Kursus i amerikansk kultur (forretnings-)

Næh, det er ikke en reklame for et kursus, jeg afholder, men et, jeg brugte 3½ interessant time på i fredags.

Vi (= det område i virksomheden, hvori jeg har min daglige færden) har et tæt samarbejde med et firma i det østligste USA og en afdeling i et datterselskab placeret i det vestligste USA.
Vi har det nogle gange svært med hinanden, for vi forstår ikke hinandens reaktionsmønstre og handlemåder; vi taler forbi hinanden, og det, den ene part (os) opfattede som en klar aftale, betragtede den anden part (dem) måske bare som et udgangspunkt.
Det resulterer i både frustrationer og vrede, men værre er det, hvis deadlines ikke bliver overholdt, hvilket igen kan have nogle reelle konsekvenser for både ansatte, ledere og i sidste instans hele virksomheden.

Vi har derfor via vores HR-afdeling fået fat i en (herboende amerikaner; dansk gift), der kunne fortælle os om, hvordan amerikaneres forretningskultur er, og han klædte os faktisk temmelig godt på til både at forstå og ‘tackle’ dem, så samarbejdet fremover kan blive mere frugtbart, end det har været hidtil.

Meget af det vidste jeg godt (sagde Ellen Blærerøv), fordi jeg har studeret sproget og har været på en del kurser afholdt af amerikanere, så lidt lurer man dem jo derfor efterhånden af.
Der var dog stadig nogle aha-oplevelser, og min forståelse for deres reaktionsmønstre er vokset en del. Eller… hmmm…forståelse og forståelse… indsigt er måske et bedre ord, for jeg forstår det nok ikke helt – det ligger os danskere så fjernt at arbejde på den måde, de arbejder på.

Noget, der virkelig har frustreret folk på denne side af Atlanten, har været at amerikanerne aldrig kan træffe nogle beslutninger – ikke engang en lille bitte en… Det fik vi en forklaring på, så nu har vi fået et værktøj til at komme over den hurdle, så det ikke fremover behøver at tage 3-4 uger at få truffet en beslutning om et eller andet (i vores øjne) forholdsvis simpelt.
Forklaringen på dette var deres uhyre stive top-down-ledelse. Ingen, og vi gentager: INGEN, der ikke har ledelsesansvar, træffer beslutning om noget som helst, for gør han/hun det, er det den direkte vej til en fyreseddel. Man spørger sin chef, som spørger sin chef, som spørger sin chef. Og.så.videre… Det er ikke lyv, og det er ikke så underligt, at forretningsgangen kan være meget, meget lang.
I Danmark uddelegerer vi, så dem, der sidder ved mødebordet/telekonferencen, har fået beslutningsmandat. Se, det gør jo en stor forskel.

For at gøre det ekstra vanskeligt for os, er kulturforskellen fra vest til øst i USA også meget stor, så vi skal agere på én måde med samarbejdspartnerne i øst og på en noget anden måde over for vores kolleger i datterselskabet i vest, hvor de er meget mere ‘laid back’ i deres livsstil.

Vi fik flere ting at vide. Mange, faktisk. Men det bliver for langt og for kedeligt, har jeg lidt på fornemmelsen.
Og dog. I slipper ikke for at høre om, at lige præcis min kæphest blev bragt meget tydeligt op i øjenhøjde.
Underviseren roste os danskere for vores ‘fantastiske engelskkundskaber’ – “I taler jo engelsk alle sammen, og hvor er I bare gode.“
MEN. Så sagde han: “Når I så skriver engelsk – det være sig emails eller rapporter eller whatever – altså…ahem… (det var lidt svært for ham lige her) jo… I er desværre ikke særlig gode til engelsk grammatik, og det volder meget ofte amerikanere temmelig store forståelsesproblemer, og I bliver derfor tit misforstået”.  
Jeg nærmest røg op af stolen og råbte “YES! Hører I efter, hvad manden siger? Det er altså o.k., at jeg er efter jer! Det er sgu vigtigt, at I afleverer noget, der er læseligt for dem!” Ups. Følelserne løb vist lige af med mig, og jeg satte mig ned igen, men jeg tror nu nok, den fes ind Det var ikke de overbærende smil, der kom frem, men de ægte.

Og I skal vide, at hvis en amerikaner under en forretningsmiddag siger til dig, at “hvis du nogensinde skulle komme til US, så bare ring til mig, så kan du komme og bo/spise hos mig”, så mener han det ikke. Sig pænt tak, men hvis du nogensinde kontakter ham, vil han finde det yderst pinligt. 
Men husk, vi taler forretningsforbindelser her. Det er ikke det samme, hvis I møder dem privat.

I google – and so do a lot of you too…

hvordan syr man egoister taske sammen

Det var dagens hit, vil jeg nok påstå. 
Disse ord førte til ‘Hos mommer’, og jeg kunne ikke engang gennemskue, hvilket af mine indlæg det førte til – det bidrog så absolut ikke til at gøre mysteriet mindre.
Taget enkeltvis er de jo gode, letforståelige danske ord alle seks. Sat sammen bliver de til… ja, til hvad? Et godt spørgsmål?

Hvad mon dog vedkommende har søgt svar på med disse seks ord?

Hvordan syr man egoister sammen? O.k., lad os da bare få dem bundtet…
Hvordan syr man [en] taske sammen? Helt reelt spørgsmål, hvis man ikke er stærk udi sykunsten.
Hvordan syr man [en] egoisttaske sammen? (Hvad er en egoisttaske?)
Hvordan kan vi sammen sy en egoisttaske? (Ditto…)
Hvordan syr (vi) egoister en taske sammen? På samme måde som ikke-egoister gør.

Jeg har ikke selv fantasi lige nu til mere, men andre tolkninger og/eller forslag skal være så overmåde velkomne.

Hvorfor siger man ‘The Loo’?

Har I nogen sinde tænkt over, hvorfor man på engelsk siger The Loo om toilettet?
Det havde jeg godt nok ikke spekuleret på, men i dag til frokost blev jeg spurgt, om jeg vidste, hvor det stammede fra. Det vidste jeg ikke, og det var også fuldstændig ligegyldigt, for han spurgte udelukkende for selv at få lov til at udbrede sin viden om det.

Han erklærede, at det stammede fra dengang, hvor emnet og rummet var totalt unævneligt og derfor neutralt blev betegnet som ‘Værelse 100’, hvor 100 så efterhånden skulle blive opfattet som loo. Hmmmm, tænkte jeg bare…

Jeg skulle til engelsk umiddelbart efter frokost, og hvad var mere naturligt end spørge vores søde Andrew, om han kendte etymologien bag ordet.

