Hos Mommer

23. november 2014

Mere total afslapning – vi må have trængt til det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , ,

Hvor har det været fedt at lave masser af ingenting.
Strikke, mens en Barnaby løb over skærmen – vi har en masse optaget, for det er så rart selv at kunne vælge hvornår vi vil se en.
Samle sammen til projektmappespecialundervisningen, som jeg holder for Ditte om 1½ uge.
Se høre Formel1, mens mailkorrespondancen og bloggene passes.
Lægge et par puslespil.
Bage Mejnerts gryderugbrød.
Købe ind.
Og det var foreløbig det. Der kan hurtigt smutte en hel søndag næsten uden man lægger mærke til det.
Jeg købte ind, så vi har mad til fire dage, hvilket er stort for mig – jeg bliver aldrig god til den form for planlægning, tror jeg. Ikke før omstændighederne tvinger mig til det, som fx af en eller anden årsag at blive nødt til at handle dagligvarer over internettet.

P1000731P1000754

Der var flere, der forleden spurgte til crewel work. I har nok fundet forklaringen nu, men jeg viser lige to af gardinerne, som C har syet til det engelske hus.
Det lyse i stuen; det andet i gæsteværelset. Det ligner håndbroderi, men det er nok naivt at tro, at det er det – selv om prisen på dette stof såmænd sagtens kunne forsvare, at det virkelig er håndarbejde.

P1000763P1000755

I England gør man meget i lag-på-lag-gardiner: Først yderlaget; det kan være crewel work som her, eller det kan være brokade eller et andet tungt stof. Dernæst et isolerende mellemlag og til sidst et tyndere bagsidestof, der selvfølgelig matcher i farven. Der er virkelig gods i sådan nogle gardiner – det er lige før det giver den daglige styrketræning at trække dem fra om morgenen og for om aftenen.
Disse tre lag bevirker, at man kan holde kulden så nogenlunde ude om vinteren, selv med de et-lagsglas, som fredningsmyndighederne tvinger C&T og mange andre til at have i deres gamle, ‘listede’ huse. Alle, bortset lige fra samme enerådende fredningsmyndigheder, synes det er noget værre pjat. Vi kan sagtens forstå, at de ikke må sætte moderne vinduer i, men der er så mange håndværkere derovre, der har specialiseret sig i restaurering af de gamle huse, at det slet ikke ville være et problem at få en til at lave dobbeltglasruder, der fuldstændig ligner de gamle vinduer. 
Fredningsfolkets holdninger stemmer ikke rigtig overens med, at alle skal spare på energien. Hvis man kigger boligannoncer i Country Life (hvad jeg elsker at gøre … her er fx et charmerende lille hus i Bournemouth …), vil man se, at det er ganske almindeligt med energiklasse E, F eller G for boligerne. Eller “EPC Excempt”, hvilket betyder Energy Performance Certificate undtaget, hvilket garanteret ikke betyder, at det er klasse A, B eller C.

22. november 2014

Aldeles og total afslapning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: , ,

StrikketilbehørsmappenJohns ryg brokkede sig en smule i morges, så vi blev enige om at holde weekend i weekenden i stedet for mandag og tirsdag.
Det passede mig ret godt, for så kunne jeg endelig få syet siderne til den projektmappe færdig. Projektmappen, som nu ikke længere er et projekt, men en strikketilbehørsmappe, og jeg er SÅ glad for den.
Nu kan jeg holde en for mig sjælden form for orden.
Selv John er imponeret, men nu holder han også ekstremt meget af orden og systematik, og at se et godt stykke håndværk synes vi vel alle er imponerende, selv om det ikke er noget, man selv ville have brug for eller eje.
Okay … ‘godt håndværk’ er temmelig pralende, for der er både skønheds- og begynderfejl, men de fleste af dem er heldigvis så små, at det kun er mig selv, der kan se dem. Og professionelle syersker … Charlotte skal nok finde dem, hvis jeg beder hende om det – hun er for høflig til selv at gøre mig opmærksom på dem.

StrikketilbehørsmappenStrikketilbehørsmappen

Der er plastlommer til småting, til wirer og til almindelige rundpinde, elastikholdere til KnitPro-pinde, til strømpepinde, til hæklenåle.
Undervejs har jeg taget masser af billeder af detaljerne, som jeg vil sætte ind i dokumentet med fremgangsmåden, som jeg efter bedste evne har forfattet. Billederne i indlægget kan klikkes større, hvis man er nysgerrig efter at kigge nærmere på det hele.
Jeg er rigtig glad for, at jeg lærte at lave en lynlås i præcis den størrelse, jeg har brug for; det vil jeg kunne bruge i andre sammenhænge, bl,a. til taskelommer med mål skræddersyet til bestemte ting.

StrikketilbehørsmappenStrikketilbehørsmappen

Og jo, det er total afslapning for mit vedkommende, at jeg har syet hele dagen.
Det klør i fingrene for at sy en til, men jeg kan ærlig talt ikke rigtig se, hvad jeg skal bruge den til … er der en, der vil købe sådan en mappe? Den bliver dyr, for det tager saftsusemig lang tid at sy den. Ditte – jeg glæder mig til at vise dig hvordan!

21. november 2014

Vi er altså heller ikke gode ved vores rygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: ,

Forleden bestilte vi et tårn bøgetræ, som kom i dag. Vi havde håbet, chaufføren havde en truck med, så han kunne løfte det op på den lille stump plæne ved gavlen af huset, men han havde kun en palleløfter. Vi havde med vilje ikke bestilt nogen bestemt form for aflevering, for så koster det en masse ekstra penge, men sommetider kan man være heldig, at den vogn der lige er ude den dag, har hele udstyret med, og så får man servicen gratis – hvis chaufføren er flink, men det er sådan nogle vist oftest, bare de ikke er fra Rumænien eller Litauen; så er de bare stangberusede …

Brænde ankommetBrænde ankommet (1)

Der stod vi så med 1,83 m3 brænde – lige midt på fortovet/cykelstien, så der var kun ét at gøre: Se at komme i sving ASAP! Og helst blive færdig, inden alle Marjatta-eleverne fik fri fra skole, for der var ikke meget plads at give af ud til selve vejen.
Vi knoklede, så det tog faktisk kun en god times tid at få det hele kørt ind på den anden side af hækken og stablet, men vi sendte hinanden en venlig tanke, fordi vi først havde talt om at købe to tårne, men droppede det igen, da vi lige skulle se, hvilken kvalitet brænde vi fik for pengene.
John har altid haft en dum ryg, og jeg har det i 14 dage. Avavavav – jeg var heldigvis lige blevet færdig med at pille det sidste papir af garderobeskabet, da brændet arriverede, men jeg skulle absolut ikke op og male noget som helst, da vi var færdige med at stable det.

21 nov 2014 (2)

John var – heldigvis, som han sagde – også lige løbet tør for materialer til udbedring af noget Mr-GodtNok-arbejde, da brændet kom, så vi var ikke længe om at beslutte os til at holde fri resten af dagen, da vi mere eller mindre krumbøjede gik indendørs igen.
Og hvordan holder man så fri? Det gør man ved at køre ind i Køge til gardinmanden og købe stof til gardinerne i stuerne. Nu har jeg virkelig fået givet mig selv en masse arbejde, men det er i orden, for da jeg spurgte, hvor meget jeg kunne spare ved at sy selv, viste det sig at ville være blevet over det dobbelte, hvis de skulle have gjort det for mig.
Og hvordan blev man meget overrasket på en fredag? Det gjorde man ved, at en vis John var endog meget interesseret i gardinstoffer og rent faktisk var den, der fandt lige præcis det stof, der passer perfekt til stuerne.
Det tog sin tid at vælge og regne stofmængde ud i samarbejde med ekspedienten; der skulle tages højde for mønsterrapport, så der blev skrevet og regnet en hel del.
Det er ikke mønster som sådan; John fandt noget, der kunne minde om det engelske crewel work, uden dog at være den ægte vare, men som han havde helt ret i vil være pænt i Den Stråtækte. Det er beige broderi på beige baggrund – ikke noget med store, farverige mønstre til små vinduer.

20. november 2014

Et syrenfarvet køkken og et multiblåt garderobeskab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags:

Syrenfarvet køkkenI dag ville John sætte emhætten op (“Det er smaddernemt – nærmest plug and play –det er der ingen grund til, at du betaler en montør for”.)
Så nemt var det så heller ikke – det er godt, man har en mand, der kan tænke egne monteringstanker, for det viste sig kun at være nemt, hvis man pillede en emhætte ned identisk med den, der skal sættes op, hvilket ikke var tilfældet her. Stikkontakten sad forkert, blandt andet, så den nye emhætte ikke kunne komme helt ind til væggen. Allerede der havde jeg ringet efter en elektriker, men for John er det en sjov udfordring, selv om han selvfølgelig ikke vil indrømme det, for det fjerner hans mulighed for at gå lidt småbandende rundt og tænke halvhøjt over de forskellige løsningsmodeller. Der var også andre sten på vejen, men de er næsten fjernet nu. Det bedste ved det hele er, at han er nødt til at specialbygge en krydderihylde til mig – den er nemlig tudegrim, den der var der indtil i dag.
Den, der blev sat op dengang i 2001, hvor man satte det køkken op, vi nu har skiftet fronter på. Man har samtidig med montering af det nye køkken malet de syrenfarvede vægge over med hvid maling. Jeg kan godt se, at den grønne køkkenelementfarve nok ikke gik helt godt i spænd med den vægfarve. Hvem i alverden maler et køkken syrenfarvet? Det er vel næppe engang 60’er- eller 70’er-stil?
Det bliver et førbillede uden et efterbillede, for John skal først have snedkereret krydderihylden. Jeg benyttede lejligheden til at få malet bjælken der, hvor Maler-Glenn ikke havde kunnet komme til.

Multifarvet klædeskab Multifarvet klædeskab (2) Multifarvet klædeskab (3)

Hvad mener I ellers om garderobeskabet? Smukt, ikke? Jeg havde ellers, fordi jeg er så hamrende træt af at male, besluttet mig til, at det først skulle ordnes ‘senere’. I dag gik jeg ikke desto mindre i gang med at pille det der skrækkelige papir af, for jeg ved jo godt, hvordan det går med ‘’senere”: Når der først er kommet tøj ind her, får jeg med stor sandsynlighed ikke taget mig sammen til at hive det hele ud igen for at ordne skabet.
Noget af papiret gik af i hele baner; andet måtte blødes op og skrabes af, men jeg blev næsten færdig og skulle lige prøve at rulle den væg, hvor jeg ikke havde brugt vand. Det bliver mildt sagt en hel del bedre.
Jeg er totalt smadret i ryggen af at benytte det som walk-in-crawl-out-closet – dvs. hele tiden bukke mig og rejse mig. Det fald for 14 dage siden kan stadig mærkes, når jeg byder ryggen den slags ting – måtte hele tiden sige et mantra: “Det bliver jeg SÅ glad for, når jeg er færdig. Det bliver jeg SÅ glad for, når jeg er færdig. Det bliver jeg SÅ glad for, når jeg er færdig. Det bliver jeg SÅ glad for, når jeg er færdig.”

