Hos Mommer

19. september 2014

Danser på vulkaner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

P1030435Det gjorde vi nu ikke. Dansede, altså, men på vulkan var vi. Vesuv, naturligvis. Med tilhørende Pompeji. Det er vel næsten et must, når man er på disse kanter – og alligevel var der ni, der havde valgt turen fra, men det kan selvfølgelig være, de har set det hele allerede. Til vores store forbavselse havde vi en anden guide i Pompeji … jeg mener … Karina er arkæolog, og så guider hun lige netop ikke i Pompeji! Det er altså ikke alt, man skal forstå.
Afløseren var dog glimrende – en dansk-italiensk kvinde med krudt i rumpen og glimt i øjnene.

P1030418

Også her var der en million mennesker. Mindst. Gad vide, hvornår her ikke er højsæson!
Ikke desto mindre var det hamrende interessant, især selvfølgelig, når man har en dygtig guide til at fortælle om hvad det er, man ser.
Herover ses, hvorfra Lego fik sin inspiration. Kig under øverste, vandrette del af portalen.
Vi så den berømte afstøbning af den gravide, 14-årige pige, vi var på de offentlige toiletter, vi var på badeanstalten, vi fik udskænket vin, vi så rigmandens insula og vi var på bordel.

P1030425

Oven over dørene til de særdeles umagelige stensenge var der erotiske billeder. Alle med forskellige motiver, som hver især viste den pågældende piges specialitet. På den måde kunne man gå rundt og se på ‘menukortet’ og udvælge sig den tjeneste, man foretrak at blive ydet den dag.
Herunder ses et par af de mere uskyldige … der var også et af en mand godt i gang med en ged, men jeg blev aldrig klar over, om geden også var en af de ansatte på bordellet … hvis det bare var ment som inspiration, vil jeg mene, at det fejlede en anelse.

P1030442P1030443

P1030448

Der måtte ikke skiltes om vej til bordellet dengang for 2000 år siden, selv om puritanisme ikke ligefrem var deres stærkeste side, men så viste man vej på anden vis – billedet til højre er taget på hovedgaden i Pompeji.

P1030421

Det var temmelig varmt – 29 grader, så illusionen om et vulkanudbrud var ikke fjerntliggende.
Da vi senere var oppe i Vesuvs krater, valgte John og jeg at lade være med at traske en halv time op og en halv time ned af kraterrandsstien, der bestod af små og større pimpsten. Jeg har slet ikke lukkede sko med, John havde ondt i benet og min hælspore var i desuden trådt i karakter i løbet af de 2½ timer, vi gik rundt i Pompeji.
De andre sagde heldigvis, at vi ikke var gået glip af noget – det havde været alt for diset til at kunne se noget som helst. Nogle gange er man heldig … og på Vesuv kan vi godt sige, at vi har været.

Mens vi ventede på de andre, sad vi sammen med nogle, der overraskede mig: venlige, belevne, ikke-støjende tyske turister! Sådanne fire rendte vi faktisk også ind i i aftes. Endnu en fordom skudt ned – men mine ‘oplevelser’ med tyskere ved Vesterhavet hører ikke til de bedste.

P1030401

Helt deroppe på toppen var vi. Pompeji ligger under den røde pil.
Det var feriens sidste hele dag. I morgen drager vi mod Danmark igen, en masse dejlige oplevelser rigere.

18. september 2014

I dag er vi helt alene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

BorgenFridag. Ingen udflugter og dermed intet socialt samvær. Ikke fordi vi ikke kan holde de andre ud, men den dag i dag trængte vi begge til, så vi har bare slentret lidt rundt i byen og købt os en mavepine til i fristende frugter, plus brød, skinke, mozarella og tomater til en frokost, som blev indtaget på terrassen; vi har taget en lur … kort sagt: slappet fuld.stæn.dig af.

I aftes blev det til endnu en gourmetmiddag, bestilt af guiden, som kender gud og hvermand på hele Amalfikysten. Det er ligemeget, hvor vi kommer, så hilser folk på hende eller ligefrem kommer hen og giver hende et kram. Det være sig gadesælgeren, som prøver at komme af med sit vand (!) eller butiks- eller café-/restaurantindehavere af enhver art. Hun er en afholdt dame, men det kan alle forstå.
Middagen i aftes var på Borgen, som den gamle normannerborg hedder i folkemunde. Den blev købt og totalrestaureret af fire brødre, som står for mad og servering. Resturanten er indstillet til en Michelinstjerne, men den har altså ikke fået nogen endnu. Mama holder et vågent øje i køkkenet, men laver ingenting selv, mens Papa sørger for, eller nok rettere ser til, at de bilende gæster parkerer ordentligt.
Vi sad – gennem en lang, lun og skøn middelhavsaften – yderst til højre; på næstøverste niveau og fik tre retter aldeles vidunderlig mad. Ingen klager herfra …

P1030399

Dagens formiddagskaffe. Måske ikke umiddelbart verdens mest charmerende sted, men det var god kaffe og alt var lige præcis som det skulle være – vi søgte med vilje lidt væk fra hovedstrøget, hvorfor vi også fandt en bedre frugtforretning end vores nabosupermarked, samt en forretning, der lige netop havde det gevandt, jeg godt kunne tænke mig at få med hjem, og som jeg er sikker på, jeg vil se Fuldstændig Fantastisk ud i. Indehaveren startede på at slæbe varer ind til middagslukning, da vi kom forbi, så turen må gå forbi hende igen lidt senere på dagen. Vi var også selv blevet sultne, og det kan sagtens vente.

P1030286

P1030270Jeg er betaget af de kæmpestore pinjer, der ses overalt, men ønsker absolut ikke at få en af de overdimensionerede kogler i hovedet, hvis den er afsendt fra den højde! Jeg har godt nok aldrig hørt, at det har afstedkommet dødsfald, men jeg er heller ikke interesseret i at prøve af, om man overlever.
H.C. Andersen kaldte pinjer og cypresser for op- og nedslåede paraplyer, og jeg kan ikke se nogen af delene uden at komme til at tænke på hans rammende beskrivelse.
Rundt omkring i byen høres tit udrykning, og jeg bliver hver gang sat tilbage til hyggelige Heartbeat (engelsk serie, som foregår i 60’erne), når jeg hører det gammeldags horn.

Det sidste billede er udelukkende til ære for min dejlige svigersøn, bare for at kunne prale af at have set noget, han ikke har set: et flydende Titanic!
Herlig humor i Amalfi havn.

17. september 2014

Du er ikke alene …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:52
Tags: , ,

… synger Sebastian. Han mente vist ikke på Capri, men det passer også her. Vi syntes, Amalfi var lidt af et turisthelvede, men da havde vi ikke set noget endnu. Det var en forladt og øde by ved siden af Capri.
Du GO.de.ste, hvor var der mange. Alt for mange. Vi var så uheldige at ankomme samtidig med, at verdens største krydstogtskib ligger til ved Napoli. 9000 passagerer kan det tage, og når de fleste af dem tager til Capri sammen med de turister, der også lige valgte at tage dertil i går, så går det galt. Især når det er amerikanere. Sorry, hvis jeg skulle få trådt nogle over tæerne her.

P1030299

Men Capri var da smuk. Ovenud smuk. Vi var oppe ved og i Axel Munthes villa. Han var en velhavende svensk læge, som byggede sit hus her og udøvede sin lægegerning gratis – men de velbeslåede betalte ham vist rigeligt. Den svenske prinsesse, senere dronning, Victoria passede han også på hernede. Særdeles godt endda – det blev mere end antydet, at de var mere end læge og patient. Det var sandelig også nogle vidunderlige omgivelser – man kan næsten ikke undgå at blive forelsket sådan et sted.

P1030296

Men altså … de bittesmå bybusser fyldte man vist efter det japanske princip, hvor folk bliver skubbet ind, til sekundet før transportmidlet brister. Forestil jer at køre fra Capri by til Anacapri – og více versa – ad hårnålesving på denne måde! Med en chauffør, der kører stærkt! Han skulle jo gerne nå at få flyttet en masse turister. Man fik testet både arm- og benmuskler, skulle jeg mene.
Det er af af en anden årsag end i den gamle sang, men jeg tager heller aldrig til Capri igen – smuk ø eller ej.
Men nu har vi set den, og det var som sædvanlig en smuk sejltur derud.

P1030323P1030334

Så vr det noget ganske andet med Ravello og Scala i dag. Vi ankom tidligt, så turisterne – de andre turister – var ikke vågnet endnu. Der var så smukt, stille og fredeligt, at vi næsten ikke selv kunne tro på det.
Der var fotostop i Scala, men det skulle have været på hjemvejen for at være ideelt pga. det modlys, der var, da vi kom. Vi var derfor næsten mere betagede af herrerne med muldyrene, som slæbte grus og fliser op til et eller andet byggeri. Seks fliser ad gangen kunne dyret bære. Der skulle gås mange gange endnu, før alt var bragt op, men sådan er alle byerne hernede jo bygget …

P1030351

Meget pænt sted at gå og passe sin køkkenhave …

P1030365P1030371

Vi gik op til – eller også var det ned til – Villa Cimbrone. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var oppe eller nede i forhold til Ravello, for der var masser af op- og nedstigninger og trapper både den ene og den anden vej. Men igenigenigen et fantastisk sted. De, der dengang havde mange penge, byggede sig disse storslåede villaer og stjal så ellers udsmykningen til dem fra de gamle græske villaer, der alligevel ikke blev brugt længere.
Der er ikke noget at sige til, at Krøyer og andre malere elskede Amalfi-området. Og H.C. Andersen. Thorvaldsen. Palle Kjærulff-Schmidt. Alle har de malet, billedhugget eller med ord og billeder besunget området her.

