Hos Mommer

31. juli 2014

Lidt mere fra de gamle, men måske ikke altid helt så gode, dage

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags:

Vi tog ud til Andelslandsbyen Nyvang i dag. Interessant var det – og meget sjovt at kunne genkende (skræmmende) mange ting fra ens egen barndom.
Jeg oplever det oftere og oftere, men jeg vil ikke påstå, at jeg af den grund har vænnet mig til at min barn- og ungdom er museumstemaer.

P1020556P1020559

Det første sted, man kommer til, er Skovhuset, hvor der sad seks personer med hver deres husflidsspeciale. Bl.a. træskæreren, der betjente den lille sav så legende let, hurtigt og sikkert, som førte han en blyant hen over et stykke papir. Og orkisdamen, som så ud til at være over 90, og hvis håndværk jeg aldrig helt har fattet, men hun viste mig, hvordan man gør. Man skal bare kunne slå knuder, hævdede hun … som altid har jeg respekt for og bliver imponeret af dygtige håndværkere – også selv om jeg ikke vil eje noget af det, hvilket var gældende i disse tilfælde. Englen er et orkisarbejde.
Knipling vil jeg heller aldrig forstå – at kunne holde styr på alle de nåle og alle de tråde og kunne lave dette (for mig) komplicerede mønster, tilsyneladende uden at begå fejl … og jeg kan ikke engang påstå, at så kunne de nok ikke strikke, for det har de garanteret også kunnet!

P1020561P1020560

P1020563P1020564Købmandsbutikken med de gamle kontobøger – det havde mine forældre også til vores lokale brugsforening helt op til i slutningen af tresserne. “Det skal skrives”; hvorefter far afregnede med brugsuddeleren en gang om måneden. Rationeringsmærker. Sukker og kaffe var rationeret helt frem til slutningen af 1952; kul og koks til januar 1953.
Kontobogen er fra 1939 – der var vist ikke mange dagligvarer, man skulle give mere end en krone for dengang.

Der gik mange ildsjæle rundt derude og de var alle mere end villige til at dele ud af deres viden. Slagteren (der er også butik) tilbereder kødet som da jeg var barn, nemlig uden at pumpe hamburgerryggen og med rigtig rygning af fx svinefileten, så det smager som det skal og ikke som de kedelige surrogater, man kan få i dag – de yngre kan slet ikke lide andet end surrogaterne, fordi de aldrig har smagt andet … røgsmag i dag er ofte kemisk.

En ting, der på én gang morede mig og irriterede mig lidt, var skiltningen. Der var ikke mange, der var stavet rigtigt, og det der næsten faldt mig mest i øjnene, var forsøget på at eftergøre de gamle skilte uden for butikkerne. Før 1948 skrev man navneordene med stort. Ikke udsagns- eller tillægsord, så disse skilte er en smule ynkelige, synes jeg – det må da være muligt at finde nogen, der kan skrive rigtigt, også her i andelslandsbyen. Prøv at se, hvor mange fejl I kan finde på disse tre billeder:

P1020583P1020584P1020588

Vi så en Citroën fra 1928, hvor motorblokken var åbnet. Det var en lille motor, og man havde både svenskenøglen med og sømmet en eller anden dåse fra husholdningen fast i motorrummet. Til reservedele, måske? Skruer? Næppe til sprinklervæske … og se lige hornet: DET er da et rigtigt båthorn!

Der var radioer og tv-apparater tilbage fra deres respektive spædeste barndom. Jeg kan huske mine forældres radio med alle disse spændende navne på fra hele verden. Hilversum. Habana. Bari. Sydney. Hörby. Caracas. Jeg blev god til geografi, for jeg ville vide, hvor alle disse byer lå. Nogle af dem var ikke helt nemme at finde ud af, for mine forældre kendte mange, men ikke dem alle … hvor pokker ligger Prangins, fx? Det var ikke alle byerne, der var nævnt i Salmonsens Konversationsleksikon, som fyldte et par hyldemeter i reolen.

P1020574P1020590

Der var et vitrineskab med gamle postkort. Overskriften lød: “SMS 19xx-2014” (kan desværre ikke huske, hvilket 1900-år der stod).
Det var også lidt noget pjat, synes jeg. Man har kunnet sende sms’er i omkring 20 år, og man har kunnet sende postkort før nittenhundredeognoget.

Det var mange af finurlighederne og næsten alle brokkerierne … alt det fra turistbrochurerne kan man finde utallige steder, og jeg kan godt lide at se tingene fra de skæve vinkler. At jeg brokker mig, er ikke ensbetydende med, at jeg har haft en dårlig oplevelse. Tværtimod. Grumpy old women har det faktisk bedst, når de er grumpy.

30. juli 2014

Min Maestro er færdig

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

MaestroHvorfor den hedder Maestro, ved jeg ikke … har dirigenter en sådan type jakke på? Jeg ved bare, at den er designet af Heidi Kirrmaier, som, på trods af det tyskklingende navn, bor i Calgary, Canada. Jeg så en bloggers billede af sin færdige Maestroudgave – det var kærlighed ved første blik. Til jakken altså …
Den er så smuk, så tidløs, så klassisk, at den fluks måtte iværksættes, så jeg skyndte mig på Ravelry (en verdensomspændende klub for strikkere) og købte hendes mønster. Heldigvis skal man i dag ikke vente på den slags; så snart man har betalt, kommer der en fil til download.
Garnet havde jeg: en tråd isblå og en tråd grå supersoft uld.
Fordelen er ikke blot, at den er smuk og at den er sjov at strikke; den kan også strikkes i en feriebil, da der ikke er ret meget tælleri.
Der er heller ikke ret meget montering, det er bare ærmerne, der skal sys sammen, og det kan man oven i købet undgå, hvis man gider strikke dem på rundpind, men det gad jeg ikke. Jakken strikkes ovenfra og ned; den er nem at gå til … jeg kunne slet ingen argumenter finde for ikke at gå i gang med den, og jeg er ret sikker på, at der skal fabrikeres en til.
Herunder Kirrmaiers smarte overgang fra kraven til reverset: en I-cord => ingen grimme sammensyninger eller andre former for synlige sømme.

Maestro (1)

imageimageDet nederste stykke er strikket med forkortede rækker, således at jakken bliver længere bagtil – også en pæn detalje. Hendes opskrifter går fra XS til XXL og er totalt gennemarbejdede uden fejl og med en detaljeringsgrad, så selv en nybegynder må kunne finde ud af at strikke denne jakke. Eneste ulempe (ikke for mig, dog) kunne være, at den er på engelsk.

Jakken er desværre en hel del pænere med andre end mig selv i den, hvorfor jeg har stjålet billedet fra Ravelry til at vise den med et pænt fyld.

Skulle der stadig findes en strikker eller to, der ikke har hørt om Ravelry.com, så gå ind og kig – og meld jer ind. Det er som sagt en klub, som kræver medlemsskab – det koster dog ikke noget, og man får adgang til et hav af gratis opskrifter og et andet hav af opskrifter, man skal betale for, men ikke så meget, synes jeg. Man kan uploade egne værker … man kan i det hele taget en forfærdelig masse ting, som jeg slet ikke bruger det til – jeg er der kun for at kunne svælge i alle mulige og umulige strikkeopskrifter.
Kirrmaiers designs slutter ikke med Maestro for mit vedkommende – nu er jeg gået i gang med hendes Peasy.

Og … der har været et ungt par for at kigge på vores hus i dag. De kunne godt lide det.
KRYDS alt hvad der kan krydses for at de ikke finder et andet hus, de bedre kan lide.

29. juli 2014

Hvis man tror, at doping er noget nyt …

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

… må man tro om igen. Vi så en ret interessant udsendelse om Tour de France op gennem årene fra 1903, hvor det hele startede. Det var nummer 1 af 2, og jeg skal lige tjekke, hvornår nummer 2 bliver vist, for det var en god udsendelse, selv for sådan en sportsignorant som mig.
Udsendelsen var franskproduceret og bar naturligvis præg af det, således at det var de franske ryttere, man fokuserede mest på, men det blev det ikke mindre interessant af. Speaken var ny, og jeg kunne konstatere, at man åbenbart kan slippe afsted med mere i Frankrig, end man ville kunne herhjemme:
”Den permanenterede blondine” ville sikkert ikke gå upåagtet hen, og bemærkningen om en mand, der ikke var lille, men bare meget lidt køn at skue: “Han lignede det, han var: en dværg med stritører” er vist heller ikke helt politisk korrekt i dagens Danmark, for slet ikke at tale om kommentaren vedrørende en hustru til en af vinderne: “Hun havde taget sin bedste BH på, inden hun ønskede sin mand tillykke foran kameraet”. Vi hyggede os flere gange over de mange bramfri ord, der blev brugt i udsendelsen.
Det der moderne Epo-pjat er også det rene vand ved siden af de midler, de tog i brug lige fra løbets spædeste start, og egentlig  er rytterne i dag nogle værre forkælede pivskider sammenlignet med for 100 år siden. Op til 16 timers kørsel om dagen – og de havde selv deres egne cykelslanger med, draperet på rytteren under armene og i et kryds bag nakken, så de (selv, naturligvis) kunne skifte hjul, når (ikke hvis) de punkterede.
Mellem 1903 og 1918 kørte de på snaps, så at sige – det er jo også en slags doping. Man brugte æter for at dulme smerterne.
I 40’erne var de populæreste midler kokain og amfetamin!
I 50’erne kørte størstedelen af rytterne på amfetamin.
I 60’erne døde en rytter af malaria, fordi hans krop var helt nedbrudt af stimulanser.
Det er rigtigt, at Tour de France ikke er, hvad det har været, men det har det aldrig været.
Jeg gider ikke følge med i al dopingsnakken, men kan godt lide at følge lidt med på touren hjemme fra sofaen, kommenteret af Leth & Co – der er intet nyt under solen, og den med den bedste læge vinder, har jeg lige hørt. Det skal nok passe.

Det bliver spændende, om John kan bruge sin nyindkøbte plæneklipper uden at få brug for stimulerende hjælpestoffer til at gennemføre en plæneklipning. Han er jo vant til en traktor i Sverige, men sådan en ville være en anelse overkill til Den Stråtækte.
Han spurgte mig i morges, om han skulle købe en benzin- eller batteridreven, og jeg svarede fluks “batteri”. Den larmer mindre, den lugter ikke, den er lettere og den er nemmest at vedligeholde. “Ja, men den er også meget dyrere”, svarede Nielsen. Jeg spurgte, hvad der betød mest: at gøre livet nemmest muligt for os eller spare nogle kroner her og nu.

Saml-selv-græsslåmaskineSaml-selv-græsslåmaskine (1)

Manden begav sig afsted på plæneklipperjagt og et par timer senere kom han hjem en batteridreven i saml-selv-udgave. Det tog dog kun en halv times tid at få den køreklar.

28. juli 2014

Vi dvæler fortsat ved Danmarks historie

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: ,

I lørdags Havhingsten, i dag Sagnlandet Lejre. Indgangskortet, vi fik af Steen, da han fejrede sin fødselsdag derude, gælder i resten af 2014, og da vi den dag ikke fik set mere end en lille del af det utrolig naturskønne område, kørte vi derud igen i dag, idet vi regnede med, at det ville være levendegjort af personer, der havde valgt at holde sommerferie på primitiv vis.

Sagnlandet Lejre

Det var det også – både af en gruppe jernalderfolk og en gruppe stenalderfolk (jægere/samlere). Jernalderfolket har vævet tøj på; stenalderfolkets klæder er lavet af skind.
Alle var søde og mere end villige til at fortælle om deres ophold og hvordan dagen forløber for dem.

