En sag for Mr Frost

Han klarede det fint i nat. Han havde også optimale betingelser: Fuldmåne og skyfri himmel – så ved vi godt, hvad der sker på denne tid af året.

Det bliver nemlig frostvejr.
Planterne i haven, som ellers lige gik og troede, det var forår, blev i stedet iklædt en nydelig rimfrakke.

Nellike, laurbær, snebær/ligusterbær, den spanske marguerit i knop, rosmarin, den-med-de-røde-bær-jeg-ikke-ved-hvad-hedder – det var altsammen så fint, så fint.
Jeg tror dog ikke, at knopperne springer ud, eller at nelliken overlever.

I morgen tidlig starter jeg på en to-dages ekstern workshop, som jeg overhovedet ikke har lyst til at deltage i. Den slutter først kl. 17 på fredag.
Det var en lodret ordre fra min chef – sådan blev det naturligvis ikke udtrykt, men da det nok kun er den anden af slagsen, jeg har fået af den slags i min karriere, så det er vel i bund og grund ikke brokkeberettiget, men jeg gider den ikke; det er ikke inden for et emne, jeg er særlig velbevandret (eller interesseret) i, hvilket han var ganske klar over, men han insisterede, fordi han mente, jeg alligevel vil være i stand til at bidrage med noget godt og konstruktivt.
Jeg var ikke helt enig, men jeg var godt klar over, at det ikke var lige dér, jeg skulle stille mig alt for meget på bagbenene. Alternativet var nemlig, at han selv blev nødt til at deltage, så hvem tror I, tabte?
Jeg overlever vel… Satser på en god middag i morgen aften. Med god vin til.

Penge tilbage i skat? Næppe.

I går i ‘Til Tasterne’ skulle vi bl.a. svare på, hvad spammail var, og de tre  muligheder var ‘Mail fra skattevæsenet’, ‘Mail fra banken’ og så det rigtige svar. Jeg sagde med et skævt smil til John, at det var da et tarveligt spørgsmål, for de er alle tre rigtige, hehe. I dag fik jeg delvist ret.

På arbejdet fik jeg nemlig denne mail, som jeg tog et snapshot af:
For en gangs skyld var spammailen ikke smækfyldt med stavefejl. Jeg tror ikke på, at sproget er det, skattemyndighederne ville benytte, men det er set meget værre. Logoet er dog helt forkert, og ‘de rigtige’ kalder sig ‘U.S. Department of the Treasury’.
Afsenderen vil meget gerne have mig til at tro på, at USA skylder mig knapt 950 dollar i skat. Jeg skal bare lige klikke på linket…
Jeg kan til nød forstå, at amerikanerne hopper på den. Måske. Men folk uden for USA?

Jeg får stort set aldrig spammails på privaten (jeg må have valgt et supereffektivt sikkerhedsværktøj), men på arbejdet slipper der af og til en igennem.

Tradition

Mandagens tema er, måske ikke helt overraskende, tradition.
Lige så lidt overraskende er julen derfor den overvejende del af indholdet i mit indlæg.

Julen er traditionernes højborg, og alt skal ske i den måned, vi har til rådighed – gavekøb, familierendsammen, oppyntning af hus og måske have, mange har større eller mindre julegilder i børneinstitutioner; der er julefrokosten på arbejdet, der skal bages og kokkereres – der er 1000 ting man skal nå; det ene skal passes og det andet må ikke forsømmes. Nogle bliver stressede, andre tager det temmelig afslappet.

Jeg hører til de sidste – jeg elsker julen, og jeg gør forholdsvis meget ud af den, men stresset? Nej, ikke her. Jeg når det, jeg når.

Og det, jeg ikke når? Det er oftest julebagningen, der bliver sprunget over. Det har vi alligevel ikke godt af.

I går var vi på gården og sammen kreerede vi de juledekorationer, vi hver især har i vores hjem. Det er blevet en tradition.
Lille William var med, og han nægtede simpelthen at smile til mig, den lille bøf… Men jeg kan vel ikke tillade mig at brokke mig over, at knægten tager mig alvorligt.
Søster havde – som sædvanlig – lavet en lækker middag. Det er en tradition, der heldigvis ikke kun hører julen til.
Jeg har sat lys i korkelmen, der hænger i stuens loft. Det er en tradition.
Der er kommet lidt lys i haven. Det er en tradition.

Dem har vi mange af.
Men jeg gider ikke mere julefrokosten på arbejdet…

Det var vist et uhyre traditionelt bud på traditioner. Man kan ikke være lige opfindsom altid.

Det blå Marked

John var temmelig ivrig efter at køre en tur for at demonstrere sit nye vidunder for mig, så vi tog den til Det blå Marked i Haslev, som i de år, vi har fulgt det, har vokset sig temmelig stort; med masser, masser af stader med en skønsom blanding af nyt og gammelt, pænt og mindre pænt; nogle stader er helt ubeskriveligt rodede, men tager man sig tiden til det, er der måske noget spændende at finde. Andet er bare noget billigt junk (specielt tøjet – gys), men der er mange spændende og ind imellem også ganske gode ting at finde.

Vi skulle ned og lede efter ovale rammer, for det ønsker Charlotte og Tim sig. Helst gamle, selvfølgelig… man hænger bare ikke plasticrammer op i et 5-600 år gammelt hus. De vil lave en familievæg, og alle rammerne vil hun gerne have ovale.