P1030377

Et glimrende sted at sidde og indtage vores sædvanlige formiddagsdrik: En caffe americano og et glas friskpresset citronjuice.
Uhh, der er alt for mange ord i mig endnu, men jeg må beherske mig …
Guiden vidste i øvrigt godt, at vi havde sølvbryllup i går. Jeg fortalte det ï telefonen, dengang jeg for over et halvt år siden bestilte rejsen, og det var åbenbart blevet skrevet ned, så Kulturrejser havde sat en flaske champagne på værelset og Karina selv gav os en lille ting, hun havde købt til os på Capri. Meget sød gestus. Hun spurgte os, om vi gerne ville have, at selskabet sang for os, men hun behøvede bare at se på vores ansigtsudtryk for selv at kunne besvare det spørgsmål. Næh tak, og de andre i gruppen behøver heller ikke at få noget at vide …

15. september 2014

Amalfi by, Den grønne grotte og sejlturen dertil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: , ,

Sejlturen til Amalfi by var, ikke overraskende, betagende smuk. Vi havde vores egen båd (selskabet altså; ikke John og mig), og da vi lovede at lade være med at sladre, sejlede den flotte kaptajn os ind i Den grønne grotte, Grotto smeralda, selv om det er blevet forbudt, så nu springer vi Den blå grotte over på Capri i morgen … synes nemlig ikke, at denne var spor grøn …

Grotto smeralda

Efter grotten gik turen mod Amalfi by, og på vejen dertil fik vi udpeget flere kendte personers villaer; bl.a. Sophia Lorens og Kennedyernes.

P1030188P1030172

Herover fru Lorens lille knaldhytte og til højre et hotel med dets brudesuite kl. 4 i billedet – den lille lysegule bygning. Man må da sige, at det nygifte par kan få lov til at udfolde sig aldeles uforstyrret.
Amalfi by var meget spændende, med smalle gader og andre gader, der bare var trapper. Vasketøj hængende ned alle vegne fra, men det er kun en charme mere. Vi var dog glade for at vi ikke bor i Amalfi, for du GOdeste da for et turisthelvede.

P1030201P1030202P1030208

Vi er i citronland – citroner på størrelse med små meloner, limoncella i alle afskygninger og endelig et glas friskpresset citronjuice til Ellen – på det tidspunkt var det meget bedre end en kop kaffe, dog ikke hvis man spørger min mand. Jeg fik også et glas til min frokost, som bestod af af bruchetta med tomat, mozarella, tun, rødløg og basilikum. Et sandt festmåltid, og det var rigeligt med mad til mig … temperaturen er 28 grader!

P1030154

Mere sejltur … Maiori set fra søsiden – vi bor lige ved den røde pil.

P1030221P1030229

Det øverste stykke af hovedgaden i Amalfi, hvor der kører de mindste bybusser igennem, jeg har set – der kunne sidde otte personer i dem og sikkert stå det samme antal. Jeg tror nu også, at københavnerbybusstørrelse ville have visse problemer i disse gader …
En grønthandler reklamerede med naturens eget viagra – viagra naturale – vidste I det? Vi må spise noget mere chili.
(Jeg synes ellers, vi spiser en del chili … gad vide hvor stor daglig dosis skal være for at det virker?)
Det var dagens billedspam. Nu vil vi lege indfødte og tage en time på langs inden vi skal ud og spise gourmetmiddag på en åbenbart berømt og besunget fiskerestaurant i aften … den gourmetmiddag, jeg havde bestilt hjemmefra og havde håbet på var i morgen, hvor vi jo har sølvbryllup, men sådan blev det altså ikke. I stedet bliver hele dagen i morgen tilbragt på Capri, og så tager vi endnu en gourmetmiddag sammen med guiden og på hendes anbefaling på onsdag. Vi kommer vist ikke til at mangle noget.

14. september 2014

Amalfi a la carte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:47
Tags: ,

Solnedgang over AmalfikystenDet er i orden, dette her.
Det var den korte udgave … den lange slipper I dog ikke helt for.
Vi blev mødt i lufthavnen af vores guide, som er en moden dame med en solid baggrund for at guide i netop dette område: Classical Archaeologist, Dr, Mag.Art, PhD, BA, Universities of Copenhagen, London og Roskilde.
Hvorfor hun gider være guide, aner jeg ikke, men hun er god! Det kan kun blive interessant at komme til Pompei og Vesuv med hende som fortælleren.

Turen herned fra Napoli lufthavn var i sig selv en oplevelse – betagende smuk og sommetider ret spændende, fordi vejen den sidste halve time var meget smal, så der var ikke plads til så meget som et frimærke mellem bussen og de modkørende biler.
Karina hævdede, at vi ankom til og i det allerbedste vejr, man overhovedet kan få hernede – Vesuv stod så klart som det kan lade sig gøre, og vi fik den åbenbart berømte rosa solnedgang over Capri med, lige inden ankomsten til Maiori, hvor vi bor. Capri er den bagerste, lillebitte grå top i centrum af billedet.
Udsigten fra vores terrasse på Hotel Sole

Lige nu sidder vi på vores terrasse og nyder livet og lidt frokost. Billedet herover er taget fra terrassen, så vi fortryder ikke, at vi købte os til den og havsudsigten.
Vi er ikke i tvivl om, at vi er kommet til et katolsk land – i dag er det søndag, og byens kirker (der er flere, selv i en miniby som Maiori) bimler og bamler til den helt store guldmedalje. Dog heldigvis ikke om natten, men i dag ved middagstid var det som at høre et helt orkester. Ikke ligefrem synkroniseret; det lød nærmest som om de forskellige diskuterede et eller andet i munden på hinanden. Indimellem var der en lille pause, hvor en blid kvindestemme manede til ro og fornuft. Stadig i form af klokkespil, forstås. Det var nu meget sødt at høre på.

Mit fantastiske ordforråd på omkring 25 italienske ord har indtil videre vist sig tilstrækkeligt, så det skal nok gå altsammen. Noget kan man gætte sig til, hvis man har haft latin, bilder jeg mig ind. Hvis jeg har gættet forkert, er der i det mindste ikke kommet pinlige episoder ud af det endnu.
John og jeg har kun været på charterrejse én gang i vores tid sammen – det var til Tunesien, hvortil vi ikke var meget for at tage på egen hånd. Vi var derfor lidt spændte på, hvilke typer vi ville få som rejsefæller, men jeg har lidt på fornemmelsen, at firmanavnet Kulturrejser Europa måske kan skræmme de værste væk, for vi har udelukkende mødt venlige, søde og imødekommende mennesker, ingen af dem af den påtrængende type.
Ingen lidt for feststemte unge og – bedst af alt – ingen støjende børn. Den yngste deltager er vel et sted i fyrrerne. Den ældste må være tæt på 90, for jeg hørte hende fortælle en anden, at hun er student fra 1944! Hun er godt nok imponerende frisk – virker som en et sted i halvfjerdserne.
Vi nyder det med andre ord … tænk, at man skulle nå dertil, men det måtte vel komme … vi glæder os i hvert fald meget til alt det, vi skal opleve i den kommende uge.

Vesuv

Et stort plus er, at der er kommet wi-fi på værelserne. Det er så nyt, at ikke engang guiden vidste noget om det, men behagelige overraskelser kan vi ikke få for mange af.

13. september 2014

De små ting har også vægt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Forleden spurgte John mig, om jeg ikke snart skulle klippes.
Klippes? Næh … det er jo ikke særlig langt endnu – hvorfor spørger du?
Han forklarede det så, på sin egen lidt forblommede måde, men hovedbudskabet var, at jeg så mærkelig ud bagfra.
Hmmm. Tak, så. Det kunne jeg jo ikke selv se.
Problemet var åbenbart, at mit hår i sagens natur var lige langt over det hele. Forfra kunne jeg godt få det til at sidde ordentligt og syntes da egentlig selv, at jeg så så pæn ud, som det nu engang kan lade sig gøre, men det så åbenbart helt forkert ud set bagfra, så jeg gik til frisøren.
Min faste frisør gennem godt 20 år havde åbenbart ikke kunnet bære, at jeg stoppede med at komme, for hun var rejst kort tid efter mit sidste besøg hos hende. Hvorfor fandt jeg ikke ud af, da Molly, der klippede mig, var hendes afløser, så jeg ville ikke spørge til hvorfor, selv om det undrede mig, at hun var rejst, da hun var næstkommanderende i salonen og i mine øjne nærmest var groet sammen med den, men derfor kan hun selvfølgelig godt have fundet sig et andet og bedre job.

Jeg havde parykken med derned for at vise hvad jeg godt kunne tænke mig, at vi arbejdede hen imod, selv der mangler en del endnu i længden.
Jeg blev altså klippet af Molly, som gjorde et udmærket job med mit underlige fåreuld, og jeg kunne sagtens se bagefter, at John havde haft helt ret – det pyntede virkelig at få det klippet i facon – også set forfra …
Ja, fåreuld, desværre. Jeg har altid haft krøllet hår, og i og med, at mange havde fortalt mig, at der godt kunne gro en helt anden slags hår ud efter en kemobehandling, havde jeg virkelig satset på at få det glatte hår, jeg altid har ønsket mig.
Og hvad kommer der? Fåreuld. Hrmpf. Det var lidt tarveligt, men det kan godt ændre sig, fortalte Molly, efterhånden som det bliver klippet nogle gange.
Hvorfor er man aldrig tilfreds med det man har? Glathårede vil gerne have krøller og vice versa.

Men det var stort at blive klippet, selv om det var en lille ting.
Det er næsten halvandet år siden jeg sidst var til frisør, bortset fra parykfrisøren for 15 måneder siden, men det tæller ikke i denne sammenhæng.

Stor stue i malthuset - 11 meter

Sådan ser der ud lige nu i (noget af) det engelske hus.
Når vi synes, at der er meget at gøre i Den Stråtækte, skal vi bare kigge på dette billede af dette rum, som bliver til en stue. Engang …
Det er en stor ting. I alle henseender en stor ting.

