Igen i aftes var der tankevækkende tv – ikke om tomhjernede, levende Barbiedukker, men en dokumentarudsendelse om Lisbeth Zornig Andersen, som i sin barndom oplevede alt, alt, alt for meget af noget, som ingen børn burde opleve. Jeg synes, hun er en umådelig stærk kvinde, som har formået at bryde sin sociale arv; i modsætning til hendes tre brødre.
Hvis I valgte ikke at se udsendelsen, skal jeg skåne jer for de pinefulde detaljer; hvis I så den, kender I dem …
Dette indlæg skal ikke handle ikke så meget om Lisbeth; det skal handle om noget af det, John kunne opleve i de syv år, han nåede at være ansat på et socialpædagogisk opholdssted – en døgninstitution for adfærdsvanskelige børn mellem 12 og 18 år. Jeg kunne snildt skrive en hel bog om det, men bare rolig … der kommer dog muligvis et par indlæg mere, for det var syv år, der gjorde et meget stort indtryk på os begge.
En af grundene er inspirationen fra udsendelsen i aftes; en anden er, at man lige nu tror, pga. af de skrækkelige og aktuelle sager, at den hellige grav er vel forvaret, hvis man ‘bare’ strammer kravene og forlanger, at det udelukkende er pædagoger, der ansættes i sådanne institutioner.
Jeg kan ikke se, at det giver nogen garantier for, at alt foregår efter bogen. Selvfølgelig skal man ikke ansætte folk uden at undersøge deres baggrund, og ikke mindst skal der være visitationer meget oftere, end der er i dag, for det er lige så meget der, det går galt, hvis I spørger mig. Altså at der er for lidt kontrol. Men man kan søreme godt brænde for at hjælpe dårligt stillede børn uden at have taget en pædagogisk uddannelse.
På hjemmet (lad os døbe det Duen), hvor John var, var der visitation hver måned. Selvfølgelig var det en kontrol, men det blev lige så meget betraget som et samarbejde om at få disse børn til at bryde det sociale mønster, de var godt syltet ind i allerede.
Hvordan John skiftede branche fra den ene yderlighed til den anden, er et kapitel for sig, men han havde ikke været ret længe på Duen, før ungerne elskede ham – og omvendt, faktisk … han blev så grebet af deres skæbner, at han slet ikke kunne lade være med at holde meget af ungerne, selv om de mildt sagt var nogle stride bananer hele bundtet.
Men … han var ikke pædagog. Nu er jeg nødt til at sige, at jeg beklager, pædagoger. Ikke et ondt ord om jer, men disse unger havde aldrig mødt andet i deres liv – udover selvfølgelig de forældre, der på alle tænkelige (og bestemt også utænkelige) måder svigtede dem. De var enormt trætte af at høre lilla-ble-agtige ting som “Altså Brian, hvordan tror du, jeg føler, når du opfører dig på den måde?”
Én ting er helt sikker: Brian var fuldstændig ligeglad med pædagogens følelser.
John har aldrig lært sådan noget, men han havde været en dejlig far for to børn; en far, som elskede sine unger, men som også satte grænser og ikke lod sig løbe om hjørner med, så når dueungerne provokerede ham, gjorde noget, de vidste var forbudt, eller bare ‘skabte sig’, var Johns reaktion oftest en helt almindelig forældrereaktion, hvor han simpelthen sagde fra. Dette kunne selvfølgelig gøres på flere måder, men de fnisede henrykt over bemærkninger som “hold så op med det fis, gå om bag det træ og kom frem igen, når du kan opføre dig ordentligt eller tale pænt igen.” John var rigtig god til at vurdere det enkelte barn eller den enkelte situation – sådan noget kan man nemlig som forælder. Ehhh, de fleste, altså …
At pædagogerne så gav ham nogle værktøjer, han kunne bruge, er kun godt. De to ‘personalegrupper’ både supplerede og respekterede hinanden.
John kunne sagtens finde på at gå hen til en strid unge og bare holde om vedkommende, til der var ro igen. Det var jo det, det hele handlede om: de manglede nogen der elskede dem – de skreg på opmærksomhed, men det er ikke nemt at finde ud af, hvordan man får den på den gode måde, når man er i deres situation.