Der var masser af rammer, gamle såvel som nye, men stort set ingen ovale. De få, vi fandt, var temmelig dyre; i hvert fald 3-4 gange dyrere, end jeg havde forestillet mig. Er der gået mode i gamle, ovale rammer? Stadeholderne var overhovedet ikke i tvivl om, hvad de ville have for dem, og kun én af dem ville slå en smule af i prisen. Nå, men vi fandt fem, hvoraf to var helt ens (‘et par’ – man har vel set ‘Hvad er det værd’). Vi så ét par til, men de var simpelthen for dyre – C & T skal nemlig også have andet end ovale rammer, men mere om det efter jul.

Inden vi nåede til Haslev, fik vi købt det ønskede glanspapir, kravlenisserne og Dannebrog på både pind (‘kageflag’) og snor. Disse ting skal til England, hvor Charlotte hvert år fejrer sin fødselsdag her i december ved at lave en god, gedigen dansk julefrokost for deres venner og for Tims familie.
Hun har ikke gidet kravlenisser og flettede julehjerter før, men nu er børnene så store, at hun synes, de skal introduceres til denne danske skik.

Vores ‘adventskrans’ er taget i brug, og der er kommet pynt på hoveddøren. Julen nærmer sig, og jeg er lige så stille begyndt at pynte op. I morgen skal vi på gården til den årlige tradition med fælles juledekorations-kreering. Og god mad. Og ditto vin.

Apropos adventskrans: Min lollandske mor tændte ét lys den første søndag i advent, to den næste osv. Den har min søster taget til sig og kan slet ikke forestille sig andet.
Jeg tænder alle fire lys med det samme, for jeg kan slet ikke klare asymmetrien. Hvad gør I?

Scene fra et ægteskab

Torsdag aften i sidste uge kl. ca. 19:30. John er lige kommet hjem. Ellen står i køkkenet og roder lidt rundt i gryderne. Følgende dialog udspiller sig (Ellen indleder):
- Det blev da lidt sent, hvad? Er der sket noget i dag?
- Næhh… ikke noget særligt.
- Heller ikke her. Same as usual. Men jeg var et smut på biblioteket – nu er der altså ikke flere lydbøger på kassettebånd, jeg ikke har hørt, så jeg må altså til at få anskaffet mig en CD-afspiller til bilen. Det er vist efterhånden kun Morten Korch, jeg ikke har haft fat i, og dér sætter jeg grænsen.
- Jah, altså nu du lige siger sådan… jeg mener… apropos bilradioer… (Lang pause. Rømmen). Jeg var lige inde og kigge hos Arne Jensen… Jeg tror nok, jeg er kommet til at købe en Mondeo…
- Fint nok, din Peugeot er også ved at komme godt og grundigt i reparationsalderen, og … HVAD har du??? Har du købt ny BIL?
- Nej, altså… næh, ikke helt – jeg ville jo ikke skrive under, før jeg lige havde talt med dig.
- (Speachless.)
- Den er bare blevet reserveret til mig. Til i morgen. Det var et rigtig godt tilbud, faktisk. (Blev uddybet med lidt tal og tekniske specifikationer).
- Nå men det lyder da udmærket – skriv du bare under i morgen.
- Mener du det? Bare sådan?
- Ja da.
- Fint. Du skal nok få en ny bilradio i julegave. Bare sig, hvilken én du vil have.
- Tusind tak. (Det aner jeg da ikke, og det ville jeg måske helst ikke have haft at vide allerede nu…)

Ovenstående er kun en anelse forkortet. Det var lidt sjovt, for John havde helt klart skruet sig op til den helt store argumentationspræstation.
Hvad han ikke vidste, var, at jeg ofte i den senere tid havde tænkt bekymret på hans 12 år gamle Peugeot. Den havde fået flere og flere skavanker, og det sædvanlige spørgsmål var opstået, men endnu ikke blevet udtalt: Hvor meget skal vi ofre på den? Hvor længe skal vi sminke det kommende lig? Jeg fortrængte det og sagde til mig selv, at John plejer at have helt styr på den slags, og vi har bare ikke råd til en ny bil nu.

John havde helt styr på det, og vi er nu de lykkelige ejere af en rigtig blæret lyseblå Ford Mondeo Ghia 2005. Det vil sige: John er den lykkelige ejer. Jeg kører rigeligt i min lille bil til hverdag og skal heldigvis bare sidde ved siden af og nyde varmen i sædet, når vi kører til Sverige, f.eks.
Et eller andet sted i regionen må der sidde en forhenværende Mondeo Ghia-ejer og bande, fordi han virkelig har sat penge til på den spritnye bil, han købte for fem år siden.

Og ikke et ord om CO2, tak. Min meget lille bil kan John dårligt nok komme ind i – han tager den sådan nærmest på, så den er hverken egnet til Sverigesture eller ferieditto. Og vi vil ikke undvære nogen af delene. Global warming or not. Vi skal jo også kunne hente fire stk. englændere i lufthavnen, hvilket ville være en fysisk umulighed i min bil.

Update: Jeg fik simpelthen vredet min arm om og blev tvunget til at sætte et andet billede i indlægget. “Det er da ikke den rigtige model!!!  Det kan du da ikke offentliggøre! Du er nødt til at finde et billede, der ligner!” Det kunne jeg ikke, men det kunne John. Han kunne bare ikke lide prisen på bilen
Mere update: Det var en 2005. John så lige, at jeg havde skrevet 2004 og bad mig fluks om at rette det

Danglish? Næh, det er det ikke…

…og det er det ikke, fordi Danglish er sådan noget Eddie Skoller-agtigt noget som “I thought it enough” og lignende, hvilket mere hører ind under det uoversættelige, men vidunderlige ‘undersættelser’.

