Hos Mommer

2. september 2014

IKEA – elsket og hadet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:18
Tags: ,

GrolandPyha. Vi synes de har rigtig mange rigtig gode ting i IKEA, men det er altså ikke altid lige sjovt at handle der!
Slet ikke, når man skal både i soveværelsesafdelingen, køkkenafdelingen og badeværelsesafdelingen. 
Det føltes som om vi var det varehus igennem tre gange, inden vi havde fået hvad vi skulle have.
Til køkkenet ville jeg have en Groland arbejdsbænk, som vi også har købt til Sverige, og som jeg synes er sådan et lækkert møbel.
Til soveværelset skulle vi have skabe, og til badeværelset skulle vi have to Stenstorp hylder og et skab med vask plus et overskab med spejl til at hænge over vasken.

Hvorfor går folk så laaangsomt sådan et sted? Okay de skal vel kigge, men hvorfor behøver de så at gå så laaaangsomt midt ude på ‘kørebanen’? Gør ligesom man skal som bilist: træk ind til siden.
Hele familien Hansen (tre generationer) var på indkøbstur i IKEA, og hele familien Hansen gik meeeget Stenstorp laaaangsomt side om side, så de fyldte hele gangarealet. Hele familien Hansen har enten et høreproblem, eller også er de bare ligeglade med, om der også er andre kunder i IKEA, for det var ret svært at få dem til at flytte sig, så vi kunne komme forbi dem.
Mit temperament og min tålmodighed er IKKE til langsomme mennesker. Skulle jeg nogensinde selv blive nødt til at gå langsomt, vil jeg sandelig håbe, jeg husker at give plads til alle dem, der ikke har samme problem.

Nå. Vi overlevede trods alle odds; vi fik oven i købet de ting, vi skulle bruge, plus to knagerækker, der passer fint til bondehusstilen, og sidst, men ikke mindst: Vi fik alle disse ting for omtrent de samme penge, som OT-skabe ville have bare for at montere skabet med skydelåger i soveværelset, men som vi af indlysende årsager sprang fra igen. Frøsø ville have 14500 inkl. montering, OT-skabe 13000 + 7000 for monteringen. De første firma sagde jeg forleden dag måtte have spist søm. Det andet må have spist syvtommersøm!
Der er er trods alt bund i kassen, selv om vi for tiden bruger penge som om der ikke var det …

Og så skal vi da til sidst lige have dagens trafikradio-bommert:
”Der er en lastbilchauffør, der er ved at skifte hjul, så pas på, for han befinder sig mistænkelig tæt på højresporet.”
Pas på hvad? Har han mon tænkt sig at rende afsted med det højrespor?
Formuleringsændringsforslag til hr. Trafikmand: … han befinder sig betænkelig tæt på højresporet.

1. september 2014

Vi har også sort sol ved Præstøfjorden. Flere forskellige slags endda

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , ,

Lige siden dag ét har vi set en flok stære flyve rundt tæt ved huset – de bor her ved fjorden hele sommeren, siger de lokale. Flokken er ikke i 100.000-størrelsesklassen, som man kan opleve det i Sønderjylland; her er der vel omkring 100 stære, men lidt har også ret.

P1030009

Lige for tiden trækker der gæs ind i massevis. Deres foretrukne landingsplads befinder sig 100 meter syd for Den Stråtækte, så jeg måtte lige over for at lure lidt, men gæs er nogle sky væsener, så selv om jeg gik langsomt og troede, jeg var skjult bag en bevoksning, opdagede de mig ret hurtigt, skræppede fornærmede op og fløj en lille tur. De vendte dog ret hurtigt tilbage igen … jeg blev bare stående lige så stille.

P1030010

I fredelig sameksistens med gæssene har vi også en stor flok viber – et forsigtigt gæt ligger på cirka 400 fugle. Jeg har aldrig set så mange viber samlet i én flok før. Det er flokken herunder til venstre for gæssene.

P1030004

Det er præcis som vi forestillede os, da vi skrev under på købet: Fjorden forandrer sig fra time til time.
Nej, hvor vi dog glæder os til at sidde og bare glo ud på dette sceneri i timevis. Jeg måske med et strikketøj i hænderne – men der vil blive holdt mange pauser!
’Sort sol’ er måske en kende overdrevet, men flot er det alligevel, og alene det, at alle fuglene er her, lige uden for vores vinduer, er jo herligt.


VinklubinvitationVi flytter ikke til et område sprængfyldt med gode skilteskrivere/-stavere. Havehyrden sendte mig et Facebooklink til et skilt fra fakta i Vordingborg, som nok slår alt, hvad jeg tidligere har set. Brugsen halter bagud med flere længder.

Bestyrelsen i vinklubben har (heldigvis, må man vel retfærdigvis sige) bedre forstand på vine end på stavning, grammatik og tegnplacering. Jeg kan ikke rigtig gennemskue, om ‘fenimime’ er en tanketorsk, og jeg kan ikke komme til at høre vedkommende udtale ordet, da jeg kan ikke deltage i smagningen. Desværre.
Det er typisk – jeg har lige bestilt flybillet til England til samme dag. Havde jeg kendt datoen for denne smagning, havde jeg udsat rejsen et døgn.

Jeg kan nemlig ikke vente med at se dem, til de kommer i børnenes efterårsferie i uge 44. Charlotte og børnene havde det på samme måde og ville have været et smut til DK i slutningen af deres sommerferie, men der kom noget i vejen for de planer – og fra midt-juli til slut-oktober er simpelthen for lang tid for os alle sammen.

31. august 2014

Gratis pluk-selv-blomster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags:

pluk-selv-blomster

Inden vi kørte til Tureby i går for at se Camilla tage himmelflugten, var vi længere nordpå for at forsyne os – eller rettere fuglene i haven – med friske forsyninger af fuglefrø, da vi var løbet tør både her, der og hisset.

På vores vej mødte vi dette syn: mellem rabatten og marken stod der masser af smukke blomster, som man bare kunne plukke løs af. Det er ikke så tydeligt på billedet, men yderst til højre på skiltet står der ‘gratis’.
Det kunne jeg ikke stå for, og da vi skal have gæster i dag, var det jo oplagt at snuppe til et par vaser.

Det var en sød ide, men vi opgav at tage blomsterne med hjem, da de fleste af dem viste sig at være valmuer i alle mulige røde nuancer. Dejlige blomster, men de ville sikkert ikke engang have beholdt kronbladene på, til vi var hjemme igen. De gule var morgenfruer, og dem bryder jeg mig ikke om duften af, så det blev derfor ikke til den helt store blomsterhøst.

Apropos “både her, der og hisset”: Forleden dag spurgte jeg John, om ikke vi skulle købe en båd.
Han bare på mig med et blik, der ikke var til at misforstå – “er du da blevet helt tosset nu, kone?”
”Jamen jeg mener bare, at nu har vi tre huse, to biler og en campingvogn. Vi mangler bare en båd.”

30. august 2014

Familiens fjerde faldskærmsspring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:07
Tags: ,

Mine to (eks-)svogre har gjort det. Jeg har gjort det. Nu har min niece Camilla også gjort det. Sprunget tandemspring.
Det var så absolut en af de bedre oplevelser i mit liv, og der herskede ingen som helst tvivl om, at dette også gjaldt for Camilla – som hun strålede, ikke bare i hele ansigtet, men men nærmest med hele kroppen, da hun landede, overbeviste os alle om, hvor stort det havde været for hende. Hendes første ord bekræftede dette indtryk: “Jeg vil med op igen! Jeg vil med op igen!”

P1020969P1020971P1020972

Her starter instruktionen, og nej, billedet til venstre er ikke en, der har fejlet sit spring, men faldskærmspakkeren, der er ved at pakke skærmen til turen.
I denne klub havde de en fast pakker, mens de hvor jeg (og Camillas far) sprang, altid selv pakkede deres skærm, fordi, som de forklarede: “Så er der kun én selv at bebrejde, hvis det skulle gå galt”. Det princip kunne jeg godt lide, men det kørte de tydeligvis ikke efter her. Den lille detalje syntes jeg ikke, der var nogen grund til at nævne for Camilla.

P1020977P1020958

Sej tøs – hun var overhovedet ikke nervøs, men glædede sig til oplevelsen. Flyveturen i den lille Cessna 172 er en oplevelse i sig selv.
De blev fløjet tre kilometer op, inden de forlod flyet, hvilket gav et frit fald på ca 1500 meter, hvor de kom op på omkring 200 km/t.
Da skærmen havde foldet sig ud, brugte instruktøren de termiske vinde til at give Camilla en så lang oplevelse som muligt – hun fik sig også nogle ordentlige svingture deroppe, kunne vi se.

P1020984P1020989

William, Camillas søn, plukkede en buket blomster.
“De er til mor. Hvis hun altså klarer det.”
Det var dagens bemærkning, fremsagt med en totalt cool mine.
Men hun klarede det heldigvis og de landede i fin stil med alle fire ben på jorden.
Det ser meget drabeligt ud, når de nærmer sig, for farten er så stor, at det nærmest ser livsfarligt ud (sådan føler man det ikke selv), men instruktøren er en mester i faldskærmsbremsning, når der er lidt vind, som der var i dag. Uden vind tager man den på numsen, for så kan man ikke nå at bremse nok til at holde balancen, når man er to der lander på en gang.

P1020994P1020995

Først fik far et kram, så mor og til sidst kæresten. Glæden over oplevelsen er vist overmåde tydelig at se. Nok var hun rent fysisk landet på disse to billeder, men det tog en rum tid, inden hun mentalt kom ned på jorden igen.
Det kan stærkt anbefales at tage et tandemspring!