En anden stor fordel viste sig at være Johns alder. Han var 53, da han startede, og dueungerne så ikke en faderskikkelse i ham, men en bedstefaderskikkelse, hvilket viste sig at være et plus. Fædre og stedfædre var nogen, der svigtede, men ingen havde oplevet svigt fra bedsteforældre – de, der var så heldige at have eller have haft kontakt til en eller flere af slagsen, forbandt disse i deres øjne gamle mennesker med den eneste form for tryghed, de havde oplevet.
Det er allerede blevet langt, dette her, og jeg er ikke engang rigtig begyndt.
Jeg har ikke fortalt om, da John var den eneste af hankøn, et incestoffer turde have kontakt til (igen pga. Johns alder).
Jeg har ikke fortalt om drengen, vi havde i nogle weekender og var tæt på at tage i pleje, fordi jeg slet ikke kunne holde ud at høre hans historie.
Jeg har ikke fortalt om ferien i Jylland i hestetrukken prærievogn, hvor to voksne og seks børn skulle leve forholdsvis primitivt i en uge – og børnene elskede at hade det.
Jeg har ikke fortalt om, hvordan John lærte dem matematik, uden det overhovedet gik op for dem, at de blev undervist.
Det var syv år, som bragte mange skæbner og mange historier, en del af dem desværre med dårlig udgang, men heldigvis også succeshistorier.
Det er ikke en menneskeret at kunne få børn, men det burde være en menneskeret at have en tryg og kærlig opvækst.
Der fødes ikke ‘dårlige’ børn, men der findes skræmmende mange dårlige forældre.
Billedet er en meget ung Aubie i hyggeligt selskab med uncle Ordor. Som hedder James … det er ikke alt, man skal forstå…
Godt indlæg Ellen, jeg er ikke et sekund i tvivl om at John gjorde en forskel for dueungerne.
Det er vildt så mange grumme historier der dukker op i øjeblikket.
Kommentar af Inge — 11. maj 2012 @ 18:14
Ja, de vælter desværre (eller heldigvis?) frem i øjeblikket. De skal nemlig frem i lyset, så ‘nogen’ skal finde ud af, at den slags vederstyggeligheder er totalt uacceptable og bliver opdaget før eller siden.
Kommentar af Ellen — 11. maj 2012 @ 19:23
Jeg så næsten hele udsendelsen i går. Noget af det jeg bed mærke i, var bl.a., da et af hendes børn forklarede en af de mindre søskende om det var være mønsterbryder. Hun er i høj grad mønsterbryder samtidig med – som hun selv siger – har en del issues, som hun endnu ikke kan/har/tør tage fat i. Det var som du selv siger en tankevækkende udsendelse.
Jeg tager i den grad hatten af for hende men også for John. For han (og du) har stået på den anden side og set, hvilke sørgelige skæbner er af børn, som ikke har haft et fundament af stabilitet, kærlighed og omsorg. John har – ud fra det det du har skrevet – formået at give disse børn en vis form for stabilitet, omsorg og kærlighed uden at fylde for meget i deres liv. Han har formået at være den han er udfra hans livserfaring som far og videregive det han mener er godt for et barn uden at virke for pædagog agtig.
Så hvis der skulle fremtidige historier om “Duen” vil jeg med stor interesse læse dem ….
Kommentar af Tove — 11. maj 2012 @ 18:22
Åh ja – stakkels, men stærke Lisbeth …
Jeg tror helt bestemt, at John gjorde børnene noget godt og viste dem på sin egen stille måde, at verden ikke kun er slem og upålidelig.
Tak – jeg kunne godt finde på at skrive mere
Kommentar af Ellen — 11. maj 2012 @ 19:27
De mange beretninger om svigtede og udnyttede børn ER rædselsfulde, og der er ingen undskyldning; hverken for gerningsfolkene, af begge køn, eller for dem, der har lukket begge øjne!
Men der er forklaringer, selv om vi nok kun er nået en del af vejen.
Mange glemmer, eller ønsker ikke at tænke på, at vi, mennesket, er dyr, og at vi i mange tilfælde kan finde parallellitet i dyrenes og vore handlingsmønstre. Når en han overtager en eller flere hunner, ser man ofte, at deres første u-gerning består i at slå ungerne ihjel, væddere f.eks går så vidt til at forsøge at fremkalde abort hos fårene. Danskeren Ludvig Levin Jacobson påviste i 1811 det voremonasale organ, som reagerer på feromoner, og hvormed dyrene både opfanger parringsvillighed og nærbeslægtethed, hvorved de kan frasortere uønskede partnere og unger. Dette er påvist også hos mennesker så sent som sidste år.