Grunden til overskriften er dette produkt fra SuperBrugsen (coop):

Rosin Cookies! Jamen er det ikke pragtfuldt? Nej.
Hvad er der galt med rosinsmåkager?
Eller småkager med rosiner?

Jeg kan altså ikke rigtig tage den dér meget lidt smarte dansk-engelske blanding. Lige som springløg, som Tina gjorde mig opmærksom på. Det hedder enten forårsløg eller spring onions.
Det er tilsyneladende ikke længere comme il faut at tale om småkager. Det er sikkert alt for mormor-agtigt (hvad der så end måtte være galt med det…) Næh, cookies skal det være.

Jeg har også hørt (men det skyldes uvidenhed, hvilket er o.k., men ret morsomt): Cottoncoat-frakke. Og softice-is. Disse to har John og jeg naturligvis kørt helt ud i overdrevet: Bomulds-cottoncoat-frakke og blød softice-is.

Her er et par fine eksempler på Danglish – de skulle være autentiske:

Marianne Jelved: I am in the beginning of my period.
Richard Møller Nielsen til verdenspressen: Screw down your expectations!
Dansk landsholdsspiller: We wanted to play with long balls.
Jytte Hilden: The prick over the I.

Jeg har været på et kursus, der hed ‘Get rid of your Danglish’: …is designed to help you avoid those common pitfalls Danes can fall into when writing in English – so you can create clear, concise, mistake-free English.
Det var meget interessant. Vidste I f.eks., at Fit for Fight ikke umiddelbart forstås af personer, der har engelsk som førstesprog? De kender/bruger slet ikke det udtryk.

Hvordan dufter et snefnug?

Ved I ikke det? Har I nogensinde prøvet virkelig at sætte næsen ned til et snefnug og snuse til det? Ikke?

Det havde jeg åbenbart heller ikke, men nu har jeg lært, hvordan snefnug dufter. Det virker godt nok lidt kunstigt, men ellers er det da såmænd udmærket. Lidt mere end lettere parfumeret.

Jeg synes, det er fantastisk, at man skal nå at nærme sig de 60, inden man finder ud af, hvordan snefnug dufter.

Jeg købte et fint lysglas i Sverige. Med Snowflake Scent. Det var stort.

Nej, det var da ej stort… men det var nyt for mig, og det kaldte smilene frem både hos gemalen, kassedamen og undertegnede.
Lysglasset var nu meget fint, med glimmer og det hele, uden at være ‘for meget’ – det var derfor, jeg købte det.

Slå lige den. Og jeg vil NYDE det

En telefonsamtale. To, faktisk

Hver gang, Charlotte og jeg taler i telefon, starter jeg med at få en lille sludder med Anna og Aubrey. Det vil sige… Anna kan sludre, men for Aubrey handler det bare om at høre min stemme; selv siger han kun goddag og farvel. Til nød: “I play with this!” og forventer, at jeg kan se, hvad han har i hænderne eller hvad han peger på.

Hver søndag aften ringer Charlotte til min far og får en lille sludder med ham. Som regel efter børnene er lagt i seng, men ikke altid.

Det er åbenbart forvirrende for børnene, når de hører deres mor tale dansk, men kun overværer den ene halvdel af konversationen:
Charlotte: “Hej morfar, det er Charlotte, hvordan går det?”
Aubrey: “I want to speak with mommer!”
Charlotte: “Nej, Aubie, det er ikke morfar, jeg taler med… det er oldefar.” Charlotte taler lidt videre med morfar/oldefar.
Aubrey: “I WANT TO SPEAK WITH MOMMER!!!” Charlotte gentager, at hun taler med oldefar, men må efterlade en grædende, uforstående Aubrey hos Tim. Hvordan kan man da også forlange, at han skal forstå, at oldefar er Charlottes morfar? For Aubie er der én morfar, og han er sammen med mommer.

Ovenstående episode var forklaringen på, at Charlotte ringede til os søndag aften, hvad hun ellers sjældent gør netop denne ugedag, som er forbeholdt mand og børn + de 10 minutter med min far.
”Kan du ikke lige sige hej til Aubie – han er meget ked af det.”
Aubrey, snøftende og hikstende: “Hi, mommer…”
Ellen: “Hej lille skat, er du ked af det? Det skal du ikke være mere. Jeg er jo lige her på den anden side af Nordsøen. Fortæl mig, hv…”
Aubrey: “Bye-bye mommer.”
Charlotte tog røret, forklarede hvordan situationen var opstået og sagde: “Du kunne selvfølgelig ikke se det, men det tog kun de 10 sekunder, du talte med ham, at få ham til at smile over hele femøren igen.”

Se, så er der noget ved at være mommer… Det var næsten lige så godt som dengang med fjernhealingen.

Åh, disse svære ord…

“The study was a U.S. multicenter, randomized, placebo-controlled, double-blind, parallel-group clinical trial evaluating the efficacy of the grass sublingual tablet versus placebo in the treatment of grass pollen-induced rhinoconjunctivitis based on the combined (sum of) rhinoconjunctivitis daily symptom score and rhinoconjunctivitis daily medication score averaged over the entire grass pollen season. In the study 439 adults were randomized to receive either placebo or grass tablet. The study met its primary endpoint.”

