Hvilken kaffe vi byder uventede gæster?

Det behøver vi overhovedet ikke at tænke på – de tager selv…

Dog ikke Gevaliaen, for den kunne de ikke nå; ejheller noget som helst spiseligt i huset … de har i stedet været ude og rane fuglefoder ude fra haven og slæbt det med ind i stuen, hvorefter de har holdt ædegilde i min garnkurv.
Der har også været lunt og varmt, vil jeg tro.
De havde ikke gnavet i noget som helst i kurven – både den og alt garnet var intakt – men der var ingen tvivl om, at der havde siddet et par mus og hygget sig med vores lækre fuglemad.
Det kom helt bag på os, at der havde været mus i stuen – det har der aldrig været før, så vi regnede den for musesikker. Vi fandt dog hurtigt ud af, hvor de var kommet ind; det er dog så meget underligt, at de ikke fandt den vej sidste vinter, nemlig via samlingen af væggen til de tre værelser, vi slog sammen sidste sommer, og som vi lod stå helt rå, fordi vi synes det ser meget rustikt ud.

Det finurligste var nu, at de har været ude ved fuglefoderpladsen for at samle føde – og de har rendt frem og tilbage en del gange, kunne vi se på mængden. De kan ikke komme til det nede i kælderen; det har John sikret 100 %, så der har kun været udendørsmuligheden tilbage for dem.

Oppe på værelserne på førstesalen har de også gnavet sig vej ind, de små bæster.
For første gang … henne ved døren har der været så lille en revne, at de aldrig har kunnet kommet igennem her, men søreme om ikke de har gjort revnen bredere ved at gnave sig gennem gipsvæggen, de små sataner. Det kan da ikke passe, at vi skal til at armere huset med stål for at holde dem ude?
Og hvorfor lige nu??? Sidste vinter var så skrækkelig lang og streng, og der var ikke en eneste mus inden døre; denne vinter er knapt nok begyndt endnu. Mig ikke forstå. Men jeg har jo heller aldrig været en lille, grå mus…

Det sner helt vildt, men det er en enkelt grad over 0, så der er håb om, at det forsvinder igen. Jeg håber bare ikke, ikke, IKKE, at det er snevejr, når jeg skal køre helt alene herop d. 22. Jeg hader at køre i sne – noget der er kommet med alderen; da jeg var yngre og ung, syntes jeg bare, det var spændende. Det kan man selvfølgelig stadigvæk godt kalde det, men på den mere maveknugende måde.

Englænderne lander i København den 22. klokken så sent som 21. Dem venter John på for at hente dem i lufthavnen. Jeg kører herop direkte fra arbejdet for at sørge for, at hele huset er dejlig varmt, og at alle sengene er redt op og ligeledes dejligt varme, når hele min lille flok ankommer ved midnatstid.

Hvis der skulle være faldet sne, har vores flinke nabo lige lovet at sørge for, at jeg – og senere de andre – kan komme ind på grunden; jeg ville ikke synes det var spor sjovt at skulle bruge de første to timer på at komme ind.
Vi kan altid regne med naboen – bare han ved, hvornår vi kommer, så er her fint ryddet.  Vi kan ikke rigtig gøre noget for ham til gengæld, så han har i dag fået fået sin julegave i form af noget af det bedste, vi kan give ham: en ramme gode, danske juleøl. Sådan en ramme øl med jævne mellemrum, og det er lige før, han synes, han skylder os noget.
Det gør han så afgjort ikke, men det er da dejligt, at vi på denne måde kan gøre lidt gengæld for al hans hjælpsomhed.

About these ads