Hos Mommer

21. december 2014

Den første engelske julemiddag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:27
Tags: , , ,

I dag skulle vi hen til Tims far og kone og deres to (voksne) børn. Tims bror James var der også, så der var fuldt hus i det skønne, store landkøkken med hele to store komfurer. 
Det var også nødvendigt – Susan sagde, at hun slet ikke ville have kunnet lave alt dette med kun ét komfur: to store stuffed turkeys, stegte kartofler, gulerødder og pastinakker. Rosenkål, sovs og brødsovs – og syltede tranebær, selvfølgelig. Brødsovs havde vi hørt om, men indtil i dag endnu ikke smagt. Alt var meget lækkert og meget engelsk.
Desserten var naturligvis Christmas pudding – med brandy butter. Nøj, hvor det smagte godt, men det varer lige et par dage, før man bliver sulten igen.

Hos Chris and Susan (5)

Og crackers – ingen engelsk jul uden crackers – disse kæmpeknallerter, som vi danskere forbinder med nytåret, men som ingen englænder vil undvære til jul. Alle tager en knallert, krydser armene og tager naboens knallert i hånden, hvorefter alle hiver på én gang. Det gik faktisk nogenlunde op, så vi alle bagefter sad med hver sit knallertindhold, som var en gåde og en eller anden legeting.

Hos Chris and Susan (7)

Arthur skar den ene kalkun ud; Christopher den anden, og der var ALT for meget mad – vi var kun 10 voksne og to børn, men alt var rettet dobbelt an på hver side af bordet.

Og den der Christmas pudding med brandy butter – mums! Den blev naturligvis først flamberet, og de fik kun næsten brændt huset af under den seance, men Christopher og Susan tager tilsyneladende den slags hændelser med ophøjet ro.
Merete og jeg talte på vejen hjem om, at det smør ville være perfekt til en krydderkage eller lignende, som vi kender hjemmefra, og som vi ofte skærer ud og smører almindeligt smør på. Brandy butter ville hæve det til skyerne.

Alt i alt en særdeles hyggelig eftemiddag – Chris er en underholdende Ole Opfinder med masser af vid og sjove ideer, Susan er en dejlig kvinde, som kan tale om alt – og som det i øvrigt viste sig, at jeg havde været i Leningrad sammen med i 1971. Vi vidste det bare ikke dengang vi var det … sjovt som verden sommetider er meget lille.

Hos Chris and Susan (8)Hos Chris and Susan (9)

Bagefter julegaveudpakning – alle havde gjort meget ud af at finde den helt rigtige gave til modtageren – det var en fornøjelse at sidde og iagttage folks glæde ved både at give og at modtage.
Jeg fik en meget smuk lille, håndlavet glasvase fra Bath og John en årgangsportvin. Hvor var jeg glad for, at jeg havde købt et par fine Georg Jensen-ting til dem, så vi ikke faldt igennem.
Aubrey fik et selvlysende solsystem i 3-D. Alle planeterne hænger nu på hans værelse i den rigtige rækkefølge rundt om solen og er blevet ladet (lidt) op vha. en kraftig lommelygte, så de kan lyse i mørket for ham i nat. Han er så glad for det, at hans lille krop dirrer af glæde og ophidselse, og han anstrenger sig for at lære planetnavnene at kende. Den gave kommer vist til at matche fint med stjernekikkerten fra os, som han får senere.

20. december 2014

Målet nået – vi er sammen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:38
Tags: ,

P1040523I morges tog vi ind til Covent Garden, hvor vi håbede på, at der ville stille sig en operasanger op – først så er det det rigtige Covent Garden for mig.
Heldigvis gik mit ønske i opfyldelse; pludselig stod der en nydelig ung dame og sang på allersmukkeste vis.
Hun fik en masse penge ind for det, men det var så sandelig også velfortjent. 

Derfra videre til Leicester Square, Picadilly Circus igen, videre til Saville Row, hvor Tim havde Hardy Amies engang og hvor Charlotte arbejdede indtil hun fik Anna. Tilbage til hotellet og hente kufferter, videre til Paddington, hvorfra vi tog toget til Swindon, fordi der af ukendte årsager ikke går tog til Pewsey hele weekenden.

Og nu er vi endelig sammen med alle mine englændere!
Charlotte hentede os i Swindon og vi var fremme midt på eftermiddagen.

Efter den store Tour de Granny Flat var solen ved at gå ned.
Jeg nåede lige at tage et billede, inden det blev for mørkt – og nu står den på familiehygge resten af aftenen.

P1040532

19. december 2014

I Hugh Grants fodspor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:30
Tags: ,

Vi lagde ud med Notting Hill og dermed også markedet på Portobello Road. Filmen Notting Hill fra 1999 gjorde området så mondænt, at Hugh Grant i rollen som den beskedne boghandler ikke ville have råd til at bo i området i dag, hvor en etværelses lejlighed kan løbe op i en million pund. Altså … Hugh Grant har jo nok, men ikke boghandleren.

P1040452P1040456

Har man set filmen, vil man kunne huske den flotte scene, hvor Grant går gaden igennem, og hvor man oplever et helt år gå i løbet af ét musiknummer. Ret godt fundet på og ret godt lavet. 
I Portobello Road kan man købe alt. Som i ALT, bortset fra møbler og biler. Der fås vinkende Dronning Elizabeth’er, cashmeresweaters, gamle skilte, tonsvis af überprangende smykker, gammelt og nyt porcelæn, ditto bestik (jeg købte en potageske til £20 og er garanteret blevet snydt), tasker, nips, junk af alskens art, udover det allerede nævnte – det er en oplevelse at gå hele gaden igennem.>
Notting Hill, som Charlotte var med til at sy kostumer til, så hun har rørt ved både Hugh Grant og Julia Roberts. Det var stort for hende at blive elev hos et af de helt store kostumefirmaer (Angels & Berman, som i dag hedder Angels Costumiers) – stort både karrieremæssigt og personligt – hobbyen, der blev omsat til en levevej allerede da hun var 20 år.

P1040463

Dyr balsamicoFiskehandleren behøver ikke at kende sine fisk så godt her – han kalder det hele for ‘fisk’ og sætter bare forskellige priser på …

Efter denne markedsoplevelse tog vi bussen til Kensington High Street og gik ind i Whole Foods Market, hvor vi først kiggede os omkring (nøjedes vist ikke helt med at kigge …) og gik bagefter op på 1. sal for at finde en frokost, der passede os hver især. Der er mad for enhver smag her, lige fra sushi til pizza til salatbar til mexicansk og græsk mad – et meget spændende sted.
Nede i butikken så vi bl.a. den afbildede lille – meget lille – balsamicoeddike, som vi ikke købte. 450 kroner for under ½ dl eddike, så er den helt sikkert betalt, også selv om den er 60 år gammel. Jeg kunne såmænd godt tænke mig at smage den, men så skal jeg lige vinde i Lotto først, og helst en hel del mere end hvad jeg har vundet hidtil.

P1040471

Man kunne blande sin egen müsli …

…‘P1040477

Eller få skåret lidt spansk skinke direkte fra grisen med de fine laksko på …

P1040468P1040470

P1040482Man kan købe alverdens bønner og andre tørrede ting – eller måske kan krydderier i løs vægt friste?
Jeg elsker at besøge Whole Foods Market – både Merete og jeg købte nogle spændende ting, som vi ikke kan få derhjemme.

Efter frokost tog vi til St James’ Park, som er hyggelig og smuk at gå igennem på alle årstider, rundede lige Buckingham Palace, nu vi var i nærheden, for sidst på eftermiddagen at tage hjem til hotellet for at smække benene op en times tid, inden vi tager ud for at finde et sted at spise aftensmad.
I dag har vi kun set en høj og blå himmel – pokkers, at vi ikke byttede rundt på i går og i dag, men gårsdagens vejrudsigtsagde desværre intet om dagens smukke vejr.

18. december 2014

En laaang dag i London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:34
Tags: ,

Værelset er der tredjemindste, vi har prøvet at bo i. De to mindste brokkede jeg mig så meget over, at de gav os et større værelse; dette bestod lige præcis, men så heller ikke mere, og grunden til dette er, at sengen er så bred, at det er den, der optager det meste af gulvpladsen, så vi har masser af plads hele natten, og vi er her jo stort set kun for at sove.

P1040372

Vi har nået at tage en flodtur til Greenwich for at se observatoriet og 0-meridianen, at køre en omgang rundt i London Eye, været på to pubber, gået fra Westminster Bridge via Trafalgar Square, Piccacilly Circus til Piccadilly for at komme til Hatchard’s (selling books since 1797), hvor vi købte Tims julegave, været hele vejen gennem Fortnum & Masons samtidig med det halve af Londons befolkning + lige så mange turister, gået gennem Burlington Arcade, ad New Bond Street og Regent Street ind til Soho, hvor vi spiste aftensmad. Derefter til Oxford Circus Tube Station sammen med den anden halvdel af Londons befolkning + lige så mange turister.
Vi har gået mindst 100.000 skridt – i hvert fald tilsammen. Hvorfor lod jeg lige skridttælleren ligge på hotelværelset i morges?

P1040374

Her gik vi forbi The First Shop in the World (ved Greenwich). Billedet over the first shop skal illustrere, hvor glad jeg ville være for Thames Barrier, hvis jeg boede så tæt på floden … man ser tydeligt, hvor tæt vandet kan komme på de nederste altaner.
Man vil kunne se, at bygningen hedder Globe Wharf. Jeg lærte i dag, at wharf ikke er et ord, men et akronym, som er dannet af Ware House At River Front. At det i dag betragtes som et ord, kan ses af, at det i flertal hedder wharves …

P1040415

Udsigten fra London Eye var som sædvanlig formidabel, men sigtbarheden var ikke så god i dag, som jeg før har oplevet den – jeg har engang oplevet, at jeg følte, at jeg kunne se helt til Wales.

P1040378

0-meridianen set gennem en låst port. Sidst jeg var her, kunne man bare gå hen til den og stille sig med det ene ben i øst og det andet i vest.
Sådan er det ikke mere, og vi gad simpelthen ikke betale 3 x 8,50 £ for at få lov til det.

Og nu er jeg træt. Meget træt. Godnat og sov godt, når I når så langt!

17. december 2014

HVEM sagde, at oversættere snart bliver overflødige?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:41
Tags:

imageJeg fik denne tekst fra en forhenværende kollega.
Det er nok det mest eklatante eksempel jeg har set på, hvor gruelig galt det kan gå, når man tror, at en oversættelsesmaskine kan oversætte.
Der er ikke så meget som en eneste sætning, der er bare nogenlunde korrekt.

