Stevns Klint

Eller Stevns Klink, som min lillesøster kaldte den…
Vi syntes, at luften trængte til os i dag, så vi kørte en tur for at gå en tur. Valget faldt på Stevns, for da vi kørte hjemmefra, skinnede solen så fint, og vi kunne lige så tydeligt se de fine, hvide klinter, lysende i solen, for vores indre blik.

Det var en smuk tur derned – solen skinnede hele tiden på vores vej sydover, mens der mod nord var en dybgrå himmel, som gav nogle fantastiske kontraster til det solskin, vi befandt os i.
Vi nød derfor køreturen – kørte i adstadigt tempo gennem Strøby strand og ladeplads; over Holtug og Sigerslev, forbi Gjorslev gods – smukt, smukt, selv her i januar.

I samme øjeblik, vi stoppede bilen på parkeringspladsen ved Højerup Kirke, forsvandt solen for ikke mere at vende tilbage i dag.
Man kan desværre ikke være lige heldig hver gang – jeg er vild med den grønne farve, man kan se på havbunden i vandet ved Stevns, men i dag var det så knapt så lysende, som det kan være.
Man skal ikke lide af svimmelhed eller højdeskræk, når man står her … der er langt ned og der er ikke så meget som antydningen af rækværk. Bare et skilt med, at man færdes her på eget ansvar.
Faktisk kan jeg godt lide denne holdning: at man selv er ansvarlig for ikke at skvatte ned af klinten. Ikke så meget barnepigementalitet her.

Klinten var som nævnt heller ikke så hvid, som den kan være.

Man kan godt komme ned, men den stejle trappe kan Johns knæ ikke klare, så vi holdt os oppe og nøjedes med at fotografere dem, der havde taget trinene ned.
kan I få øje på dem på billedet til højre?

Da vi havde kigget på de triste historier, som gravstene kan fortælle (to små børn døde inden for en uge – tanken er næsten ikke til at bære),

og taget et billede af den nye kirke i Højerup, som ikke behøver at rykke et hanefjed længere ind i landet julenat,

og endelig foreviget stavefejlen på sedlen i traktørstedets vindue,

kørte vi til Rødvig.

Hvorefter vejret besluttede sig til at blive så totalt elendigt, at vi besluttede at vende næsen hjemefter igen.
Jeg var blevet gennemkold, for jeg har glemt min vinterjakke i Sverige … troede dog jeg havde taget tilstrækkeligt med lag tøj på i dag, men det havde jeg ikke, og numsevarmeren i sædet på Johns bil er gået i udu. Ih, hvor jeg savner den varme – men jeg nyder sådan de ture, vi tager ind imellem.