P1020520P1020522P1020524

Disse to herrer var far og søn og var garvede jernalderfolk – de havde været her mange gange. Det var heller ikke første gang, den unge mand kløvede brænde, kunne man fornemme. Farmand kom med ‘trillebøren’, men det var den unge kvinde, der trak læsset over til bålet.
Man skiftes til at have bålvagt, og da den tjans er en anelse kedelig, laver man gerne et eller andet nyttigt imens … denne kvinde samlede lidt pilegrene for at kunne lave et piskeris. Jeg ved dog ikke helt, hvad de skulle bruge det til, for de havde netop fået lov til at aflive en gås til aftensmåltidet. Måske til sovsen? Man kan nok altid bruge et piskeris …

P1020527P1020528

Nede ved offermosen så vi en hest, der havde hængt der temmelig længe … faktisk var der hængt hele tre heste op, men den til venstre var den friskeste at se på – hvilket ikke siger så forfærdelig meget.
Jeg læste alle skiltene, der var sat op, for der var mange interessante oplysninger at hente. Vidste I fx, at man havde ladet en flæskesteg lege Egtvedpige? Man havde begravet en flæskesteg under de samme betingelser som Egtvedpigen fik i sin grav. Tre år efter tog man stegen ud igen, og den viste sig efter disse tre år stadig at kunne opfylde betingelserne for kød, der må sælges til fortæring! Ganske tankevækkende. Hvad skal man med en fryser, når man bare kan pakke kødet ind i en kohud og begrave det i en egekiste?
Man har også brændt svin, bl.a. for at be- eller afkræfte myten om, at ligbål lugter. Det gør de ikke, fandt man ud af. Det undrer mig nu ikke – bålstegt kød dufter jo herligt, så hvorfor ikke nyde den liflige duft af bedstemor, når hun skal sendes afsted på sin sidste færd?

P1020534

Her sidder stenalderfolket og får en introduktion til opholdet. Det er tre generationer af én familie, som er ankommet i dag. Jernalderfolket havde været der siden i fredags.
Jeg finder det meget fascinerende, men jeg har det præcis som med Havhingsten: Lad endelig dem hygge sig, som har lyst til den slags. Jeg har IKKE!

P1020533

Nede ved søen var der i hundredevis af almindelige vandnymfer. Fornavnet ‘almindelig’ får dem til at lyde så kedelige, men tværtimod var de meget, meget smukke at se på. John fik taget et godt billede af en af dem.

Almindelig vandnymfeFrøstand af vild gulerod

Og jeg fik taget et udmærket billede af en frøstand af vild gulerod. Begge billeder kan klikkes større.

27. juli 2014

Havhingsten fra Glendalough er hjemme igen

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

Havhingsten fra Glendalough hjemme fra togt (4)Dagene står stadig i den fuldstændige inaktivitets tegn, men i går tog John os sammen til at køre en tur til havnen i Roskilde for at få os en ParadIs.
Vandet giver en illusion af kølighed, og det er altid hyggeligt at gå en tur i en havn og se alt det liv, der udfolder sig sådan et sted. Så er det, jeg ville ønske, at jeg havde en båd – men ønsket holder ikke mere end et minut, så er jeg tilbage i virkeligheden igen – jeg bliver aldrig sejler. Jeg har tilbragt en weekend på en 36-fodsbåd, og de ligkister, man bliver stoppet ind i fra den ene ende for natten, fik mine klaustrofobiske tilbøjeligheder til at bryde ud i lys lue. Det gør jeg aldrig mere!
Næh, skal jeg have en båd, skal vi op i en prisklasse, der hedder nogle millioner, inden jeg får en med plads nok til mig, så selv en meget stor lottegevinst vil ikke kunne dække, tror jeg. Og hvis jeg endelig vandt så mange penge, ville jeg hellere have en autocamper …

Klaustrofobi får man i hvert fald ikke på Havhingsten fra Glendalough, som netop var kommet i havn få timer forinden efter et 3-ugers togt i Østersøen.
Havhingsten fra Glendalough hjemme fra togt (6)Havhingsten fra Glendalough hjemme fra togt (8)55 mennesker havde de været afsted denne gang, og da vi stod lidt for at kigge på vikingernes afsluttende øvelser, var vi ikke i tvivl om, at der var opstået et tæt sammenhold og at der havde været en god stemning på hele togtet.
På øverste billede ser man en kvinde afskedskramme en mand. Ikke omvendt, for han har hænderne helt smurt ind i tjære. (Klik evt. større.)

Men, men, men … selv om jeg ikke skulle komme til at lide af klaustrofobi, ville jeg garanteret komme til at lide af ret meget andet, hvis jeg meldte mig til sådan et togt. Jeg er ikke et usocialt menneske, men tanken om at være så tæt på 54 andre i tre uger tiltrækker mig slet, slet ikke.

Jeg må vist læse lidt mere om det, men vi talte bl.a. om, hvordan det må være at sove ude på havet og om, hvordan man får lavet mad. Dette sidste så vi dog på en planche, der var sat op, og det så ikke helt ukompliceret ud, må jeg sige. Især da ikke med de høje bølger, som ham vi talte med sagde, at der havde været det meste af tiden ude på Østersøen.

Og – værste tanke af alle – de skal da på toilettet en gang imellem. Alene tanken om hvordan den slags nødvendigvis må foregå på sådan en båd, kan få mig til at løbe skrigende væk. Visse ting er for mig yderst private.
Nå, men nogle synes altså, det er alle tiders måde at tilbringe en sommerferie på, og fred med det – vi er ikke ens, og selv om det ikke tiltrækker mig, har jeg skam den dybeste respekt for dem, der rent faktisk er i stand til at gennemføre OG nyde sådan en tur.
Jeg kan sagtens nøjes med at bruge en halv times tid på at nyde synet, deltagernes glæde og vores lille snak med en af ‘befalingsmændene’ fra togtet.

26. juli 2014

Plante smil og plante solskin

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , ,

Plante smil og plante solskin – plante sang i alle sind – Skabe hverdag om til fest – og lukke lys og glæde ind.

Ikke fordi jeg på nogen måde skal gøre mig selv til en parallel til Den Gamle Gartner … den uendelige mildhed, der lyser ud af gartneren i den gamle sang, kommer jeg vist aldrig til at udstråle, men jeg har plantet planter i dag, og solskinnet har plantet sig selv i næsten al for lang tid nu. Smilene kommer heldigvis også af sig selv, selv om vi lider i varmen.
Vores søde nabo har passet drivhus og krukker mens vi var i England og i Sverige. Hun klarede det næsten – der døde kun tre krukker. Squashen og basilikummen blev reddet i ellevte time; jeg tror det kom lidt bag på hende, hvor meget vand der skal til, når solen står ned fra en skyfri himmel og temperaturen inde i drivhuset ville gøre en tropisk regnskov misundelig.
Som sagt, så er hun sød. I forgårs kom hun med en echinacea som undskyldning for at have slået nogle af planterne ihjel. Det havde hun selvfølgelig ikke behøvet; hun har klaret det bedre end de fleste af hendes forgængere, men hun insisterede, og nu er den plantet i en af krukkerne. Vi har været hos Thyme for at købe til de to andre plus til en, hvis indhold ikke var helt præsentabelt mere.

Hvis der nu skulle komme nogen for at se på huset, dur det ikke, at der er visne blomster nogen steder. John mente, at vi kunne nøjes med at tømme krukkerne og stille dem til side, men det var jeg ikke enig i. De skal være tilplantede og tage sig ud på fordelagtigste måde, så haven kan gøre så godt et indtryk som muligt – og selvfølgelig synes han også, at det er pænere nu med de fyldte krukker.
Den ene slags var dog en fejl. Det var en, jeg ikke havde set før, den var særdeles nydelig, så jeg købte den i tre blå nuancer og satte i den store, blå krukke, men den STINKER, gør den, så den krukke bliver eksileret til den anden ende af haven. Lidt synd, for det er havens flotteste krukke, men den lugt kan jeg simpelthen ikke klare. Jeg troede, at blomster pr. definition skulle dufte og ikke lugte, men der er åbenbart andre end tagetes, der lugter.
Desværre ved jeg ikke, hvad den hedder; det var den eneste, der ikke var skilt ved og jeg glemte at spørge ved kassen.

P1000685

Lige nu synes jeg det ville være fuldstændig fantastisk med sådan en Snowdrop Walk! Hvor er man dog utaknemmelig …

25. juli 2014

Hvis jeg havde higet efter 30° …

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 18:13
Tags: ,

… så havde jeg bestilt en rejse til et land, hvor man kan forvente 30°. Jeg behøver slet ikke de temperaturer i Danmark.
Jeg er simpelthen blevet for gammel til det her, og det er John også. Min John, som i sine yngre dage kunne tåle alt og aldrig havde det for varmt, går her og gisper og åbner alt, hvad huset formår at åbne, så der kan komme luft igennem. Vi er kravlet om på nordsiden af huset, hvor vi ellers aldrig opholder os, men her er der lidt vind og ‘kun’ 30°, mens den kommer op på 36° på den overdækkede, men sydvendte og vindstille terrasse. 
Jeg vil gerne se på lidt regn, og jeg vil gerne se på temperaturer, der ligger omkring de 22-23°. Dette her er ikke sjovt længere.

Det har været en dag præget af total inaktivitet – det kunne kun lige blive til en Tour de Brugs, som blev nødvendiggjort af, at John var ved at løbe tør for kaffe. Jeg foreslog at cykle for at få lidt luft, og selv om John mente, at han ville dø af det, indvilligede han.
Det var faktisk dejligt – det blæste lidt, og resten af blæsten lavede vi selv. Ikke fordi vi kørte specielt stærkt …

Køge Bugt lige før uvejret

Billederne af den lille familie er fire år gamle, men hører stadig til mine yndlingsbilleder. Jeg elsker små, nøgne barnenumser, og jeg er så glad for, at jeg er kvinde … havde jeg været en mand, kunne jeg næppe udtale sådanne ord uden fluks at blive anklaget for noget, som jeg ikke vil nævne her – vil ikke risikere at dukke op som et søgehit pga. det ord.
Jeg ville ønske, at jeg i dag kunne få øje på en tilsvarende dramatisk himmel i horisonten – OG at det ville ende med et lige så voldsomt tordenvejr, som hin sommerdag bragede ned over os få øjeblikke efter, vi var nået i sikkerhed i bilen.

P8020052

24. juli 2014

Vi slår os ned som sydsjællandske vinbønder

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:30
Tags:

Udsigten over Præstøfjorden fra et tagvindueVi har talt meget om, hvorvidt sælgeren nu også får ryddet Den Stråtækte til 1. august. Hans hukommelse er mildt sagt på kraftigt tilbagetog – de tre gange, vi har mødt ham, har han fortalt os præcis de samme ting, spurgt os om vi ville overtage de og de (samme) ting og lovet de samme ting hver gang. Vi blev mere og mere klar over, at hans senilitet ville være nået et bekymrende stadium, hvis det var et nært familiemedlem. Nu synes vi bare det er lidt synd.

Den mand har været samler med stort S.
Holddaop, hvor havde han meget l… alle vegne; der var to af rummene, der ikke var fotograferet til salgsmaterialet, fordi de var totalt fyldt op med ragelse. Han blev ved med at spørge, om ikke vi ville overtage dit eller dat, og vi blev ved med at svare, at han bare skulle rydde ALT ud! Det eneste der gik med i handelen var omkring 20 m2 gulvbrædder, der aldrig havde været pakket ud. Det havde han bare glemt at fortælle dem, der skulle fjerne alt ragelset, så vi fik med en feberredning forhindret det (forhåbentlig) ved omgående at kontakte ejendomsmægleren, som kunne bekræfte, at de ikke skulle fjernes.

P1020480P1020481

Vi ringede til Finn i dag og sagde, at vi lige havde brug for at komme ned og tage nogle mål. Det var den bedste undskyldning, vi kunne finde på, for vi var som sagt ret bekymrede, fordi han sandsynligvis hverken kan planlægge eller er i besiddelse af noget, der ligner et overblik.
P1020474Det hjælper ikke meget, at vi kan få det ryddet på hans regning, fordi vi overtager det en fredag middag, og håndværkerne står der mandag morgen klokken 8. Vi havde ikke behøvet måle noget op nu, men vi var simpelthen nødt til at finde ud af, om der var skred i tingene, for der er fast arbejde til to flyttemænd i lang tid.
Han kunne så fortælle, at han var flyttet til en beskyttet bolig, men at der gik nogle mænd og tømte huset, så vi kunne bare tage derned.
Phew! Det var sikkert det bedste, der kunne ske for ham, og vi kan ånde lettet op.
Der var ryddet en del, men der er lang vej endnu, inden der er tomt … det er virkelig utroligt, hvad den mand (og konen, vel, da hun levede) havde fået samlet i de 25 år de boede i huset.
P1020476Jeg må sige, at jeg er ovenud glad for, at vi har valgt at betale os fra at få ordnet lofter, vægge og gulv. Det har ikke ligefrem pyntet på udseendet, at møblerne og skilderierne er fjernet … pyh, hvis vi skulle have ordnet alt det selv … så var jeg gået død.