Det bliver totalt morsomt og temmelig meningsforstyrrende, når nail oversættes til søm og coat til frakke i dette tilfælde.
Eller hvad mener I om ‘arkivering af død hud under fødderne’?

Da jeg ville slå eklatant efter for at være sikker på, at det kunne bruges i dette tilfælde – hvad det godt kan – faldt jeg over en klumme skrevet i august 2010 af en for mig ukendt journalist og klummeskriver Svend Heltoft.
Han svarer på et spørgsmål og skriver bl.a. “Jeg kan i øvrigt i ’Kraks Blå Bog’ se, at skribenten bag formuleringen i overskriften er født i 1956, hvorfor han vel må betegnes som en gammel eller halvgammel mand.”
Hva’ gi’r I mig? Han påstår, at en 54-årig mand er gammel eller halvgammel. Jeg kan til nød forstå halvgammel, men gammel? Gad vide, hvor gammel den gode Svend selv er? Han kan vel næppe være under 30, for han var journalist allerede i 2001, og er – hvis det ellers er den samme person – kontorfuldmægtig i kulturministeriet. Han burde derfor være mere kulturelt begavet end han lige giver indtryk af her.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at han er nogenlunde lige gammel med den omtalte mand og selv føler, at det er en grusom høj alder.
Men jeg tvivler …

Nå – nyd nu denne pragtfulde engelske undersættelse.
Jeg VED godt, at undersættelser er noget andet, men jeg har det meget, meget svært med at kalde dette for en oversættelse!

16. december 2014

Så er der checket ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: , ,

Jeg havde næsten helt glemt, hvordan Den Stråtækte ser ud … det er længe siden jeg har været dernede.
John har været forkølet, så vi har hovedsagelig koncentreret os om at få ham rask til i morgen, hvor vi flyver til England.
Det lykkedes – i dag er han sit go’e gamle selv igen. Nu krydser vi bare fingre for, at han ikke nåede at smitte mig undervejs. Vi har ikke brug for mere sygdom, og Charlotte slet ikke; hun er først nu ved så småt at komme til hægterne efter fire – FIRE – uger med snot, ondt i halsen og småfeber, uden det dog blev til mere end en enkelt dag med så høj temperatur, at hun blev nødt til at blive i sengen. Det er simpelthen tre forskellige vira, der har afløst hinanden uden hun nåede at komme sig mellem angrebene, det lille pus. Godt, at mor her snart kommer over og kan hjælpe til – men så nytter det bare ikke, at det er mig, der skal plejes!

Væggene lidt skæve stå ...En klar decemberdag

Det lignede sig selv, det lille hus – vejret har været hele vejen rundt i dag fra klar, blå himmel til blygråt, tungt og regnfuldt. Vi manglede bare snevejret, men det må meget gerne holde sig væk for min skyld.
I dag så vi en gå og slå græs! Midt i december!

Vel hjemme igen checkede jeg ind til turen i morgen. Officielt kan man gøre det fra 22 timer før afrejse, men jeg forsøger gerne at gøre det 23-24 timer før for at få en god plads, og det lykkedes da også i dag. Gad vide, hvorfor man kan så tidligt, når de siger noget andet? I teorien burde det ikke have kunnet lade sig gøre før kl. 18, eftersom vi flyver kl. 16.
Jeg er spændt på, om vi kan have det hele i kufferterne – jeg mente oprindeligt ikke, at vi skulle have ret meget andet end os selv og noget tøj med derover – jeg har jo nærmest tømt Amazon.co.uk for alt muligt, men alligevel har den ene ting efter den anden listet sig ind og har efterhånden hobet sig op oppe på gæsteværelset, så der bliver mindre og mindre plads til tøj, som vi også skal have meget med af, fordi det først hedder tre dage i London og derefter til tre forskellige julemiddage, hvor vi helst skulle se bare nogenlunde præsentable ud.

P1040338

15. december 2014

Mange bække små …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

Jeg spiller Lotto, hvis man ellers kan kalde det at spille, når Danske Spil selv sørger for at trække pengene hver femte uge, og man ikke engang selv skal gøre sig den ulejlighed at tjekke om man har vundet noget – der kommer en mail, hvis man har.
imageJeg er naturligvis lidt spændt, hver gang der løber en mail ind med emnet Du har vundet på spil på danskespil.dk! (Det står der altså.)
Faktisk har jeg vundet ni gange i år – den største enkeltgevinst ses på billedet.
Jeg spiller for 50 kroner om ugen og har vundet 440 kroner i 2014. Man behøver hverken den store kædestrammereksamen eller en regnemaskine til at gennemskue, at det på årsbasis ligner en ren underskudsforretning.
Men jeg bliver ved. Der er kun én ting, der er mere sikkert, end at det tilsyneladende ikke rigtigt kan betale sig, og det er, at den store gevinst stensikkert aldrig nogensinde kommer, hvis jeg holder op med at spille, så det gør jeg ikke. Håbet er lysegrønt, det bliver det ved med at være, og jeg er ikke bange for at ludomanien skal tage magten fra mig.

Både små bække og andet småtteri bliver alt sammen til noget, hvis der er tilstrækkelig meget af det.
DukketøjJeg er ved at strikke dukketøj. Herlige håndarbejder, som man lynhurtigt kan blive færdig med.
Og jeg kan få brugt nogle af de rester, som jeg aldrig har kunnet få mig til at smide ud. Man smider i øvrigt ikke garn ud! Jeg har foræret en masse væk, men jeg har aldrig smidt noget ud.
Der er dukketøj i hele spektret fra det fineste, blødeste, dyreste alpacagarn til det nærmest selvlysende akrylgarn, jeg tog med hjem, da vi skulle tømme loftet på gården. Kan I huske dengang i 70’erne? Akryl og neon. Tyndt maskingarn, som man samlede så mange tråde af, at det kom til at passe til den strikkefasthed, man var ude efter. Jeg må indrømme, at det er dejlig blødt at føle på, jeg kan bare ikke holde ud, at alt hår stritter på mig, så snart jeg har med acryl at gøre.
I England kan man ikke nær så nemt, som man måske kunne tro, få fat i fx skotsk uldgarn eller shetlandsuld (det er vel i grunden også skotsk …). Hvis man går ind i en garnbutik i UK, er det kunststofgarn, der er fremherskende. Da jeg spurgte i Devizes, om ikke de havde noget uldgarn, lød svaret nej, det kan vi ikke sælge. Da jeg sagde, at det skulle være til en baby, kiggede hun forbløffet på mig og sagde, at så skulle jeg da netop tage akrylgarnet – de havde netop noget ekstra blødt og lækkert lige herhenne …
Nejtak. Okay, det er godt nok blødt, men næhtak. Hun forstod mig slet, slet ikke, kunne jeg godt se på hende … hun havde lidt svært ved at skjule sin mening om the crazy foreigner.

Dukketøj (1)Dukketøj (2)

14. december 2014

Nu var jeg lige så glad …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:49
Tags: ,

Først droppede de apostroffen i slagterens. Hvorfor de ikke med det samme droppede den i bagerens, vil forblive et mysterium for mig, men nu har de gjort det. Måske i forbindelse med, at de overtog byens bager, inklusive de ansatte, heldigvis, men eksklusive ejeren, og dermed fik en rigtig bagerforretning i stedet for det bake-off, de havde haft indtil da. I forbindelse med ombygningen fjernede de skiltningen med SLAGTERENS HJEMMELAVET.
Nu mangler de vist efterhånden snart kun at sælge tøj, inden min Superbrugs kan kalde sig for Kvickly.
Jojo, jeg var rigtig glad – se bare på billedet herunder: ingen fejl. Ingen apostrof i slagterens, de skriver hjemmelavede i stedet for hjemmelavet og svær uden ‘d’.

P1040314

Der kom dog lidt skår i glæden, da jeg ikke langt fra ovenstående skilt fik øje på et andet skilt:

P1040315

Stært. Det kan jeg godt huske, at Charlotte sagde, men da var hun altså kun to år! “Hvor er du al’så stært, mor. Du har så mange kræsper”.
Akja, det var dengang, barnet så op til og beundrede sin mor … hvordan landet ligger mht. til det nu, har jeg det lige som Generalen i Basserne med: “Jeg VIL ikke spørge”.
Jeg spurgte heller ikke nede i Brugsen, hvem af deres medarbejdere, der ikke er nået længere end til to-årsstadiet.
Ydermere forstår jeg slet ikke prisen på det skilt. Hvorfor står der 55 kroner, når de samtidig skriver, at stykprisen er 30,95? Det er ikke fordi de ikke kan finde ud af forskellen på stykker og kilo (hvilket er set før), for en chorizo vejer ikke 1,78 kg – hverken som sød eller stært.

P1040321
Endelig er der deres frie indkøbsvogne. Ville I ikke anvende ordet gratis i dette tilfælde? For mig er fri synonymt med ubundet og ikke med gratis (jeg ved godt, at man siger kvit og frit, men det er noget andet …) – jeg får en association om at skulle til at indfange en vogn med lasso og det hele, inden man kan gå i brugsen.
Anglicisme? Fordi gratis hedder free på engelsk? Måske.
S-togene skrev også Fri internet i S-toget – for mig var der noget Befri Wllly over den måde at formulere det på, hvilket man åbenbart selv fandt ud af, for det er nu omformuleret.
Nå, men man kan ikke få alt.
Jeg synes egentlig, det er skønt at bo så langt ude på cowboy?landet, at Superbrugsen ikke finder det nødvendigt at tage pant for at benytte en indkøbsvogn, og jeg er glædeligt overrasket over, hvor sjældent jeg ser en indkøbsvogn, der bare er smidt, fordi vedkommende har fundet det uoverkommeligt at gå de 20-30 skridt hen til ‘garagen’.
Derfor er jeg overordnet set glad, trods alt.
Nu mangler vi bare, at de ansatte på Samvirke-redaktionen lærer at regne …

13. december 2014

Stormen, der blev afblæst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: ,

Hvorfor skal man navngive noget, der endnu ikke er født? Jeg kan til nød forstå, at mennesker gør det, især hvis de ved, om den lille størrelse inde i maven er en dreng eller en pige, men jeg har lidt sværere ved at forstå det ved storme. Specielt når stormen viser sig at være i et glas vand …
Er det i virkeligheden et kapløb om at komme først med at få lov til at finde på navnet, efter vi i Norden er blevet enige om at have ét fælles navn for den samme storm? Hvilket i øvrigt er en glimrende ide, men uhensigtsmæssigt, hvis det går hen og bliver til et stormende kapløb.
Carl blev bare til en kuling, så nu kan vi vente på Carl d. 2.