Hva’ så? Alle er helt med, ikke?
Rhinoconjunctivitis er såmænd bare et andet ord for høfeber.
Dobbeltblindet betyder, at hverken lægen eller patienten ved, om det er placebo, der bliver givet.
De sidste seks ord er de vigtigste; de siger nemlig, at tabletten virker; at man kan blive kureret for græsallergi. Så man kan blive helt fri for at tage alle de væmmelige symptomatika, der ofte indeholder binyrebarkhormoner.
Vi vidste godt, at tabletten virker, men nu er de også overbevist i USA. Det er godt. Nu skal vi også bare have FDA overbevist…

Og så til det useriøse:
kok sokker
Nej… selv om mit indsatte billedforsøg på at illustrere kokkesokker kunne tyde på det, så var det altså ikke fodbeklædning til køkkenchefen, der blev googlet – det fremgik temmelig tydeligt af de andre ord, som jeg er for blufærdig til at skrive her. Men jeg håber så sandelig ikke, at vedkommende også kan finde vej til mommers sobre blog med de søgeord, når han/hun får lært at stave

Tilføjelse onsdag: Jeg har fra et par sider erfaret, at pointen i kok sokker ikke bliver fanget. Af en del i hvert fald, men jeg har lige modtaget Donalds kommentar – han har fanget den :-)
Hint: Læs det højt og tænk engelsk samtidig. Så tror jeg den er der. Men jeg synes da, det er sødt, at I alle har så uskyldsren en tankegang…

Sverige – en update

For tredjesidste gang i år var vi på ødegården i weekenden.
Hørte jeg nogen spørge til vildsvinene? De har det sikkert glimrende, for det havde græsplænen ikke. ‘Græsplæne’ er efterhånden et forkert ord at bruge…

Jeg startede lidt julepyntning – vi kommer ikke herop igen før weekenden før jul – og sidste gang for i år bliver så julen, hvor næsten hele resten af familien kommer. Og englænderne… jubiii… som kommer i bil, fordi de var for sent ude til at få flybilletter, der var til at betale for menneskepenge. Det betød færgen til Esbjerg, men så har de da heller ikke problemer med at have plads til alle julegaverne denne gang. Desuden truer British Airways med at strejke i julen – det kunne ellers være kønt. Det er da vist ikke ligefrem noget, de vinder specielt meget sympati for.

John fik replaceret nogle af de græstørv, som vildsvinene havde vendt op og ned på. Bare nok til, at folk kan komme til at parkere i julen uden at få fornemmelsen af at lege offroaders. Men de er desværre nok vendt en gang til, inden vi kommer igen – vi håber derfor på frostvejr (og sne, selvfølgelig), som vanskeliggør plæneraseringen for svinene.

Jeg så en reklame på TV6 i lørdags og lærte et nyt ord på svensk: Matsmältning. Det er muligt, at I kender det allesammen – grin bare hånligt; jeg kan tåle det – men hvis jeg før i lørdags var blevet spurgt, hvad ‘fordøjelse’ hedder på svensk, ville jeg ikke have vidst det, men jeg ved det nu. Jeg tror ikke, det bliver en viden, jeg får vildt meget brug for.

Ren livsglæde og kunsten at glæde sig

Kan I huske den der helt specielle barndomsfornemmelse af virkelig at glæde sig til noget? Tiden kunne kun gå for langsomt; der var evigheder til, at det indfandt sig.
Det kunne være jul, fødselsdag, en skoleudflugt, en skovtur med far og mor – ventetiden kunne være kort eller lang (o.k. – den var altid lang, men altså…), men mavefornemmelsen var næsten altid den samme.

Kan I også huske den varme følelse, det gav, første gang jeres barn/børn gav udtryk for præcis den samme forventningens glæde? Hvor I tænkte, at så er vi nået et godt stykke af vejen, når de ikke længere tager ting for givet, men kan se fremad og glæde sig. Det var i starten begivenheder og senere kom også glæden ved selv at have sparet op til noget, man brændende ønskede sig – og som vi som voksne gør barnet en bjørnetjeneste ved bare at forære det uden videre.

Evnen til at glæde sig må man helst aldrig miste. Der kan være så mange grunde til, at nogen gør det, men man må i hvert fald ikke glemme at glæde sig, hverken over nuet eller fremtiden, bare fordi man er blevet voksen og hele livet er åh så alvorligt.

Jeg kan godt glæde mig. Lige nu glæder jeg mig til jul, for der kommer englænderne herover, og vi skal formentlig til Sverige og holde jul hele banden. Næsten hele banden. En niece rejser til Australien i morgen, og lille baby William skal tilbringe juleaften hos farmor og farfar. Sammen med sine forældre, forstås.
Så vi bliver kun 15… Det glæder jeg mig meget til. Altså ikke, at vi kun bliver 15, men at holde en god, lang jul med familien.

Jeg glæder mig også til d. 23. februar, hvor jeg flyver til England og bliver der i seks dage. SAS holdt udsalg i går, og jeg var hurtig ved tasterne og fik en billet til Heathrow til under 1000 kr. Det er pænt billigt, og jeg glæder mig allerede som et lille barn til den lille uge.

Det andet billede er venligst ‘udlånt’ af Peacock Travel. De har bare nogle exceptionelle rejser, har de. Et par dage på denne husbåd i Thailand kunne jeg såmænd godt glæde mig til, hvis der var nogen, der kom og tilbød mig et ophold.

Men jeg glæder mig nu så vældig meget til næste sensommer, hvor vi satser på at skulle til det vestlige USA og kigge lidt nærmere på en hulens bunke nationalparker. Og besøge nogle søde mennesker i Santa Barbara. Det bliver skønt, og tiden indtil vi skal af sted kan kun gå for langsomt.
 

 

 

Vi burde ikke bruge… Exit Polls

Hvad kan vi bruge exit polls til? Andet end til at give irriterende journalister en kærkommen mulighed for at stille irriterende spørgsmål allerede irriterende tidligt om eftermiddagen på en valgdag?
Jeg er bestemt ikke den varmeste fortaler for, at man begynder at tale om ‘vindere’ og ‘tabere’ og ‘trends’ af enhver art, når der stadig er længe til, at stemmestederne lukker.