Derudover sker der ofte det, at ofre for incest og misbrug “arver” adfærden, og selv bliver gerningspersoner. Der sker åbenbart noget i hjernens belønningssystem, der forkludrer opfattelsen af Rigtigt og Forkert. Det er set, at betjente og andre, der tjenstligt befatter sig med misbrugsofre og børneporno, ændrer adfærd og “falder i”. Misbrugte børn lærer også at udnytte andre ved at tilbyde “ydelser”. Også i afpresningsøjemed.
Som sagt: vi har lang vej igen, før vi får udredt og stoppet denne uacceptable adfærd. Straf alene gør det ikke.
Kommentar af AagePK — 11. maj 2012 @ 18:25
Aage, sæt dig lige ned, inden du læser mine næste ord – du skulle jo nødig falde besvimet om: Du har fuldstændig ret! (Desværre…)
Mere er der vel næsten ikke at sige om det … vi er dyr på godt og sommetider mest ondt. Straf hjælper ikke, nej, men lige præcis sexforbrydelser mod børn bør straffes hårdt; fx ved medicinsk kastraktion – det sygelige behov skal fjernes, no matter what. Hvis det skulle være, påtager jeg mig gerne at skære noget af med en sløv kniv. Jeg kan – omend modstræbende – forstå mange handlemønstre, men børneporno i enhver form og/eller afskygning er totalt, aldeles og absolut forkasteligt og ditto uacceptabelt!
Kommentar af Ellen — 11. maj 2012 @ 19:42
Det er jo heller ikke gjort med hverken fysisk eller kemisk kastration, desværre: det ville have været så nemt. Men fra de tyrkiske til de kinesiske eunukker ved vi, lige som fra ’30-ernes Tyskland, at du ikke slukker den ild, der er oppe i hovedet. Irske munke, og nonner, ikke at forglemme, kvinder er i det hele taget jo så absolut IKKE fraværende i dette kapitel (husk, hvad jeg skrev om “nedarvet” adfærd: ofret bliver forbryder!): der skal en total ommøblering i hjernen, før du har uddrevet ondskaben, eller hvad du end vil kalde det. Indtil da skal vedkommende ganske enkelt bures inde. Alternativet er at skyde vedkommende. Lige som i de fleste tilfælde af voldtægt har det jo intet med sex, men med magt og hævn at gøre; og da går det som oftest ud over de svageste.
Fra mit kateder kunne jeg ofte udpege den, det ville gå ud over, når en delta-han eller ditto hun skulle hævde sig. ALFA- og BETA-dyrene klarede det indbyrdes, men Delta-individerne skal finde en, der er ufarlig, som ikke slår igen, som knap tør råbe om hjælp, og som måske i forvejen er stødt halvvejs ud af flokken, en lille, skæv stakkel. Lige som i en hønseflok.
Kan du huske Matador, Ellens far? Ham, der blev nazist? Opportunisten? Det er dem, næsten hver gang. Selv om der også findes andre, knap så synlige: den pæne dreng fra de pæne forældre i det pæne kvarter: men som måske er blevet udnyttet af en mor, hvis mand føjtede efter stuepigen. En tur på Herlufsholm eller lignende kan under visse omstændigheder også befordre uforståelig opførsel: de såkaldte sovesalsdrenge, frataget et trygt hjem og udsat for store drenges “selvjustits”, de er ønskebørn som personalechefer. De lider ikke af visionshæmmende empati.
De sidste 20 år i tjenesten brugte jeg ca halvdelen af tiden i specialeundervisningen: vi følte os ofte ladt i stikken, når vi forsøgte at råbe kommunen op, det endte med, at deres evige knalden-låget-på skaffede mig en førtidspension. Derfor mine betragtninger, udfra erfaringer og studier. Og derfra min viden om feromoner og andet, der får folk til at gøre noget, de ikke ønsker og derfor hurtigt fortrænger. I samme skuffe også oplysninger om, at Peter Lundin oma var stor-leverandører af donorsæd til Cryos, og afdækningen heraf fik dem til at fastsætte en øvre grænse for antallet af muligt afkom. Hvis det da overholdes.
