Hos Mommer

21. juli 2014

Et nyt blogtræf i miniformat

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: ,

Engang i et svagt øjeblik kom jeg til at invitere Fruen i Midten til at kigge indenfor, hvis familiens vej nogensinde skulle falde forbi torpet.
Det gjorde den i dag, så jeg har haft fornøjelsen af Fruen og Donnaen til frokost og hele eftermiddagen, mens Hr Gemalen var ude og køre et cykelmountainbikeorienteringsløb.
Det med det svage øjeblik er naturligvis ment i spøg, og vi havde da også en rigtig hyggelig eftermiddag. Atter en gang har blogland vist sig fra sin bedste side og formidlet et møde, som med største sandsynlighed aldrig ville have fundet sted, hvis ikke cyberspace var opfundet.

P1020323

Kamelen var naturligvis også med, men den blev opstaldet nede i haven – der var vist en, der havde gennemskuet min holdning til hunde …
Det gik nu fint, og da hus-, hhv. kamelejerne sad ude på terrassen, kunne vi alle holde øje med hinanden.
Mens vi sad der og snakkede, hørte vi et trompeterende skrig nede fra åen, og Donnaens umiddelbare udbrud var: “Det var da en elefant!!??”
Jeg kunne fortælle hende, at dem har vi ikke så mange af her på torpet, men at det enten var en gås eller en trane. Ved nærmere eftertanke nok tranen, hvilket John bekræftede, da vi spurgte.
Den trompeterede igen, og denne gang mente Donnaen, at det var en togfløjte …

2013 juli traner ved åen (1)

Nu var vi simpelthen nødt til at gå ned til åen, så Donnaen kunne overbevises om, at denne hverken er en togbane eller et elefantvandingshul – selv om jeg var nødt til at sige, at chancen for reelt at se tranen/tranerne desværre er temmelig lille, da det er en meget sky fugl.
Ikke desto mindre fik Fruen straks øje på en trane, der stod i sivene på den anden side. Jeg havde i første omgang ikke set den, for jeg havde været så genial at undlade at tage mine briller på, hvorfor jeg er bange for, at det var min tilsynekomst, der skræmte den væk – men så fik de både set en stående og en flyvende trane. Billedet er ikke taget i dag, men det er temmelig sikkert den samme trane.
Alt i alt en absolut hyggelig eftermiddag. Samtaleemner nåede vi på ingen måde at løbe tør for …

Lige inden vi fik gæster, havde vi konstateret, at strømforsyningen til elhegnet var stået af. Sådan et kan åbenbart ikke holde mere end to års konstant kørsel. John gad næsten ikke køre helt til Kristianstad i denne hede for at købe et nyt, så han kørte hen til Verdens Bedste Nabo for at høre, om det var muligt at købe et tættere på os. Det var det ikke, men han havde da lige et, vi kunne låne til næste gang, vi kom herop. Den mand har alt!
John tilsluttede hegnet, gik ned og målte, om det virkede, hvilket det næsten ikke gjorde, men nu vidste vi godt hvorfor, nemlig af samme årsag som gav os mistanken om, at der nok slet ikke var strøm på: Græsset, der berørte hegnet, var ikke brændt af. Nu blev strømmen afledt, fordi der var rigtig meget græs og mange urter og bregner, der berørte hegnstrådene.
Slukke igen og ud med trimmeren. Nu er han færdig med at slå hele vejen langs hegnet, og det virker igen. Heldigvis. Normalt er vildsvinene dybt inde i skoven midt om sommeren, men det er ikke til at vide, hvornår de igen får lyst til at opsøge civiliserede områder, og vi gider ikke have pløjet den plæne op igen nogensinde. Nu er den langt om længe (fire år) ved at blive bare nogenlunde pæn og jævn.

20. juli 2014

Jeg gør ikke i nælderne, men …

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , ,

Ellen fotograferer i tidslerne (3)… jeg fotograferer i tidslerne, gør jeg. (Og ja, jeg har nu smidt parykken …)
Efter en mangeårig kamp mod en skov af mandshøje brændenælder lige uden for vores græsplæne, er krigen nu ved at være vundet, og brændenælderne er afløst af … mandshøje tidsler.
Man kan måske undre sig over, hvad forskellen er på at slås med vejrmøller og med brændenælder, men sidstnævnte er altså meget, meget lidt kønne, og vi kunne næsten ikke se skoven for bare nælder. Vi er lidt overraskede over, at tidslerne har overtaget i stedet for, men de får lov at blive af flere årsager.
For det første er det faktisk en ganske køn plante, omend den er lidt stikkende i det. For det andet viser tidselskoven sig at være et sandt eldorado for sommerfugle, bier og andre insekter.

Jeg kunne på ethvert givent tidspunkt se flere eksemplarer af forskellige sommerfugle; jeg kunne se honningbier og humlebier, svirre- og andre fluer og forskellige biller.
Jeg tog støvler på og bevægede mig ind i tidselskoven for at fotografere, men det var svært i det skarpe lys. Sommerfuglene er superfølsomme overfor selv de mindste bevægelser, og de satte sig sjældent lige foran mig. Noget lykkedes det dog mig at få i kassen – og nu kommer der billedspam:

Fotosafari i tidslerne (7)Nældesommerfugl (3)

Dagpåfugleøje og nældesommerfugl. Jeg kendte nældens takvinge, men vidste ikke, at der var noget, der hedder nældesommerfugl. Så lærte jeg også noget i dag. Der er i øvrigt stadig masser af brændenælder; de er bare ikke så dominerende mere, men der er rigeligt til, at både nældens takvinge (som jeg også så) og disse nældesommerfugle findes i stort tal.

PerlemorsommerfuglOkkergul randøje

Herover perlemorsommerfugl og okkergul randøje. Begge nye for mig – det er simpelthen kanongodt, vi har fået denne tidselskov.
Det var først, da jeg kiggede nærmere på den til venstre, at det gik for mig, at det nok slet ikke var en kejserkåbe, men at den ligner til forveksling, og man skal kigge godt efter for at se forskellen – som er så lille, at jeg stadig er i tvivl om, hvorvidt jeg har navngivet begge rigtigt.
Kejserkåben har tre striber på vingerne, mens perlemorsommerfuglene (som der er flere arter af) kun har pletter. Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl … er der en sommerfugleekspert til stede? Jeg kender faktisk en, men han læser ikke min blog. Jeg må sende ham et link til dette indlæg …

CitronsommerfuglFotosafari i tidslerne (9)

De to billeder, jeg viste forleden dag af kejserkåber, er jeg nu ret sikker på i stedet er af en kejserkåbe, henholdsvis en perlemorsommerfugl. Jeg er lidt spændt på, om jeg har ret, eller om variationerne inden for den samme art simpelthen bare er så store.

Kejserkåbe (1)Perlemorsommerfugl på terrassen

Udover de viste så jeg nældens takvinge, kålsommerfugl, blåfugl og sortåret hvidvinge. Det var foreløbig ti arter.
Svalehalen, dværgblåfuglen og sørgekåben så jeg ikke noget til i dag, desværre. Jeg mangler at få identificeret nedenstående, så alt i alt bliver det til 14 forskellige slags sommerfugle her på torpet. Det er jeg glad for, da jeg ikke synes jeg ser så mange hjemme i Danmark mere.

_MG_9541

19. juli 2014

Nu er vi også blevet stenhuggere – hvor er det tungt at bære

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:43
Tags: ,

imageFørst holdt Peter hjul i utide. Så blev vi alle stenhuggere. Der kan hurtigt ske noget, når man er i Sverige …
Vores parasolfod var blevet lidt træt i foden af at holde styr på den tunge markedsparasol, hvorfor der er investeret i en ny af den slags, som skal fyldes op med vand eller sand, afhængigt af hvor tung en byrde den skal kunne holde. Vand er noget skidt, for det rådner og skal udskiftes – og foden skal tømmes om vinteren. Sand har vi ikke, da vi er langt inde i en svensk skov … som ligger lige midt i … Svarta Bergen-land. Heureka!
Eftersom diabas har en vægtfylde på 4, måtte det være løsningen, så vi kørte op til det ældste af stenbruddene, hvor der ikke er museum, og hvor der derfor sjældent er andre mennesker.
Der huggede vi sten. 2½ spandfuld søde små diabasser, hvilket viste sig at være mere end rigeligt.
Jeg ved egentlig ikke, om det er tilladt, men eftersom der ligger millioner af tons affaldssten her, kan jeg ikke forestille mig, at fjernelse af et par snese kilo vil være synligt, så samvittigheden fejler ikke spor.
På den anden side lå der på museet knytnævestore stykker, som man kunne erhverve sig for en tier stykket, så i den sammenligning har vi stjålet for en mindre formue til den parasolfod …

I går kørte vi til Gustavsfors, som (også) altid er et hit hos vore gæster.

P1020350

I går skrev jeg, at vejret ikke fås meget bedre. Det passer stadig … i dag rundede temperaturen de 30 grader, hvilket er for varmt for mig – for os alle sammen, faktisk, så det blev kun til en tur ned til åen. Vi kunne ikke engang holde ud at sidde ude på terrassen og spise frokost, men måtte trække inden for i noget, der mindede lidt om kølighed.
Jeg var ikke misundelig på Ditte og Peter, at de skulle ud og køre i den hede, og de ventede da fornuftigvis også med at køre til sidst på eftermiddagen, hvor den værste hede var på retur.

P1020365

Gårsdagens medbragte kafogkaw blev indtaget her ved den sydligste arm af Möckeln, som ligger lige nord for Älmhult. ‘Vores’ bord ved Gustavsfors var optaget, men dette viste sig at være et meget bedre sted at sidde, da vandet gjorde, at luften føltes lige den anelse køligere til, at det hele blev lidt mere udholdeligt.

Hjortetrøst (2)Hjortetrøst

Jeg har lært to nye planter at kende: Hjortetrøst (herover) og kattehale. Førstnævnte kendte Ditte navnet på; sidstnævnte måtte hjem og googles.

Kattehale (1)Kattehale

Vi takker for gæsteskabet og et par dejlige, hyggelige, meget ordrige og særdeles afslappede dage.

18. juli 2014

Peter holder hjul i Sverige

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 12:41
Tags: , , ,

P1020332Som nævnt i går forgårs har vi besøg af Ditte og Peter. Det er simpelthen så hyggeligt, at der ikke engang blev tid til at skrive et indlæg i går.
Vi har – udover turen til stenbruddet i går – bare siddet på terrassen og snakket og snakket og snakket. Snakket så meget, at Peter netop har kommenteret, at man godt kan mærke, at kvinderne er gået på efterløn, og at de derfor sandsynligvis mangler lidt smalltalk i hverdagen.
Sludder, det har intet med sagen at gøre, hævdede Ditte og jeg som med én mund. Og snakkede videre …

Det blev som sagt også til en tur til stenbruddet, hvor vi har været så mange gange før, men som altid er et hit, når vi tager gæster med derned – ikke mindst fordi det museum, der startede med at være meget enkelt og næsten ingenting, hele tiden bliver udbygget og udvidet af de entusiastiske personer, som har med det at gøre – hvorfor det også bliver ved med at være interessant for os, da der er sket lidt nyt hver gang vi er her.
Der er masser af interessante billeder og beskrivelser af, hvordan det var i gamle dage, da det hele foregik ved håndkraft … dengang der var 160 ansatte til at klare det arbejde, der i dag klares af tre mennesker og deres drabelige maskiner.

P1020327

Øverst Peter, som insisterede på at blive fotograferet ved en af de storhjulede for at kunne vise det til deres barnebarn. Det fik vi kogt en del suppe på, hvilket bl.a. afspejles i overskriften. Peters hjul var naturligvis også i spil.
Lige herover den ellers højdeskræklidende Ditte, som blev lokket op på de store sten for at kunne nyde udsigten ned til den dybe kløft lidt bedre. Der er noget mineagtigt over hele scenariet. På den anden side … det er jo i bund og grund også en mine … en diabasmine.