Han var ikke et sekund i tvivl – det havde hans lærer fortalt ham i skolen, og han havde aldrig glemt historien: Det stammer fra middelalderen, hvor man advarede intetanende fodgængere ved at råbe “regardez l’eau” (pas på vandet), inden man kastede indholdet af natpotten ud af vinduet og ned på gaden. Lækkert, ikke?
Det franske ord l’eau blev med tiden angliceret til loo.

I virkeligheden er man overhovedet ikke sikker på, hvad der er den rigtige baggrund for the loo. Andrews forklaring er den mest populære og mest udbredte, men ingen har tilsyneladende kunnet bevise oprindelsen.
Da jeg kom hjem, slog jeg det op, og i Ask Oxford fandt jeg følgende om emnet:

There are several theories about the origin of this common term for a familiar article of sanitary furniture. The first, and most popular, is that it is derived from the cry of ‘gardyloo’ (from the French regardez l’eau ‘watch out for the water’) which was shouted by medieval servants as they emptied the chamber-pots out of the upstair windows into the street. This is historically problematic, since by the time the term ‘loo’ is recorded, the expression ‘gardyloo’ was long obsolete. A second theory is that the word derives from a polite use of the French term le lieu (‘the place’) as a euphemism. Unfortunately, documentary evidence to support this idea is lacking. A third theory, favoured by many, refers to the trade name ‘Waterloo’, which appeared prominently displayed on the iron cisterns in many British outhouses during the early 20th century. This is more credible in terms of dates, but corroborating evidence is still frustratingly hard to find. Various other picturesque theories also circulate, involving references to doors numbered ‘00′ or people called ‘Looe’.

Pas på Ask Oxford – hvis man er bare en smule interesseret i det engelske sprog, kan man bruge adskillige timer på at fordybe sig i dette website.

Merriam-Websters Word of the Day kan jeg også anbefale, hvis man er interesseret i etymologien på de lidt sværere engelske ord.
Der er mange steder, man kan finde forskellige udgaver af Word of the Day – prøv bare at google ordene – jeg kan bare bedst lide Merriam-Websters.

Billedet må forestille en hankat. Jeg kender (til) adskillige mænd, der kan bruge halve til hele timer på badeværelset, fordi de sidder og læser. Jeg har aldrig hørt om en kvinde, der gider det. Jeg har aldrig forstået, hvorfor man ikke får overstået ærindet hurtigst muligt og læser på et mere bekvemt sted. Heldigvis hører John ikke til blandt toiletlæserne.

Alle go’e gange tre

Så håber jeg, at det der skal ramme os af uforudsete udgifter i år, har ramt os. Vi har et par gange oplevet, at den gamle overtro om, at der altid sker tre ting af gangen, er vældig god til at komme til at passe her på matriklen. Nu er vi oppe på tre ting på kort tid, så det var forhåbentlig det.

1) I uge 41 holdt et toilet, der kun var fem år gammelt, op med at fungere.
2) I uge 42 tabte John sit kamera, så det er nu under reparation. For 2000 kr! Damn. Men når man tager i betragtning, hvad han gav for det, valgte han at betale de penge.
3) I fredags døde vores komfur. I dag kom der en montør med det nye, vi købte i lørdags.

Da han pillede en lille bagplade af for at komme til ledningssystemet, spurgte han, om det havde været kortsluttet. Jeg svarede: “Næh… det var bare ovndøren, der gik sig en tur, som du kan se… hvorfor spørger du?”
Han pegede bare – på en lille mus, der lå meget stille. Jeg begyndte bare at grine, og han så lidt forundret på mig. Så måtte jeg fortælle ham om dengang for nok 10 år siden, at vores kat slæbte en mus med ind. Musen slap fra katten, og det varede ikke længe, før vi blev klar over, at den var flyttet ind bag vores køkkenskab. Vi kunne tydeligt høre den hygge sig derinde, men vi skulle nærmest splitte hele køkkenet ad for at komme ind til den, så vi satsede bare på, at katten ville få ram på den. Vi var gennem et par måneder ikke i tvivl om dens tilstedeværelse; så hørte vi ikke pludselig mere til den og regnede med, at katten havde gjort sin pligt.
Det havde den åbenbart ikke, for den lille mus var kommet godt i stødet ved at kravle ind i komfuret. Den har ikke anet, hvad der skete, for det må virkelig have været en lynstegning, som montøren sagde.

Nu glæder jeg mig bare til at tage det nye komfur i brug. Det skal jeg lige om lidt, når John kommer hjem. Det er ikke verdens dyreste – vi skal jo også have råd til næste ferie, selv om det efterhånden har hulet lidt ud – men jeg tror alligevel, jeg bliver ganske godt tilfreds med det.

Musik

Mandagstemaet var i går Musik. Og hvad er så musik for mig?

 

Da jeg var barn og lige havde lært hvad noder var og gik ud på, syntes jeg altid, at svalerne lignede noder, når de sad og fik sig en slapper eller en sladder på telefontrådene. Sådan nogen fandtes nemlig dengang. Både svaler og telefontråde, faktisk.

 

Da jeg var ung, var ‘min’ musik noget, min mor i den grad afskyede – Rolling Stones, Bob Dylan, Donovan, The Kings, Joan Baez, The Monkeys, Steppenwolf (bl.a. Born to be Wild), The Byrds (bl.a. I wasn’t Born to Follow) og mange, mange, mange flere. Jeg elskede bare de musikformer, der dukkede op i tresserne, og i dag er det ren nostalgi for mig. (Ikke Cliff eller Elvis – slåskampen om dem lod jeg andre om.)

 

I dag, hvor jeg er temmelig halvgammel, er både kropsmål og musiksmag blevet noget meget bredere, hvilket gør det meget nemmere at fortælle, hvad jeg ikke kan lide: Heavy Metal og det, der ligner. Jazz. Beklager, men jeg kan ganske enkelt bare ikke holde det ud. Dette sidste gælder også den anden grøft med Kandis og Bjørn og O.k. og de fleste andre dansktopsangere… stilen med den kære lille mormor, med duerne, de rigtige venner og lignende uhyrligheder… Jeg var heller ikke verdens Danmarks største Jodle Birge-fan.

Dermed ikke sagt, at dansk musik ikke er godt, men dansk musik er også dansktopmusik, og det er åbenbart en genre helt for sig selv.