12. september 2014

Det bliver ren James Bond, det her

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags:

Jeg ser det for mig: Vi ankommer til lufthavnen, smider bilen og kaster nonchalant nøglerne hen til en valet i fin uniform, som derefter kører afsted med bilen. Det modsatte sker en uges tid efter, hvor han henter den til os.
Det er da ren James Bond.

Jeg havde ikke regnet med, at der var udsolgt på de billige parkeringspladser i lufthavnen, hvilket var lidt af en bet.
Normalt kan vi parkere i en uge for 400 kroner, men i dag stod den billigste parkering i 1000 kroner.
Bortset fra We park, you fly.
749 kroner. I P6, som ligger lige over for terminal 2.
P4, P7 og P8, som ligger i lige så bekvem afstand fra terminalerne, kostede 1500 kroner for samme uge, og så skal man selv have ulejligheden med at finde en plads.
Mig overhovedet ikke forstå, men jeg bestilte selvfølgelig fluks We park, you fly.
Det er ikke alt, man skal forstå.
Måske er det fordi de kører den over på en fjernere p-plads, men jeg er faktisk ret ligeglad med, hvor de parkerer bilen for mig, så længe de henter den igen, når vi trætte kommer hjem og skal bruge den.

Vi lander ret sent på næste lørdag, så vi havde talt om at tage offentlige transportmidler derud og en taxa hjem, men det kan nu ikke betale sig med den pris for en uges parkering.
Vi ved med os selv, at vi ikke orker metro og S-tog, når vi ankommer så sent – og så var vi måske heller ikke helt trygge ved at lade en bil stå på en S-togsparkeringsplads i en uge.

11. september 2014

Sisyfos go home – eller verdens største organisme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

Verdens største organisme er ikke en 8,9 km2 stor svamp i Oregon.
Det er skvalderkålen i vores nye have. Som sjovt nok er min have lige nu …
Der er helt vildt mange skvalderkål, og det har der været længe. Jeg ved godt, at nogle vil hævde, at det er et bunddække som så meget andet kan være, men jeg synes altså ikke, det er et pænt bunddække, og det skal VÆK, skal det.
Jeg gør alle de rigtige ting, så jeg håber virkelig, at jeg kan få bugt med med den irriterende plante i løbet af næste år.

Skvalderkål

Jeg er nødt til at gøre noget drastisk … Sisyfos ville sætte sig ned og smile huldsaligt, hvis han så dette her. Hans arbejde var meningsfyldt i sammenligning.
Så tæt ligger de, rødderne, og så kraftige er de. Jeg rydder simpelthen hele bedet; der er ikke andet at gøre, hvis jeg vil have det hele med. Så må der plantes nyt til foråret. Der kommer mange blomsterløg med op, men dem skiller jeg og sætter ned i jorden igen. Alt andet ryger i affaldssækken – der er heller ikke ret meget andet end skvalderkålen alligevel, bortset fra en hulens bunke regnorme, men de bliver også pænt lagt på jorden igen, så de kan finde en ny bolig.

Det ser ligesådan ud langs husmuren med alle roserne, men hele den side vil jeg dække med det der sorte eller brune stof, som vand kan komme ned igennem, men som planter ikke kan komme op gennem. Derefter bliver det dækket med barkflis. Så kan det ligge sådan og se nogenlunde ud i et par år, indtil vi har fået has på resten af junglen. Derefter må vi se, hvad der vil være smartest at gøre. Roserne er så gamle, at de også har et veludviklet rodnet, og det skulle helst ikke skades, da jeg meget gerne vil beholde alle de smukke og velduftende roser.

10. september 2014

Falsterbo og Skanör

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Det er efterårsfugletræktid og et af de helt store fuglestoppesteder er ved Falsterbo, som er Sveriges vestligste punkt og dermed fuglenes sidste chance for at hvile sig lidt inden et længere stræk over Østersøen.
Vi kørte efter naturreservatet Flommen, der ligger på sydspidsen og tog det efter gps-koordinaterne på hjemmesiden, men af os ukendte årsager endte vi på nordsiden. Vi havde campingvognen med hjem, og jo mindre vejene blev, jo mere betænkelige blev vi. Kan vi mon overhovedet få vendt bil og campingvogn nogen steder? Endelig kunne vi se andre campingvogne, så vi konkluderede, at der måtte være en campingplads.
Det var der, så vi parkerede på et græsareal uden for pladsen for at ville gå en tur ned til stranden.
John havde knapt nået at tage nøglen ud af tændingen, før der stod en herre, som sagde, at vi ikke kunne campere der.
Vi svarede – på dansk – at det havde vi skam heller ikke tænkt os, vi ville bare holde en lille pause på en halv times tid.
Herren fortsatte – på engelsk: This is a private area and you can’t sleep here.
Den havde vi fattet første gang, men jeg gentog da gerne på engelsk, hvis det kunne hjælpe.
Det kunne det. Lidt. For han understregede atter en gang, at det var privat område og at han ville holde øje med os!
Da vi kom tilbage igen (han stod og lurede inde bag et vindue), opdagede vi flaget, som skiltede med Naturistforeningen.
Alt har en forklaring. Han har sikkert troet, at vi ville ind og have os en kigger …

Ved Skanor

På hjemmesiden stod, at man skulle stå tidligt op for at se mange fugle, idet de gør det samme – altså står tidligt op og letter så snart det bliver lyst.
Vi stod ikke tidligt op, i og med at vi først ved middagstid fik den ide at tage den lille omvej, som turen er derud, så med sammenpakning af os selv og bagagen var vi der først klokken 15.
Der var fladt. Meget fladt. Helt enormt fladt, så der var fri udsigt til den yderst dramatiske himmel, som da også åbnede sig for os få minutter senere.
Lige til højre for denne front så vi en temmelig stor flok viber, så lidt fugle var der trods alt til os … men ud over disse så vi ikke meget andet end en flok gæs inde på en mark.

IMG_4420

Når vi kører til Sverige næste gang, har vi lovet hinanden at stå rigtig tidligt op, så vi kan være derude, når de store træk forventes at starte.

Skanör så helt dragørsk ud. Vi kørte gennem byen og videre ned til havnen, bare fordi vi nu alligevel var på disse kanter. Der er sikkert et voldsomt leben om sommeren, men i dag, en regnfuld onsdag eftermiddag i september, holdt der kun to tyske autocampere, som havde slået lejr for natten, hvad de godt måtte her – der var eludtag til campister nede ved havnefronten; man skulle bare melde sig på havnekontoret.

9. september 2014

Kontraster, et skilt til et vandingshul og et godt køb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , ,

I dag kørte vi til Jula, fordi John havde set på en bordrundsav, som han regner med at få meget brug for i Den Stråtækte; bl.a. når han skal skære brædder på langs – han vil selv lægge et nyt gulv i det rum, der skal blive til kontor/arbejdsværelse.
Han havde set på bordrundsave derhjemme, men vred sig lidt over prisen, som ligger på omkring 2300 kroner for den billigste model, han tør investere i. 
I Jula-kataloget så han en med samme effekt til 1500 kroner. Svenske.
Da vi kom dertil, havde de sat den på tilbud til 1000 kroner. Stadig svenske, hvilket med dagens kurs svarer til bare 812 danske.
Det brokker vi os ikke over, men undrer os såre over, hvordan det kan lade sig gøre … men står man lige og mangler en bordrundsav, kan det betale sig at krydse en bro for at få fat i en – der ligger et Jula ikke så langt fra Malmö.

8 sept9 sept

Her kan du få drikkevandLige så skønt vejr, det var i går, lige så kraftigt har det regnet i dag. Selv om der har været total opklaring med blå himmel indimellem, har hovedindtrykket været vådt, så det har, bortset fra køreturen, mest været en være-inde-dag med gang i strikketøjet og ild i brændeovnen. Dette dog mere for hyggens end for nødvendighedens skyld.
At det står ned i stænger, ses bedst, hvis billedet klikkes større.

Ikke ret langt fra torpet holdt John ind til siden, fordi der lå noget omme bagi, som raslede.
Der fik jeg øje på dette skilt, som jeg aldrig har lagt mærke til før, selv om John hårdnakket påstår, at det har hængt der i al den tid, vi har haft vores regelmæssige gang på disse kanter.

imageRundt omkring i Sverige er der åbenbart flinke mennesker, som tilbyder vandrere at forsyne dem med frisk drikkevand.
Vores torp ligger ikke så langt fra noget af Skåneleden, som er en 1000 km lang vandrerute i … Skåne, såmænd.
Kortudsnittet viser den del af leden, som ligger tæt ved os. Den kaldes fra kyst til kyst og er 367 km lang. De blå markeringer er shelters, man kan overnatte i på ruten, som er opdelt i 24 etaper på mellem 9 og 24 kilometer.

Så har man 24 dage til overs og er glad for at vandre, er ideen til næste ferie hermed givet videre.
Jeg vil dog nok anbefale, at man venter til næste år … på den anden side er efterårsskoven jo skøn at skue, og har man varmt nok tøj med – OG regntøj – kan det sikkert blive en dejlig tur.
Vi giver skam også gerne et krus vand, hvis I kommer forbi og er tørstige. Vi vil da nødig stå tilbage for svenskerne … har dog det forbehold, at vi ikke altid er på torpet. Chancen for at få vand er generelt nok større på Simonstorpet, som er gården, skiltet viser ned til.