Kejserkåbe (1)Kejserkåbe på terrassen

Kejserkåberne står nærmest i kø for at blive fotograferet – enten har vi rigtig mange af dem, eller også har vi bare et par, der kommer igen og igen og igen.

Bille i profilBille en face

John stod længe nede blandt tidslerne for at forevige de mange forskellige småkryb, der er tiltrukket af de flotte blomster … selv om det nok ikke er skønheden, de går efter … her en eller anden bille, som jeg ikke ved hvad hedder – er der nogen hjælp at hente blandt jer, der læser dette? Den er ca. 1½ cm lang.

Vejret fås ikke meget bedre – ikke for varmt (23°), ikke for meget sol, men dejlig skyet uden at det ligefrem er overskyet.
Livet er godt.

16. juli 2014

John kører i ring …

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , , ,

P1020309… men det skal han, ellers bliver der ikke slået pænt nok omkring syrenbusken … græsset var dog ikke så langt som frygtet, men langt nok til, at det hele så uplejet ud.
Vi er i Sverige, som nogle måske har gættet, og det er heldigvis ikke tørret helt ud på de tre uger, der er gået siden vi forlod det heroppe. Alt har overlevet fint, men der stod også mere end 50 mm vand i regnmåleren. Med andre ord er der faldet mindst 50 mm, for den var fyldt næsten til randen. Vi ved selvfølgelig ikke, om det hele er faldet på én gang, men det tror jeg ikke, for krukkeblomsterne ville ikke have kunnet overlevet længere tids tørvejr.

For første gang i flere år er der modne stikkelsbær. Normalt er enten slet ingen blevet til noget, eller også har fuglene nået at spise dem, fordi vi ikke har været her på det rigtige tidspunkt.
Det er sandt at sige ikke rekordhøst; ved at blande to blommer i P1020296portionen kom der to glas marmelade ud af det, men lidt har også ret.

Solbærrene er flotte og store. Hvorfor kan jeg ikke lide solbær? Jeg håber at, Ditte vil have dem – hun og Peter kommer i morgen, og vi glæder os … det bliver så hyggeligt, gør det.

Bønnebælgene er … specielle. Gad vide, om selve bønnerne ser lige så spraglede ud? Man tør jo i givet fald næsten ikke spise dem. Jeg kan desværre ikke huske hvad de hedder.

På vejen herop var der sket et eneuheld: En stor lastbil var kørt en tur i skoven, men det var stensikkert ikke med vilje … enten har chaufføren været faldet i søvn, eller også er han blevet dårlig.
Nu kan man jo ikke tillade sig at stoppe op og fotografere den slags, og det var da heller ikke den stakkels mands uheld, jeg ville forevige, men jeg kunne trods alvoren ikke lade være med med at smile stort over det paradoksale i teksten på den store sidepresenning, som lød:

MISSION POSSIBLE

Det har den åbenbart ikke været …

15. juli 2014

Nyt legetøj – igen!

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: , ,

John købte sin iPad meget kort tid efter, de kom frem, og han har stadig denne første, efterhånden nærmest antikke model. Mange har gennem de seneste par år undret sig over, at den stadig virker. Nu synger den på sidste vers, men den har holdt forbløffende godt.
iPad er god til mange ting, men vi er, som en del vil være klar over, anti-Apple-folk. Vi foretrækker så langt Samsungs smartfoner frem for iPhone, så vi kørte til Elgiganten for at se på, hvad Samsungs tablets kunne tilbyde – John ville helst have en erstatning, inden den gamle dør fuldstændig.

P1020295

Nu leger manden! Han havde ikke haft den i hånden i mange minutter, før han erklærede, at han var glad for, at han ikke købte en ny iPad. Jeg skal helt sikkert også have en Samsung, når min iPad engang går i udu – men man må jo trods alt lade Apple, at de var først med denne teknologi, så da vi købte vores ipadder, var det den eneste mulighed.
Alene prisforskellen taler for en Samsung. Med samme kapacitet (32 GB) og fysisk størrelse koster ipadden 1800 kroner mere. Jeg har lidt svært ved at se, hvad man får for de penge. Det er der sikkert mange, der kan fortælle mig, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil høre særlig godt efter Winking smile

202N00274.112

Eric har et par gange brugt den herlige vending at få udgifterne til at slå til.
Det har vi ikke noget problem med her på matriklen for tiden …
I går var tømreren her – hans ærinde var noget, vi snildt kunne have klaret over telefonen, men han havde kun mødt os sammen med ejendomsmægleren i Den Stråtækte, så han vidste dermed ikke hvor vi bor og hvem vi er. Vi lod som om vi overhovedet ikke gennemskuede, at han ville lure os lidt af – det er forståeligt nok; han har immervæk en måneds arbejde og dermed en masse penge ude at svømme.
Vi fandt ud af via et par snedige spørgsmål, at han også gik malerens ærinde, men vi er sikre på, at begge nu er beroligede og tror på, at de nok skal få betaling for deres arbejde.

Flere udgifter … vi havde købt gulv til den ene af de tre stuer, fordi det var nødvendigt, da tæppet ligger oven på et grimt gulv; i de to andre stuer er der et udmærket trægulv. Efter at have tænkt os om, blev vi enige om, at selv om gulvene er okay, vil man tydeligt kunne se, at de ikke er ens, når man kigger ned gennem rummene, fordi vi hverken vil have alle de ‘kludetæpper’ eller lige så mange møbler som sælgeren har.
Resultat: Mere end dobbelt så meget ludbehandlet ask som først troet … avavav … men det bliver flot!
Brændeovnen bliver skiftet med en mindre, men mere effektiv, morsømodel, fliserne under den fjernet, og der kommer i stedet en glasplade.
Lofterne bliver malet hvide – det bliver rigtig godt, gør det.
Bortset fra den blyindfattede rude. Jeg kan ikke fordrage blyindfattede vinduer, men udskiftning af det har ikke førsteprioritet.
Jeg har dog ingen problemer med at se os sidde foran brændeovnen i hver vores (også nyindkøbte – det skal da kunne mærkes, at vi får ny bolig) stressless-stole med matchende taburetter. Jeg med et strikketøj og John med tv eller sin nye tablet.
Jeg glæder mig vildt – nu må der godt komme nogle seriøse købere til vores rækkehus!

P1010347

Man fornemmer nok den jungle, vi skal have ryddet op og ud i – men udsigten fejler ikke spor.

14. juli 2014

Og regnen kom … også til vores lille plet på danmarkskortet

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

En meget død humlebiDet har regnet stort set hele dagen i dag, men det gør ikke spor – det har været mildt, og terrassedøren har stået åben, så vi rigtig har kunnet nyde duften og lyden af den silende regn, som i bogstaveligste forstand faldt på et tørt sted.
Regnvandstønden er nu fuld for første gang i år, så endelig kan drivhuset vandes med regnvand og ikke med kommunevand.

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan humlebien her er kommet af dage, men den hænger stendød og dyngvåd med bunden i vejret på en af stokrosens blomster. Hvordan kan den sidde så fast, mon?

Da vi kom hjem i går, skulle vi selvfølgelig på vores traditionelle markvandring for at se, om alt stod vel til i drivhus og have.
Chilierne var vokset godt, og tomatplanten åbenbart også, for den var segnet under sin egen vægt og fyldte en hel del mere i længden end i højden.
Jeg havde bundet den op, inden vi tog afsted, men den var blevet så tung, at snorene var knækkede. John fandt noget tykt sejlgarn, som vil kunne holde et helt træ, tror jeg, og vi fik ved fælles hjælp den stakkels tomatplante på ret køl igen, men der var knækket en masse blomster af, så udbyttet bliver desværre nok ikke så stort.
Store bønnerSmå bønnerDet kan chilien Monkey face i stedet kompensere for, for den har et hav af store frugter stærkt på vej.

Bønneplanten er vokset effektivt og har tilsyneladende tænkt sig at give en masse bønner. Det fine stativ fik jeg to af i afskedsgave af en kollega – det andet gør fin gavn i Sverige.

PralbønneblomstPralbønneblomst

Bønneblomster er så smukke.
Det er stokroseblomster også. I år blomstrer den sarte pink, jeg såede forrige år; til næste år bliver det forhåbentlig en mørk bordeaux, jeg har fået nogle frø af, og som jeg har sået her i foråret. Jeg har heldigvis en masse frø tilbage af begge slags – stokroser vil passe så aldeles perfekt til Den Stråtækte! Denne er blevet ret høj – over to meter er den nu … sådan nogle smukke planter kan jeg sagtens se for mig langs en bindingsværkshusmur. For mig er det indbegrebet af danskhed, hvis man kan sige sådan … danskhed er jo en egenskab, som visse politiske elementer går lidt for entusiastisk ind for, men I ved nok godt, hvad jeg mener her.

Stokrose 

Squashen havde vist ikke fået helt vand nok i de 14 meget varme dage, vi har været væk, hvilket desværre var gået noget ud over frugterne, hvoraf jeg måtte klippe fire af, som ikke ville kunne reddes. Resten krydser jeg fingre for … der var sat SÅ mange af, inden vi tog afsted, men hvor mange der nu bliver til noget, vil vise sig.
På onsdag kører vi til Sverige … jeg er godt nok spændt på, hvordan vejret har været på de kanter, for der er ingen på torpet, udover himlen, til at vande, hvad vi har i haven og i krukkerne.

13. juli 2014

Himmel og hav stod i ét …

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: , ,

P1020278… men på den go’e måde, heldigvis.
Vandet var næsten spejlblankt, og da vejret samtidig ikke rigtig kunne finde ud af, om det ville regne eller ej, var det lidt svært at se, hvor Nordsøen endte og hvor himlen begyndte.

Vi er hjemme igen efter endnu en sejltur med temmelig støjende unger. Jo, det hedder det i dette tilfælde; ‘unger’ er definitionen på ‘andre folks børn’, især når de, som her, absolut ikke er ‘lydefri’ … lige som ‘køtere’, der betyder ‘andres [uopdragne] hunde’.

Det har været en god og dejlig ferie. Findes der dårlige ferier? Det gør der selvfølgelig; jeg har selv oplevet en, der må betegnes som mindre god, men det er en anden og meget gammel historie.
Eftersom det har stået i transportens tegn siden i går morges, er der ikke de store ting at berette, hvorfor jeg i stedet vil give et par eksempler på, at englænderne ikke står tilbage for danskerne, når det kommer til fejlagtig skiltning og stavning generelt.

P1010987

Ovenstående er et eksempel på sidstnævnte og er, når sandheden skal frem, vist med en lille smule skadefryd fra min side, ganske som jeg fornemmer det, når andre finder fejl i mine indlæg. Det er nemlig Tims mors mand (der (om muligt) er endnu mindre tolerant end mig, når det kommer til stavefejl), som har begået den klassiske your/you’re-brøler.
Noget helt andet er, at det er ret morsomt, at han kører hele den 2½ time lange tur igennem for at udfærdige denne minutiøse kørselsvejledning, som han derefter håndskriver i flere eksemplarer, hvoraf dette er Tim og Charlottes – som begge hver gang fortæller ham, at det er aldeles unødvendigt, at gps’en er opfundet og virker glimrende, således at man ikke behøver at prøvekøre ruten for at finde ud af turens varighed samt være sikker på ikke at køre forkert …
Fejlen faldt mig omgående i øjnene; jeg viste C den og vi fik os et lille grin. Hun kunne ikke dy sig for at nævne for ham, da vi alle mødtes fredag aften, at han skal passe på med, hvad han skriver, når han ved, at jeg kommer til at se det …
Han var ret flov og kom ligefrem hen og sagde undskyld til mig – det var derfor, jeg fandt ud af, at C havde sladret.
Okay – jeg ville altså også være blevet halvflov, hvis en englænder greb mig i en dansk stave- eller grammatikfejl.

P1020034

Denne fejl er vist ualmindelig, selv på engelsk. Your og you’re udtales trods alt ens, mens where og were udtales forskelligt. Som et forsøg på at fortælle Julian, at hans lille fejl allerede næsten var glemt fra min side, viste jeg ham dette billede, hvorefter han og jeg fik os en god og lang snak om sprogligt forfald i almindelighed og Greengrocers’ apostrophes i særdeleshed.


