Hos Mommer

17. maj 2010

Der er mere mellem himmel og jord – og noget både i luften og i vejen…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:05
Tags:

Min dag i dag har været en blandet dag, og det vil indlægget da også bære tydeligt præg af.
Ingen rød tråd, ingen disposition, bare en blandet landhandel af mere eller mindre interessante oplevelser og følelser.

Det første var i morges på vej til arbejde: lydbogen, jeg hører i øjeblikket, hedder ‘Einsteins sidste teori’, hvor FBI spiller en kedelig rolle og de tre bogstaver derfor optræder med jævne mellemrum. Alligevel synes jeg, at det mildest talt er noget af et sammentræf, at jeg i samme øjeblik, oplæseren siger ‘FBI’, bliver overhalet af den (selvsagt) eneste danske bil, hvis nummerplade indeholder præcis samme bogstavkombination. Slet og ret FBI. Det var naturligvis ikke den afbildede nummerplade, men jeg så ikke forkert – han kunne nemlig have sparet sig den overhaling, for jeg lå bag ham et godt stykke tid.
Lidt underligt, altså.

Iceland Volcano Ash Cloud PhotosDet andet var at finde ud af, at askeskyen har slået til igen, at Heathrow er lukket og at Danmark også ligger i farezonen inden for de næste par dage. Jeg har billet til England på torsdag, ungerne glæder sig og tæller ned (jeg glæder mig såmænd også en lille smule…), så det vil være enormt surt ikke at kunne komme afsted. Nu har jeg trodset terrorister, og så skulle en åndssvag vulkan kunne gøre det, terroristerne ikke magtede.  
Hvis ikke jeg kommer afsted på dagen eller i de nærmeste to dage derefter, kan det nemlig være helt lige meget, for pinsen var det eneste tidspunkt, hvor det hele kunne gå op i en højere enhed. Charlotte og Tim har planer for de næste mange weekender, og i øvrigt er al ferie i juni indraget for mit vedkommende pga. en inspektion, så i givet fald må det vente til næste planlagte besøg i juli. Hvis altså en vis vulkan har tænkt sig at opføre sig ordentligt…
Nå, men jeg krydser da bare fingre. Mon ikke det hjælper?

Det trejde var at finde ud af, at vi, der går på pension inden for de næste 10 år, åbenbart skal til at betale en ekstra skat, der starter med at være stor; vist nok 6,5 % i 2011, for derefter at falde for hvert år. Jeg ved ikke mere om det og har muligvis misforstået et eller andet (håbe, håbe…), men skal til informationsmøde på tirsdag. Jeg betaler 10 millioner ind (mindst… sådan føles det i hvert fald…) på pensionskontoen hver eneste måned, så hvorfor nu det pjat? Beløbet er forhåbentlig afhængigt af, hvor meget man i forvejen indbetaler? Sikkert ikke…

Det fjerde var, da jeg lige skulle have ordnet dagens indkøb på vejen hjem. Det var også surt, men ikke for mig. Jeg listede mig til diskret at tage billedet halvt skjult bag en busk. Tænk at vælte en indkøbsvogn med fem kasser øl…

P5170007

Nå. Vejret er fint i dag; det er blevet varmere, så måske er foråret endelig ved at indfinde sig. Man må se på de lyse sider.

About these ads

16 kommentarer

  1. Ingen rød tråd, nej. Men alligevel ganske underholdende og interessant læsning :-). Krydser også lige lidt fingre for dig for, at askeskyen føler for at drive en anden vej, så du kan komme af sted til England. Ved jo, hvor gerne du vil ;-).

    Og … stakkels mand – det var vist godt, at du ikke føjede spot til skade og fotograferede ham åbenlyst!

    Kommentar af Bente — 17. maj 2010 @ 20:22

    • Bente – det nænnede jeg godt nok ikke – jeg havde ondt nok af ham i forvejen…
      Tak for krydsede fingre – hvis der er tilstrækkelig mange af slagsen, har det garanteret en effekt :-)

      Kommentar af Ellen — 17. maj 2010 @ 20:52

  2. Sikke en oplevelsesrig dag du har haft, jeg tilslutter mig Bente med hensyn til den underholdende og interessante læsning. Jeg krydser fingre (og tæer) alt hvad jeg kan, for hvor ville det dog være ærgerligt for jer alle, hvis besøget må aflyses. Har du tænkt på måske at køre i stedet for eller orker du ikke den lange tur?
    Stakkels mand……

    Kommentar af Annette udi Holland — 17. maj 2010 @ 22:33

    • Annette – jeg har tænkt på at køre, men har droppet det igen, for jeg orker ikke at tage turen alene for så kun at kunne være der i fire dage. Og det kun, hvis jeg tager de 1500 km uden en overnatning… det er jeg vist blevet for gammel til. Men laver vulkanen numre igen til juli, når vi begge skal af sted, så tager vi bilen i stedet for.
      Men det er dejligt med alle de sympatiserende, krydsede fingre ;-)
      Ja, stakkels mand…