8. september 2014

Det bedste sommervejr er nu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: , , ,

Farmers kommentar til gårsdagens indlæg fik mig til at tænke på dengang vi ikke ville meldes ind i DOF.
Min søster, som godt kan være en temmelig egenrådig dame, spurgte engang John, om han ikke ville være medlem af DOF, for så ville hun sørge for at melde ham ind. Det ville sikkert kaste et eller andet af sig til hende … hun havde allerede sørget for, at han blev medlem af Dansk Naturfredningsforening, og han var ikke interesseret i også at være medlem af DOF, hvilket han fortalte hende.
Hun tager dog ikke altid nej for et svar, og nogle dage senere kom der et brev fra DOF sammen med et girokort, som John smed ud.  
Efter en tid kom der en rykker, som han også smed ud – “Jeg er ikke medlem og har ikke bedt om at blive medlem; så skal de ikke begynde at rykke for betaling!”
Der kom en rykker til, som denne gang var mere barsk – nu blev der truet med, at den næste rykker var den sidste inden inkassobegæring.
SÅ blev hr. Nielsen tosset, ringede til DOF og fortalte dem i umisforståelige vendinger hvad han mente om den form for forretningspolitik … hvordan i alverden de troede de kunne tillade sig at true med bål og brand, når det var et andet medlem, der uden hans samtykke havde foreslået ham som medlem af foreningen?
De beklagede og sagde, at det var en fejl. Hmmm. Godt så. Vi vidste ikke rigtig, om vi troede på dem, men de holdt i det mindste op med at sende flere ubehagelige skrivelser.

Det var et tilbageblik. Skal vi dvæle lidt ved nutiden, bliver det i form af at fortælle om det vidunderlige sommervejr, vi kan præstere her på torpet og omegn.
Lige præcis det sommervejr, jeg holder allermest af – hverken for varmt eller for koldt, men lige tilpas til, at jeg kan sidde i solen uden at føle, at jeg sidder i en sauna og/eller er ulækkert drivvåd over det hele.
19° har det været i skyggen. Med kun ganske få skyer. Helt perfekt.

TerrassehyggestrikJeg er begyndt på en ting til Anna af det ualmindeligt bløde Cottonwool, jeg lige har investeret i. Jeg vidste lige, hvad jeg ville lave; nemlig en kopi af en lidt speciel bluse, jeg engang købte til hende i UK og som blev så meget hendes yndlingsbluse, at den blev totalt slidt op.
Dermed havde jeg intet mønster og da jeg ville til at tegne et, blev jeg klar over, at jeg efter fire år ikke havde 100 % styr på detaljerne i blusens lidt aparte udseende, så jeg googlede rundt i over en time i aftes for at finde noget, der lignede.
Det lykkedes mig.
Jeg skal bare lave en masse om – forstår ikke helt, hvordan en opskrift kan angive en strikkefasthed på 32 m i Arwettagarn (løbelængde 420 m/100g) på p 3,5.
I mit tyndere Cottonwool (løbelængde 500 m/100g) gav det 24 m og på p 3,0 kom jeg kun op på 26 m. Hvis man ekstrapolerer her, skulle blusen strikkes på p 1½!
Da Anna ydermere nok højest svarer til en størrelse XXS, og opskriftens mindste størrelse var S, forelå der lidt regnearbejde, men det skal nok lykkes at få en acceptabel bluse ud af det.
Håber jeg …

7. september 2014

Et meget, meget usædvanligt syn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , ,

På vores vej til Sverigestorpet – og selvfølgelig lige ved siden af motorvejen, hvor man ikke må foretage fotostop – så vi en hel flok storke!
Ja, storke. Og ja, en flok. Jeg har selvfølgelig før set storke i naturen, selv om det er et sjældent syn, men jeg har aldrig, ikke engang i Alsace, set over 20 på én gang. For det var der – mindst 20 og sandsynligvis også 30, men som sagt kørte vi 110 i timen, så mit tælleresultat er behæftet med en vis usikkerhed.
De stod der bare … 50 meter fra motorvejen, inde på en mark og så aldeles ligeglade ud med hurtigkørende biler så tæt på.

P1020820

I mangel af storkene sætter jeg et billede i af koglerne fra tujaen i Den Stråtækte. Det er ret flot, især hvis man klikker det større. Og ser det på en tablet, som er meget bedre til billedgengivelser end pc-skærme.

Vi kørte fra tungt regnvejr og efterårsagtige tilstande hjemme i Danmark op til sommeren her i Sverige. Så snart vi nåede over broen, begyndte solen at titte frem, og da vi nåede frem til torpet, var der 22° og ikke en sky på himlen. Det brokker vi os ikke over.
Jeg skyndte mig ud for at se, om der var svampe. Det var der, for de har haft ideelle forhold, selvom der ikke er kommet nær så meget vand her som derhjemme, kunne jeg se på de mange halvtørre svampe – men det vrimlede med dem, så der skal samles i stor stil de næste par dage, hvor det bliver lidt køligere, men stadig ikke så efterårsagtigt og regnfuldt som hjemme.

Charlotte blev det også lige til en god times snak med. De har håndværkere på nu og er godt i gang med granny flat’en – glæder mig til at se, hvor langt de er kommet, når jeg skal derover om godt tre uger. Lige nu er det ét stort rod og kaos, siger C, men det kender vi godt … har lige været der selv … det skal være skidt, før det bliver godt.

6. september 2014

Biotrattoria Ché Fé – winemaker’s dinner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , ,

I aftes var vi til en winemaker’s dinner på Biotrattoria Ché Fé (udtales kæ fæ) i Borgergade i København.
Vi skulle mødes med en gammel kollega og hendes mand og havde aftalt at mødes lidt før arrangementets start, da vi ikke vidste hvor meget snakketid der ville blive pga. foredrag om vinene.
Dette viste sig heldigvis at være begrænset, så der var masser af tid til snak, og det var da også en særdeles hyggelig aften, hvor der blev serveret starters, forskellige antipasti og en hovedret. Spørg mig ikke, hvorfor der både var det ene og det andet, da jeg troede, at antipasti var starters på italiensk, men sådan havde de skrevet på menukortet.

P1030067P1030070

Den med en skive aubergine stegt i hvidløgsolie og anrettet med en klat mozarella, lidt tomat, et basilikumblad og lidt pesto skal jeg huske. Det var meget enkelt og meget lækkert. Ellers vil jeg skåne jer for detaljerne – vil dog nævne, at ravioliene havde klipfiskefyld, hvilket jeg var lidt spændt på, men det smagte glimrende.  
Det er også, hvad jeg vil sige om aftenen som helhed: glimrende. Forstået på den måde, at det var alt sammen ganske udmærket, men jeg hørte på intet tidspunkt englesang, hverken hvad angik vinene eller maden. Den største overraskelse var rødvinen, som var en del mere kraftfuld og fyldig end vi havde regnet med, da hovedvægten var lagt på hvidvine, hvilket er, hvad området Gavi er kendt for og derfor normalt er bedst til at producere … og så var rødvinen absolut den bedste … hvidvinene, som ellers er højt besungne, var alt for tamme efter alle fires mening.
Jeg vil meget hellere til L’Alsaces winemakerdinners – både maden og vinene har været mere interessante de tre gange vi har været der, men sådan noget ved man jo ikke, før man har prøvet det.
Jeg har aldrig set så mange mennesker i København som i aftes. Nu skal det også siges, at jeg yderst sjældent kommer til byen på fredagsaftener, så der skal ikke så meget til at imponere mig – men holddaop, som alle gader i den indre by var fyldt op, da vi søgte tilbage mod Nørreport station ved 22:30-tiden. Vejret var fantastisk, så det kunne ikke undre nogen, at alle tilsyneladende befandt sig udendørs.

P1030064

4. september 2014

Sproglig opsang – fordi det er længe siden sidst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:34
Tags: ,

Det kan trods alt ikke handle om Den Stråtækte alt sammen, selv om det er svært for mig at slippe det dejlige hus.
P1010069

Da jeg gik på arbejde, kæmpede jeg en kamp med at få kollegerne til at skrive i dag og i går i to ord.
En ikke helt forgæves kamp, for de kunne jo godt se det, når jeg spurgte om de også skrev i skoven, i ferien – for slet ikke at tale om på bordet eller foran huset – i et ord, for det var der naturligvis ingen der gjorde.
Jeg har skrevet alle forholdsled med ‘i’ fra gårsdagens indlæg sammen med det efterfølgende ord.
Det ser forhåbentlig særdeles mærkeligt ud i alles øjne, og nu skriver ingen, der har læst dette indlæg, nogensinde i dag i ét ord mere, vel?
Jeg har selvfølgelig skåret alle ikke-relevante sætninger væk – det er jo ikke gårsdagens indlæg som sådan, der er interessant her.

Beskeden isidste uge var, at han ville blive færdig tirsdag (igår).
Igår sagde han imorgen.
Idag sagde han, at han håber på at blive færdig imorgen …
Han har oven ikøbet fået hjælp iform af Flemming, som ellers er pensioneret og bruger noget af sin tid iAndelslandsbyen Nyvang. Flemming har assisteret Morten i5-6 dage – han er en hyggelig fætter, og vi er jo ligeglade med, hvor mange folk der kommer på, eller hvornår han bliver færdig, da vi har et fast tilbud – og ikke skal flytte ind imorgen.
Idag gik jeg og bøvlede med at fjerne omkring et ton skvalderkål fra rosenbedet langs huset.
Nejnejnej, ikke flere ‘overraskelser’, tak. Jeg så iånden allerede flere pengesedler få vinger.
Ikøkkenet, som er det nyeste rum ihuset, er der vist op til flere vinkler på 90°, men jeg tror ikke, der er rette vinkler andre steder ihuset.
Vaterpas er ikke ispil her, for hænger tingene ivater, ser de hammerskæve ud, og sådan vil det også blive iDen Stråtækte.
Det vidste Morten naturligvis godt, men det var hans måde lige at vade lidt ihvorfor han bliver så forsinket, som han bliver. Som ivirkelig lang tid. Når der fx sættes fodpaneler og loftlister op, skærer man ikke ismig på 45°, men måske 43/47 eller 44/46 – whatever, men ihvert fald ikke ‘bare lige lige’, så de måler og måler og måler ién uendelighed.
note to self: må huske at tage nogle billeder af nogle af de skæve professionalisme-detaljer imorgen …

Idag er fjorden blå, blå, blå.
Duften er imine øjne lige så meget en del af en rose, som udseendet er.

I dag, i morgen o.l. er forholdsled på linje med i mine øjne og i huset. Forholdsled som i smig og i spil bliver næsten helt uforståelige, når de skrives i ét ord, fordi man helst vil dele ordene efter s’et.