Alexander blev heller ikke rigtig til noget – her kan vi så vente på … Alexander den Store, måske?

image

Hvis man fortsætter i den stil, vil vi snart kunne have en hel hoben navne i kø til de – heldigvis få – rigtige storme, der hærger landet.

Jeg synes naturligvis, det er i orden, at man udsender stormvarsel; det er bl.a. den slags, meteorologerne får deres penge for, men vent nu med den navngivning til I ved, hvad det hele ender med.

Gl Kongevej i blæsevejrVi var inde hos Pernille i aftes i hendes superlækre nye gamle, men flot istandsatte hjørnelejlighed lige ud til Gl. Kongevej. 69 velindrettede kvadratmeter og med en lille altan. Det er ikke så længe siden, hun flyttede ind – det er ret fedt at have en god veninde, hvis mor ejer hele ejendommen, ellers må det være næsten umuligt at få fat i sådan et sted at bo. Huslejen er nærmest symbolsk, beliggenheden taget i betragtning.
Lejligheden ligger på 4. sal, og gæt, hvem der tog trappen, da hun så elevatoren?
Fire personer kunne den tage – i teorien … jeg skulle absolut ikke nyde noget! Den var ikke engang 1 m2, så man må mene fire meget slanke dværge.
Jeg var nået til tredje sal, da Pernille åbnede for John, og da vi skulle hjem, måtte jeg stå og vente på ham, selv om han ikke skulle vente på elevatoren, så den er ikke kun lille, den er også så langsom, at jeg snildt ville kunne nå at få angstens sved på panden. 
Hvis jeg boede sådan et sted, ville jeg helt automatisk få min fornødne motion.

Mit planlagte aftenbillede af Gl. Kongevej blev mildt sagt dårligt. Godt nok var det på ingen måde stormvejr, men lidt blæste det da, så guirlanderne og det flotte træ nede ved Frederiksberg rådhus kunne ikke holde sig tilstrækkeligt i ro, desværre. Jeg holder ellers meget af bybilleder, hvor man ser bilerne som lange røde og hvide striber, men det skulle ikke være i aftes, det skulle tages.

12. december 2014

Nu vil vi se lyset. Nordlyset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:45
Tags: , ,

Jeg er medlem af Ældresagen (det støder mine øjne, at de kalder det Ældre Sagen!). Da jeg meldte mig ind, grinede John højt og larmende, men der kan godt være mange fordele ved det, selv om man ikke helt føler sig som ældre endnu. Eller gammel, for den sags skyld. Sjovt nok er man ældre, når man er ‘gammel’ end når man er ‘ældre’. Logik? Nej, sagde Ellen og så lo hun og gik …
Der er fx rejser med rabat og/eller imagerejser specialsyet til Ældresagens medlemmer.
De bliver altid studeret grundigt, for det kunne jo være, der lige var noget, der tiltalte os. Kulturrejsers tur til Amalfi fandt vi i medlemsbladet – den var rigtig god, så det er bare med ikke at gå glip af noget.
Vi har i årevis talt om, at vi godt kunne tænke os at se nordlys, og nu skal det altså være!
Desværre følger der ikke en nordlysgaranti med i købet, men Albatros har lagt rejsen på et tidspunkt, hvor chancen er størst, nemlig i marts, så den er hermed købt og betalt og er min fødselsdagsgave fra mig til mig. John får også lov at komme med.
Vi havde ellers talt om i midten af februar at tage et eller andet sted hen, hvor der er lidt mildere temperaturer, og så ender vi i Tromsø!

V flyver til Bodø og skal sejle natten over med Hurtigruten herfra gennem Lofotens smalle fjorde til Tromsø, hvor vi har tre nætter. “Den, der vil opleve mere, kan købe vores udflugtspakke, der tager os med helt ud til den yderste kyst, hvor himlen er endnu større. Vi spejder efter havørne og kører med hundeslæde over det gnistrende, tyste vinterlandskab, og når mørket falder på, håber vi at se nordlysets farvespil over den stjerneklare himmel.”
Det gider vi simpelthen SÅ godt, det der med hundeslæde og nordlys … nu håber jeg bare, at vi virkelig også får set lyset, for jeg er ikke sikker på, vi tager sådan en tur flere gange. Man kunne selvfølgelig bare rejse til Tromsø på egen hånd og blive der længe nok, men nu satser vi på dette her i første omgang.
Albatros ville have depositummet indbetalt 15. december og restbeløbet 22. december. Kunne de ikke bare have opkrævet det hele på én gang?

Den var næsten i klasse med E.ON, men også kun næsten, og nu kommer hermed sidste del af historien:
Vores nabo i Sverige betaler for el hver måned. Grundet et voldsomt tordenvejr var der gået koks i måleren, og der gik fire måneder uden han fik en regning, hvorefter der – selvfølgelig – kom én samlet regning på de foregående måneder.
Han ringede og bad om at få delt den op i to, så han kunne fordele udgiften over to måneder, og damen var skam meget forstående – ikke noget problem i det.
Der fulgte to opkrævninger, hvor den første skulle betales pr. 31. oktober og den anden 1. november …

11. december 2014

Udygtighed, Uprofessionalisme, Uduelighed – mor er ikke skuffet, mor er vred (2)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags:

Det er ikke kun det danske postuvæsen, der er uprofessionelt – det svenske elselskab E.ON og det svenske renholdningsselskab Ögrab er også uvæsener.
Da jeg arvede svenskerhuset efter far, skulle alle papirer naturligvis ændres til mit navn. Det juridiske var en smule besværligt, men ved hjælp af en svensk ejendomsmægler, som havde helt tjek på tingene, gik det nogenlunde smertefrit.
At få alle uvæsenerne til at få mig ind i deres systemer var derimod ganske anderledes besværligt.
Elselskabet var værst. De ville ikke bare acceptere mig som ny ejer; de skulle se et juridisk bevis på, at jeg nu var ejer. Det var de nødt til at vente på, for en arvesag afsluttes ikke lige sådan med et fingerknips. De insisterede derfor på at blive ved med at sende regninger til en afdød – sjovt nok havde de ikke noget imod, at det var mig, der betalte samme regninger! Adresseændring kunne de ikke foretage, før jeg havde bevis på ejerskab. Kan I forestille jer en masse bøvl, der kan komme ud af sådan en holdning?
De strakte sig dog så vidt, at de skrev mit navn under min fars navn på regningerne fremover. Som om det var nogen hjælp …

Det kunne gå, så længe Merete boede på gården, og hun boede der heldigvis endnu, da arvesagen afsluttedes og jeg kunne sende en kopi af et skøde til E.ON, men naturligvis med min danske adresse på – de vil ikke sende fakturaer som email, hvilket ellers ville gøre det hele temmelig meget nemmere.
Jeg emailede dem hvad de skulle bruge, og de svarede, at jeg nu var registreret i deres system.

Næste faktura blev sendt til gården. Jeg betalte – og skrev til dem. De beklagede meget. Dette skete én gang til, og nu var det lige før, jeg havde lyst til udelukkende at anvende versaler i den næste mail. Hver ny mail fra min side var den første, bare med flere og flere tilføjelser; herunder selvfølgelig deres egne svar til mig.
Tredje gang var jeg som sagt temmelig vrissen i mailen. Nu boede Merete ikke længere på gården, så det var ved at blive noget værre rod. E.ON beklagede atter en gang …

Fjerde faktura kom i form af en rykker fra et advokatfirma! Nu havde jeg ikke reageret på de tre første henvendelser, hvorfor det var røget til inkasso, og hvis ikke jeg betalte inden otte dage, ville de lukke for strømmen!
Nu røg jeg direkte op i det røde felt.
Dette brev havde den rigtige vej anført, men med et forkert husnummer. Jeg ville have undersøgt, hvor der boede nogen med det navn i bebyggelsen og så afleveret det til dem – alternativt sendt det retur med adressat ubekendt, men visse folk smider åbenbart bare den slags ud. Fjerde gang var det så heldigt, at postbudet vidste hvem jeg var og dermed mit rigtige husnummer. Det kalder jeg virkelig held, ellers var vi kommet til Sverige og kunne konstatere, at der var lukket for strømmen.

NU blev jeg for alvor vred og skrev en mail, der med overdreven høflighed ikke lod nogen i tvivl om, hvad jeg mente om E.ON. Eftersom det var alle de gamle mails, de nu fik for 117. gang, kunne de lige som ikke hævde, at jeg havde opgivet forkert adresse til dem. Jeg skrev også, at jeg naturligvis havde betalt den regning, inklusive rykkergebyrer og advokatomkostninger, da jeg ikke ønskede strømmen lukket, men det var under protest, for jeg havde jo ikke fået de fakturaer, der lå til grund for rykkeren. Det lovede damen at trække fra næste regning, hvilket – til min enorme forbavselse – rent faktisk skete.
De havde ganske rigtigt skrevet husnummeret forkert ind i systemet, men nu var det rettet til det rigtige og de beklagede meget …
Jamen tusind tak. Det har da også kun taget et år, og alle deres beklagelser kan de stikke skråt op …
Fra da af fik jeg fakturaerne på den rigtige adresse, men diverse informationsskrivelser kom stadig til gården, indtil jeg gjorde dem opmærksom på, at når jeg skriver, at min far er død, så mener jeg død som i død, borte og begravet, og så skal de sgu da ikke kun sende regningerne til mig – han er faktisk også ret uopnåelig, hvad angår deres reklamefremstød! Man skriver til samme mailadresse …
Jeg er SÅ træt af E.ON og af at de forskellige afdelinger åbenbart har hver deres adresseregister. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg skal igennem, når vi flytter til Præstø …

E.ON var så langt de værste, men renholdningsselskabet skulle jeg igennem lidt af den samme mølle med. De antog dog mine ord om ejerskabet for gode varer. Forsikringsselskabet skulle også have kopi af skødet, men det kan jeg bedre forstå end elselskabets krav om det samme – de kan da være ligeglade, bare de bliver betalt for deres strøm.

Beklager det blev så langt, men jeg kunne ikke gøre det kortere, hvis det hele skulle med.