19. november 2014

Fiberredning?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: ,

imageI aftes var vi til informationsmøde angående et eventuelt kommende fibernet i området, hvor vi flytter til.
Lidt vidste vi selvfølgelig lidt om, hvad fibernet er som sådan, men der var også ny viden. For os.
Lige nu kører vi på mobilt bredbånd dernede, hvilket vi vist skal være glade for. 3 kan give os 28/5, hvilket er ganske udmærket ned, men ikke optimalt op. Det er dog langt bedre, end hvad kobberet giver dernede: 1,5 ned og 0,3 op. Du GOdeste, siger jeg bare – vi skal ikke på noget kobber dernede, så bliver ‘fiberredningen’ ikke til noget, beholder vi 3, gør vi.
Lige nu har vi 50/50 og har reelt det, billedet viser. Det er fint nok.
Fibia giver ‘dækningsgaranti’, hvilket betyder, at hvis vi har betalt for 50/50 og har tre tv-apparater, der hver bruger omkring 5 megabit, øger man hastigheden med 15, så vi reelt kan måle 50 ned.
Så langt, så godt. De omkring 30 husstande, der deltog i aftes, var meget ivrige for at få fibernet … det kan jeg sandelig også godt forstå med de hastigheder, de må leve med nu. Jeg kunne selvfølgelig fortælle dem, hvad 3 kan klare, men jeg syntes ikke lige, at i aftes var den optimale lejlighed …
Hvad der ikke er så godt, er, at det er som jeg havde frygtet: Der skal stort set 100 % tilslutning til, før Fibia vil skyde det ind i vores boliger. Der er dog en krølle på halen, som måske vil kunne redde situationen, men lige nu er der nogle, der har vældig travlt med at stemme dørklokker.
Vi har meldt os til og krydser fingre. Vi vil meget hellere have internet-tv og 60/60 (som jeg bestilte), også selvom 3 egentlig ikke skuffer, men lever op til, hvad de har lovet.

imageOg så har vi købt en stjernekikkert!
Aubrey ønsker sig en stjernekikkert, så det skal han have. Lige først var jeg lidt usikker – han er godt nok meget interesseret i planeter og stjerner og i det hele taget alt det derude i Det Store Intet, men er det en dille? Er det slut med den interesse om et halvt år?
Så tænkte jeg én gang til. Man køber dyrt legetøj til de kære børnebørn, og hvor længe varer det? Når man er otte år, varer det alligevel ofte kun et halvt år, inden man er vokset fra det. Så hellere en stjernekikkert; den kan i det mindste gemmes, hvis interessen skulle komme igen, hvilket ikke gælder for det meste legetøj.
John fandt en på internettet, så vi kørte til Jyllinge og ind i industrikvarteret, hvor han holdt ind hos … DISCO WORLD af alle steder – alt til fester og diskoteker!
Jeg så ret skeptisk på manden min – er det her??? Det kan ikke passe? Men jo, det stod der i annoncen. Hmmm.
Den var god nok. Disco World forhandlede gudhjælpemig stjernekikkerter. Man skal hore meget, før ørerne falder af, som Ein Mädchen altid har sagt. Okay – de forhandlede én slags stjernekikkert og de vidste egentlig ikke noget videre om den. De må have fået et godt tilbud på en sending, for jeg syntes ikke, den virkede urimeligt dyr. Den kan forstørre 350 x, og der skal kun 25 x til for at se fx Saturns ringe, så det må være fint til lille Aubie.

17. november 2014

Et helt land forsvundet fra det danske landkort

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags:

Vi kørte til nabobyen i dag for at se, om vi kunne finde et tæppe til børneværelset i Den Stråtækte. Af årsager, som jeg ikke skal kede jer med her, bliver det det eneste rum med gulvtæppe.
Vi kørte til Tæppeland i Køge, men blev mødt af et stort mørkt lokale og et skilt på døren, der kunne fortælle os, at Tæppeland er meldt konkurs 22. oktober i år. Så meget for deres såkaldte 0-løsning: 0 kroner i udbetaling, renter og gebyrer – betal over 36 måneder. Vi undrede os over, at sådan noget kan hænge sammen, men det kunne det så åbenbart heller ikke.
Nu er der kun Legoland og BonBon-land tilbage, men de går sikkert ikke konkurs. Der er selvfølgelig også nogle sommerlande hist og pist, hvoraf nogle går og andre bliver længe.
Problemet med det nu forsvundne Tæppeland er bare, at der stort set kun har været den kæde i en stor radius fra os (så vidt vi ved), så hvad nu?
Vi søgte lidt på telefonen og blev ikke meget klogere, men pludselig poppede den bittelille tæppeforretning, vi for mange år siden har frekventeret i nabobyen, op. Vi havde helt glemt den og var overraskede over, at den eksisterede endnu, men vi kørte dertil og kom hjem med et fint tæppe, så det var slet ikke så svært endda.

20141117_135216

I samme naboby så jeg disse to skilte.
Det kunne jeg overhovedet ikke stå for – det er da det eneste rigtige sted at placere sin blomsterforretning.

16. november 2014

Moesgaard Museum med masser af mennesker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:53
Tags:

Efter et par meget hyggelige og ordrige timer hos Fruen i Midten, Gemal og Kamel (med et glimt af Donna), gik turen videre til Moesgaard Museum; dette fantastiske sted, som er nomineret til den prestigefyldte Mies van der Rohe-pris.
En pris, som stedet fortjener at vinde, hvilket ville være noget af en fjer i hatten for Henning Larsen Architects, som også vandt prisen i 2013.

P1040093

Museet er skabt ved, at en kæmpe i nattens mulm og mørke maste sin hånd ind i bakkedraget og hævede noget af det nogle meter. Da man opdagede det næste dag, tænkte man, at det kunne da lige så godt udnyttes, hvorefter man byggede et flot og moderne museum i hulrummet. Kæmpen har man ikke set siden. Og Ellens fantasi fejler ikke spor …
Vi var meget imponerede begge to; både af det udvendige og det indvendige design. Den mest moderne teknologi er taget i brug til illustration af livet fra bronzealderen over jernalderen til vikingetiden. Middelalderen kommer med i 2016.
På vej ned til udstillingerne blev vi modtaget af 3,2 millioner år gamle Lucy. En lille, men polisk smilende dame.
Længere nede ad trappen blev folk yngre og yngre, hvor den yngste kvinde var en ren årsunge på kun 9000 år.
Undervejs mødte vi Hobitten (billede 2 herunder), som først er fundet for nylig og som enten har væltet hidtil vedtagne teorier om menneskets udvikling eller bare er det først fundne fortidsskelet med Downs syndrom. Det er Hobitten til venstre i billedet … 

LucyHobitten fra Flores Dansker - 9000 år gammel 

Der var i rigt mål anvendt laserlys og holografiske teknikker – hvis det ellers hedder sådan … jeg er ikke ligefrem ekspert på området.
Der var tableauer, som skildrede livet som man mener, det måtte have foregået; skildrede hverdag og fest, religion, magt og krig.
Der var selvfølgelig udstillet tusindvis af fund fra moserne; de fleste af ikke-levende oprindelse, men for menneskefundenes vedkommende kender de fleste formentlig Grauballemanden, som har fået sit eget værelse på museet.

IMG_0807IMG_0821

Jeg kan kun anbefale, at man besøger det imponerende museum, men det skader nok ikke at vente et par måneder, til det måske har mistet nyhedens interesse. Det var i tv her til aften, fordi man fandt det værd at fortælle, at der ikke var parkeringspladser nok – og der var ellers mange!
Vi havde nu ingen problemer med at finde en plads, men de, der ikke gad gå de 2-300 meter, blev guidet rundt af unge mennesker.
Alligevel gik det galt et par gange:
”Hallohallo, vi bringer en efterlysning. Vi søger ejeren af en sølvgrå Skoda AB 01 234. Ejeren bedes OMgående fjerne bilen, da den holder i en udkørsel og spærrer for al trafik, så folk ikke kan komme ud fra parkeringspladsen”.
Hold fast, hvor ville jeg blive knotten på sådan en klump, hvis jeg holdt der og ikke kunne komme ud.
Nu tror man måske, at det så var et helvede at gå rundt derinde. Det var det til vores overraskelse ikke, da museet rent faktisk godt kunne bære alle de mennesker. Akustikken var god, så der var ingen nævneværdig støj, og vi følte på intet tidspunkt, at vi var ved at blive kvalt i menneskemængden, hvilket vi (også) var en anelse imponerede over.

15. november 2014

Projektmappekursus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: ,

P1040086Puuuhhh, jeg er træt i hovedet. Det er længe siden, jeg har skullet suge ny viden til mig i 8 timer i træk. Okay – 4 + 3½, for der var frokost, men det føltes alligevel som 24, da dagen var overstået og John kom for at hente mig.

Ragnhild, som ejer Den Lille Lade i Ejstrupholm, er en fantastisk kvinde, som formentlig kun har 24 timer i døgnet som alle andre, men hun når mere, end vi andre ville kunne nå, selvom vi havde det dobbelte. Hun har ingen ledige weekender på denne side af påsken; Hun modtager hele busfulde af folk til foredrag eller hun afholder eksterne kurser; hun afholder kursus i sin butik i dag og i morgen. På mandag skal hun aflereve 12 tasker, som hun godt nok har klippet, men endnu ikke syet. Vi var seks på kurset, og man kunne efter denne sidste erklæring finde seks underkæber nede på gulvet.