Så er det vist også både skåret i pap og bøjet i neon … men det virker oftest at visualisere det.
Samtidig leger jeg amerikansk fagbogsforfatter.
Hvis I har læst sådan en (fx Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus), ved I, at de altid siger det samme mindst fem gange; med kun en meget lille variation i forhold til første gang. Amerikanere må være virkelig tungtopfattende …
Jeg og de mellemledere, der refererede direkte til min chef, fik engang en bog, der hed Følelsesmæssig intelligens på arbejdspladsen og lektierne gik på at have læst den i løbet af juleferien.
På forespørgsel om jeg havde læst den, svarede jeg: “Ja. En femtedel af den. Så gik jeg ud fra, at resten var gentagelser.”
Bossen (og lederne, som pligtskyldigst havde læst hele bogen) kunne ikke lade være med at grine og give mig ret, så jeg blev tilgivet, at jeg ikke havde læst den hele.

3. september 2014

Jeg ved ikke, om I er klar over det, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:15
Tags:

P1030045Morten Tømrer troede først, han ville være færdig senest 1. september. 
Beskeden i sidste uge var, at han ville blive færdig tirsdag (i går).
I går sagde han i morgen.
I dag sagde han, at han håber på at blive færdig i morgen …
Han har oven i købet fået hjælp i form af Flemming, som ellers er pensioneret og bruger noget af sin tid i Andelslandsbyen Nyvang. Flemming har assisteret Morten i 5-6 dage – han er en hyggelig fætter, og vi er jo ligeglade med, hvor mange folk der kommer på, eller hvornår han bliver færdig, da vi har et fast tilbud – og ikke skal flytte ind i morgen.
Morten kender vi lige som også efterhånden, tonen er blevet ret fri, så vi går og hygger os dernede.
I dag gik jeg og bøvlede med at fjerne omkring et ton skvalderkål fra rosenbedet langs huset, mens John slog græsset og derefter trimmede lidt hist og pist.
Ud kom Morten:
“Ved I hvad? Jeg har en overraskelse til jer.”
Nejnejnej, ikke flere ‘overraskelser’, tak. Jeg så i ånden allerede flere pengesedler få vinger.
”Vidste I godt, at jeres hus er skævt?”
Hehe – så kører vi igen – “NEJ!? Det siger du ikke? Hvor? Det ku’ de sgu godt have fortalt os, inden vi skrev under på slutsedlen.”
I køkkenet, som er det nyeste rum i huset, er der vist op til flere vinkler på 90°, men jeg tror ikke, der er rette vinkler andre steder i huset.
Vi er vant til det fra Sverige: Man hænger ting op så de ser ud, som om de hænger lige. Vaterpas er ikke i spil her, for hænger tingene i vater, ser de hammerskæve ud, og sådan vil det også blive i Den Stråtækte.
Det vidste Morten naturligvis godt, men det var hans måde lige at vade lidt i, hvorfor han bliver så forsinket, som han bliver. Vi er som sagt ret ligeglade, da det går mest ud over ham selv, fordi han har været nødt til at ansætte en til at udføre det arbejde, han havde lovet at starte på 1. september.
Den sidste finish, der mangler, tager lang tid. Som i virkelig lang tid. Når der fx sættes fodpaneler og loftlister op, skærer man ikke i smig på 45°, men måske 43/47 eller 44/46 – whatever, men i hvert fald ikke ‘bare lige lige’, så de måler og måler og måler i én uendelighed.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at det er professionelle, der arbejder, for det bliver SÅ flot … note to self: må huske at tage nogle billeder af nogle af de skæve professionalisme-detaljer i morgen …

P1030039

I dag er fjorden blå, blå, blå.
Roserne, som jeg beskar kraftigt efterhånden som de afblomstrede, belønner mig nu ved at sætte masser af nye skud og knopper af.
Det allerbedste er, at af de syv forskellige roser (eller er det otte?), der vokser langs huset, er alle undtagen en enkelt meget velduftende.
Jeg bryder mig ikke om ikke-duftende roser, så jeg er glad. Duften er i mine øjne lige så meget en del af en rose, som udseendet er.

2. september 2014

IKEA – elsket og hadet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:18
Tags: ,

GrolandPyha. Vi synes de har rigtig mange rigtig gode ting i IKEA, men det er altså ikke altid lige sjovt at handle der!
Slet ikke, når man skal både i soveværelsesafdelingen, køkkenafdelingen og badeværelsesafdelingen. 
Det føltes som om vi var det varehus igennem tre gange, inden vi havde fået hvad vi skulle have.
Til køkkenet ville jeg have en Groland arbejdsbænk, som vi også har købt til Sverige, og som jeg synes er sådan et lækkert møbel.
Til soveværelset skulle vi have skabe, og til badeværelset skulle vi have to Stenstorp hylder og et skab med vask plus et overskab med spejl til at hænge over vasken.

Hvorfor går folk så laaangsomt sådan et sted? Okay de skal vel kigge, men hvorfor behøver de så at gå så laaaangsomt midt ude på ‘kørebanen’? Gør ligesom man skal som bilist: træk ind til siden.
Hele familien Hansen (tre generationer) var på indkøbstur i IKEA, og hele familien Hansen gik meeeget Stenstorp laaaangsomt side om side, så de fyldte hele gangarealet. Hele familien Hansen har enten et høreproblem, eller også er de bare ligeglade med, om der også er andre kunder i IKEA, for det var ret svært at få dem til at flytte sig, så vi kunne komme forbi dem.
Mit temperament og min tålmodighed er IKKE til langsomme mennesker. Skulle jeg nogensinde selv blive nødt til at gå langsomt, vil jeg sandelig håbe, jeg husker at give plads til alle dem, der ikke har samme problem.

Nå. Vi overlevede trods alle odds; vi fik oven i købet de ting, vi skulle bruge, plus to knagerækker, der passer fint til bondehusstilen, og sidst, men ikke mindst: Vi fik alle disse ting for omtrent de samme penge, som OT-skabe ville have bare for at montere skabet med skydelåger i soveværelset, men som vi af indlysende årsager sprang fra igen. Frøsø ville have 14500 inkl. montering, OT-skabe 13000 + 7000 for monteringen. De første firma sagde jeg forleden dag måtte have spist søm. Det andet må have spist syvtommersøm!
Der er er trods alt bund i kassen, selv om vi for tiden bruger penge som om der ikke var det …

Og så skal vi da til sidst lige have dagens trafikradio-bommert:
”Der er en lastbilchauffør, der er ved at skifte hjul, så pas på, for han befinder sig mistænkelig tæt på højresporet.”
Pas på hvad? Har han mon tænkt sig at rende afsted med det højrespor?
Formuleringsændringsforslag til hr. Trafikmand: … han befinder sig betænkelig tæt på højresporet.

1. september 2014

Vi har også sort sol ved Præstøfjorden. Flere forskellige slags endda

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , ,

Lige siden dag ét har vi set en flok stære flyve rundt tæt ved huset – de bor her ved fjorden hele sommeren, siger de lokale. Flokken er ikke i 100.000-størrelsesklassen, som man kan opleve det i Sønderjylland; her er der vel omkring 100 stære, men lidt har også ret.

P1030009

Lige for tiden trækker der gæs ind i massevis. Deres foretrukne landingsplads befinder sig 100 meter syd for Den Stråtækte, så jeg måtte lige over for at lure lidt, men gæs er nogle sky væsener, så selv om jeg gik langsomt og troede, jeg var skjult bag en bevoksning, opdagede de mig ret hurtigt, skræppede fornærmede op og fløj en lille tur. De vendte dog ret hurtigt tilbage igen … jeg blev bare stående lige så stille.

P1030010

I fredelig sameksistens med gæssene har vi også en stor flok viber – et forsigtigt gæt ligger på cirka 400 fugle. Jeg har aldrig set så mange viber samlet i én flok før. Det er flokken herunder til venstre for gæssene.

P1030004

Det er præcis som vi forestillede os, da vi skrev under på købet: Fjorden forandrer sig fra time til time.
Nej, hvor vi dog glæder os til at sidde og bare glo ud på dette sceneri i timevis. Jeg måske med et strikketøj i hænderne – men der vil blive holdt mange pauser!
’Sort sol’ er måske en kende overdrevet, men flot er det alligevel, og alene det, at alle fuglene er her, lige uden for vores vinduer, er jo herligt.


VinklubinvitationVi flytter ikke til et område sprængfyldt med gode skilteskrivere/-stavere. Havehyrden sendte mig et Facebooklink til et skilt fra fakta i Vordingborg, som nok slår alt, hvad jeg tidligere har set. Brugsen halter bagud med flere længder.

Bestyrelsen i vinklubben har (heldigvis, må man vel retfærdigvis sige) bedre forstand på vine end på stavning, grammatik og tegnplacering. Jeg kan ikke rigtig gennemskue, om ‘fenimime’ er en tanketorsk, og jeg kan ikke komme til at høre vedkommende udtale ordet, da jeg kan ikke deltage i smagningen. Desværre.
Det er typisk – jeg har lige bestilt flybillet til England til samme dag. Havde jeg kendt datoen for denne smagning, havde jeg udsat rejsen et døgn.

Jeg kan nemlig ikke vente med at se dem, til de kommer i børnenes efterårsferie i uge 44. Charlotte og børnene havde det på samme måde og ville have været et smut til DK i slutningen af deres sommerferie, men der kom noget i vejen for de planer – og fra midt-juli til slut-oktober er simpelthen for lang tid for os alle sammen.

31. august 2014

Gratis pluk-selv-blomster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags:

pluk-selv-blomster

Inden vi kørte til Tureby i går for at se Camilla tage himmelflugten, var vi længere nordpå for at forsyne os – eller rettere fuglene i haven – med friske forsyninger af fuglefrø, da vi var løbet tør både her, der og hisset.