Jeg er er mest til dur – jeg dur ikke til mol, som er for dystert til mig, hvorimod John er en mol-mand, som også holder meget af blues. Modsætninger mødes, og sød musik opstår, ved I nok…

 

På det seneste har man i medierne set, at folk er meget hurtige til at forbinde en speciel musik eller tonerække med specifikke ting, hvilket reklamebranchen for alvor er ved at finde ud af. De fleste genkender nok Dyne-Larsens lille fløjtemelodi.

Musik er også andet end musik:
Det er musik i mine ører, når børn ler deres klukkende, hjertelige og meget smittende latter.
Det er musik i mine ører, når en mor og hendes lille baby pludrer sammen og er helt på bølgelængde.
Det er musik i mine ører, når jeg er i Sverige og hører fuglenes sang. Eller bare stilhedens (sfærernes?) musik.
Det er musik i mine ører, når chefen siger en fredag efter en hård uge: ‘Skal du ikke snart hjem? – I skulle til Sverige, ikke?’
Det er musik i mine ører, når proppen med et stille plop bliver trukket op af en flaske rødvin, jeg bare ved, er god.
Det er musik i mine ører, når Aubie i telefonen siger: ‘Hi mommer. I want you to come here. Bye-bye, mommer.’

Hvis jeg fordrejer Lola Baidels tekst en smule, kan jeg sige, at jeg godt kan leve uden musik, men jeg vil helst ikke.

Det gik ganske som det plejer…

…der var ALT for meget mad.

Vi er vist nogen værre nogen her i Danmark. Søster kunne i dag fortælle os, at vi er det land i verden, der spiser mest kød. Det er da godt nok en rekord, som vi ikke behøver at være særlig stolte af. Pinstripe, se lige foranstående link. Og kom glad igen…
At hun så fandt ud af det, fordi hun søgte på, hvordan man optimalt varmer rødt kød op igen, er en helt anden historie.

Vi var 19 i går til fars fødselsdag, nemlig familien + de få af hans venner, der stadig er i live. Dette lyder måske lidt barsk, men det er jo sådan det er, når man bliver 89.

Han havde købt sig til forret og hovedret (indbagt laks og oksehøjreb med kartofler, forskelligt grønt og en yderst delikat sovs). Min søster ville selv lave desserten, som viste sig at være Panacotta…  UHMMM, det var godt Og selv om billedet er lånt, så hendes udgave altså lige så godt ud. Og smagte sikkert mindst lige så godt…

Men som det så ofte går, når man får maden udefra, var der ALT for meget mad. Vi kunne have bespist en middelstor provinsby, men det havde vi ikke lige tænkt på (ku’ da ellers ha’ været meget sjovt), så der var over halvdelen af kødet og tilbehøret tilbage, da alle var mætte. Forretten var nu også temmelig meget for rigelig, men den var bare så lækker, at vi simpelthen var nødt til at spise op. Og når forretten skal indtages, er de fleste meget sultne.

Det resulterede i, at nogen af os var til restemiddag på gården her til aften; ganske som vi plejer… Restemad, restevin, restecalvados, restedessert. Det var dejligt altsammen.

Vi fik noget af resten af resten af tilbehøret og den yderst delikate sovs med hjem til den hakkebøf, vi skal have i morgen, og som jeg tog ud af fryseren i morges. Det er i orden med næsten samme mad i tre dage i træk, for det ikke er i tidens ånd at smide mad ud, vel, VEL???

Charlotte havde sendt blomster til oldefar, og Anna sagde that she would like to see the flowers. And oldefar, by the way.

Det være hermed gjort, min lille nuserpige. Hun havde hørt sin mor bestille blomsterne via telefonen og skulle lige have den sag ført til dørs

12 år for et komfur – er det ikke at dø i for ung en alder?

Det var fredag i går. Det var total dovneaften efter en arbejdsom uge.
Jeg havde købt et halvbagt brød i Irma + nogle supergode oste. Drikkelig rødvin fandtes på nærlageret og skulle bare åbnes.
Ny HD-dims installeret, så der blev nydt HD-naturfilm i stor stil – først Death Valley, så Amazonas.

Tændte for ovn – vente, vente, vente. Åbnede ovnlåge – ka-BUMM – jeg sprang mindst en meter af forskrækkelse og for at undgå, at meget varm ovnlåge, nu delt i to, maltrakterede mine tæer.
JOHHHHN! Kom lige! Se her! Den låge fikser du lige, ikke? John er en meget handy mand at have inden for murene, så jeg gik egentlig bare ud fra, at efter ganske få minutter var lågen repareret og det halvbagte brød i ovnen.

Jeg vil skåne jer for de mange mumlende eder og bare fortælle, at her til formiddag kørte vi ud og fandt os et godt, nyt komfur. Det var nødvendigt, hvis ikke jeg vil leve uden ovn, og det vil jeg ikke.
Komfuret har 12 år og en dags drift bag sig – vi fik det leveret 5. november 1997. Vi fik at vide, at det var en ganske pæn alder; faktisk i den høje ende i forhold til komfurgennemsnitslevealderen, så det var svaret på min overskrift. Jeg havde forventet, at det kunne holde mindst fem år til.

Resten af komfuret fejler intet – den glaskeramiske overflade ser stadig ud som om komfuret blev taget i brug i går. Men ovnen er et gabende, lågeløst hul, som er CO2-uvenligheden i højeste potens. I hvert fald, hvis jeg prøver at bruge den…

Den slags uforudsete udgifter irriterer mig. For tre uger siden skiftede vi et toilet, som kun var seks år. Hvad mon bliver det næste?

Inden jeg så går helt i selvsving af rent brokkeri, skal jeg nok bare sætte tingene lidt i perspektiv og være glad for, at vores køkken ikke ser ud som dette fra et Township i Cape Town. Vi var derinde. Vi så det med vores egne øjne. Med beboernes tilladelse, selvfølgelig – det var en guidet tur. Som tak for kigget gav vi dem fem Rand, svarende til små fem danske kroner, hvilket vi senere fandt ud af var en måneds husleje for dem.

Selv om det måske ikke fremgår af billedet, var der, forholdene taget i betragtning, meget rent.

Vores komfur blev 12 år i forgårs – min far bliver 89 i dag, så lige om lidt kører vi på gården og er med til at fejre ham.

Island med Gullfoss og geysere…

…et kig 27 år tilbage i tiden, hvor jeg var en tur på Island. Det var intensivt, for vi skulle nå det hele på to dage.
Det gjorde vi også: Lavamarker, Thingvellir (hvor de havde Alting…) Geysere, Gullfoss, og ikke mindst Reykjavik, som har dejlige forretninger og restauranter. På Island oplevede jeg den hidtil eneste gang, jeg har stået i en skov, hvor jeg kunne kigge over alle trækronerne – jeg følte mig lidt gulliver-agtig.

