Hos Mommer

5. april 2012

Mad, mad, mad

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 18:22
Tags: , ,

P1010815I dag skal det handle om mad. Mad, mad, mad.
Efter at have taget en Themsentur til Thames Barrier via Greenwich og tilbage igen til Westminster Pier, var vi blevet sultne, men vi ville lige tilbage til Kensington High Street, hvor der er en hel del hyggeligere end i Westminster.
Bedst som vi gik og kiggede efter et sted til frokostindtagelsen, fik vi øje på et hul i væggen, hvor der stod “Whole Foods Market”. Eller rettere: det der fangede Johns opmærksomhed, var et skilt med “Full English breakfast to go”. Jeg synes, det lød ualmindelig upraktisk, og det lignede i det hele taget ikke noget særligt, men inde i hullet fik vi øje på et skilt med ‘Restaurant’, så vi smuttede indenfor – hvorfra der gik en trappe op.
Førstesalen var KÆMPEstor – der var afsnit med alle mulige slags mad at vælge imellem: mexikansk, græsk, asiatisk, pizzaer, hamburgers (sunde!), en østers- og champagnebar, sushi …
P1010822Vi valgte den mexikanske afdeling og fik et stift brød, som vi valgte at fylde med bønner, noget gris á la pulled pork i krydret udgave og så ellers toppet op med alt muligt og umuligt i grønsager og salater; avokadocreme, noget hvid creme (yoghurt?), revet ost, koriander og en halv limefrugt. Olivenolie kunne vi selv hælde på, hvis vi havde lyst til det. Det var et meget, meget lækkert måltid mad – der var bare alt for meget af det.

Da vi forlod stedet, fik vi øje på endnu et hul i muren og kunne træde ind ned i The Market Hall. Et absolut fantastisk sted. Jeg har aldrig set fødevarer stillet så indbydende og delikat op. Harrods, go home! Jeg har altid anset fødevareafdelingen i Harrods for det ultimative, men dette sted i Kensington slog det med mange længder. Klik igen billederne større for at få mest muligt ud af dem. Jeg kan ikke sætte en brøkdel af billederne i indlægget, og jeg kan godt fortælle jer, at det var svært at sortere!

P1010824P1010825P1010829P1010830P1010835P1010838P1010840P1010841P1010844

Chili, grønsager, popcorn og bønner. Fisk. Kaffe i rå mængder. Æg en gros.
Lækre lam og lækre pølser i masser af varianter.
Alene det bjerg af parmesanost …

P1010851

Godt jeg ikke bor i nærheden af dette vidunderlige sted – jeg ville købe ALT, alt for meget mad.
Der var vine, olier, marmelader, teer. Der var alt. Simpelthen alt.
Jeg har heller aldrig set så mange ansatte – de gik rundt i hobetal for at supplere på hylderne og rette på det, der allerede lå, så det ikke fik lov til at se sjusket ud i så meget som 10 sekunder.
Da en kunde tog en rød peber, skyndte den uge fyr, der var ved at arrangere æbler, sig lige hen og rette på resten af de røde pebre, så det så fint ud igen.
Ved kassen stod der en ganske ung fyr, der gav sig til at sludre med os om vejr og vind; bogstavelig talt. Han havde tid til os (der stod så heller ikke andre kunder og åndede os i nakken – vi havde taget hurtigkassen, men ingen andre kunne præstere at have mindre end fem ting).
Dette sted skal jeg helt sikkert hen og lade mig imponere over, hver gang jeg er i London.

Billeder fra themsenturen? Pyt med dem. Dem kan I se i enhver turistbrochure …

Og nu vil vi smutte i byen igen – vi skal jo have fundet et sted at spise aftensmad!

About these ads

26 kommentarer

  1. De billeder ser alt for indbydende ud, når jeg nu er sulten ;-) så jeg går ud og får mig noget medister …

    God appetit :)

    Kommentar af Tove — 5. april 2012 @ 18:28

    • Hvis det er en medister som på det næstsidste billede, så er den også bare god!
      Bon appetit ;-)

      Kommentar af Ellen — 5. april 2012 @ 21:15

  2. Den forretning ser flot og indbydende ud – der må være et stort arbejde i at holde det så fint.

    Kommentar af Marianne — 5. april 2012 @ 19:07

    • Det må det være, men der var sandelig også mange til at sørge for det.

      Kommentar af Ellen — 5. april 2012 @ 21:16

  3. Velbekom, velbekom, velbekom! Picures like that drive me MAD :-)

    Kommentar af Eric — 5. april 2012 @ 19:24

    • Hehe – yes, completely mad :-)

      Kommentar af Ellen — 5. april 2012 @ 21:16

  4. WOW nogle lækre mad-indkøbs-billeder. Der gad jeg godt handle “lidt”.
    Nyd London og ønsker god påske! :-) Dorthe

    Kommentar af "perler på snor"/Dorthe DK — 5. april 2012 @ 20:00

    • Det var meget nemt at blive meget fristet :-)
      God påske til dig.

      Kommentar af Ellen — 5. april 2012 @ 21:17

  5. jamen jeg ville da gerne havde set nogle fotos fra Themseturen ;)
    Men det du viser ser nu også ganske spændende ud. Din beretning fra fugleområdet ved London var dog uhyre spændende. vi skulle havde været derude sidst vi var i London med der var så meget andet at se, så vi nåede det ikke. Men det ser lige så spændende ud som jeg havde regnet med. Så dem er på listen igen til næste gang :)
    Fortsat god ferie..