10. december 2014

To glade ølentusiaster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: ,

P1040313Min mand går i byen med andre kvinder en anden kvinde. Nemlig min søster, og det er med min fulde velsignelse – faktisk vil jeg helst være fri for at følges med min mand ved disse lejligheder.
Min søster bor alene. Hun interesserer sig for øl. Det gør John også, så hun spurgte John, om ikke de begge skulle melde sig ind i Danske Ølentusiaster, deltage i interessante smagninger og dermed lære lidt mere om (gode) øl.
Den var han med på, vel vidende, at jeg aldrig frivilligt ville være med til at drikke øl.
I aftes var de til årets juleølsmagning. Jeg legede den opofrende og flinke hustru og kørte ham til og fra Køge, så ikke han skulle sidde og spytte i glassene.
Her skal juleøl bestemt ikke forveksles med nisseøl – der er snart ved at opstå et mere avanceret sprog inden for ølterminologien, end der findes tilsvarende for vin. Hvad mener I fx om teksten på billedet til højre, som er fra bryggeriet Willemoes? “En cremet mokkakrone” – holddaop, siger jeg bare – Peter Vinding-Diers og Flemming Hvelplund ville vende sig i de grave, de endnu ikke er kommet i, tror jeg.
Jojo, det er blevet den helt store videnskab. Ved samme bord som John og Merete sad der to fyre i trediverne, som var totalensusiaster og gjorde notater til den helt store guldmedalje, og alle de fine ord, de kunne, fik andre til at måbe.

ØlpræmierØlpræmier (1)

Disse to øl var ikke på aftenens smagemenu, men er præmier. Den ene af de to just nævnte eksperter sagde, at John godt kunne glæde sig til den Gulden Draak, han var så heldig at vinde. “Inspired pale ale” – hvad betyder det mon? Hvad er den inspireret til? Eller af? Er det ikke noget sludder at skrive?
Der opstod almindelig buh-stemning ved trækningen af disse præmier. Der var fem øl på højkant og alle interesserede kunne købe fem lodder for en tyver, så John og Merete investerede hver en af slagsen.
Da præmierne blev udtrukket, vandt John den første øl.
Merete vandt den anden.
John vandt den tredje.
En af de to eksperter, som jo sad ved samme bord som mine to deltagere, vandt den femte øl.
Den fjerde gik heldigvis til et andet bord, men forestil jer lige folks reaktioner med sarkastiske og misundelige bemærkninger om aftalt spil!

Da jeg arriverede til aftalt tid, var man ikke blevet helt færdige med afstemningen om årets juleøl, så jeg satte mig ved bordet og ventede. Merete rakte et glas frem mod mig og sagde, at den her øl skulle jeg altså smage, for den var god (det var den med den cremede mokkakrone). Hmmm. Okay da. Jeg kunne lugte lakridsen, lige så snart hun rakte mig glasset, så allerede der stod jeg næsten af. Mangoen var umulig at spore, og alle de andre noter (eller er det vinsprog?) druknede også i øl- og lakridssmag, men jeg var høflig og erklærede, at af en øl at være var det måske ikke det værste, jeg havde smagt … hvilket var sandheden, for jeg kunne ikke smage humle, som jeg absolut ikke bryder mig om og hvilket er den direkte årsag til, at jeg aldrig drikker øl.
Og prøv ikke at overbevise mig om andet. Summen af lasterne er som bekendt konstant, men jeg har nok i forvejen og jeg drikker altså bare ikke øl.

Afsnit 2 om udygtighed osv. kommer senere – jeg synes alligevel, det blev for meget med to surtklingende indlæg lige efter hinanden.

9. december 2014

Udygtighed, Uprofessionalisme, Uduelighed – mor er ikke skuffet, mor er vred (1)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags:

Den 2. december sendte jeg en pakke fra Brugsen i Karise. Det var i vældig god tid, for jeg ville være sikker på, at den nåede frem til d. 12. december.
Da vi kom hjem fra Sverige ved middagstid, lå pakken i vores skur, påklistret følgende besked:
“Vi kan desværre ikke sende Deres pakke til udlandet, da den er påført en dansk pakkelabel. Har De spørgsmål vedr. bla, bla …”
WHAT? Jeg sagde netop til den unge dame, at jeg havde en pakke til England, og hun kunne fortælle mig, at det ville koste 100 kroner som pakke og 200 kroner som brev – derfor blev det som pakke.
Vi kørte til Karise, hvor jeg måtte vente på at blive ekspederet. I ventetiden fik jeg øje på et ikke særlig synligt opslag: “Vi kan desværre ikke længere sende pakker til udlandet. Det skal gøres på et af vores 200 postkontorer. De kan findes på postdanmark.dk.”
Jamen altså … hun har da været komplet inkompetent, den dame, der ekspederede mig.

Da det blev min tur, måtte jeg anstrenge mig for at tale pænt:
– Jeg er temmelig utilfreds! Denne pakke har jeg sendt herfra d. 2. for at være i god tid. Det fremgår i mine øjne særdeles tydeligt, at den skal til England.
– Det kan jeg godt forstå du er. Vi har ikke kunnet sende pakker til udlandet siden marts eller april. Jeg har desværre ikke mulighed for at se, hvem der har klokket sådan i det.
– Det er også ligemeget – jeg kommer bare til slå hende oven i hovedet, men du kunne jo passende repetere et og andet inde på kontoret …
– Det skal jeg nok. Lige nu kan jeg desværre kun give dig pengene tilbage.
– JA tak! Og måske kunne du oplyse mig om nærmeste posthus, hvorfra det rent faktisk kan lade sig gøre at sende pakker ud af landet?
– Det kan du fra Eurospar i Faxe.

I Faxe kunne den unge dame så fortælle mig, at pakken ville koste 255 kroner at sende som pakke og 130 som brev. Det havde de heller ikke haft styr på i Karise – hverken den ene eller den anden ekspedient.
OG så kunne jeg godt have sendt den fra Karise! Man kan nemlig godt sende breve til udlandet derfra – bare ikke pakker.
Nu var mit bæger ved at være så rigeligt fuldt, men eftersom den unge pige i Faxe var totalt uskyldig i alt dette, nøjedes jeg med at trække vejret meget dybt ind og erklære, at med et pakkeindhold af en værdi på 60 kroner, bliver det sendt som brev.
– Du ved godt, at så kan det ikke spores, ikke?
– Jo, det ved jeg godt, men nu bliver det sådan.

Jeg var SÅ arrig! Jeg ringede til Charlotte og fortalte, at jeg altså ikke har glemt hendes fødselsdag, men at pakken muligvis ikke når frem til på fredag …

I forrige uge deltog jeg i en Gallupundersøgelse vedrørende PostDanmark.
Jeg er rigtig glad for, at jeg gav dem bundkarakterer i mange af spørgsmålene. Efter i dag ville de have fået det på endnu flere punkter.
Det var ‘bare’ brugsmedarbejdere i Karise, jeg ved det godt, men det er ikke en acceptabel undskyldning – de skal læres ordentligt op, skal de.
Det her er simpelthen ikke i orden.
Jeg har nu kigget på et kort – der er mange steder i Danmark, hvor man skal køre temmelig langt for at kunne sende en pakke til udlandet.

Det var dagens brok. I morgen kommer der to-tre eksempler mere på udygtighed, uduelighed og uprofessionalisme. Det hober sig op lige i øjeblikket.

8. december 2014

Dicte, decemberdis og dejlig mad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: , , ,

I formiddags var solen fremme et par timer og skabte en smuk og lidt mystisk stemning nede ved åen.
John kørte på osetur til Kristianstad – jeg kunne li’som fornemme, at han trængte til bare at gå konefrit rundt i Jula og i Mediamarkt. Normalt er jeg med, og så bliver der ikke oset ret meget – lige på det punkt har han og jeg byttet rundt på mande- og kvinderollen – jeg kan ikke fordrage at ose, men skal have et ærinde, og så bliver tingen købt. Ikke så meget pjat med det, hvorimod John kan bruge timer på at kigge og studere. Det gjorde han så i dag.
Jeg ryddede op og gjorde rent, mens han var væk. Derefter sad jeg og hyggede mig med fire afsnit af Dicte. Den var god – bedre end jeg havde turdet håbe, men kender I det, at man har nogle ganske bestemte foretillinger om personernes udseende, når man har læst bøgerne? De fleste gik an, men Bo var så forkert, som han kunne være. Helt, helt, HELT forkert. Han spillede fint, det var ikke det, og det kompenserede da også lidt for den i mine øjne aldeles forkert valgte type mand.

Dis i december

Jeg har lige læst Dittes skønne indlæg om strikketilbehørsmappeprojektet – hun kan altså noget med ord, den kvinde …
I det nævner hun Pommes salardaise – kender I dem? Jeg lavede dem til de konfiterede andelår fredag aften, men jeg havde glemt at købe persille, så jeg ændrede i opskriften og blandede knust hvidløg i fra starten. Det er ikke særlig comme il faut at rose sin egen mad, men det smagte faktisk virkelig godt. Man blander nogle spisefulde andefedt, som man jo har fra de konfiterede andelår, sammen med meget tyndt skivede, skrællede kartofler. Ind i ovnen med det, til kartoflerne er stegt gyldenbrune. Til sidst kan det få lidt grill, også for at få lidt sprødt skind på lårene. Andelårene, forstås …
Inden servering skal der drysses hakket persille og ditto hvidløg på, som vist på billedet, jeg tog i går, hvor jeg lavede det fuldstændig efter bogen:

Pommes Salardaise

Lækkert og indbydende ser det ud, det kan vist ikke diskuteres, men jeg synes det var meget bedre i fredags, da jeg stegte hvidløget med i ovnen. Andefedtets karakteristiske smag kom mere til sin ret samtidig med, at det hele havde en fin, men diskret hvidløgssmag.
I går var hvidløgssmagen lidt for dominerende, fordi det var rå hvidløg. Persillesmagen var okay at få med, så fremover vil jeg lave min egen variant af Pommes salardaise. Det der andefedt gør altså noget fantastisk for kartoflerne, og det skulle være lige så godt, rent sundhedsmæssigt, at bruge som olivenolie, da fjerkræfedt ikke har øvrigt animalsk fedts uheldige egenskaber.
Det skal jeg have eksperimenteret lidt med, men kunne godt forestille mig, at det nok sætter lidt for meget andepræg på maden. Er der nogen, der har prøvet at stege fx frikadeller i andefedt? Det må simpelthen komme an[d] på en prøve.
Det skulle have været en ganske almindelig parentes efter ‘an’, men da jeg satte et ‘d’ i den, blev det til dette her: Martini glass … jeg vidste egentlig godt, at jeg kan lave emoticons på den måde, men lige i skyndingen …

7. december 2014

Jeg kom lidt omkring …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: ,

Takket være Aages henvisning i går til en svensk bog (Svenska växter: Kryptogamer), har jeg i løbet af dagen været rundt i både den svenske, den danske og den nordamerikanske natur.
Ikke i virkeligheden, men på nettet og i mit eget billedarkiv.
Som jeg skrev i går, holder jeg meget af at fotografere mosser og laver, som jeg synes er utrolig smukke.
Jeg har bare aldrig kendt de rigtige navne på disse mine yndlingsmotiver, så jeg har leget en amatørudgave af Linné og selv døbt dem, så jeg i det mindste selv har vidst, hvad jeg mente.
Derfor ved jeg nu, at mit trompetmos i virkeligheden hedder Cladonia chlorophaea. Det lyder også meget mere blæret at sige, når vi går ture med venner og/eller familien: “Næh se – der har vi jo en Cladonia chlorophaea!” På engelsk hedder den Mealy pixie-cup. Et herligt navn! 
Der er sikkert ingen, der vil ane, hvad jeg taler om, og nogle af dem vil måske tro, at jeg har set en eller anden fugl.
Billederne kan med stor fordel klikkes større.