John har lige tændt fjernsynet for at se Tour de France, som desværre sendes over TV2, som vi ellers undgår pga. reklamerne.
Hørte derfor en af slagsen for et eller andet onlinespil: “Vi spiller ikke for at vinde, men sidder og hygger os sammen […] vi konkurrerer om hvem der vinder mest […] det er jo altid sjovt, når der går lidt penge ind på kontoen, fordi man har vundet … “
Jamen vi tror da selvfølgelig på, at de overHOvedet ikke spiller for at vinde …
Jeg bryder mig ikke om reklamer. Slet ikke, når de er så tåbelige som denne, og dem er der desværre flest af.

11. juli 2014

Langs en engelsk kanal

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 21:06
Tags: ,

En tur langs kanalen (6)Ikke så langt fra hjemmet løber The Kennet and Avon Canal, hvorpå der altid er en masse husbåde. Det er også på den, de berømte Caen Hill Locks befinder sig.
I dag, sidste dag herovre, kørte vi ned og parkerede ved The Barge Inn og gik en tur langs kanalen.
Ikke så langt fra pubben ligger ‘skiftestedet’ for ferierende, der lejer en flodbåd til at tilbringe en uges tid eller to i. De findes i flere størrelser; et par af dem var endog meget lange, syntes vi.

The Barge Inn fik sidste år penge fra en fond, som 13 pubber i UK fik lov til at få del i. Grunden til, at man havde søgt for denne pubs vedkommende var, at den havde udviklet sig til en nutidig Jamaica Inn (Daphne du Mauriers bog, I ved …), med narkohandel, hæleri og i det hele taget med et temmelig stort antal uønskede elementer som gæster i den meget lille landsby. Politiet var tilsyneladende nærmest ligeglade; de kom ikke altid, når de blev tilkaldt, men virkede tværtimod helt glade over, at det var koncentreret der, så havde man ikke så mange problemer alle mulige andre steder. Det er selvfølgelig også en form for strategi …

En tur langs kanalen (18) En tur langs kanalen (19)

Så fik landsbybeboerne nok, lavede en forretningsplan, søgte fonden, fik pengene, købte pubben og satte den i stand. Der er en lille, tilhørende campingplads, hvor de fik moderniseret faciliteterne og fik på en eller anden måde også ryddet op i klientellet.
Kroen driver nu sig selv. Mange i landsbyen er fælles om at køre den på frivillig basis; dvs. at de skiftes til at passe baren og i det hele taget betjene og servicere helt ulønnet. Kokken er lønnet, ved C, men det er vist det – alle er glade; mange har fået noget at gå op i, og Typerne er forsvundet.
Næsten. Et par af dem har deres husbåde, som kan ses på ovenstående billeder, liggende i nærheden. Vi så en af Typerne og hans hund, der lige dukkede frem fra båden – hunden var pæn og ren.

Rift om brombærblomstenEn tur langs kanalen (27)

Vandet er hamrende ulækkert – der er ikke en pind bevægelse i det; det er bare med ikke at falde i. Tim havde et sår på hånden, der ikke ville heles efter at være blevet våd af dette kanalvand. Det endte med et besøg hos lægen, som gav ham penicillin og en stivkrampeindsprøjtning.

En tur langs kanalen (32)Der var i øvrigt en husbåd til salg. Jeg blev lidt nysgerrig og gik hjem og fandt den på den annoncerede til salg-side.
Den er rigtig pæn; med badeværelse, soveafdeling, IKEA-sofa og brændeovn i dagligstuen, samt et nysseligt lille køkken; alt i alt som en pænt stor camper, hvor man i stedet for at husere på landevejene kan studere Englands mange kanaler fra søsiden. Det er en meget afslappende ferieform, væk fra alverdens støj og larm, da kanalerne sjældent løber langs med landevejene. Båden kan erhverves for £84.500, hvis man skulle være interesseret …

Pubben hører ikke til blandt de mest hyggelige og indbydende af slagsen, men pga. det fine initiativ syntes vi, at vi ville give den en chance og indtog frokosten der.

Den kan udmærket anbefales – maden var god – alt, alt for rigelig, men god.
Her til aften havde Charlotte, John og jeg derfor stadig ikke rigtig opnået noget, der bare kunne minde om en appetit, men der skulle jo laves mad til de sultne børn og den sultne Tim.

10. juli 2014

Chastleton House – nu uden skybrud

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 21:24
Tags: , ,

John og jeg kørte nordpå for at se Chastleton House, som jeg så i maj, men som John derfor ikke har set.
Sidst jeg var der, blev det vildt dårligt vejr, og da the House stort set ikke er oplyst, kunne vi ikke se særlig meget den dag.
Det gik lidt bedre i dag.

Alton Barnes White Horse

På vejen dertil måtte jeg lige have et billede af The Alton Barnes White Horse … jeg har flere gange nævnt Wiltshires hvide kalkheste, og jeg har vist efterhånden set dem alle ni; jeg synes bare stadig det er et pudsigt fænomen, de holder sig der.

Stow-on-the-Wold

Frokosten blev indtaget i gårdhaven til dette hotel i Stow-on-the-Wold. Vejret er varmt, solrigt og skønt, så Charlottes påstand om, at jeg tog dårligt vejr med til England, holdt heldigvis ikke vand. Høhø …

Chastleton House (20)Chastleton House (23)Chastleton House (42)

Chastleton House (29)Chastleton House (34)Der var en kroketmatch i gang på plænen – med spillerne i autentisk hvidt tøj und Alles. Vi ved ikke, om det var nogle af husets beboere, eller man bare kan give sig til at spille. Kroket som konkurrencesport blev opfundet her på Chastleton, så man går meget op i at holde kroketplænen pæn og spilbar, og der står altid både en stor og en lille bane parat.
Today, the middle terraces are the site of two croquet lawns, originally laid out by Walter Whitmore-Jones in the 1860s. His version of the rules of croquet published in The Field in 1865 became definitive, and Chastleton is considered the birthplace of croquet as a competitive sport”.

På billederne til højre ses hhv. The Long Gallery’s originale gipsloft fra begyndelsen af 1600-tallet, hvor huset blev bygget, samt et glas ligeledes fra det 17. århundrede. Det er lidt imponerende, hvad de rent håndværksmæssigt var i stand til allerede for 400 år siden – de glas kan vist ikke laves meget smukkere i dag.
Vi så et bord der var dækket, som det ville have set ud for 400 år siden. Alle glas så ud som dette; dvs. var lige så små, for det var til ‘den fine vin’. Til at slukke tørsten drak man øl. Toastmasterens glas så lige så stort (eller lille …) ud som de andre, men var meget tykkere og kunne derfor rumme mindre. På den måde kunne toastmasteren bunde hver gang med gæsterne, men forblev ædru i langt længere tid end dem. Sådan er der så mange små pudsigheder at opdage rundt omkring.
Apropos excellent håndværk: Når jeg ser malerier fra 15-1600-tallet, kan jeg tabe underkæben af bar’ beundring – den måde, de kunne male flæser, blonder, fløjl, silke og hår på, er aldeles bjergtagende og som at se det i virkeligheden. Måden, de kunne male lys og skygger på, er fascinerende … hvorfor så de ikke kunne male, så proportionerne passede med virkeligheden, har jeg aldrig rigtig forstået, når de nu beherskede så mange andre teknikker. Jeg tror nemlig ikke, at folk nøvendigvis så ud i ansigterne, som de blev portrætterede. Nogle blev givetvis bedt om at forskønne især kvinderne, men selv de såkaldte skønheder var faktisk sjældent særlig smukke, men havde ofte nogle ret specielle ansigts- og håndfaconer.

Chastleton House

Til sidst fik vi en kopkaf og en kaw i kapellet – til indtagelse ude mellem gravstenene … våbenhuset var inddraget til opvaskerum, og lige indenfor i selve kapellet stod man og skænkede kaffe/te. Det føltes en anelse aparte – gravstenen, jeg sad lige foran, var fra 2004, så det er ikke ligefrem århundreder siden, man brugte kirkegården.

Chastleton House (44)

9. juli 2014

Great Chalfield Manor and Garden

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags: , ,

England, og hvad England har at byde på, holder aldrig op med at imponere mig – glæde mig – forbavse mig.
I dag var det endnu et middelalderhus. Der har været en bygning siden 900-tallet, men som det ser ud i dag, blev det opført i 1480’erne, og det står fuldstændig som dengang; med The Great Hall, hvor rigmanden spiste sammen med familie og hvem der nu ellers måtte være i nærheden. De havde mindre, private rum bagtil, men livet levedes i The Great Hall.

Great Chalfield Manor and Garden (29)

Great Chalfield Manor and Garden (8)Vores guide til The Manor viste sig at være en sand guldgrube af viden. Man starter med at have helt ondt af ham, fordi han skal lire sin remse af op til tre gange om dagen i fire af ugens dage, men for det første er de naturligvis flere, der skiftes, og for det andet varede det ikke længe, inden jeg fik en anelse om, at han varierede det fra gang til gang. Selvfølgelig er der ting, der skal fortælles til hver gruppe, men ellers var det vores indtryk, at han bare øste ud af sin enorme viden om den tid i almindelighed og dette manor i særdeleshed – den ene gang siger han nogle ting og den næste gang fortæller han om nogle andre – så bliver det heller ikke så kedeligt for ham selv.
Det var hamrende interessant hele vejen igennem. Jeg havde måske frygtet lidt for, at den time kunne blive lang, men vi kunne alle tre have hørt på ham i tre timer uden problemer med det. En herlig humor havde han også – alt i alt en suberp formidler.

Great Chalfield Manor and Garden (19)Great Chalfield Manor and Garden (20)

Der var drystone walls med små, fine planter, der var have i flere niveauer, der var voldgrav og der var springvand – med røde åkander.

Great Chalfield Manor and Garden (34)

Familien, der har haft stedet i mange, mange år, og som overdrog stedet til National Trust i 1943, bor der stadig. Det bliver ofte brugt til location for film, og der er turister tirsdag, onsdag, torsdag og søndag, men de bebor hele huset, også den del, vi så i dag.

Desværre måtte vi – igen – ikke fotografere indendørs. Det har intet med blitz eller ikke blitz at gøre, men med de sociale medier – og dermed også os bloggere – at gøre. Folk er tilbøjelige til at lægge billeder ud på nettet, og da der er flere af møblerne, der stammer tilbage fra husets opførelse, er disse møbler selvsagt aldeles uvurderlige. Man havde rundt omkring i landet set flere eksempler på, at de sociale medier blev brugt til at organisere tyverier af disse rariteter, hvorfor man rigtig mange steder stoppede for tilladelser til at fotografere. De er selv kede af det, for de er udmærket klar over, at de færreste fotograferede med onde hensigter i tankerne, men det var den eneste mulige forholdsregel, de kunne tage.

Great Chalfield Manor and Garden (3)

Det er ærgerligt, men jeg forstår det godt – jeg kunne godt have tænkt mig at fotografere det KÆMPEstore ildsted, der var i The Great Hall, og det kunne folk med skumle hensigter heller ikke sådan lige slippe afsted med at bortføre, men det er selvfølgelig enten/eller med det fotohalløj. Det var godt nok stort, det ildsted; med hele træstammer på omkring tre meter stillet op på indianertipimåde inde i det.

Great Chalfield Manor and Garden (38)

På sin vis var jeg lige så imponeret over dette sted som af Powis, selv om dette ikke var nær så imposant. Min betagelse skyldes ikke kun den eminente guide, men også, at der i stedet for en overvældende storslåethed var noget meget, meget hyggeligt over dette sted, hvilket jeg virkelig håber fremgår af mine billeder.

8. juli 2014

Bath i lidt skæve vinkler

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: , ,

Nu er det vist blevet en tradition, at jeg siger det er en tradition, at en tur til Bath er et must, når vi er i England. Jeg var der godt nok i maj, men det er 14 måneder siden John var der, så afsted med os igen. Det er bestemt også en dejlig by, men holddaop, hvor er der mange turister nu i forhold til i maj – også selv om UK ikke er begyndt på skoleferien … der er jo selvfølgelig også masser af folk uden skolesøgende børn.