Jeg var med på en tur, som en af vores lokale aviser havde arrangeret. Jeg kendte ikke nogen af de andre deltagere, men vi var ikke så mange og vi talte alle en hel del med hinanden. Det viste sig hurtigt, at en af dem kendte min far… 
Det var en skøn, gammel gut på over firs år, som rejste alene ud i verden helst en gang om året. Konen blev hjemme på gården og passede bedriften – efter sigende efter eget ønske, for hun var ikke specielt udfarende. Jeg talte meget med ham, og han kunne fortælle mig om min far fra dengang han var så ung, at jeg ikke engang var et glimt i hans øje.

Da vi skulle ud og se Islands største vandfald, Gullfoss, var der skråt og vådt, så jeg syntes, at jeg hellere måtte gå hen til den søde, gamle mand og give ham en arm, så han ikke skulle falde. Jeg gik meget forsigtigt, og da jeg var lige ved at være henne ved ham, var jeg selv ved at glide – og han sprang hen imod mig med en adræthed, der ville have gjort en halvt så gammel mand ære, tog mig i armen og sagde: “Uhada… pas nu på her – her er glat og det er et farligt sted at færdes. Vi kan søreme ikke have, at du kommer galt af sted… du har jo et lille barn, du skal hjem til.”
Det var helt rigtigt, og jeg havde svært ved at holde masken. Han var nu så sød. Han holdt min arm i et fast greb, til vi var på sikker grund igen. Så meget for min spejderfølelse…

Man havde fortalt os, at den store Geysir efterhånden var blevet meget stille og næsten aldrig sprang mere, så vi skulle ikke regne med at se den in action osv. osv.
Men… selvfølgelig sprang den da, og den begyndte, netop som jeg stod nærmest lige over den, for man anså det ikke engang længere for

nødvendigt at afspærre området rundt om den. Vi hørte en dyb, dyb rumlen, dybt, dybt under vores fødder, og guiden råbte meget højt: “GÅ VÆK DERFRA! NU!!!”
Et par stykker af os slog nærmest verdensrekorden i længdespring (uden tilløb), hvorefter der kom et af de uhyre sjældne udbrud fra den, hvilket jeg jo naturligvis har pralet vildt med lige siden.
‘Strokkur’ sprang trofast hvert femte minut. De der geysere var særdeles fascinerende, var de.

John har aldrig set Island – jeg kunne godt tænke mig, at han også så det. Vi må en tur derop.

Det var en mørk og stormfuld… dag

Det er blevet november.
Det er blevet blæsevejr.
Det er blevet mørkt.
Det er blevet snevejr.

Det har slet ikke været rigtig lyst hele dagen, og da der kom sne med blæsten i formiddags, var jeg ret glad for, at jeg arbejdede hjemmefra i dag. Sneen mente det dog ikke helt alvorligt og gik hurtigt over til at være slud – til gengæld har det ‘sludret’ hele dagen og det er ikke holdt op endnu.

Det er stearinlystid. På sofaen ligger Ruth Sørensens Blomstermark og lokker. Denne dejlige dame havde sjal og opskrift til det med på strikkefestivalen, og det er så nyt, at det ikke engang er kommet på hendes hjemmeside endnu. Ruth mener, at det skal ende med at blive et stort sjal på ca 150 x 150 cm.

Jeg tror mere, at det ender med et tæppe på 130 x 180 cm. I tyndt, tyndt Kauni regnbuegarn på pinde 3.  Vi får se – det varer lige et par dage endnu, inden det bliver færdigt.
Bagsiden får nærmest et vævet udseende og bliver næsten lige så pæn som forsiden, især når arbejdet engang bliver fugtet og strakt (thank you, E.M. ) lidt.

Er der nogen, der har gættet, at jeg ikke har været uden for en dør i dag?

 

Numerologi

Advarsel! Dette blev et langt indlæg. Selvom jeg har forkortet det en del…

Som måske flere af jer på nuværende tidspunkt har gennemskuet, er jeg på ingen måde afvisende over for alternative behandlingsmetoder. De kan virke og de kan virke bedre end konventionel behandling.
Der er dog én ting, jeg fuldstændig afviser. Guess what? Yes: Numerologi. (Der er faktisk et par ting til, men det får vente.)
Numerologi er i mine øjne ikke spor andet end ren placeboeffekt og dermed troen, der flytter bjerge.

Hvad får folk til at tro, at et sæt tal holdt sammen med ens fødselsdato og bogstaverne i ens navn tilsammen skulle kunne give nogle andre tal, som er bestemmende for ens livsforløb? Eller at nogen på nogen måde skulle kunne regne ud, hvordan disse tal skal tydes? Dette påstår numerologerne ikke desto mindre. Rent ‘videnskabeligt’ rangerer de på linje med astrologer og biorytmikere (hmmm… hvad hedder sådan nogen egentlig?)
Det eneste, det beviser er, hvor uhyre selektiv vores tankevirksomhed og forestillingsverden er – de fleste er nemlig rigtig gode til at få sorteret det fra, som ikke passer, og udelukkende fokusere på det, der meget gerne må passe – enten med det man ser sig selv som, eller måske rettere, ens idealbillede af det, man gerne ville se sig selv som.

Numerologien finder sit fodfæste og kan for nogle virke overbevisende, fordi den, i modsætning til hånd- eller krystalkuglelæsning, tilsniger sig noget, der godt kunne opfattes som en eksakt videnskab, idet der er tal og tilsyneladende komplicerede beregninger involveret.

Her på jorden har vi masser af forskellige sprog og forskellige alfabeter – vi kører vist ikke engang alle efter den samme kalender? Så at man kan mene, at hele universet er arrangeret omkring en numerisk transkription af navn kombineret med fødselsdato, er da dybt ulogisk, fordi universet og den højere mening med det hele i givet fald skulle følge mange forskellige transkriptioner af, lad os bare tage et helt tilfældigt eksempel, nemlig ‘Ellen’: エレン (japansk), 埃倫 (kinesisk), Эллен (russisk), إلين (arabisk), एलेन (hindi). Det må sgu godt nok være svært at nå frem til en fælles konklusion her.
Og hvis det endelig var sådan, hvordan kan nogen så vide, lige præcis hvilken der er ‘den rigtige tydning’? Giver begrebet ‘den rigtige tydning’ i det hele taget nogen mening?