På vores vej mødte vi dette syn: mellem rabatten og marken stod der masser af smukke blomster, som man bare kunne plukke løs af. Det er ikke så tydeligt på billedet, men yderst til højre på skiltet står der ‘gratis’.
Det kunne jeg ikke stå for, og da vi skal have gæster i dag, var det jo oplagt at snuppe til et par vaser.

Det var en sød ide, men vi opgav at tage blomsterne med hjem, da de fleste af dem viste sig at være valmuer i alle mulige røde nuancer. Dejlige blomster, men de ville sikkert ikke engang have beholdt kronbladene på, til vi var hjemme igen. De gule var morgenfruer, og dem bryder jeg mig ikke om duften af, så det blev derfor ikke til den helt store blomsterhøst.

Apropos “både her, der og hisset”: Forleden dag spurgte jeg John, om ikke vi skulle købe en båd.
Han bare på mig med et blik, der ikke var til at misforstå – “er du da blevet helt tosset nu, kone?”
”Jamen jeg mener bare, at nu har vi tre huse, to biler og en campingvogn. Vi mangler bare en båd.”

30. august 2014

Familiens fjerde faldskærmsspring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:07
Tags: ,

Mine to (eks-)svogre har gjort det. Jeg har gjort det. Nu har min niece Camilla også gjort det. Sprunget tandemspring.
Det var så absolut en af de bedre oplevelser i mit liv, og der herskede ingen som helst tvivl om, at dette også gjaldt for Camilla – som hun strålede, ikke bare i hele ansigtet, men men nærmest med hele kroppen, da hun landede, overbeviste os alle om, hvor stort det havde været for hende. Hendes første ord bekræftede dette indtryk: “Jeg vil med op igen! Jeg vil med op igen!”

P1020969P1020971P1020972

Her starter instruktionen, og nej, billedet til venstre er ikke en, der har fejlet sit spring, men faldskærmspakkeren, der er ved at pakke skærmen til turen.
I denne klub havde de en fast pakker, mens de hvor jeg (og Camillas far) sprang, altid selv pakkede deres skærm, fordi, som de forklarede: “Så er der kun én selv at bebrejde, hvis det skulle gå galt”. Det princip kunne jeg godt lide, men det kørte de tydeligvis ikke efter her. Den lille detalje syntes jeg ikke, der var nogen grund til at nævne for Camilla.

P1020977P1020958

Sej tøs – hun var overhovedet ikke nervøs, men glædede sig til oplevelsen. Flyveturen i den lille Cessna 172 er en oplevelse i sig selv.
De blev fløjet tre kilometer op, inden de forlod flyet, hvilket gav et frit fald på ca 1500 meter, hvor de kom op på omkring 200 km/t.
Da skærmen havde foldet sig ud, brugte instruktøren de termiske vinde til at give Camilla en så lang oplevelse som muligt – hun fik sig også nogle ordentlige svingture deroppe, kunne vi se.

P1020984P1020989

William, Camillas søn, plukkede en buket blomster.
“De er til mor. Hvis hun altså klarer det.”
Det var dagens bemærkning, fremsagt med en totalt cool mine.
Men hun klarede det heldigvis og de landede i fin stil med alle fire ben på jorden.
Det ser meget drabeligt ud, når de nærmer sig, for farten er så stor, at det nærmest ser livsfarligt ud (sådan føler man det ikke selv), men instruktøren er en mester i faldskærmsbremsning, når der er lidt vind, som der var i dag. Uden vind tager man den på numsen, for så kan man ikke nå at bremse nok til at holde balancen, når man er to der lander på en gang.

P1020994P1020995

Først fik far et kram, så mor og til sidst kæresten. Glæden over oplevelsen er vist overmåde tydelig at se. Nok var hun rent fysisk landet på disse to billeder, men det tog en rum tid, inden hun mentalt kom ned på jorden igen.
Det kan stærkt anbefales at tage et tandemspring!

29. august 2014

Stil dig lige op på en række, mor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

P1020955Charlotte, otte år, skulle fortælle mig, hvad de havde lavet i gymnastik i skolen, men syntes det var sjovere, hvis hun kunne få mig til at udføre øvelsen, hvilket jeg naturligvis var villig til.
Deraf overskriftens bemærkning, som hun har hørt for lige siden.
Jeg kom til at tænke på den, da jeg i dag i Brugsen så skiltet henne ved salatbaren.
Jeg ved naturligvis godt, hvad de mener, men kunne ikke lade være med at grine inde i mig selv ved tanken om at skulle forsøge med at blande én slags kød.

At bindestregen er blevet til en tankestreg, vil jeg lade fare i min glæde over, at skilteskriveren er klar over, at salatbar skal skrives i ét ord.

Den ene tankerække førte den næste med sig og gik videre til en gang, hele familien sad og spillede Quizspillet Otto Leisner.
Charlotte, denne gang 10 år, fik spørgsmålet “Hvad hedder verdens største ocean?”
Hun så lidt blank ud i ansigtet – vi vidste, at hun vidste det, men klappen var åbenbart gået ned.
Den var gået meget effektivt ned, den klap, for da John storsindet hjalp hende på vej ved at hviske schyyy, kom svaret omgående og triumferende: SYDKYSTEN!!”

Videre til Charlotte og Pernille, 12 år, som en aften spillede Tegn & Gæt med mine forældre, Johns bror og svigerinde samt John og mig:
Pernille tegnede en fugl på en træstamme og Charlotte gættede “Spætte?”, hvorefter Pernille nikkede og gestikulerede, at der manglede noget af ordet.
“Rødspætte?” foreslog Charlotte, og John og jeg var kun nået til at kigge på hinanden og lægge op til et grin, da Pernille glædestrålende svarede “JA!! Skidegodt, Charlotte!”
Se, det var godt, de to tøser var sammen, for det havde ingen af os andre nogensinde gættet.

1991 ENGLAND-WALES-133

Billedet er Charlotte, 14 år. Vi havde hentet hende på Isle of Wight, hvor hun havde været på sprogskole i tre uger, for at køre videre til Wales, hvor vi ville være i en god uges tid, inden turen gik hjem igen.
Vi spiste en middelaldermiddag på Ruthin Castle, hvor der var børneparkering.
Blev vi enige om, at det måtte være, men vi fik medlidenhed med barnet og tog hende alligevel med ind til middagen.

1991 ENGLAND-WALES-149

Akkeja, der er løbet meget vand i standen siden dengang i 1991 – her er et billede fra samme tur, hvilket fik mig til at tænke på Den Stråtækte, så ringen blev hermed sluttet og jeg landede i nutiden igen.

28. august 2014

I havørnens rige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Lad mig indrømme det med det samme: Jeg var for langsom med kameraet.
Men vi så en havørn kredse nede ved vandet – og vi så den styrtdykke efter et bytte for så at flyve over mod Feddet igen. Det var stort at se den in action – det vil vi gerne se lidt mere af, tak. 
Der er mere end ét par derude på Feddet, men jeg kunne ikke finde oplysninger om, hvorvidt der er to eller flere par. 
Vi bliver gladere og gladere for stedet. Fjorden er forskellig hver eneste dag, og når vi holder pauser, sidder vi bare og glor ud på den, mens vi taler om, hvor skønt det bliver, når vi flytter herned.

P1020939

Køerne her lever det perfekte liv, og de ved det ikke engang …

P1020942

Man bedes lægge mærke til gavlen: pæretræet er blevet studset, så det ikke længere ser så vildt ud; grenene gik efterhånden helt op og dækkede for vinduet.
Det er blevet sommer igen for en kort bemærkning, så vi benyttede os af det gode vejr og fik kørt to læs affald på genbrugspladsen. I går blev det til tre læs – nu er der ved at være ryddet op. Alt haveaffaldet ligger dog stadig i et bjerg inde i haven, men der har vi lavet en aftale med Frede, som gerne vil køre det hele væk for os … vi skal bare ringe, når der ikke kommer mere. Vi kender allerede flere lokale og meget nyttige mennesker, end vi nogensinde har gjort i vores nuværende provinsby. Tankevækkende, men det viser lidt om, hvor forskelligt livet leves fra landsdel til landsdel.
Naboen kom forbi og kunne fortælle mig, at det bærer nogle vældig lækre pærer, men at Finn ikke selv spiste dem, hvorfor hun fik dem, efter Tulle (konen) døde. Fiske, fiske, men hun får ikke nogen, hvis de er så gode, som hun siger, for der er ikke mere end 12-13 stykker på træet.


I trafikradioen her til eftermiddag kunne man høre følgende bemærkning:
”Det viser sig desværre at være en klassisk højresvingsulykke. Det vil sige, at det var en af de såkaldt bløde bilister, det gik ud over.”

Det kunne man måske kalde mig, efter mit kvindelige fedtlag er blevet til en del mere, end det var engang …

27. august 2014

Vi har ikke rotter på loftet, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: , ,

… vi har haft dem under stuegulvet.
Mens vi har hygget os i Sverige, er Morten Tømrer blevet næsten færdig med det stuegulv, der skulle lægges helt om.
Han havde ærgret sig lidt over, at vi ikke havde været der til at se, hvor slemt det var og i det hele taget at følge processen, men han havde heldigvis taget en del billeder med sin mobil – og har lovet at sende dem til os.
Der gemte sig desværre íkke nogen skat. Sagde Morten … vi har jo ikke været til stede … men vi tror på ham når han fortæller os, at der ikke var andet end en rotterede og en masse myrestier. Førstnævnte var heldigvis forhenværende, men der var ingen tvivl om, hvor de var kommet ud og ind, så det er der nu sat en stopper for.
Der er kommet masser af isolering under gulvet, så nu bliver vi ikke fodkolde til vinter.