Da fænomenet for noget tid tilbage dukkede frem i Danmarks medier, tænkte jeg “pyt – man kan da ikke påvirke folk på så sent et stadium… alle har da dannet sig en mening inden valgdagen”.
Jeg er kendt i byen som den naive og godtroende Ellen.

For dannet sig en mening inden et valg har ikke alle gjort, hvilket vi kunne se i tv-avisen her til aften, hvor en dame gik ind til stemmeurnen efter at have udtalt sådan cirka følgende: “århh, det ved jeg såmænd ikke – jeg får vel en eller anden god ide eller åbenbaring lige inden, jeg skal sætte krydset”.

Hvis det virkelig er muligt at påvirke folk i sidste øjeblik, synes jeg ikke, at begrebet exit poll burde kunne forekomme. Det tenderer manipulation, og det bryder jeg mig ikke om.

Har I i øvrigt prøvet at google ‘exit poll’?
Det giver nogle tankevækkende forslag med disses tilhørende antal hits, når man når så langt som til at taste o’et – så dukker følgende frem på skærmen:

Exit pole giver 1,4 millioner hits. Pole betyder pæl eller stang. Men udtalen er trods alt meget lig poll.
Exit poll giver 3,2 millioner hits. Right! Poll betyder afstemning. Yeahh
Exit pools giver 2,4 millioner hits.
Exit Pool giver 11,5 millioner hits! Helt ærligt… pool udtales temmelig meget anderledes end poll, og pool betyder bassin, dam, pøl osv. i den dur.

Jeg er forbavset.

Og MEGET irriteret over, at alle, der bliver interviewet i tv, helst skal have en mening om et valg, hvis endelige resultat stadig kun er gisninger.

Apropos afslutning… første billede var en exit pole. Jeg har valgt (!) at det andet og sidste billede skal illustrere en exit pool.

I love Engrish

Min søde fætter har for nylig sendt mig et nyt slideshow, hvor jeg kunne se nye illustrationer af Engrish.
Han er lige så interesseret i det engelske sprog – på godt og ondt – som jeg er, og han er storleverandør i engelske finurligheder af enhver art.

 Skulle nogen undre sig over Engrish, så stammer ordet fra, at asiater har det svært med den engelske udtale af R, som derfor ofte kommer til at lyde som et L. Det ved de godt selv, så sommetider bliver det til en dobbeltfejl, kan man vel kalde det, fordi de tænker, at dette L nok skal være et R – derfor Engrish…

Der er nogle vidunderlige ting iblandt – se bare billede 2. Det kan absolut ikke anbefales som glidecreme

www.engrish.com er en guldgrube – lad endelig være med at kigge indenfor, mens I er på arbejde, for man kommer til at smile meget højt ind imellem.

Se bare, hvad der kommer ud af at bytte L i ‘election’ ud med R.
Sunny Town burde måske i denne forbindelse omdøbes til Funny Town…

 

Yeah – be a Lastaman!

Kursus i amerikansk kultur (forretnings-)

Næh, det er ikke en reklame for et kursus, jeg afholder, men et, jeg brugte 3½ interessant time på i fredags.

Vi (= det område i virksomheden, hvori jeg har min daglige færden) har et tæt samarbejde med et firma i det østligste USA og en afdeling i et datterselskab placeret i det vestligste USA.
Vi har det nogle gange svært med hinanden, for vi forstår ikke hinandens reaktionsmønstre og handlemåder; vi taler forbi hinanden, og det, den ene part (os) opfattede som en klar aftale, betragtede den anden part (dem) måske bare som et udgangspunkt.
Det resulterer i både frustrationer og vrede, men værre er det, hvis deadlines ikke bliver overholdt, hvilket igen kan have nogle reelle konsekvenser for både ansatte, ledere og i sidste instans hele virksomheden.

Vi har derfor via vores HR-afdeling fået fat i en (herboende amerikaner; dansk gift), der kunne fortælle os om, hvordan amerikaneres forretningskultur er, og han klædte os faktisk temmelig godt på til både at forstå og ‘tackle’ dem, så samarbejdet fremover kan blive mere frugtbart, end det har været hidtil.

Meget af det vidste jeg godt (sagde Ellen Blærerøv), fordi jeg har studeret sproget og har været på en del kurser afholdt af amerikanere, så lidt lurer man dem jo derfor efterhånden af.
Der var dog stadig nogle aha-oplevelser, og min forståelse for deres reaktionsmønstre er vokset en del. Eller… hmmm…forståelse og forståelse… indsigt er måske et bedre ord, for jeg forstår det nok ikke helt – det ligger os danskere så fjernt at arbejde på den måde, de arbejder på.

Noget, der virkelig har frustreret folk på denne side af Atlanten, har været at amerikanerne aldrig kan træffe nogle beslutninger – ikke engang en lille bitte en… Det fik vi en forklaring på, så nu har vi fået et værktøj til at komme over den hurdle, så det ikke fremover behøver at tage 3-4 uger at få truffet en beslutning om et eller andet (i vores øjne) forholdsvis simpelt.
Forklaringen på dette var deres uhyre stive top-down-ledelse. Ingen, og vi gentager: INGEN, der ikke har ledelsesansvar, træffer beslutning om noget som helst, for gør han/hun det, er det den direkte vej til en fyreseddel. Man spørger sin chef, som spørger sin chef, som spørger sin chef. Og.så.videre… Det er ikke lyv, og det er ikke så underligt, at forretningsgangen kan være meget, meget lang.
I Danmark uddelegerer vi, så dem, der sidder ved mødebordet/telekonferencen, har fået beslutningsmandat. Se, det gør jo en stor forskel.