29. august 2014

Stil dig lige op på en række, mor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

P1020955Charlotte, otte år, skulle fortælle mig, hvad de havde lavet i gymnastik i skolen, men syntes det var sjovere, hvis hun kunne få mig til at udføre øvelsen, hvilket jeg naturligvis var villig til.
Deraf overskriftens bemærkning, som hun har hørt for lige siden.
Jeg kom til at tænke på den, da jeg i dag i Brugsen så skiltet henne ved salatbaren.
Jeg ved naturligvis godt, hvad de mener, men kunne ikke lade være med at grine inde i mig selv ved tanken om at skulle forsøge med at blande én slags kød.

At bindestregen er blevet til en tankestreg, vil jeg lade fare i min glæde over, at skilteskriveren er klar over, at salatbar skal skrives i ét ord.

Den ene tankerække førte den næste med sig og gik videre til en gang, hele familien sad og spillede Quizspillet Otto Leisner.
Charlotte, denne gang 10 år, fik spørgsmålet “Hvad hedder verdens største ocean?”
Hun så lidt blank ud i ansigtet – vi vidste, at hun vidste det, men klappen var åbenbart gået ned.
Den var gået meget effektivt ned, den klap, for da John storsindet hjalp hende på vej ved at hviske schyyy, kom svaret omgående og triumferende: SYDKYSTEN!!”

Videre til Charlotte og Pernille, 12 år, som en aften spillede Tegn & Gæt med mine forældre, Johns bror og svigerinde samt John og mig:
Pernille tegnede en fugl på en træstamme og Charlotte gættede “Spætte?”, hvorefter Pernille nikkede og gestikulerede, at der manglede noget af ordet.
“Rødspætte?” foreslog Charlotte, og John og jeg var kun nået til at kigge på hinanden og lægge op til et grin, da Pernille glædestrålende svarede “JA!! Skidegodt, Charlotte!”
Se, det var godt, de to tøser var sammen, for det havde ingen af os andre nogensinde gættet.

1991 ENGLAND-WALES-133

Billedet er Charlotte, 14 år. Vi havde hentet hende på Isle of Wight, hvor hun havde været på sprogskole i tre uger, for at køre videre til Wales, hvor vi ville være i en god uges tid, inden turen gik hjem igen.
Vi spiste en middelaldermiddag på Ruthin Castle, hvor der var børneparkering.
Blev vi enige om, at det måtte være, men vi fik medlidenhed med barnet og tog hende alligevel med ind til middagen.

1991 ENGLAND-WALES-149

Akkeja, der er løbet meget vand i standen siden dengang i 1991 – her er et billede fra samme tur, hvilket fik mig til at tænke på Den Stråtækte, så ringen blev hermed sluttet og jeg landede i nutiden igen.

28. august 2014

I havørnens rige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Lad mig indrømme det med det samme: Jeg var for langsom med kameraet.
Men vi så en havørn kredse nede ved vandet – og vi så den styrtdykke efter et bytte for så at flyve over mod Feddet igen. Det var stort at se den in action – det vil vi gerne se lidt mere af, tak. 
Der er mere end ét par derude på Feddet, men jeg kunne ikke finde oplysninger om, hvorvidt der er to eller flere par. 
Vi bliver gladere og gladere for stedet. Fjorden er forskellig hver eneste dag, og når vi holder pauser, sidder vi bare og glor ud på den, mens vi taler om, hvor skønt det bliver, når vi flytter herned.

P1020939

Køerne her lever det perfekte liv, og de ved det ikke engang …

P1020942

Man bedes lægge mærke til gavlen: pæretræet er blevet studset, så det ikke længere ser så vildt ud; grenene gik efterhånden helt op og dækkede for vinduet.
Det er blevet sommer igen for en kort bemærkning, så vi benyttede os af det gode vejr og fik kørt to læs affald på genbrugspladsen. I går blev det til tre læs – nu er der ved at være ryddet op. Alt haveaffaldet ligger dog stadig i et bjerg inde i haven, men der har vi lavet en aftale med Frede, som gerne vil køre det hele væk for os … vi skal bare ringe, når der ikke kommer mere. Vi kender allerede flere lokale og meget nyttige mennesker, end vi nogensinde har gjort i vores nuværende provinsby. Tankevækkende, men det viser lidt om, hvor forskelligt livet leves fra landsdel til landsdel.
Naboen kom forbi og kunne fortælle mig, at det bærer nogle vældig lækre pærer, men at Finn ikke selv spiste dem, hvorfor hun fik dem, efter Tulle (konen) døde. Fiske, fiske, men hun får ikke nogen, hvis de er så gode, som hun siger, for der er ikke mere end 12-13 stykker på træet.


I trafikradioen her til eftermiddag kunne man høre følgende bemærkning:
”Det viser sig desværre at være en klassisk højresvingsulykke. Det vil sige, at det var en af de såkaldt bløde bilister, det gik ud over.”

Det kunne man måske kalde mig, efter mit kvindelige fedtlag er blevet til en del mere, end det var engang …

27. august 2014

Vi har ikke rotter på loftet, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: , ,

… vi har haft dem under stuegulvet.
Mens vi har hygget os i Sverige, er Morten Tømrer blevet næsten færdig med det stuegulv, der skulle lægges helt om.
Han havde ærgret sig lidt over, at vi ikke havde været der til at se, hvor slemt det var og i det hele taget at følge processen, men han havde heldigvis taget en del billeder med sin mobil – og har lovet at sende dem til os.
Der gemte sig desværre íkke nogen skat. Sagde Morten … vi har jo ikke været til stede … men vi tror på ham når han fortæller os, at der ikke var andet end en rotterede og en masse myrestier. Førstnævnte var heldigvis forhenværende, men der var ingen tvivl om, hvor de var kommet ud og ind, så det er der nu sat en stopper for.
Der er kommet masser af isolering under gulvet, så nu bliver vi ikke fodkolde til vinter.

Alt for blaa (2)

Stakkels Maler-Glenn. Han er lidt uheldig med den træmaling. Den blev byttet, som jeg skrev tidligere, og han havde været så flink at male to vinduer og en dør for os, så vi kunne få det rigtige indtryk af malingen.
Jeg blev lang i ansigtet – i mine øjne har den blå farve intet at gøre med almueblå, så det er en ommer.
John synes, at den er ‘pæn’ – jamen det er den da også. Bare ikke på Den Stråtækte. Der er stadig for meget cirkus over farven, men jeg har sådan en sød mand, der alt for nemt får lidt medlidenhed med folk, hvor jeg er noget mere af en møgkælling.
Jeg må indrømme, at jeg er lidt ligeglad … synes da også, at Glenn er en flink fyr, men det skal altså ikke få mig til at acceptere en farve, jeg synes er helt forkert. Det må simpelthen kunne lade sig gøre at få en maling, der er rigtig almueblå!
Nu befinder han sig på Mallorca, og det er ham vel undt – klagen kan sagtens vente, til han kommer tilbage fra ferie.

P1020934P1020936

Jeg har atter en gang brug for hjælp fra blogland: Siden i torsdags er disse krokuslignende blomster dukket frem i haven – både i græsplænen og i et par bede. Da det er den helt forkerte årstid for krokus, må det altså være noget andet. Der er tilsyneladende ingen andre blade end kronbladene. Den er 12-15 cm høj.
Hvad kan det være for en plante?

26. august 2014

“Idyllic corner of the world”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags:

Således er billedet af Den Stråtækte betegnet af en eller anden, som har haft lyst til at fotografere det og lægge det på Googles Street Map.

Fra Google maps

Vi føler os meget smigrede.
De nye naboer har sagt, at vi lige så godt kan vænne os til, at turister standser op for at tage et billede af vores nye, gamle hus, og vi har ganske rigtig oplevet det flere gange bare i den korte tid, vi har gået dernede og arbejdet, også selv om det i denne sommer ikke har været specielt velholdt at se på. Der findes vel næppe heller noget, der er mere dansk end dette: roser, bindingsværk og stråtag?

Når man klikker på billedet i Street view, kan vi regne ud, at vedkommende har taget det for 3-4 år siden – nemlig med stor sandsynlighed før Finns kone døde. Det var altid hende, som gik og nussede i haven, har vi fået at vide … den ser langt mere velplejet og ikke-tilgroet ud på dette billede, og roserne har været trimmede så ikke de fyldte hele væggen og lidt til.
Vi talte om det, på grund af den gule spand, der ses ved den ene skorsten, måske kunne være taget for fire år siden – det år, Finn faldt ned fra skorstenen og brækkede både ryg, lår og ribben, hvilket delvist er årsagen til, at det hele har været lidt forsømt de sidste år. Han kunne gå, men med besvær, og hvis han tabte noget, kunne han ikke selv komme ned og samle det op, den stakkels mand.

Fra Google Maps 2

Døre og vinduer er pænt malede – selv dem på kvistene er pænt blå. Lige nu er de trætte og grå og nærmest skriger på en omgang maling, men de får også lige så snart vi har konstateret, at det nu er den rigtige maling, Glenn har fået fremskaffet til os …

Så pænt skal det nok komme til at se ud igen – vi er stærkt på vej!

25. august 2014

Store lygter in spe liggende på marken

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags:

I går, på vores vej mod Kjugekull, kom vi forbi en mark med de største orange græskar jeg har set.
Ikke alene størrelsen var imponerende, men de skrigorange græskar fangede blikket på lang afstand, og da vi nåede hen til marken, var vi nødt til at standse og forevige det lidt specielle syn.
Kæmpe haloweengræskar (2)

John gik ind mellem dem for bedre at kunne anskueliggøre størrelsen.

KÆMPEstore haloweengræskar (5)

imageimageVi var ikke de eneste, der standsede op for at fotografere dem.
Gad nok vide, hvad de har vejet?
Der er sikkert stadig langt til noget, der bare tangerer verdensrekorder, men ved lidt googling fandt jeg frem til, at de i størrelse nok ligger et eller andet sted mellem dem i billedet her til højre, samt at vi har nogle meget entusiastiske avlere her i lille Danmark.