Numerologi er overtro forklædt som videnskab. Det skal forestille at være baseret på en okkult betydning af tal. Jamen altså, der er ingen okkult betydning af tal – følgelig kan de heller ikke tilskrives nogen væsentlig indflydelse på vores liv.

Det er én ting, at masser, ja næsten alle fysiske ting i universet kan forklares ved at anvende matematiske formler, som man så enten kan bevise eller modbevise. Det er en ganske anden ting at deklamere, at navnet, man som spæd fik af et par velmenende forældre, hænger universelt sammen med ens fødselsdato, således at hvis visse personer (kaldet numerologer!) opfinder en anden bogstavkombination, og giver dikterer os et andet navn, vil dette alene bevirke, at vi nu får alt hvad vi behøver og/eller mangler i vores tilværelse, og vi får et nyt og rigere liv uden at behøve at foretage os ret meget mere i den forbindelse.
Jo mere tåbeligt dette nye navn er, jo mere autentisk virker det på dem, der gerne vil tro på det. Jeg har endnu ikke hørt om nogen, der får at vide, at nu skal de hedde Mette i stedet for Helle eller Karin i stedet for Anne … Nej, uha – det ville virke alt for useriøst.

En del af troen kommer nok af ønsket om, at nogen skal komme og fortælle en, at man har masser af skjulte evner og styrker, som bare venter på at blive sluppet løs og dermed forstærke eller udløse ens inderste ønsker og følelser. Ved at ændre sit navn???
Jeg synes, at man må være en smule desperat, hvis dette skal fortælles af en vildfremmed, der overhovedet intet kender til en… men problemet er vel netop, at mange simpelthen bare går og venter på, at der skal komme nogen og fortælle, hvad de skal stille op med deres liv, eller hvad de skal gøre for at komme videre.
Hvis det virkelig kunne give et nyt liv at få et nyt navn, hvorfor ansætter de så ikke numerologerne på socialkontorerne og får dem til at uddele nye navne i stedet for at man nu siger nej til og bliver uvenner med alle de mange, der har behov for at få noget så prosaisk som penge?

Jeg kender tre, der har fået ændret navn. Ingen af de tre har, så vidt jeg kan vurdere, fået et anderledes eller bedre liv end det, de hele tiden har haft. Der skal i hvert fald væsentligt meget mere, end det jeg hidtil har set, til at overbevise mig om, at det kunne have nogen effekt.

Jeg har et par gange bevidst ændret på mit liv – eller måske rettere på min livsførelse. Men det har jeg altså gjort, selv om jeg altid har heddet og stadig hedder Ellen. Jeg bryder mig ikke engang specielt om det navn, men tror ikke et sekund på, at der var sket nogetsomhelstoverhovedet, hvis jeg bare havde fortalt gud, hvermand og folkeregistret, at fra nu af hedder jeg altså Charoin eller Stellja eller Krischtine eller hvad der nu kunne kreeres for at kunne realisere mit ‘nye og bedre liv’.

Vi er alle skrøbelige ind imellem; vi kan i perioder føle os uelskede, misforståede, forvirrede eller rodløse, og det er i sådanne situationer, at nogle falder i numerologifælden. Jeg vil helt klart påstå, at en god ven, der kan støtte og give et spark bagi på samme tid, ville være en hel del bedre. Og billigere.

Mørketid

Mørketid er mandagens tema. Temaet, som bliver sendt ud fra Norge, der har det endnu mørkere, end vi har det her i lille Danmark. Eller… sikke da noget sludder, Ellen… selvfølgelig har de det ikke mørkere i Norge, men de har et længerevarende mørke, end vi har her til lands. Jo højere mod nord, jo kortere varer dagslyset.

Mørketid er hyggetid for mig. Jeg er ikke, som så mange andre, specielt påvirket fordi der mangler lys. Tværtimod synes jeg, at denne mørke tid har sin egen charme, fordi man selv kan skabe sin egen form for lys indendøre.

Mørketid er brændeovnstid (desværre kun i Sverige).

Mørketid er slowfoodtid (både i Sverige og i Danmark).

Mørketid er sne (som lysner) og smuk, hvid natur. Nok mere i Sverige end i Danmark.

Mørketid er den tid, hvor man sætter lys i have og på terrasse og nyder det hyggelige syn.

Mørketid er, når det er mørkt, når man tager hjemmefra om morgenen, og det er mørkt, når man kommer hjem igen om eftermiddagen. Det kan selvfølgelig virke en anelse trist, men så har vi da weekenderne til at kompensere lidt.

Mørketid er indendørstid. Ikke fordi jeg ikke kommer ud hele vinteren, men jeg går sjældent aftenture i mørketiden.

Mørketid er masser af tændte stearinlys i stuen.

To år i rap var den mørkeste Mørketid den tid på året, hvor mine to yndlingsbørnebørn kom til verden og gjorde min verden meget lysere.

Tim kaldte omgående Anna for ‘My little starfish’, da han første gang så hende anbragt i autostolen iført flyverdragten fra Danmark.
Aubrey gjorde hende kunsten efter et år og en uge senere.

Mørketid er såmænd ikke så værst endda…

Skønne, skønne Sverige

Vi har endnu en gang tilbragt weekenden i Sverige; denne gang sammen med min kusine og hendes mand.

Vejret viste sig fra sin absolut mest velvillige side, og vi fik årets første mere seriøse nattefrost – minus 4-5 grader. 
Lørdag morgen vågnede vi til den blåeste himmel og overalt var træer, græsser og buske klædt i rimfrost. På grund af frosten og på trods af, at ikke en vind rørte sig, dryssede der hele tiden blade fra træerne. Der er så stille heroppe, at vi tydeligt kunne høre disse blade falde og ramme jorden og hinanden – der lød en sagte hvislen hele vejen rundt omkring os, og det varede nogle sekunder, før det gik op for os, at det var faldende blade, der frembragte den lyd. De blade, der allerede lå på jorden, havde fået en fin lille, hvid frostramme. Nede ved åen var der nogle steder dannet is på den spejlblanke flade.

Vildsvinene har fået lært næste generation grundigt op med det resultat, at vi har haft besøg. Igen. Af mange svin. Eller måske af ikke så mange, men så i flere omgange. Fandens. Igenigen et stk. vældig meget raseret græsplæne.