På trods af dette bliver der masser til John at gå og hygge sig med i laaang tid fremover, men P1020478han glæder sig som et barn til juleaften – han elsker at gå og hygge med den slags ting. Og når jeg siger ‘masser’, mener jeg MASSER af ting, som jeg egentlig slet ikke lagde mærke til de første gange.
Det bekymrer overhovedet ikke John, mens jeg var lidt betænkelig … lige til jeg kunne konstatere, at hans ubekymrethed er ægte.
Til gengæld er John lidt bange for den jungle, vi skal i gang med udenfor, men som jeg tager med ophøjet ro. Vi skal jo ikke bo i haven, og det vi ikke når i år, når vi til næste år. Eller næste igen … det tager jeg aldeles afslappet, men det er da godt, at vi har hver vores styrker og svagheder, så vi begge kan sige rolig nu til den anden part. Tidslerne og den krybende ene fylder ½ grund; hortensiaen er ved at blive ædt af brombærren … jojo, der er nok at tage fat i.

Drivhuset bærer hundredvis store klaser – det er helt vildt – der vil komme adskillige kilo druer ud af det. Vinen skal bestemt også beskæres, for den er groet helt ud af huset, men det bliver ikke før efter høst.
Man burde næsten slå sig ned som vinbonde; der må kunne komme adskillige flasker ud af al denne frodighed.

Jeg fik den ide at lade dette ottekantede drivhus være permanent vindruehus, for jeg har nemlig fundet ud af, hvor vores fine rækkehus-drivhus kan være. Jeg kan bare ikke lide det drivhus, vi overtager, og vil så skrækkelig gerne have det med, som vi har nu, og jeg tror søreme, at det kan lade sig gøre alligevel, selv om det ikke så sådan ud ved første blik.

23. juli 2014

Hjemme igen via Huset i Skoven

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: , , ,

Det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes … det må det tredje heller ikke. Snart har vi tre huse (men forhåbentlig kun i en kort periode), så der bliver lidt at se til. Campingvognen er blevet sørgeligt forsømt i år, og vi er lidt spændte på, hvor aktiv den får lov at være fremover.
Sidste år, hvor jeg havde udrejseforbud, var vi meget, meget glade for den, men siden vi faldt for Den Stråtækte, har der hele tiden været et eller andet, der er kommet i vejen for campingturene – møde med den ene ejendomsmægler, møde med banken, møde med den anden ejendomsmægler, møde igen i banken, så den første ejendomsmægler igen, så skal der lige skrives noget under, der er besøg af forsikringsmand, af tilstandsrapportmand osv. osv. Ind imellem er der også mine herceptinbehandlinger hver tredje uge og snart (den sidste) MUGA.
Ikke noget, der hver for sig tager over en time, men der har bare været en eller to ting hver uge, hvilket hurtigt kan få forhindret, at man lige smutter en tur til Jylland, fx. Sverige skal som sagt også passes, rækkehuset skal holdes konstant totalt ryddet, rent og fremvisningsparat. Vi har været i England – jeg oven i købet to gange.
Vi har travlt. Eller er det bare fordi arbejdsmarkedet er lagt bag os, at vi ikke kan overskue en pind mere og derfor synes der skal mindre til at få os til at føle, at vi har travlt?

P1020468

Ovenstående billede er solnedgangen i aftes set fra møllen, som jeg flere gange har fotograferet. Vi så en kæmpestor og glødende rød sol fra vejen, men da vi endelig vi kunne holde ind til siden, var den halvt væk og desuden var der træer, der tog udsynet til det, der var tilbage af den. I stedet blev det til dette billede, som såmænd heller ikke er så tosset endda.
Vi kørte fra torpet klokken 14 i går for at lægge vejen forbi det lille hus i den store skov hos Inge og Hasse, som havde inviteret på pulled pork-burgers med coleslaw og et glas vin eller to til dem, der ikke skulle sidde bag et rat … alternativt stod et par senge til vores rådighed, men vi havde køleskabsvarer i bilen og syntes ikke, de skulle ligge der i yderligere 12-15 timer.
Det var, som altid, hyggeligt og snaksomt.
Det har godt nok været en uge af temmelig social karakter, men sådan er det tit: Der kan gå flere uger imellem, at man ser venner eller familie, og lige pludselig ramler det hele sammen og alting sker næsten på én gang.
Men pyt – bare det er godt, og det er det. Var det. Har det været.

P1020457P1020462

Herover John, der skulle afprøve hængekøjen i Huset i Skoven. Det tror hverken han eller jeg bliver hans foretrukne sted til en morfar, men sejren var hjemme, da han klarede at komme ned af den igen uden at vælte, falde eller bare se specielt klodset ud …

21. juli 2014

Et nyt blogtræf i miniformat

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: ,

Engang i et svagt øjeblik kom jeg til at invitere Fruen i Midten til at kigge indenfor, hvis familiens vej nogensinde skulle falde forbi torpet.
Det gjorde den i dag, så jeg har haft fornøjelsen af Fruen og Donnaen til frokost og hele eftermiddagen, mens Hr Gemalen var ude og køre et cykelmountainbikeorienteringsløb.
Det med det svage øjeblik er naturligvis ment i spøg, og vi havde da også en rigtig hyggelig eftermiddag. Atter en gang har blogland vist sig fra sin bedste side og formidlet et møde, som med største sandsynlighed aldrig ville have fundet sted, hvis ikke cyberspace var opfundet.

P1020323

Kamelen var naturligvis også med, men den blev opstaldet nede i haven – der var vist en, der havde gennemskuet min holdning til hunde …
Det gik nu fint, og da hus-, hhv. kamelejerne sad ude på terrassen, kunne vi alle holde øje med hinanden.
Mens vi sad der og snakkede, hørte vi et trompeterende skrig nede fra åen, og Donnaens umiddelbare udbrud var: “Det var da en elefant!!??”
Jeg kunne fortælle hende, at dem har vi ikke så mange af her på torpet, men at det enten var en gås eller en trane. Ved nærmere eftertanke nok tranen, hvilket John bekræftede, da vi spurgte.
Den trompeterede igen, og denne gang mente Donnaen, at det var en togfløjte …

2013 juli traner ved åen (1)

Nu var vi simpelthen nødt til at gå ned til åen, så Donnaen kunne overbevises om, at denne hverken er en togbane eller et elefantvandingshul – selv om jeg var nødt til at sige, at chancen for reelt at se tranen/tranerne desværre er temmelig lille, da det er en meget sky fugl.
Ikke desto mindre fik Fruen straks øje på en trane, der stod i sivene på den anden side. Jeg havde i første omgang ikke set den, for jeg havde været så genial at undlade at tage mine briller på, hvorfor jeg er bange for, at det var min tilsynekomst, der skræmte den væk – men så fik de både set en stående og en flyvende trane. Billedet er ikke taget i dag, men det er temmelig sikkert den samme trane.
Alt i alt en absolut hyggelig eftermiddag. Samtaleemner nåede vi på ingen måde at løbe tør for …

Lige inden vi fik gæster, havde vi konstateret, at strømforsyningen til elhegnet var stået af. Sådan et kan åbenbart ikke holde mere end to års konstant kørsel. John gad næsten ikke køre helt til Kristianstad i denne hede for at købe et nyt, så han kørte hen til Verdens Bedste Nabo for at høre, om det var muligt at købe et tættere på os. Det var det ikke, men han havde da lige et, vi kunne låne til næste gang, vi kom herop. Den mand har alt!
John tilsluttede hegnet, gik ned og målte, om det virkede, hvilket det næsten ikke gjorde, men nu vidste vi godt hvorfor, nemlig af samme årsag som gav os mistanken om, at der nok slet ikke var strøm på: Græsset, der berørte hegnet, var ikke brændt af. Nu blev strømmen afledt, fordi der var rigtig meget græs og mange urter og bregner, der berørte hegnstrådene.
Slukke igen og ud med trimmeren. Nu er han færdig med at slå hele vejen langs hegnet, og det virker igen. Heldigvis. Normalt er vildsvinene dybt inde i skoven midt om sommeren, men det er ikke til at vide, hvornår de igen får lyst til at opsøge civiliserede områder, og vi gider ikke have pløjet den plæne op igen nogensinde. Nu er den langt om længe (fire år) ved at blive bare nogenlunde pæn og jævn.

20. juli 2014

Jeg gør ikke i nælderne, men …

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , ,

Ellen fotograferer i tidslerne (3)… jeg fotograferer i tidslerne, gør jeg. (Og ja, jeg har nu smidt parykken …)
Efter en mangeårig kamp mod en skov af mandshøje brændenælder lige uden for vores græsplæne, er krigen nu ved at være vundet, og brændenælderne er afløst af … mandshøje tidsler.
Man kan måske undre sig over, hvad forskellen er på at slås med vejrmøller og med brændenælder, men sidstnævnte er altså meget, meget lidt kønne, og vi kunne næsten ikke se skoven for bare nælder. Vi er lidt overraskede over, at tidslerne har overtaget i stedet for, men de får lov at blive af flere årsager.
For det første er det faktisk en ganske køn plante, omend den er lidt stikkende i det. For det andet viser tidselskoven sig at være et sandt eldorado for sommerfugle, bier og andre insekter.

Jeg kunne på ethvert givent tidspunkt se flere eksemplarer af forskellige sommerfugle; jeg kunne se honningbier og humlebier, svirre- og andre fluer og forskellige biller.
Jeg tog støvler på og bevægede mig ind i tidselskoven for at fotografere, men det var svært i det skarpe lys. Sommerfuglene er superfølsomme overfor selv de mindste bevægelser, og de satte sig sjældent lige foran mig. Noget lykkedes det dog mig at få i kassen – og nu kommer der billedspam:

Fotosafari i tidslerne (7)Nældesommerfugl (3)

Dagpåfugleøje og nældesommerfugl. Jeg kendte nældens takvinge, men vidste ikke, at der var noget, der hedder nældesommerfugl. Så lærte jeg også noget i dag. Der er i øvrigt stadig masser af brændenælder; de er bare ikke så dominerende mere, men der er rigeligt til, at både nældens takvinge (som jeg også så) og disse nældesommerfugle findes i stort tal.

PerlemorsommerfuglOkkergul randøje

Herover perlemorsommerfugl og okkergul randøje. Begge nye for mig – det er simpelthen kanongodt, vi har fået denne tidselskov.
Det var først, da jeg kiggede nærmere på den til venstre, at det gik for mig, at det nok slet ikke var en kejserkåbe, men at den ligner til forveksling, og man skal kigge godt efter for at se forskellen – som er så lille, at jeg stadig er i tvivl om, hvorvidt jeg har navngivet begge rigtigt.
Kejserkåben har tre striber på vingerne, mens perlemorsommerfuglene (som der er flere arter af) kun har pletter. Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl … er der en sommerfugleekspert til stede? Jeg kender faktisk en, men han læser ikke min blog. Jeg må sende ham et link til dette indlæg …

CitronsommerfuglFotosafari i tidslerne (9)

De to billeder, jeg viste forleden dag af kejserkåber, er jeg nu ret sikker på i stedet er af en kejserkåbe, henholdsvis en perlemorsommerfugl. Jeg er lidt spændt på, om jeg har ret, eller om variationerne inden for den samme art simpelthen bare er så store.

Kejserkåbe (1)Perlemorsommerfugl på terrassen

Udover de viste så jeg nældens takvinge, kålsommerfugl, blåfugl og sortåret hvidvinge. Det var foreløbig ti arter.
Svalehalen, dværgblåfuglen og sørgekåben så jeg ikke noget til i dag, desværre. Jeg mangler at få identificeret nedenstående, så alt i alt bliver det til 14 forskellige slags sommerfugle her på torpet. Det er jeg glad for, da jeg ikke synes jeg ser så mange hjemme i Danmark mere.

