Madspild kan undgås på flere måder

Fuglene i vores have klarer det ved, at det, som nogle smider ud fra foderhuset, er der andre der samler op fra jorden. Noget må nu gå til spilde alligevel – ellers havde vi ikke haft de meget smukke, grønne, vi-siger-ikke-hvilke planter i vores have den forgangne sommer. Solsikker og enkelte ikke-identificerede planter tittede også op hist og pist, men jeg tror alligevel, at fuglene lader relativt mindre mad gå til spilde, end vi gør.

Samvirke har en artikel – flere, faktisk – i den seneste udgave om emnet. Den interessanteste handler om, hvor hysteriske de fleste er omkring sidste salgsdato, som ikke betyder, at maden skal smides ud på denne dato. Sidste salgsdato (eller bedst før, som man kalder det på engelsk og svensk), er den dato, som producenten garanterer for varens kvalitet på, men oftest kan det holde meget længere.
Det er kun, når der står sidste anvendelsesdato, man skal være på vagt; fx ved fars – det bør overholdes, for hakket kød har en stor overflade, hvor bakterierne har oceaner af plads at trives på.

Det skyldes sikkert, at jeg er vokset op på landet med med en mor, der var meget sparsommelig; dels fordi hun kom fra et hjem med mange børn og få penge, dels fordi hun var krigsbarn, og under krigen blev intet smidt ud.
Jeg har derfor lært at smage på maden for at konstatere, om den var til at spise for mennesker. Hvis ikke, var grisene ivrige aftagere.
Der var alligevel ikke nogen, der kom og satte en ‘bedst før’-mærkat på vores mad – vi var stort set selvforsynende, og det, vi ikke havde selv, blev købt hos slagter eller købmand, hvor det blev vejet ud og pakket ind – stadig uden datomærkning…

Mælk og fløde – mælkeprodukter i det hele taget – kan holde sig langt ud over sidste salgsdato, hvis ikke kartonen har været åbnet.
Er man i tvivl, så smag. Der er ingen, der er døde af at smage på sur mælk – faktisk er der mange, der betaler penge for at købe surmælksprodukter. Så hedder de bare noget andet … okay, I know, det er kontrollerede bakteriekulturer, men alligevel…
Der er i det hele taget ikke nogen, der er døde af at tage en lille bid i munden for at teste fødevarekvaliteten. Spyt det ud igen, hvis det er dårligt, så er der ingen skade sket.

Min mor skrabede også mug af marmelade og skar mug af på brød. Der sætter jeg godt nok grænsen, men vi overlevede da alle sammen – og har såmænd nok haft mere gavn end skade af det, når det kommer til stykket – vi var i hvert fald ikke mere syge end andre, da vi var børn. Fordærvet mad fik vi naturligvis aldrig, men mug var noget andet, mente man dengang – det var jo et begrænset område …

Vores nabolande må gerne sælge varer, der har overskredet sidste salgsdato, og i England er der netbutikker, der udelukkende sælger varer, der er forbi ‘best before’-datoen.
I Sverige kan man købe frugt og grønsager stykvis, og man betaler efter vægt. Ih, hvor jeg savner det herhjemme; det ville hindre, at producenter er nødt til at kassere frugt og grønsager, fordi de ikke overholder nogle bestemte mål, idet man kun betaler for det, man får. Jeg ville meget gerne kunne købe en lille selleri. Eller to gulerødder. En enkelt porre…

Mest interessant var næsten følgende oplysning, som jeg dog ingen som helst mulighed har for at kontrollere, men tankevækkende er den:
”… Internationale undersøgelser viser, at mellem 30 og 40 % af al den mad, der produceres i verden, aldrig ender i maven, men går til spilde. Det vil sige, at hele 11 % af verdens samlede CO2-forurening skyldes madspild. Det er mere, end hele transportsektoren står for.”

Hvis I har mulighed for at få fat i Samvirke, så læs det denne gang – det er altid et godt blad, men denne gang er det lidt bedre, end det plejer at være.