Kommentar af AagePK — 11. maj 2012 @ 21:30
Altså Aage, alt dette vil jeg slet ikke læse. For jeg ved jo godt, at du (igen
) har ret.
Det med deltaindividernes adfærd var dog nyt for mig – og alligevel ikke, for basalt set er det logisk nok. Nogle gange skal man bare have det bøjet i neon. Den med personalecheferne skal jeg lige tænke lidt mere over …
Førtidspension? Fordi du talte ‘tabernes’ sag? Ikke helt i orden … Og du må helst ikke misforstå mit brug af ordet tabere
Kommentar af Ellen — 11. maj 2012 @ 21:52
Det er så forskrækkeligt det der overgår nogle børn, og mest forfærdeligt at “systemet” er så lang tid om at skride ind selvom de får at vide at der er noget galt. Man kan jo ikke redde hele verden, men det lyder som om John trods alt har gjort en forskel i de syv år han arbejde med disse børn, og mon ikke der er nogle der sender ham en venlig tanke ind imellem…;-D
Kommentar af Rejen — 11. maj 2012 @ 18:42
Det er bare overhovedet ikke i orden, at systemet vender det blinde øje til, fordi det koster penge ikke at gøre det.
Nej, ingen kan redde hele verden, men vi er mange, der kan gøre bare en lille forskel, hvis vi gider.
Kommentar af Ellen — 11. maj 2012 @ 19:47
Jeg så udsendelsen i aftes! Og det der gjorde størst indtryk på mig var faktisk Lisbeths mor, for hun reagerede nøjagtig som min egen mor gjorde i en lignende situation: jamen hvad skulle jeg dog gøre, jeg kunne ikke gå nogen steder hen osv. Den form for handlingslammede kvinder kan jeg slet ikke klare. Min opfattelse er, at hvis man vælger at have børn må man gøre alt for at beskytte dem. Min mor havde også mødt sin mand via en kontaktannonce, og de var ikke engang blevet gift, før overgrebene begyndte. På et tidspunkt fortalte jeg hende, hvad der foregik, når hun ikke var hjemme, og der blev stor opstandelse i det lille hjem i et par dage, men derefter fulgte hun aldrig nogensinde op på det. Jeg flyttede tidligt hjemmefra som 16-årig og den dag, da jeg blev 18, brød jeg kontakten, fordi jeg ikke kunne holde ud, at hun blev ved med at svigte mig og vælge sin mand til. Det år jeg blev 40, genoptog jeg kontakten – og selvfølgelig drøftede vi emnet, og hun fortalte mig, at hun godt havde vidst, havd der foregik, men at hun ikke kunne gøre noget. Jeg orkede ikke at holde kontakten; jeg kunne simpelthen ikke holde ud, at hun fortsat valgte sin – nu tidligere – mand til og mig fra. Da jeg var 40, genoptog jeg kontakten, fordi jeg i telefonbogen kunne se, at de nu havde hver deres adresse. De var ganske rigtigt blevet skilt. Men hun blev ved med at vælge ham til og mig fra, så det gik ikke. Hun døde uden at vi nogensinde kom til klarhed, og jeg tror heller ikke, det havde været muligt.
Nåh undskyld nu blev det en lang historie om mig selv… En dag bør jeg bruge min egen blog til at fortælle min historie, men jeg kan bare ikke rigtig tage mig sammen.
Jeg kan rigtig godt forestille mig, at John har været en helt fantastisk medarbejder på ‘Duen’. Han har sådan en rolig og dejlig facon, at man ikke kan lade være med at holde af ham. Jeg kan sagtens forstå, at de unge så en bedsteforælderskikkelse i ham og det virker så logisk med at bedsteforældre har de ikke oplevet svigt fra, så derfor er de ‘gamle’ til at stole på.
Du skriver “Det er ikke en menneskeret at kunne få børn, men det burde være en menneskeret at have en tryg og kærlig opvækst.” Hvor er det flot formuleret, og hvor har du ret.
Kommentar af Stegemüller — 11. maj 2012 @ 18:48
Åh, kære Hanne – du må endelig ikke undskylde, og jeg tør næsten ikke kommentere din gribende kommentar – den fortjener at stå alene, for det er så stærkt af dig at åbne for noget af alt det, der bor i dit sind.