_MG_9541

19. juli 2014

Nu er vi også blevet stenhuggere – hvor er det tungt at bære

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:43
Tags: ,

imageFørst holdt Peter hjul i utide. Så blev vi alle stenhuggere. Der kan hurtigt ske noget, når man er i Sverige …
Vores parasolfod var blevet lidt træt i foden af at holde styr på den tunge markedsparasol, hvorfor der er investeret i en ny af den slags, som skal fyldes op med vand eller sand, afhængigt af hvor tung en byrde den skal kunne holde. Vand er noget skidt, for det rådner og skal udskiftes – og foden skal tømmes om vinteren. Sand har vi ikke, da vi er langt inde i en svensk skov … som ligger lige midt i … Svarta Bergen-land. Heureka!
Eftersom diabas har en vægtfylde på 4, måtte det være løsningen, så vi kørte op til det ældste af stenbruddene, hvor der ikke er museum, og hvor der derfor sjældent er andre mennesker.
Der huggede vi sten. 2½ spandfuld søde små diabasser, hvilket viste sig at være mere end rigeligt.
Jeg ved egentlig ikke, om det er tilladt, men eftersom der ligger millioner af tons affaldssten her, kan jeg ikke forestille mig, at fjernelse af et par snese kilo vil være synligt, så samvittigheden fejler ikke spor.
På den anden side lå der på museet knytnævestore stykker, som man kunne erhverve sig for en tier stykket, så i den sammenligning har vi stjålet for en mindre formue til den parasolfod …

I går kørte vi til Gustavsfors, som (også) altid er et hit hos vore gæster.

P1020350

I går skrev jeg, at vejret ikke fås meget bedre. Det passer stadig … i dag rundede temperaturen de 30 grader, hvilket er for varmt for mig – for os alle sammen, faktisk, så det blev kun til en tur ned til åen. Vi kunne ikke engang holde ud at sidde ude på terrassen og spise frokost, men måtte trække inden for i noget, der mindede lidt om kølighed.
Jeg var ikke misundelig på Ditte og Peter, at de skulle ud og køre i den hede, og de ventede da fornuftigvis også med at køre til sidst på eftermiddagen, hvor den værste hede var på retur.

P1020365

Gårsdagens medbragte kafogkaw blev indtaget her ved den sydligste arm af Möckeln, som ligger lige nord for Älmhult. ‘Vores’ bord ved Gustavsfors var optaget, men dette viste sig at være et meget bedre sted at sidde, da vandet gjorde, at luften føltes lige den anelse køligere til, at det hele blev lidt mere udholdeligt.

Hjortetrøst (2)Hjortetrøst

Jeg har lært to nye planter at kende: Hjortetrøst (herover) og kattehale. Førstnævnte kendte Ditte navnet på; sidstnævnte måtte hjem og googles.

Kattehale (1)Kattehale

Vi takker for gæsteskabet og et par dejlige, hyggelige, meget ordrige og særdeles afslappede dage.

18. juli 2014

Peter holder hjul i Sverige

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 12:41
Tags: , , ,

P1020332Som nævnt i går forgårs har vi besøg af Ditte og Peter. Det er simpelthen så hyggeligt, at der ikke engang blev tid til at skrive et indlæg i går.
Vi har – udover turen til stenbruddet i går – bare siddet på terrassen og snakket og snakket og snakket. Snakket så meget, at Peter netop har kommenteret, at man godt kan mærke, at kvinderne er gået på efterløn, og at de derfor sandsynligvis mangler lidt smalltalk i hverdagen.
Sludder, det har intet med sagen at gøre, hævdede Ditte og jeg som med én mund. Og snakkede videre …

Det blev som sagt også til en tur til stenbruddet, hvor vi har været så mange gange før, men som altid er et hit, når vi tager gæster med derned – ikke mindst fordi det museum, der startede med at være meget enkelt og næsten ingenting, hele tiden bliver udbygget og udvidet af de entusiastiske personer, som har med det at gøre – hvorfor det også bliver ved med at være interessant for os, da der er sket lidt nyt hver gang vi er her.
Der er masser af interessante billeder og beskrivelser af, hvordan det var i gamle dage, da det hele foregik ved håndkraft … dengang der var 160 ansatte til at klare det arbejde, der i dag klares af tre mennesker og deres drabelige maskiner.

P1020327

Øverst Peter, som insisterede på at blive fotograferet ved en af de storhjulede for at kunne vise det til deres barnebarn. Det fik vi kogt en del suppe på, hvilket bl.a. afspejles i overskriften. Peters hjul var naturligvis også i spil.
Lige herover den ellers højdeskræklidende Ditte, som blev lokket op på de store sten for at kunne nyde udsigten ned til den dybe kløft lidt bedre. Der er noget mineagtigt over hele scenariet. På den anden side … det er jo i bund og grund også en mine … en diabasmine.

Kejserkåbe (1)Kejserkåbe på terrassen

Kejserkåberne står nærmest i kø for at blive fotograferet – enten har vi rigtig mange af dem, eller også har vi bare et par, der kommer igen og igen og igen.

Bille i profilBille en face

John stod længe nede blandt tidslerne for at forevige de mange forskellige småkryb, der er tiltrukket af de flotte blomster … selv om det nok ikke er skønheden, de går efter … her en eller anden bille, som jeg ikke ved hvad hedder – er der nogen hjælp at hente blandt jer, der læser dette? Den er ca. 1½ cm lang.

Vejret fås ikke meget bedre – ikke for varmt (23°), ikke for meget sol, men dejlig skyet uden at det ligefrem er overskyet.
Livet er godt.

16. juli 2014

John kører i ring …

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , , ,

P1020309… men det skal han, ellers bliver der ikke slået pænt nok omkring syrenbusken … græsset var dog ikke så langt som frygtet, men langt nok til, at det hele så uplejet ud.
Vi er i Sverige, som nogle måske har gættet, og det er heldigvis ikke tørret helt ud på de tre uger, der er gået siden vi forlod det heroppe. Alt har overlevet fint, men der stod også mere end 50 mm vand i regnmåleren. Med andre ord er der faldet mindst 50 mm, for den var fyldt næsten til randen. Vi ved selvfølgelig ikke, om det hele er faldet på én gang, men det tror jeg ikke, for krukkeblomsterne ville ikke have kunnet overlevet længere tids tørvejr.

For første gang i flere år er der modne stikkelsbær. Normalt er enten slet ingen blevet til noget, eller også har fuglene nået at spise dem, fordi vi ikke har været her på det rigtige tidspunkt.
Det er sandt at sige ikke rekordhøst; ved at blande to blommer i P1020296portionen kom der to glas marmelade ud af det, men lidt har også ret.

Solbærrene er flotte og store. Hvorfor kan jeg ikke lide solbær? Jeg håber at, Ditte vil have dem – hun og Peter kommer i morgen, og vi glæder os … det bliver så hyggeligt, gør det.

Bønnebælgene er … specielle. Gad vide, om selve bønnerne ser lige så spraglede ud? Man tør jo i givet fald næsten ikke spise dem. Jeg kan desværre ikke huske hvad de hedder.

På vejen herop var der sket et eneuheld: En stor lastbil var kørt en tur i skoven, men det var stensikkert ikke med vilje … enten har chaufføren været faldet i søvn, eller også er han blevet dårlig.
Nu kan man jo ikke tillade sig at stoppe op og fotografere den slags, og det var da heller ikke den stakkels mands uheld, jeg ville forevige, men jeg kunne trods alvoren ikke lade være med med at smile stort over det paradoksale i teksten på den store sidepresenning, som lød:

MISSION POSSIBLE

Det har den åbenbart ikke været …

15. juli 2014

Nyt legetøj – igen!

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: , ,

John købte sin iPad meget kort tid efter, de kom frem, og han har stadig denne første, efterhånden nærmest antikke model. Mange har gennem de seneste par år undret sig over, at den stadig virker. Nu synger den på sidste vers, men den har holdt forbløffende godt.
iPad er god til mange ting, men vi er, som en del vil være klar over, anti-Apple-folk. Vi foretrækker så langt Samsungs smartfoner frem for iPhone, så vi kørte til Elgiganten for at se på, hvad Samsungs tablets kunne tilbyde – John ville helst have en erstatning, inden den gamle dør fuldstændig.

P1020295

Nu leger manden! Han havde ikke haft den i hånden i mange minutter, før han erklærede, at han var glad for, at han ikke købte en ny iPad. Jeg skal helt sikkert også have en Samsung, når min iPad engang går i udu – men man må jo trods alt lade Apple, at de var først med denne teknologi, så da vi købte vores ipadder, var det den eneste mulighed.
Alene prisforskellen taler for en Samsung. Med samme kapacitet (32 GB) og fysisk størrelse koster ipadden 1800 kroner mere. Jeg har lidt svært ved at se, hvad man får for de penge. Det er der sikkert mange, der kan fortælle mig, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil høre særlig godt efter Winking smile

202N00274.112

Eric har et par gange brugt den herlige vending at få udgifterne til at slå til.
Det har vi ikke noget problem med her på matriklen for tiden …
I går var tømreren her – hans ærinde var noget, vi snildt kunne have klaret over telefonen, men han havde kun mødt os sammen med ejendomsmægleren i Den Stråtækte, så han vidste dermed ikke hvor vi bor og hvem vi er. Vi lod som om vi overhovedet ikke gennemskuede, at han ville lure os lidt af – det er forståeligt nok; han har immervæk en måneds arbejde og dermed en masse penge ude at svømme.
Vi fandt ud af via et par snedige spørgsmål, at han også gik malerens ærinde, men vi er sikre på, at begge nu er beroligede og tror på, at de nok skal få betaling for deres arbejde.

Flere udgifter … vi havde købt gulv til den ene af de tre stuer, fordi det var nødvendigt, da tæppet ligger oven på et grimt gulv; i de to andre stuer er der et udmærket trægulv. Efter at have tænkt os om, blev vi enige om, at selv om gulvene er okay, vil man tydeligt kunne se, at de ikke er ens, når man kigger ned gennem rummene, fordi vi hverken vil have alle de ‘kludetæpper’ eller lige så mange møbler som sælgeren har.
Resultat: Mere end dobbelt så meget ludbehandlet ask som først troet … avavav … men det bliver flot!
Brændeovnen bliver skiftet med en mindre, men mere effektiv, morsømodel, fliserne under den fjernet, og der kommer i stedet en glasplade.
Lofterne bliver malet hvide – det bliver rigtig godt, gør det.
Bortset fra den blyindfattede rude. Jeg kan ikke fordrage blyindfattede vinduer, men udskiftning af det har ikke førsteprioritet.
Jeg har dog ingen problemer med at se os sidde foran brændeovnen i hver vores (også nyindkøbte – det skal da kunne mærkes, at vi får ny bolig) stressless-stole med matchende taburetter. Jeg med et strikketøj og John med tv eller sin nye tablet.
Jeg glæder mig vildt – nu må der godt komme nogle seriøse købere til vores rækkehus!

P1010347

Man fornemmer nok den jungle, vi skal have ryddet op og ud i – men udsigten fejler ikke spor.

14. juli 2014

Og regnen kom … også til vores lille plet på danmarkskortet

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

En meget død humlebiDet har regnet stort set hele dagen i dag, men det gør ikke spor – det har været mildt, og terrassedøren har stået åben, så vi rigtig har kunnet nyde duften og lyden af den silende regn, som i bogstaveligste forstand faldt på et tørt sted.
Regnvandstønden er nu fuld for første gang i år, så endelig kan drivhuset vandes med regnvand og ikke med kommunevand.

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan humlebien her er kommet af dage, men den hænger stendød og dyngvåd med bunden i vejret på en af stokrosens blomster. Hvordan kan den sidde så fast, mon?

Da vi kom hjem i går, skulle vi selvfølgelig på vores traditionelle markvandring for at se, om alt stod vel til i drivhus og have.
Chilierne var vokset godt, og tomatplanten åbenbart også, for den var segnet under sin egen vægt og fyldte en hel del mere i længden end i højden.
Jeg havde bundet den op, inden vi tog afsted, men den var blevet så tung, at snorene var knækkede. John fandt noget tykt sejlgarn, som vil kunne holde et helt træ, tror jeg, og vi fik ved fælles hjælp den stakkels tomatplante på ret køl igen, men der var knækket en masse blomster af, så udbyttet bliver desværre nok ikke så stort.
Store bønnerSmå bønnerDet kan chilien Monkey face i stedet kompensere for, for den har et hav af store frugter stærkt på vej.

Bønneplanten er vokset effektivt og har tilsyneladende tænkt sig at give en masse bønner. Det fine stativ fik jeg to af i afskedsgave af en kollega – det andet gør fin gavn i Sverige.

PralbønneblomstPralbønneblomst

Bønneblomster er så smukke.
Det er stokroseblomster også. I år blomstrer den sarte pink, jeg såede forrige år; til næste år bliver det forhåbentlig en mørk bordeaux, jeg har fået nogle frø af, og som jeg har sået her i foråret. Jeg har heldigvis en masse frø tilbage af begge slags – stokroser vil passe så aldeles perfekt til Den Stråtækte! Denne er blevet ret høj – over to meter er den nu … sådan nogle smukke planter kan jeg sagtens se for mig langs en bindingsværkshusmur. For mig er det indbegrebet af danskhed, hvis man kan sige sådan … danskhed er jo en egenskab, som visse politiske elementer går lidt for entusiastisk ind for, men I ved nok godt, hvad jeg mener her.

