en overgang. Men der var for meget pamperi, og for lidt aktion til fælles bedste. Nu er jeg min egen Senior Account Manager, og Human Ressources Developper in Resting.
For øvrigt: når I kommer til Ørnskiøldsvik har Naturkompagniet et Fjellrævs-Outlet: jeg fik forede vinterbukser til 499 SeK, konen en masse andet, jeg tænker på jeres skovhus: nu har vi sparet så meget, så vi må spise havregrød resten af måneden.
Kommentar af AagePK — 4. juli 2012 @ 10:25
Det var da et glimrende sted at sidde – måske bortset fra regnen
HA, ja! Og pensioner til eks-ministre! Jeg kan ikke engang huske, om jeg har serveret min fagforeningsoplevelse her på bloggen … det må jeg lige tjekke, for den fortjener at komme frem i lyset.
Der har vi været! I Örnsköldsvik Outlet altså … i 2009, da vi sidst var så højt mod nord, og vi skal også derind igen på hjemvejen; der er nemlig meget at spare … håber dog ikke vi når til havregrødsstadiet
PS: Deve-lopper … er det noget specielt norsk? Du har været gavmild både med p’er og s’er i din stillingsbetegnelse
Kommentar af Ellen — 4. juli 2012 @ 11:46
Helt rigtigt observeret: vi er jo på kanten af Barents- og Lopp-havet, derfor lægger hotellet automatisk norsk stavemåde ind!
Det nærmest stormede ved Jacobselv i går, men flot var det. I dag er der fuld skrue på solen, vi kan tydeligt se røgen i Nickel, langt inde i Rusland. Der er 500 m til grænsen herfra.
Kommentar af AagePK — 5. juli 2012 @ 09:32
Jeg tænkte jo nok, det var bevidst
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Du bliver nødt til at have en blog, så vi kan se rejsebeskrivelser på tryk og billeder.
Kommentar af Ellen — 5. juli 2012 @ 12:20
Har læst de seneste indlæg og nogle kunne godt fortjene en kommentar, men det bliver ikke lige nu. Dette indlæg var selvfølgelig interessant. Det gav associationen “øregas”, som min svoger sagde da han engang af en overlæge, der konfererede med hans familie om hans fremtid, blev spurgt hvad han syntes. Nogle beslutninger er vist øregas. Hvor mange seniorsild er der på arbejdspladsen?
Kommentar af Jørgen — 5. juli 2012 @ 19:47
Ja, det var en gang øregas …
Mener du af navn eller af gavn?
Kommentar af Ellen — 5. juli 2012 @ 20:30
Det er et interessant koncept – det med at benytte Senior-titlen som “belønning” synes jeg; men så skal den gælde på tværs af organisationens funktioner. Derfor burde der også indenfor dit fagfelt være den slags titler. Hos os arbejder vi med Seniro-positioner hos alle fra kundeservice til marketing til salg til sekretærer til VP’s. Jeg har faktisk været Senior i 7 år – det gør så, at der stilles andre krav til mig end til min kollega, som er ‘mid-level’ – og det er helt i orden.
Jeg får også en højere løn, en højere bonus men uden personaleansvar som en chef – men med forventning om at fungere som mentor for de ‘yngre’. Jeg er personligt absolut ikke interesseret i en traditionel chef-rolle, hvor der bliver brugt mere tid på administration af personale end af det håndgribelige kreative og strategiske arbejde – så derfor arbejder jeg med mine chefer på at overgå til en ny titel – Advisor. Det er så igen et trin op af skalaen, og en titel, der findes ganske få af men som man netop benytter til dem, der ikke vil være Manager men har en så solid kunnen, at det skal kunne gavne virksomheden på tværs af lande og afdelinger. Jeg grinede lidt, da forslaget først kom frem for et par uger siden – det lød lidt som en retrætepost – men faktisk er det en interessant udvikling, som jeg nu vil arbejde hen imod.
Så jeg synes bestemt, at det kan bruges til medarbejderens fordel – men så skal det være for alle faggrupper; for der er mere erfarne alle steder!
Kommentar af Nille — 7. juli 2012 @ 10:27
Det er en god ide og går også på tværs, som det skal – vi er faktisk helt enige
Det giver rigtig god mening, det du siger, og det var jo også netop for at undgå, at folk skulle tvinges til at være personaleledere, når nu de faktisk var bedst til det rent faglige.
Jeg synes det er meget fint, at dit firma arbejder på at give dig en titel (og en løn), der matcher dine evner og dit engagement.
Og ideen ER god – det var bare firmaets måde at argumentere på, jeg stod af over for.
Kommentar af Ellen — 7. juli 2012 @ 16:37