Jeg kender jo lidt til din historie – måske var det en ide at tage imod Overleverens tilbud om at låne hendes blog og få noget af alt det ud på tryk?
Moderen i går kunne jeg simpelthen have rusket så grundigt, at hendes tænder var røget ud! Handlingslammelse er for mildt et ord. Jeg vil aldrig kunne forstå, at man som mor kan se gennem fingre med, at en mand misbruger ens barn; uanset hvor forelsket man er – den forelskelse ville for mit vedkommende gå over i had på et splitsekund, hvis han gjorde mit barn fortræd.
Tak for din kommentar!
Kommentar af Ellen — 11. maj 2012 @ 20:00
Kære Stegemüller, jeg kan ikke lade være med at blande mig: du gør helt ret i at fortælle din historie her, både for vi læseres og din egen skyld: du skal jo begynde ét sted.
Mht din mor: længere oppe omtaler jeg Alfa-, Beta- og Delta-individer: umiddelbart vil jeg indplacere hende ret langt nede, lige som min egen mor og mormor: sådanne har ganske enkelt ikke kræfter til at modstå pres fra omgivelserne, og slet ikke fra en, der rangere højere. Dette er ikke en undskyldning på hendes vegne, kun et forsøg på forklaring. Dem er der stadig rigtigt mange af, og skal de og deres børn hjælpes, må vi ofre nogle penge på udvidede lægehuse, hvor der også findes børnesundhedsplejersker og socialpædagoger, som de enten selv kan henvende sig til, eller som skolesundhedsplejersken eller læge kan henvise til. Så de svage mødre altid har et sted, hvor de kan drøfte deres tvivl og sorg.
Kommentar af AagePK — 11. maj 2012 @ 21:46
Kære AagePK
Det er så mænd ikke fordi det er en begyndelse for mig, for jeg har gået i terapi i mange år for at få det bearbejdet. Men det er nyt for mig at skrive om det på internettet – og her er jeg blevet inspireret af Overleveren, som også skriver med her.
Du har ret i, at udvidede lægehuse kunne være en god idé, for på en eller anden måde havde hun jo ret, hvor skulle hun gå hen? Måske er det der generer mig mest også, at hun aldrig fulgte op på de par dage, hvor der var fuld fokus på sagen. Aldrig nogensinde spurgte hun til, om det nu var holdt op eller lignende. Hun lukkede øjnene og blev i sengen om morgenen, så svinet kunne få frit spil.
Kommentar af Stegemüller — 12. maj 2012 @ 18:43
Jeg så ikke udsendelsen. Ikke færdig i hvert fald. Jeg slukkede for tv´et og luskede væk, da kvinden og hendes mor sad ved en gravsten og moren præsenterede sin særlige virkelighedsopfattelse. Dér fik jeg nok og det kom på en eller anden måde for tæt på min egen mors kunstgjorde verdensbillede om min bror. Regner dog med at prøve at se udsendelsen i løbet af weekenden når der er mulighed for at tage en pause i flytte-oprydnings-pakkeriet.
Jeg kender ikke din John som andet end en dreven fuglefotograf, men jeg kan sagtens følge at hans alder og baggrund lige er det der skal til for de børn og unge, der var på det sted.
Tak for at du giver emnet tid, ord og respekt… Og Hanne har stadig en invitation til at skrive ovre hos mig for at holde det bare lidt på afstand. Og det hjælper, skulle jeg hilse og sige.
Kommentar af overleveren — 11. maj 2012 @ 19:10
Du og din historie – selv om den ikke er helt identisk, men dog på mange punkter parallel, med Lisbeths – dukkede op et par gange i løbet af udsendelsen i går; jeg tænkte på, om du så den, og hvordan du i givet fald havde det med det. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det vil være gavnligt eller det modsatte for dig at se udsendelsen til ende, men håber inderligt, det vil kunne hjælpe dig videre at se, hvordan en med næsten samme oplevelser håndterer konfrontationerne.