Verdensrekorden er 911 kilo og er – naturligvis – sat i USA.
Den danmarksrekord, jeg kunne finde frem til, er på 431 kilo, hvilket også må siges at være et ganske pænt stort græskar.
Jeg tror ikke, der kommer rekorder ud af græskar, der får lov til at passe sig selv på en mark som den, vi kørte forbi – især ikke efter jeg læste, at danmarksrekordindehaveren havde pakket sit rekordeksemplar ind i sin bedstefars edderdunsdyne om natten! Så går man sandelig meget målrettet ind for at sætte rekord … og tænk at ville lade sin gamle bedstefar fryse for at få den rekord ;-) 

Gad vide hvorfor jeg fik associationer til ulækre billeder af verdens fedeste mand, da jeg så et billede af et af disse næsten tonstunge USA-græskar?

24. august 2014

Kjugekull är kul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: ,

Vi fandt et (for os) nyt sted i dag. Eftersom det hele startede for 1400 millioner år siden, kan selve stedet næppe kaldes nyt.
Kjugekull (og kul betyder sjov).

Store sten ved Kjugekull

Det er et område, hvor der særdeles rundhåndet er strøet en masse meget store sten over det hele.
Det er derfor et eldorado for klatrere; man reklamerer med næsten 1200 forskellige udfordringer. Det må man sige er en del.
Normalt undgår vi turiststeder i weekenderne, men lige netop sådan et sted var vi enige om skulle være i dag, så vi havde en god chance for at se en masse klatrere udfolde sig.

Store sten ved Kjugekull

Billederne yder slet ikke stedet retfærdighed … det var virkelig storslået at gå rundt i området.
Man kunne vælge to ruter: en længere på små fire km, men den så halvkedelig ud, og en kortere på 1,4 km, som ikke var egnet til gangbesværede, men hvor det så ud til, at alt det sjove foregik.

Klatreøvelser ved KjugekullKlatreøvelser ved Kjugekull

Vi valgte rigtigt – der var en del klatrere i gang rundt omkring. Vi så engang nogle modige fyre rapelle ned ad en næsten en kilometer lodret væg på Taffelbjerget, og i den sammenhæng er dette måske ikke de store højder, vi har gang i her, men det er rigtig godt øvemateriale, som disse tre gutter fra Nørrebro Klatreklub sagde – og langt, langt sjovere end en eller anden kunstig betonklatrevæg inde midt i byen.

Store sten ved Kjugekull

Det var godt, at ‘stien’ var godt afmærket. Man havde ikke sparet på den røde maling, men det var nødvendigt med disse hyppige afmærkninger, for det var dæleme ikke altid let at se, hvor den sti egentlig var.

Store sten ved Kjugekull

“Okay – kom bare, John. Jeg skal nok holde stenen, så ikke den vælter ned over dig, mens du går igennem her!”

Store sten ved KjugekullStore sten ved Kjugekull

Jeg kunne bagefter fortælle John, at han ikke så særlig overbevisende ud, eftersom han stadig havde sit kamera i højre hånd …
Men de store sten var overbevisende, og det er et sted, vi absolut kan anbefale at besøge, hvis man skulle befinde sig i nærheden af Bäckaskog Slot.
Kjugekulls cafeteria lavede oven i købet nogle superlækre pier, som de serverede med en god salat, der blot var dryppet med nogle få dråber lækker olivenolie. Jeg fik en med feta og tomater, mens John foretrak skinke og ost. Man kunne vælge mellem tre slags æblemost uden sukker eller andre tilsætningsstoffer. Jeg valgte en af gravenstener. En delikatesse!
Alt dette sunde ødelagde vi lige igen med et brag af en chokoladekage. Man går grundigt sukkerkold af den tur – ikke mindst af at se på alle klatrerne.

23. august 2014

Kong Karl går næsten i ét med tapetet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: , , , ,

Dagens høst 23 augustI det lønlige håb om at komme de svampeindsamlende svenskere i forkøbet, strøg vi afsted på jagten umiddelbart efter morgenmaden.
I dag gik turen til Kantarelbjerget, som Sydved (staten) tillod sig at ødelægge helt for 2-3 år siden. Bakkerne er der naturligvis endnu, men der blev tyndet så kraftigt ud i træerne, at kantareller og andet godt nægtede at vise sig i et par år.
Nu er symbiosen tilsyneladende retableret og kantarellerne myldrer frem igen. Endnu ikke i de mængder, vi så engang, men det skal nok komme.
Ydermere har vi døbt området om til Kantarel- og Karl Johanbjerget, da vi også finder temmelig mange af sidstnævnte – flere end før ødelæggelsen, synes jeg, så måske var det alligevel ikke så tosset endda, at de ryddede lidt op i skoven.

Karl Johan hænger til tørre 2Det ser måske ikke så voldsomt ud, men vi har store kurve … det blev til 1800 g kantareller og 2 kilo Karl Johan + fire flotte indigorørhatte. Derudover lidt græsgrøn skørhat, som jeg dog ikke tog så mange af, da jeg først fandt ud af, at det alligevel ikke var så nødvendigt at hjembringe fyldsvampe.

Til højre ses 650 g Karl Johan hængt til tørre over brændeovnen. 
Den går næsten i ét med tapetet, den stakkels kongesvamp her – men det gjorde den rigtige Karl XIV Johan vist ikke … altså den konge, der efter sigende har givet svampen sit navn, fordi det var hans yndlingsspisesvamp. Samme Karl d. 14. var en fransk Bernadotte, så ikke blot har han lagt navn til en svamp, men han indførte også en masse franske ord til det svenske sprog, som bruges den dag i dag.
Kalsonger (caleçon) for herreunderbukser, fx. Her i Sverige er det kun hunkønsvæsener, der går i underbukser.
Et fortov hedder trottoare (trottoir), toilettaske hedder necessär (porte nécessaire) – og så videre og så videre; dette var bare nogle få eksempler. Bladet Torpare kan være meget lærerigt.

Monkey Face og squash

Vi var ude i to timer for at finde svampe, og da vi havde 10 meter til bilen, begyndte det at styrte ned. Igen fantastisk timing. Eller nok rettere fantastisk heldigt. Vi havde begge taget regnjakker med, men John havde ladet sin ligge i bilen … hvorfor han så overhovedet tog den med, forstår jeg nok ikke helt …
Vejret er i det hele taget et rigtigt aprilsvejr. Lidt lunere måske, men skiftevis sol fra en skyfri himmel og derefter næsten uden varsel en heftig regnbyge. 
Da vi kom hjem, syltede jeg de Monkey Face-chilier (styrke 7 – der skal ikke meget til at gøre en gryderet varm i mere end én forstand), jeg havde taget med hjemmefra + plus at jeg forsøgte mig med at sylte en squash, efter Ditte i en kommentar fortalte mig, at det havde hun gjort meget i engang.
Og så skulle jeg jo lige ordne næsten fire kilo svampe …

22. august 2014

Bedst som man skulle til at save brænde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

To kilo asie 2014 (3)

To kilo asie 2014… begyndte det at regne. Det var smukt vejr hele formiddagen, men som de privilegerede pensionister, vi er, dovnede vi den godt og grundigt af. Det vil sige – jeg fik lige syltet lidt asier, men det er altså ikke ligefrem hårdt arbejde. Jeg så, at de havde nogle pæne, store asier i Brugsen i går og kunne ikke dy mig for at købe en enkelt med til Sverige. Den så så stor ud og vejede da også sine to kilo, men det svinder godt nok noget, inden man er færdig med processen – dette var alt, hvad der kom ud af den asie. Jeg skulle have købt to …
Jeg brugte Lone Landmands opskrift. Godt ser det ud, må jeg sige. Det er længe siden, jeg har syltet asier, men nu skulle det altså være.

To kilo asie 2014 (5)

Det regnede kun i to minutter, så vi gik ud igen efter frokost for at se, om vi nu kunne få lidt brænde ordnet.
Det kunne vi – da vi havde klaret, hvad vi ville klare i dag, nemlig omkring halvdelen af bunken, og John var ved at køre maskinparken på plads, kom der en byge til. God timing, hedder det …

Brænde august 2014Brænde august 2014 (1)

Syv trillebørfulde ind i den forhenværende garage og en bunke til kløvning i morgen. Eller overmorgen. Vi tager ikke hjem før tirsdag, så der er tid nok.
Det fylder bare in.gen.ting, hverken det færdige eller kløvebunken. Jeg lagde mig ned og legede myre – det hjalp! Nu ser det ud af noget …

Brænde august 2014 (2)

Lige om lidt skal jeg ud at se, om der er nogen svampe. Naboen har lige været her og kunne bl.a. fortælle, at Sofie allerede har samlet mange kilo.
Jeg håber ikke, hun eller de andre svampesamlere har taget dem alle sammen, men mon ikke svenskerne har levnet lidt til mig?

21. august 2014

Postkort fra Lucca og Hadrian

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: , ,

Lucca og Hadrians Villa er ikke et nyt par venner, men hhv. en italiensk by og en ditto seværdighed.
Jeg har fået postkort i dag. Rigtige, vaskeægte, go’e gammeldags postkort med rigtigt frimærke på og det hele. En sjældenhed efterhånden.
Anna sendte fra Lucca og Charlotte fra Hadrians Villa.