Alt for blaa (2)

Stakkels Maler-Glenn. Han er lidt uheldig med den træmaling. Den blev byttet, som jeg skrev tidligere, og han havde været så flink at male to vinduer og en dør for os, så vi kunne få det rigtige indtryk af malingen.
Jeg blev lang i ansigtet – i mine øjne har den blå farve intet at gøre med almueblå, så det er en ommer.
John synes, at den er ‘pæn’ – jamen det er den da også. Bare ikke på Den Stråtækte. Der er stadig for meget cirkus over farven, men jeg har sådan en sød mand, der alt for nemt får lidt medlidenhed med folk, hvor jeg er noget mere af en møgkælling.
Jeg må indrømme, at jeg er lidt ligeglad … synes da også, at Glenn er en flink fyr, men det skal altså ikke få mig til at acceptere en farve, jeg synes er helt forkert. Det må simpelthen kunne lade sig gøre at få en maling, der er rigtig almueblå!
Nu befinder han sig på Mallorca, og det er ham vel undt – klagen kan sagtens vente, til han kommer tilbage fra ferie.

P1020934P1020936

Jeg har atter en gang brug for hjælp fra blogland: Siden i torsdags er disse krokuslignende blomster dukket frem i haven – både i græsplænen og i et par bede. Da det er den helt forkerte årstid for krokus, må det altså være noget andet. Der er tilsyneladende ingen andre blade end kronbladene. Den er 12-15 cm høj.
Hvad kan det være for en plante?

26. august 2014

“Idyllic corner of the world”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags:

Således er billedet af Den Stråtækte betegnet af en eller anden, som har haft lyst til at fotografere det og lægge det på Googles Street Map.

Fra Google maps

Vi føler os meget smigrede.
De nye naboer har sagt, at vi lige så godt kan vænne os til, at turister standser op for at tage et billede af vores nye, gamle hus, og vi har ganske rigtig oplevet det flere gange bare i den korte tid, vi har gået dernede og arbejdet, også selv om det i denne sommer ikke har været specielt velholdt at se på. Der findes vel næppe heller noget, der er mere dansk end dette: roser, bindingsværk og stråtag?

Når man klikker på billedet i Street view, kan vi regne ud, at vedkommende har taget det for 3-4 år siden – nemlig med stor sandsynlighed før Finns kone døde. Det var altid hende, som gik og nussede i haven, har vi fået at vide … den ser langt mere velplejet og ikke-tilgroet ud på dette billede, og roserne har været trimmede så ikke de fyldte hele væggen og lidt til.
Vi talte om det, på grund af den gule spand, der ses ved den ene skorsten, måske kunne være taget for fire år siden – det år, Finn faldt ned fra skorstenen og brækkede både ryg, lår og ribben, hvilket delvist er årsagen til, at det hele har været lidt forsømt de sidste år. Han kunne gå, men med besvær, og hvis han tabte noget, kunne han ikke selv komme ned og samle det op, den stakkels mand.

Fra Google Maps 2

Døre og vinduer er pænt malede – selv dem på kvistene er pænt blå. Lige nu er de trætte og grå og nærmest skriger på en omgang maling, men de får også lige så snart vi har konstateret, at det nu er den rigtige maling, Glenn har fået fremskaffet til os …

Så pænt skal det nok komme til at se ud igen – vi er stærkt på vej!

25. august 2014

Store lygter in spe liggende på marken

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags:

I går, på vores vej mod Kjugekull, kom vi forbi en mark med de største orange græskar jeg har set.
Ikke alene størrelsen var imponerende, men de skrigorange græskar fangede blikket på lang afstand, og da vi nåede hen til marken, var vi nødt til at standse og forevige det lidt specielle syn.
Kæmpe haloweengræskar (2)

John gik ind mellem dem for bedre at kunne anskueliggøre størrelsen.

KÆMPEstore haloweengræskar (5)

imageimageVi var ikke de eneste, der standsede op for at fotografere dem.
Gad nok vide, hvad de har vejet?
Der er sikkert stadig langt til noget, der bare tangerer verdensrekorder, men ved lidt googling fandt jeg frem til, at de i størrelse nok ligger et eller andet sted mellem dem i billedet her til højre, samt at vi har nogle meget entusiastiske avlere her i lille Danmark.

Verdensrekorden er 911 kilo og er – naturligvis – sat i USA.
Den danmarksrekord, jeg kunne finde frem til, er på 431 kilo, hvilket også må siges at være et ganske pænt stort græskar.
Jeg tror ikke, der kommer rekorder ud af græskar, der får lov til at passe sig selv på en mark som den, vi kørte forbi – især ikke efter jeg læste, at danmarksrekordindehaveren havde pakket sit rekordeksemplar ind i sin bedstefars edderdunsdyne om natten! Så går man sandelig meget målrettet ind for at sætte rekord … og tænk at ville lade sin gamle bedstefar fryse for at få den rekord ;-) 

Gad vide hvorfor jeg fik associationer til ulækre billeder af verdens fedeste mand, da jeg så et billede af et af disse næsten tonstunge USA-græskar?

24. august 2014

Kjugekull är kul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: ,

Vi fandt et (for os) nyt sted i dag. Eftersom det hele startede for 1400 millioner år siden, kan selve stedet næppe kaldes nyt.
Kjugekull (og kul betyder sjov).

Store sten ved Kjugekull

Det er et område, hvor der særdeles rundhåndet er strøet en masse meget store sten over det hele.
Det er derfor et eldorado for klatrere; man reklamerer med næsten 1200 forskellige udfordringer. Det må man sige er en del.
Normalt undgår vi turiststeder i weekenderne, men lige netop sådan et sted var vi enige om skulle være i dag, så vi havde en god chance for at se en masse klatrere udfolde sig.

Store sten ved Kjugekull

Billederne yder slet ikke stedet retfærdighed … det var virkelig storslået at gå rundt i området.
Man kunne vælge to ruter: en længere på små fire km, men den så halvkedelig ud, og en kortere på 1,4 km, som ikke var egnet til gangbesværede, men hvor det så ud til, at alt det sjove foregik.

Klatreøvelser ved KjugekullKlatreøvelser ved Kjugekull

Vi valgte rigtigt – der var en del klatrere i gang rundt omkring. Vi så engang nogle modige fyre rapelle ned ad en næsten en kilometer lodret væg på Taffelbjerget, og i den sammenhæng er dette måske ikke de store højder, vi har gang i her, men det er rigtig godt øvemateriale, som disse tre gutter fra Nørrebro Klatreklub sagde – og langt, langt sjovere end en eller anden kunstig betonklatrevæg inde midt i byen.

Store sten ved Kjugekull

Det var godt, at ‘stien’ var godt afmærket. Man havde ikke sparet på den røde maling, men det var nødvendigt med disse hyppige afmærkninger, for det var dæleme ikke altid let at se, hvor den sti egentlig var.

Store sten ved Kjugekull

“Okay – kom bare, John. Jeg skal nok holde stenen, så ikke den vælter ned over dig, mens du går igennem her!”

Store sten ved KjugekullStore sten ved Kjugekull

Jeg kunne bagefter fortælle John, at han ikke så særlig overbevisende ud, eftersom han stadig havde sit kamera i højre hånd …
Men de store sten var overbevisende, og det er et sted, vi absolut kan anbefale at besøge, hvis man skulle befinde sig i nærheden af Bäckaskog Slot.
Kjugekulls cafeteria lavede oven i købet nogle superlækre pier, som de serverede med en god salat, der blot var dryppet med nogle få dråber lækker olivenolie. Jeg fik en med feta og tomater, mens John foretrak skinke og ost. Man kunne vælge mellem tre slags æblemost uden sukker eller andre tilsætningsstoffer. Jeg valgte en af gravenstener. En delikatesse!
Alt dette sunde ødelagde vi lige igen med et brag af en chokoladekage. Man går grundigt sukkerkold af den tur – ikke mindst af at se på alle klatrerne.

23. august 2014

Kong Karl går næsten i ét med tapetet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: , , , ,

Dagens høst 23 augustI det lønlige håb om at komme de svampeindsamlende svenskere i forkøbet, strøg vi afsted på jagten umiddelbart efter morgenmaden.
I dag gik turen til Kantarelbjerget, som Sydved (staten) tillod sig at ødelægge helt for 2-3 år siden. Bakkerne er der naturligvis endnu, men der blev tyndet så kraftigt ud i træerne, at kantareller og andet godt nægtede at vise sig i et par år.
Nu er symbiosen tilsyneladende retableret og kantarellerne myldrer frem igen. Endnu ikke i de mængder, vi så engang, men det skal nok komme.
Ydermere har vi døbt området om til Kantarel- og Karl Johanbjerget, da vi også finder temmelig mange af sidstnævnte – flere end før ødelæggelsen, synes jeg, så måske var det alligevel ikke så tosset endda, at de ryddede lidt op i skoven.

Karl Johan hænger til tørre 2Det ser måske ikke så voldsomt ud, men vi har store kurve … det blev til 1800 g kantareller og 2 kilo Karl Johan + fire flotte indigorørhatte. Derudover lidt græsgrøn skørhat, som jeg dog ikke tog så mange af, da jeg først fandt ud af, at det alligevel ikke var så nødvendigt at hjembringe fyldsvampe.

Til højre ses 650 g Karl Johan hængt til tørre over brændeovnen. 
Den går næsten i ét med tapetet, den stakkels kongesvamp her – men det gjorde den rigtige Karl XIV Johan vist ikke … altså den konge, der efter sigende har givet svampen sit navn, fordi det var hans yndlingsspisesvamp. Samme Karl d. 14. var en fransk Bernadotte, så ikke blot har han lagt navn til en svamp, men han indførte også en masse franske ord til det svenske sprog, som bruges den dag i dag.
Kalsonger (caleçon) for herreunderbukser, fx. Her i Sverige er det kun hunkønsvæsener, der går i underbukser.
Et fortov hedder trottoare (trottoir), toilettaske hedder necessär (porte nécessaire) – og så videre og så videre; dette var bare nogle få eksempler. Bladet Torpare kan være meget lærerigt.