P1040075

Hun har den mest velassorterede patchworkbutik, jeg til dato har set; hun har værksted, galleri og café.
Hun lavede kaffe, havde bagt rundstykker til morgenkaffen og lod os sidde og arbejde for os selv i en halv time, mens hun gik i cafeen og lavede en lækker kyllingeburger (hjemmebagte burgerboller, naturligvis!) med tzatiki til os til frokost.
Hun er kun et par år yngre end jeg er, så hendes børn er voksne, men hun er plejemor til to piger på (nu) 22 og 18 år. Den yngste af dem bagte muffins til os eftermiddagskaffen.
Hun havde gang i meget, meget mere – alene at høre om det kunne gøre mig træt, og der var vi ikke engang rigtig startet på selve kurset endnu …

P1040080P1040081

Jeg fik produceret næsten en hel projektmappe. Noget af færdiggørelsen/finishen sprang jeg over, for de teknikker kunne jeg i forvejen, og da kurset indeholdt nok ny viden til at burde vare en hel weekend, lavede jeg nogle halve eller trekvarte ting, men nåede derfor også som den eneste at komme alle de nye teknikker igennem i løbet af dagen, hvilket jeg var virkelig glad for. Jeg har lært mange snedige fif og lækre små detaljer, der gør, at jeg vil kunne få noget til at se professionelt ud i stedet for at se lige lidt for hjemmesyet ud – sådan noget kan vi godt lide. Jeg gav mig tid til at skrive meget ned, hvilket jeg ved, jeg bliver glad for senere – de andre sagde hele tiden “Ih, jeg burde skrive noget af alt dette ned, men jeg synes ikke, jeg har tid til det, for så får jeg ikke syet lige så meget”. Jeg tror de fortryder, at de ikke tog sig den skrivetid, men tænkte, at det må de da selv om.
Ragnhild anbefalede at lave en mappe til inden for meget kort tid, så det hele kan nå at sætte sig fast i vores små overbelastede hoveder, hvilket jeg kun kan give hende ret i er en absolut nødvendighed, så Ditte: Skal du på ‘kursus’ hos mig, skal det nok ikke vare for længe … og et par timer er overhovedet ikke nok – det ville være perfekt, hvis du kunne tage med til Sverige, når vi tager derop 4.-8. december – i hvert fald i et par af dagene, men det må vi lige tale om. Jeg har forberedt John på, at jeg skal sy og sy og sy næste gang vi er deroppe.

14. november 2014

Ferie i Brande

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags:

Kage Dalgas Hotel BrandeDet kan skam godt lade sig gøre. At holde ferie i Brande. Indtil videre går det udmærket – vi er installerede på værelset, har fået kaf-å-kaw og lige nu hhv. sidder og ligger vi og slapper af til det er tid at bevæge os hen til den to-retters menu, der hører med til ferieopholdet.
Hvorfor lige Brande? En by, som kun har godt 7000 indbyggere og som nok mest er kendt for Brandtex-tøjet? Det blev Brande, fordi det kun ligger et kvarters kørsel fra Ejstrupholm, hvor jeg skal tilbringe hele dagen i morgen. Jeg kunne sagtens finde andre steder at bo, men hvorfor ikke afprøve Brande?
Ferie er måske et lidt stærkt ord, når man kun skal sove her i to nætter, men det er væk hjemmefra, og så hedder det pr. definition ferie for mit vedkommende.

Vindmølle ved Hvide Sande (1)

Vejret fås ikke ret meget dårligere. Vi kørte hjemmefra kl. 8:45 og satte kursen mod Hvide Sande, hvor vi ville finde et sted at spise frokost – hvilket endte med at blive på røgeriets restaurant, hvor vi kunne få en lækker fiskebuffet med alt – som i ALT – godt fra havet: to slags fiskesuppe, syv forskellige lune retter, masser af sild, laks i diverse varianter, rejer, muslinger, ål, torskerogn … kan ikke engang huske det hele – der var i øvrigt også stort bland-selv-salatbord til. Jeg måtte dog lede længe efter hummeren i hummersuppen – fandt den aldrig, men der var masser af de der kunstige krabber, I ved: man kan købe dem i stænger, og det er vist bare torskekød eller lignende, man uden synderligt held har forsøgt at forklæde som krabbekød.
Pyt – det var faktisk ret godt det hele, og vi blev alt for mætte.

Planen var, at vi efter frokosten ville ud til stranden for at gå en tur, men mens vi spiste, begyndte det at regne, eller rettere regne mere, for det havde støvregnet det meste af turen herover. Det havde tilsyneladende ikke tænkt sig at ville stoppe med at regne mere sådan lige med det samme. Vi gik først ind i én forretning, så ind i en anden forretning – brugte laaang tid i begge uden at købe noget videre. Til sidst kørte vi ud til stranden. Og blev i bilen.
Det er slemt nok, at der er østenvind ved Vesterhavet, men østenvind OG regnvejr – der er vores grænse ganske enkelt nået.

Vi holdt ved nogle enorme vindmøller, som havde buede vinger. Har de altid det? Det har de ikke, vel? Jeg kan ikke huske at have set det før, men det er jo ikke ensbetydende med, at det ikke er ganske almindeligt. Jeg kan dog huske den enorme vinge, vi så ligge på en lastbil på en rasteplads i Sverige. Den var helt lige.

Vi blev enige om at sætte kursen mod Brande. Da vi ankom til hotellet kl. 15:30, var det allerede halvmørkt, så vi etablerede os på værelset og gik hen for at få den lovede kaffe med (god) kage.
Det var første feriedag. Er oplevet mere ophidsende end dette. Godt, jeg skal på kursus i morgen – er lidt spændt på, hvad John finder på at slå tiden ihjel med.

13. november 2014

På arbejde – og lidt nyt fra DR

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: , ,

I dag holdt Veteranklubben sin stiftende generalforsamling, så jeg har været på arbejde. Eller … jeg har jo ikke arbejdet – tværtimod gjorde jeg og de andre veteraner vores til, at en masse forhenværende kolleger fik arbejdet en smule mindre, end det måske ellers var planlagt i dag.
Ihhh, hvor var det altså hyggeligt! Min gamle chef var den første jeg forstyrrede, men han blev ikke den sidste. De andre blev jeg dog inviteret ind til en sludder med. Det er faktisk sin sag at komme masende og så bare gå ud fra, at folk har tid til at smide alt hvad de har i hænderne og rive noget tid ud af kalenderen, fordi det passer fruen her at beære dem med et besøg.
Der var reserveret bord til os i kantinen, og det var bare så dejligt at opleve alle de, der enten vinkede eller ligefrem kom hen og sagde hej og gav et knus. Man er ikke glemt. Endnu da … det skal jo nok ske, men foreløbig har Veteranerne besluttet at mødes i kantinen på vores fælles sidste arbejdsplads forår og efterår – og så i øvrigt annoncere næste gang vi tropper op. Der var faktisk nogle af kollegerne, der ærgrede sig over ikke at have tid til at sludre lidt mere, så næste gang skal det kunne ses i kalenderen, foreslog flere.
Det gjorde ikke spor at blive mødt med den slags reaktioner, og jeg har næsten ikke ord til at beskrive, hvor dejligt det var at hilse på (alt for få af) dem igen.
Nu skal man endelig ikke misforstå noget her: Jeg savner IKKE det at “gå på arbejde” – elsker simpelhen det frie liv, vi fører nu og ville ikke tilbage igen, om de så tilbød mig en direktørløn for det (sandsynligheden for det kan så nok heller ikke skrives uden at bruge temmelig mange nuller efter 0,…), men jeg havde et godt job, et kanongodt netværk og en masse skønne kolleger, og lige præcis dem savner jeg rigtig meget.
Nå. Jeg kan allerede nu begynde at glæde mig til næste møde i marts.

Da jeg kom hjem, lå der en mail fra Anne(s Indfald) og ventede på mig: Hun havde spottet en grinagtig rulletekst på DR2. Tak for den, Anne.

DSC_0052

Hun spurgte, hvad den der geometriske varme mon kunne være for en størrelse.
Det kan jeg godt svare på: Det er simpelthen den varme, der udvikles, når man sidder og har det dårligt og derfor storsveder over en eksamensopgave i geometri, fordi den volder problemer.
Jeg var bare ikke klar over, at det var så udbredt et fænomen, at det ligefrem kunne udnyttes i fjernvarmeanlæg …

12. november 2014

Murphy har slået til igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags:

Det er bare så typisk. Det er bare så ærgerligt. Ham Murphy har slået til igen. Det gør han i øvrigt tit.
Hvor vi fra årene 1990-2009 tog til Vesterhavet hver eneste efterårsferie minus én, er det nu fem år siden, vi sidst har været der, og jeg savner det voldsomt. Der er to grunde til, at vi stoppede med at feriere der: At englænderne først har efterårsferie i uge 44, hvor alt er lukket ned på Vestkysten, og at børnene egentlig ikke syntes, det var særlig sjovt med alt det blæsevejr. I 2010 var vi ikke afsted, fordi vi tog til USA, og de sidste tre år har vi været på Djursland – som bestemt også er dejligt, men Vesterhavet er det altså ikke …
Djursland og omegn har budt på mange flere turistmuligheder, og børnene har nydt de stille strande, så det har været fint nok, men jeg har savnet at blive blæst grundigt igennem.
På lørdag skal jeg ind til midten af Jylland og deltage i et sykursus, som varer fra 9-17, og fordi vi ikke gider køre hjemmefra kl. 05, fandt vi et sted, hvor vi kan sove x2 og spise x4 – altså ankomme fredag eftermiddag og tage afsted igen søndag morgen. John må passe sig selv hele lørdagen, men det er jeg sikker på, at han overlever.
Vi har for længst aftalt at køre tidligt fredag morgen og så tage en tur ud til æ haw. Ja goddaw! Hvad har vi nu, som meteorologerne stædigt fastholder varer weekenden over? En strid blæst fra øst. Hvor uheldig har man lov at være?
Nu er jeg derfor slet ikke sikker på, at vi gider køre ud til Vesterhavet, men vi skal nok finde noget andet at foretage os, for en tur vil vi dæleme have ud af det.

P1040056

Vandet i fjorden har sommetider været næsten helt væk, men denne kuling fra øst har sørget for, at det er vendt tilbage i så rigelig mængde, at det lige nu er den højeste vandstand, vi endnu har set. Svanerne har pakket sig lidt mere sammen, end de plejer, men det undrer mig, at de alle vender hovedet mod vinden. Ville det ikke være mere praktisk at vende den anden ende til? Det gør køer og heste, men kan det mon have noget at gøre med, at fjerene så kommer til at vende forkert, og fuglene dermed kommer til at fryse?

11. november 2014

Find Fire Fejl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: , ,

P1040051Jeg anstrengte mig, men kunne ikke finde fem fejl på skiltet fra Brugsen i Karise. Fire på ét skilt er vel også tilstrækkeligt …
Det er nævnt før, men nu er det i hvert fald bekræftet, at Karise er en værdig afløser for min hidtidige hjemstavnsbrugs.