Cladonia chlorophaea2013 Maj (3)

Når vi har gået lidt længere, finder jeg også gerne en Cladonia macilenta. De er da bare flotte, alle disse små vækster.

Cladonia macilenta

Jeg har givet mig selv lektier for: Jeg skal se masser af billeder af mange forskellige cladoniaer og lære navnene på dem udenad.
Det er mest for min egen skyld, for min familie vil sandsynligvis finde mig umådelig irriterende, hvis jeg hele tiden går og gør dem opmærksom på navnene på de mosser og laver, vi møder på vores vej gennem skoven.

På min vej rundt ville jeg også finde ud af lidt mere om rensdyrlav, som viste sig at have utallige varianter.
En af disse varianter var blevet serveret med frysetørret yoghurt på en restaurant, som – i mine øjne – overfortolker det nye nordiske køkken en anelse.
Udover rensdyrlav med frysetørret yoghurt og bøgeblade og is på saft fra olivenolietræ, serverede de … hold jer godt fast: “hele hønsefødder, som var blevet confiteret og friteret og til sidst drysset med tørret rabarber og agurk. Neglene var blevet sprøde og porøse, og der var en intens smag af ristet kyllingeskind i hele bentøjet på fuglen. Især fodsålen, der består af megen gelatine og en smule kød, var en eminent smagsoplevelse. Desværre returnerer mange gæster serveringen til køkkenet uden så meget som at overveje at spise den”.
Det tror jeg på! I kan finde billederne fra denne aparte menu her, hvis det skulle have interesse.
Jeg springer over … men jeg kom som sagt en del rundt på min færden i dag.

Alm. væggelav (Xanthoria parietina)

Cladonia coniocraea - tror jeg nokRensdyrlav

6. december 2014

De var nødt til at tage en skraber

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:01
Tags: , , ,

P1040305Ditte og Peter er nu kørt, for de ville gerne nå den næstsidste færge fra Helsingborg – der er ikke den sædvanlige 20-minutters drift en lørdag aften, afslørede en googling.
Vejret har hele dagen været gråt, diset, trist og kedeligt med omkring 3-5 plusgrader.
“Hvor lang tid tager det at køre til færgen?”
“Omkring 1½ time.”
“Okay, så er det vist nu, vi pakker sammen, Ditte, så kan vi nå den kl. 10:30.”
Græsset knasede ildevarslende, da de gik ned til bilen. Uden vi havde opdaget det, havde himlen ændret sig fra blygrå til sort til … skyfri og måneklar, hvilket betyder frostvejr.
Så hårdt frostvejr, at da Peter og Ditte havde skrabet ruder i et par minutter, kaldte han på John og spurgte, om der måske kunne anskaffes en ekstra skraber, for det sad fast, det der swearing-symbols-word-balloon is på ruderne.
Det var ikke lige med i planen, det med glatte veje, men heldigvis kan det ikke gå værre, end hvis de ikke når færgen, er der mulighed for at køre ned langs kysten og tage broen, så hjem skal de nok komme.

Og Lene: I dag var vi ude! Det var simpelthen første gang siden torsdag middag, Ditte og jeg havde udendørs fodtøj på, men efter frokosten gik vi alle fire ned til åen, hvilket indebar en tur på mindst 150 meter. Hver vej, vel at mærke … uha, hvor vi pudsede glorier … Winking smile 

2014 december mospude (5)

Jeg elsker at makrolege med mosser; de er så uhyre smukke i næsten al slags vejr, og i dag i disen havde disse her fået små regnhætter på. De enkelte strå, eller hvad de nu hedder, de små strittejawertusser, er ikke mere end et par millimeter høje, men sikke en mikroverden til et makrofoto. 
Det var en smuk minimospude.

2014 december mospude (4)

Ingen sybilleder i dag, men Ditte har lovet snarest muligt at skrive et blogindlæg og vise billeder af frembringelsen.
Hun var glad. Hun var meget tilfreds med kursets udkomme. Målet blev nået. Det var rigtig hyggeligt, men det var også en god og lærenem kursist, og kursistens pårørende kunne vi heller ikke klage over (men jeg er lidt spændt på, hvad du finder frem til mht. matematik/sandsynlighedsberegningsspørgsmålet, Peter).
Er der ikke flere, der kunne tænke sig at komme på et strikketilbehørsmappekursus? Det er faktisk en overordentlig god måde at tilbringe et par sure og vejrtriste dage på.

5. december 2014

Det går strygende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , ,

Projektmappens anden dag

Det går både strygende og velsmurt og antallet af kvajestreger er minimalt. Den største af slagsen skyldtes – yderst pinligt – kursuslederen selv; nemlig en banal trykfejl i instruktionen, hvori jeg havde skrevet, at man skulle skære 5 x 72 cm, hvilket Ditte selvfølgelig gjorde.
Problemet var bare, at det skulle have været 6 x 72 cm. Der fløj nogle eder gennem luften; ikke fra Dittes mund, men fra min. Stoffet er dog ikke spildt, det kan bruges senere til lynlåssiderne i projektmappen, men til det oprindelige formål duede det ikke længere. Heldigvis havde jeg noget stof, der kunne redde situationen, og så blev der ellers rettet i den skriftlige instruks.

Det ender med, at det bliver lige præcis den strikketilbehørsmappe, vi så stærkt havde satset på, at det skulle ende med at blive – vi er på nuværende tidspunkt meget fortrøstningsfulde.

Vi lyttede til Lenes løftede pegefinger (sikke et fjollet billedsprog, man kan kaste sig selv ud i sommetider) fra i går om at sørge for at få os noget frisk luft, så i en times tid eller halvanden inden frokost åbnede vi et vindue – nok hovedsageligt fordi brændeovnen varmede lidt for rigeligt, men så fik vi da vores friske luft …
P1040270

Vi har også gået en hel del: Fra klippebordet og hen til strygebrættet, fra strygebrættet til symaskinen, fra sybordet ud i køkkenet for at brygge (endnu) en kopkaf, tilbage igen med brygget, og endelig skulle vi da også ud på det lille hus et par gange i løbet af dagen, så lidt motion blev det til – lårmusklerne blev også brugt hver gang vi satte os og rejste os igen, hvilket var virkelig mange gange i løbet af dagen.
Jojo, Lene, vi lytter skam til dig, men den rigtige gåtur må vente til i morgen. Mappen skulle være færdig før nogen af os har så meget som den fjerneste tanke om at slippe os selv løs fra systuen.

Peter kommer lige om lidt. John glæder sig vist nok nu til at få lidt afveksling fra sysnakken … godt han har sine elektroniske puslespil. Han blev også sendt i byen og inden da sendt ud for at hente friske forsyninger af brænde til brændeovn og komfur.
Men han har fået sig en middagslur – det har vi hårdtarbejdende kvinder overhovedet ikke haft tid til.
Men vi hygger, gør vi …

4. december 2014

Så er sverigeshytten omdannet til kursusejendom

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

Vi samlede Ditte op kl. 10:30 og satte kursen mod Sverige, hvor vi kom op til et hammerkoldt hus. Det har nu opnået en tålelig temperatur, og projektmappesykurset er startet.
Jeg ville ønske, der var lyd på billederne (jeg ved godt, at jeg kunne have taget en video …), for det var ret sjovt at høre Dittes forskellige små udbrud, da hun skulle lære en ny maskine at kende: Uuups. Hovsa. Narj, altså. Fniiis. Hmmm, det er ikke ligefrem professionelt at se på, dette her. Arrrhhhh. Øøøddrgh. (Nogle af lydene har jeg lidt svært ved at stave til).
Ansigtsudtrykket var da også en smule sammenbidt lige i starten, men heldigvis er første del af projektet at quilte et stykke stof til mappens hylster, hvilket er en udmærket måde at blive dus med min symaskine på.

Så er vi i gang med mappen (1)Så er vi i gang med mappen

På vej herover så vi en stork stå lige ved siden af motorvejen. En stork! Har den ikke totalt misforstået årstiden? Burde den ikke for længst have siddet nede i Ægypten, eller hvor de nu flyver hen, og nyde de noget mildere vejrforhold?
Vi tænkte på, om den af en eller anden årsag ikke kunne flyve. Det er i givet fald ret uheldigt for den stork.

Nå … jeg har slet ikke tid til dette her – nu er Ditte færdig med at quilte, så vi må videre i kurset …

3. december 2014

Adventskomsammensightseing i Køge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags:

Lidt af formiddagen gik med at være til befamlingskontrol på onkologisk afdeling, og hele eftermiddagen er gået med at være sammen med en medblogger. Det var ikke første gang og det var heller ikke sidste gang – det var nemlig vældig hyggeligt … det har vist sig, at vores holdninger til mange ting er ganske overensstemmende. “Jeg hadede gruppearbejde i skolen! Har aldrig været god til det, men arbejder bedst alene”. “Også dig? Jeg forlod engang et kursusforløb i protest, fordi det hele var baseret på gruppearbejde”.

Syndig chokoladekageVi mødtes i Køge, fordi Rasmine gerne ville se lidt andet end de hjemlige græsgange og slet ikke kendte noget til Køge, som er en hyggelig by med smukke, gamle huse.
Frokosten blev indtaget på Huitfeldt, som – i et kort stykke tid endnu – ligger på Køge havn. Vi fik hver et confiteret andelår med rødkål og portvinsmarinerede svesker; serveret med hjemmebagt rugbrød. En rigtig vinterret og absolut ikke dårligt.