Postkort fra hadrian og LuccaPostkort fra hadrian og Lucca (1)

Vi boede i en olivenmølle i Toscana i 1996 – en af de tre bedste, men meget forskellige, ferier, vi har haft med mine forældre og mine søskende. To gange gik turen til Lucca, så for Charlotte har denne by derfor været et nostalgisk gensyn og for hendes familie en ny, god oplevelse. Det er en skøn lille by, og hvis man endnu ikke har set Cinque Terre, kan jeg kun anbefale at få gjort det, inden I dør.
Efter en uge kørte vi alle hver til sit; nogle hjem, andre til Frankrig og John og jeg fortsatte til Rom. Det lader til at være lidt af en kopi af den tur, min engelske familie har taget – i hvert fald har de set både Cinque Terre, Lucca og omegnen af Rom på denne ferie.
De har haft lejet cykler og cyklet på Via Appia. Aubrey havde ikke helt tjek på det med håndbremser, så han havde et mega crash. Jeg kan sagtens forestille mig hylene umiddelbart efter, men nu er han bare ret stolt af sine romerske sår …

Jeg har sendt to sms’er til Charlotte. Hun har sendt to postkort til mig.
Nogle vil nok hævde, at det omvendte havde været mere i overensstemmelse med vores respektive aldre.

Nu sidder de i Calais og venter på, at der på et eller andet tidspunkt går en færge. Der er en eller anden strejke i Frankrig, så der er en del ventetid – men der går i det mindste en en gang imellem.

P1020850

Vi er bare ankommet til Sverige, men det er nu heller ikke så tosset endda … denne gang er vi ikke lige så døde som sidst, så vi må se, hvad den kommende uge vil bringe.

20. august 2014

Vi har sådan en flink maler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags:

Maleren blev færdig i dag, men han kommer igen, når tømreren er færdig – han ved af erfaring, at der altid bliver lidt reparationsarbejde, uanset hvor forsigtig Morten Tømrer er. Til den tid har vi også opdaget, hvis der er noget, vi ikke er helt tilfredse med; så vil han også udbedre det.
Han – maleren, altså – har en høj faglig stolthed og har givet os mange råd med på vejen, når vi har bedt om dem. Også sommetider, når ikke vi havde bedt om dem, men det er helt i orden. Det er jo ikke altid, man ved, at man bør spørge.
Vi vil selv male på førstesalen, så maleren har købt 20 liter maling til os. Fordel: Vi får en smaddergod maling til den pris, som maleren selv giver, hvilken naturligvis afviger temmelig meget fra, hvad vi ville komme til at punge ud med hos en farvehandler. Bilka- og øvrig discountmaling har vi for længst droppet, da det ikke er billigere, når det kommer til stykket, fordi det dækker så elendigt, at alt skal males flere gange end hvis man bruger de gode malinger.

P1020844

Udsigten fra køkkenvinduet. Jeg pudsede vinduerne i dag, så nu ser vi bedre ud!
Man aner en masse gæs og måger i det meget lave vand … på sidste billede har jeg zoomet mere ind.

Maleren lavede en farveprøve for os på de udvendige, almueblå vinduer og døre. Vi han fandt en, der ligner så nogenlunde, og den maling lovede han også at købe til os, hvorfor han i dag tog hele turen til Roskilde for at købe den hos sin sædvanlige forhandler.
Han tilbød at male en enkelt ramme for at se, om han havde ramt rigtigt og om vi var enige om, at det udvendige træværk skal have den farve.
Det ved vi så ikke endnu, om han har eller vi er – han kom nemlig helt bleg ud og hentede os i haven “Har I lige tid et øjeblik? Der er sket en fejl”. Fulde af bange anelser gik vi med ham, men det var kun slemt for maleren, ikke for os.
Den maling, han smurte på, var nærmest selvlysende koboltblå! Kan muligvis bruges i et cirkus eller til en barnetrøje, men bestemt ikke til døre og vinduer i Den Stråtækte.
Holddakæft, hvor han bandede. Og beklagede dybt, men det var reelt slet ikke hans skyld, da han bare var trådt ind i forretningen og havde bedt om at få blandet et bestemt nummer. Hvad der gik galt, ved vel ingen, da man bare taster det nummer ind på en computer, som så burde klare resten selv. Han kan simpelthen have tastet et forkert nummer, men maleren bandede over, at han ikke tjekkede malingen, inden han gik sin vej igen, for normalt kan man ikke bytte, hvis ikke man har gjort det. Han var dog sikker på, at han nok skal få byttet malingen, men det kostede ham lige en ekstra tur til Roskilde.

P1020845

I morgen går turen til Sverige, og når vi kommer tilbage igen, skulle Morten Tømrer gerne være færdig med det stuegulv, der skulle lægges helt om.
DET ser jeg frem til.

19. august 2014

Jeg opsender ikke bønner. Jeg høster dem.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags:

BønnerRegnvejrsbyggerodsblues afblæst. Helt bogstaveligt, for det har blæst en stiv kuling fra vest ved Den Stråtækte, og når det blæser fra vest, er der ikke meget vand tilbage i Præstøfjorden. Hvis man ikke ved bedre, vil man måske undre sig over, at små robåde Bønner i oliventræsskeligger så langt ude, som de gør, men forleden så vi en mand iført almindelige gummistøvler gå ud til sin båd. Han fik ikke våde fødder … hvis vandet er blæst væk som det er i dag, og man af en eller anden årsag vil ud på fjorden, er det ret smart at lægge båden så langt ude, da man så er fri for at slæbe den et længere stykke.

Jeg ville ud for at hente lidt flere blommer ned med teleskopstangen og måtte desværre konstatere, at der var blæst ærgerligt mange ned, så dagens høst er årets sidste, men så har jeg da også fået seks glas syltede blommer ud af det. De blev prøvesmagt i forgårs til en god is, og jeg skal da lige love for, at de blev godkendt. HolddaOP, hvor de smagte godt – de bliver ikke vanskelige at få afsat, og jeg tror, at mine søstre bliver de første (ud over os selv, selvfølgelig), der får lov at smage dem, når de kommer om 1½ uge for at beskue Den Stråtækte.

Bønnehøsten er ligeledes i hus nu. Der blev ikke så mange ud af det, men eftersom planten hovedsagelig blev købt for at pynte med de flotte blomster, er selv få bønner en bonus – især når de er så smukke som de her. Uden at have tjekket det, vil jeg formode, at de er lige så forskellige som fingeraftryk.
Gad vide, om de mister farven ved kogning? Det finder jeg ud af …

Nu vil jeg gå i køkkenet og lave stegte nudler. Uden bønner, men med chili. Bliver bare så godt.
Bagefter vil jeg nyde Anglofilia, som kom med posten i dag.
Livet er absolut okay. Som sagt er byggerodsblues borte med blæsten.

18. august 2014

Gammel vin på nye flasker?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags: ,

Brugsen har godt nok oppet sig gennem det sidste års tid, men der er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.
Det er meget længe siden, jeg har skrevet et indlæg om Brugsens ansattes tragikomiske staveevner, men nu har jeg endelig fået samlet lidt sammen. Det er såmænd ikke engang særlig graverende, men lidt har også ret – og det er da kun glædeligt at se, at det ikke længere er så slemt, som det har været.

Ukendt landGammelt rugbrød

De har dog opfundet et nyt land …

Og de sælger tilsyneladende gammelt rugbrød, som Slot har bagt – eller leveret opskrift til. Det med det gamle ville jeg undlade at reklamere med, hvis jeg var dem.
De mener vel nok gammeldags rugbrød, men da jeg gik i skole, betød gl. gammel og ikke gammeldags, og jeg mener ikke, at der er ændret på det siden dengang.

ikke brugtHorn

Har Café Noir ikke smagt af noget før, siden man skal gøre opmærksom på, at denne er med smag? (Og det skal være en accent aigu og ikke grave).
Hvis ikke hele ordet kan være på skiltet, springer man da blot nogle bogstaver over. Hellere det end gøre fontstørrelsen mindre …

Ny vin på gamle flasker

Al vinen er omhældt på ny emballage. Sikke et arbejde …
Nej – retfærdigvis skal det siges, at vores brugs er ved at udvide forretningen betragteligt og ved samme lejlighed flytter man varerne rundt i butikken, så der lige i øjeblikket er en del varer, jeg lige skal rundt og lede efter.
Det skal dog nok blive godt, når de engang bliver færdige, men jeg er glad for, at det ikke er min arbejdsplads lige nu, for sikke en larm, de går rundt i.
Bortset fra, at der såmænd ikke er den store forskel på Den Stråtækte og Brugsen, hvad larm angår – hvor hyggeligt, at de er så solidariske.

Til sidst denne, som min niece sendte til mig i morges.
Jeg kunne godt lide at vide, hvad vores regentpar siger til påstanden om, at “he fits the Queen”! Det giver ‘at passe på dronningen’ en helt ny betydning. Jeg ved ikke hvor billedet er ‘lånt’ fra (Instagram?), men jeg håber, at jeg slipper ustraffet fra at vise det her.

He fits the queen

17. august 2014

Regnvejrsblues

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , ,

VitrineskabetNu har jeg sukket efter regnvejr jeg ved ikke, hvor længe, og når det så endelig kommer, griber jeg mig selv i at gå rundt nede i Den Stråtækte og sukke for mig selv, mens jeg tænker, at der er laaang vej endnu. Rigtig lang vej. Forfærdelig lang vej. Vi får det aldrig pænt.
Det er supersvært at møblere stuerne … hvor skal jeg gøre af mit elskede og uundværlige skrivebord, som er et arvestykke fra min farmor?
Umiddelbart er der heller ingen steder at hænge det flotte egetræsvitrineskab med slebne ruder, som vi fandt på et loppemarked til sølle 75 kroner.
Vores nye reolsystem kan ikke stå, hvor det vil se bedst ud, hvorfor det må forvises til et mindre hensigtsmæssigt sted.
Hvis sofaen ikke kan spejlvendes, kan den ikke stå optimalt.
De møbler, vi har nu, er naturligvis købt til den stue, vi har nu … jeg ved godt, at det bare er ting, men det er ting, som betyder noget for os begge, og som vi ikke bare kan smide ud og købe nyt. Der bliver såmænd også rigeligt at bruge penge til alligevel, så vi skal have de møbler placeret på en eller anden måde. Punktum.
Hvad mon man renser fugerne med i badeværelset? Finn havde meget snedigt stillet en taburet i brusenichen, så jeg overså, at fugerne nede mellem gulv og væg er helt sorte. Bvadr.