Kan I finde alle fire? Den ene er lidt tricky, fordi der ikke et billede af selve stegebenene.
De er nemlig ikke spor blandede, idet pakkerne indeholdt stegeben fra gris og ikke andet. Det var første fejl. Hvad skulle stegeben i øvrigt også være blandet af? Eller med?
Anden fejl er, at der, selvom de ben virkelig havde været blandede, skulle have stået netop blandede og ikke blandet. Den er lige så slem som den i min brugs: “Slagterens hjemmelavet”. Det hedder det ikke, og mine sprogører visner, hver gang jeg ser det i min brugs. Her er en tak til Fruen i Midten for dette dejlige udtryk på sin plads. Det er nok ikke sidste gang, jeg vil bruge det Smile
Tredje fejl er afstand mellem tekst og spørgsmålstegn. Jeg undrede mig over denne tendens allerede for fem år siden.
Fjerde fejl er naturligvis apostroffen i Danmarks.

Da jeg stod og skulle til at betale, spurgte en ung pige i kassen bagved min kassedame, hvad “denne her” var for noget. Det var en selleri. Jeg kan forstå, at de måske ikke kender navnene på alle de eksotiske frugter, man kan købe efterhånden, men mit barn kendte altså alle de danske frugter og grønsager, inden hun blev 14 år. Hun interesserede sig overHOvedet ikke for madlavning, men det hører lige som med til almindelig opdragelse. Eller hvad? Jeg har også engang oplevet en ung kassemand, der ikke vidste, at et hvidkål var et hvidkål.


Det er bagerens fødselsdag (ælte i ælte), og i morges blev jeg vækket af bebyggelsens plænepasser, der kørte og slog græsset på fællesarealerne.
Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke tidligere i mit liv har oplevet i november.

P1040048

Nede ved Den Stråtækte havde der samlet sig noget over 1000 ænder i dag. De flyttede lidt frem og tilbage, men lettede ikke fra vandet.

10. november 2014

Inspiration til et nyt ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:56
Tags:

I FB-gruppen Sprog for sjov – og i alvor var der en, der her til morgen henviste til en anmeldelse af bogen “10 faldgruber – Oversættelse for ikke-oversættere” af Kirsten Marie Øveraas. Anmeldelsen, som jeg kan anbefale, at man læser, hvis man er bare den mindste smule interesseret i sprog og journalistik.
Citat fra artiklen, som igen er citeret fra bogen:
Jeg er fuld af beundring for dem, der forventes at oversætte – og som gør det – uden en universitetsuddannelse i kildesproget, uden nogen særlig indføring i oversættelsesfaget, uden nogen systematisk erfaring med oversættelse og uden at have god tid til det”, skriver Kirsten Marie Øveraas i sit forord. Heldigvis tilføjer hun: ”Men jeg støder desværre jævnligt på beviser på, at det ikke altid lykkes lige godt. Og så bliver Jesus´ mor til ”jomfru Mary”, den kinesiske mur bliver til ”Den store mur i Kina” og en indianerhøvding bliver til ”en stor chef”. Boligblokke bliver til ”lejlighedsbygninger”, kaserner til ”barakker” og hele sætninger til vrøvl”.
Lige vand på min mølle. Jeg synes der er for meget sjusk – det er lidt for ofte, at der er undersat i stedet for oversat fra især engelsk, men det gælder sikkert også for alle andre sprog – engelsk er bare det eneste sprog, hvor jeg kan gennemskue fejlene, men hvorfor skulle det være anderledes for de resterende sprog?
Jeg savner, lige som Øveraas gør det, at den ‘oversættende’ journalist standser op og tænker sig om et øjeblik. Kan dette her passe? Hedder det virkelig sådan på dansk?
Journalister er ikke professionelle oversættere, men de er – eller burde være – professionelle udi det danske sprog, så selv om det kniber med det engelske, vil jeg vove påstanden, at en vending som “Den store mur i Kina” eller de andre nævnte eksempler ikke hører hjemme i en dansksproget artikel.

I artiklen gennemgås kort de 10 faldgruber; om nummer otte skrives dette:
”Faldgrube 8 er undersættelser. ”I modsætning til de syv foregående faldgruber skal denne ikke findes i kildeteksten, men i den oversatte tekst. En undersættelse er nemlig en oversættelse, der klinger unaturligt og ikke-mundret, fordi den er oversat meget ordret”. Kirsten Marie Øveraas bruger blandt andet eksemplet ”apartment building”, der bliver oversat til ”lejlighedsbygning”. Afsnit er ”Ordret er ikke nødvendigvis korrekt”, ”Undersættelser af ord”, ”De små ord: Stedord og forholdsord” samt ”Undersættelser af grammatikken”.”

I en af James Bond-filmene reddede JB (som sædvanlig) både heltinden og hele verden i sidste øjeblik. Da han med heltinden i sine stærke arme går mod solnedgangen, siger den smukke med svag stemme “What took you so long?”, hvilket i underteksten blev til “Hvad tog dig så længe?”
Her er der formentlig tale om en ‘rigtig’ oversætter, men det gør det sådan set kun værre. Brug lidt tid på at være din egen kritiker, kunne der passende stå med lysende bogstaver over skærmen hos oversættere; det være sig selvbestaltede eller professionelle.

image

Mon ikke alle kender den officielle oversættelse af den indsatte tekst fra musicalen My Fair Lady? (En snegl på vej’n er tegn på regn i Spanien).
En god oversætter vil sjældent oversætte en tekst ord for ord, men gendigte. Et afsnit i Øveraas’ bog hedder netop, som allerede nævnt, ”Ordret er ikke nødvendigvis korrekt”.
Læs som sagt hele artiklen, hvis I orker. Den inspirerede mig til at foreslå, at vi fremover bruger ordet undersættelsesmaskiner for det, der i dag kaldes oversættelsesmaskiner.
Og her fik jeg så kvajet mig: Jeg fyrede ovenstående af som kommentar og skrev bl.a. “Lad os starte en trend”. Hertil flød omgående en kommentar ind, der sagde: “Jeg foretrækker at sige en tendens”.
For hulen. Hvor pinligt. Han havde selvfølgelig ret. Det er jo netop det, jeg selv så ofte slår et slag for: Lad os bruge danske ord, når og hvor de findes.
Øv. Men det ændrer ikke på, at jeg synes vi skal gå over til at kalde dem for undersættelsesmaskiner.

8. november 2014

Så er der internet i Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Jeg har ledt højt og lavt og undersøgt på kryds og tværs, hvad der er det smarteste mht. internetforbindelse og tv nede i Den Stråtækte.
Det så ikke for godt ud, og fibernet er ikke tilgængeligt, lød svaret på alle forespørgsler.
Meget tæt derfra er der et sort hul af galaktiske dimensioner rent kraftmæssigt – man kan køre i bilen og tale i telefon (John kører, jeg taler. Bare for at undgå misforståelser), og lige pludselig er det der, det sorte hul. Telefonen er totalt død og det er den de næste 3-4 kilometer. Godt jeg ikke bor lige der.
Vi valgte at abonnere på 3, som umiddelbart så ud til at have den bedste dækning – selv om det vel i bund og grund er de samme master de sender fra, som alle de andre og sender fra. Eller hvad? Jeg er ikke helt god til dette her. 3 har ydermere den kæmpefordel, at det ikke koster roaming i England og Sverige (og en masse andre lande, men disse to er jo højaktuelle for os), så det koster det samme at bruge smartfonen, næsten uanset hvor i Europa vi befinder os.
Der er telefonforbindelse i Den Stråtækte, men den er ikke supergod. På dækningskortet står, at der er 3G, men ikke 4G, så vi var lidt spændte på at se, hvad det mobile bredbånd kunne præstere.
Jeg satte modemet til i dag og så til min forbavselse, at ‘mode’lyset var blåt, hvilket skulle betyde, at den modtager 4G. Havde det kun været 3G, ville det have lyst grønt.
Også en slags fibernet?Min iPad kom på. Hmmm. Det gik forbløffende hurtigt, faktisk. Jeg testede naturligvis ved at loade Hos Mommer.
John spurgte: “Kan du se tv?”
Det måtte selvfølgelig prøves – det gik fint; ingen udfald eller frossent billede, mens den ‘bufrer’ (hvad kalder man det?).
Nu kom ildprøven – i Sverige kan John med hiv og sving nå at se gårsdagens tv-avis, inden jeg står op, men når jeg tænder pc’en og går på nettet, kan han godt glemme alt om at se tv; det ‘fryser’ hele tiden.
Ildprøven var derfor 1) at se ét program på min tablet og et andet på Johns, og 2) at se tv på én tablet og surfe rundt på nettet med den anden.
Begge prøver er bestået.
Det havde vi ærlig talt ikke troet. Men det gør ikke noget …

Pudsigt nok kommer, mens vi sidder og leger med nettet, en af naboerne for at spørge om vi vil være med til et orienterende møde/tilmeldingsmøde vedrørende fibernet i vores lille område. Det viser sig nemlig til vores overraskelse, at der er fibernet gravet ned ude i vejen; det er bare ikke kommet ind i husene endnu. Det er der nogen, der har fundet nogen, der gerne vil gøre for os – de har indhentet priser og har vist i det hele taget gjort et fint forarbejde. Priserne lyder rimelige, vi kan vælge at få forbindelser mellem 15/15 og 500/500 Mbit/s til mellem 219 og 999 kroner/md.
Vi skal være mindst 37 før det kan blive en realitet. Sjovt tal. Hvorfor ikke 40? Eller 35? Det har måske noget med antallet af husstande at gøre – vi er virkelig ikke ret mange.
Det møde dukker vi op til – det kunne være ret fedt at få fibernet, selv om 500/500 nok er lidt overkill for vores vedkommende, men hvad anbefaler de kloge? Jeg ville tro, at 50/50 eller 60/60 så rigeligt vil kunne dække vores behov, uden at vi sidder og stønner over svartiderne, mon ikke?

7. november 2014

Så er pejsestuen klar til indflytning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:25
Tags:

Først og fremmest tak til alle jer, der fik lidt medlidenhed med mig i går og sendte både gode ønsker og gode råd i min retning.
Det varmer og det hjælper. Det gør det faktisk – kan nok bedst sammenlignes med et lille barn, der venter med at græde, til det kommer hjem og kan blive trøstet. Man bliver åbenbart aldrig for gammel til sådan en adfærd.
Jeg har det meget bedre. Natten udrettede mirakler, og jeg behøvede ikke at tage en smertestillende tablet før jeg kom hjem fra frisøren midt på eftermiddagen. Det har bare været et hårdt slag, og jeg er snart på mærkerne igen … skal dog stadig lige tænke mig om, hvilken position der er bedst at indtage, inden jeg bukker mig ned for at samle noget op, men i forhold til i går er det ingenting, og jeg er fuld af fortrøstning.