For at gøre det ekstra vanskeligt for os, er kulturforskellen fra vest til øst i USA også meget stor, så vi skal agere på én måde med samarbejdspartnerne i øst og på en noget anden måde over for vores kolleger i datterselskabet i vest, hvor de er meget mere ‘laid back’ i deres livsstil.

Vi fik flere ting at vide. Mange, faktisk. Men det bliver for langt og for kedeligt, har jeg lidt på fornemmelsen.
Og dog. I slipper ikke for at høre om, at lige præcis min kæphest blev bragt meget tydeligt op i øjenhøjde.
Underviseren roste os danskere for vores ‘fantastiske engelskkundskaber’ – “I taler jo engelsk alle sammen, og hvor er I bare gode.“
MEN. Så sagde han: “Når I så skriver engelsk – det være sig emails eller rapporter eller whatever – altså…ahem… (det var lidt svært for ham lige her) jo… I er desværre ikke særlig gode til engelsk grammatik, og det volder meget ofte amerikanere temmelig store forståelsesproblemer, og I bliver derfor tit misforstået”.  
Jeg nærmest røg op af stolen og råbte “YES! Hører I efter, hvad manden siger? Det er altså o.k., at jeg er efter jer! Det er sgu vigtigt, at I afleverer noget, der er læseligt for dem!” Ups. Følelserne løb vist lige af med mig, og jeg satte mig ned igen, men jeg tror nu nok, den fes ind Det var ikke de overbærende smil, der kom frem, men de ægte.

Og I skal vide, at hvis en amerikaner under en forretningsmiddag siger til dig, at “hvis du nogensinde skulle komme til US, så bare ring til mig, så kan du komme og bo/spise hos mig”, så mener han det ikke. Sig pænt tak, men hvis du nogensinde kontakter ham, vil han finde det yderst pinligt. 
Men husk, vi taler forretningsforbindelser her. Det er ikke det samme, hvis I møder dem privat.

I google – and so do a lot of you too…

hvordan syr man egoister taske sammen

Det var dagens hit, vil jeg nok påstå. 
Disse ord førte til ‘Hos mommer’, og jeg kunne ikke engang gennemskue, hvilket af mine indlæg det førte til – det bidrog så absolut ikke til at gøre mysteriet mindre.
Taget enkeltvis er de jo gode, letforståelige danske ord alle seks. Sat sammen bliver de til… ja, til hvad? Et godt spørgsmål?

Hvad mon dog vedkommende har søgt svar på med disse seks ord?

Hvordan syr man egoister sammen? O.k., lad os da bare få dem bundtet…
Hvordan syr man [en] taske sammen? Helt reelt spørgsmål, hvis man ikke er stærk udi sykunsten.
Hvordan syr man [en] egoisttaske sammen? (Hvad er en egoisttaske?)
Hvordan kan vi sammen sy en egoisttaske? (Ditto…)
Hvordan syr (vi) egoister en taske sammen? På samme måde som ikke-egoister gør.

Jeg har ikke selv fantasi lige nu til mere, men andre tolkninger og/eller forslag skal være så overmåde velkomne.

Hvorfor siger man ‘The Loo’?

Har I nogen sinde tænkt over, hvorfor man på engelsk siger The Loo om toilettet?
Det havde jeg godt nok ikke spekuleret på, men i dag til frokost blev jeg spurgt, om jeg vidste, hvor det stammede fra. Det vidste jeg ikke, og det var også fuldstændig ligegyldigt, for han spurgte udelukkende for selv at få lov til at udbrede sin viden om det.

Han erklærede, at det stammede fra dengang, hvor emnet og rummet var totalt unævneligt og derfor neutralt blev betegnet som ‘Værelse 100’, hvor 100 så efterhånden skulle blive opfattet som loo. Hmmmm, tænkte jeg bare…

Jeg skulle til engelsk umiddelbart efter frokost, og hvad var mere naturligt end spørge vores søde Andrew, om han kendte etymologien bag ordet.

Han var ikke et sekund i tvivl – det havde hans lærer fortalt ham i skolen, og han havde aldrig glemt historien: Det stammer fra middelalderen, hvor man advarede intetanende fodgængere ved at råbe “regardez l’eau” (pas på vandet), inden man kastede indholdet af natpotten ud af vinduet og ned på gaden. Lækkert, ikke?
Det franske ord l’eau blev med tiden angliceret til loo.

I virkeligheden er man overhovedet ikke sikker på, hvad der er den rigtige baggrund for the loo. Andrews forklaring er den mest populære og mest udbredte, men ingen har tilsyneladende kunnet bevise oprindelsen.
Da jeg kom hjem, slog jeg det op, og i Ask Oxford fandt jeg følgende om emnet:

There are several theories about the origin of this common term for a familiar article of sanitary furniture. The first, and most popular, is that it is derived from the cry of ‘gardyloo’ (from the French regardez l’eau ‘watch out for the water’) which was shouted by medieval servants as they emptied the chamber-pots out of the upstair windows into the street. This is historically problematic, since by the time the term ‘loo’ is recorded, the expression ‘gardyloo’ was long obsolete. A second theory is that the word derives from a polite use of the French term le lieu (‘the place’) as a euphemism. Unfortunately, documentary evidence to support this idea is lacking. A third theory, favoured by many, refers to the trade name ‘Waterloo’, which appeared prominently displayed on the iron cisterns in many British outhouses during the early 20th century. This is more credible in terms of dates, but corroborating evidence is still frustratingly hard to find. Various other picturesque theories also circulate, involving references to doors numbered ‘00′ or people called ‘Looe’.