Stokrose 

Squashen havde vist ikke fået helt vand nok i de 14 meget varme dage, vi har været væk, hvilket desværre var gået noget ud over frugterne, hvoraf jeg måtte klippe fire af, som ikke ville kunne reddes. Resten krydser jeg fingre for … der var sat SÅ mange af, inden vi tog afsted, men hvor mange der nu bliver til noget, vil vise sig.
På onsdag kører vi til Sverige … jeg er godt nok spændt på, hvordan vejret har været på de kanter, for der er ingen på torpet, udover himlen, til at vande, hvad vi har i haven og i krukkerne.

13. juli 2014

Himmel og hav stod i ét …

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: , ,

P1020278… men på den go’e måde, heldigvis.
Vandet var næsten spejlblankt, og da vejret samtidig ikke rigtig kunne finde ud af, om det ville regne eller ej, var det lidt svært at se, hvor Nordsøen endte og hvor himlen begyndte.

Vi er hjemme igen efter endnu en sejltur med temmelig støjende unger. Jo, det hedder det i dette tilfælde; ‘unger’ er definitionen på ‘andre folks børn’, især når de, som her, absolut ikke er ‘lydefri’ … lige som ‘køtere’, der betyder ‘andres [uopdragne] hunde’.

Det har været en god og dejlig ferie. Findes der dårlige ferier? Det gør der selvfølgelig; jeg har selv oplevet en, der må betegnes som mindre god, men det er en anden og meget gammel historie.
Eftersom det har stået i transportens tegn siden i går morges, er der ikke de store ting at berette, hvorfor jeg i stedet vil give et par eksempler på, at englænderne ikke står tilbage for danskerne, når det kommer til fejlagtig skiltning og stavning generelt.

P1010987

Ovenstående er et eksempel på sidstnævnte og er, når sandheden skal frem, vist med en lille smule skadefryd fra min side, ganske som jeg fornemmer det, når andre finder fejl i mine indlæg. Det er nemlig Tims mors mand (der (om muligt) er endnu mindre tolerant end mig, når det kommer til stavefejl), som har begået den klassiske your/you’re-brøler.
Noget helt andet er, at det er ret morsomt, at han kører hele den 2½ time lange tur igennem for at udfærdige denne minutiøse kørselsvejledning, som han derefter håndskriver i flere eksemplarer, hvoraf dette er Tim og Charlottes – som begge hver gang fortæller ham, at det er aldeles unødvendigt, at gps’en er opfundet og virker glimrende, således at man ikke behøver at prøvekøre ruten for at finde ud af turens varighed samt være sikker på ikke at køre forkert …
Fejlen faldt mig omgående i øjnene; jeg viste C den og vi fik os et lille grin. Hun kunne ikke dy sig for at nævne for ham, da vi alle mødtes fredag aften, at han skal passe på med, hvad han skriver, når han ved, at jeg kommer til at se det …
Han var ret flov og kom ligefrem hen og sagde undskyld til mig – det var derfor, jeg fandt ud af, at C havde sladret.
Okay – jeg ville altså også være blevet halvflov, hvis en englænder greb mig i en dansk stave- eller grammatikfejl.

P1020034

Denne fejl er vist ualmindelig, selv på engelsk. Your og you’re udtales trods alt ens, mens where og were udtales forskelligt. Som et forsøg på at fortælle Julian, at hans lille fejl allerede næsten var glemt fra min side, viste jeg ham dette billede, hvorefter han og jeg fik os en god og lang snak om sprogligt forfald i almindelighed og Greengrocers’ apostrophes i særdeleshed.


John har lige tændt fjernsynet for at se Tour de France, som desværre sendes over TV2, som vi ellers undgår pga. reklamerne.
Hørte derfor en af slagsen for et eller andet onlinespil: “Vi spiller ikke for at vinde, men sidder og hygger os sammen […] vi konkurrerer om hvem der vinder mest […] det er jo altid sjovt, når der går lidt penge ind på kontoen, fordi man har vundet … “
Jamen vi tror da selvfølgelig på, at de overHOvedet ikke spiller for at vinde …
Jeg bryder mig ikke om reklamer. Slet ikke, når de er så tåbelige som denne, og dem er der desværre flest af.

11. juli 2014

Langs en engelsk kanal

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 21:06
Tags: ,

En tur langs kanalen (6)Ikke så langt fra hjemmet løber The Kennet and Avon Canal, hvorpå der altid er en masse husbåde. Det er også på den, de berømte Caen Hill Locks befinder sig.
I dag, sidste dag herovre, kørte vi ned og parkerede ved The Barge Inn og gik en tur langs kanalen.
Ikke så langt fra pubben ligger ‘skiftestedet’ for ferierende, der lejer en flodbåd til at tilbringe en uges tid eller to i. De findes i flere størrelser; et par af dem var endog meget lange, syntes vi.

The Barge Inn fik sidste år penge fra en fond, som 13 pubber i UK fik lov til at få del i. Grunden til, at man havde søgt for denne pubs vedkommende var, at den havde udviklet sig til en nutidig Jamaica Inn (Daphne du Mauriers bog, I ved …), med narkohandel, hæleri og i det hele taget med et temmelig stort antal uønskede elementer som gæster i den meget lille landsby. Politiet var tilsyneladende nærmest ligeglade; de kom ikke altid, når de blev tilkaldt, men virkede tværtimod helt glade over, at det var koncentreret der, så havde man ikke så mange problemer alle mulige andre steder. Det er selvfølgelig også en form for strategi …

En tur langs kanalen (18) En tur langs kanalen (19)

Så fik landsbybeboerne nok, lavede en forretningsplan, søgte fonden, fik pengene, købte pubben og satte den i stand. Der er en lille, tilhørende campingplads, hvor de fik moderniseret faciliteterne og fik på en eller anden måde også ryddet op i klientellet.
Kroen driver nu sig selv. Mange i landsbyen er fælles om at køre den på frivillig basis; dvs. at de skiftes til at passe baren og i det hele taget betjene og servicere helt ulønnet. Kokken er lønnet, ved C, men det er vist det – alle er glade; mange har fået noget at gå op i, og Typerne er forsvundet.
Næsten. Et par af dem har deres husbåde, som kan ses på ovenstående billeder, liggende i nærheden. Vi så en af Typerne og hans hund, der lige dukkede frem fra båden – hunden var pæn og ren.

Rift om brombærblomstenEn tur langs kanalen (27)

Vandet er hamrende ulækkert – der er ikke en pind bevægelse i det; det er bare med ikke at falde i. Tim havde et sår på hånden, der ikke ville heles efter at være blevet våd af dette kanalvand. Det endte med et besøg hos lægen, som gav ham penicillin og en stivkrampeindsprøjtning.

En tur langs kanalen (32)Der var i øvrigt en husbåd til salg. Jeg blev lidt nysgerrig og gik hjem og fandt den på den annoncerede til salg-side.
Den er rigtig pæn; med badeværelse, soveafdeling, IKEA-sofa og brændeovn i dagligstuen, samt et nysseligt lille køkken; alt i alt som en pænt stor camper, hvor man i stedet for at husere på landevejene kan studere Englands mange kanaler fra søsiden. Det er en meget afslappende ferieform, væk fra alverdens støj og larm, da kanalerne sjældent løber langs med landevejene. Båden kan erhverves for £84.500, hvis man skulle være interesseret …

Pubben hører ikke til blandt de mest hyggelige og indbydende af slagsen, men pga. det fine initiativ syntes vi, at vi ville give den en chance og indtog frokosten der.

Den kan udmærket anbefales – maden var god – alt, alt for rigelig, men god.
Her til aften havde Charlotte, John og jeg derfor stadig ikke rigtig opnået noget, der bare kunne minde om en appetit, men der skulle jo laves mad til de sultne børn og den sultne Tim.

10. juli 2014

Chastleton House – nu uden skybrud

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 21:24
Tags: , ,

John og jeg kørte nordpå for at se Chastleton House, som jeg så i maj, men som John derfor ikke har set.
Sidst jeg var der, blev det vildt dårligt vejr, og da the House stort set ikke er oplyst, kunne vi ikke se særlig meget den dag.
Det gik lidt bedre i dag.

Alton Barnes White Horse

På vejen dertil måtte jeg lige have et billede af The Alton Barnes White Horse … jeg har flere gange nævnt Wiltshires hvide kalkheste, og jeg har vist efterhånden set dem alle ni; jeg synes bare stadig det er et pudsigt fænomen, de holder sig der.

Stow-on-the-Wold

Frokosten blev indtaget i gårdhaven til dette hotel i Stow-on-the-Wold. Vejret er varmt, solrigt og skønt, så Charlottes påstand om, at jeg tog dårligt vejr med til England, holdt heldigvis ikke vand. Høhø …

Chastleton House (20)Chastleton House (23)Chastleton House (42)

Chastleton House (29)Chastleton House (34)Der var en kroketmatch i gang på plænen – med spillerne i autentisk hvidt tøj und Alles. Vi ved ikke, om det var nogle af husets beboere, eller man bare kan give sig til at spille. Kroket som konkurrencesport blev opfundet her på Chastleton, så man går meget op i at holde kroketplænen pæn og spilbar, og der står altid både en stor og en lille bane parat.
Today, the middle terraces are the site of two croquet lawns, originally laid out by Walter Whitmore-Jones in the 1860s. His version of the rules of croquet published in The Field in 1865 became definitive, and Chastleton is considered the birthplace of croquet as a competitive sport”.

På billederne til højre ses hhv. The Long Gallery’s originale gipsloft fra begyndelsen af 1600-tallet, hvor huset blev bygget, samt et glas ligeledes fra det 17. århundrede. Det er lidt imponerende, hvad de rent håndværksmæssigt var i stand til allerede for 400 år siden – de glas kan vist ikke laves meget smukkere i dag.
Vi så et bord der var dækket, som det ville have set ud for 400 år siden. Alle glas så ud som dette; dvs. var lige så små, for det var til ‘den fine vin’. Til at slukke tørsten drak man øl. Toastmasterens glas så lige så stort (eller lille …) ud som de andre, men var meget tykkere og kunne derfor rumme mindre. På den måde kunne toastmasteren bunde hver gang med gæsterne, men forblev ædru i langt længere tid end dem. Sådan er der så mange små pudsigheder at opdage rundt omkring.
Apropos excellent håndværk: Når jeg ser malerier fra 15-1600-tallet, kan jeg tabe underkæben af bar’ beundring – den måde, de kunne male flæser, blonder, fløjl, silke og hår på, er aldeles bjergtagende og som at se det i virkeligheden. Måden, de kunne male lys og skygger på, er fascinerende … hvorfor så de ikke kunne male, så proportionerne passede med virkeligheden, har jeg aldrig rigtig forstået, når de nu beherskede så mange andre teknikker. Jeg tror nemlig ikke, at folk nøvendigvis så ud i ansigterne, som de blev portrætterede. Nogle blev givetvis bedt om at forskønne især kvinderne, men selv de såkaldte skønheder var faktisk sjældent særlig smukke, men havde ofte nogle ret specielle ansigts- og håndfaconer.

Chastleton House

Til sidst fik vi en kopkaf og en kaw i kapellet – til indtagelse ude mellem gravstenene … våbenhuset var inddraget til opvaskerum, og lige indenfor i selve kapellet stod man og skænkede kaffe/te. Det føltes en anelse aparte – gravstenen, jeg sad lige foran, var fra 2004, så det er ikke ligefrem århundreder siden, man brugte kirkegården.

Chastleton House (44)

9. juli 2014

Great Chalfield Manor and Garden

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags: , ,

England, og hvad England har at byde på, holder aldrig op med at imponere mig – glæde mig – forbavse mig.
I dag var det endnu et middelalderhus. Der har været en bygning siden 900-tallet, men som det ser ud i dag, blev det opført i 1480’erne, og det står fuldstændig som dengang; med The Great Hall, hvor rigmanden spiste sammen med familie og hvem der nu ellers måtte være i nærheden. De havde mindre, private rum bagtil, men livet levedes i The Great Hall.