P1040030

I går (inden jeg skvattede …) fik vi købt brændekurv, pejsesæt og askespand. Skorstensfejeren – ham med ipadden – har, som allerede skrevet, godkendt hele systemet, så nu er vi klar! Årstiden er også til at have tændt op, for vi holder kun huset på omkring 14°, så længe vi ikke er flyttet ind.
Det gør ikke spor, at det er lidt køligt; vi kan sagtens holde varmen ved at arbejde, men vi tænder alligevel op, så der er lunt i stuen, når vi tager os en velfortjent pausekaffe eller indtager frokosten. Indtil videre lever brændeovnen udelukkende af overskudsbrænde fra renoveringen, og det kan den en rum tid endnu, men vi har kigget på, hvor vi kan få det billigste, men selvfølgelig samtidig det bedste pejsebrænde.
I starten talte vi om at fylde traileren en gang imellem og tage brændet med hjem fra Sverige, hvor vi jo har det helt gratis i så rigelige mængder, men det er vi – vistnok – gået bort fra igen. Det kan absolut betale sig at slæbe det med fra Sverige. Jeg har regnet ud, at vi vil kunne spare omkring 1000 kroner pr. hvad der svarer til et brændetårn i nævnte størrelse, men det skal med i betragtningerne, at vi ville skulle fælde og selv ordne langt, langt mere træ, end vi hidtil har været nødt til, da brændeovnen rent tidsmæssigt vil blive brugt temmelig meget mere i Den Stråtækte i forhold til Sverige.
Da vi efterhånden har konstateret op til flere gange, at vi ikke er 25 år længere, er vi blevet enige om, at der ingen grund er til at give os selv så meget arbejde, at vi går helt døde på det.

6. november 2014

I dag er verden IKKE i farver!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

Er der nogen af jer, der husker den franske komiker/skuespiller Louis de Funès? Ham med Undskyld vi flygter og Av min ryg? Film fra sidst i 60’erne. Min mor og jeg elskede dem og gik så vidt som at gå i biografen to gange for at se førstnævnte. Det var virkelig uhørt fra min mors side at gøre sådan noget; det skete vist kun den ene gang i hendes liv, men den var altså forrygende morsom. Dengang. Gad vide, om den ville være det i dag? Hitchcocks film er jo fx ikke uhyggelige i samme grad, som da de kom frem dengang for længe siden.

Hvorfor er dagens overskrift som den er? Og hvad har det med Louis de Funès at gøre?
Verden er ikke i farver, fordi jeg er i sort humør. Selv udsigten med køerne nede ved fjorden solidariserer med min sindsstemning ved at være i sort/hvid.
Vi var nede i Den Stråtækte; min telefon ringede, og jeg løb afsted for at tage den, hvilket var en fejl af de grovere.
Jeg er så ærgerlig og vred på mig selv, at det halve kan være alt rigeligt.

P1040028

Lad mig advare jer én gang for alle, og det kan næsten ikke siges med store nok bogstaver:
MAN LØBER IKKE PÅ NYLAKEREDE GULVE, NÅR MAN HAR KINASKO PÅ!
Fordi så kan man falde. Man kan falde på ægte tegneseriefacon, hvor benene på et tidspunkt er de legemsdele, der befinder sig højest oppe, hvilket har til følge, at man lander på ryggen. Med et ordentligt brag. Det har sikkert set ret skægt ud, men sådan føltes det ikke. 
Det var fuldstændig samme stunt, som stakkels John udførte med liden elegance sidst vi var i Norge.
Heldigvis (for mig) startede jeg 40 cm længere nedefra, idet det ikke var i forbindelse med nedstigningen fra en autocamper, og jeg landede på træ og ikke på et jerndæk, men for huuulan da, hvor det gjorde ondt – der gik nogle minutter, inden jeg holdt op med at stønne og inden jeg kunne rejse mig op. John ville hjælpe, men jeg ville selv; så havde jeg mere styr på smerterne.
Man kan selvfølgelig vælge at se på den lyse side: Det varer nok lige et par dage, inden jeg kan male igen.
Det går nogenlunde, når jeg ikke bevæger mig – det er når jeg skal flytte mig fra den ene position til den anden, der kalder sveden frem på panden.
Jeg er lidt spændt på, om det går lige som for John, hvor det blev værre og værre de næste 2-3 dage.
Nu er vi ikke på ferie, og hvis det ikke er bedre i morgen, tror jeg det er en god ide at få Nielsen til at fragte mig hen til en skadestue.
Av min ryg … 

5. november 2014

Petitesser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:28
Tags: ,

Det er virkelig i småtingsafdelingen, men nu har jeg lagt mærke til det, og så ser jeg det bare hele tiden:

P1040017

Når man som professionel sætter et nyt loft op; når man har et hav af brædder at vælge imellem og derfor også kan vælge brædder fra uden at komme til at mangle, hvorfor pokker sætter man så sådan et defekt bræt midt i brusenichen?
Jeg så det først i går, fordi vi først nu har fået hængt noget ordentligt lys op på badeværelset – men så skreg det også til mig med høje hyletoner.
Er jeg for sart?
Der er ikke noget at gøre ved det nu – jeg vil trods alt ikke bede ham om at pille det hele ned for at skifte brættet, men der går nok lige noget tid, før jeg vil blive blind for det bræt, tror jeg desværre.
Jeg var ellers så tilfreds med Morten Tømrers arbejde …
For at gøre det mindre synligt, kunne vi male loftet hvidt, og det bliver det nok også en dag, men jeg er SÅ TRÆT af at male, så hvad der kan syltes, bliver syltet. GODT, vi fik Glenn til at ordne hele stueetagen!
P1030052Det er især et af værelserne på førstesalen, der trækker tænder ud, fordi det driller mig irriterende meget. Det er den ældste del af huset, og jeg har spartlet ud og repareret huller i én uendelighed – det burde have været gjort for årtier siden, men af ukendte årsager har værelset fået lov at stå med alle sine skavanker, selv om man har gjort meget ud af at forsøge at skjule dem. Så meget, at jeg vil tro, det havde været hurtigere at få det fikset frem for at sminke liget. Det er også småting, men jeg gider ikke de mange smårevner, for jeg bilder mig selv ind, at det er gennem dem, horderne af edderkopper kommer ind.
Det dur simpelthen ikke at lide af edderkoppeskræk, når man har vælgt at bo i et stråtækt hus, men heldigvis er de helt anderledes end dem, der huserer i rækkehuset, som er af bodybuildertypen, man kan høre trampe, når de buldrer hen over gulvet – og som jeg pure nægter at røre. Det er Johns arbejde at fjerne dem.
Disse mejeredderkopper er, på trods af, at de kan blive temmelig store (billedet gengiver en i naturlig størrelse), meget spinkle i det, og det generer mig ikke spor at mase dem i et stykke køkkenrulle eller med tørre-maling-af-kluden.
De findes i alle størrelser fra næsten usynligt små til den afbillede moppedreng, og de kommer natten over. I snesevis. I alle størrelser.
Jeg troede ellers, at disse edderkopper huserede mest i England, for de er mage til dem, Charlotte har masser af derovre, og jeg har indtil Den Stråtækte kun set ganske få i DK, men det må være specielt stråtagselskende edderkopper.
Det er en af de mest almindelige arter herhjemme, og jeg burde derfor have kunnet se dem utallige gange før, men det har jeg altså ikke. Egentlig burde jeg være glad for dem, for de skulle være uhyre effektive til at konsumere fluer.
Jeg må nok bare vænne mig til, at de er der.

4. november 2014

Jeg lærte noget, men er ikke blevet ret meget klogere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: ,

Gårsdagens indlæg affødte en del interessante kommentarer.
Jeg havde faktisk hørt udtrykket “mur- og nagelfast” før, men det var gemt langt væk.
Eric foreslog, at jeg googlede udtrykket, så det gjorde jeg, hvilket der, som jeg skrev til ham, resulterede i en del gode svar, en del mindre gode og et enkelt ret morsomt (“…det der kaldes navlefast inventar, er det som følger med”).
Denne sidste har jeg ikke hørt før … udtaler man ‘nagelfast’ så det lyder som ‘navlefast’? Jeg udtaler godt nok ‘søm og nagler’ som ‘søm og navler’, men jeg har altid udtalt ‘nagelfast’, så ‘nage’ rimer på ‘bage’, så når jeg ser en fejl som det navlefaste inventar, kan jeg godt få en lumsk og nagende (!) mistanke om, at jeg hele livet har udtalt det forkert. ‘Naglet fast’ udtales uomtvisteligt som ‘navlefast’ …
Nu vil nogle sikkert foreslå, at jeg googler udtalen, men jeg vil hellere høre hvad I mener. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg alle dage har hørt det, som jeg her skriver, at jeg udtaler det.
Nå. Det var et sidespring.

Mia sendte et link til Den Store Danske, men det gjorde mig (heller) ikke meget klogere – tværtimod synes jeg, det er utroligt, hvis man skal have skåret ud i pap, at man ikke må tage mursten, vinduer og døre med sig, når man sælger et hus. Faktisk en meget morsom tanke at forestille sig, at nogen kunne finde på det, hvis ikke det var skrevet ned, og hvordan huset i givet fald ville se ud … (okay, der står ‘fx’, men alligevel …):image

Tråden i dette var ret underholdende læsning …
Den med, at “alt, hvad der bliver hængende, hvis man forestiller sig huset vendt på hovedet” igangsatte nogle morsomme film på nethinden, og den holder i øvrigt ikke, for så ville de hårde hvidevarer ikke skulle følge med huset, men det gør de. Vores vaskeskab ville i givet fald også ryge en tur på gulvet loftet, men jeg tror jeg en køber ville blive ret fortørnet, hvis vi tog det med os.

Én citerede definitionen på nagelfast:
image

Det løser i mine øjne ikke mange problemer af allerede nævnte slags (reolsystemer o.l.).
Det hjælper jo ikke meget at følge logikken, for det, der er logisk for nogle, er det ikke nødvendigvis for andre.

Jeg fandt et eksempel på et standardskøde:
image

Her er hvidevarerne nævnt specifikt, og jeg har da heller ikke kendskab til eksempler, hvor de fleste af dem ikke er fulgt med i købet.
Vores kummefryser følger ikke med rækkehuset, men det har vi fået noteret, og igen: hvad med badeværelsesskabet, som udløste det hele i går?
Det er ikke fordi I skal svare mig mht. det skab, vi skal nok finde ud af det hele i samarbejde med køber og ejendomsmægler.
Det, jeg opponerer imod, er, at man stadig bruger en forældet vending, der i virkeligheden ikke er det papir værd, den er skrevet på; når man alligevel skal sikre sig, at alle enkeltheder er aftalt køber og sælger imellem. Moster Tulles eksempel i går er et på én gang grotesk, latterligt og glimrende eksempel.