Kusine og jeg fik lokket mændene med en tur til Kristianstad (det var nu ikke svært), for vi skulle lige en tur til yndlingsgarnforretningen Helylle for at investere i noget garn, vi ikke længere kunne leve uden.
Troede vi. Det var nemlig Allehelgensdag i lørdags (hvilket vi godt vidste), og så har man lukket de fleste af butikkerne (hvilket vi ikke vidste). Det var rigtig tarveligt, blev vi enige om. Det hjalp dog ikke på situationen, så vi vendte næsen hjemad igen. Kusine købte en pølse i den danske pølsevogn på Stortorget og blev lynhurtigt populær blandt gråspurvene.
Eccosko havde åbent, så den forretning har nu to par støvler mindre, og John og jeg kan varmt gå vinteren i møde.
 

The Weirdest Clouds That You’ll Ever See

Er på vej til Sverige, men jeg er nødt til at viderebringe dette link, som jeg lige har fået tilsendt af en veninde – en veninde, som er yderst leveringsdygtig i links til alt muligt sjovt/spændende/interessant.

Disse skyer er intet mindre end storslåede – naturen er jo forunderlig, men alligevel… nogle af dem kan man næsten ikke tro er ægte.
Se dem og døm selv.

God weekend til jer alle.

Politikere er altid oplagte ofre

Min far har været politisk aktiv siden sin grønne ungdom. Først i Venstres Ungdom (man er vel landmand), senere bare i Venstre, i 1956 blev han valgt ind i det lokale sogneråd, som med kommunesammenlægningen (den første) i 1970 blev til byrådet. Her sad han i flere udvalg.
Han har taget en del første spadestik, og han har hilst på dronningen et par gange. Han stoppede som aktiv det år, han blev 70 – altså i 1990.
Han har siddet i et par bestyrelser, så lokalt var han alt i alt et forholdsvis kendt ansigt.

Politikere af alle tilhørsforhold har alle dage været oplagte presseofre, men far har da heldigvis aldrig været hængt ud for noget uheldigt; han formåede faktisk at holde sin sti ren gennem alle årene. Onde tunger vil vel påstå, at han bare aldrig blev opdaget, men det er heldigvis ikke sandt.
I starten af 80’erne var der nogen, der meget gerne så ham politisk fældet og ‘lækkede’ derfor en oplysning om, at hans nye swimmingpool nok kunne være interessant at gå lidt efter i sømmene.
Det var lige efter badeværelsessagen med Marius Andersen fra Ålborg, som nogle måske husker.
Bagmandspolitiet boede praktisk taget på gården i en uges tid, men de fandt intet, for der var intet at finde.
Der var gemt bilag for ikke bare de lovbefalede fem år, men for 25, tror jeg, og far havde til visse personers store ærgrelse ganske alene og med egne, beskattede midler betalt for deres indendørs swimmingpool. Øv, var der vist nogen, der mente, men faktisk var det en ubehagelig periode for mine forældre, for rygterne svirrede naturligvis i stor stil.

Nå – nu har jeg vist rost ham nok… det hele var egentlig bare ment som et oplæg til et par historiske billeder, der illustrerer, at vi indenfor familien altid har nydt at lave lidt sjov med hinanden, når der skal holdes fester.

Zoneterapi – et godt alternativ

Inspireret af kommentarerne i sidste indslag, besluttede jeg mig for, at ‘en anden god gang’ er  i dag.

Min introduktion til zoneterapi var gennem min veninde (jeps; hende fra i går). Hun var begyndt at uddanne sig til zoneterapeut, og hun manglede en at øve sig på, så jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ikke lige ville stille op til det. Vi har været omkring 25 år, for Charlotte havde endnu ikke udviklet et rigtigt sprog.
Jeg troppede glad, nysgerrig og yderst skeptisk op og afslørede helt bevidst ikke noget som helst omkring min fysiske tilstand.

Ned at sidde, fødder op og M gik i gang. Det var da meget behageligt… lige indtil hun ramte et eller andet, der gjorde ondt nok til, at jeg kunne ikke tilbagholde et lille, overrasket ‘av’. Hun smilede og sagde: “Nå… du har nok menstruation?” Det var faktisk ikke et spørgsmål.
Lidt senere sagde jeg av igen, og denne gang sagde M: “Hvorfor har du ikke fortalt mig, at du har blærebetændelse?” Jeg bad hende bare sammenbidt om at fortsætte.
Tredje gang, det gjorde ondt, og hun sagde, at der var et eller andet med mine bihuler, måtte jeg simpelthen kapitulere. Jeg havde lige overstået en forkølelse, men det havde jeg jo ikke fortalt hende.

Lille Charlotte ville også prøve, og til at begynde med syntes hun, at det var meget behageligt og hyggeligt, at M ‘aede’ hende. Lige indtil hun også sagde av og fornærmet trak sine små fødder til sig. “Nåh… hun har også været forkølet”, lød bemærkningen.
Placeboeffekt? Tro flytte bjerge? Ikke her. Det virker bare, det dér zoneterapi. Og M var kun lige begyndt.

En næsten bedre historie om emnet går 10-12 år tilbage og handler om min chef. Dengang var han ikke min chef, men ‘bare’ en ung og forholdsvis nygift kemiker i mit område. Og nybagt far til et kolikbarn, der var ved at tage livet af både ham og konen, fordi ingen af dem nogensinde fik deres nattesøvn.

Jeg havde hørt fra M, at zoneterapi er vældig godt til at kurere kolikbørn med, hvilket jeg fortalte ham. Han erklærede bare, at tak, men nejtak; det troede han simpelthen bare overhovedet ikke på. Punktum. Videnskabelig tilgang og alt det her… jeg kender jo så godt den holdning…
Hvad der fik dem til at prøve alligevel, ved jeg ikke – det kan have været hans kones krav; det kan have været ren og skær desperation, men lige meget med det, for barnet kom i zoneterapibehandling.
Et par uger efter kom han og var totalt konverteret til zoneterapi – som han selv meget malende beskrev det, så havde barnet skidt og skidt så meget efter den første behandling, at de ville have troet det umuligt, at sådan et lille væsen kunne rumme så meget.
Efter nogle få behandlinger var barnet ikke længere et kolikbarn, og den lykkelige fader indrømmede blankt, at han aldrig mere ville være skeptisk over for alternativ behandling, men fremover være villig til at give det en chance.

Healing – er det for alternativt?

Jeg er sådan indstillet, at jeg helst vil have en eksakt og videnskabelig forklaring på alting, men lad det være sagt med det samme, at det ikke altid kan lade sig gøre. Noget forbliver uforklarligt – i hvert for mig, og sådan må det så bare være.

Jeg går fuldt ind for zoneterapi – det har jeg selv prøvet, og det virker. Det er ikke placeboeffekten, der gør sig gældende, men det kan jeg skrive om en anden god gang.