Senere, et andet sted, blev det til en caffe latte. Karaktersvag, som man jo desværre er, fristede denne chokoladekage lige en sød tand for meget. Nøj, hvor den var god, og kaffeisen og hindbærkompotten supplerede den perfekt. Flødeskummet fik lov at blive liggende på tallerkenen, så totalt ud i uføret førte jeg trods alt ikke mig selv … jeg bryder mig i forvejen ikke om flødeskum, og når det er så stiftpisket som dette var, smager det direkte kvalmt, synes jeg.

Vi blev enige om, at Køge er et gensyn værd, når vejret engang bliver lidt mere udeopholdsvenligt, og til den tid skal rundvisningen inkludere et besøg i Køge Miniby. Eller Kjøge Miniby, som de selv kalder den, de entusiastiske, pensionerede håndværkere og andet godtfolk, der møjsommeligt og omhyggeligt i skala 1:10 kopierer byen, som den så ud dengang i 1865, da Køge hed Kjøge.

Det er én lang bloggeruge, denne her: I går kom Inge og Hasse til andendags gule ærter, i dag var hyggesnakkesnakkedag med Rasmine og fra i morgen og resten af ugen tager Ditte med til Sverige på projektmappesykursus. Nu håber jeg dæleme, at jeg kan huske alle detaljerne!
Hvad var livet før blogland? Okay – det var faktisk helt i orden, når sandt skal siges; ingen klager herfra over det, men det har helt sikkert været meget givende for mig med alle de dejlige og spændende mennesker, jeg har mødt på grund af dette medie (kan man kalde en blog for et medie? Hvis ikke, hvad skal man så kalde det?). Ditte er også webstrikker, men den klub/gruppe kom jeg til at kende til ved at begynde at læse blogge dengang tilbage i 2006.

2. december 2014

Lige om lidt hader I mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Nemlig når jeg siger, at nu er julegaverne i hus for vores vedkommende.
På nær de symbolske, John og jeg skal give hinanden, men den klarer vi i lufthavnen eller i London.

Hvad gjorde vi dog før internettet? Livet var meget mere besværligt dengang, synes jeg. Nu. Dengang tænkte jeg naturligvis ikke over det, for sådan var det bare.
Lidt lige som en opvaskemaskine. Jeg kender mange, der med fast stemme har svoret, at sådan et monstrum vil de aldrig have inden for dørene.
Lige indtil de af en eller anden grund alligevel får sig en opvaskemaskine og efter et par ganges brug ikke kan forstå, at de nogen sinde har kunnet leve uden sådan en. I de år, jeg boede alene med Charlotte, havde jeg opvaskemaskine. Da jeg købte den, grinede familien hånligt af mig og syntes det var topmålet af dovenskab. Nu har folk det med at forveksle rationaliseringsevner med dovenskab, og jeg syntes jeg havde mange ting, jeg kunne bruge min sparsomme fritid bedre på end at stå og vaske op.

P1070520

Nu er der vist ikke mange, der synes det er underligt, at selv enlige har en opvaskemaskine.
Mange er stadig skeptiske mht. internethandel, men der har jeg for længst kapituleret.
Det er bare SÅ nemt. Det er selvfølgelig ikke alt, der rent praktisk kan købes – jeg er fx endnu ikke nået til at købe tøj, men sko og støvler har jeg købt med held. Hvis man kender mærket godt, kan man måske nok købe tøj, men når jeg tænker på, hvor anderledes virkeligheden ofte er i forhold til ens eget billede af, hvordan man ser ud iført et eller andet stykke kluns, tror jeg ikke, at jeg tør. Tøj skal prøves. I hvert fald på mig – men at kunne undgå alt julegaveindkøbsræset passer mig særdeles strålende.

Det er skønt at kunne sidde hjemme ved skrivebordet og købe. Legetøjet til ungerne er fast defineret og behøver ikke at prøves eller ses på.
Når jeg oven i købet kan købe i UK fra DK og få sendt til den engelske adresse til en porto, der ikke ruinerer, er det ren win-win. De første gange, jeg sendte julegaver til England, kunne jeg næsten lige så godt have købt en flybillet og overrakt dem personligt.
I dag sendte jeg dog en pakke til Charlotte, som snart har fødselsdag. Det var en ikke særlig omfangsrig pakke, og det der er i den, kan jeg godt røbe kun har kostet 60 kroner, for den egentlige gave er penge til køb af noget ønsket tøj, og dem har jeg nemt og smertefrit overført direkte til hendes konto. Pakken kostede 100 kroner at sende.
“Hvis du sender den som brev, slipper du billigere.”
“Næh, jeg gør så ej – et brev, der vejer 1150 gram, koster 200 kroner at sende. En pakke på 1150 gram koster 100 kroner.”
”Det var pokkers – det har du da ret i!”

Er det så underligt, at jeg foretrækker internettet?

1. december 2014

Spiselige overspringshandlinger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:01
Tags:

Nogle gange tager tingene de særeste omveje.
Det hele startede med en rulle sejlgarn …

Hjemmelavet medister… som John stod og akut manglede.
Vi blev enige med os selv om, at det var fjollet at starte bilen for en lille rulle sejlgarn, så jeg foreslog, at vi kunne benytte os af lejligheden til at køre til Osted for at købe noget god ost.
Handle kunne vi også lige så godt gøre i samme omgang, og så dukkede det evindelige spørgsmål op: Hvad i alVERden skal jeg lave til aften? Som jeg så ofte har pebet over, er det ikke det at lave maden, men det at få ideen til, hvad der skal laves, der er det sværeste.
John mente, at dette vejr nærmest kaldte på gule ærter. So be it. Så har vi også dejlig nem mad i morgen.
Hvordan er det nu lige med ingredienserne? Google, google … faldt over en side, hvor konen påstod, at medisterpølse bedst glider ned, når den er hjemmelavet. Jeg bryder mig ikke specielt meget om medister. Brugsens – og alle andre supermarkeders – smager som at række tungen ud ad vinduet, så det kunne hun sagtens bilde mig ind.
Altså blev der sat skinkekød og svinetarme på indkøbslisten. Det kunne være sjovt at prøve at lave det selv for at se, om det er noget, man gider bruge tid på fremover.
Der findes ikke meget i denne verden, der er mindre fotogent end medisterpølsefars under frembringelse. De få ting, der kunne være tale om, vil vi slet ikke nævne her …
Hjemmelavet medister (1)

En anelse mere spændende er det måske at rulle fem meter kondom på pølsehornet. John syntes, at det så så professionelt ud, at det var lige før han ærgrede sig over, at vi aldrig har excelleret i den slags i privatlivet. Nu mente jeg så heller ikke, at der i den forbindelse ville have været brug for fem meter. Ikke på én gang, i hvert fald …

Hjemmelavet medister (2)

Værs’go’ – 2,2 kilo velsmagende, hjemmelavet medister.
Og nu, hvor jeg alligevel skulle koge en skank til ærterne, kunne jeg lige så godt lave lidt ekstra, så der bliver til den julesylte, Heidi har efterspurgt til julefrokosten. Den bliver underlig af at blive frosset ned, men det har jeg gjort opmærksom på, så familien må tage den, som den bliver.
”Skulle vi ikke til England i julen?” spørger den opmærksomme læser.
Jo vi skal, men vi kommer hjem den 26. december, så niecen har inviteret til familiefrokost 27. december, men der kan jeg på ingen måde nå at købe ind til og lave sylte til at tage med.
Så Heidi: Ellen-bidraget er reddet: Jeg kommer med medister og sylte. Og sildene, selvfølgelig, som jeg har lovet Smile

Men som sagt startede det hele med en rulle sejlgarn …

30. november 2014

Overspringshandlinger?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags:

Jeg har ikke fulgt mine planer om at sy gardiner i dag.
I morges spurgte jeg John, om han helst så mig sy gardiner eller han helst så os hygge os på et eller andet julemarked.
Han er for klog til at vælge det første og derfor spurgte han, om der var et bestemt et, jeg havde i tankerne.

P1040231P1040233P1040234

Det var der. Julemarkedet i Middelaldercentret. Hvor vi blev mødt af nisser overalt, hvor der kunne tænkes at være sat en nisse op.
Det var meget hyggeligt, men uhada, hvor var det dog bidende koldt. Chillfaktoren må have været ÷15°, tror jeg. Jeg havde ret ondt af de stadeholdere, som ikke havde vanter eller handsker på. En ung mand sad oven i købet og malede akvarel! Hans hænder var helt blåfrosne, og jeg spurgte ham, om ikke han havde problemer med finmotorikken under sådanne vejrforhold, hvilket han kun kunne bekræfte, men hans humør fejlede ikke spor.

P1040236

Han sad og kunne kigge over på dette skur. Das. Hønsehus. Whatever. Hvis det var standarden i Danmark i 1400-tallet, så kan jeg godt forstå, at det er i England og ikke her, man ser så gamle huse. Dette her holder ikke i mange år, vil jeg gætte på. Gad vide om det har været et skoleprojekt?

Herunder: Dette var der nogle, der fandt yderst underholdende: At smide muffinforme fyldt med flødeskum efter den unge mand. Men okay – gabestokken var selvfølgelig en middelalderlig straffemetode, selv om det næppe var flødeskum, man dengang fik smidt i hovedet. Det var de færreste, der ramte plet, hvilket fyren brokkede sig over – han hævdede, at han elskede flødeskum …

P1040240 P1040244 Str 60 (1)

Jeg har, for sammenligningens skyld, stillet mig op ved siden af et par “specialsyede” støvler, som der stod på skiltet ved siden af dem. Det tror jeg på, at de er, men til hvem, mon? De var mindst størrelse 60, gætter jeg på. Måske mere.

Vi lod os ikke rigtig friste af udbuddet i boderne, og koldt var det som sagt, så vi fortrak til et lunere lokale, hvor vi bestilte brød med lun ribbensteg og rødkål.
Jeg morede mig lidt over spisebestikket: en kniv og en træske. “Haha, ja, i middelalderen kendte almuen ikke gaflen, men mon ikke de kommer med en til os, når de serverer maden?”