3. november 2014

Ryd op, ryd ud – og køb nyt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags:

Knapt nok har man ryddet lidt ud, før man farer ud og køber nyt. Hvornår lærer man det?
Det er godt nok ikke tøj, jeg har købt, men vi har – igenigen – været i Ikea.
Denne gang var det noget så banalt som toiletrulleholdere, noget antiglid til bunden i køkkenskufferne, et par skuffeindlæg (hedder det virkelig det? Jeg synes pludselig, at ordet ser helt tåbeligt ud … kender I det?), et par knager eller fem, og endelig et par måtter, så vi kan skåne de fine gamle, men nye gulve på de mest udsatte steder. Vi ville også have købt en skraldespand, men endte med at bestille en Wesco Single Boy over internettet, da vi undervejs fandt ud af, at vi ikke ville have den siddende på indersiden af køkkenvasklågen, men i stedet have en pedalspand.

Toiletrulleholderne affødte for et stykke tid siden en interessant diskussion. Ikke fordi vi vil have dem med, vi har nu, men da jeg talte om at lade være med at tage et lille skab med, vi har hængende ude på toilettet, sagde John, at det giver sig selv, for det må vi ikke tage med os, lige som toiletrulleholderne, så selvfølgelig bliver det hængende!
Jeg var ét spørgsmålstegn: “Hvorfor i alverden må vi ikke tage de ting med?”
”Fordi de er skruet fast, og alt hvad der er skruet fast i væggen, må man ikke tage med sig. Sådan har det altid været.”
”Sikke da noget sludder. Så skal vi også lade det antikke vægskab nede i stuen hænge? Og vores splinternye reolsystem? Og det gamle staldvindue, der er blevet lavet om til et spejl og hænger i køkkenet? Og alle bogkasserne oppe i mellemgangen? Den køber jeg simpelthen ikke, Nielsen!”
Det havde han ikke noget svar på.
Er der nogen af jer, der kender til den regel, som John nævnte? Og hvorfor den i givet fald åbenbart kun gælder for badeværelsesudstyr?
Jeg tror det er en skrøne, lige som den med, at man skal gøre rent efter sig, når man flytter. Det skal man nemlig ikke; det står ingen steder. At man så gør det, er en anden sag, men det har noget med stolthed og “de skal da ikke tro, vi har været nogle værre grisebasser” at gøre og ikke med noget, der står i loven.

Ellen ved Flammefallet

Her er jeg åbenbart faldet i staver over Flammefallets skønhed – i hvert fald står jeg knivskarpt, selv om John har taget billedet med lang lukkertid.

2. november 2014

Ryd op og ryd ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags:

Vi går og kigger på vores ting med nye øjne for tiden … ser på, om det er noget, vi vil have med til vores nye gamle hus.
Vi ryddede gevaldigt ud på loftet sidste vinter, mens vi gik rundt i lykkelig uvidenhed om, at der var et vidunderligt hus til salg på Sydsjælland og derfor stadig regnede med at skulle bæres ud fra rækkehuset. Dengang var vi enige om, at alt hvad vi ikke havde brugt i mange år, bare skulle ud – hvor ‘ud’ naturligvis var til genbrug eller loppemarkeder i videst muligt omfang.
Alligevel er der i dag lidt mere, vi blev enige om godt kan kasseres. Ikke meget, men lidt har også ret.
Vi får rigeligt med plads i Den Stråtækte, men derfor er der jo ingen som helst grund til at flytte noget, der bare bliver gemt hen på et loft.
Men som en typisk Murphy fik vi sidste gang smidt noget ud, som Charlotte spurgte efter, da hun var hjemme i sidste uge. Hvorfor er det lige, at sådan noget sker? Det var bare en rigtig børneværelsesting, nemlig en rød mini-sætterkasse, som var skåret ud som et æble, og skaden er bestemt ikke ubodelig, men C mente lige, at det var en, Anna kunne bruge på sit værelse, fordi hun samler på småting i store mængder.

I mit skab er der nu 31 bluser/sweaters/T-shirts mindre, end der var i går. De bliver forhåbentlig glade nede hos vores lokale Kirkens Korshær … de tror sikkert, det var et dødsbo, der skulle ryddes. 26 bluser til korshæren og fem til skraldespanden. John smilede lidt ad mig. Han har selv svært ved at smide ud, men sjovt nok gælder det ikke for hans tøj, så hans skab indholder kun det tøj, han rent faktisk også går med. Til gengæld smed vi emballage ud fra printere og anden elektronik, der for længst er gået al elektroniks gang.
Jeg har nok lidt af en blanding af sentimentalitet og overdreven optimisme – nogle af bluserne havde en slags sentimental value (synes det engelske udtryk er bedre end affektionsværdi) – og jo: det kan tøj godt have. Mit tøj kan i hvert fald, men jeg vil ikke uddybe det nærmere; det bliver simpelthen for pinligt. Andre af bluserne kan jeg bare ikke passe mere og har nu langt om længe indset, at jeg aldrig mere bliver en størrelse Small, for slet ikke at tale om Extra Small igen. Det troede jeg ellers på i nogle år. Naivt? Dumt? Overoptimistisk? I må helst ikke svare – det var retoriske spørgsmål.

P1040004

1. november 2014

Postevand, venner. Postevand!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: ,

Fik Samvirke i dag og læste blandt andet lidt om, hvad vi godt kunne ændre på med kun en minimal indsats.
Nu har jeg jo før grebet det blad i at lave nogle gevaldige regnefejl, så måske skal det tages med et gran salt (nej, ikke et gram salt, kære unge mennesker), men jeg har i andre sammenhænge hørt/læst, at flaskevand faktisk ikke er spor bedre end postevand – snarere tværtimod.

“Postevand er 900 gange mere miljøvenligt end flaskevand. I Danmark blev der købt 139,5 millioner liter flaskevand i 2012. Hvis vi i stedet havde drukket postevand, kunne vi have sparet klimaet for 25.000.000 kilo CO2-forurening, der blev udledt under produktionen og transporten af flaskevandet.”

Jeg regnede lidt på det … det svarer til, at jeg kan flyve til New York 41.667 gange. I et fly, forstås – jeg har desværre ikke udviklet vinger, selv om jeg tit pudser min glorie.
Eller John og jeg kan køre 178.571.429 kilometer i vores Kia Carnival. Det er 4.252 gange rundt om jorden. Det kommer til at knibe en anelse med at nå det, selv om vi starter nu …
Jeg kan sagtens pudse glorien, for jeg kan bedst lide postevand. Jeg drikker heller aldrig sodavand, for jeg kan ganske enkelt ikke lide det søde stads, men tænk, hvis de mange, mange, mange coladrikkere stoppede med at drikke cola og i stedet drak postevand! Både miljøet og de selv ville have rigtig godt af det.

P1040003

Fjordvand kan jeg til gengæld ikke anbefale at drikke, men jeg kan anbefale at bruge 20 af de mange kilometer til at køre en tur rundt om Præstøfjorden – måske i lidt mere klart vejr end det viste.

31. oktober 2014

Alternative gardiner i køkkenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Nye gardiner i køkkenetI dag har vi stort set ikke kunnet se fjorden på trods af, at den er lige på den anden side af vejen. Gråt, trist, tåget, småregn, men sådan må det også være indimellem.
Da vi kom ud i køkkenet, så jeg, at vi kvit og frit havde fået nogle lidt anderledes gardiner.
De var såmænd smukke nok, men de er vist ikke særlig holdbare …

Da vi kørte hjem, så jeg huset gennem hybengardiner – det var egentlig også ganske nydeligt.
Alle gardintankerne opstod, fordi vi havde en aftale med en glarmester.
Som kom til den aftalte tid! Han lød redelig og ærlig, så han har fået tjansen.
Vi har bestilt vinduer for en mindre formue, og manden aner i princippet ikke hvem vi er – han har kun Johns fornavn og mobilnummer.
Han gav os en pris – mundtligt – og sagde “Hernede bruger vi altså ikke rigtig at sende på skrift, hvad vi laver af aftaler. Vi plejer simpelthen at stole på hinanden.”
Jamen det er da fint med os …

Ham superoverklumpen af en glarmester, som jeg har omtalt et par gange, ringede gudhjælpemig en gang til for at undskylde og sagde til John, at nu har han fyret den svend, der ikke kunne overholde sine aftaler. John spurgte så, om han havde fyret sig selv, for så vidt han vidste, var det ham selv, der havde lovet at komme begge gange.
Det svarede klumpen ikke rigtig på, men vævede videre. John sagde så, at han var blevet lovet at blive ringet op “… om 10 minutter. De er gået nu!”
Det var heller ikke helt løgn, for klumpen ringede søndag aften – fire dage efter, John naivt havde troet på hans løfter om bod og bedring. Efter lidt mere væveri erklærede John, at nu synes han faktisk, at denne farce havde kørt længe nok, at opgaven ville blive givet til en anden og lad venligst være med at forstyrre mig mere, tak!
Et eller andet sted er jeg en anelse imponeret over denne frækhed, men også kun en anelse, og nu har vi fået et tilbud, der oven i købet matcher en internetpris, jeg havde fundet frem til, så vi er tilfredse! Selvfølgelig er det lidt dyrere i forhold til internettet, men John slipper for selv at montere to store og 34 små termoruder, plus at der er garanti på alle ruderne, hvad der i praksis ikke er, når man bestiller dem via nettet og de bliver produceret i et eller andet østland. Den garanti vil vi gerne betale en lille smule for. Glarmesteren har også selv målt op … jeg var hundenervøs for at bestille dem via nettet, for sæt nu, der var et eller andet vi havde misforstået mht. de mål, vi skulle opgive. Det er nemlig ikke så enkelt, som vi først troede, og jeg kunne lige se os stå med en hulens bunke vinduer, vi ikke kunne bruge til noget. Det er igen det med at lade fagfolk komme til og selv lade være med at foretage sig noget, der kan gå galt.

Hybengardiner

30. oktober 2014

Kølig, men smuk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Overskriften er en glimrende beskrivelse af dagen i dag.
Jeg vågnede tidligt – 5:45 for at være præcis. Kunne ikke sove mere, men lå bare og råhyggede med min bog. Vinduet i soveværelset er altid åbent, bortset fra, hvis vindstyrken er over 10 på Beaufortskalaen – og kommer fra en sydlig retning. Jeg kunne høre, efterhånden som folk kom ud til deres biler, fordi der flere gange lød den umiskendelige lyd af en skraber, der fjerner is fra ruderne. Det var så en af de morgener, hvor jeg i særlig høj grad fryder mig over ikke at skulle ud og først gøre bilen sikkerhedsmæssigt forsvarlig at køre i, bare for at placere mig i en enerverende motorvejsvejarbejdekø i en halv evighed. Jeg tror jeg når at være jobstoppet i adskillige år, inden den følelse af fryd ved at opleve sådanne morgener forsvinder. Opleve dem fra sengen, vel at mærke!