Jeg er (heldigvis) godt klar over, at jeg ser så negativt på det lige nu, fordi ALT bare er møgbeskidt og roder dernede. Overalt er der spor efter håndværkerne, og sådan må det naturligvis også være. Når de har ryddet op efter sig, og jeg kan begynde at få gjort ordentlig rent, så skal humøret nok stige igen … jeg har ikke fortrudt noget som helst; det er slet ikke der jeg er, og det bliver godt. Engang – lige nu har jeg bare set tilstrækkeligt med rod, med værktøj og pensler smidt hist og pist, med savsmuld og afdækningsplast og løse gulve i stabler.
Kronen på dagens negativitet kom i form af en mail med tilbud på skabet i vores soveværelse. Fjortentusindefemhundrede kroner for 2,7 meter klædeskab bare med bøjlestænger og nogle hylder; uden smarte eller fancy ting! De må have spist søm! Så kan jeg godt leve uden skydelåger, kan jeg. John blev også en anelse mundlam, men da han fik mælet igen, spurgte han, om det er i orden, at han selv smækker et sammen, som vi kan bruge, til vi engang vinder i Lotto. Det er bare helt i orden med mig.
Mit eget puslespil

Det er godt, at jeg på en regnvejrsbluesdag kan trøste mig med mit Magic Puzzle, som jeg har købt til ipadden. John har også købt det, så vi lægger begge to puslespil til den helt store guldmedalje lige i øjeblikket. Jeg har altid elsket at lægge store puslespil og har lagt oceaner af dem gennem årene, men ikke så meget her i rækkehuset, fordi her er for småt til at have en stor plade liggende fremme i længere tid. 
Nu kan vi få vores lyst styret, og vi kan oven i købet lægge puslespil siddende mageligt i sofaen eller liggende i sengen. Det er jo fantastisk!
Det findes i en gratisversion, men køber man det, slipper man for det første for reklamer, og for det andet kan man få lov at skabe puslespillene ud fra ens egne billeder, hvis det er det, man ønsker, men gør man ikke det, findes der hundredevis af flotte motiver af enhver art – lige nu har jeg 323, inden jeg begynder at regne mine egne 16000 potentielle med.
Billedet fylder altid en iPad, men brikkerne varierer i størrelse, så der kan vælges mellem 42, 72, 143, 288 eller 550 brikker. De sidste er virkelig små, når de skal kunne være på ipadden – det afbillede motiv (et af mine egne fotos) herover er med 288 brikker.
Prøv det, kan jeg bare sige! Men pas på … det er en værre tidsrøver. Hver dag i august er der et nyt spil, hvor man ikke får lov til at se motivet på forhånd; man skal selv gætte, så det bliver først afsløret, efterhånden som man finder brikkerne. Det er med at have blik for detaljerne og et godt farvenuanceskelnesyn. Hjemmelavet ord, men det dækker fint hvad jeg mener.

16. august 2014

Dagens høst: druer og blommer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:40
Tags: ,

Besøget i Den Stråtækte var ikke så langt i dag – vi skulle bare lige have den stak enebrænde væk, som lå og grinede ad os.
Midt i det hele stod elsaven af – meget, meget dårlig timing, for vi manglede kun ½ times savning. Nu har den holdt i 15 år; så kunne den altså godt lige have klaret den i 30 minutter mere, syntes vi, men den kørte sit eget liv. Eller død … 
Vi har smilende ener. Det er nok fordi vi lagde de stykker til side, som der var mest spil i; de skal gives til Marjattaskolen, som ligger kort herfra, og hvor de drejer ting af det smukke træ. Vi kan ikke selv, men når de kan på skolen, skal de have lov – det kunne jo være, jeg kunne få en knap eller 10 ud af det til at pynte på en hjemmestrikket trøje.

P1020824 

Mens John stablede brænde, plukkede jeg druer og blommer. 3,6 kg særdeles velsmagende druer og 1,5 kg ditto blommer (reine claude) kom med hjem og blev forarbejdet til gele, saft og syltede blommer. Jeg ville meget gerne vide, hvad vores druer hedder – de er som nævnt rigtig gode, søde og lækre, men der er så mange, at vi umuligt kan nå at spise dem; derfor saften og geleen. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge den druegele til, men nu har jeg den da, hvis jeg engang skulle finde på et eller andet.

Mynte- og druegeleVindruesaftSyltede blommer

Forleden lavede jeg myntegele – til Sus, som er en af Die Drei Mädchen. Hun blev så begejstret for den, engang hun blev inviteret til grillet lam, at hun spurgte, om ikke jeg ville lave et helt batch til hende, hvilket jeg hermed har gjort.
Blommerne blev udstenet og overhældt med kogende lage bestående af sukker, en vanillestang, citronskiver, lidt vand og marsala. Det skulle have været rom, men den er brugt til romtopf, så det blev marsala, hvilket sikkert er udmærket. Nogle spiser med velbehag blomme i madeira, så hvorfor skulle man ikke kunne bruge marsala i stedet for rom?
Så det blev alligevel til en 10-timers arbejdsdag. Endnu en gang – det sker lidt tit for tiden, men det gør ikke noget – det er meget sjovere end dengang, jeg havde lønnet arbejde. Og så overdriver jeg lidt – de 10 timer er inklusive de to gange en time i bilen, hvor jeg bare sidder og strikker, mens jeg lader mig transportere af John. Ren luksus, som jeg godt kunne have brugt, da jeg kørte til Nordsjælland hver dag.

15. august 2014

Jeg har lært noget på Rønnebæksholm i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: ,

Da vi i forbindelse med mine strålebehandlinger i foråret kørte Sydsjælland tyndt, var Rønnebæksholm et af målene, men da det var for tidligt på sæsonen til at være interessant, lovede vi hinanden at se stedet og især parken igen senere på året, når herregårds[køkken]haven var plantet og sået til.
Af en eller anden årsag kom jeg i tanke om det i dag, så vi gav hinanden tidligt fri fra Den Stråtækte for at køre til Rønnebæksholm.

Live_AutoCollage_9_Images

Hvor var det en smuk have. Masser, masser af blomster – det bugnede med dahliaer og andre stauder; både en- og flerårige.
Der var køkkenhave med mange spændende grønsager – dvs. hverken gulerødder eller ærter; der var en krydderurtehave og en solsikkehave med nogle specielle, meget lave solsikker (omkring en meter) med anderledes blomster, end man normalt ser.

P1020784P1020786P1020779P1020778

Det ser ikke ud som om det er den samme slags blomst, men det tror jeg, det må være. Her har jeg forsøgt at illustrere udviklingen.

P1020798

P1020780Det indvendige af en mamelukærme. Tror jeg nok … blomsten lignede fint nok, men den ligner ikke helt inde i midten pga. stjernen.
Nu ved jeg også, at malurt er en kæmpestor, tæt plante, der er meget højere end jeg er.
Og – det allerbedste af det hele: Jeg fandt ud af, hvad det er, der har duftet så intenst hele sommeren i Den Stråtækte. Især i et bestemt hjørne af haven er duften helt overvældende; fuldstændig som at befinde sig midt i Toscana eller Provence. Pia og jeg talte om i går, om det eventuelt kunne være en slags timian, som der (også) findes i rigelige mængder, men den duftede ikke helt rigtigt.
Det er en sar, også kaldet bønneurt. En af de meget få krydderurter, jeg aldrig rigtig har beskæftiget mig med, men det bliver der lavet om på fra og med i dag. Med den duft kan det kun blive godt!

P1020814P1020807

P1020743Herover Litchitomater fra blomst til frugt. Havde aldrig hørt om dem før og måtte hjem og google. Nogle af jer, der har prøvet dem? De er på størrelse med kirsebær og skulle smage som en blanding af tomat og kirsebær, men de skal simpelthen smage supergodt, før jeg gider afprøve dem, for grene og frugtbeskyttelse har flere torne end brombær!

Jeg lærte også, at humle kan bruges til meget andet end øl. Vidste I fx, at de unge skud kan spises som asparges? Det var nyt for mig, lige som de andre anvendelsesmuligheder var det. Jeg tvivler dog på, at jeg vil kaste mig ud i at forsøge at fremstille mig en humleparfume. Tænk hvis jeg kom til at lugte af øl!
Apropos øl, så er det netop blevet afsløret for mig, hvorfor så mange bliver sløve af at drikke øl … OG hvorfor øl drikkes af nogle, fordi de har brug for lidt mental afstivning. Humle kan det hele.

Man bliver hele tiden en smule klogere.

14. august 2014

Og nu til noget helt andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:42
Tags:

Nu må det vist være tid til noget andet … ikke fordi der ikke er sket noget i Den Stråtækte i dag, men det er ikke rigtig noget, der kan ses på billeder. Tømreren er ved at være færdig med sin del af arbejdet på det nye toilet, så nu kan vi bare vente på VVS-mand og på elektriker.
Pia og Allan kom en tur og kiggede på nyerhvervelsen; Pernille har været med en tur dernede og har gjort de fleste af køkkenskabene rene. Søren kom og fjernede lidt mere jungle – passive er vi derfor ikke, men lige nu er forskellene ikke vildt synlige for andre end os selv.