    Kommentar af havehyrden — 5. april 2012 @ 20:01

    • En anden gang, så :-)
      Hvorfor er jeg slet ikke forbavset over, at netop du kender London Wetlands? Du må love mig at nå det næste gang. Det er lige noget for dig, er jeg meget sikker på.
      Og tak – god påskeferie til dig :-)

      Kommentar af Ellen — 5. april 2012 @ 21:19

  6. Uha uha, det var dog et farligt sted. Godt du havde John til at trække dig ud af hullet igen. Bare dine billeder får mine tænder til at løbe i vand og når der så tilføjes alle de andre sanser … (bemærk lige mit mellemrum før ‘prikkerne’ ;o)
    Ærgerligt at I lige har valgt at smutte vestpå når vi på søndag drager østpå, mod Osby og omegn. Jo da, Sannes hus spøger stadig, så nu skal vi derop igen.

    Kommentar af fiberfryd — 5. april 2012 @ 20:55

    • John var da mindst lige så betaget som mig ;-)
      Æv, altså – det skal åbenbart bare ikke lykkes, Ditte :-( Men når nu I køber Sannes hus, bliver der jo rig lejlighed til at mødes … for det gør I jo, ikke? ;-)
      Hvis I vil kigge igenigen, er vi deroppe både i bededags- og Kr. Himmelfartsferien; nok ikke i pinsen. I skal også være velkomne uden at skulle kigge på hus :-)

      Kommentar af Ellen — 5. april 2012 @ 21:23

  7. Muuuuums det ser fantastisk ud! SMUKT med sådan en overdådighed. Så blegner Rema1000 jo en anelse :D
    Men gad vide hvordan man lige snupper en broccoli?

    Kommentar af Kong Mor — 5. april 2012 @ 21:17

    • Der er bare ingen i DK, der kan være med her :-)
      Man snupper en af de øverste, krydser fingre og skynder sig væk ;-)

      Kommentar af Ellen — 5. april 2012 @ 21:24

  8. Kære Ellen og John
    Jeg skal til Hampton Court Palace Flower Show i juli. Men det ville da være dejligt at kunne finde Johns “hul i muren”. Hvor skal jeg lede efter det? Det er jo nogle fristende billeder.
    Mange hilsner fra Kirsten i Tønder

    Kommentar af Kirsten i Tønder — 5. april 2012 @ 23:18

    • Kære Kirsten – du skal stå af på High Street Kensington station og på samme side af gaden gå østpå fra den (mod centrum). Efter ca. 200 meter (plus/minus … vi tænkte jo ikke på at måle), kommer det: Whole Foods Market. God fornøjelse – både med dette, men ikke mindst med Flower Showet. :-) – hilsen Ellen

      Kommentar af Ellen — 6. april 2012 @ 08:23

  9. Hvor spændende. Jeg har altid troet, Harrods var noget af det ypperste. (og det er det stadig for mig)
    Det lyder som et fantastisk sted.

    Kommentar af betty — 5. april 2012 @ 23:33

    • Det var Harrods også – lige til i går :-) Harrods er fantastisk flot, men dette var lidt anderledes, og der var et større udbud.

      Kommentar af Ellen — 6. april 2012 @ 08:25

  10. Der ville jeg gerne ind og kigge – men ville aldrig turde løfte så meget som et salatblad af angst for at det hele vælter. Fantastisk at man kan stable og ordne grøntsager på den der måde.
    Du har virkelig præsenteret den godt på dine billeder og jeg har klikket dem større..

    Kan godt forstå at de har brug for mange ansatte dér.

    Kommentar af overleveren — 6. april 2012 @ 06:49

    • Jeg ved ikke hvordan de bærer sig ad, men der skete ingen pinlige uheld, mens vi gik rundt derinde.
      Tak for roser – det var som sagt svært at vælge, hvad jeg ville vise :-)

      Kommentar af Ellen — 6. april 2012 @ 08:27

  11. Det er godt nok en imponerende opstilling, utroligt at det kan lade sig gøre, og flot at der hele tiden bliver holdt orden…Det er vist ikke som i Netto efter kl. 17.00 der er ikke ret meget tilbage på hylderne…;-D

    Kommentar af Rejen — 6. april 2012 @ 07:17

    • Det var virkelig imponerende – men jeg kunne ikke lade være med at komme i madspildstanker … ;-)

      Kommentar af Ellen — 6. april 2012 @ 08:28

  12. Uhhhhmmm hvor lækkert, jeg får altid lyst til at tage noget nederst i bunken.. bare for at se hvad der sker.. :-)

    Kommentar af Inge — 6. april 2012 @ 07:32

    • Haha Inge – det tror jeg ikke på, du ville nænne, når det kom til stykket :-D

      Kommentar af Ellen — 6. april 2012 @ 08:28

  13. Hold da helt op. Sådan en butik kunne jeg godt bruge herude på landet. Men tænk at være ham, der går og retter på grøntsagerne, når de andre kunder har teget en enkelt. Det kan man da kalde beskæftigelse.

    Kommentar af Susanne — 6. april 2012 @ 16:17

    • Det kunne være dejligt med sådan en butik – og så er den jo medvirkende til at afskaffe arbejdsløsheden ;-)

      Kommentar af Ellen — 6. april 2012 @ 16:48


RSS feed til kommentarer til dette indlæg.

Theme: Rubric. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.