202N00274.107P1030951

Køligt, men smukt kunne man måske også betegne vores nye køkken, som det ser ud lige nu, men når først der kommer lidt på hylderne, bliver det vældig godt, er jeg sikker på. Jeg er i hvert fald meget, meget glad for, at det har ændret udseende til den mere kølige side.
I Netto i dag fandt jeg nogle store, enkle og musesikre opbevaringsglas, som jeg vil tro, uden at have målt dem, kan rumme 1½-2 liter, og besluttede på stedet at købe restpartiet. De skal bruges til pasta, ris, bønner og lignende, der godt kan tåle at kunne ses. Skabet bagerst til højre kunne nemlig kun blive et åbent skab, så det er med at finde noget, der ikke skæmmer køkkenet, selv om det står til fri beskuelse. Glassene kostede en rund tyver stykket! Så kan alle være med.
Det var også nødvendigt, for i går købte vi komfur, emhætte og opvaskemaskine … pengene fosser desværre stadig ud af statskassen.

Præstø havn (1)

Og hvorfor gik jeg i Netto, når jeg ellers hævder, at jeg aldrig handler i Netto? Det gjorde jeg fordi Charlotte i sidste uge ville ind og se, om de havde nogen gode spottilbud. Hun købte tre krus og i dag fortalte hun mig, at hun bittert fortrød, hun ikke havde købt seks. Det er med at være om sig, når Netto har den slags ‘engangs’varer, og jeg var da også svineheldig og fik fat i de tre sidste, der var.
På vej til Præstø kunne jeg ikke stå for motivet af den lille havneby i det bløde eftermiddagslys.

Præstø havn (2)

29. oktober 2014

Tomhed, læsbarhed, lixtal, sprogøre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags:

Så er englænderne landet igen i Heathrow. Det har – som sædvanligt – været skønt at have dem her og de syv dage er – som sædvanligt – fløjet afsted. Der er – som sædvanligt – meget stille igen i det lille rækkehus. Høsten fra landmandslivet er endt i skraldespanden, markerne er ganske enkelt lagt sammen igen og vendt tilbage til deres tidligere og sikkert kedeligere liv som tæpper. Sengetøjet er pakket væk. Det eneste, der ikke virker tomt, er køleskabet – jeg har altid så mange rester, at vi kan leve af dem det meste af en uges tid.

Mens de var her, var Charlotte på biblioteket for at finde nogle læse-let-bøger til Anna. Hun læser hurtigt og flydende på engelsk, men de børnebøger de har på dansk ovre i England, er alt for svære at begynde at læse for hende. Hun skal først til at lære at koble bogstaverne sammen med de lyde, hun kender fra dansk, og når man ‘kun’ kan læse engelsk, er det sværere end man umiddelbart tror, men tænk bare på et ord som i, som Anna kender som I, og hvor det betyder jeg. Hvis hun skulle have skrevet i på dansk, ville hun have skrevet e.
Jeg er naturligvis overhovedet ikke med på, hvad markedet byder på i den genre og blev derfor lidt forbavset over, at man kan skrive en hel bog med ord på to bogstaver: Bi på is og Ib i en sø, som har lixtal på 1-2. Frode tryller har lix 3,6 og har, som det fremgår af titlen, ord på op til seks bogstaver.
Skulle man ikke lige kunne huske, hvad lixtallet betyder, er det et udtryk for en teksts læsbarhed. Her kan man finde lidt mere om det, hvis man skulle være interesseret. Mine tekster ligger på lixtal omkring de 40 og hører derfor til i middelklassen; det er kun ganske få, der når op over middel, men det er heller ikke lovtekster, jeg forfatter her. Denne tekst har lix 41,36.

P1030955

Det er pudsigt med børnene: Anna læser som sagt på et niveau, der svarer til lidt mere end hendes alder, mens Aubrey på grund af sin ordblindhed halter langt bagefter. Det er blevet bedre, efter de har fået nogle gode værktøjer, men der er lang vej endnu.
Når det kommer til udtalen af det danske sprog, er det lige omvendt: Anna taler dansk med en kraftig engelsk accent, hvorimod Aubrey siger lydene på fuldendt og fejlfrit dansk. Anna ruller fx på r’erne, hvilket Aubrey ikke gør.
Han har sprogøre og er mere musisk orienteret – Anna er forholdsvis umusikalsk. Charlotte og jeg har en teori om, at det at have let ved at fange musikken i et sprog har noget at gøre med, at man ikke er mere eller mindre tonedøv.
C talte et glimrende engelsk, da hun flyttede til England, men de første tre måneder kunne de høre, at hun var skandinav. De næste tre måneder spurgte de, hvor hun kom fra, og efter seks måneder var der ingen der kunne høre, at hun ikke er født i England. Det der afslører én som udlænding, er tonen i sproget – det er fuldstændig ligegyldigt hvor stort og fornemt ordforrådet er og hvor grammatisk korrekt man taler, hvis man lyder som Eddie Skoller, når han giver den med Våt have ju lørned in skul today?

28. oktober 2014

Nyt køkken stærkt på vej

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

John måtte tidligt op og afsted i morges for at lukke køkkenmontøren ind klokken 8.
Han kom først hjem igen klokken 16, for selv om der ikke blev sagt noget om, at vi skulle være der for at hjælpe, viste det sig, at han var glad for at have John til at holde et eller andet indimellem.
Og selvfølgelig opstod der et spørgsmål eller to undervejs, som der skulle tages stilling til.
Montøren ville starte tidligt og så hellere arbejde 10-12 timer frem for at køre den lange vej fra Nordsjælland igen i morgen. Der var dog et par ting, der drillede, så han kommer rent faktisk igen i morgen, men der må han klare sig selv, for det er sidste dag, englænderne er her – de skal være i lufthavnen senest kl. 14.

202N00274.107 

Jeg er naturligvis supernysgerrig, men må styre mig til senere – enten kører vi ned i morgen og kigger, eller også må jeg pænt vente til torsdag … nu må vi se … men det bliver langt bedre. John tog en del billeder undervejs. Jeg er glad for, at jeg (også her) insisterede – jeg kunne bare ikke snuppe den grønne farve.

Nyt køkken (5)Nyt køkken (8)

Børnene har leget ‘gård’ det meste af dagen. De fik hver en traktor med ladvogn i dag, og hele stuen er nu omdannet til marker og hvad man ellers har brug for som landmand. De fik bønner og pasta i utallige variationer, mine slebne sten, som fint passede i forholdet, og de inddrog de fleste af husets små beholdere og bordskånere. Jeg husker ikke alle funktionerne, men børnene havde helt styr på det, hvilket naturligvis er det vigtigste.

P1030947

På et tidspunkt gik det galt med linserne. Undskyld … årets kornhøst … vognen væltede, og der var linser korn over et temmelig stort areal.
Det sviner ikke som sådan, men de fleste landede på tæppet med en gevaldig spredningsevne, og støvsugeren befinder sig desværre nede i Den Stråtækte lige nu, så vi må vente med at få det hele samlet op igen. Sagde jeg.
Det ville Anna alligevel ikke have. Hun begyndte at samle op med hænderne, mens hun med engleansigtet monteret erklærede, at hun nok skulle hjælpe os med at få solgt huset.
Hun har sikkert hørt os tale om, at her altid skal være ryddet pænt op, hvis der nu skulle komme nogle eventuelle købere.

P1030946

27. oktober 2014

Frivillig arbejdskraft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags: , , ,

Jeg troede vi skulle i Tivoli i dag for at se Halloween-halløjet derinde, og vejret var da også godt nok til det, men Charlotte ville hellere en tur ned til Den Stråtækte for at arbejde lidt i haven!
Der lød så sandeligen ingen protester fra Johns eller min side, og da børnene ikke kendte noget til de oprindelige Tivoliplaner, havde de heller ingen indvendinger. Den eneste, der så lidt skæv ud i ansigtet, var Tim, men da C sagde, at han gerne måtte sidde i den gode stol enten udenfor eller indenfor og nyde enten udsigten eller sin bog eller begge dele, var også han helt med på ideen.
Vi rundede en bager for at købe en syndig kage som selvbelønning og så ellers afsted.
Børnene nød at lege ude i haven, især fordi tre af os var derude til at holde dem med selskab, og ville de ind i fem minutter, var far derinde. Perfekt børneliv. Ikke fordi de ‘brugte os’, men de nød, at vi bare var der, mens deres egne fantasilege foldede sig ud.
Jeg fik fjernet lidt mere af skvalderkålsrødderne, og C fik ordnet noget af stenbedet og fliserne i nærheden af drivhuset, så det blev så fint, så fint.
John slog græsset og ordnede derefter også lidt rundt omkring.
Det er en skam, at de ikke kommer lidt oftere …
De kommer til februar, men der kan man nok ikke komme så meget i haven.
De snakkede igen om august, så det lyder som om de holder fast i at holde sommerferie i Danmark – “og så skal vi nok få sat lidt mere skik på den have, mor!”
Skønne, skønne ord. Jeg har aldrig rigtig været havemenneske, men C er fuld af gode ideer og ditto råd, så jeg er lutter store ører.

P1030943

Da vi havde arbejdet tilstrækkeligt for i dag, kørte vi hen for at vise dem Kludeegen. Jeg skal da lige love for, at der blev stillet mange spørgsmål fra børnenes side.
- Hvor er de syge, når de lægger en bog, mommer? (Det var en højskolesangbog …)
- Er det fordi man har et sygt barn, man hænger en sut, mommer?
- Hvor er man syg, når man hænger en vaskeklud, mommer?
Gode, gode spørgsmål, som vi var nødt til at involvere børnenes egen fantasi til at finde svarene på.
De endte med at konkludere, at alt det der troede de altså ikke på!
Fair nok.
Vi gik en tur, fordi far lige var nødt til at tage på arbejde i en halv times tid (telefonen).