Great Chalfield Manor and Garden (29)

Great Chalfield Manor and Garden (8)Vores guide til The Manor viste sig at være en sand guldgrube af viden. Man starter med at have helt ondt af ham, fordi han skal lire sin remse af op til tre gange om dagen i fire af ugens dage, men for det første er de naturligvis flere, der skiftes, og for det andet varede det ikke længe, inden jeg fik en anelse om, at han varierede det fra gang til gang. Selvfølgelig er der ting, der skal fortælles til hver gruppe, men ellers var det vores indtryk, at han bare øste ud af sin enorme viden om den tid i almindelighed og dette manor i særdeleshed – den ene gang siger han nogle ting og den næste gang fortæller han om nogle andre – så bliver det heller ikke så kedeligt for ham selv.
Det var hamrende interessant hele vejen igennem. Jeg havde måske frygtet lidt for, at den time kunne blive lang, men vi kunne alle tre have hørt på ham i tre timer uden problemer med det. En herlig humor havde han også – alt i alt en suberp formidler.

Great Chalfield Manor and Garden (19)Great Chalfield Manor and Garden (20)

Der var drystone walls med små, fine planter, der var have i flere niveauer, der var voldgrav og der var springvand – med røde åkander.

Great Chalfield Manor and Garden (34)

Familien, der har haft stedet i mange, mange år, og som overdrog stedet til National Trust i 1943, bor der stadig. Det bliver ofte brugt til location for film, og der er turister tirsdag, onsdag, torsdag og søndag, men de bebor hele huset, også den del, vi så i dag.

Desværre måtte vi – igen – ikke fotografere indendørs. Det har intet med blitz eller ikke blitz at gøre, men med de sociale medier – og dermed også os bloggere – at gøre. Folk er tilbøjelige til at lægge billeder ud på nettet, og da der er flere af møblerne, der stammer tilbage fra husets opførelse, er disse møbler selvsagt aldeles uvurderlige. Man havde rundt omkring i landet set flere eksempler på, at de sociale medier blev brugt til at organisere tyverier af disse rariteter, hvorfor man rigtig mange steder stoppede for tilladelser til at fotografere. De er selv kede af det, for de er udmærket klar over, at de færreste fotograferede med onde hensigter i tankerne, men det var den eneste mulige forholdsregel, de kunne tage.

Great Chalfield Manor and Garden (3)

Det er ærgerligt, men jeg forstår det godt – jeg kunne godt have tænkt mig at fotografere det KÆMPEstore ildsted, der var i The Great Hall, og det kunne folk med skumle hensigter heller ikke sådan lige slippe afsted med at bortføre, men det er selvfølgelig enten/eller med det fotohalløj. Det var godt nok stort, det ildsted; med hele træstammer på omkring tre meter stillet op på indianertipimåde inde i det.

Great Chalfield Manor and Garden (38)

På sin vis var jeg lige så imponeret over dette sted som af Powis, selv om dette ikke var nær så imposant. Min betagelse skyldes ikke kun den eminente guide, men også, at der i stedet for en overvældende storslåethed var noget meget, meget hyggeligt over dette sted, hvilket jeg virkelig håber fremgår af mine billeder.

8. juli 2014

Bath i lidt skæve vinkler

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: , ,

Nu er det vist blevet en tradition, at jeg siger det er en tradition, at en tur til Bath er et must, når vi er i England. Jeg var der godt nok i maj, men det er 14 måneder siden John var der, så afsted med os igen. Det er bestemt også en dejlig by, men holddaop, hvor er der mange turister nu i forhold til i maj – også selv om UK ikke er begyndt på skoleferien … der er jo selvfølgelig også masser af folk uden skolesøgende børn.

P1020111P1020112

P1020105Vi så tilblivelsen af en statue. Eller noget. Der foregik mystiske ting inde i den overdimensionerede sæk. C sagde lettere forarget, da jeg tog billederne, at “han står altså og klæder om, mor … det fotograferer man da ikke!”
Jo, man gør så. Hvis nogen vælger at klæde sig om – eller hvad pokker det var, der skete her, på et af Baths mest trafikerede og menneskefyldte pladser, så må man dæleme også acceptere, at turisterne kan finde på at fotografere det. Det kunne hun godt se …

Jeg var på jagt efter en duftflaske til badeværelset. Den, vi købte i påsken 2013 i London, har gjort det godt og er først ved at løbe tør nu, på trods af at damen sagde den ville kunne holde i tre måneder. Jeg har kun brugt to af de mange pinde, hvilket selvfølgelig er årsagen, men intet varer evigt. Jeg spurgte hvor man købte den slags her i Bath, og C sagde, at vi kunne købe dem hjemme i Sainsbury’s; der var de billige (£15), men til gengæld holdt de ikke så længe. I White’s var de umiddelbart noget dyrere (£24), men holdt meget længere.
På vej til White’s kom vi forbi butikken, hvor Vom Fass lå, og hvor de åbenbart i stedet solgte den slags dufteting i mange, mange, mange variationer.
Jeg brugte nogle minutter på at finde den helt rigtige badeværelsesduft “…jeg kunne godt tænke mig noget rose-agtigt, tak”.
De havde mange forskellige rosendufte; jeg fandt en god en, der virkede forholdsvis autentisk. Det var nemlig ikke alle duftene, de var lige heldige med – Apple blossom duftede kun P1020115meget kraftigt af æblemost, fx, og et par af ‘roserne’ duftede mistænkelig kemisk.
“Lige præcis i dag får du et duftlys med i købet – samme duft, som den du køber i flasken”.
Jamen tak, det er da fint.
Da jeg skulle betale, sagde damen med et stort smil, at det blev £54!
Jeg kan godt mobilisere et pokerfjæs, når omstændighederne kræver det. Det gjorde de nu og hun opdagede slet ikke, at jeg nær var besvimet. Da jeg kom ud af forretningen, spurgte C hvad det kostede her, for det var da en spændende butik. Jeg svarede, at det ville hun slet ikke vide – og fortalte det så naturligvis, hvorefter hun bare grinede og spurgte hvorfor jeg ikke havde spurgt til prisen først. “Fordi jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at det kunne være mere end dobbelt så dyrt som alle andre steder!” Det var godt nok en turistfælde jeg lige faldt i der … det gamle ord om, at af erfaring bliver man klog, men sjældent rig, viste sin eksistensberettigelse i dag.

Kruset fandt John et andet sted – han morede sig irriterende meget over det og undrede sig over, hvor i alverden de mon kendte mig fra.
Men ville han købe det til mig? Nænænejda. Hvis jeg ville have det, kunne jeg selv købe det, men så er det jo ikke helt det samme, vel?

Det sidste billede er fra et lillebitte kaffested, der ligger på en bro, så man sidder og kigger direkte ned på Avon (der er flere Avon’er i England). Det, man kigger ud på til højre, er stedet hvorfra Javert begår selvmord i den engelske filmudgave af Les Miserables, så har man set den og synes, at dette virker bekendt, så er det derfor. Det skal godt nok forestille at foregå i Paris, men det er altså optaget her i Bath.

7. juli 2014

Døde slåmaskiner, glimmerkager, husdyr og fremmedartede dyr

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

En død plæneklipperJohn havde tilbudt at slå græsset i dag, men traktoren viste sig at være afgået ved døden siden sidste brug af den, så vi kørte i stedet til Devizes for at handle, samt lave en aftale med forhandleren, som vil komme og hente ‘dyret’ til service på mandag. Mens C ordnede det, kiggede John og jeg på plænetraktorer og fandt ud af, at de er temmelig dyre her i UK sammenlignet med DK. Det kan faktisk snildt betale sig at tage en trailer med til DK, købe en plænetraktor og slæbe den med tilbage til England. Det plejer ellers at være den anden vej rundt med priserne, så vi var noget forundrede. Man kan ganske vist også få plænetraktorer til 45000 kroner i DK, men man kan altså også få glimrende maskiner til mellem 14000 og 20000 kroner.

Den opdagelse krævede en kopkaf og en kaw til. Æwlkaw, som min farmor sagde. Her i Devizes er de drysset med glimmersukker, der i diamantpragt ville have gjort Anna misundelig.

Giddings i DevizesÆblekage i DevizesGlimmersukker

Hestehunden eller hundehestenJamie, den lille shetlandske hest, de købte for tre år siden, har aldrig kunnet lide mig. Hvis jeg har strakt hånden hen for at stryge ham over mulen, har han demonstrativt trukket hovedet væk i et ryk for derefter at vende ryggen til mig og gå sin vej.
I går vendte han på en tallerken. Da jeg i aftes gik ned for at åbne leddet, så han kunne komme i seng, standsede han i første omgang brat op, da han opdagede hvem der nærmede sig, men så nærmest sneg han sig indenfor i folden i en så stor bue som muligt uden om mig, samtidig med, at han skævede skeptisk op på mig. Ja: OP – en shetlænder er en meget lille hest. Men så kom han og ville mulekæles. I én uendelighed – nu kunne han slet ikke få nok, og når jeg snakkede hestesprog til ham, prustede han til mig i al venskabelighed, sådan som jeg har hørt ham gøre det så mange gange til C og børnene.
I formiddags fulgte han mig som en hund rundt i haven – han elsker selskab, og efter tre år er jeg altså langt om længe accepteret. Måske hænger det sammen med, at han har haft en traumatisk barndom, men de, der reddede ham fra den og havde ham i et års tid inden C købte ham, hævdede, at han var blid og god og simpelthen bare trængte til at være i trygge og gode omgivelser. Han var da også meget sky, især i starten, men nu er han en god lille fyr, der som sagt opfører sig mere som en hund end som en hest.

En næsten pletfri mariehøne

 Her i England er mariehønsene mere pletfrie end de danske …
Da vi kom i mandags, kunne C fortælle, at hun aftenen før havde set en underlig, ret stor sværmer, der havde lydt som en mindre helikopter, da den stod stille i luften og sugede nektar fra lavendlerne med en usædvanlig lang snabel. Den havde mest af alt mindet om en kolibri, og det var da også det, der blev kodeordet til, at hun næsten med det samme fandt frem til, hvad det var.
På engelsk hedder den en hummingbird hawk moth, og på dansk hedder den en duehale. Ingen af os havde nogensinde hørt om den fætter før, men den er åbenbart også ret ualmindelig på både de danske og selv de lidt sydligere engelske breddegrader.
Den ville jeg gerne se i virkeligheden – den er ikke et farligt ‘Krapyl med lange antenner’ … som Fruen i Midten var bange for, at hun havde fået fat i forleden – et i øvrigt temmelig underholdende indlæg, som jeg kun kan anbefale, at I læser.

6. juli 2014

Gang i ungerne

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:19
Tags: ,

Gainsborough (1)Som skrevet i går, kørte vi forholdsvis hurtigt fra receptionen, da børnene hellere ville hjem og hygge sig på hotelværelset. De havde fået hver en iPad til rådighed og for en gangs skyld var der ingen spilletidsbegrænsning på, så det kunne kun gå for langsomt med at komme i gang med spilleriet.
Men som det så ofte går, når det pludselig bliver helt legalt, fandt de hurtigt noget andet at lege … lidt lige som dengang for 100 år siden, hvor C var otte år og vi fik videomaskine. Alle mente, at jeg skulle sætte tid på, hvor meget hun måtte se hver dag. Jeg sagde, at det løser helt sig selv, for inden længe har hun fået nok af det filmkiggeri.
Jeg fik ret mht. Charlotte, men må nok indrømme, at det ser ud som om, Aubie godt kunne sidde med den iPad altid, hvis han fik lov, og Anna ikke sommetider lokkede med spændende lege …

Vi måtte nærmest slæbe dem med ned i restauranten for at spise – de havde slet ikke tid til den slags ligegyldigheder, men da de først fik bestilt lige hvad de ville have, fejlede appetitten ikke spor.
De spiste så meget, at jeg ikke mente, der kunne findes plads til en dessert, men Anna kunne belære mig om, at mor selv havde sagt, at der altid er et hul i maven til dessert, uanset hvor meget man har spist … så var der jo ikke andet at gøre end at bede om dessertkortet.
Jeg læste op for Aubie, men Anna kunne selv læse, at de havde Eton Mess – noget jeg aldrig havde hørt om før, men Anna fik stjerner i øjnene og sagde, at det var den bedste dessert i verden – at mor sommetider lavede den, og det var bare SÅ godt. Det er jordbær, flødeskum og knust marengs blandet sammen på en eller anden måde, men Anna blev desværre lidt skuffet, for mors var meget bedre.