Ansigtsgenkendelse - hmmmm

Jeg bruger Windows Live Photo til at gemme, katalogisere og redigere mine billeder.
Softwaret vil hele tiden have mig til at sætte navne på ansigter, så det efterhånden selv kan genkende ansigterne på nye billeder, der kommer ind. Hævdes der …
Jeg er bare ikke specielt imponeret over forslagene … på de seneste billeder, som Charlotte sendte af Anna og Aubrey, ville det ikke kun have navne på ungerne, men antog tilsyneladende også, at deres crocs var ansigter.
Hvilket jeg overhovedet ikke kan se logikken i – hvad mon der er ved de to billeder, der får selv et halvdumt software til at tro, at det er menneskelige træk?

Illusionstrick

Næste billede har mange af jer nok prøvet via Facebook, men for dem af jer, der ikke kender det, gentager vi lige her: Kig på den hvide plet på næsen i 15 sekunder og kig derefter på det hvide felt. Det virker også, selv om man blinker i løbet af de 15 sekunder.
Jeg var temmelig forbløffet – det er da lidt imponerende, hvad vores hjerner er i stand til.

Og nu vil jeg gå i køkkenet og lave chilipasta!

13. august 2014

Er I ved at være trætte?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags:

Trætte af at høre på mig og mine jeremiader om Den Stråtækte?
I så fald er det forståeligt, men så må I springe over. Denne blog er selvfølgelig en blog, fordi jeg elsker at få reaktioner på og kommentarer til mine udgydelser. Hvis jeg var ligeglad med det, kunne jeg skrive en gammeldags dagbog eller have en hjemmeside. Den påstand, at “jeg blogger kun for min egen skyld” har jeg altid grinet lidt af, da de samme mennesker skriver, at de sætter stor pris på at få kommentarer …
På den anden side er bloggen jo også en form for dagbog, og om 10 år, når John og jeg sidder og diskuterer det ene eller det andet, og ‘hvordan var det nu, det var og hvordan så det egentlig ud, da vi overtog huset?’, så kan vi bladre tilbage og se, hvordan det nu var, og hvordan det egentlig så ud, da vi overtog det.

P1020598P1020742

Dagens før- og efterbilleder viser det lave stendige ud til cykelstien.
Samtidig er det blevet mindre farligt at skulle køre ud på vejen, fordi man nu rent faktisk kan se de biler, der kommer … vi har fået ros af naboerne, som alle følger vældig interesseret med i, hvad vi laver.
Man kan vist også godt fornemme, at roserne og hækken er blevet trimmet lidt, og at der er forsvundet et espalier.

I dag har køkkensnedkeren været der for at måle op og regne og gange og dividere – jeg er godt nok spændt på, hvad han kommer med af tilbud, men jeg har på fornemmelsen, at det bliver hammerdyrt! Vi vil indhente et tilbud til, så vi kan finde ud af, om der er rimelighed i det.
Vi vil helst have nye låger fremfor at få malet de eksisterende, men nu må vi i første omgang se, om vi besvimer, når vi får prisen.

P1020480P1020654

Haven med tidsler og ene – haven uden tidsler og ene. Rododendronbusken er blotlagt og vildvinen tæmmet – så meget som man nu engang kan tæmme sådan en. Det kan man slet ikke, men man kan beskære den. Og beskære den. Og beskære den, men det flammerøde syn, den frembyder om efteråret, er alt besværet værd, og bådehusets eternittag skal så absolut camoufleres maksimalt.

12. august 2014

Så blev bådehuset tilgængeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags: ,

P1020738P1020607Det tog fire mand seks timer at rydde det, der ikke var ryddet fra sælgerens side.
Det var godt, vi holdt på vores ret og lod det ordne på sælgers regning fremfor at være flinke og ordne det selv.
Det ville oven i købet have kostet os hver en dårlig ryg, for det drejede sig også om en pæn bunke kampesten, som Finn var sikker på, at vi havde aftalt, at vi ville beholde:
“Jamen dem skal I da bruge!”
“Til hvad?”
“Til, når I skal lave nye stenbede.”
“Her er så rigeligt med stenbede – vi skal ikke have flere, tak.”

De to toiletter, vi købte i tirsdags, kunne vi køre ned og bytte i dag. Der var ingen, der havde fortalt os noget om S- og P- låse på den slags, så de S-lås-toiletter, vi havde investeret i, duede ikke; de skulle være med P-låse.
Det er et gammelt hus, og så er det tit sådan, sagde VVS-manden – de fleste huse har S-låse i dag, men altså ikke dette her.
Jajaja – det skal I da endelig ikke fortælle os noget om, inden I sender os ud for at købe nye toiletter …
Hvad der var værre var, at P-lås-toiletter er næsten dobbelt så dyre som S-lås-ditto, fordi der kun bliver fremstillet ganske få af dem i dag, så det blev lige 3700 kr mere for de to toiletter. Udgifter, udgifter, udgifter.
Det allerallerværste er, hvis jeg bliver nødt til at give køb på at få skiftet de tudegrimme, underlig-grønfarvede køkkenlåger og åbne hjørneskabe ud med hvide, fordi andre og – okay, indrømmet: mere vigtige ting – er blevet for omkostningsfyldt. Det vil jeg næsten ikke kunne bære.

202N00274.109P1020740

Ny apostrofMaleren er godt i gang med stuen – sikke en forskel! Lige nu ser det måske nok lidt vel blegt ud, men det vil hjælpe på det, når vi engang får vores møbler herned – selv om vi ikke skal have stuerne så fyldt som her på før-billederne.

Toiletterne er fra Fog i Vordingborg, som har opfundet en helt ny form for accent aigu.
Rent sprogbrokkerimæssigt kommer jeg sandsynligvis ikke til at kede mig, når vi flytter længere sydpå.
Jeg tror sådan set ikke, at jeg kommer til at kede mig i det hele taget …

11. august 2014

En af de mindre behagelige overraskelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:13
Tags:

Efter et besøg hos onkologen gik turen atter sydover for at tage fat igen.
Der var sket en del torsdag og fredag – dejligt at se, at det så hurtigt skrider frem.
Morten Tømrer var blevet færdig med tre ud af fire gulve; han havde gemt det med gulvtæppet på til sidst.

Vi havde fået at vide, at der lå et forholdsvis nyt gulv under tæppet. Det har sikkert været nyt engang, men det har ikke været det i de 25 år, Finn boede i huset. Under den orange ellipse er der en lem, der fører ned til noget dårligt lagt rockwool. Den røde ellipse skjuler en af grundstenene, og sådanne fjerner man ikke! Det gør nu heller ikke noget; det er bare en charme mere, at man kan se den, men det giver Morten noget af en udfordring at skære gulvet pænt til.
P1020732

P1020728Under den lilla ellipse ligger der beton og umiddelbart ved siden af, under den gule, ligger der noget gammelt vinyl, der skal ligne mosaikfliser.
Resten af gulvet er bare noget klamp.
Morten sagde, at han selvfølgelig bare kunne knalde det nye gulv ovenpå og så slut prut finale.
Men han ville også godt vædde på, at begrebet ‘flydende gulv’ ville få en helt ny mening for os … rent fagligt havde han det heller ikke godt med det.
Vi snakkede frem og tilbage og blev enige om, at det skulle laves ordentligt. Op med alt det gamle og på med noget nyt. Spørg mig ikke om detaljerne – dem har Morten og John styr på, og de interesserer mig ikke … jeg vil bare vide, at vi får et ordentligt gulv.
DET kom lige til at koste adskillige af de store sedler …
Vi vidste selvfølgelig godt, at der ville komme uforudsete udgifter undervejs, efterhånden som det hele skred frem, men det her var en af de større, må jeg nok sige. En anden var, at der viste sig at være en 30-liters vandvarmer installeret. Den har vi nu fået byttet til en 60-liters. Loftsmalingen skulle der pludselig dobbelt så meget til af, da vi besluttede at male bjælkerne hvide – hvis man ‘foldede dem ud’, var der lige så meget bjælke som loft, så det var fair nok, at maleren sagde, at der ville komme en ekstraregning på maling.

En overraskelse, der ikke gjorde så meget var, at da vi fjernede noget af den vildtvoksende vin og en hel del løbske brombærranker, dukkede der masser af disse orange tingester op – hedder de ikke japanlygter? Det mener jeg de gør.

10. august 2014

Det var så årets julefrokost …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:36
Tags: , ,

… eller var det den for 2013, der blev holdt i dag? Jeg tror vi holder os til ‘årets’, ellers bliver det for indviklet.
Det er altid den anden lørdag i august. Undtagen i år, for der var også inviteret til en 70-års fødselsdag i en anden gren af familien.
John og jeg er ligeglade med, at det er mandag i morgen, men det er de fleste andre ikke, så det blev tidligt gå-hjem-tid.

JOHN 50 ÅR-09

Jeg tog aldrig et billede i dag, men vi fik en lækker, grillstegt flæskesteg, så her kommer et par billeder fra Johns 50-års fødselsdag, hvor vi fik den lækreste gris, jeg nogensinde har fået (undskyld, dagens værter; det er ikke personligt ment, men slagteren her har vundet flere internationale præmier for den hemmelige lage, grisen er kogt i og har ligget i i over et døgn, inden den grilles).

JOHN 50 ÅR-16

Dyret blev hentet allerede kl. 7 om morgenen. Det var manden i kedeldragtens storebror, der var den prisvindende slagter, så lillebroderen her havde håndteret denne proces flere gange. Klokken 8 roterede den over kullene, og Søren og John skiftedes til at stå og lege grillmotor og stort set hele tiden pensle sværen med (endnu en hemmelig) lage vha. en bred malerpensel hele dagen frem til klokken 18, hvor der kom (en anden) slagter og parterede grisen for gæsterne.