Akupunktur forkaster jeg ikke, men jeg har ikke selv prøvet det. Det virker for nogle, men jeg har endnu ikke oplevet nogen, der er holdt op med at ryge pga. akupunktur.

Jeg forsøgte engang rygestop via hypnose, men enten var han en svindler, eller også virker det bare ikke for mig. (Jeg er holdt op med at ryge, men det var bestemt ikke hypnotisørens skyld).

Numerologi tror jeg simpelthen bare ikke på. No way. Men denne stærke påstand kræver et selvstændigt indlæg, som er på vej – det bliver bare ikke i dag.

Healing troede jeg absolut heller ikke på; det var simpelthen for langt ude…
For en del år tilbage havde jeg en meget underlig oplevelse: Jeg var på besøg hos en veninde og hendes mand, og undervejs kom snakken ind på mit knæ, som af en eller anden grund havde gjort temmelig ondt i et par dage, uden jeg vidste hvorfor. Jeg gik bare og haltede og ventede på, at det skulle gå over af sig selv.
Så sagde veninden til sin mand: “Læg lige hånden på hendes knæ”.
Hun fik et olmt blik fra manden, men veninde sagde: “Gør det nu – det er jo bare Ellen, og hun vil ikke sige noget til nogen”.
Jeg var mildt sagt mystificeret, men S lagde hånden på mit knæ, og jeg mærkede en spøjs varme brede sig rundt om knæet. Det blev faktisk ret varmt, og efter nogle minutter sagde S: “Nu tror jeg ikke, du har ondt mere”. Og så forlod han stuen.
Det havde jeg heller ikke! Ondt altså. Jeg gik lidt rundt – knæet var helt i orden – jeg var totalt målløs og stirrede bare forundret på veninde og spurgte hvad i alverden der var gang i her. Hun fortalte derefter om, hvordan det under deres søns temmelig alvorlige sygdom nærmest ved et tilfælde var gået op for dem, at S havde healende evner. Men hvis jeg var skeptiker, så var han det selv endnu mere og kunne paradoksalt nok ikke acceptere sine egne evner.

Her er ‘tro kan flytte bjerge’ og placeboeffekt ligesom ude af billedet – jeg anede ikke, hvad der skulle ske, og havde de fortalt mig det inden, havde jeg grinet hånligt, højt og larmende.

Jeg nævnede, som lovet, ikke episoden i flere år, men for få år tilbage ændrede billedet sig, og S begyndte bevidst at bruge sine evner.

Og healede mig ud af overgangsalderen… Han sagde selv, at det var et eksperiment, for lige præcis det havde han ikke prøvet før, men han kunne se, hvordan jeg var plaget af hedeture og spurgte derfor, om han måtte prøve at få dem til at forsvinde. Det kunne jeg jo ikke rigtig have noget imod – må indrømme, at jeg nok ikke lige troede helt på det (jeg var jo ikke syg; dette var noget helt ‘naturligt’), men det kunne ikke skade, så hvad pokker, lad dog manden forsøge.

Jeg har allerede afsløret det: Det virkede. Sgu. Efter bare 2-3 ganges behandling, hvor min del bestod i at ligge på en briks, lytte til stille musik og slappe helt af, var der ikke flere hedeture i mig. Og det havde været slemt, skulle jeg hilse og sige.

Det var fantastisk. Og nu tror jeg på healing. Vi har siden talt en del om det, og det er ikke alt, der kan heales, skal jeg lige pointere, men det har været en interessant proces også for Ellen her, den gamle skeptiker.

Der er mere mellem himmel og jord…

Nu falmer skoven trindt om land

Er det egentlig ikke noget vrøvl, gamle Grundtvig her fik fyret af?

Falme betyder i min ordbog at blegne, at miste farven. Og ja – den grønne farve forsvinder ganske rigtigt, men den erstattes da i så rigeligt mål af både klarere og stærkere røde, brune, gyldne/orange farver.

Der er ingen anden tid på året, hvor der er et sådant brag af farver som netop nu.
Der er ingen anden tid på året, der er har så smukke farver i naturen som netop nu.
Selv i denne mandags mørke og triste regnvejr formår efterårsfarverne at lyse op med en egen og stærk glød – jeg synes det er fantastisk.
Jeg elsker også foråret med dets spæde, lysegrønne farver, men en del af det er nok fordi jeg så med sikkerhed ved, at vinteren er slut for denne gang.

Det er lige NU, naturen er smukkest, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne tage nogle gode billeder af det, men det er der for det første så mange andre, der har gjort, og for det andet kan jeg mit kamera alligevel ikke ramme de rigtige farver 100%. Jeg har prøvet. Forgæves. Øv. Det bliver bare ikke helt godt nok.

Jeg har fundet disse to billeder på http://cornforthimages.com/ – prøv bare at kigge på billederne på det site – jeg følte mig meget lille, da jeg lurede rundt. Puh, jeg har meget at lære endnu. Måske har det også lidt med kameraet at gøre

Pigen der legede med ilden. Og Barnaby…

Nej, pigen legede ikke med både ild og Barnaby. Ej heller er Barnaby pludselig trådt ind i Stieg Larssons univers som en af hans karakterer…

I aftes var vi i biografen for at se ‘Pigen der legede med ilden’, der, som de fleste vil vide, er efterfølgeren til ‘Mænd, der hader kvinder’. (Eller var det ‘Kvinder der hedder mænd’?)
Den var barsk, men god. De spiller bare så forrygende godt, de svenskere.
Vi – eller jeg – vidste godt, at den kun kunne blive meget barsk, for jeg har, som før nævnt, læst trilogien.
Som ventet kunne de absolut ikke få hele bogen med i en to-timers film, men filmen var alligevel så tilstrækkeligt tro mod bogen, at jeg ikke blev skuffet, og det gjorde John da heller ikke, selv om han ikke har læst bøgerne. Endnu.

Men jeg er glad for, at vi gik i biografen – bøgerne kan jeg godt finde på at læse igen, men jeg gider ikke se filmene mere end én gang, så det vil være o.k. med mig ikke at have dem på DVD. Og ikke mindst er det altid bedst at se en stor film på et stort lærred.
Men har I set den første, så tag denne med også. Og når den er slut, skriger den ligefrem på treeren, som kommer den 27. november.

Vi var hjemme lidt i halvti – lige tids nok til at se Barnaby.