P1040245P1040246

Det gjorde de ikke.
Det var faktisk ikke særlig nemt at skære to – i øvrigt møre og lækre – stykker ribbensteg over, når man ikke kan holde ordentlig fast på kødet, og så bagefter at skovle det og rødkålen op på skeen med kniven. Godt man ikke var på første date og skulle gøre indtryk. Et godt indtryk vel at mærke … jeg er sikker på, at jeg ville have gjort et dybt indtryk, men var måske ikke blevet inviteret ud igen … og ved nærmere eftertanke ville det nok være ganske udmærket … jeg gad slet ikke se en fyr igen, der ikke kunne se komikken ved denne form for spisning.

29. november 2014

Vinduer både her og hisset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags: ,

Danish OilCharlotte olierer døre og vinduer i sit køkken. Jeg har sat gardiner op i mit køkken.
Det er godt nok ikke vinduerne i køkkenet som sådan, Charlotte har gang i, men vinduer og døre til granny flat’en – hun har bare valgt at ordne dem indendørs, inden de bliver sat i; sandsynligvis på grund af temperaturen udendørs, som vist ikke er meget rarere end her i landet.

Jeg er ganske klar over, at de fleste af jer efterhånden må være dødtrætte af at høre om Den Stråtækte, men jeg har besluttet, at bloggen skal fungere som dagbog for hele forløbet, og så er det nødvendigt at medtage selv de kedeligste detaljer.
Såsom at i dag er køkkengardinerne blevet sat op.

Det gør en forskel. Synes jeg. Jeg synes også, at det er næsten umuligt at fotografere vinduer, men det vidste jeg godt – vi havde bare ikke lyst til at blive dernede til det blev tilstrækkelig mørkt, for vi var sultne og derfor ivrige efter at komme afsted for at finde os et godt sted at spise frokost.

Køkkengardinerne 1 Køkkengardinerne 6

Jeg var i syv sind – også her var jeg i syv sind, hedder det vist … skulle det være kapper eller skulle det være sidegardiner eller hvad det nu hedder? De må hverken tage udsigten eller lyset fra os.
Hvis det bliver kapper, skal de så være glatte eller rynkes en smule? Hvor høje skal de være? Skal det være småternede gardiner i næsten overdrevent landlig stil? Livet er da også én stor beslutningsproces …

Køkkengardinerne 2

Det blev kapper. Rynkede kapper. Med lidt større tern. Vi er stadig ikke sikre på, at dette er det rigtige, men jeg fandt disse færdigsyede kapper, med påsyede bindebånd und alles, hos Ellos til så få penge, at jeg ikke engang vil være bekendt at skrive hvor få, så skulle vi gå hen og fortryde, vil jeg ikke ærgre mig over at købe nogle andre.
Lige nu er der stadig ikke specielt hyggeligt i køkkenet med dette campingmøblement, men det hjælper forhåbentlig på det, når vi får det lange planke-spisebord herned … endelig gardinbeslutning bliver heller ikke taget, før køkkenet er fuldt møbleret.

28. november 2014

Jeg har taget fri, så jeg kan arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

John kørte alene ned til huset i dag for at samle tre reoler og et bord, vi købte i Ikea i går.
Jeg blev hjemme for at sy køkkengardinerne og skære gardinerne til stuerne.
De der ‘crewel work’-gardiner, som ikke er crewel work, men dette her, broderet på halvgroftvævet ‘rustikt’ bomuldslærred:

Gardiner -stue (1)

Jeg var simpelthen så hunderæd for at skære forkert. Jeg fik godt nok de sidste 1½ meter kvit og frit med med i købet, fordi det var det sidste på rullen, men dette indebærer dermed, at der ikke skal skæres forkert, for jeg kan ikke umiddelbart købe mere, hvis jeg kvajer mig – hvis jeg gør det, er det mere end ét gardin, der skal laves om, da de er ens skårne hhv. x 4, x 2 og x 1, så det er kun det enlige, der må være forkert, hvis jeg skal have stof nok.
Nå, men jeg har forhåbentlig ikke dummet mig – det vil være temmelig meget ubrugeligt gardinstof at ligge inde med …

Gardiner -stue

imageEfter skæring blev de vaskede, da de vil krybe 5 % i første vask. Det gider vi ikke have, at de gør første gang de skal vaskes efter at være færdigsyede og hængt op. De skal nemlig tilpasses meget nøjagtigt i forhold til vindueskarmene, og stumpegardiner er ikke pænt!
Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvordan jeg bedst får systemet med ringene til at 1) virke og 2) virke pænest.
Kan man lave et ringophængssystem, der giver en kant foroven, således at man ikke ser selve ringene? Godt jeg har noget stof at lege med i processen med at finde frem til den endelige metode.
Jeg har syet masser, masser af gardiner i mit liv, til Sverige og fem af mine seks boliger i mit voksenliv – Den Stråtækte bliver den syvende – men pudsigt nok aldrig før med ringe. Man siger, at et menneske flytter i gennemsnit syv gange i sit liv. Jeg kommer måske op på otte – kommer lidt an på, om jeg skal bæres ud fra Den Stråtækte eller ej.
Jeg er lidt spændt på, om de viste endedimser nu også virkelig passer til stuen nede i Den Stråtækte, eller det var en fejl ikke at købe noget mere enkelt. Charlotte og Tim har noget der ligner til deres små vinduer, og der ser det virkelig godt og autentisk ud, så det er rent plagiat. Bortset fra, at deres er lavet i rigtigt smedejern af en rigtig smed, så det kunne godt tænkes at være derfor, at deres ser så autentiske ud. De er jo rent faktisk autentiske …

27. november 2014

Vi er snart på alt, overalt og hele tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: ,

Det er ikke så længe siden, jeg undrede mig over den hyppigere og hyppigere [forkerte] brug af forholdsordet ‘på’.
Nu undrer jeg mig igen, for i går og i dag har jeg i radioen hørt to helt skæve anvendelser af ordet – hvorfor er det blevet så moderne at sige ‘på’, når det er andre forholdsord, der retteligen skal bruges?

Hørt i går: Det giver en forpligtigelse på … NEJ, det hedder forpligte TIL!
Hørt i dag: Det sætter en grænse på, hvor langt man kan gå … NEJ, det hedder en grænse FOR!
(Jeg kan bedst kan lide forpligtelse – har svært ved at vænne mig til, at forpligtige kom i ordbogen i 1986 pga. princippet om, at når der er tilstrækkelig mange, der har sagt det forkert, gør man det til rigtigt.)

Nysgerrig på hører jeg næsten dagligt. Forleden hørte jeg har du gjort dig nogle overvejelser på, om

Jeg er ikke spor glad på, at ‘på’ er blevet det mest brugte forholdsord. Snart vil der være sprogforskere, der laver undersøgelser på, hvor hyppigt ‘på’ bruges på talesproget, og inden for en overskuelig årrække vil vi derfor kunne se flere og flere af de go’e, gamle præpositioner forsvinde på ordbogen.

En eller anden (husker ikke navnet) så gerne, at danske universitetsstuderende lærer sprogene bedre; både det danske og de fremmede. Det kan jeg kun tilslutte mig. Intervieweren prøvede at få det til at lyde, som om det er en forfærdelig dårlig ide, for “hvorfor skal vi være gode/bedre, når andre bare kan forstå, hvad man mener? Det vigtigste må vel være at kunne sit fag.”
Det er netop ikke sådan det er, når vi er ude i fagsprogene; folk bilder desværre bare ofte sig selv ind, at de bliver forstået rigtigt, og finder først ud af, at det modsatte gjorde sig gældende, når det er for sent, men vi danskere har en temmelig høj mening om egne fabelagtige sproglige evner og kundskaber, samtidig med, at vi har svært ved at acceptere, at andre ikke kan tale “et ordentligt dansk”. Jeg har mange gange hørt/set folk erklære, at de er “flydende i engelsk skrift og tale”, hvor jeg med det samme kunne høre vedkommendes Eddie Skoller-engelske i talen og se gymnasieniveauet i skriften.
Men okay – virksomhederne skriver det rask væk som et krav i deres jobannoncer, og så er ansøgerne vel nødt til at bilde sig selv ind, at de virkelig behersker det flydende.
Hvad kun meget, meget få gør, hvis det ikke er modersmålet …
Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke, at det er forkasteligt, hvis man ikke er god til dansk eller kun kan klare sig på turistengelsk. Det gør jeg selv på tysk og fransk kan jeg så lidt af, at det ikke er værd at nævne. Det er, når man bevæger sig ind i de professionelles rækker, at sproget skal være i orden.
Dengang stort set alle, lige fra top til bund, blev tilbudt engelskkurser på mit arbejde, skulle vi gennem en prøve (både mundtlig og skriftlig) for at blive placeret på hold, hvor man var på nogenlunde samme niveau. Jeg ved, at der var en del, der fik temmelig røde ører – eller ligefrem blev sure – over at blive placeret i gruppe 4 eller endog 3, hvor de helt klart havde forventet at være i toppen, som var gruppe 5.
Det var i øvrigt dengang grunden blev lagt til The Dream Team, som lærer Andrew kaldte det, eller Det Fast Sammentømrede Engelskhold, som vi selv kaldte os.
Og som jeg skal til julefrokost sammen med en måned efter jul. Herligt! Det glæder jeg mig på!

26. november 2014

Vi kan sagtens nøjes med at hænge 200 op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags:

P1070253Jeg læste lige, at sidste år hængte en australier fra Canberra 502.165 julelys op på og ved sit hjem.
Det er nok, hvad jeg vil kalde at overdrive en kende. Alene det at tælle dem ville tage mig en uges tid, tror jeg, men det er vel nødvendigt for at blive registreret som verdensrekordindehaver.
Der står i artiklen, at nogle af hans naboer ikke længere taler med ham – jeg ville nu også meget nødig være nabo til et så vildt overdrevent lysshow, skal jeg gerne indrømme. Genbo må, ved nærmere eftertanke, vel næsten være endnu værre …

Vi har selvfølgelig lidt i haven. Haverne. Noget skal der til i denne mørke tid. Vi købte lidt ekstra forleden for at kunne lyse lidt op nede i Den Stråtækte, selv om vi ikke bor der endnu, men vi synes, der må kompenseres lidt for de altid mørke vinduer.

Vi købte 2 x 100 lys. Det passer fint til kristtjørnen og en af snebærbuskene.
Når vi på vejen hjem tager turen over Karise, kan vi se to husstande, der tilsyneladende konkurrerer om at være byens mest oplyste. Det er altså for meget! Især kan jeg ikke klare de udrykningsblå lys, man nogle gange ser, og hvis de oven i købet er sat til at blinke, går det da helt galt. Vi foretrækker varme farver – også når det gælder julelys, og ikke noget med blinkeri, tak. Jeg elsker at se på smukke lys i denne mørke tid, men alt med måde – så kan man også bedre forsvare at lade det blive ved med at lyse helt frem til omkring 1. marts.