P1020111P1020112

P1020105Vi så tilblivelsen af en statue. Eller noget. Der foregik mystiske ting inde i den overdimensionerede sæk. C sagde lettere forarget, da jeg tog billederne, at “han står altså og klæder om, mor … det fotograferer man da ikke!”
Jo, man gør så. Hvis nogen vælger at klæde sig om – eller hvad pokker det var, der skete her, på et af Baths mest trafikerede og menneskefyldte pladser, så må man dæleme også acceptere, at turisterne kan finde på at fotografere det. Det kunne hun godt se …

Jeg var på jagt efter en duftflaske til badeværelset. Den, vi købte i påsken 2013 i London, har gjort det godt og er først ved at løbe tør nu, på trods af at damen sagde den ville kunne holde i tre måneder. Jeg har kun brugt to af de mange pinde, hvilket selvfølgelig er årsagen, men intet varer evigt. Jeg spurgte hvor man købte den slags her i Bath, og C sagde, at vi kunne købe dem hjemme i Sainsbury’s; der var de billige (£15), men til gengæld holdt de ikke så længe. I White’s var de umiddelbart noget dyrere (£24), men holdt meget længere.
På vej til White’s kom vi forbi butikken, hvor Vom Fass lå, og hvor de åbenbart i stedet solgte den slags dufteting i mange, mange, mange variationer.
Jeg brugte nogle minutter på at finde den helt rigtige badeværelsesduft “…jeg kunne godt tænke mig noget rose-agtigt, tak”.
De havde mange forskellige rosendufte; jeg fandt en god en, der virkede forholdsvis autentisk. Det var nemlig ikke alle duftene, de var lige heldige med – Apple blossom duftede kun P1020115meget kraftigt af æblemost, fx, og et par af ‘roserne’ duftede mistænkelig kemisk.
“Lige præcis i dag får du et duftlys med i købet – samme duft, som den du køber i flasken”.
Jamen tak, det er da fint.
Da jeg skulle betale, sagde damen med et stort smil, at det blev £54!
Jeg kan godt mobilisere et pokerfjæs, når omstændighederne kræver det. Det gjorde de nu og hun opdagede slet ikke, at jeg nær var besvimet. Da jeg kom ud af forretningen, spurgte C hvad det kostede her, for det var da en spændende butik. Jeg svarede, at det ville hun slet ikke vide – og fortalte det så naturligvis, hvorefter hun bare grinede og spurgte hvorfor jeg ikke havde spurgt til prisen først. “Fordi jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at det kunne være mere end dobbelt så dyrt som alle andre steder!” Det var godt nok en turistfælde jeg lige faldt i der … det gamle ord om, at af erfaring bliver man klog, men sjældent rig, viste sin eksistensberettigelse i dag.

Kruset fandt John et andet sted – han morede sig irriterende meget over det og undrede sig over, hvor i alverden de mon kendte mig fra.
Men ville han købe det til mig? Nænænejda. Hvis jeg ville have det, kunne jeg selv købe det, men så er det jo ikke helt det samme, vel?

Det sidste billede er fra et lillebitte kaffested, der ligger på en bro, så man sidder og kigger direkte ned på Avon (der er flere Avon’er i England). Det, man kigger ud på til højre, er stedet hvorfra Javert begår selvmord i den engelske filmudgave af Les Miserables, så har man set den og synes, at dette virker bekendt, så er det derfor. Det skal godt nok forestille at foregå i Paris, men det er altså optaget her i Bath.

7. juli 2014

Døde slåmaskiner, glimmerkager, husdyr og fremmedartede dyr

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

En død plæneklipperJohn havde tilbudt at slå græsset i dag, men traktoren viste sig at være afgået ved døden siden sidste brug af den, så vi kørte i stedet til Devizes for at handle, samt lave en aftale med forhandleren, som vil komme og hente ‘dyret’ til service på mandag. Mens C ordnede det, kiggede John og jeg på plænetraktorer og fandt ud af, at de er temmelig dyre her i UK sammenlignet med DK. Det kan faktisk snildt betale sig at tage en trailer med til DK, købe en plænetraktor og slæbe den med tilbage til England. Det plejer ellers at være den anden vej rundt med priserne, så vi var noget forundrede. Man kan ganske vist også få plænetraktorer til 45000 kroner i DK, men man kan altså også få glimrende maskiner til mellem 14000 og 20000 kroner.

Den opdagelse krævede en kopkaf og en kaw til. Æwlkaw, som min farmor sagde. Her i Devizes er de drysset med glimmersukker, der i diamantpragt ville have gjort Anna misundelig.

Giddings i DevizesÆblekage i DevizesGlimmersukker

Hestehunden eller hundehestenJamie, den lille shetlandske hest, de købte for tre år siden, har aldrig kunnet lide mig. Hvis jeg har strakt hånden hen for at stryge ham over mulen, har han demonstrativt trukket hovedet væk i et ryk for derefter at vende ryggen til mig og gå sin vej.
I går vendte han på en tallerken. Da jeg i aftes gik ned for at åbne leddet, så han kunne komme i seng, standsede han i første omgang brat op, da han opdagede hvem der nærmede sig, men så nærmest sneg han sig indenfor i folden i en så stor bue som muligt uden om mig, samtidig med, at han skævede skeptisk op på mig. Ja: OP – en shetlænder er en meget lille hest. Men så kom han og ville mulekæles. I én uendelighed – nu kunne han slet ikke få nok, og når jeg snakkede hestesprog til ham, prustede han til mig i al venskabelighed, sådan som jeg har hørt ham gøre det så mange gange til C og børnene.
I formiddags fulgte han mig som en hund rundt i haven – han elsker selskab, og efter tre år er jeg altså langt om længe accepteret. Måske hænger det sammen med, at han har haft en traumatisk barndom, men de, der reddede ham fra den og havde ham i et års tid inden C købte ham, hævdede, at han var blid og god og simpelthen bare trængte til at være i trygge og gode omgivelser. Han var da også meget sky, især i starten, men nu er han en god lille fyr, der som sagt opfører sig mere som en hund end som en hest.

En næsten pletfri mariehøne

 Her i England er mariehønsene mere pletfrie end de danske …
Da vi kom i mandags, kunne C fortælle, at hun aftenen før havde set en underlig, ret stor sværmer, der havde lydt som en mindre helikopter, da den stod stille i luften og sugede nektar fra lavendlerne med en usædvanlig lang snabel. Den havde mest af alt mindet om en kolibri, og det var da også det, der blev kodeordet til, at hun næsten med det samme fandt frem til, hvad det var.
På engelsk hedder den en hummingbird hawk moth, og på dansk hedder den en duehale. Ingen af os havde nogensinde hørt om den fætter før, men den er åbenbart også ret ualmindelig på både de danske og selv de lidt sydligere engelske breddegrader.
Den ville jeg gerne se i virkeligheden – den er ikke et farligt ‘Krapyl med lange antenner’ … som Fruen i Midten var bange for, at hun havde fået fat i forleden – et i øvrigt temmelig underholdende indlæg, som jeg kun kan anbefale, at I læser.

6. juli 2014

Gang i ungerne

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:19
Tags: ,

Gainsborough (1)Som skrevet i går, kørte vi forholdsvis hurtigt fra receptionen, da børnene hellere ville hjem og hygge sig på hotelværelset. De havde fået hver en iPad til rådighed og for en gangs skyld var der ingen spilletidsbegrænsning på, så det kunne kun gå for langsomt med at komme i gang med spilleriet.
Men som det så ofte går, når det pludselig bliver helt legalt, fandt de hurtigt noget andet at lege … lidt lige som dengang for 100 år siden, hvor C var otte år og vi fik videomaskine. Alle mente, at jeg skulle sætte tid på, hvor meget hun måtte se hver dag. Jeg sagde, at det løser helt sig selv, for inden længe har hun fået nok af det filmkiggeri.
Jeg fik ret mht. Charlotte, men må nok indrømme, at det ser ud som om, Aubie godt kunne sidde med den iPad altid, hvis han fik lov, og Anna ikke sommetider lokkede med spændende lege …

Vi måtte nærmest slæbe dem med ned i restauranten for at spise – de havde slet ikke tid til den slags ligegyldigheder, men da de først fik bestilt lige hvad de ville have, fejlede appetitten ikke spor.
De spiste så meget, at jeg ikke mente, der kunne findes plads til en dessert, men Anna kunne belære mig om, at mor selv havde sagt, at der altid er et hul i maven til dessert, uanset hvor meget man har spist … så var der jo ikke andet at gøre end at bede om dessertkortet.
Jeg læste op for Aubie, men Anna kunne selv læse, at de havde Eton Mess – noget jeg aldrig havde hørt om før, men Anna fik stjerner i øjnene og sagde, at det var den bedste dessert i verden – at mor sommetider lavede den, og det var bare SÅ godt. Det er jordbær, flødeskum og knust marengs blandet sammen på en eller anden måde, men Anna blev desværre lidt skuffet, for mors var meget bedre.

P1020022

Da vi kom op på værelset igen, var blodsukkeret derfor kommet helt i top, så der var gang i børnene. Altså ikke med hyl og skrig; det vil vi ikke have på et hotelværelse, men de legede og grinede, så det var en fornøjelse at høre på. Det var virkelig svært at få dem lagt under dynerne; måske nok mest, fordi jeg simpelthen ikke gad være streng – herregud, vi skulle køre i bil tre timer dagen efter, så kunne man jo tage en lur der.
På et tidspunkt prøvede jeg at trænge igennem med at sige, at nu måtte det der vilde liv under dynerne godt aftage lidt … “PUT”, sagde jeg på skift til dem begge, men de kunne formentlig se smilet bagved, og da Anna sagde, at det lød som om jeg sagde det danske ord for fart (engelsk for prutte), kom jeg til at grine så meget, at Anna sagde: “HA! You’re laughing! You don’t really mean what you’re saying, do you, mommer?”

Til sidst gik de omkuld, men vi har en træt lille Aubie i dag. Anna kan håndtere at være træt, mens han har lidt sværere ved det – det er dog gået fint, trods alt.
Jeg ville bare ikke være som deres farmor, når hun en meget sjælden gang er barnepige. Sjælden, fordi hverken T eller C synes det er en god ide, og børnene slet ikke, så hun bruges kun i nødstilfælde.

Sudbury

Sidste gang det skete, kom forældrene hjem til en Aubie, der sov på gulvet foran Annas seng. Godt nok med sin dyne over sig, men bare liggende på et tyndt tæppe. Farmor havde bare sendt dem op og børste tænder, tage nattøj på og gå i seng. Ikke noget med at gå med op, sige godnat, hyggesnakke lidt og putte børnene. Da Aubie græd, havde hun bare råbt op nedefra: “When your parents ask how you behaved, what do you think, I’ll have to answer them now?”
Så havde Anna hentet Aubies dyne og de var faldet i søvn sammen.
Den slags forstår jeg simpelthen ikke! Man putter sgu da børn ordentligt og giver dem en god og tryg hyggestund, inden de skal sove!
Jeg kan – som voksen til voksen – godt lide kvindemennesket, men hun er lige så totalt håbløs som farmor, som Tim siger, hun har været som mor. Det er jo noget af en indrømmelse, men Tim har aldrig lagt skjul på, at han bedre kan lide den danske måde at behandle/opdrage børn på – og det har intet med den såkaldte ‘frie opdragelse’ at gøre … begge unger ved udmærket godt, hvordan de skal opføre sig, når de er i byen og som regel også, når de er hjemme. De kan såmænd også godt lide deres granny, men de er meget kede af det, hvis de skal passes af hende om aftenen. Den granny ved ikke selv, hvad hun går glip af!
Nå, det blev en længere jeremiade, men alting er ikke altid kun godt, og jeg kan fortælle mange historier om Tims mor … det kan være, der kommer flere udladninger en anden gang.