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2010 @ 07:44

  3. Åh pokkers, hvorfor kunne vulkanen nu ikke bare holde sig i ro lidt? Men jeg har lige checket bbc news, og p.t. er restriktionerne vist lettede. Hvordan de ser ud derhjemme, ved jeg til gengæld ikke. Der skal ske meget de næste dage, så lad os håbe, at det går i den rigtige retning… :-)

    Jeg krydser fingre med dig…

    Kommentar af Mia Folkmann — 17. maj 2010 @ 23:08

    • Mia – jeg hørte lige her til morgen i radioavisen, at man arbejder på at få lempet restriktionerne; nok også fordi luftfartsselskaberne påstod, at lukningen af Heathrow og Gatwick i går var ‘overflødig’ – men det tager nok lige lidt mere end et par dage at blive enige i den slags alvorlige sager…

      Tak for krydsede fingre fra England også. Jeg er sikker på, det hjælper :-)

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2010 @ 07:48

  4. Jeg krydser og krydser, du SKAL da til England :-)

    Kommentar af Lene — 18. maj 2010 @ 07:13

    • Lene – ja jeg skal, skal jeg! Nu bliver skyen da vist også snart angrebet af så mange krydsede fingre, at den er nødt til at reagere… Power to the people ;-)

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2010 @ 07:49

  5. Morsom læsning. Håber askeskyen arter sig vel. Tror du ikke ham med FBI-nummerpladen DK bare ikke kan stave til ForBI?

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 18. maj 2010 @ 07:23

    • Jørgen – tak, jeg håber sandelig også…
      Muligvis… eller måske FoBI?

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2010 @ 07:51

  6. Haha, stakkels fyr der kuldsejlede med indkøbsvognen :-) Jeg krydser fingre for, at asken holder sig hjemme på Island, så du kan komme til England som planlagt. Synkronicitet som det, du oplevede, er jeg også ude for – man bliver paf hver gang :-)

    Kommentar af Madame — 18. maj 2010 @ 07:58

    • Madame – ja, man studser noget over den slags tilfælde… og tænker på, om det nu også altid er helt tilfældigt, men den slags har jeg ikke så god forstand på.
      Tak for krydsede fingre – nu MÅ det da efterhånden hjælpe :-)

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2010 @ 08:15

  7. Ellen, jeg så lige at på nettet, at der har været øl-strejke i Danmark, det gør dit nederste billede endnu mere tragisk for den stakkels mand ☺ ☺.
    Jeg forstår dig godt mht. at køre selv til England. Jeg har nu taget turen alene til/fra DK et par gange og selv om den kun er på lige knap 1000 km. så kan jeg godt mærke, at jeg ikke er helt på toppen den første dag efter ankomst i DK. Og med kun 4 dage i England, så har du ikke “råd” til at have en eneste dag, hvor du ikke er helt på toppen.
    Jeg krydser stadig fingre.

    Kommentar af Annette udi Holland — 18. maj 2010 @ 13:58

    • Annette – tak :-) Jeg har været inde på en masse websider, som ser ud til at være enige om, at vinden er drejet i vest-sydvestlig retning; altså væk fra UK, og den retning vil den vist holde de næste dage, så der er håb forude.

      Nej, det bliver for hårdt for mig at køre 1500 km – specielt uden overnatning, og med en sådan vil der kun være to dage tilbage i effektiv være-sammen-tid… En anden gang må jeg sørge for at have en passager med – det skulle vel ikke være umuligt :-)

      Jeg havde helt glemt ølstrejken :-D Måske fordi jeg ikke drikker øl… men han har da bare været ude og hamstre, har han, så der var måske en højere mening med, at vognen væltede :-)

      Kommentar af Ellen — 18. maj 2010 @ 14:54

  8. En overlæsset indkøbsvogn skal trækkes, ikke skubbes, så er der mindre risiko for at hjulet finder ned i en revne, og læsset tipper. Men billedet er jo til at få dårlige nerver af.
    Hvor langt oppe på Hebriderne bor dine børn? Skulle det ikke kunne klares med Esbjerg-Harwich eller Grimsby, eller hvor Esbjerg-bådene nu lander?

    Kommentar af AagePK — 19. maj 2010 @ 09:23

    • AagePK – jeg ville hverken begynde at trække eller skubbe en vogn med fem kasser, men have delt indholdet op af to omgange… men jeg er da ked af, at jeg har ødelagt din dag bare ved at vise billedet ;-)

      Barn og børnebørn bor 4-5 timers kørsel vest for Harwich, så jo, jeg kunne såmænd sagtens tage færgen fra Esbjerg. Hvis altså det ikke var fordi, det kommer op på at koste 6500 kr for at få mig selv og en bil med over, når jeg forsøger at booke med så kort et varsel. Det koster det samme, om jeg er alene, vi er to eller sågar fire, og jeg synes ikke, jeg har råd til at bruge så mange penge på færgen, når jeg kan få en SAS-billet for 1100 kr. Men hvis det går galt i juli, hvor John skal med, kan vi genoverveje situationen…

      Kommentar af Ellen — 19. maj 2010 @ 10:52


RSS feed til kommentarer til dette indlæg.

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 60, der følger denne blog