Hos Mommer

31. oktober 2014

Alternative gardiner i køkkenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Nye gardiner i køkkenetI dag har vi stort set ikke kunnet se fjorden på trods af, at den er lige på den anden side af vejen. Gråt, trist, tåget, småregn, men sådan må det også være indimellem.
Da vi kom ud i køkkenet, så jeg, at vi kvit og frit havde fået nogle lidt anderledes gardiner.
De var såmænd smukke nok, men de er vist ikke særlig holdbare …

Da vi kørte hjem, så jeg huset gennem hybengardiner – det var egentlig også ganske nydeligt.
Alle gardintankerne opstod, fordi vi havde en aftale med en glarmester.
Som kom til den aftalte tid! Han lød redelig og ærlig, så han har fået tjansen.
Vi har bestilt vinduer for en mindre formue, og manden aner i princippet ikke hvem vi er – han har kun Johns fornavn og mobilnummer.
Han gav os en pris – mundtligt – og sagde “Hernede bruger vi altså ikke rigtig at sende på skrift, hvad vi laver af aftaler. Vi plejer simpelthen at stole på hinanden.”
Jamen det er da fint med os …

Ham superoverklumpen af en glarmester, som jeg har omtalt et par gange, ringede gudhjælpemig en gang til for at undskylde og sagde til John, at nu har han fyret den svend, der ikke kunne overholde sine aftaler. John spurgte så, om han havde fyret sig selv, for så vidt han vidste, var det ham selv, der havde lovet at komme begge gange.
Det svarede klumpen ikke rigtig på, men vævede videre. John sagde så, at han var blevet lovet at blive ringet op “… om 10 minutter. De er gået nu!”
Det var heller ikke helt løgn, for klumpen ringede søndag aften – fire dage efter, John naivt havde troet på hans løfter om bod og bedring. Efter lidt mere væveri erklærede John, at nu synes han faktisk, at denne farce havde kørt længe nok, at opgaven ville blive givet til en anden og lad venligst være med at forstyrre mig mere, tak!
Et eller andet sted er jeg en anelse imponeret over denne frækhed, men også kun en anelse, og nu har vi fået et tilbud, der oven i købet matcher en internetpris, jeg havde fundet frem til, så vi er tilfredse! Selvfølgelig er det lidt dyrere i forhold til internettet, men John slipper for selv at montere to store og 34 små termoruder, plus at der er garanti på alle ruderne, hvad der i praksis ikke er, når man bestiller dem via nettet og de bliver produceret i et eller andet østland. Den garanti vil vi gerne betale en lille smule for. Glarmesteren har også selv målt op … jeg var hundenervøs for at bestille dem via nettet, for sæt nu, der var et eller andet vi havde misforstået mht. de mål, vi skulle opgive. Det er nemlig ikke så enkelt, som vi først troede, og jeg kunne lige se os stå med en hulens bunke vinduer, vi ikke kunne bruge til noget. Det er igen det med at lade fagfolk komme til og selv lade være med at foretage sig noget, der kan gå galt.

Hybengardiner

30. oktober 2014

Kølig, men smuk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Overskriften er en glimrende beskrivelse af dagen i dag.
Jeg vågnede tidligt – 5:45 for at være præcis. Kunne ikke sove mere, men lå bare og råhyggede med min bog. Vinduet i soveværelset er altid åbent, bortset fra, hvis vindstyrken er over 10 på Beaufortskalaen – og kommer fra en sydlig retning. Jeg kunne høre, efterhånden som folk kom ud til deres biler, fordi der flere gange lød den umiskendelige lyd af en skraber, der fjerner is fra ruderne. Det var så en af de morgener, hvor jeg i særlig høj grad fryder mig over ikke at skulle ud og først gøre bilen sikkerhedsmæssigt forsvarlig at køre i, bare for at placere mig i en enerverende motorvejsvejarbejdekø i en halv evighed. Jeg tror jeg når at være jobstoppet i adskillige år, inden den følelse af fryd ved at opleve sådanne morgener forsvinder. Opleve dem fra sengen, vel at mærke!