P1020022

Da vi kom op på værelset igen, var blodsukkeret derfor kommet helt i top, så der var gang i børnene. Altså ikke med hyl og skrig; det vil vi ikke have på et hotelværelse, men de legede og grinede, så det var en fornøjelse at høre på. Det var virkelig svært at få dem lagt under dynerne; måske nok mest, fordi jeg simpelthen ikke gad være streng – herregud, vi skulle køre i bil tre timer dagen efter, så kunne man jo tage en lur der.
På et tidspunkt prøvede jeg at trænge igennem med at sige, at nu måtte det der vilde liv under dynerne godt aftage lidt … “PUT”, sagde jeg på skift til dem begge, men de kunne formentlig se smilet bagved, og da Anna sagde, at det lød som om jeg sagde det danske ord for fart (engelsk for prutte), kom jeg til at grine så meget, at Anna sagde: “HA! You’re laughing! You don’t really mean what you’re saying, do you, mommer?”

Til sidst gik de omkuld, men vi har en træt lille Aubie i dag. Anna kan håndtere at være træt, mens han har lidt sværere ved det – det er dog gået fint, trods alt.
Jeg ville bare ikke være som deres farmor, når hun en meget sjælden gang er barnepige. Sjælden, fordi hverken T eller C synes det er en god ide, og børnene slet ikke, så hun bruges kun i nødstilfælde.

Sudbury

Sidste gang det skete, kom forældrene hjem til en Aubie, der sov på gulvet foran Annas seng. Godt nok med sin dyne over sig, men bare liggende på et tyndt tæppe. Farmor havde bare sendt dem op og børste tænder, tage nattøj på og gå i seng. Ikke noget med at gå med op, sige godnat, hyggesnakke lidt og putte børnene. Da Aubie græd, havde hun bare råbt op nedefra: “When your parents ask how you behaved, what do you think, I’ll have to answer them now?”
Så havde Anna hentet Aubies dyne og de var faldet i søvn sammen.
Den slags forstår jeg simpelthen ikke! Man putter sgu da børn ordentligt og giver dem en god og tryg hyggestund, inden de skal sove!
Jeg kan – som voksen til voksen – godt lide kvindemennesket, men hun er lige så totalt håbløs som farmor, som Tim siger, hun har været som mor. Det er jo noget af en indrømmelse, men Tim har aldrig lagt skjul på, at han bedre kan lide den danske måde at behandle/opdrage børn på – og det har intet med den såkaldte ‘frie opdragelse’ at gøre … begge unger ved udmærket godt, hvordan de skal opføre sig, når de er i byen og som regel også, når de er hjemme. De kan såmænd også godt lide deres granny, men de er meget kede af det, hvis de skal passes af hende om aftenen. Den granny ved ikke selv, hvad hun går glip af!
Nå, det blev en længere jeremiade, men alting er ikke altid kun godt, og jeg kan fortælle mange historier om Tims mor … det kan være, der kommer flere udladninger en anden gang.

5. juli 2014

Et engelsk bryllup

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

Så fik vi oplevet det: et engelsk bryllup. Det vi selv holdt for 10 år siden tænk, at det allerede er 10 år siden, C&T blev gift! var, på trods af, at gæsterne var ligeligt fordelt mellem danskere og englændere, et 100 % dansk bryllup – efter begges ønske, skal lige pointeres.

P1020079

På ét punkt er englænderne ikke en pind anderledes end danskerne: Kroen lå umiddelbart ved siden af kirken …

P1020050P1020051

Der ventes … til venstre C og Tims bror James, som var best man. Til højre koret, som kommer syngende ned ad gangen lige inden bruden kommer med sin far – til det synes jeg altså, at den danske musik er bedre, og i DK skrider far og brud fremad i et noget mere værdigt tempo end det, vi så i dag – ligeledes, da parret gik ud af kirken efter vielsen – det var lige før de løb …
Selve ceremonien er en del anderledes end den danske. Det første, der sker er, at bruden og gommen siger de ord, vi nok alle sammen kender, efter at præsten har stillet begge det lige så velkendte spørgsmål: “Will you, Nickolas/Sarah, take this (wo)man … “
Efter dette henvender præsten sig til alle gæsterne og spørger, om vi vil “support this couple in their holy marriage …” og hele menigheden siger i kor: “WE WILL!” Det har jeg ikke set før – heller ikke på film.

P1020054P1020063

Præsten prædikede, menigheden sang, en søster til bruden og en søster til gommen trådte op på prædikestolen og gav parret nogle bevingede ord med på vejen. Der blev sunget igen.
Først nu kom det egentlige vielsesritual, hvor præsten sagde ordene, som gommen, hhv. bruden gentog: “I, …, take thee, …, to my lawful wedded wife/husband, to have and to hold from this day forward, for better or for worse, for richer for poorer, in sickness and in health, to love and to cherish, till death us do part, according to God’s holy ordinance; and thereto I plight thee my troth”.
Den del af ritualet synes jeg er så sød – det savner jeg lidt i det danske vielsesritual.
Hvad der kom fuldstændig bag på mig var, at da de havde givet hinanden ringene på og kysset hinanden, klappede hele menigheden højt og længe!

Derefter sang vi lidt igen, og så trådte der to andre unge kvinder op på prædikestolen for at give parret yderligere nogle ord med på vejen.
Derefter gik parret sammen med præsten og nogle vidner om bagved for at få udfærdiget vielsesattesten. Menigheden fik tiden til at gå med at udfylde nogle små kort, der lå på sæderne, da vi kom ind kirken. Det var meningen, at vi alle skulle skrive en hilsen til brudeparret.
Anna og en af brudepigerne samlede disse the blessings sammen, og det hele passede lige med, at brudeparret dukkede frem igen og gik ud af kirken.
Igen til klapsalver. Det var jeg godt nok overrasket over.
Vi blev bedt om at overlade fotograferingen i kirken til den professionelle, der var der for det samme, så jeg måtte snige mig til det – derfor den ringe kvalitet.

P1020067P1020078

Parret blev kørt til stedet, hvor festen skulle holdes, i en fin gammel Alfa Romeo. Alle i den familie er totalt bidt af gamle biler – gommens far anes til venstre; det var ham, der solgte en af sine biler for omkring £800.000, da han lige skulle have lidt midler til pensionere sig selv for.
(Rettelse: Det var 1.800.000 pund, mindede Tim mig lige om. Så er alderdommen dæleme også sikret :-)

P1020082

Det regnede hele vejen til stedet, hvor festen skulle afholdes, men heldigvis stoppede det få minutter efter, vi ankom. Jazzorkestret (suk …) stillede op og larmede løs, og der blev budt på champagne og nogle yderst delikate tapas.
Vi blev der en halv times tid, så havde både ungerne og vi fået nok. Det var bare med at smutte, inden alle talerne begyndte, var vi aldeles enige om … man kan jo ikke tillade sig at snige sig afsted under en tale.
Men det var sjovt, hyggeligt og interessant at få lov til at opleve.

4. juli 2014

En lang og varm dag

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:53
Tags: ,

Børnene blev hentet fra skolen allerede kl. 11, så vi kunne komme tidligt afsted mod Sudbury og The Mill Hotel. Det skulle kun tage godt tre timer at køre turen, men hverken Google Maps eller gps tager højde for fredagsmyldretrafik på M25 – eller de ulykker, der desværre også ofte sker i tæt trafik.
Vi stoppede i en halv times tid for at spise frokost, og eftersom vi var fremme 16:15, havde det taget noget længere tid.
Det er varmt! Godt bilen har et ordentligt kølesystem.
Det dårlige vejr er (stadig) ikke kommet. Nu siger alle, at det kommer i morgen. Det er altså synd for brudeparret, hvis det passer, men vi krydser fingre for, at man igenigen tager fejl.

Vi er nu indlogeret på The Mill Hotel. På tredje sal og uden elevator (No, Sir – sorry, but we’ve no elevator. This is a listed hotel!)
Der er altså langt op, når man slæber på et par tunge tasker. Og næsten endnu længere, når man glemmer sin mobiltelefon i bilen; synlig for alle, der kommer forbi. Nu har jeg taget turen tre gange op og ned. På billedet from a room with a view ses John, der åbenbart lige står og skal samle kræfter ved at kigge på floden, inden turen går op igen. Det er pudsigt nok slet ikke anstrengende at gå ned …

Mill Hotel Sudbury (2)

De er nogle klumper her på The Mill. Først havde de smidt bookningen væk. Charlotte tjekkede med dem, fordi det undrede hende, at hun ikke fik den lovede email. Ingen reservation. Hun reserverede igen – heldigvis var der der stadig plads nok.
Hun bad om et family room og et twin room så tæt på hinanden som muligt. Da vi kom i dag, var det ikke med twin beds, men med en dobbeltseng, hvilket dog er okay – vi har det bare en smule svært med at deles om det ene dobbeltlagen, de tilbyder på de engelske hoteller og B&Bs – vi kommer altid op at slås om det flere gange i løbet af natten (i søvne), så vi har lært at bede om twin beds. Hvad der var værre var, at Johns og mit værelse lå i en helt anden bygning, hvilket er noget skidt. Charlotte blev lidt muggen og pointerede, hvad hun specifikt havde bestilt – og fået lovning på – vil I se jeres egen email? De beklagede, at de ingen ledige twin rooms havde, men de kunne godt bytte, så vi fik værelser nummer 22 og 25. Det var godt, tak for det! Og så må I altså gerne øve jer i at blive bedre til at tage imod bestillinger og/eller holde, hvad I lover …

Nu er det tid til omklædning, inden vi skal mødes med en masse kendte og ukendte mennesker kl. 19:30. Festen kan begynde!

3. juli 2014

Charlecote – lidt har også ret

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 20:57
Tags: ,

Powis i går er svær at komme efter, så Charlecote House and Park, som vi havde besluttet at se i dag, imponerede nok ikke lige så meget, som hvis vi havde set de to steder i omvendt rækkefølge.
Imponerende er den slags store huse alligevel; især det store, victorianske køkken var jeg betaget af. Det var, i modsætning til de fleste køkkener, ikke anbragt i kælderen, men i stueplan, så der var masser af dagslys i køkkenet. Til gengæld var det anbragt længst muligt væk fra spisestuen, så det stakkels serveringspersonale måtte løbe virkelig langt med de store og tunge fade. Utroligt, at maden ikke nåede at blive kold inden ankomst.

Charlocote House and Park (14)Charlecote House and Park

Herover et vandbad – vil jeg tro det er – hele syv potter kunne stå i badet på én gang. Der var to store komfurer i køkkenet, plus et åbent ildsted, så de måtte have kunnet tilberede mad til flere hundrede personer på én gang.

Charlecote House and Park (8)Charlecote House and Park (13)Charlecote House and Park (17)

Herunder vaskehus og bryggeri. Selvfølgelig er det imponerende at se pragten i herskabets rum, men jeg finder det egentlig mere spændende at se under hvilke forhold de tjenende ånder måtte arbejde.

Charlecote House and Park(20)Charlecote House and Park (24)

I går kunne vi på Powis læse, at hvis en stuepige fx gjorde rent i det lange galleri og så herren eller fruen komme, måtte hun i al hast gøre sig usynlig ved at forsvinde ind i det nærmeste værelse. Tjenestefolkene måtte IKKE ses af herren eller fruen. Her taler vi oven i købet om tiden lige før 2. verdenskrig! Den slags pjat er komplet uforståeligt for os i dag, men vi skal åbenbart ikke engang 100 år tilbage, før forholdene var sådan.

Charlecote House and Park - dueslaget

Selv duerne levede vist under bedre vilkår end de laverestillede tjenestefolk … et lidt blæret dueslag at holde sig, vil jeg mene.

Charlecote House and Park (5)

Men et nydeligt lille ‘house’ var det da … med egen ‘landingsplads’ ned til floden Avon, men det er vist længe siden, den har været anvendt.

Charlecote House and Park (48)

Et hus på vejen

Sjove/pæne/storslåede/nuttede/anderledes huse møder man overalt i England. Ovenstående kom vi bare forbi … aner ikke om det var et selvstændigt  hus eller det var en portnerbolig til et eller andet estate, men det lå lige der, hvor vi skulle holde for rødt i forbindelse med noget vejarbejde, så jeg kunne komme til at snuppe et billede.
Kønt kan det vel ikke siges at være, men at det er specielt, kan vi nok ikke blive uenige om.

