Så er der – næsten – fred i hytten

Næsten, fordi der jo stadigvæk er to børn, der nu har fået noget mere plads at tumle sig på. Men det er den gode støj…
Alle andre er nu taget af sted mod hjemlandet – én er sygeplejerske og er allerede på arbejde, mens dette skrives.

Det har været dejligt, at alle (bortset fra skibsofficereleven) kunne være her i julen. Rune befinder sig lige nu et eller andet sted omkring Singapore og vender først hjem engang i februar eller marts.
Han havde sparet op af sin satellittelefonration og havde derfor hele 20 minutter juleaften, hvor han kunne ringe hjem og tale med sin familie.

Til højre ses yngstegenerationen med yndlingsbeskæftigelsen. Der kan downloades en masse sjove spil på sådan en iPad; bl.a. et racerspil, hvor selve iPad’en bruges som et rat. Gæt hvem der blev nødt til at få rationeret spilletid!
Nu er den ene iPad kørt til DK, og den anden er midlertidigt pakket væk. Anna havde godt nok fundet sig et spil, hvor man lærer noget om tal, men derfor skal de ikke sidde hele dagen med den slags ‘legetøj’.
Mine søstre og jeg blev i øvrigt lidt forargede over det ‘pædagogiske’ spil: det var et barn på ikke over 6 år, der havde lagt stemme til, men det var nu ikke det, vi var forargede over – bortset fra, at jeg troede, børnearbejde var forbudt på disse breddegrader…
Der dukkede mellem to og ti dyr frem på skærmen, og barnet skal tælle, hvor mange der er og trykke på det rigtige tal. Det gør det sikkert sjovere for den, der spiller det, at det er en barnestemme der siger noget, men vi syntes ikke, det var særlig pædagogisk korrekt, at man tillod den unge ‘speaker’ at sige: “Har du tællet dem nu?”
Det er ikke helt i orden, er det ej!

I aftes var det første gang, alle tre børn blev puttet på en gang, og derfor også første gang, William så A&A få børstet tænder.
Han stod fuldstændig målløs og bare stirrede på det der underlige, der skete – de har elektriske tandbørster, og William spurgte sin mor, mens han hoppede op og ned: “Den snakker, mor! Mor, hvad siger den til Aubie? Den er sjov. Sådan en vil jeg også gerne have!”
Camilla måtte stå og lege elektrisk tandbørste for at få lov til at børste sønnens tænder; med rystende hænder og selvfølgelig også med lyd på. Ret festligt for os andre.

Det har som sagt været smadderhyggeligt – det har alle været enige om, men hvis vi skal være helt ærlige, så er det også rart nu at have et par dage at se frem til, hvor det bare er englænderne og os, der er her, for man kommer ikke uden om, at der ikke er ro et øjeblik med 17 mennesker på ikke alt for meget plads.

Vi kan også mærke på børnene nu, hvor vi har været os selv i et par timer, at de er ved at finde sig selv og deres julegaver og bare leger sammen, som de er så gode til. Der har bare ikke været rigtig plads til det – hverken fysisk eller mentalt.

Lige så snart vi var alene, ville Aubrey have ryddet alt sit legetøj sammen. Intet skulle stå fremme, men pænt pakkes i kasser og æsker, så han havde styr på altings plads. At det så blev hevet frem igen lidt efter lidt, er en anden snak, men nu skulle der være orden og ikke kaos. John og jeg gik rundt og fik stuen til at se normal ud igen; flyttet møbler på rette plads og støvsuget lidt rundt omkring, hvilket åbenbart også inspirerede den lille mand.
De har været utrolig søde, begge børnene, men det har måske lidt skyldtes den gode opdragelse, for vi mærker så tydeligt, hvor meget de hygger og slapper af nu.

Ikke et ondt ord af den grund over familien – men så godt kender A&A dem heller ikke, så disse dage har nok stresset de små lidt mere, end vi umiddelbart havde tænkt over, at det ville gøre. Men de har ingen skade taget …  og de har ikke engang spurgt, om de må spille computer – det er åbenbart slet ikke nødvendigt lige nu.

About these ads