202N00274.107P1030951

Køligt, men smukt kunne man måske også betegne vores nye køkken, som det ser ud lige nu, men når først der kommer lidt på hylderne, bliver det vældig godt, er jeg sikker på. Jeg er i hvert fald meget, meget glad for, at det har ændret udseende til den mere kølige side.
I Netto i dag fandt jeg nogle store, enkle og musesikre opbevaringsglas, som jeg vil tro, uden at have målt dem, kan rumme 1½-2 liter, og besluttede på stedet at købe restpartiet. De skal bruges til pasta, ris, bønner og lignende, der godt kan tåle at kunne ses. Skabet bagerst til højre kunne nemlig kun blive et åbent skab, så det er med at finde noget, der ikke skæmmer køkkenet, selv om det står til fri beskuelse. Glassene kostede en rund tyver stykket! Så kan alle være med.
Det var også nødvendigt, for i går købte vi komfur, emhætte og opvaskemaskine … pengene fosser desværre stadig ud af statskassen.

Præstø havn (1)

Og hvorfor gik jeg i Netto, når jeg ellers hævder, at jeg aldrig handler i Netto? Det gjorde jeg fordi Charlotte i sidste uge ville ind og se, om de havde nogen gode spottilbud. Hun købte tre krus og i dag fortalte hun mig, at hun bittert fortrød, hun ikke havde købt seks. Det er med at være om sig, når Netto har den slags ‘engangs’varer, og jeg var da også svineheldig og fik fat i de tre sidste, der var.
På vej til Præstø kunne jeg ikke stå for motivet af den lille havneby i det bløde eftermiddagslys.

Præstø havn (2)

29. oktober 2014

Tomhed, læsbarhed, lixtal, sprogøre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags:

Så er englænderne landet igen i Heathrow. Det har – som sædvanligt – været skønt at have dem her og de syv dage er – som sædvanligt – fløjet afsted. Der er – som sædvanligt – meget stille igen i det lille rækkehus. Høsten fra landmandslivet er endt i skraldespanden, markerne er ganske enkelt lagt sammen igen og vendt tilbage til deres tidligere og sikkert kedeligere liv som tæpper. Sengetøjet er pakket væk. Det eneste, der ikke virker tomt, er køleskabet – jeg har altid så mange rester, at vi kan leve af dem det meste af en uges tid.

Mens de var her, var Charlotte på biblioteket for at finde nogle læse-let-bøger til Anna. Hun læser hurtigt og flydende på engelsk, men de børnebøger de har på dansk ovre i England, er alt for svære at begynde at læse for hende. Hun skal først til at lære at koble bogstaverne sammen med de lyde, hun kender fra dansk, og når man ‘kun’ kan læse engelsk, er det sværere end man umiddelbart tror, men tænk bare på et ord som i, som Anna kender som I, og hvor det betyder jeg. Hvis hun skulle have skrevet i på dansk, ville hun have skrevet e.
Jeg er naturligvis overhovedet ikke med på, hvad markedet byder på i den genre og blev derfor lidt forbavset over, at man kan skrive en hel bog med ord på to bogstaver: Bi på is og Ib i en sø, som har lixtal på 1-2. Frode tryller har lix 3,6 og har, som det fremgår af titlen, ord på op til seks bogstaver.
Skulle man ikke lige kunne huske, hvad lixtallet betyder, er det et udtryk for en teksts læsbarhed. Her kan man finde lidt mere om det, hvis man skulle være interesseret. Mine tekster ligger på lixtal omkring de 40 og hører derfor til i middelklassen; det er kun ganske få, der når op over middel, men det er heller ikke lovtekster, jeg forfatter her. Denne tekst har lix 41,36.

P1030955

Det er pudsigt med børnene: Anna læser som sagt på et niveau, der svarer til lidt mere end hendes alder, mens Aubrey på grund af sin ordblindhed halter langt bagefter. Det er blevet bedre, efter de har fået nogle gode værktøjer, men der er lang vej endnu.
Når det kommer til udtalen af det danske sprog, er det lige omvendt: Anna taler dansk med en kraftig engelsk accent, hvorimod Aubrey siger lydene på fuldendt og fejlfrit dansk. Anna ruller fx på r’erne, hvilket Aubrey ikke gør.
Han har sprogøre og er mere musisk orienteret – Anna er forholdsvis umusikalsk. Charlotte og jeg har en teori om, at det at have let ved at fange musikken i et sprog har noget at gøre med, at man ikke er mere eller mindre tonedøv.
C talte et glimrende engelsk, da hun flyttede til England, men de første tre måneder kunne de høre, at hun var skandinav. De næste tre måneder spurgte de, hvor hun kom fra, og efter seks måneder var der ingen der kunne høre, at hun ikke er født i England. Det der afslører én som udlænding, er tonen i sproget – det er fuldstændig ligegyldigt hvor stort og fornemt ordforrådet er og hvor grammatisk korrekt man taler, hvis man lyder som Eddie Skoller, når han giver den med Våt have ju lørned in skul today?