Tak også til dig for din kommentar, men du behøver bestemt ikke takke mig – det handler om at få så mange som muligt af sådanne overgreb frem i lyset, så ingen længere tør sidde børns signaler og uhørlige råb om hjælp overhørige … jeg lærer som nævnt aldrig at forstå, at nogen overhovedet kan …
Kommentar af Ellen — 11. maj 2012 @ 20:15
@ Overleveren
Tusind tak tak for din invitation igen igen. Jeg er stadig i overvejelsesmode.
Kommentar af Stegemüller — 11. maj 2012 @ 20:51
Da Lisbeth spørger sin mor, om hun har oplevet noget lignende løftes en flig af sløret for et muligt misbrug af moderen og Lisbeth spørger, om det var “Pjevs” – åbenbart moderens bror – som gjorde det. Lisbeth sagde, at hun altid havde haft fornemmelsen af, at moderen havde været i en tilsvarende situation. Vi fik ikke et svar – moderen forlod stuen og Lisbeth fulgte efter hende. Det er deprimerende, men desværre nok sandt, hvad Aage skriver: “man kan “arve” adfærden” – det er ikke en undskyldning for alle de svigt Lisbeth og mange andre børn har oplevet og stadig lige nu oplever, men en forklaring, som burde medføre en mere fokuseret indsats fra offentlig side overfor misbrugte børn. Desværre opleves det oftere og oftere at kommunerne tænker i nutidsværdi fremfor langsigtet fremtidsværdi!
Kommentar af Lone — 11. maj 2012 @ 23:00
Helt enig. Selv om man ser bort fra det uforståelige i, at nogen overhovedet har samvittighed til at sidde den slags overhørig, og selv om det er dyrt her og nu i anbringelse af et barn, er det alligevel ingenting mod at skulle betale overførselsindkomster og andet i resten af et menneskes liv, fordi vedkommende er psykisk ødelagt og ikke kan klare sig selv – hvilket desværre oftest er det, der sker.
Kommentar af Ellen — 12. maj 2012 @ 09:02
Du skriver bare når og hvis.. tror du har eller kan finde en mailadresse på mig.
Kommentar af overleveren — 12. maj 2012 @ 09:57
Uhh jeg har ikke set det. Det er frygteligt nok at høre om.
Jeg har været helt forkert idag fordi jeg ved en fejltagelse kom til at se et klip med en malaysisk mor der tæver sit lille bitte barn. I 5 minutter. Og en idiot som filmer i stedet for at få damen til at holde op. Og den lille som rækker armen ud mod sin mor og får slag istedet for trøst og omsorg.
Jeg kan sagtens forestille mig John som fantastisk god til de umulige unger som bare kom her på jorden for at blive elsket og det var der nogen som glemte.. Men de fik en stund med ham og fik lidt godhed ind i deres liv – det fik Lisbeth også og det var en af grundene til at hun kom fri af sin tunge bagage.
Man skal passe på børn. Alle børn.
Kommentar af Kong Mor — 11. maj 2012 @ 20:05
Puha – sådan et syn ville også kunne ødelægge min dag helt – hvad var dog det for en idiot, der bare filmede, mon?
Jeg kunne godt se udsendelsen i aftes, fordi Lisbeth nu er voksen, men jeg kan ikke, som i overhovedet ikke, se på eller læse om noget, hvor barnet stadig er barn.
Det, der reddede Lisbeth, var uden for enhver tvivl, at der kom en og fik hevet hende ud af det, der vil være forkert at betegne som et hjem.
JA, man skal passe på og være god ved alle børn!
Kommentar af Ellen — 11. maj 2012 @ 20:24
Jeg ved ikke hvem der filmede.. Men det var SÅ FORFÆRDELIGT. Divaen brød fuldstændigt sammen, Zorronaldo sad stum og endte med at stirre på mig og sige – jamen hun er jo psykopat.. Damen er kommet i fængsel på grund af den film – verden over er folk fuldstændigt færdige over hendes opførsel.
Kan godt forstå du bedre kunne se filmen fordi Lisbeth er voksen og har overlevet!
Kommentar af Kong Mor — 11. maj 2012 @ 22:05
Av, det gør ondt at læse. Moderen har velsagtens været desperat over et eller andet, men uanset hvad, er der ingen som helst undskyldning for hendes opførsel mod et lille barn.
Jeg kan ikke helt finde ud af med mig selv, om det er godt eller skidt, at børn (selv sunde børn som dine) får denne verdens ondskab smidt i synet på denne brutale måde. Men som du siger, var det en fejltagelse, og det kan ingen gardere sig imod.