Jeg havde indtil for meget nylig ikke læst nogen af Caroline Grahams bøger om den populære kriminalinspektør, kun set serien, når jeg har haft mulighed for det, hvilket desværre ikke har været alt for tit. Sidste gang, jeg var på biblioteket, faldt jeg nærmest over ‘Skrevet i blod’, tænkte hvorfor ikke, lånte den og blev færdig med at læse den lørdag morgen.
Og hvad viser DR1 samme lørdag aften? Den selvsamme bog, nu naturligvis i filmatiseret form. Det var altså en anelse underligt at opleve et sådant sammentræf.
Jeg vidste det, da filmens allerførste sætning lød, fordi jeg genkendte navnet på aftenens offer.

Var det så en fordel at have læst bogen? Næh… fordi der skete det samme som der altid sker: En ret vigtig karakter var slet ikke med. Der var meget andet, der heller ikke var plads til. Barnaby og Troy er ikke de samme i bog som på film – førstnævnte er dog mest tro mod bogens karakterbeskrivelse.
En lille ting, jeg ikke forstod, var hvorfor Cully i aftenens episode skulle forestille at være på turne med deres teaterstykkes instruktør, når hun i bogen var på turne med sin mand, som har et andet navn end førnævnte instruktør??? Det er da egentlig en ligegyldig ting, og helt uden betydning for plottet, så hvorfor gøre sig den ulejlighed at ændre på det?

Kan man pudse en CO2-glorie?

Jeg prøver i hvert fald. “Because I deserve it”.

Jeg er nok blevet en anelse grebet af alt dette CO2-halløj. Som jeg på den anden side er ved at blive en anelse træt af. For lidt og for meget… Bare det ikke går for folk, som det gør for Mads Blærerøv: Jo mere han hører, han ‘skal’  eller ‘bør’ gøre, jo mere Rasmus Modsat bliver han. Tilsyneladende. Nogle af hans mest provokerende meninger tror jeg, han er blevet betalt for at have.

Jeg har i dag leget lidt rundt på nettet i kvoter og statistikker, og jeg tillader mig i meget høj grad at være Ellen Blærerøvsmiljøduks, fordi husstanden her er vildt CO2-økonomisk: 10.15 ton. For husstanden, folkens.
Dong Energy (sidespring: prøv at sige det højt; tænk så på, hvad der bliver brugt som brændsel mange steder i Afrika og tænk derefter på, hvad ‘Dung Energy’ betyder på engelsk. Hahaha). Nåmen altså, Dong Energy hævder, at hver dansker udleder 10 tons om året, men her er vi altså to om den mængde.  Pudse, pudse glorie.

Vi bruger 3100 kW om året. Vi bruger under halvdelen af det vand, vi ‘burde’ bruge. Vi har fjernvarme. Vi tørrer (det allerallermeste) tøj på tørresnor osv. osv.
Men vi har altså også begge to oplevet oliekrisen i 1973, og den har måske lært os lidt om at spare på energien.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har min noget stramme økonomi i de år, jeg var alene med Charlotte, også lært mig en del, som rent faktisk ikke var baseret på samfundstjenlige tanker, men mest i Ellens privatøkonomiorienteret-tanker.
Vi kan egentlig ikke yde nogen indsats, vi ikke har ydet i over 30 år: Vi lader ikke vandet løbe under tandbørstning og barbering. Vi… nej – jeg skal skåne jer for de fleste af hellighederne.
Når vandet skal løbe lidt, fordi vi vil have koldt drikkevand, lader jeg det løbe ned i den kande, jeg bruger til blomstervanding. Og sådan er der så meget, meget mere.
Men vi har to biler. Vi holder CO2-meget-uvenlige ferier. Jeg flyver en del.
Desværre ikke selv, for det ville helt sikkert være mere CO2-venligt. Det var dog altsammen med i beregningerne i en CO2-udledningstest fra i dag (og jeg kan bare ikke huske, om det var Dong eller SEAS eller en tredje), hvor jeg synes, at jeg svarede aldeles ærligt på alle spørgsmålene. Alligevel påstod de, at jeg kunne spare op til i alt mellem 2400 og 3000 kW om året, hvis jeg liiiiige ydede den dér ekstra indsats. Det tror jeg jo så ikke helt på kan have sin rigtighed…

John er lettere irriteret på mig sommetider, fordi jeg er så ‘nærig’, som han flabet kalder det. Men tallene i dag har – som Home gjorde forleden dag – fået ham til at acceptere lidt mere af Ellen Blærerøvsmiljøduks og lidt mindre af Mads Blærerøv, som hans form for erkendelse af verdenssituationen.

Og hvad tror I lige, glæder Mor her? Naturligvis det, at Charlotte er præcis lige så irriterende som mig, så Tim har haft det hårdt, men er efterhånden også ved at falde til patten Måske er det bare for husfredens skyld, men målet helliger sommetider midlet…

HOME… mandagstema, part 2?

Jeg håber, at I så den. Alle sammen. Jeg har siddet klistret til skærmen fra 20:45 til 22:15. Set DR2 og Home. Hvor var det flot og hvor var det godt. Selv John, som i mine øjne er nok en anelse for lidt interesseret i at være med til at yde en indsats, sad og blev lidt stille. Ha! Så kan han lære det, kan han, den gamle stivstikker

Filmen var – udover de fantastiske optagelser – nøgternt oplysende uden at være dommedagsprofetisk, og alligevel efterlod den ingen tvivl om, at vi saftsusemig skal se at komme ud af starthullerne og få gjort tiltag til at vende den meget onde cirkel, vi er inde i.

De sidste 15 minutter blev brugt på at fortælle, hvad vi har gjort. Det var en meget fin kontrast til de første fem kvarter og samtidig en flot måde at få os til at løfte hovederne og tænke: ‘O.k. – det hjælper altså. Vi kan gøre noget, og det er ikke for sent. Endnu.’ Faktisk blev lille Danmark nævnt to gange i denne positive forbindelse.

“Den verdensberømte fotograf, Yann Arthus-Bertrand, kendt for sine billeder af ‘Jorden set fra himlen’ har her lavet en svimlende smuk og bjergtagende film af klodens tilstand lige nu. I løbet af nogle få hundrede år er det lykkedes homo sapiens at forrykke den fintmærkende balance, som planeten har opbygget gennem fire milliarder år. “Den pris, der skal betales er høj, men det er for sent at være pessimist. Menneskeheden har knap ti år til at rette op på miseren og ændre sit forbrugsmønster”, siger Yann Arthus-Bertrand, der med storværket ‘Home’ mener at have lagt grundstenen til den fælles genopbygning af vores alle sammens hjem.”

Så I den ikke? Så kan man hoppe over på YouTube og se den der.
Den bliver vist i HD i næste uge. Vi skal se den igen.