2. juli 2014

Powis Castle i Wales

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:44
Tags: ,

Charlotte skulle med ungerne til orienteringsløbsdag hele dagen i skolen, og da der ikke var plads til bedsteforældre, besluttede vi os for at køre en lang tur; ikke mindst for at få udnyttet det National Trust-årskort, vi fik af Charlotte.

Powis Castle Wales (56)

Det blev til Wales – på foranledning af Charlotte. Den lille familie havde været der i foråret og havde været temmelig imponeret over det storslåede Powis Castle. De havde desværre ikke haft tid nok, så rådet til os var at sætte resten af dagen af, når vi nåede dertil.
Indendørs måtte vi desværre ikke fotografere, men der var også så sparsomt med lys for at skåne kostbarhederne, at det nok heller ikke havde kunnet lade sig gøre uden blitz.
Det var uden sidestykke det mest imponerende, vi har set – både inde og ude.

Powis Castle Wales (9)

De kæmpestore buksbom – både som hække og som individuelle buske – var betagende. Buske kan man vel dog næppe kalde dem, når de antager en sådan størrelse, at man kan opføre et mindre parcelhus inde under dem, men træer er det jo heller ikke.
Vi så billeder af, hvordan der benyttes store kraner, når de bliver klippet en gang om året.

Powis Castle Wales (36)

Man fornemmer nok, hvor stejle terrasserne er – det var noget, der krævede sine ben at gå det hele igennem, men vi gjorde det, fordi vi ville se det hele – både oppefra og nedefra. Det var næsten ikke til at sige, hvad der var smukkest, men det var det alligevel nok set fra oven – man havde på fornemmelsen, at man kunne se det halve Wales.

Powis Castle Wales (34)

Det var de største og artsrigeste staudebede, jeg har oplevet – det var slet ikke muligt at tage billeder, der ydede dem retfærdighed, men herunder har jeg gjort et forsøg. Selv om rigtig mange af stauderne var lige så høje eller højere end mig, drukner de næsten i al den anden storslåethed.

Powis Castle Wales (27)

Nu er vi i Newtown, som ikke ser spor ny ud … vi har fået indlogeret os i Yesterday Guest House, som så absolut lever op til sit navn, men det er fint; der er rigeligt med plads på værelset og der er internet. Ingen kan forlange mere, og i morgen skal vi have det helt store full English breakfast med alt, hvad der overhovedet kan tænkes af tilbehør – værtinden krydsede af på en liste, efterhånden som hun nåede igennem den:
Scrambled, fried or poached eggs? Scrambled – tick tick. Bacon? Tick tick. Tomato? Tick tick. Mushrooms? Tick tick. Sausage? Yes and no. Tick. Baked beans? Tick tick. Brown or white bread? Brown. Tick tick. Coffee or tea? Coffee. Tick tick. Herligt. Så kan vi sikkert også holde den gående hele dagen, selv om vi skal se et andet stort slot (Charlecote Park i Warwickshire), inden vi atter lander i den lille landsby.
Full English er bestemt ikke kaloriefattigt, men det smager skønt, og vi får det så sjældent. Hvis ikke man skal synde en enkelt gang i en sommerferie, hvornår skal man så?
Nu vil vi gå i byen og finde os et sted at indtage aftensmaden.

1. juli 2014

Hygge ved floden Avon

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: , , , ,

Marlborough (2)Charlotte skulle klippes i Devizes og til tandlæge i Marlborough, så formiddagen gik for Johns og mit vedkommende med at gå lidt rundt i de to byer og bare kigge og nyde det gode vejr.

Det er der ikke specielt meget at skrive hjem om – det er begge hyggelige byer at gå rundt i, men vi oplevede ikke noget, der kan gøre dette indlæg interessant for andre.

Det er der måske ikke i det hele taget, men så er der da et par billeder fra floden Avon, hvor vi kørte ned til The Bridge Inn efter at have hentet ungerne fra skole. Vi indtog lidt medbragt snack og nogle af os øvede meget i brugen af Lumix TZ20. Aldrig er de ænder og svaner blevet fotograferet så meget, tror jeg. (Jeg er ganske klar over, at den hvide and ikke er en svane, men der var masser af dem lige ved siden af …)

P1010802

Det var nu også et yndigt sted. Solen kom og gik, men skyerne afgav ingen væde, og det elendige vejr, de havde truet med at servere så snart vi kom inden for landets grænser, har de indtil videre glemt. Det gør ikke noget …
Hele vejen hjem sad vi og hørte på musikken til kameraernes slide show i ‘stereo’. De to har allerede været rundt i flere menuer end jeg nogensinde har været, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke har savnet at afspille billederne på den lille skærm – med ledsagemusik.
De har leget med rammer og med sepia og sort/hvide billeder. De har indspillet videofilm og leget med blænde og lukker. Jeg tror ikke, de har helt styr på, hvad de egentlig har haft fat i, men de hygger sig og de synes det er fedt og stort med et voksenkamera. De passer på dem som var de af glas, så ingen klager herfra – det har bare været skønt at se kameraerne blive modtaget med så stor glæde og entusiasme.

P1010809

Nedenstående motiv kunne jeg ikke stå for – faktisk har jeg aldrig kunnet stå for Aubies numse … da Anna var tre og han var to, sagde jeg til Charlotte (børnene var ved at blive klargjort til aftenens bad): “Åh altså, så se da hans lille, søde numse. Den er bare ikke til at stå for”.
Annas bemærkning: “No! It’s NOT sweet! I don’t like numses!”. Så blev det sat på plads. Hendes mening om den slags herrelige legemsdele er nok endnu ikke ændret væsentligt, men jeg spurgte ikke …

P1010835

Apropos under bæltestedet og floden Avon, kom jeg til at tænke på en vittighedstegning fra min ungdoms dage.
Shakespeares fødeby hedder som bekendt Stratford upon Avon, hvilket åbenbart har givet visse associationer hos en vittighedstegner, der viste et scenarie fra en fest, hvor en slikket herre præsenterer sig for en lækker ung dame med følgende ord:
Hello, Miss Avon! My name is Stratford. I’ve been looking forward to meeting you.
Nå – det var måske lidt plat, men jeg synes nu den var meget sjov.

P1010832P1010846

The Bridge Inn lå lige her ved dette kryds og på vejen hjem kom vi forbi flere skønne huse.
Det gør vi sådan set overalt i England, men det er ikke så tit, man lige kan standse og fotografere dem.

30. juni 2014

Wimbledon i konkurrence med fodbold-VM

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 22:30
Tags: , , ,

P1010770Det er første gang, vi ser Mennesket ved havet i solskin – vi har set de fire herrer mange gange, men indtil i går altid med en dyster himmelbaggrund.

Sejlturen kunne næppe foregå mere glat, selvom det faktisk blæste en del, da vi kom ud på åbent hav – båden gyngede dog kun lige præcis så meget, at det bare var som at vende tilbage til den spædeste barndom, hvor man blev vugget i søvn på behageligste og hyggeligste vis.
Commodore Class var igen særdeles behagelig, men holddaop, hvor er man jeg ved at blive gammel, sær, intolerant og kontrær. Eller …?
Jeg tror jeg vil skrive til Regina.dk, som åbenbart forsøger at etablere en ny rute Esbjerg/Harwich, at de skal etablere en 1. klasse, hvor der er forbudt for børn under 12 år. 15 år, måske …
Der var to børnefamilier på CC denne gang. En med en særDEles højttalende dreng på ca. otte år og en anden med to børn på hhv. et og ca. fem år.
Okay – jeg indrømmer det blankt: Jeg gider simpelthen ikke betale noget, der ligner en mindre formue for at få den luksus, en Commodore Class er, for at blive ‘underholdt’ af et stk. hylende og skrigende unge og et andet stk. konstant højttalende barn. Beklager hvis jeg er en strid kælling, men sådan er det bare. Det var heller ikke kun mig; alle var irriterede over det; det var der ikke megen tvivl om, men ingen sagde noget – det havde jo ikke ført til noget alligevel, men min fornemmelse er helt klart, at det var ildeset af samtlige øvrige passagerer.

P1010786Jeg overlevede overfarten trods larmen, og turen fra Harwich til familien gik uden problemer.
Først blev der løbet lidt rundt med de boldskydedimser, vi havde med til ungerne, og efter aftensmaden løb Tim og Charlotte rundt og forsøgte at lege Wimbledon; turneringen, der jo foregår i disse dage og som her i England på nuværende tidspunkt er lidt mere interessant end fodbold-VM.

P1010787

Der er blevet fotograferet en del fra børnenes side, fordi vi havde vores gamle Lumix TZ20’ere med til ungerne. Johns, fordi han aldrig brugte sit, og mit, fordi makrofokus ikke længere virkede optimalt, men fungerer generelt godt nok til et otteårigt barn.
De blev meget stolte af at få rigtige voksenkameraer og brugte lang tid på at fotografere i én uendelighed og finde ud af de forskellige scenefunktioner.

Ikke mere – dette blev skrevet mens nogen så Wimbledon, men nu skal det være mor-datter-taletid indtil det bliver sengetid.

28. juni 2014

Forberedelser

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: ,

LavenhamI går fik vi tømt snavsetøjskurven.
I dag bliver tøjet og alt muligt andet pakket og slæbt ned i stuen, så vi hurtigt kan smide det hele i bilen i morgen – inklusive alt porcelænet og øvrigt habengut, der skal med denne gang.
Jeg har strøget fire skjorter og to par bukser – mig, som hader at stryge, men eftersom vi skal med til et længerevarende bryllup, er det med at have garderoben med den korrekte dress code i orden.
Længerevarende, fordi da brudeparret fandt ud af, at vi kommer helt fra Danmark bare for at være barnepiger for Anna og Aubrey, blev vi inviteret med til både familiesammenkomsten fredag aften (åbenbart en tradition) og til den kirkelige ceremoni og reception lørdag. Det er først, når alle receptionsgæsterne kan forføje sig og de særligt udvalgte bliver tilbage, at John og jeg gerne må smutte sammen med børnene.
Det bliver desværre ikke med overnatning på det fabelagtige The Swan Hotel i middelalderbyen Lavenham, men The Legacy Mill i Sudbury, så førstnævnte må vi have til gode til en anden gang.
I første omgang blev The Swan forkastet, fordi de ikke tager gæster for én nat; vi skal booke mindst to, og det var ikke praktisk i denne sammenhæng.
Så var det, at vi blev inviteret med til også at deltage om fredagen og derfor godt kunne have taget to de tvangsnætter, men da havde Charlotte booket et værelse til os på The Mill, hvor bryllupsgæsterne fra Tims familie også vil overnatte. Da vi ikke syntes, vi ville lege Rasmus Modsatter og i øvrigt ikke har spor imod at være sammen med Tims familie, takkede vi bare pænt for, at de havde klaret bookningen for os.

Lavenham

Gaven er blevet pakket ind og lykønskningskortet er skrevet. Vi kender kun gommen lidt og har aldrig set bruden, så da jeg skulle til at skrive kortet, blev jeg pludselig i tvivl: Hun hedder da Sarah, ikke? Eller gør hun? Uhhhh … jeg var 99 % sikker, men ringede alligevel til Charlotte – tænk hvis jeg tog fejl og fik skrevet et forkert navn på bruden! Jeg har ikke engang fantasi til at forestille mig graden af flovhed, hvis det skulle ske … mine tæer (fødder …) kan blive fire numre mindre bare ved tanken.
Hun hedder Sarah. Selvfølgelig hedder hun Sarah, men nu kom den sidste procent med, og jeg kan sove roligt. Samtidig fik vi the dress code for fredag aften – lørdag havde vi styr på, men var i tvivl om det var casual eller suit for Johns vedkommende fredag. Det var heldigvis casual.

Nu vil jeg vande – ikke høns, men drivhus, og få tøjet i kufferten – så er vi sådan set ferieklar begge to.
Vi kører tidligt på formiddagen; vi skal først være ved færgen kl. 16:30, men vi er altid i god tid, så der vil være stressfri tid nok, selv som der skulle ske et eller andet, der forsinker turen over Storebælt. Englandsfærgen venter nemlig ikke, og vi synes det er hyggeligt at spise frokost i Ribe og i det hele taget bruge lidt tid på den hyggelige og ældgamle by.
Men … det har vi snart gjort mange gange, så hvis man har et alternativt forslag, er man velkommen til at sige frem.

Næste side »

The Rubric Theme. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 55, der følger denne blog