Kommentar af Ellen — 11. maj 2012 @ 22:24
puha.. som jeg kender det.. og hvor ville jeg ønske, at der var flere mønsterbrydere.. også heroppe/især heroppe, hvor vi (også) har massive problemer af den karakter.
Kommentar af Dortheivalo — 12. maj 2012 @ 01:41
Åh ja, I er vist hårdt ramt oppe i Grønland. Det må altså være svært at være vidne til.
Jeg kan ikke gennemskue, om man kan lære at blive en mønsterbryder, eller man skal have en speciel psyke for at kunne blive det.
Kommentar af Ellen — 12. maj 2012 @ 09:06
Du rammer præcist, når du skriver, at det er, fordi Lisbeth nu er voksen, vi kan holde ud at se udsendelsen. Det var en meget sober udsendelse, hvor det ikke var udpensling af pinsler, men eftertænksomhed og et ægte ønske om at finde ind til hvorfor.
Men man sidder stadig tilbage med afmagten.
Kommentar af conny — 12. maj 2012 @ 23:59
Helt enig. Det var en meget sober udsendelse, som – i modsætning til så meget andet, vi skal have smidt lige i synet – ikke var katastrofe- eller sensationshungrende.
Afmagt er et godt ord at bruge her … det er det vi føler, og alligevel kan vi overhovedet ikke forestille os hvor rædselsfuldt det må have været for de stakkels børn.
Kommentar af Ellen — 13. maj 2012 @ 00:06
Jeg kan slet ikke se sådanne udsendelser. Jeg begynder at tude, vildt og højt. Det er for hjerteskærende, men så lidt fra aftenshowet og fik fornemmelsen af en meget stærk kvinde.
Nu tror jeg nok at mange pædagoger er kommet langt i forhold til den form for “rundbord pædagogik” som var moderne i 80-90erne. Men jeg tror nu at John havde fat i noget. Børn kan fornemme når man gider dem og når det “kun” er forbi det er ens job. Bestemt. Og så syntes jeg personligt at det er vigtigt at man siger tingene lige ud og ikke pakker det alt for meget ind (ja afhængig af situationen). Jeg har hørt mange kollager fortælle problem eleverne noget angående hvordan man opfører sig i gymnasiet, pakket ind i alle mulige historier. Og ofte ender det med at eleverne ikke forstår hvad der blev sagt. Det ender i sådan lidt akademiker tåger.
Jeg har haft elever der nærmest klæbede til mig efter timerne. De savnede i den grad voksen kontakt og jeg havde så ondt af dem, men gymnasiet er slet ikke gearet til den type elever og vi er ikke uddannet pædagoger eller psykologer og en del af de unge har faktisk behov for sådanne.
Jeg har haft elever der siger at de bliver slået derhjemme…..jeg vil slet ikke lege psykolog og har altid sendt dem videre (gymnasierne har studievejledere som kender til systemet, så det bliver normalt til dem jeg sender dem videre), selvom jeg godt nok har lyttet til deres historier og taget dem alvorligt. Men jeg har altså lidt dårligt samvittighed efterfølgende, var det nu godt nok ?
Men hvor var det flot af hende fra tv at bryde den sociale arv, statistikkerne viser jo desværre at det ofte ikke lader sig gøre. Men åh hvor er det bare forfærdeligt for de børn og unge der lever under sådanne forhold, det er jo ubegribeligt at de findes, i dagens Danmark
Kommentar af havehyrden — 13. maj 2012 @ 14:11
Jeg tror også det er en god ide at kalde en spade for en spade. Tænk bare på Fultonskipperens ‘pædagogik’ … ungerne elskede ham og respekterede ham.
Når du har det så tæt på i gymnasiet, kan du da heller ikke gøre mere end dit til, at de kommer videre i systemet og bliver taget hånd om af de rette personer – det er jo ikke din opgave. Når du lytter og tager dem alvorligt, hvad du jo gør, kan du ikke gøre mere, men jeg forstår godt, at du ikke helt kan slippe det i tankerne.
Det er utroligt flot gjort af Lisbeth – også at stille sig offentligt til skue, så at sige.
Kommentar af Ellen — 13. maj 2012 @ 14:43