Ak ja … det ligger 19 år tilbage … der er løbet meget vand i stranden siden … men det var en rigtig god dag, og det var dagen i dag også, selvom vi ikke var lige så mange.

9. august 2014

Fire labre larver på terrassen og søgang ved Smygehuk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:36
Tags: ,

Jeg tror simpelthen aldrig, at vi har lavet så lidt på et ophold på torpet – lige bortset fra Johns græsslåning, men jeg har intet – som i hvis man kunne lave mindre end intet, er det det, jeg har gjort – men jeg tror nu også, at vi trængte til at lade de stakkels, mødige kroppe få et par dages hvil.
Vi sad derfor alle tre og drev den godt og grundigt af, da en bil dyttede noget så eftertrykkeligt i indkørslen.
John kiggede ud og og sagde “Det er sgu Inge og Hasse!”
Jamen, jamen – og med Annemarie og Jimmy på bagsædet – hvilken herlig overraskelse. De sidstnævnte er på weekend hos førstnævnte og var på vej på udflugt. Da vejen gik forbi vores torp, ville de lige kigge indenfor … hvor var det dog dejligt at se Annemarie så frisk og glad igen. Vi fik os en lang sludder, og hun er heldigvis ved at være helt ovre alle de skrækkelige bivirkninger.

P1020709

Der sad således allerede tre labre larver på terrassen, da der kom en fjerde til. Jeg kender navnene på de tre, men den afbillede her kan jeg simpelthen ikke finde ud af hvad hedder eller hvad den bliver til, når den engang når lidt længere i livet end hvor den er nu. En billedgoogling førte ikke rigtig til noget, så help, please, derude i blogland.

Da vi lidt senere på eftermiddagen skulle hjemover, lagde vi turen ned forbi Ivösjön og Vångaberget; videre til Ystad og langs kystvejen til Smygehuk. Vi har taget turen flere gange før, men Søren har ikke kørt den rute før, så vi benyttede os af chancen til at vise ham lidt af det kønne Sydsverige.

Gæs - masser af gæs

Da vi gjorde holdt for at fotografere to røde glenter, fik vi øje på hundredevis af gæs på engen ned mod søen. De kan overhovedet ikke ses på billedet, men klikker man det større, burde nogle af de mange gæs træde frem. Jeg håber for landmændenes skyld, at de kun er på træk, for så mange af slagsen kan hurtigt få ødelagt en masse.
Glenterne forsvandt selvfølgelig, så snart vi standsede bilen … den ene var ellers lige oppe over os.

Søgang ved Smygehuk

Sidste stop var ved Sveriges sydligste punkt, Smygehuk, hvor der meget passende lige var en pause mellem to voldsomme byger. At det var mellem to byger, vidste vi godt nok først, da vi kørte igen … holddaop, hvor det regnede i Sydsverige, men herhjemme havde vi kun fået fem mm, desværre.
Røgeriet havde åbent, så vi købte røgede rejer og røget ål og makrel med hjem, plus en lille hummerpie med västerbottenost. Ohhh, hvor den var god!
I morgen står den på julefrokost med familien – det bliver skønt med endnu en hyggelig og afslappende dag, inden hverdagen slår til igen på mandag.

8. august 2014

Strömsborgs Ullspinneri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: ,

Hesteindfangning (2) (1)Tænk altså … nu er vi kommet i området i 18 år, og så finder John i dag ud af, at vi har et historisk uldspinderi mindre end 20 km fra torpet.
Det eksisterede mellem 1827 og 1965 og blev i 1969 overtaget af Hembygdsföreningen, som har lagt et kæmpearbejde i at restaurere/vedligeholde hele molevitten. Ildsjæle …
På vejen dertil måtte vi lige holde fem minutters pause, da der var et par mænd, der havde gang i projekt hesteindfangning.

Vi kørte dertil lidt på lykke og fromme, da vi ikke kunne finde noget om åbningstider, men døren stod åben, og vi kunne høre en mand, der gik og fløjtede. Han kunne fortælle os, at normalt åbner de og sætter kun spinderiet i gang på bestilling, og man skal være mindst 10 personer. “Men gå bare rundt og se jer omkring – det er helt i orden …”
Det gjorde vi, og lidt efter kom gutten hen til os og begyndte at forklare om hele deres projekt. Han fortalte og fortalte og fortalte, så det endte med, at vi havde fået en komplet rundvisning, der varede en hel time, og hvor han havde startet både det 5,20 m store vandmøllehjul (som de lavede fra grunden sidste år) og selve spindemaskinen. Jo mere vi spurgte, jo mere blev han klar over, at vi var ægte interesserede, så hverken han eller vi var til at stoppe igen.

P1020695P1020680

Det vil føre for vidt at fortælle alt, hvad ildsjælen fortalte, men jeg vil forsøge at illustrere arbejdsprocesserne med mange billeder og forholdsvis få ord.
Først skal ulden vaskes og tørres; derefter “plysses” den (ved ikke, hvad det hedder på dansk), inden den kartes og spoles op på store ruller, hvorfra man tager ulden af og ruller den den anden vej og spoler kartefloret en gang til.

Den gamle centrifuge fra 1839 1500 RPMP1020684P1020694

Herover til venstre en centrifuge fra 1839, som kunne præstere 1500 RPM. I midten tørreskabet, som brugtes om vinteren – om sommeren tørrede man ulden ude i haven. Til højre en maskine, som trak den kartefloret ud til “forgarnet”, som derefter blev vundet og til sidst spundet. Denne maskine har de lidt problemer med, fordi læderet med rillerne i er slidt for meget til, at den laver forgarnet pænt og ensartet.

P1020697P1020699

P1020698Så blev det spundet og tvundet med 2, 3, 4 eller 5 tråde sammen, inden det blev rullet op på den lange, sekskantede garnhaspe.
Til sidst tager man “garnfeget” af og vrider det til en “dukke” vha. vridemaskinen, som med lidt besvær kan anes bag den der sekskantede dims.

Man farvede også garn her på uldspinderiet. Den sidste ejer, som drev stedet fra 1923 til 1965, eksperimenterede meget med farver og skrev alle sine opskrifter ned og gemte dem i sin database, som bestod af en flad papæske. (Disse tre billeder kan klikkes større, men jeg tror alligevel ikke, at I vil kunne tyde opskrifterne.)

P1020690P1020691P1020692

Jeg syntes jo selvfølgelig, at det hele var vildt spændende, og selv om Søren og John til at begynde med kun gjorde forsøget med at køre hertil for min skyld, var de hurtigt mindst lige så grebne af det hele, som jeg var.
For fem år siden så jeg Hjelholt Uldspinderi, som kører den dag i dag med 4. generation på stedet – det er lidt morsomt at kunne konstatere, at maskineriet stort set er det samme disse to steder, og processerne har naturligvis heller ikke forandret sig.

7. august 2014

Vi har det med at købe nye boliger i min familie …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , ,

Nogle køber en ældre, lidt større bolig (os); andre køber en nyere, men lidt mindre bolig (mellemste søster).
Andre igen startede for tre år siden campinglivet med at købe et billigt telt bare for at se, om den form for ferie var noget for dem (Charlotte og Tim).

Det nye telt 5Det nye telt 6Det nye telt 7

Det var i så høj grad noget for dem, at de i år har købt et større telt. På en hollandsk hjemmeside fandt de et, som var af en eller anden form for behandlet bomuld, idet tanken om nylon ikke rigtig tiltalte dem. Bomuldsteltet skal bare være vådt tre gange, inden det er helt vandtæt; det er noget med, at væden får fibrene til at foretage sig en slags filtning … det var forklaret meget nøje i brugsanvisnngen. De nåede lige at få det hjem en uges tid før de skulle afsted, så det blev omgående slået op i haven og prøvesovet. Dagen efter vandede de teltet med haveslangen, men de næste to vandinger klarede naturen selv.

Det nye telt 4Det nye telt 3

Papkassen, som teltet ankom i, blev omgående savet over i to dele (med moderens bedste køkkenkniv … hun blev en anelse muggen, da hun opdagede det …) og anvendt som biler – med påmalede instrumentbrætter og det hele. Da Charlotte ringede for at fortælle om ferieboligen, hørte jeg et højlydt BIP BIP BIP BIPBIPBIP i nærheden. Det var ungerne, der bakkede med deres nye biler. Charlotte har for nylig fået en bil, der ‘sladrer’, hvis den synes hun kommer for tæt på noget, når hun bakker.