5. juli 2014

Et engelsk bryllup

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

Så fik vi oplevet det: et engelsk bryllup. Det vi selv holdt for 10 år siden tænk, at det allerede er 10 år siden, C&T blev gift! var, på trods af, at gæsterne var ligeligt fordelt mellem danskere og englændere, et 100 % dansk bryllup – efter begges ønske, skal lige pointeres.

P1020079

På ét punkt er englænderne ikke en pind anderledes end danskerne: Kroen lå umiddelbart ved siden af kirken …

P1020050P1020051

Der ventes … til venstre C og Tims bror James, som var best man. Til højre koret, som kommer syngende ned ad gangen lige inden bruden kommer med sin far – til det synes jeg altså, at den danske musik er bedre, og i DK skrider far og brud fremad i et noget mere værdigt tempo end det, vi så i dag – ligeledes, da parret gik ud af kirken efter vielsen – det var lige før de løb …
Selve ceremonien er en del anderledes end den danske. Det første, der sker er, at bruden og gommen siger de ord, vi nok alle sammen kender, efter at præsten har stillet begge det lige så velkendte spørgsmål: “Will you, Nickolas/Sarah, take this (wo)man … “
Efter dette henvender præsten sig til alle gæsterne og spørger, om vi vil “support this couple in their holy marriage …” og hele menigheden siger i kor: “WE WILL!” Det har jeg ikke set før – heller ikke på film.

P1020054P1020063

Præsten prædikede, menigheden sang, en søster til bruden og en søster til gommen trådte op på prædikestolen og gav parret nogle bevingede ord med på vejen. Der blev sunget igen.
Først nu kom det egentlige vielsesritual, hvor præsten sagde ordene, som gommen, hhv. bruden gentog: “I, …, take thee, …, to my lawful wedded wife/husband, to have and to hold from this day forward, for better or for worse, for richer for poorer, in sickness and in health, to love and to cherish, till death us do part, according to God’s holy ordinance; and thereto I plight thee my troth”.
Den del af ritualet synes jeg er så sød – det savner jeg lidt i det danske vielsesritual.
Hvad der kom fuldstændig bag på mig var, at da de havde givet hinanden ringene på og kysset hinanden, klappede hele menigheden højt og længe!

Derefter sang vi lidt igen, og så trådte der to andre unge kvinder op på prædikestolen for at give parret yderligere nogle ord med på vejen.
Derefter gik parret sammen med præsten og nogle vidner om bagved for at få udfærdiget vielsesattesten. Menigheden fik tiden til at gå med at udfylde nogle små kort, der lå på sæderne, da vi kom ind kirken. Det var meningen, at vi alle skulle skrive en hilsen til brudeparret.
Anna og en af brudepigerne samlede disse the blessings sammen, og det hele passede lige med, at brudeparret dukkede frem igen og gik ud af kirken.
Igen til klapsalver. Det var jeg godt nok overrasket over.
Vi blev bedt om at overlade fotograferingen i kirken til den professionelle, der var der for det samme, så jeg måtte snige mig til det – derfor den ringe kvalitet.

P1020067P1020078

Parret blev kørt til stedet, hvor festen skulle holdes, i en fin gammel Alfa Romeo. Alle i den familie er totalt bidt af gamle biler – gommens far anes til venstre; det var ham, der solgte en af sine biler for omkring £800.000, da han lige skulle have lidt midler til pensionere sig selv for.
(Rettelse: Det var 1.800.000 pund, mindede Tim mig lige om. Så er alderdommen dæleme også sikret :-)

P1020082

Det regnede hele vejen til stedet, hvor festen skulle afholdes, men heldigvis stoppede det få minutter efter, vi ankom. Jazzorkestret (suk …) stillede op og larmede løs, og der blev budt på champagne og nogle yderst delikate tapas.
Vi blev der en halv times tid, så havde både ungerne og vi fået nok. Det var bare med at smutte, inden alle talerne begyndte, var vi aldeles enige om … man kan jo ikke tillade sig at snige sig afsted under en tale.
Men det var sjovt, hyggeligt og interessant at få lov til at opleve.

4. juli 2014

En lang og varm dag

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:53
Tags: ,

Børnene blev hentet fra skolen allerede kl. 11, så vi kunne komme tidligt afsted mod Sudbury og The Mill Hotel. Det skulle kun tage godt tre timer at køre turen, men hverken Google Maps eller gps tager højde for fredagsmyldretrafik på M25 – eller de ulykker, der desværre også ofte sker i tæt trafik.
Vi stoppede i en halv times tid for at spise frokost, og eftersom vi var fremme 16:15, havde det taget noget længere tid.
Det er varmt! Godt bilen har et ordentligt kølesystem.
Det dårlige vejr er (stadig) ikke kommet. Nu siger alle, at det kommer i morgen. Det er altså synd for brudeparret, hvis det passer, men vi krydser fingre for, at man igenigen tager fejl.

Vi er nu indlogeret på The Mill Hotel. På tredje sal og uden elevator (No, Sir – sorry, but we’ve no elevator. This is a listed hotel!)
Der er altså langt op, når man slæber på et par tunge tasker. Og næsten endnu længere, når man glemmer sin mobiltelefon i bilen; synlig for alle, der kommer forbi. Nu har jeg taget turen tre gange op og ned. På billedet from a room with a view ses John, der åbenbart lige står og skal samle kræfter ved at kigge på floden, inden turen går op igen. Det er pudsigt nok slet ikke anstrengende at gå ned …

Mill Hotel Sudbury (2)

De er nogle klumper her på The Mill. Først havde de smidt bookningen væk. Charlotte tjekkede med dem, fordi det undrede hende, at hun ikke fik den lovede email. Ingen reservation. Hun reserverede igen – heldigvis var der der stadig plads nok.
Hun bad om et family room og et twin room så tæt på hinanden som muligt. Da vi kom i dag, var det ikke med twin beds, men med en dobbeltseng, hvilket dog er okay – vi har det bare en smule svært med at deles om det ene dobbeltlagen, de tilbyder på de engelske hoteller og B&Bs – vi kommer altid op at slås om det flere gange i løbet af natten (i søvne), så vi har lært at bede om twin beds. Hvad der var værre var, at Johns og mit værelse lå i en helt anden bygning, hvilket er noget skidt. Charlotte blev lidt muggen og pointerede, hvad hun specifikt havde bestilt – og fået lovning på – vil I se jeres egen email? De beklagede, at de ingen ledige twin rooms havde, men de kunne godt bytte, så vi fik værelser nummer 22 og 25. Det var godt, tak for det! Og så må I altså gerne øve jer i at blive bedre til at tage imod bestillinger og/eller holde, hvad I lover …

Nu er det tid til omklædning, inden vi skal mødes med en masse kendte og ukendte mennesker kl. 19:30. Festen kan begynde!

3. juli 2014

Charlecote – lidt har også ret

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 20:57
Tags: ,

Powis i går er svær at komme efter, så Charlecote House and Park, som vi havde besluttet at se i dag, imponerede nok ikke lige så meget, som hvis vi havde set de to steder i omvendt rækkefølge.
Imponerende er den slags store huse alligevel; især det store, victorianske køkken var jeg betaget af. Det var, i modsætning til de fleste køkkener, ikke anbragt i kælderen, men i stueplan, så der var masser af dagslys i køkkenet. Til gengæld var det anbragt længst muligt væk fra spisestuen, så det stakkels serveringspersonale måtte løbe virkelig langt med de store og tunge fade. Utroligt, at maden ikke nåede at blive kold inden ankomst.

Charlocote House and Park (14)Charlecote House and Park

Herover et vandbad – vil jeg tro det er – hele syv potter kunne stå i badet på én gang. Der var to store komfurer i køkkenet, plus et åbent ildsted, så de måtte have kunnet tilberede mad til flere hundrede personer på én gang.

Charlecote House and Park (8)Charlecote House and Park (13)Charlecote House and Park (17)

Herunder vaskehus og bryggeri. Selvfølgelig er det imponerende at se pragten i herskabets rum, men jeg finder det egentlig mere spændende at se under hvilke forhold de tjenende ånder måtte arbejde.

Charlecote House and Park(20)Charlecote House and Park (24)

I går kunne vi på Powis læse, at hvis en stuepige fx gjorde rent i det lange galleri og så herren eller fruen komme, måtte hun i al hast gøre sig usynlig ved at forsvinde ind i det nærmeste værelse. Tjenestefolkene måtte IKKE ses af herren eller fruen. Her taler vi oven i købet om tiden lige før 2. verdenskrig! Den slags pjat er komplet uforståeligt for os i dag, men vi skal åbenbart ikke engang 100 år tilbage, før forholdene var sådan.

Charlecote House and Park - dueslaget

Selv duerne levede vist under bedre vilkår end de laverestillede tjenestefolk … et lidt blæret dueslag at holde sig, vil jeg mene.

Charlecote House and Park (5)

Men et nydeligt lille ‘house’ var det da … med egen ‘landingsplads’ ned til floden Avon, men det er vist længe siden, den har været anvendt.

Charlecote House and Park (48)

Et hus på vejen

Sjove/pæne/storslåede/nuttede/anderledes huse møder man overalt i England. Ovenstående kom vi bare forbi … aner ikke om det var et selvstændigt  hus eller det var en portnerbolig til et eller andet estate, men det lå lige der, hvor vi skulle holde for rødt i forbindelse med noget vejarbejde, så jeg kunne komme til at snuppe et billede.
Kønt kan det vel ikke siges at være, men at det er specielt, kan vi nok ikke blive uenige om.

2. juli 2014

Powis Castle i Wales

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 19:44
Tags: ,

Charlotte skulle med ungerne til orienteringsløbsdag hele dagen i skolen, og da der ikke var plads til bedsteforældre, besluttede vi os for at køre en lang tur; ikke mindst for at få udnyttet det National Trust-årskort, vi fik af Charlotte.

Powis Castle Wales (56)

Det blev til Wales – på foranledning af Charlotte. Den lille familie havde været der i foråret og havde været temmelig imponeret over det storslåede Powis Castle. De havde desværre ikke haft tid nok, så rådet til os var at sætte resten af dagen af, når vi nåede dertil.
Indendørs måtte vi desværre ikke fotografere, men der var også så sparsomt med lys for at skåne kostbarhederne, at det nok heller ikke havde kunnet lade sig gøre uden blitz.
Det var uden sidestykke det mest imponerende, vi har set – både inde og ude.

Powis Castle Wales (9)

De kæmpestore buksbom – både som hække og som individuelle buske – var betagende. Buske kan man vel dog næppe kalde dem, når de antager en sådan størrelse, at man kan opføre et mindre parcelhus inde under dem, men træer er det jo heller ikke.
Vi så billeder af, hvordan der benyttes store kraner, når de bliver klippet en gang om året.

Powis Castle Wales (36)

Man fornemmer nok, hvor stejle terrasserne er – det var noget, der krævede sine ben at gå det hele igennem, men vi gjorde det, fordi vi ville se det hele – både oppefra og nedefra. Det var næsten ikke til at sige, hvad der var smukkest, men det var det alligevel nok set fra oven – man havde på fornemmelsen, at man kunne se det halve Wales.

Powis Castle Wales (34)

Det var de største og artsrigeste staudebede, jeg har oplevet – det var slet ikke muligt at tage billeder, der ydede dem retfærdighed, men herunder har jeg gjort et forsøg. Selv om rigtig mange af stauderne var lige så høje eller højere end mig, drukner de næsten i al den anden storslåethed.

Powis Castle Wales (27)

Nu er vi i Newtown, som ikke ser spor ny ud … vi har fået indlogeret os i Yesterday Guest House, som så absolut lever op til sit navn, men det er fint; der er rigeligt med plads på værelset og der er internet. Ingen kan forlange mere, og i morgen skal vi have det helt store full English breakfast med alt, hvad der overhovedet kan tænkes af tilbehør – værtinden krydsede af på en liste, efterhånden som hun nåede igennem den:
Scrambled, fried or poached eggs? Scrambled – tick tick. Bacon? Tick tick. Tomato? Tick tick. Mushrooms? Tick tick. Sausage? Yes and no. Tick. Baked beans? Tick tick. Brown or white bread? Brown. Tick tick. Coffee or tea? Coffee. Tick tick. Herligt. Så kan vi sikkert også holde den gående hele dagen, selv om vi skal se et andet stort slot (Charlecote Park i Warwickshire), inden vi atter lander i den lille landsby.
Full English er bestemt ikke kaloriefattigt, men det smager skønt, og vi får det så sjældent. Hvis ikke man skal synde en enkelt gang i en sommerferie, hvornår skal man så?
Nu vil vi gå i byen og finde os et sted at indtage aftensmaden.