Pas på Ask Oxford – hvis man er bare en smule interesseret i det engelske sprog, kan man bruge adskillige timer på at fordybe sig i dette website.

Merriam-Websters Word of the Day kan jeg også anbefale, hvis man er interesseret i etymologien på de lidt sværere engelske ord.
Der er mange steder, man kan finde forskellige udgaver af Word of the Day – prøv bare at google ordene – jeg kan bare bedst lide Merriam-Websters.

Billedet må forestille en hankat. Jeg kender (til) adskillige mænd, der kan bruge halve til hele timer på badeværelset, fordi de sidder og læser. Jeg har aldrig hørt om en kvinde, der gider det. Jeg har aldrig forstået, hvorfor man ikke får overstået ærindet hurtigst muligt og læser på et mere bekvemt sted. Heldigvis hører John ikke til blandt toiletlæserne.

Alle go’e gange tre

Så håber jeg, at det der skal ramme os af uforudsete udgifter i år, har ramt os. Vi har et par gange oplevet, at den gamle overtro om, at der altid sker tre ting af gangen, er vældig god til at komme til at passe her på matriklen. Nu er vi oppe på tre ting på kort tid, så det var forhåbentlig det.

1) I uge 41 holdt et toilet, der kun var fem år gammelt, op med at fungere.
2) I uge 42 tabte John sit kamera, så det er nu under reparation. For 2000 kr! Damn. Men når man tager i betragtning, hvad han gav for det, valgte han at betale de penge.
3) I fredags døde vores komfur. I dag kom der en montør med det nye, vi købte i lørdags.

Da han pillede en lille bagplade af for at komme til ledningssystemet, spurgte han, om det havde været kortsluttet. Jeg svarede: “Næh… det var bare ovndøren, der gik sig en tur, som du kan se… hvorfor spørger du?”
Han pegede bare – på en lille mus, der lå meget stille. Jeg begyndte bare at grine, og han så lidt forundret på mig. Så måtte jeg fortælle ham om dengang for nok 10 år siden, at vores kat slæbte en mus med ind. Musen slap fra katten, og det varede ikke længe, før vi blev klar over, at den var flyttet ind bag vores køkkenskab. Vi kunne tydeligt høre den hygge sig derinde, men vi skulle nærmest splitte hele køkkenet ad for at komme ind til den, så vi satsede bare på, at katten ville få ram på den. Vi var gennem et par måneder ikke i tvivl om dens tilstedeværelse; så hørte vi ikke pludselig mere til den og regnede med, at katten havde gjort sin pligt.
Det havde den åbenbart ikke, for den lille mus var kommet godt i stødet ved at kravle ind i komfuret. Den har ikke anet, hvad der skete, for det må virkelig have været en lynstegning, som montøren sagde.

Nu glæder jeg mig bare til at tage det nye komfur i brug. Det skal jeg lige om lidt, når John kommer hjem. Det er ikke verdens dyreste – vi skal jo også have råd til næste ferie, selv om det efterhånden har hulet lidt ud – men jeg tror alligevel, jeg bliver ganske godt tilfreds med det.

Musik

Mandagstemaet var i går Musik. Og hvad er så musik for mig?

 

Da jeg var barn og lige havde lært hvad noder var og gik ud på, syntes jeg altid, at svalerne lignede noder, når de sad og fik sig en slapper eller en sladder på telefontrådene. Sådan nogen fandtes nemlig dengang. Både svaler og telefontråde, faktisk.

 

Da jeg var ung, var ‘min’ musik noget, min mor i den grad afskyede – Rolling Stones, Bob Dylan, Donovan, The Kings, Joan Baez, The Monkeys, Steppenwolf (bl.a. Born to be Wild), The Byrds (bl.a. I wasn’t Born to Follow) og mange, mange, mange flere. Jeg elskede bare de musikformer, der dukkede op i tresserne, og i dag er det ren nostalgi for mig. (Ikke Cliff eller Elvis – slåskampen om dem lod jeg andre om.)

 

I dag, hvor jeg er temmelig halvgammel, er både kropsmål og musiksmag blevet noget meget bredere, hvilket gør det meget nemmere at fortælle, hvad jeg ikke kan lide: Heavy Metal og det, der ligner. Jazz. Beklager, men jeg kan ganske enkelt bare ikke holde det ud. Dette sidste gælder også den anden grøft med Kandis og Bjørn og O.k. og de fleste andre dansktopsangere… stilen med den kære lille mormor, med duerne, de rigtige venner og lignende uhyrligheder… Jeg var heller ikke verdens Danmarks største Jodle Birge-fan.

Dermed ikke sagt, at dansk musik ikke er godt, men dansk musik er også dansktopmusik, og det er åbenbart en genre helt for sig selv.

Jeg er er mest til dur – jeg dur ikke til mol, som er for dystert til mig, hvorimod John er en mol-mand, som også holder meget af blues. Modsætninger mødes, og sød musik opstår, ved I nok…

 

På det seneste har man i medierne set, at folk er meget hurtige til at forbinde en speciel musik eller tonerække med specifikke ting, hvilket reklamebranchen for alvor er ved at finde ud af. De fleste genkender nok Dyne-Larsens lille fløjtemelodi.

