Kender I det?

Kender I det, at man altid finder lige præcis det man vil have, når man ikke går og leder efter det? Det er jeg ret god til… hvis jeg f.eks. skal have en ny kjole, er det mig komplet umuligt at finde en, uanset hvor meget tid jeg bruger eller hvor mange butikker jeg hjemsøger. Men en hvilken som helst anden dag – meget typisk på et tidspunkt på måneden, hvor jeg ikke lige synes jeg har pengene til nogetsomhelstandet end det allermestnødvendige – så er den der. Lige i skabet. Høhø. Som om…
Sådan var det i dag med gardiner til stuen i Sverige.

Vi var i Älmhult for at købe maling til loftet, og vores vej faldt forbi en gardinforretning, hvor gardinet var draperet i vinduesudstillingen. Jeg skulle overhovedet ikke købe gardiner i dag; jeg har ikke engang fået målt op endnu, men dér hang stoffet og skreg til mig, at det ville være helt ideelt i vores nye stue – og det havde helt ret, havde det… Ind i forretningen og studere det nærmere. Føle, kigge, føle, kigge. Lige i øjet. Simpelthen bare lige i øjet.
Det er tungt, men virker let. Det er sart, men rustikt. Det er moderne, men gammeldags og tidløst. Det er perfekt. Det er helt perfekt.
“John, kom så… nu handler det om kollektiv hukommelse dette her… hvor meget skal vi bruge? Hvor høje er de to nye vinduer? Cirka. Hvor brede? Cirka. Og dimensionerne på de tre gamle vinduer? Dem har vi da lige i hovedet, ikke?”
Vi fandt ved fælles summen frem til et cirkastofforbrug, og jeg rundede op med et par meter for at være sikker på at have nok. Den søde dame i butikken sagde, at hvis hun var mig, ville hun nok sørge for at være heelt sikker på stofmængden. Måden hun sagde det på, fik nogle klokker til at ringe.
“Er det da meget dyrt?”
“Mycket…”
“Hmmm… javel ja… hvor meget er ‘mycket’?”
Jeg siger ikke hvor meget ‘mycket’ var (hvor er den krisehjælp, når man har brug for den?), men hvis man kender de engelske crewel-gardiner, vil man kunne få en ide om det. Det var godt nok ikke helt så dyrt som dem, men det var alt for budgetbelastende tæt på og ville dermed blive omkring tre gange så meget, som jeg havde regnet med at bruge på gardiner. Damen tog det pænt – det skal hun jo – så da jeg var kommet mig over choket og havde indrømmet, at det nok liige var en anelse i overkanten, sagde hun med et smil, at hvis vi havde købt det stof, havde hun lukket biksen for i dag, så snart vi var gået ud af døren.

ØvøvøvØV. Hvis det kun var blevet lidt dyrere end budgetteret, havde det været helt i orden, for stoffet var saftsusemig flot og helt rigtigt, men prisen var desværre way too much.
Og nu bliver det selvfølgelig endnu vanskeligere, som i helt.vildt.svært at finde noget, jeg kan lide…

Vi gik derefter ind i et stort supermarked for at købe fuglefoder, men det havde de selvfølgelig ikke. Der var heller ingen store poser med usaltede peanuts. For tidligt på sæsonen endnu, åbenbart. Vi havde tilstrækkeligt af vore gode, danske fuglefoder til at kunne fylde foderhuset, men den nyeste generation af skovskader har lært både at klamre sig fast til kanten af huset og mejsekugleholderen, så de kan grovspise af begge dele samtidig med, at de jager småfuglene væk. Jeg har i og for sig intet imod at fodre skovskader – tværtimod – men jeg har i høj grad noget imod, at de tyranniserer de mindre fugle. Lektierne til næste gang, vi kommer herop, er at have fundet en løsning på den lille udfordring, således at alle får mad og alle kan være glade.

Hjemme igen efter at ‘kun’ at have købt 10 liter maling (også dyrt), trøstede jeg mig lidt med svampejagt og fandt heldigvis både kantareller og rørhatte.
Under min ensomme jagt havde John fundet de afbildede flotte store parasolhatte i vores egen græsplæne, så der blev fint til en herlig stuvning til søndagsfrokosten.
Det var i øvrigt mere held end forstand, at jeg ikke blev et offer for andres jagt, for da jeg var langt inde i skoven, hørte jeg et skud betænkeligt tæt på og kom lidt for sent i tanke om, at jagten på noget meget større end svampe var gået ind… måske ligner jeg ikke ligefrem en elg, men jeg bevæger mig og mine sko laver lyde i skovbunden, hvilket kan være ret farligt i jagtsæsonen. Næste gang tager jeg min skriggule regnjakke på, når jeg går i skoven. Og jeg synger højt. SÅ er der med garanti ingen med syn eller hørelse i behold, der kan forveksle mig med noget, der med fordel kan nedlægges

Humlen er smukkest lige nu – det er så småt ved at blive efterår i Sverige.
Den orange svamps navn ser jeg meget gerne et bud på. Den sad på en død grangren.

About these ads