1. juli 2014

Hygge ved floden Avon

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: , , , ,

Marlborough (2)Charlotte skulle klippes i Devizes og til tandlæge i Marlborough, så formiddagen gik for Johns og mit vedkommende med at gå lidt rundt i de to byer og bare kigge og nyde det gode vejr.

Det er der ikke specielt meget at skrive hjem om – det er begge hyggelige byer at gå rundt i, men vi oplevede ikke noget, der kan gøre dette indlæg interessant for andre.

Det er der måske ikke i det hele taget, men så er der da et par billeder fra floden Avon, hvor vi kørte ned til The Bridge Inn efter at have hentet ungerne fra skole. Vi indtog lidt medbragt snack og nogle af os øvede meget i brugen af Lumix TZ20. Aldrig er de ænder og svaner blevet fotograferet så meget, tror jeg. (Jeg er ganske klar over, at den hvide and ikke er en svane, men der var masser af dem lige ved siden af …)

P1010802

Det var nu også et yndigt sted. Solen kom og gik, men skyerne afgav ingen væde, og det elendige vejr, de havde truet med at servere så snart vi kom inden for landets grænser, har de indtil videre glemt. Det gør ikke noget …
Hele vejen hjem sad vi og hørte på musikken til kameraernes slide show i ‘stereo’. De to har allerede været rundt i flere menuer end jeg nogensinde har været, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke har savnet at afspille billederne på den lille skærm – med ledsagemusik.
De har leget med rammer og med sepia og sort/hvide billeder. De har indspillet videofilm og leget med blænde og lukker. Jeg tror ikke, de har helt styr på, hvad de egentlig har haft fat i, men de hygger sig og de synes det er fedt og stort med et voksenkamera. De passer på dem som var de af glas, så ingen klager herfra – det har bare været skønt at se kameraerne blive modtaget med så stor glæde og entusiasme.

P1010809

Nedenstående motiv kunne jeg ikke stå for – faktisk har jeg aldrig kunnet stå for Aubies numse … da Anna var tre og han var to, sagde jeg til Charlotte (børnene var ved at blive klargjort til aftenens bad): “Åh altså, så se da hans lille, søde numse. Den er bare ikke til at stå for”.
Annas bemærkning: “No! It’s NOT sweet! I don’t like numses!”. Så blev det sat på plads. Hendes mening om den slags herrelige legemsdele er nok endnu ikke ændret væsentligt, men jeg spurgte ikke …

P1010835

Apropos under bæltestedet og floden Avon, kom jeg til at tænke på en vittighedstegning fra min ungdoms dage.
Shakespeares fødeby hedder som bekendt Stratford upon Avon, hvilket åbenbart har givet visse associationer hos en vittighedstegner, der viste et scenarie fra en fest, hvor en slikket herre præsenterer sig for en lækker ung dame med følgende ord:
Hello, Miss Avon! My name is Stratford. I’ve been looking forward to meeting you.
Nå – det var måske lidt plat, men jeg synes nu den var meget sjov.

P1010832P1010846

The Bridge Inn lå lige her ved dette kryds og på vejen hjem kom vi forbi flere skønne huse.
Det gør vi sådan set overalt i England, men det er ikke så tit, man lige kan standse og fotografere dem.

30. juni 2014

Wimbledon i konkurrence med fodbold-VM

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 22:30
Tags: , , ,

P1010770Det er første gang, vi ser Mennesket ved havet i solskin – vi har set de fire herrer mange gange, men indtil i går altid med en dyster himmelbaggrund.

Sejlturen kunne næppe foregå mere glat, selvom det faktisk blæste en del, da vi kom ud på åbent hav – båden gyngede dog kun lige præcis så meget, at det bare var som at vende tilbage til den spædeste barndom, hvor man blev vugget i søvn på behageligste og hyggeligste vis.
Commodore Class var igen særdeles behagelig, men holddaop, hvor er man jeg ved at blive gammel, sær, intolerant og kontrær. Eller …?
Jeg tror jeg vil skrive til Regina.dk, som åbenbart forsøger at etablere en ny rute Esbjerg/Harwich, at de skal etablere en 1. klasse, hvor der er forbudt for børn under 12 år. 15 år, måske …
Der var to børnefamilier på CC denne gang. En med en særDEles højttalende dreng på ca. otte år og en anden med to børn på hhv. et og ca. fem år.
Okay – jeg indrømmer det blankt: Jeg gider simpelthen ikke betale noget, der ligner en mindre formue for at få den luksus, en Commodore Class er, for at blive ‘underholdt’ af et stk. hylende og skrigende unge og et andet stk. konstant højttalende barn. Beklager hvis jeg er en strid kælling, men sådan er det bare. Det var heller ikke kun mig; alle var irriterede over det; det var der ikke megen tvivl om, men ingen sagde noget – det havde jo ikke ført til noget alligevel, men min fornemmelse er helt klart, at det var ildeset af samtlige øvrige passagerer.

P1010786Jeg overlevede overfarten trods larmen, og turen fra Harwich til familien gik uden problemer.
Først blev der løbet lidt rundt med de boldskydedimser, vi havde med til ungerne, og efter aftensmaden løb Tim og Charlotte rundt og forsøgte at lege Wimbledon; turneringen, der jo foregår i disse dage og som her i England på nuværende tidspunkt er lidt mere interessant end fodbold-VM.

P1010787

Der er blevet fotograferet en del fra børnenes side, fordi vi havde vores gamle Lumix TZ20’ere med til ungerne. Johns, fordi han aldrig brugte sit, og mit, fordi makrofokus ikke længere virkede optimalt, men fungerer generelt godt nok til et otteårigt barn.
De blev meget stolte af at få rigtige voksenkameraer og brugte lang tid på at fotografere i én uendelighed og finde ud af de forskellige scenefunktioner.

Ikke mere – dette blev skrevet mens nogen så Wimbledon, men nu skal det være mor-datter-taletid indtil det bliver sengetid.

28. juni 2014

Forberedelser

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: ,

LavenhamI går fik vi tømt snavsetøjskurven.
I dag bliver tøjet og alt muligt andet pakket og slæbt ned i stuen, så vi hurtigt kan smide det hele i bilen i morgen – inklusive alt porcelænet og øvrigt habengut, der skal med denne gang.
Jeg har strøget fire skjorter og to par bukser – mig, som hader at stryge, men eftersom vi skal med til et længerevarende bryllup, er det med at have garderoben med den korrekte dress code i orden.
Længerevarende, fordi da brudeparret fandt ud af, at vi kommer helt fra Danmark bare for at være barnepiger for Anna og Aubrey, blev vi inviteret med til både familiesammenkomsten fredag aften (åbenbart en tradition) og til den kirkelige ceremoni og reception lørdag. Det er først, når alle receptionsgæsterne kan forføje sig og de særligt udvalgte bliver tilbage, at John og jeg gerne må smutte sammen med børnene.
Det bliver desværre ikke med overnatning på det fabelagtige The Swan Hotel i middelalderbyen Lavenham, men The Legacy Mill i Sudbury, så førstnævnte må vi have til gode til en anden gang.
I første omgang blev The Swan forkastet, fordi de ikke tager gæster for én nat; vi skal booke mindst to, og det var ikke praktisk i denne sammenhæng.
Så var det, at vi blev inviteret med til også at deltage om fredagen og derfor godt kunne have taget to de tvangsnætter, men da havde Charlotte booket et værelse til os på The Mill, hvor bryllupsgæsterne fra Tims familie også vil overnatte. Da vi ikke syntes, vi ville lege Rasmus Modsatter og i øvrigt ikke har spor imod at være sammen med Tims familie, takkede vi bare pænt for, at de havde klaret bookningen for os.

Lavenham

Gaven er blevet pakket ind og lykønskningskortet er skrevet. Vi kender kun gommen lidt og har aldrig set bruden, så da jeg skulle til at skrive kortet, blev jeg pludselig i tvivl: Hun hedder da Sarah, ikke? Eller gør hun? Uhhhh … jeg var 99 % sikker, men ringede alligevel til Charlotte – tænk hvis jeg tog fejl og fik skrevet et forkert navn på bruden! Jeg har ikke engang fantasi til at forestille mig graden af flovhed, hvis det skulle ske … mine tæer (fødder …) kan blive fire numre mindre bare ved tanken.
Hun hedder Sarah. Selvfølgelig hedder hun Sarah, men nu kom den sidste procent med, og jeg kan sove roligt. Samtidig fik vi the dress code for fredag aften – lørdag havde vi styr på, men var i tvivl om det var casual eller suit for Johns vedkommende fredag. Det var heldigvis casual.

Nu vil jeg vande – ikke høns, men drivhus, og få tøjet i kufferten – så er vi sådan set ferieklar begge to.
Vi kører tidligt på formiddagen; vi skal først være ved færgen kl. 16:30, men vi er altid i god tid, så der vil være stressfri tid nok, selv som der skulle ske et eller andet, der forsinker turen over Storebælt. Englandsfærgen venter nemlig ikke, og vi synes det er hyggeligt at spise frokost i Ribe og i det hele taget bruge lidt tid på den hyggelige og ældgamle by.
Men … det har vi snart gjort mange gange, så hvis man har et alternativt forslag, er man velkommen til at sige frem.

27. juni 2014

En slags tidslomme

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:03
Tags: , ,

P1010740I aftes havde Helle inviteret The Dream Team til grill og hygge.
Vejret var ikke helt med os, så den fanTAstisk møre og ditto lækre kalvemørbrad røg i ovnen i stedet for på grillen – til gengæld var hyggen umulig at ødelægge med en smule regn. 
Helle bor lige ned til en sø, så ud over hyggen fornemmede man en del grønne fjæs … den udsigt er guld værd.
Egen badebro. Næsten da. Deles kun med en nabo.

Arbejdslivet er godt. Især efter jeg er holdt op med at arbejde … der sker interessante ting i det firma, må man sige. Jeg føler det lidt som en omvendt soldatertid. Omvendt fordi for soldaterne er det noget hø at være soldat mens man er soldat, men i årene derefter bliver historierne og erindringerne sjovere og sjovere, og på et tidspunkt ender det med at have været den bedste tid i ens liv.

Furesøen (5)

Jeg dumpede direkte ind Det Fast Sammentømrede Engelskhold, som vi selv kaldte os, eller The Dream Team, som Andrew kalder det, som om der ikke var gået 13 måneder, siden jeg jobstoppede. Pinlige pauser – eller bare pauser – er et totalt ukendt begreb i den gruppe – faktisk var det svært at få ørenlyd nogle gange.
Med andre ord: Det var fuldstændig som at lande i en tidslomme i nogle timer. Jeg var ikke stoppet. Jeg havde ikke haft kræft. Jeg var bare på arbejde, når det var bedst at være på arbejde.
Desværre manglede der en – sygdom er hver mands herre.

Furesøen (7)

Læg mærke til, at båd og hus matcher i farverne …

Furesøen (6)

Naturligvis klarede det op i vejret, kort efter vi havde sat os til bords. Regnen varede, til vi var færdige med at spise. Næsten færdige, fordi vi stadig manglede at indtage desserten, så for at være sikre på at have plads til den, tog vi turen ned til søen og lod for en tid vores bevingede ord flyve hen over Furesøens vande.

26. juni 2014

Pensionister har alt for meget tid – eller hvad?

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

I dag har vi måttet køre tidligt hjem fra Sverige, fordi jeg i aften skal jeg til grillaften sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold – endnu en gang, men jeg er superglad, så længe de gider hive mig med ind i fællesskabet. Det bliver fedt at være sammen med dem og interessant at blive opdateret om min gamle arbejdsplads.