Hele den pukkelryggede … næsten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:01
Tags:

P1030935Da min far levede, samledes vi altid på gården hele styrken, når englænderne var hjemme – men selvfølgelig ikke kun ved de lejligheder. Mine forældre elskede at samle børn og børnebørn, så på gården har der altid været masser af både hjerte- og husrum.
Det er slut – forældrene er døde, gården er solgt, husrummet er væk og vi må mødes andre steder.
Det er fint nok med det gamle ord om, at hvor der er hjerterum, er der husrum, men det holder ikke helt, synes vi – hjerterummet er der, men det kniber godt nok en del med husrummet et enkelt sted.
I rækkehuset har vi simpelthen ikke plads til at have hele familien på én gang, uanset hvordan vi forsøger at få det til at gå op. Det får vi i Den Stråtækte, men lige nu er det kun i Sverige, vi kan være alle sammen, og der tager vi altså ikke op for at mødes en søndag eftermiddag og aften, når alle undtagen os – og englænderne, selvfølgelig – skal på arbejde mandag morgen. Eller skal til eksamen …
Heldigvis har jeg to søstre, som har mere plads end vi har og heldigvis er de begge søde og villige til at lægge hus til. Denne gang var det mellemsøsteren, der sagde, at vi skulle være så velkomne hele bundtet … yngste søster er i Alicante på forlænget weekend, men hendes børn troppede op, så vi var 16, der mødtes i dag. Den ene moster, fætteren, de fire kusiner, en kæreste og en mand, plus mine søstres børnebørn William og lille Ella. Charlotte var glad. Meget glad. Mor her blev glad, for hun så datterens ansigt lyse fra vi kom til vi gik – måske især da vi gik til bords, for det var spisebordet fra gården, vi satte os ved – denne søster har spisestuen næsten intakt, så møblerne, familien og dermed samværet bragte tilsammen Charlotte tilbage til barn- og ungdommens sorgløse dage.
Hun har ikke set familien siden jul, og selv om hun har et på alle måder godt og lykkeligt liv i England med sin Tim og sine børn, savner hun at være sammen med den danske del af familien og stortrives, når alle kan mødes.
Hun fik snakket grundigt med alle og blev opdateret på deres liv i videst muligt omfang, så familiekontoen blev fyldt fint op for Charlottes vedkommende.

Billedet? Vi gik en tur til/i Solgårdsparken, hvor dette træ stod.
Det er bare ikke et træ. Det er E.T.
Ham kendte børnene ikke, og i deres øjne ser en alien heller ikke sådan ud. Jeg ændrede pudsigt nok hurtigt mening og hævdede, at det nok snarere er en dinosaur, og så var de med igen. De kunne sagtens se et dinosaurhoved.

25. oktober 2014

Den Stråtækte faldt i god jord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags: ,

P1030901Græskarlygterne virkede fint nok.
I dag gik turen til Den Stråtækte. I hamrende kedeligt vejr – faktisk det værst mulige, med tåge, dis og støvregn, så man ikke havde noget særlig godt udsyn nogen som helst steder hen.
Det var der ikke rigtig noget at gøre ved – ingen af dem var indstillet på at vente til en anden dag, så det skulle bare være nu.
Vi måtte sige til os selv, at det kun kan blive bedre den næste og de følgende gange, de ser huset.

De elskede det ved første øjekast. Man er vel altid lidt spændt på, hvad ens barn siger til, at man finder en ny bolig og stedet, hvorfra der var gode barndomsminder, forsvinder så at sige, men Charlottes gode minder er i virkeligheden mere knyttet til mine forældres gård, fordi hun gennem en halv snes år tilbragte stort set alle sine eftermiddage der, indtil jeg var hjemme fra arbejdet. Hun hyggede med sin mormor og morfar, som altid havde tid til hende, hun passede sin hest og nød i det hele taget friluftslivet.

P1030899

Ingen billeder fra Den Stråtækte, men et fra havnen i Roskilde, hvor ungerne ville vise, hvordan Pippi sandsynligvis ville have brugt bænken.
Men altså: De glæder sig, til vi flytter derned, de glæder sig til at komme og bo i det dejlige hus, de glæder sig til at kunne kajakke rundt ude i fjorden og de glæder sig til at nyde den smukke, smukke natur, der er i området. Sommerferien 2015 blev vist planlagt til at skulle holdes i Danmark …

P1030908P1030911P1030915

På den anden side af fjorden, ovre på Feddet, ligger en af Danmarks største campingpladser, hvortil der er knyttet en stor og meget spændende legeplads “Skovbanen”, som vist dels er campingpladsens og dels er kommunal. Man må i hvert fald godt bruge den uden at bo på campingpladsen.
Den var et hit. Der er vanskeligt passable hængebroer, og der er fem forskellige svævebaner, som ikke er helt ‘blide’ – børn under 10 år skal være ledsaget af en voksen, og børn under seks år må slet ikke benytte forlystelserne.

P1030916

Tim prøvede en af svævebanerne. Den så ud til at være den farligste af dem, så han ville lige prøvekøre den.
Hvad han ikke lige havde taget højde for var, at han nok vejer cirka fire gange så meget som børnene, så han fik heeelt vildt meget fart på. Jeg tror slet ikke, de andre opdagede det, men Charlotte og jeg var sikre på, at han ville smadre ind i træet for fuld hammer. Vi havde nogle skrækslagne sekunder, inden Tim selv fik reddet situationen ved at føre benene frem og tage stødet af ved at hamre dem ind i en form for madras, som var anbragt der for det samme. Det lyder slet ikke af noget, når jeg fortæller det her, og det er også ligemeget, for to nanosekunder efter vi kunne konstatere, at han overlevede uden at blive mast flad som en pandekage op ad træet, var Charlotte og jeg ved at tisse i bukserne af grin. Vi kunne slet ikke holde op igen; det var vist en lettere hysterisk latter, som dels var ægte latter, fordi det rent faktisk havde set ustyrlig komisk ud, og dels et udtryk for vores lettelse, tror jeg.

24. oktober 2014

Og mig, som ikke vil markere Halloween …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: ,

Go’e, gamle Jens Otto Krag, som først kom med bemærkningen om, at man har et standpunkt, til man ta’r et nyt. Gad vide, om han selv var klar over, at den sandhed ville gå over i historien?
Da Charlotte var barn, var det endnu ikke blevet så moderne at markere Halloween eller Allehelgensaften, som det retteligen hedder på dansk – og som det skulle have været vedblevet med at hedde, hvis I spørger mig …
Det er kommet til senere, det med at lave en masse penge på det, og jeg har derfor aldrig følt, at det var noget, jeg behøvede at gå op i – faktisk har jeg altid ment, at det var lidt pjattet og meget kommercialiseret, men heldigvis kunne jeg tillade mig totalt at ignorere fænomenet.

P1030880

Indtil nu. Som det vist tydeligt fremgår af billedet.
Charlotte sagde, at børnene ææælsker Halloween, og mere skal der naturligvis ikke til, før mommer er der som en mis og køber græskar, som de kan lave lygter af. Her er morfar ved at skære for, så de kan skrabe indmaden ud.

P1030885P1030888

Og her er resultaterne. Midlertidigt uden låget, så effekten af lyset kunne vurderes, inden vi satte dem ud i haven, hvor de fra i aften skal hygge uhyggeligt meget. Eller er det omvendt? Uhygge meget hyggeligt?
P1030890

Men først skulle der leges lidt med hovederne ude i drivhuset.

Man har et standpunkt …

23. oktober 2014

Sjov med sjove googlesøgninger (13)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Der er desværre nok sidste gang, denne overskrift vil vise sig på min blog, da vi ikke længere får lov til at se, hvilke søgninger der fører til bloggen.
Det er temmelig ærgerligt, for det gav anledning til mange gode grin. Dette er derfor, hvad jeg nåede at få indfanget, inden der blev lukket for det varme vand. Det vil sige … helt lukket blev der trods alt ikke; det drypper stadig en lille smule, således at vi får en fem-seks søgeord eller -sætninger at se hver dag, men der er godt nok langt mellem perlerne.

tove smed huse i provence
Enten var Tove meget, meget gal, eller også er hun meget, meget stærk.
Derfor forstår jeg nok alligevel ikke, hvorfor hun har smidt rundt med huse i Provence.

paraskevidekatriafobi
DER fik du mig! Har hverken hørt eller set det ord før – til gengæld vil jeg af samme grund vædde alverdens rigdomme på, at det ikke forekommer på min blog (før nu, forstås …), så hvordan du havnede hos mig, er lidt af en gåde.
Jeg måtte selv google og fandt ud af, at det betyder frygt for fredag d. 13. Der kan man bare se. Gad vide, hvordan det udtales? Hvor skal trykket lægges? 
(Vidste I, hvad det betød?)

farveblind test til børn
Sludder! En test kan ikke være farveblind.
Jeg ville nok kalde det for en farveblindhedstest.

grøt i leirgryte 
Googles veje er uransagelige. Jeg blogger ikke på norsk, og jeg har da slet ikke skrevet noget om grød i lergryde … hvordan er du havnet her??

hvorfor bliver tåen spids på strikket sokker
Her kan du lære to ting af mig:
1) Det hedder strikkeDE sokker. Eller én strikket sok.
2) Tåen bliver spids, fordi du strikker ‘stjernetå’ og lukker af på hver omgang, vil jeg tro. Luk af på hver anden omgang – eller googl ‘båndtå’ – se fx her.
Min brugs reklamerer med “Slagterens hjemmelavet pålæg”. Det hedder det IKKE, men jeg skal nok bare være taknemmelig for, at de har droppet apostroffen i “slagterens” – men hvorfor så de ikke har gjort det i “bageren’s”, er mig en gåde.

nyskovens hyacinth sparker
Så gider jeg ikke komme i Nyskoven mere. Ikke hvis hyacinterne sparker.

kommer bøg før ask
Kommer??? Den “kommer” ikke, den springer [ud]. Og så er det i øvrigt en eg og ikke en bøg, vi taler om – det skal jo (okay, med lidt god vilje) rime på “bleg”.

Det var det. Lidt tamt, ikke?
Grunden til, hvorfor det er blevet sådan, kan læses herunder, men selvom jeg forstår ordene, forstår jeg stadig ikke hvorfor Google traf den beslutning. Jeg kan jo ikke se en URL på den søgende, kun selve søgeordet, så de der privacy reasons ville jeg gerne have forklaret lidt nærmere.  
Nu har WP foreløbig ledt godt et år efter en metode til at vise how users arrive on my site – enten er den nød svær at knække, eller også gider de bare ikke gøre mere ved det. Man kunne godt have en lumsk anelse om sidstnævnte.

image

Til slut vil jeg vise et eksempel på et af livets små, pudsige sammentræf. I går i min feeder lå disse to indlæg lige op ad hinanden.
Det var da både sjovt og sødt …

Pudsigt sammentræf

Næste side »

The Rubric Theme. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 59, der følger denne blog