Hos Mommer

22. juli 2010

Køge, fisk, chili og faktor 30

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags: , ,

På vej hjem fra arbejde fik jeg en uimodståelig lyst til at grille fisk i aften. Det kunne der heldigvis gøres noget ved; det krævede bare at jeg lagde vejen omkring Køge Havn til Tinas exellente fiskehandel.
Køge havns restauranter
Jeg investerede i to ørreder, som var lige små nok, men hun havde dem ikke større i dag. I stedet for at købe tre, købte jeg 10 tigerrejer og 4 kammuslinger, som lige nu ligger og suger smag til sig i denne marinade:
1 dl saft fra citron og lime, 1 spsk hakket ingefær, 1 hakket chili, 1 tsk havsalt, 1 dl olivenolie og ½ dl japansk soya. Der skulle også have været citrongræs i, men det formåede huset ikke i dag. Det går nu nok alligevel – jeg tror, det bliver rigtig godt.

P7210003Marinaden gav mig en glimrende lejlighed til at få brugt nogle af de chilier, der er så rigeligt af på gården i øjeblikket – min far er barnepige for min nieces plante, mens hun holder ferie i de varme endnu varmere lande. Han har passet den godt, for det vælter frem med chilier, og vi skulle endelig tage så mange, vi kunne bruge…. hvilket i virkeligheden ikke er særlig mange, for det er dæleme nogle stærke, små fyre. Man må vel kunne fryse sådan nogle? Det er helt umuligt at nå at spise sig igennem disse mængder, selv om vi er flere om det.

Til sidst: Se hvad der stod i vores pauserum i går: En hel kasse med solbeskyttelse… vedhæftet en seddel med ordene "Værs’go’ – tag bare. Rigtig god ferie til jer alle sammen. Pas nu godt på jer selv. Med venlig hilsen …"
Hvordan og hvorfor, melder historien ikke noget om, men det var en sød ide og tanke.
P7220005

About these ads

22 kommentarer

  1. Velbekomme.
    Det lyder ganske lækkert altsammen.
    Hav en lun aften :-)

    Kommentar af Kisser — 22. juli 2010 @ 17:55

    • Kisser – tak :-)
      Og en lun aften til dig også. Faktisk er den meget, meget varm! Det bliver en dårlig søvn i nat.

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2010 @ 18:04

  2. Uhmmm her står den også på fisk, der stod en kasse med kulmule fra Skagenfood i går.. den skal godt nok ikke grilles.
    De der chillier.. jeg tror du både kan fryse og tørre dem, og så har du smag til hele vinteren :-)
    I må ha’ en dejlig grill aften.

    Kommentar af Inge — 22. juli 2010 @ 18:31

    • Inge – heldige dig, at du kan få fra Skagenfood. Det kan jeg selvfølgelig også, men der er leveringsdag hos mig om fredagen, og det passer bare ikke sammen med sverigesweekenderne. De flyttede den fra om torsdagen. ØV.
      Det lyder godt, at vi har mulighed for at gemme på chilierne – det ville være så ærgerligt, at der gik så mange til spilde.
      En god kulmuleaften til dig også :-)

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2010 @ 18:47

      • Det var en skøn kulmule, ærgeligt at de har flyttet jeres leveringstidspunkt, vores er også flyttet, men det er den anden vej. Tidligere var det torsdag meget tidlig morgen, nu kommer pakken om onsdagen, og det passer rigtig perfekt. Fredag er en dårlig dag.. :-))

        Kommentar af Inge — 22. juli 2010 @ 20:25

        • Jeg bliver nødt til at flytte til Roskilde :-)

          Kommentar af Ellen — 22. juli 2010 @ 20:43

  3. Hvor lyder din aftensmad godt, det er jo ren gourmet!
    Chilierne kan du bare tørre, de bliver faktisk gode.
    Knus
    Vibeke

    Kommentar af Vibeke — 22. juli 2010 @ 19:08

    • Vibeke – det var simpelthen en luksusmiddag :-) Den er nu indtaget og var meget lækker. Vi kan næsten ikke rokke med ørerne, så meget mad var der…
      Jeg vil snarest gå i gang med at tørre chili – sjovt at jeg slet ikke tænkte på det… jeg tørrer jo svampe.
      En god aften til dig.

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2010 @ 20:08

  4. Nå, jeg kan se, Vibeke kom mig i forkøbet. Tørrede chilier er gode! Jeg har havde nogle, hvor jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle putte frøene i maden, så blev det for stærkt! Men hvis du har plads i fryseren, kunne du da prøve at fryse nogle også. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i vejen for det. Måske skal de blancheres først for at dræbe mikroorganismer, og så bliver det vel mere besværligt end at tørre dem.

    Kommentar af Henny — 22. juli 2010 @ 23:14

    • Henny – den med at komme til at bruge frøene, har vi vist alle prøvet :-) Holddafast, hvor kan det blive stærkt – de afbildede er der ingen frø i (hvorfor???), så det gør dem lidt nemmere at håndtere.
      Jeg vil forsøge mig udi tørringen, men også prøve at fryse nogen… gider ikke blanchere dem først; det må blive som det bliver.