P1010737

I går var jeg henne for at stjæle lidt af naboens rabarber. Eller tage, hedder det, for jeg har en generel tilladelse til at snuppe dem, da hans kone ikke kan lide rabarber. De er kæmpestore, men jeg er ikke helt klar over, om det er godt eller skidt. Sikkert  det sidste … jeg tog syv stængler, som viste sig at veje 1813 g. Mere end rigeligt til min store bradepande-rabarberkage, som kræver 1400 gram. Og ½ kilo smør! Men kagen rækker altså også til 20 personer. De ligger nu i fryseren og venter på, at jeg skal bage denne kage, når vi efter englandsturen får besøg heroppe af Ditte og Peter.

Det var med andre ord en lynvisit på torpet – til de fine, orange blomster, som jeg lige har glemt navnet på, selv om der var en, der sidste år var flink at fortælle mig det. Flovt. Navnet på de hvide kender jeg desværre alt for godt. Det begynder med s … men de og de orange klæder heldigvis hinanden meget godt. Skal jeg jo mene, så længe jeg ikke gør noget for at fjerne dem.
Opdatering: Jeg er kommet frem til, at det må være en lille kejserlilje.

P1010728

Fredag eller lørdag skal vi se et par venner, og søndag går turen mod England. Med den sidste færgetur for vores vedkommende.
Øv. Nu havde vi lige vænnet os til den luksus at ofre Commodoreklassen, så turen var til at holde ud, og så lukker de ruten til efteråret. Det har aldrig været jordens mest spændende skib, men det gør det så nemt at komme over til englænderne i egen bil, fordi der kun er 350 km i DK og 330 km i UK at køre.
Fremover bliver det kanaltunnellen, som der er 1100 km ned til (og 400 km i UK), så det bliver med overnatning undervejs. Det var der selvfølgelig også på færgen …
Vi har undersøgt andre kanalkrydsningsmuligheder, men det er kun tunnellen, der vil være praktisk for os at anvende.

25. juni 2014

To ubehagelige lyde af vidt forskellig karakter

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

P1010731Bedst som jeg havde sat mig ud på terrassen med det hele stablet op ved siden af mig: kaffe, telefon, iPad og strikketøj og lige havde sat maskerne i gang, lød der en svag, men umiskendelig lyd, som alle, der har oplevet en KnitPro-wire, der med ét slipper sit greb om pinden, vil kunne genkende.
SHIT, pokkers og sgu! Og meget mere, men dette er en forholdsvis sober blog, så I må tænke jer til resten af ordene.
Murphy – hvor får du det fra? Jeg har altid min store strikketaske med mig, indeholdende hele reservedelslageret og i det hele taget remedier til alt, hvad der overhovedet kan tænkes at blive brug for i enhver strikkesituation og/eller ditto knibe – og så lidt til.
Men den har jeg ikke med denne gang. Jeg er lige begyndt på Maestro II og vi skal kun være her fra tirsdag til torsdag, så jeg nøjedes med at medbringe selve strikketøjet.
Jeg bandede så højt, at John hørte det nede fra haven og selvfølgelig spurgte, hvad der var sket, hvilket jeg indædt fik hvislet ud mellem tænderne.
Hvad gør min søde mand? Han siger bare: “Nå, men så skal vi vel en tur til Kristianstad, skal vi ikke?”
Han har ikke kun skruet hænderne rigtigt på; det der kone-i-knibe-forståelsesgen fejler ved gud heller ikke noget. Han kører glad og gerne 2 x 43 kilometer for at skaffe mig en ny strikkepind.

Vi besøgte MediaMarkt, nu vi alligevel var kommet til byen, så jeg fik mig ved samme lejlighed en pc-reservestrømforsyning, der nu får lov at bo her på torpet.
Da vi havde parkeret bilen for at gå ned til Helylle, Sydsveriges bedste garnforretning og i dag min redningsplanke mht. strikkepinde, skulle vi over en fodgængerovergang. Vi stod stille, for der kom en bil lidt for tæt på til, at vi ville ‘bede’ ham om at bremse. Der kom også en cykel. For fulde gardiner. Imod normal kørselsretning for cyklister og midt i fodgængerfeltet.
Bilisten havde ikke en chance; der lød et, også umiskendeligt, hult bump og så lå cyklisten nede på asfalten.
Der var øjeblikkelig en, der hev en mobiltelefon frem, og der var masser af andre vidner og folk, der tog sig af hende, så vi gik videre.
Hvis I spørger mig, burde den cyklist have den fulde skyld for den påkørsel. Bilisten kørte på ingen måde for stærkt, mens cyklisten intet havde at gøre i en fodgængerovergang med fuld fart på i den forkerte retning.
Det er nok en undtagelse, vil nogle måske hævde, men faktisk kunne jeg godt tænke mig at se en statistik på, hvor mange uheld cyklisterne selv er skyld i; det er altid højresvingsulykkerne, man ser tal på … de er helt sikkert bilisternes skyld; det skal vi selvfølgelig ikke diskutere, og jeg er såmænd heller ikke interesseret i at starte den nylige og hede debat igen, for den fører jo ingen vegne.
Alligevel skulle jeg lige af med min harme …
Da vi kom tilbage, var der kommet to ambulancer og en brandbil (!?); cyklisten sad op og kommunikerede med ambulancefolkene, så hun var tilsyneladende heldigvis ikke kommet slemt til skade.

24. juni 2014

Blus på bålet og på rustkatedralen

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 14:19
Tags: , ,

Man har glemt at tage strømforsyningen til pc’en med til Sverige. Klump, Ellen!
Det bliver derfor bare til et par stemningsbilleder fra Skt. Hansaften og af rustkatedralen, eller hvad det nu er for et navn, dette bygningsværk har fået i folkemunde, og som vi for første gang så med lys i i aftes. Det sker nemlig ikke hver aften, men jeg må sige, at det pyntede. Faktisk var den ret flot at se på på afstand, men det var svært at finde et godt sted at tage et billede.

imageP1010710

Køn er den altså normalt ikke, Roskildes nye varmecentral, hvis I spørger mig, men det så lidt pænere ud med ildfarver på i aftes. Sommetider er det vist andre farver der bliver sat på.

P1010668

Nede ved bålpladsen var der sørget for anbringelse af nogle gedigne birkestammer som siddepladser – OG rigtige stole, oven i købet – luksus for alle pengene.
Der blev dækket op på traileren med kaffe, te, kakao og hjemmebag, plus til en irsk kaffe eller cognac til ikke-chaufførerne.

P1010699

Det er ikke lige til at se det, men dette er en 13 år gammel labrador, der nyder at varme sin trætte krop i bålvarmen. Den gider ingenting mere – undtagen når Hans tager jagttøjet på, så bliver den som ung igen. Jagt er sjovt, og det bliver en god jagthund åbenbart aldrig træt af.

ØP1010702

Ved bålet kom der på et tidspunkt helt krøyerske farver over sceneriet.
Hyggeligt var det helt sikkert – og da jeg altid har påstået, at to gange gør alting til en tradition, må vi hermed konstatere, at Skt. Hansaften hos Hans og Bodil nu er en tradition.

22. juni 2014

Thank god for handymen

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: , ,

Jeg er naturligvis (næsten) altid glad for min John, men nogle gange gladere end andre gange.
Fx i morges.
Da jeg trykkede på skylleknappen på toilettet, fyldtes cisternen som normalt, men så snart den var fyldt, begyndte det at løbe ud i kummen.
Det løb stærkt. Bekymrende stærkt. Tænk, hvis sådan noget begynder lige når man er taget afsted på en længere ferie …
Jeg prøvede forskellige små trick for at få det til at stoppe, men intet hjalp, så jeg kaldte på min altmuligmand, som prøvede præcis de samme små trick – han var slet ikke villig til at lytte til, at jeg allerede havde prøvet det samme, så jeg gik bare ned for at hente en tang, så der kunne lukkes for vandtilførslen.
“ØV”, sagde jeg, “jeg gider overhovedet ikke skulle ud og købe nyt toilet til et hus, vi har sat til salg. Det må være nok, at vi skal købe to til det nye hus!”
”Bare rolig – jeg kigger lige på det – mon ikke jeg kan ordne det?”
John ned og hente et par stykker værktøj. John op igen. John ned med et eller andet indmad til en cisterne. John op igen.
Efter 20 minutter hørte jeg, at han trak ud.
To minutter senere kom han ned. Problemet var løst og toilettet ordnet.
Der var en eller anden dims, der var kalket til. Jeg fik en masse detaljer om hele operationen, som jeg høfligt lyttede til, men jeg kan for det første ikke huske dem, og for det andet er det slet ikke vigtigt.
Hurra for den slags mænd, der uden tøven bare skiller alt muligt ad i den sikre overbevisning, at de 1) kan udbedre problemet, 2) kan samle det igen bagefter og 3) at det virker efter samlingen.
Jeg må indrømme, at hvis jeg ikke havde haft sådan en mand, havde jeg aldrig turdet kaste mig ud i at købe Den Stråtækte …

Wilton House

Og så har jeg set Formel 1 i dag! Ikke set som i ‘fulgt med i åndeløs spænding’, men set som i ‘sad samtidig og strikkede på min anden Maestro’.
Jeg foreslog, at vi kørte en tur, men John vred sig lidt og sagde, at der jo var Formel 1 kl 13 …
Nårhja. Det havde jeg naturligvis glemt alt om, selv om han sad og så Pole Position i går, men det er så tit, at han ikke kan komme til at se det, så selvfølgelig skulle han se det.
Jeg har da heldigvis altid et strikketøj.
Det sjoveste var, når de kørte i pit – her løftede jeg øjnene fra strikketøjet og kiggede på. Jeg kunne igen og igen være stum af beundring over, at man kan skifte fire hjul på 2,6 sekunder.
Jeg har altid sat stor pris på effektivitet og altid selv været meget effektiv i mit arbejde. Her kunne fænomenet opleves i højeste potens.

21. juni 2014

Jamen så er det en aftale …

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 20:16
Tags: , ,

Vi er stadig ikke særlig udfarende lige for tiden, tæller bare ned til først Skt. Hans, så Sverige for en kort bemærkning og endelig England om en uge.
Men nu skal en gammel drøm blive en til en realitet – John og jeg har i mange, mange år haft New Zealand som et af vores mange ønskerejsemål. Det er ikke en tur, man lige hiver pengene op af lommen til, da den er en anelse pebret i pris, men jeg har i en del år haft nogle medarbejderaktier, som hele tiden har været øremærket til en rejse til antipoderne. Problemet har bare været, at der ikke rigtig har været penge nok i aktierne til at kunne dække hele rejsen.
Det er der nu. Fra jeg stoppede i maj sidste år til nu, er de steget til over det dobbelte.
Der må egentlig være rigtig mange i mit gamle firma (især direktionen, som ‘nøjes’ med at forære sig selv aktieoptioner i stor stil for at få indianerne til at tro på, at de heller ikke selv får lønforhøjelser), der er taknemmelige over, at jeg endelig sagde farvel og tak …
Høhø. Sådan er det naTURligvis overHOvedet ikke – sagen er, at der skete lige præcis det, jeg hele tiden har regnet med/håbet på, der skulle til for at forårsage en pæn aktiestigning: Vi fik et produkt godkendt i USA og Canada. Jeg har simpelthen gået og ventet på denne stigning i et forholdsvis begrundet håb om, at den godkendelse ville komme.
Nu er den kommet, aktierne er steget tilstrækkeligt til formålet, og vi gør dette:

image

27 dage. Fra nord til syd. Uden ophold i Bangkok eller noget. Lige den tur, vi har gået og drømt om.
Det er – selvfølgelig, fristes man næsten til at sige – CPT, der har den – de er bare gode, er de.

I begyndelsen var drømmen at ‘gøre’ NZ i en autocamper, men det er vi gået bort fra igen. Vi syntes, det var så fint i USA, at der hver nat stod en god og kæmpestor hotelseng og ventede imagepå os, for vi gider ærlig talt ikke selv rede sengen(e) op og ned hver eneste aften og morgen, så nu snupper vi turen med den lejede bil og præbookede hotelværelser.
Denne nyopståede dovenskab skyldes nok i betænkelig høj grad vores fremskredne alder, men vi kan jo lige så godt se realiteterne i øjnene og undlade at bestille en ferieform, vi på forhånd har en mistanke om ikke længere er den ideelle for os.