Monkey Face og squash

Vi var ude i to timer for at finde svampe, og da vi havde 10 meter til bilen, begyndte det at styrte ned. Igen fantastisk timing. Eller nok rettere fantastisk heldigt. Vi havde begge taget regnjakker med, men John havde ladet sin ligge i bilen … hvorfor han så overhovedet tog den med, forstår jeg nok ikke helt …
Vejret er i det hele taget et rigtigt aprilsvejr. Lidt lunere måske, men skiftevis sol fra en skyfri himmel og derefter næsten uden varsel en heftig regnbyge. 
Da vi kom hjem, syltede jeg de Monkey Face-chilier (styrke 7 – der skal ikke meget til at gøre en gryderet varm i mere end én forstand), jeg havde taget med hjemmefra + plus at jeg forsøgte mig med at sylte en squash, efter Ditte i en kommentar fortalte mig, at det havde hun gjort meget i engang.
Og så skulle jeg jo lige ordne næsten fire kilo svampe …

22. august 2014

Bedst som man skulle til at save brænde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

To kilo asie 2014 (3)

To kilo asie 2014… begyndte det at regne. Det var smukt vejr hele formiddagen, men som de privilegerede pensionister, vi er, dovnede vi den godt og grundigt af. Det vil sige – jeg fik lige syltet lidt asier, men det er altså ikke ligefrem hårdt arbejde. Jeg så, at de havde nogle pæne, store asier i Brugsen i går og kunne ikke dy mig for at købe en enkelt med til Sverige. Den så så stor ud og vejede da også sine to kilo, men det svinder godt nok noget, inden man er færdig med processen – dette var alt, hvad der kom ud af den asie. Jeg skulle have købt to …
Jeg brugte Lone Landmands opskrift. Godt ser det ud, må jeg sige. Det er længe siden, jeg har syltet asier, men nu skulle det altså være.

To kilo asie 2014 (5)

Det regnede kun i to minutter, så vi gik ud igen efter frokost for at se, om vi nu kunne få lidt brænde ordnet.
Det kunne vi – da vi havde klaret, hvad vi ville klare i dag, nemlig omkring halvdelen af bunken, og John var ved at køre maskinparken på plads, kom der en byge til. God timing, hedder det …

Brænde august 2014Brænde august 2014 (1)

Syv trillebørfulde ind i den forhenværende garage og en bunke til kløvning i morgen. Eller overmorgen. Vi tager ikke hjem før tirsdag, så der er tid nok.
Det fylder bare in.gen.ting, hverken det færdige eller kløvebunken. Jeg lagde mig ned og legede myre – det hjalp! Nu ser det ud af noget …

Brænde august 2014 (2)

Lige om lidt skal jeg ud at se, om der er nogen svampe. Naboen har lige været her og kunne bl.a. fortælle, at Sofie allerede har samlet mange kilo.
Jeg håber ikke, hun eller de andre svampesamlere har taget dem alle sammen, men mon ikke svenskerne har levnet lidt til mig?

21. august 2014

Postkort fra Lucca og Hadrian

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: , ,

Lucca og Hadrians Villa er ikke et nyt par venner, men hhv. en italiensk by og en ditto seværdighed.
Jeg har fået postkort i dag. Rigtige, vaskeægte, go’e gammeldags postkort med rigtigt frimærke på og det hele. En sjældenhed efterhånden.
Anna sendte fra Lucca og Charlotte fra Hadrians Villa.

Postkort fra hadrian og LuccaPostkort fra hadrian og Lucca (1)

Vi boede i en olivenmølle i Toscana i 1996 – en af de tre bedste, men meget forskellige, ferier, vi har haft med mine forældre og mine søskende. To gange gik turen til Lucca, så for Charlotte har denne by derfor været et nostalgisk gensyn og for hendes familie en ny, god oplevelse. Det er en skøn lille by, og hvis man endnu ikke har set Cinque Terre, kan jeg kun anbefale at få gjort det, inden I dør.
Efter en uge kørte vi alle hver til sit; nogle hjem, andre til Frankrig og John og jeg fortsatte til Rom. Det lader til at være lidt af en kopi af den tur, min engelske familie har taget – i hvert fald har de set både Cinque Terre, Lucca og omegnen af Rom på denne ferie.
De har haft lejet cykler og cyklet på Via Appia. Aubrey havde ikke helt tjek på det med håndbremser, så han havde et mega crash. Jeg kan sagtens forestille mig hylene umiddelbart efter, men nu er han bare ret stolt af sine romerske sår …

Jeg har sendt to sms’er til Charlotte. Hun har sendt to postkort til mig.
Nogle vil nok hævde, at det omvendte havde været mere i overensstemmelse med vores respektive aldre.

Nu sidder de i Calais og venter på, at der på et eller andet tidspunkt går en færge. Der er en eller anden strejke i Frankrig, så der er en del ventetid – men der går i det mindste en en gang imellem.

P1020850

Vi er bare ankommet til Sverige, men det er nu heller ikke så tosset endda … denne gang er vi ikke lige så døde som sidst, så vi må se, hvad den kommende uge vil bringe.

20. august 2014

Vi har sådan en flink maler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags:

Maleren blev færdig i dag, men han kommer igen, når tømreren er færdig – han ved af erfaring, at der altid bliver lidt reparationsarbejde, uanset hvor forsigtig Morten Tømrer er. Til den tid har vi også opdaget, hvis der er noget, vi ikke er helt tilfredse med; så vil han også udbedre det.
Han – maleren, altså – har en høj faglig stolthed og har givet os mange råd med på vejen, når vi har bedt om dem. Også sommetider, når ikke vi havde bedt om dem, men det er helt i orden. Det er jo ikke altid, man ved, at man bør spørge.
Vi vil selv male på førstesalen, så maleren har købt 20 liter maling til os. Fordel: Vi får en smaddergod maling til den pris, som maleren selv giver, hvilken naturligvis afviger temmelig meget fra, hvad vi ville komme til at punge ud med hos en farvehandler. Bilka- og øvrig discountmaling har vi for længst droppet, da det ikke er billigere, når det kommer til stykket, fordi det dækker så elendigt, at alt skal males flere gange end hvis man bruger de gode malinger.

P1020844

Udsigten fra køkkenvinduet. Jeg pudsede vinduerne i dag, så nu ser vi bedre ud!
Man aner en masse gæs og måger i det meget lave vand … på sidste billede har jeg zoomet mere ind.

Maleren lavede en farveprøve for os på de udvendige, almueblå vinduer og døre. Vi han fandt en, der ligner så nogenlunde, og den maling lovede han også at købe til os, hvorfor han i dag tog hele turen til Roskilde for at købe den hos sin sædvanlige forhandler.
Han tilbød at male en enkelt ramme for at se, om han havde ramt rigtigt og om vi var enige om, at det udvendige træværk skal have den farve.
Det ved vi så ikke endnu, om han har eller vi er – han kom nemlig helt bleg ud og hentede os i haven “Har I lige tid et øjeblik? Der er sket en fejl”. Fulde af bange anelser gik vi med ham, men det var kun slemt for maleren, ikke for os.
Den maling, han smurte på, var nærmest selvlysende koboltblå! Kan muligvis bruges i et cirkus eller til en barnetrøje, men bestemt ikke til døre og vinduer i Den Stråtækte.
Holddakæft, hvor han bandede. Og beklagede dybt, men det var reelt slet ikke hans skyld, da han bare var trådt ind i forretningen og havde bedt om at få blandet et bestemt nummer. Hvad der gik galt, ved vel ingen, da man bare taster det nummer ind på en computer, som så burde klare resten selv. Han kan simpelthen have tastet et forkert nummer, men maleren bandede over, at han ikke tjekkede malingen, inden han gik sin vej igen, for normalt kan man ikke bytte, hvis ikke man har gjort det. Han var dog sikker på, at han nok skal få byttet malingen, men det kostede ham lige en ekstra tur til Roskilde.

P1020845

I morgen går turen til Sverige, og når vi kommer tilbage igen, skulle Morten Tømrer gerne være færdig med det stuegulv, der skulle lægges helt om.
DET ser jeg frem til.

19. august 2014

Jeg opsender ikke bønner. Jeg høster dem.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags:

BønnerRegnvejrsbyggerodsblues afblæst. Helt bogstaveligt, for det har blæst en stiv kuling fra vest ved Den Stråtækte, og når det blæser fra vest, er der ikke meget vand tilbage i Præstøfjorden. Hvis man ikke ved bedre, vil man måske undre sig over, at små robåde Bønner i oliventræsskeligger så langt ude, som de gør, men forleden så vi en mand iført almindelige gummistøvler gå ud til sin båd. Han fik ikke våde fødder … hvis vandet er blæst væk som det er i dag, og man af en eller anden årsag vil ud på fjorden, er det ret smart at lægge båden så langt ude, da man så er fri for at slæbe den et længere stykke.

Jeg ville ud for at hente lidt flere blommer ned med teleskopstangen og måtte desværre konstatere, at der var blæst ærgerligt mange ned, så dagens høst er årets sidste, men så har jeg da også fået seks glas syltede blommer ud af det. De blev prøvesmagt i forgårs til en god is, og jeg skal da lige love for, at de blev godkendt. HolddaOP, hvor de smagte godt – de bliver ikke vanskelige at få afsat, og jeg tror, at mine søstre bliver de første (ud over os selv, selvfølgelig), der får lov at smage dem, når de kommer om 1½ uge for at beskue Den Stråtækte.

Bønnehøsten er ligeledes i hus nu. Der blev ikke så mange ud af det, men eftersom planten hovedsagelig blev købt for at pynte med de flotte blomster, er selv få bønner en bonus – især når de er så smukke som de her. Uden at have tjekket det, vil jeg formode, at de er lige så forskellige som fingeraftryk.
Gad vide, om de mister farven ved kogning? Det finder jeg ud af …

Nu vil jeg gå i køkkenet og lave stegte nudler. Uden bønner, men med chili. Bliver bare så godt.
Bagefter vil jeg nyde Anglofilia, som kom med posten i dag.
Livet er absolut okay. Som sagt er byggerodsblues borte med blæsten.

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 54, der følger denne blog