Jeg har lagt mærke til, at mange i år reklamerer med Black Friday – jeg synes ikke jeg har lagt mærke til det fænomen de foregående år – er det bare mig, der er langsomt opfattende? Jeg kendte ikke engang begrebet og måtte derfor slå det op for at finde ud af, hvad det er for noget:
Black Friday er af amerikansk afstamning (surprise …) og falder altid på dagen efter Thanksgiving (4. torsdag i november). Navnet stammer fra Philadelphia og blev oprindeligt brugt for at beskrive den store menneskemængde, der stormede butikkerne for at shoppe.
Dagen skal angiveligt markere starten på starten på julehandlen, og mange butikker har nogle knaldtilbud kun denne ene dag.

25. november 2014

Som brødre vi dele …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:44
Tags:

Når man ikke selv har oplevet noget særligt, kan man altid ty til de billeder, de er søde til at sende hjem fra England.
De er simpelthen så nuser, de to – siger en naturligvis fuldstændig uvildig og neutral mormor.
De kan slet ikke undvære hinanden og leger stort set altid sammen, selv når en af dem har en kammerat med hjem fra skole.
Når man oven i købet kan finde ud af at dele en … en … er det en milkshake, mon? Men uanset hvad det måtte være, så må man simpelthen være gode venner. Jeg kunne godt se for mig, at man ville kæmpe og dermed suge så hurtigt, at man nærmest er ved at blive kvalt i det, bare for at være sikker på, at den anden ikke får mere end én selv, men det lader ikke til at være tilfældet her.
Puslespil er man også fælles om, og selv om mommer her lægger elektroniske puslespil i stor stil, glæder det mit nostalgiske hjerte at se dem gå i gang  med et godt, gammeldags et af karton.

Frankie and BennysPlaying Jigsaw

Sammen med billederne fik jeg en ønskeliste fra Amazon, hvilket er smart på den måde, at jeg kan bestille de fleste af – hvis ikke alle – gaverne og få dem sendt til den engelske adresse … gaver fylder virkelig meget i en kuffert, og indtil nu skal vi kun finde ud af at få den stjernekikkert med i kufferten.
Han er altså lidt speciel, min lille Aubrey: Hvor mere normale børn plager deres forældre om et marsvin, en kanin, en kat eller en hund, vil Aubie holde bier! På hans del af ønskelisten figurerer dette her. Jeg tror lige, jeg konfererer med hans mor, inden det bliver bestilt, men på den anden side har hun jo siddet med, da ønskelisten skulle udfyldes for dem, så det må vel være blevet accepteret …
Det gælder om at være hurtig og benytte sig af denne ønskeliste, mens den er der, for begge børnene er jo så fantastisk dårligt planlagt, at de har fødselsdage hhv. 7. og 14. januar. Meget, meget upraktisk i alle henseender, for ingen gider mere familiesammenrend og børnene har fået masser af gaver, som de hverken er nået at blive træt af eller er vokset fra. Det er faktisk værre end for Charlotte, som var lige så elendigt planlagt (som i slet ikke …) og kom til verden 12. december. Vi fejrede altid hendes fødselsdag ved at julepynte huset denne dag, hvorfor det var en hyggelig indledning frem for en form for afslutning på alle julens og nytårets festligheder.

24. november 2014

Fra bly til blå på få minutter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: , , ,

P1040187Så var det arbejdsdag igen – også for pensionister. Vi har bare den fordel, at vi selv bestemmer tempoet …
Da vi ankom til Den Stråtækte, regnede det og himmel og fjord var dybt blygrå.
Jeg mukkede: Havde de ikke lovet solskin i dag?
Den kom med det samme, solen. Noget må have opfanget min muggenhed, for på 10-15 minutter skiftede det fra tungt blygråt til høj, klar, blå himmel uden noget, der bare lignede en sky. Det kan vi lide!
Og nyd lige billedet til højre: rosenknopper den 24. november. Det er da fantastisk. Der er oven i købet flere af dem.

Jeg skulle have haft malet inde i garderobeskabet i dag, men Pernille ringede og meldte sin ankomst – hun kommer i dag og bliver til onsdag for at kunne hjælpe med at male i morgen. Fedt. Så slap jeg for at kravle ind i skabet; det kan hun få lov til i morgen.

Jeg pudsede i stedet de nye vinduer – man har indtil i dag ikke kunnet se, hvor meget de trængte. 
Derefter pudsede jeg de to buede vinduer og hængte gardiner op i dem – det er ikke en helt nem opgave for sådan en som mig at finde den optimale løsning til disse vinduer, men da jeg så den blondekappe nede i gardinforretningen, var jeg ikke i tvivl om, at dem skulle det være, for der må ikke være helt bart, men gardinerne må heller ikke tage for meget lys.

Gardiner i rundbuestil (1)

Næste udfordring bliver at få det til at hænge lodret ned. Jeg synes, at stoffet virkede meget, meget fnuglet, men alligevel er det lidt stift og falder derfor lidt skævt, som det ses her: lidt u-rigtigt at se på, ikke?

P1040185

Det var det her ikke. Overhovedet ikke. Det var helt rigtigt med denne himmel.

23. november 2014

Mere total afslapning – vi må have trængt til det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , ,

Hvor har det været fedt at lave masser af ingenting.
Strikke, mens en Barnaby løb over skærmen – vi har en masse optaget, for det er så rart selv at kunne vælge hvornår vi vil se en.
Samle sammen til projektmappespecialundervisningen, som jeg holder for Ditte om 1½ uge.
Se høre Formel1, mens mailkorrespondancen og bloggene passes.
Lægge et par puslespil.
Bage Mejnerts gryderugbrød.
Købe ind.
Og det var foreløbig det. Der kan hurtigt smutte en hel søndag næsten uden man lægger mærke til det.
Jeg købte ind, så vi har mad til fire dage, hvilket er stort for mig – jeg bliver aldrig god til den form for planlægning, tror jeg. Ikke før omstændighederne tvinger mig til det, som fx af en eller anden årsag at blive nødt til at handle dagligvarer over internettet.

P1000731P1000754

Der var flere, der forleden spurgte til crewel work. I har nok fundet forklaringen nu, men jeg viser lige to af gardinerne, som C har syet til det engelske hus.
Det lyse i stuen; det andet i gæsteværelset. Det ligner håndbroderi, men det er nok naivt at tro, at det er det – selv om prisen på dette stof såmænd sagtens kunne forsvare, at det virkelig er håndarbejde.

P1000763P1000755

I England gør man meget i lag-på-lag-gardiner: Først yderlaget; det kan være crewel work som her, eller det kan være brokade eller et andet tungt stof. Dernæst et isolerende mellemlag og til sidst et tyndere bagsidestof, der selvfølgelig matcher i farven. Der er virkelig gods i sådan nogle gardiner – det er lige før det giver den daglige styrketræning at trække dem fra om morgenen og for om aftenen.
Disse tre lag bevirker, at man kan holde kulden så nogenlunde ude om vinteren, selv med de et-lagsglas, som fredningsmyndighederne tvinger C&T og mange andre til at have i deres gamle, ‘listede’ huse. Alle, bortset lige fra samme enerådende fredningsmyndigheder, synes det er noget værre pjat. Vi kan sagtens forstå, at de ikke må sætte moderne vinduer i, men der er så mange håndværkere derovre, der har specialiseret sig i restaurering af de gamle huse, at det slet ikke ville være et problem at få en til at lave dobbeltglasruder, der fuldstændig ligner de gamle vinduer. 
Fredningsfolkets holdninger stemmer ikke rigtig overens med, at alle skal spare på energien. Hvis man kigger boligannoncer i Country Life (hvad jeg elsker at gøre … her er fx et charmerende lille hus i Bournemouth …), vil man se, at det er ganske almindeligt med energiklasse E, F eller G for boligerne. Eller “EPC Excempt”, hvilket betyder Energy Performance Certificate undtaget, hvilket garanteret ikke betyder, at det er klasse A, B eller C.

22. november 2014

Aldeles og total afslapning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: , ,

StrikketilbehørsmappenJohns ryg brokkede sig en smule i morges, så vi blev enige om at holde weekend i weekenden i stedet for mandag og tirsdag.
Det passede mig ret godt, for så kunne jeg endelig få syet siderne til den projektmappe færdig. Projektmappen, som nu ikke længere er et projekt, men en strikketilbehørsmappe, og jeg er SÅ glad for den.
Nu kan jeg holde en for mig sjælden form for orden.
Selv John er imponeret, men nu holder han også ekstremt meget af orden og systematik, og at se et godt stykke håndværk synes vi vel alle er imponerende, selv om det ikke er noget, man selv ville have brug for eller eje.
Okay … ‘godt håndværk’ er temmelig pralende, for der er både skønheds- og begynderfejl, men de fleste af dem er heldigvis så små, at det kun er mig selv, der kan se dem. Og professionelle syersker … Charlotte skal nok finde dem, hvis jeg beder hende om det – hun er for høflig til selv at gøre mig opmærksom på dem.

StrikketilbehørsmappenStrikketilbehørsmappen

Der er plastlommer til småting, til wirer og til almindelige rundpinde, elastikholdere til KnitPro-pinde, til strømpepinde, til hæklenåle.
Undervejs har jeg taget masser af billeder af detaljerne, som jeg vil sætte ind i dokumentet med fremgangsmåden, som jeg efter bedste evne har forfattet. Billederne i indlægget kan klikkes større, hvis man er nysgerrig efter at kigge nærmere på det hele.
Jeg er rigtig glad for, at jeg lærte at lave en lynlås i præcis den størrelse, jeg har brug for; det vil jeg kunne bruge i andre sammenhænge, bl,a. til taskelommer med mål skræddersyet til bestemte ting.

StrikketilbehørsmappenStrikketilbehørsmappen

Og jo, det er total afslapning for mit vedkommende, at jeg har syet hele dagen.
Det klør i fingrene for at sy en til, men jeg kan ærlig talt ikke rigtig se, hvad jeg skal bruge den til … er der en, der vil købe sådan en mappe? Den bliver dyr, for det tager saftsusemig lang tid at sy den. Ditte – jeg glæder mig til at vise dig hvordan!

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 59, der følger denne blog