Det bliver til januar eller februar. Den perfekte årstid – sommer der, vinter her. Ingen græsplæner der skal slås eller drivhuse der skal vandes, mens vi er væk.
Nu skal vi have kigget den foreslåede rejseplan igennem dag for dag for at se, om der er noget vi ønsker ændret. Det er selvfølgelig svært at vide, og CPT har erfaringen, men derfor kunne det godt tænkes, at der var en ting eller to, vi måske kunne springe over og til gengæld dvæle en dag eller to ekstra et andet sted.
Der er så forfærdelig meget at se og så forfærdelig kort tid til at se det i. Nu prøver vi, om vi kan se NZ på en lille måneds tid.
Alene det at kunne se skyer som på billedet ville være turen værd.

20. juni 2014

Det stille midsommerliv

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Det er årets længste dag i morgen. Når man er voksen, vel at mærke. Når man er barn, er det den 24. december.
Det er lidt ærgerligt, at man her til lands ikke kan finde ud af at gøre det samme som i Sverige, hvor man fejrer midsommer i den weekend, der ligger tættest på årets længste dag. Det er da irriterende, at man skal fejre det på hverdagsaftener, når vi nu har så mange og hyggelige traditioner i forbindelse med Skt. Hans.
Jeg ved godt, at den 24. juni i tidernes morgen blev valgt, fordi “Højtiden sankthans eller Sankt Hans er det fordanskede helgennavn for den hellige Johannes Døberen, hvis fødsel fandt sted seks måneder før Jesu fødsel” (Wikipedia). Så skulle det faktisk være 25. juni … 
Kilderne er ikke helt enige, for man kan andetsteds se følgende: Johannes Døberen (ca. 5 f.Kr.-30 e.Kr.).
Så når nu det alligevel er lidt noget rod, så lad dog midsommerfejringen være fleksibel – der er garanteret alligevel ikke mange, der kender forklaringen på, hvorfor Skt. Hansdag er 24. juni, men jeg har en stærk fornemmelse af, at mange andre end jeg ville synes det var smart, hvis Skt. Hansaften altid var en lørdag – eller til nød en fredag som i Sverige, men helst en lørdag.

P1020785

Herover et stemningsbillede fra sidste års snydesankthans oppe hos min søster. Snyde-, fordi vi holdt den lørdag aften i stedet for den søndag, det reelt var.
Det var forbudt, for man må kun tænde bål på den rigtige Skt. Hansaften, men bålet var forholdsvis lille og diskret, og de bor så langt ude på landet, at de godt turde løbe risikoen.
P1020802Det tør de ikke i år, fordi de har et KÆMPEbål, der vil kunne ses helt i Helsinge, som de udtrykker det, så vi tropper pænt op mandag aften hos dem sammen med resten af familien. Bodil vil gerne gøre det til en tradition, at vi mødes hos dem Skt. Hans, som vi i sin tid gjorde det på gården.
Hyggeligt nok, og John og jeg er naturligvis ligeglade med, at det er en mandag, men resten af den samlede flok skal op på arbejde om tirsdagen, så for dem er det ikke ideelt.
Mørkere end på billedet til højre bliver det ikke på denne tid af året – slet ikke når det er fuldmåne.
Det bliver det ikke år; tværtimod vil den være stort set helt væk, med kun fire dage til nymåne.

To af vores venner er i dag draget afsted mod det højeste nord i en autocamper, som de har lejet i hele fire uger. De skal have opfyldt en gammel drøm om at køre til Nordkap, og de vil have masser af tid til det. Det får de også – da vi gjorde samme tur, samme rute, havde vi kun camperen i 14 dage, og vi havde masser af tid.
Vi under det dem SÅ godt – vi ved jo, hvor vidunderlig den tur er, og vi glæder os meget til at høre om den, når de er tilbage igen.

Alt denne snak for at sløre, at der ikke sker en pind her på matriklen for tiden – vi har købt nye gulve til Den Stråtækte i dag, men hvor interessant er det lige for andre end os selv?

Næh, så vil jeg hellere høre jeres mening om hvorvidt I ville støtte mig, hvis jeg skulle finde på at starte en landsdækkende kampagne for at flytte Skt. Hans til den weekend, der ligger tættest på årets længste dag …

19. juni 2014

Hvad gør man ikke for sine venner?

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 16:15
Tags: , , , ,

Okay – vi vil nok alle gøre meget, men det var faktisk ikke det, det handlede om i aftes – det var ikke for dem, men sammen med dem.
Folkeparken Roskilde (3)Folkeparken Roskilde (5)Det startede i mandags, da vi fik lokket Inge og Hasse til at komme og hjælpe os af med den kvarte tons ragout, der kom ud af den koloenorme vildsvinehals, jeg havde hevet ud af fryseren. Der var langt mere kød på halsen, end jeg havde forestillet mig – det har virkelig været en solid og stor orne, det kød kom fra, vil jeg tro, eller spiser man ikke orner?
Hvis vi ikke skulle kvæles i vildsvinehalsragout, måtte vi hidkalde hjælp. Heldigvis er de to ikke karrige med hjælpsomheden.
Jeg var ikke helt klar over, om det i virkeligheden var en hævnakt, fordi de var skuffede over maden, da de spurgte, om vi havde lyst til at komme til Roskilde onsdag aften for at se kongelig ballet i Folkeparkens amfiteater.
Ballet??!! Hvordan skulle jeg få sagt på en pæn måde, at ballet siger mig mindre end intet?
Det behøvede jeg heldigvis ikke at spekulere over særlig længe, da Inge selv hjælp mig ud af kattepinen ved at sige, at vi kunne starte med at spise hos dem, så kunne vi bagefter se, om det overhovedet var noget, det der ballethalløj; vi kunne jo komme og gå som vi ville … med andre ord havde de det præcis som os: Vi forstår os ikke på ballet. De var helt sikkert meget dygtige, de unge dansere, men fange os kunne det ikke.
Folkeparken er stor og delvis ufriseret, men det kan I se flotte billeder af ovre hos Inge.

Folkeparken Roskilde (4)

Inge og jeg var enige om, at det var mere underholdende at kigge på alle de rullende unger end på balletten. Hasse og John var, ikke overraskende, af samme mening, så efter at have givet balletten en chance, gik vi en tur i stedet for.

Folkeparken Roskilde (7)

Vel tilbage igen til hygge og snak på altanen, begyndte det at gøre ondt i min højre hæl.
Min første tanke var en hælspore, men den forkastede jeg igen – hvor skulle jeg få sådan en fra? Jeg løber jo ikke, og SÅ overvægtig er jeg vel for pokker heller ikke?
Da jeg stod ud af sengen i morges, var jeg ved at hyle højt af smerte og kunne overhovedet ikke støtte på foden i de første minutter.
Google, google … hælspore … symptomer … opståen … behandling … hmmm … jeg er desværre sikker på, at det er en hælspore.
Jeg har nu været hos bandagisten og købt indlæg til mine sko, plus lidt tigerbalsam fra Matas til natten. Jeg gider ikke gå til lægen; der er alligevel ikke noget, han kan gøre, som kan fremskynde helbredelsen, så det kan jeg lige så godt klare selv. Det undrer mig bare, at det kom fra ingenting til at gøre vildt ondt på så kort tid, men det ændrer sådan set ikke noget …
Den første hjemmeside fra Netdoktoren sprang jeg bort fra med det samme og fandt en mere velskrevet – dette kunne jeg simpelthen ikke holde ud at læse:
…”Man troede da, at det var årsagen til lidelsen, og da den kan minde om en sporer på et par ridestøvler, kaldte man den hælsporer. Det navn har hæftet sig uudrydeligt til tilstanden. Man glemte dog at få og røntgenfotografere den øvrige, jævnaldrende del af befolkningen og ville da have fundet, at de også havde en hælsporer, uden at fejle noget!”
Ynkeligt, hr./fru Netdoktor. Ynkeligt!
Har I prøvet at have en hælspore? Det gør jäklaondt, kan jeg godt fortælle! Jeg håber jeg kan få den i orden igen på kort tid, men det kan godt tage måneder – fikst timet, Ellen, 10 dage før vi skal rejse til England. Godt vi ikke skal gå derover.

18. juni 2014

Godt man har Snipping Tool

Gemt under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags: , , ,

Når nu det tager mindst ti gange så lang tid som før at samle de sjove googlesøgninger op, er det godt, at Windows leverer Snipping Tool, som kan bruges som en form for kompensation. Jeg går ud fra, at I kender det lille ikon med saksen, der klipper en taleboble ud? Før brugte jeg SnagIt, som er langt bedre, men som koster penge. Vi brugte det på arbejdet og jeg købte selv licensen efter at være stoppet, da jeg ikke mente, jeg kunne undvære det program.
Da jeg blev nødt til at købe en ny pc, kunne jeg ikke finde licensnøglen, så jeg kunne geninstallere, og jeg gad altså ikke bruge pengene en gang til, fordi der trods alt findes gratisværktøjet Snipping Tool.

Gode tal

Det tredje kønDet er udmærket, når man skal levere dokumentation for, hvad der stod på skærmen i en fejlmeldingssituation, men kan selvfølgelig bruges i mange andre sammenhænge – fx når man bare vil vise andre et eller andet.
Jeg holder af tal, især af ‘gode’ tal. Dette antal hits på min blog er et eksempel på, hvad jeg opfatter som et godt tal.
Man kan også vise eksempler på nogle af de mere eller mindre fjollede spørgsmål og/eller valgmuligheder man får, når man kaster sig ud i spørgeskemaer eller meningsmålinger.
Den til højre viste er jeg stødt på et par gange. Jeg går ud fra, at hvis man er hermafrodit, kan man bruge den tredje mulighed, ellers kan jeg ikke rigtig se relevansen af ‘Other’.

Husstandsindkomst

Så er der ovenstående. En ret fjollet formulering på et spørgsmål om husstandsindkomst. “…der hvor du bor” ville jeg normalt opfatte som i mit nabolag eller i min by. De sidste fire ord skal bare fjernes. Man kunne forestille sig alternativet: “Hvad er den samlede husstandsindkomst før skat, der hvor din nabo bor?” Her ville et “Ved ikke” være helt på sin plads som svarmulighed, i modsætning til nedenstående eksempel.

Jeg ved ikke om jeg ryger

Hvis ikke man selv ved, om man ryger, har man et problem …

Sovende vej

På Google maps kan man finde sovende veje … det må være i en soveby. Eller måske er det bare en stillevej?

Gallupundersøgelse

Gallup trækker vinderne længe inden undersøgelsen har fundet sted. Det er næsten lige som da man kunne læse om et vist lands valgresultat, der – godt nok ved en fejl – blev offentliggjort inden folk overhovedet havde ‘stemt’.

Udsat hvor længe

Endnu en af de maskinoversatte annoncer. “Eacy” sikkert fordi det ikke engang har været rigtigt på engelsk (each).
Hvor længe mon de udsætter de chokerende resultater? Når de ændrer reglerne for det? Hvilke regler, i øvrigt?

Billigst som lydbogMeget dyr bog

Til sidst to klip fra Saxo, hvor jeg lægger en del penge for mine efterhånden uundværlige e-bøger.
Jeg har dog ikke givet så mange penge, som Comprehensive Coordination tilsyneladende koster … men …
Jeg har lige givet 129 kroner for en e-bog. Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor den er dyrere end lydbogen? E-bogen er bare en fil, men til lydbogen skal der trods alt sidde en person og bruge adskillige timer på at læse en hel bog højt. Der skal bruges en CD og et plasticcover, som skal have noget trykt indeni. Den skal distribueres rent fysisk. Det er ikke første gang, jeg oplever, at e-bogen er dyrere end lydbogen, og jeg kan simpelthen ikke finde logikken.

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 54, der følger denne blog