      Kommentar af Ellen — 23. juli 2010 @ 07:52

  5. Uhmmmm … den marinade lyder lækker, lige min smag ;-). Håber, I nød jeres fiskemiddag.
    Og … hvor er du heldig at have adgang til alle de friske chili. Den eneste gang, jeg har prøvet at dyrke dem selv (på en plante, jeg fik forærende), lykkedes det slet ikke – men jeg havde selvfølgelig heller ikke din far til at passe den :-).

    Kommentar af Bente — 22. juli 2010 @ 23:15

    • Bente – den var god og vi nød den begge :-)
      Du må da bare låne min far ;-) – men hemmeligheden er måske i virkeligheden, at planten, indtil den kom på gården, havde boet i niecens drivhus. Det var kun pga. denne meget varme sommer, hun ikke havde skrupler over at overdrage den til ham og den frie luft på gården.

      Kommentar af Ellen — 23. juli 2010 @ 07:57

  6. Det var en god ide at lave den blanding, lyder lækkert!

    Kommentar af Donald — 23. juli 2010 @ 01:10

    • Donald – det var det – prøv selv :-)

      Kommentar af Ellen — 23. juli 2010 @ 07:58

  7. Chilier kan også opbevares i olie i lang tid. Så har man samtidig en olie med en masse smag, der kan give et pift til forskellige retter.

    Kommentar af Randi — 23. juli 2010 @ 11:23

    • Randi – rigtig god ide :-) Tak for tippet.

      Kommentar af Ellen — 23. juli 2010 @ 13:13

  8. Umm elsker chili. Jeg forsøgte for første gang at dyrke planter i år (hvilket gik udover al forventning – 19 planter af 19 frø). Alle planter bærer frugt og jeg har så mange chilier at jeg kan starte et storsalg…
    Men – lad mig anbefale en tur forbi Camilla Plums hjemmeside på dr.dk, hun viser hvordan man laver den skønneste ‘bake & shake’ chili sauce. Jeg prøvede sidste år og det blev virkeligt godt (og der er nok også der mine mange chilier ender i år :)

    Kommentar af yvonnexina — 23. juli 2010 @ 16:03

    • Yvonnexina – velkommen hertil og 1000 tak for tippet med Camilla Plum. Hun er bare god, det kvindemenneske :-)
      Det må siges at være et usædvanlig flot resultat med 19 ud af 19 – jeg kan godt se, at du må kunne forsyne en mindre provinsby :-)
      Det kan være, du skal fortælle Bente Hoffmann, hvordan du bærer dig ad ;-)

      Kommentar af Ellen — 23. juli 2010 @ 16:21

  9. Ved læsning af de sidste 2 indlæg blev min dårlige samvittighed vakt: min datter forærede mig til jul en pakke med minidrivhus, frø og hele balladen, så jeg kunne dyrke mine egne chillier; de ligger nedpakket endnu. Men hvad: hun fister rundt i Mexico pt og har nok andet at tænke på.
    Men hvis jeg havde så mange chillier, ville jeg nok lave en basis-aji, som vi brugte ret meget i Peru og Bolivia: kog en god portion chillier, hæld vandet fra, og kværn dem i en blender eller lignende, med et par skefulde olie. Denne pasta kan fryses, evt i en terningebakke, og tages op efterhånden. Herefter kan den så røres sammen med andre ting til røde, grønne eller gule aji’er, sovse, som man rører i sin mad efter behag. En quinoa-suppe (quinoa-gryn kogt i vand med lidt salt und nichts weiter, standardføden i Maragua på Bolivias højslette) bliver forrygende med en skefuld aji.

    Kommentar af AagePK — 24. juli 2010 @ 20:08

    • AagePK – det kan da være du kan bruge det hele til næste år, hvor din datter måske er hjemme igen? Så kan hun selv få lidt nytte af alle chilierne.
      Tak for en god ide eller to til overvintring af chilier. Vi spiser quinoa, men jeg ville aldrig have tænkt på at lave dem til suppe på denne måde :-)

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2010 @ 18:12

      • Ja, det var godt nok også, hvad St St Blicher ville have kaldt et tarveligt måltid, lidt ligesom vor mors havresuppe, når vi som børn havde vrøvl med maven. Og de har ikke ret meget andet at byde på deroppe. Men vi havde haft en dejlig tur til hulemalerier, og skulle gå i dinosaurusernes fodspor i Maragua-krateret ved Sucre. Så vi var trætte og sultne, og så smager alt jo, og aji’en gjorde underværker.

        Kommentar af AagePK — 25. juli 2010 @ 22:02

        • Det kan jeg levende sætte mig ind i. Som jeg skrev i en helt anden forbindelse, så kan man blive så sulten, at man spiser hvad som helst. Og kan oven i købet nyde det :-)

          Kommentar af Ellen — 25. juli 2010 @ 22:22


RSS feed til kommentarer til dette indlæg.

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 60, der følger denne blog