Musik er også andet end musik:
Det er musik i mine ører, når børn ler deres klukkende, hjertelige og meget smittende latter.
Det er musik i mine ører, når en mor og hendes lille baby pludrer sammen og er helt på bølgelængde.
Det er musik i mine ører, når jeg er i Sverige og hører fuglenes sang. Eller bare stilhedens (sfærernes?) musik.
Det er musik i mine ører, når chefen siger en fredag efter en hård uge: ‘Skal du ikke snart hjem? – I skulle til Sverige, ikke?’
Det er musik i mine ører, når proppen med et stille plop bliver trukket op af en flaske rødvin, jeg bare ved, er god.
Det er musik i mine ører, når Aubie i telefonen siger: ‘Hi mommer. I want you to come here. Bye-bye, mommer.’

Hvis jeg fordrejer Lola Baidels tekst en smule, kan jeg sige, at jeg godt kan leve uden musik, men jeg vil helst ikke.

Det gik ganske som det plejer…

…der var ALT for meget mad.

Vi er vist nogen værre nogen her i Danmark. Søster kunne i dag fortælle os, at vi er det land i verden, der spiser mest kød. Det er da godt nok en rekord, som vi ikke behøver at være særlig stolte af. Pinstripe, se lige foranstående link. Og kom glad igen…
At hun så fandt ud af det, fordi hun søgte på, hvordan man optimalt varmer rødt kød op igen, er en helt anden historie.

Vi var 19 i går til fars fødselsdag, nemlig familien + de få af hans venner, der stadig er i live. Dette lyder måske lidt barsk, men det er jo sådan det er, når man bliver 89.

Han havde købt sig til forret og hovedret (indbagt laks og oksehøjreb med kartofler, forskelligt grønt og en yderst delikat sovs). Min søster ville selv lave desserten, som viste sig at være Panacotta…  UHMMM, det var godt Og selv om billedet er lånt, så hendes udgave altså lige så godt ud. Og smagte sikkert mindst lige så godt…

Men som det så ofte går, når man får maden udefra, var der ALT for meget mad. Vi kunne have bespist en middelstor provinsby, men det havde vi ikke lige tænkt på (ku’ da ellers ha’ været meget sjovt), så der var over halvdelen af kødet og tilbehøret tilbage, da alle var mætte. Forretten var nu også temmelig meget for rigelig, men den var bare så lækker, at vi simpelthen var nødt til at spise op. Og når forretten skal indtages, er de fleste meget sultne.

Det resulterede i, at nogen af os var til restemiddag på gården her til aften; ganske som vi plejer… Restemad, restevin, restecalvados, restedessert. Det var dejligt altsammen.

Vi fik noget af resten af resten af tilbehøret og den yderst delikate sovs med hjem til den hakkebøf, vi skal have i morgen, og som jeg tog ud af fryseren i morges. Det er i orden med næsten samme mad i tre dage i træk, for det ikke er i tidens ånd at smide mad ud, vel, VEL???

Charlotte havde sendt blomster til oldefar, og Anna sagde that she would like to see the flowers. And oldefar, by the way.

Det være hermed gjort, min lille nuserpige. Hun havde hørt sin mor bestille blomsterne via telefonen og skulle lige have den sag ført til dørs

12 år for et komfur – er det ikke at dø i for ung en alder?

Det var fredag i går. Det var total dovneaften efter en arbejdsom uge.
Jeg havde købt et halvbagt brød i Irma + nogle supergode oste. Drikkelig rødvin fandtes på nærlageret og skulle bare åbnes.
Ny HD-dims installeret, så der blev nydt HD-naturfilm i stor stil – først Death Valley, så Amazonas.

Tændte for ovn – vente, vente, vente. Åbnede ovnlåge – ka-BUMM – jeg sprang mindst en meter af forskrækkelse og for at undgå, at meget varm ovnlåge, nu delt i to, maltrakterede mine tæer.
JOHHHHN! Kom lige! Se her! Den låge fikser du lige, ikke? John er en meget handy mand at have inden for murene, så jeg gik egentlig bare ud fra, at efter ganske få minutter var lågen repareret og det halvbagte brød i ovnen.

Jeg vil skåne jer for de mange mumlende eder og bare fortælle, at her til formiddag kørte vi ud og fandt os et godt, nyt komfur. Det var nødvendigt, hvis ikke jeg vil leve uden ovn, og det vil jeg ikke.
Komfuret har 12 år og en dags drift bag sig – vi fik det leveret 5. november 1997. Vi fik at vide, at det var en ganske pæn alder; faktisk i den høje ende i forhold til komfurgennemsnitslevealderen, så det var svaret på min overskrift. Jeg havde forventet, at det kunne holde mindst fem år til.

Resten af komfuret fejler intet – den glaskeramiske overflade ser stadig ud som om komfuret blev taget i brug i går. Men ovnen er et gabende, lågeløst hul, som er CO2-uvenligheden i højeste potens. I hvert fald, hvis jeg prøver at bruge den…

Den slags uforudsete udgifter irriterer mig. For tre uger siden skiftede vi et toilet, som kun var seks år. Hvad mon bliver det næste?

Inden jeg så går helt i selvsving af rent brokkeri, skal jeg nok bare sætte tingene lidt i perspektiv og være glad for, at vores køkken ikke ser ud som dette fra et Township i Cape Town. Vi var derinde. Vi så det med vores egne øjne. Med beboernes tilladelse, selvfølgelig – det var en guidet tur. Som tak for kigget gav vi dem fem Rand, svarende til små fem danske kroner, hvilket vi senere fandt ud af var en måneds husleje for dem.

Selv om det måske ikke fremgår af billedet, var der, forholdene taget i betragtning, meget rent.

Vores komfur blev 12 år i forgårs – min far bliver 89 i dag, så lige om lidt kører vi på gården og er med til at fejre ham.