Der blev købt nye feltsenge, køkken med tilhørende udstyr, et bord med stole samt nogle lidt mere magelige ‘læne’stole, så nu betragter de sig selv som fuldbefarne campister. De elsker det liv, selv om et telt begrænser ferien til de sydlige himmelstrøg, hvor de kan være nogenlunde sikre på et godt og hverken for koldt eller vådt vejr. Sidste år, da vi skulle være sammen en uge på Thurø, kapitulerede de omgående og lejede en af campingvognene på pladsen. Men som de selv siger, så er der nok mange år til de har set hele Italien og det sydlige Frankrig. Det nye telt 1Det nye telt 2

2014 Italien i nyt teltHvorfor er det sådan, at da man selv var ung, kunne man overhovedet ikke forstå, at ens forældre kunne være bekymrede, når man tog på ferie sydpå og færdedes på de europæiske motorveje, hvor folk sommetider kører totalt vanvittigt? Og selv lå og kørte 180, ja måske hele 200 km/t, hvis man kunne slippe afsted med det? (Dog ikke, da vi havde børn med i bilen). Hvorfor kan man så ikke lade være med at tænke på dem alle fire mange gange i løbet af dagen og håbe, at alt går som det skal, og at de kommer helskindede hjem igen; en masse gode oplevelser rigere?
Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg er blevet så pylret på mine gamle ældre dage. Charlotte griner bare lidt over det (“det er da værre, hvis der slet ikke er nogen, der tænker på en”) og de svarede på mit sms-spørgsmål Alt vel? Har I det godt? ved at Tim sendte en mail med emneteksten We have arrived safely in Italy and set up camp! og et billede af en solfyldt campingplads tæt på vandet.
Så er moar rolig igen. I en periode …

6. august 2014

Fødselsdag med et overraskende besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:11
Tags:

Som allerede nævnt er det Johns fødselsdag og dermed indledningen til det sidste år, hvor han kan sige, at han er i tresserne.
Av, hvor den gør ondt næste år … der er dem, der hævder, at alder kun er et tal, men det er jeg ikke helt enig i. Der sker altså ting med en undervejs, så det er ikke bare et tal; der er mere i det end som så. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg har det som jeg havde det, da jeg var 25 år. Det samme gælder for John, og hverken han eller jeg er så adrætte som vi var for små 30 år siden, da vi mødte hinanden.
Det hjælper jo ikke en pind, at man siger, at man indeni stadig føler sig som en 20-årig, når fysíkken siger noget andet.
I øvrigt ville jeg synes, at det var meget underligt, hvis man rendte rundt og opførte sig som en 20-årig, når man er ret langt på den anden side af 60 …

Snerle (3)

Nå. Uanset holdningen til tal, alder og fødselsdage, er min dejlige mand nu blevet 69 år, og jeg må sige, at jeg er imponeret over, hvor meget han kan knokle. Og knokle. Og blive ved med at knokle. Og have lidt ondt i ryggen i dag. Det taler vi så helst ikke om, men jeg tror det er rigtig godt for ham, at vi ikke skal arbejde nede ved Den Stråtækte de næste par dage.

Der er ‘afsluttere’ og der er ‘startere’. Der er nogle, der kan se helheden i det lille billede, og der er nogle, der kan se detaljen i det store billede. Der er nogle, der er matematisk analyserende, og der er nogle, der er mere følelsesmæssigt og/eller intuitivt orienterede.
Jeg er helt klart en starter, og John er lige så tydeligt en afslutter, men dermed supplerer vi jo hinanden så godt. Jeg er rigtig god til at hive fat i og begynde på et eller andet, og når jeg kan se for mig, hvordan slutresultatet bliver, mister jeg nok lidt entusiasmen, og så er det, at Johns force træder i karakter, så han gør det, der skal til for at gøre det pænt og færdigt – og han nyder det oven i købet samtidig. Ren win-win …

Det overraskende besøg? Det var, da jeg hørte John tale med en ude ved hoveddøren for derefter at komme ind og fortælle mig, at jeg havde fået gæster.
”Gæster? Mig?? Det er da dig, der har fødselsdag.”
Det viste sig at være Fruen i Midten med Donnaen, der, i forbindelse med et besøg på Sjælland, syntes de havde lyst til at sige tak for sidst og medbringende et par (for dem) lokale oste, som vi havde talt om, da de besøgte os i Sverige.
Det var virkelig en overraskelse – og en rigtig sød gestus fra Fruen. De blev desværre kun i fem minutter, da de havde en aftale i Bagsværd 20 minutter senere.
Jeg vil bare sige, at vi bor en anelse mere end 20 minutter fra Bagsværd … jeg var helt rørt over, at de gav sig tid til at kigge ind.

5. august 2014

Den var den todages arbejdsuge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:04
Tags:

Aj, det passer jo ikke helt, da vi også fik lavet en del lørdag og søndag, men så firedagesuge da …
Nu bliver der heller ikke lavet mere før lørdag, da vi lige trænger til et par fridage og derfor kører til Sverige.
På torsdag … i morgen har John fødselsdag, så der bliver også holdt fri; med besøg af hans søskende. Søren har godt nok set det og har i øvrigt hjulpet os igen i dag, men hans søster og svoger har ikke set det endnu.
Det har mine søstre heller ikke, men det bliver først sidst på måneden, at det kan lade sig gøre … lidt pinligt, at min egen familie nærmest er de sidste, der får det at se Embarrassed smile

P1020654

I dag forsvandt resten af enen plus en forsytia og noget brombær, der dækkede det meste af drivhuset. Jeg har indtegnet med rødt, hvor meget de to buske fyldte. De fylder nu – i mindre dele – et andet sted, for vi kan ikke komme i gang med at køre haveaffald væk, før traileren er tømt for stuegulv, hvilket den forhåbentlig bliver i løbet af ugen. Af de tykkere enegrene kan der vist blive brænde til et par uger eller mere.

P1020634P1020655

Her kunne vi overhovedet ikke komme igennem for en eller anden busk, der dækkede over halvdelen af muren fra døren og var ved at kravle hen langs den gamle vognport. Plus den brolagte sti, selvfølgelig. I første omgang i lørdags skar vi bare hul igennem og reducerede buksbommen til det halve, men i dag fjernede vi resten af busken. Foran tujaen stod endnu en forsytia, som nu er væk. Vi er ikke så vilde med forsytiaer, som er tudegrimme i 50 uger af året. Tujaen har vi ikke truffet beslutning om endnu – for mig er det en kirkegårdsplante, men den er nu ikke så grim endda lige hvor den står …

P1020635Maleren har nu givet køkkenloftet tre gange og vil give det fjerde og forhåbentlig sidste gang i morgen. FIRE gange! Godt, det ikke er mig, der skulle male det, siger jeg bare!
Han vil ikke sprøjte, fordi der så går alt for meget spildmaling til, siger han; plus at tiden han sparer ved at sprøjte, bruger han på den nødvendige ekstra afdækning, plus at der var et eller andet teknisk, jeg ikke helt kan huske, med alle de fine revner i loftet, så alt i alt ville det blive pænest ved at male på gammeldags måde.
Væggene er okay, og vinduerne får også sidste gang i morgen. Vindueskarmene får to gange med akrylmaling – og maleren påstår, at han bliver færdig med køkkenet i morgen ved frokosttid. Som før nævnt er han meget effektiv. Radiatorerne var ikke med i aftalen – ingen kan huske hvorfor, men de skreg til himlen, da det andet var blevet malet, så dem fik vi lige med til prisen.
Sig til, hvis I bor i det sydsjællandske og leder efter en god, dygtig og pålidelig maler – så kender vi nu en, vi kan anbefale.

4. august 2014

Brugsen i Karise lever op til mine forventninger – på alle måder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:10
Tags: ,

På vejen hjem i dag handlede vi i Brugsen i Karise, som vi alligevel kører lige forbi.
Det er en absolut nyyydelig brugs med et lidt større vareudvalg end det jeg er vant til. Der er masser af plads på gangene, og den er yderst ordentlig, ren og tilsyneladende velstyret. To romaine-salathoveder til en krone kan vi også lide, hvordan hulen det så end kan lade sig gøre? Pris 10,50, spar 9,50 … jamen altså!
Selv rent sprogligt kan jeg genkende min yndlingsbutikskæde: De havde FROSEN KYLLINGEBRYS på tilbud. Der kommer vi helt sikkert til at handle mange gange fremover. Ikke fordi jeg nogensinde investerer i discount-kyllingebryster, hverken med eller uden t, men det er altid rart at føle sig hjemme.

Jens Otto Krag vil sandsynligvis blive husket til evig tid, om ikke for andet, så for sin berømte bemærkning om standpunktet man har, til et nyt man ta’r.
Mon der er mere end en enkelt håndfuld danskere, der ikke har brugt den bemærkning en eller flere gange? John og jeg gjorde det i dag.

P1020620
Lige fra starten var vi absolut aldeles og fuldkommen stensikre på, at vi kun ville have malet selve loftet og ikke bjælkerne hvide. Maleren sagde, at det selvfølgelig er kunden, der bestemmer, men om vi havde tænkt på, at med de lave lofter overalt i huset, ville man stort set ikke kunne se andet end de mørke bjælker, når man står op. Det havde vi overhovedet ikke tænkt på, men kunne hurtigt konstatere, at han havde ret. Vi var ikke længe om at ændre vores ellers så standhaftige beslutning – og maleren var glad … han sparer virkelig meget tid på afdækning, selv om der selvølgelig går en del mere maling til. Vi var også hurtigt glade og ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg, hvis rummene skal løftes så det kan mærkes. Visuelt, altså. Husets gode ven, Steen, vil få dårlig ryg af at besøge os; vi er i tvivl om han kan stå oprejst mellem bjælkerne … i stuen. Billedet er af køkkenet, hvor der er højere til loftet.
Tømreren sagde, at den slags beslutningsændringer kan der komme mange af i så gammelt et hus, men at vi bare må tage tingene op, efterhånden som de opstår.
Først blev vi alle enige om at lægge gulvene på langs af stuerne for at få en linje ned igennem rummene. Så gik Morten Tømrer en tur henover gulvene med de fagkritiske sko på, så at sige, og blev enig med sig selv om at gulvet ville virke mere stabilt, hvis vi lægger dem på tværs. Okay – vi lægger dem på tværs. To timer senere var det ændret tilbage til ‘på langs’, fordi gulvet buer en kvart anelse opad en tredjedel inde hele vejen ned langs stuerne, hvilket ville umuliggøre at kontralægge det nye gulv pænt på det sted. Okay – nu bliver det så på langs. Indtil videre.
Det er ved at blive sjovt, dette her. Ingen ironi her – jeg mener det – det er da ret underholdende, at det på den måde kan ændres fra det ene minut til det næste, og vi fik ros i dag for vores evne til hurtig beslutningstagen.
“Nårh”, sagde vi, “det er vi vant til – selve huskøbet blev også besluttet sådan nærmest over natten …”

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 54, der følger denne blog