Efterhånden som græsset gror, forsvinder de synlige spor efter vinterens vildsvinehærgen efterhånden. Noter jer venligst ordet ‘synlige’. Hvis man intetanende bevæger sig rundt på plænen, risikerer man en forstuvet ankel, for lige pludselig er der en fordybning, man ikke umiddelbart kunne se. Exit petanque. Exit kongespil. Indtil videre.
Og de har været der igen, svinene. De har på ingen måde raseret plænen, som de gør om vinteren. Næh, jeg har mere indtryk af, at de lige føler, de skal runde os og nonchalant vende et par tørv eller tre – måske fordi de er ved at opdrage deres børn og vise dem territoriet; eller måske bare for at vi ikke skal glemme dem. Som om.
![]() |
|
De blå iris er allerede ved at sygne hen for i år. Ligeledes de gule liljer. Eller er det iris? Jeg har et problem med planter, jeg overtager: Jeg aner meget ofte ikke hvad de hedder, og derudover mangler jeg at se lyset, hvad angår forskellen på liljer og iris.
Den med de små røde blomster, som er helt fantastiske i farven, og som naturligvis heller ikke bliver særlig godt gengivet af kameraet, købte vi sidste år. Den har jeg pinligt nok også glemt hvad hedder… men den er som sagt meget smuk i farven. Vi købte også en Isabella Rosselini-rose (nårrhh – noget kan jeg da huske…), men den ser lidt sygelig ud.
De to klematis ‘Montana’, som skulle løbe op ad de to højreste terrassestolper i multiblomstrende, lyserød frodighed, og som også tog rigtig godt tilløb til det sidste år, overlevede desværre ikke vinterens strenge barfrost. Tilbage er kun humlen, som til gengæld har fået så godt fat, at vi efterhånden kunne forsyne et mikrobryggeri.
Endnu er den meget beskeden i størrelse, men det kommer, det kommer.
Vejret kunne ikke bestemme sig til, hvad vejret ville. Blå himmel i 10 minutter. Blytung himmel og syndflodsregn i 5 minutter. Blå himmel i 15 minutter. Syndflodsregn i 5 minutter… er billedet ved at tegne sig?
Jeg tilbragte regnvejrsstunderne indenfor i Mors-Hyggelige-Strikkestol-Som-Er-Forbudt-Område-For-Alle-Andre-Hvis-Mor-Vil-Strikke og nåede en hel masse pinde.
Jeg tilbragte blå himmel-stunderne udenfor og nåede ikke en pind. Men en hel masse andet.
Det var som altid en herlig og afslappende weekend. Det skal godt nok være betydeligt dårligere vejr end det her beskrevne, der ville kunne ødelægge en sverigesweekend for mig.
Ovenstående blev skrevet lørdag. Søndag var vejret perfekt.


Vejret var lige omvendt her, Ellen, meget flot i går og hele tiden skiftende i dag. Men det er jo dejligt at du bl.a. har håndarbejder at hygge dig med, hvis vejret er dårligt. Jeres have ser meget smuk ud i sommerdragt! Jeg har lige opdaget, at vi har en mår, og jeg ved ikke, om jeg bør jage den væk – ak ja, de dyr ;o)
Comment af Madame — 21. juni 2009 @ 21:21
Madame – jeg keder mig i hvert fald aldrig
En mår! Jeg er da ikke helt sikker på, at jeg ville føle mig tryg ved at bo tæt på sådan en fyr. Den er kategoriseret som skadedyr; se bare her: http://www.bolius.dk/viden-om/kaelder-og-fundament/artikel/husmaar/
Ud med den, tror jeg
Comment af Ellen — 21. juni 2009 @ 21:43
Der ser smukt ud i jeres svenske skovidyl. Svinene har bare været der for at nyde synet af blomsterne, tror jeg. Eller måske for at slå fast, hvem det er, der bestemmer.
Comment af Henny — 21. juni 2009 @ 22:10
Henny – tak, vi nyder det skam også, men jeg er seriøst bange for, at for svinenes vedkommende er det det sidste, du nævner, der er det rigtige svar…
Comment af Ellen — 21. juni 2009 @ 22:18
Sommerhuse og storblomstrede tæpper, duge og gardiner, det er vel nok dejligt. Det er sådan jeg vil have der skal se ud her på matrikelen
Comment af dax2 — 22. juni 2009 @ 02:13
Donald – det er i hvert en god hyggekrog, jeg har mig der
Og tæppet kan købes i Brugsen lige nu…
Comment af Ellen — 22. juni 2009 @ 09:13
Så må jeg gå i Brugsen!
Comment af dax2 — 22. juni 2009 @ 18:07
Tusind tak for linket! Måren bor ude i haven, gudskelov ikke i huset
Comment af Madame — 22. juni 2009 @ 07:39
Madame – velbekomme
selv om måren bor ude, ville jeg da være betænkelig… hvad siger dine katte til den form for konkurrence?
Comment af Ellen — 22. juni 2009 @ 09:14
Det lyder, som om du har haft den dejligste weekend! Ha’ nu også en god uge
.
Comment af Bente — 22. juni 2009 @ 08:13
Bente – det er lige, hvad jeg havde
God uge til dig også.
Nu er der kun denne uge tilbage, inden jeg tager til England – tror du lige, jeg glæder mig?
Comment af Ellen — 22. juni 2009 @ 09:16
Hvor ser det dog dejligt ude, der i det svenske. Jeg tror at den gule er dagliljer. Mine har godt nok ikke blomstret endnu, men måske findes der en tidlig art.
Og tusinde tak for porsen. Jeg skal igang med at lave porsesnaps, men skal lige finde den bedste opskrift i mine mange snapsebøger. Meget spændende! Super glad for urten!
Comment af Havehyrden — 22. juni 2009 @ 18:34
Havehyrde – velbekomme
Der er som sagt mere, hvor det kommer fra… Jeg håber du får lavet en rekordgod porsesnaps.
Dagliljer? Det kan sagtens være. Der er bare det, at det meste som regel er senere på færde deroppe i forhold til her i DK.
Comment af Ellen — 22. juni 2009 @ 20:33