28. oktober 2014

Nyt køkken stærkt på vej

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

John måtte tidligt op og afsted i morges for at lukke køkkenmontøren ind klokken 8.
Han kom først hjem igen klokken 16, for selv om der ikke blev sagt noget om, at vi skulle være der for at hjælpe, viste det sig, at han var glad for at have John til at holde et eller andet indimellem.
Og selvfølgelig opstod der et spørgsmål eller to undervejs, som der skulle tages stilling til.
Montøren ville starte tidligt og så hellere arbejde 10-12 timer frem for at køre den lange vej fra Nordsjælland igen i morgen. Der var dog et par ting, der drillede, så han kommer rent faktisk igen i morgen, men der må han klare sig selv, for det er sidste dag, englænderne er her – de skal være i lufthavnen senest kl. 14.

202N00274.107 

Jeg er naturligvis supernysgerrig, men må styre mig til senere – enten kører vi ned i morgen og kigger, eller også må jeg pænt vente til torsdag … nu må vi se … men det bliver langt bedre. John tog en del billeder undervejs. Jeg er glad for, at jeg (også her) insisterede – jeg kunne bare ikke snuppe den grønne farve.

Nyt køkken (5)Nyt køkken (8)

Børnene har leget ‘gård’ det meste af dagen. De fik hver en traktor med ladvogn i dag, og hele stuen er nu omdannet til marker og hvad man ellers har brug for som landmand. De fik bønner og pasta i utallige variationer, mine slebne sten, som fint passede i forholdet, og de inddrog de fleste af husets små beholdere og bordskånere. Jeg husker ikke alle funktionerne, men børnene havde helt styr på det, hvilket naturligvis er det vigtigste.

P1030947

På et tidspunkt gik det galt med linserne. Undskyld … årets kornhøst … vognen væltede, og der var linser korn over et temmelig stort areal.
Det sviner ikke som sådan, men de fleste landede på tæppet med en gevaldig spredningsevne, og støvsugeren befinder sig desværre nede i Den Stråtækte lige nu, så vi må vente med at få det hele samlet op igen. Sagde jeg.
Det ville Anna alligevel ikke have. Hun begyndte at samle op med hænderne, mens hun med engleansigtet monteret erklærede, at hun nok skulle hjælpe os med at få solgt huset.
Hun har sikkert hørt os tale om, at her altid skal være ryddet pænt op, hvis der nu skulle komme nogle eventuelle købere.

P1030946

27. oktober 2014

Frivillig arbejdskraft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags: , , ,

Jeg troede vi skulle i Tivoli i dag for at se Halloween-halløjet derinde, og vejret var da også godt nok til det, men Charlotte ville hellere en tur ned til Den Stråtækte for at arbejde lidt i haven!
Der lød så sandeligen ingen protester fra Johns eller min side, og da børnene ikke kendte noget til de oprindelige Tivoliplaner, havde de heller ingen indvendinger. Den eneste, der så lidt skæv ud i ansigtet, var Tim, men da C sagde, at han gerne måtte sidde i den gode stol enten udenfor eller indenfor og nyde enten udsigten eller sin bog eller begge dele, var også han helt med på ideen.
Vi rundede en bager for at købe en syndig kage som selvbelønning og så ellers afsted.
Børnene nød at lege ude i haven, især fordi tre af os var derude til at holde dem med selskab, og ville de ind i fem minutter, var far derinde. Perfekt børneliv. Ikke fordi de ‘brugte os’, men de nød, at vi bare var der, mens deres egne fantasilege foldede sig ud.
Jeg fik fjernet lidt mere af skvalderkålsrødderne, og C fik ordnet noget af stenbedet og fliserne i nærheden af drivhuset, så det blev så fint, så fint.
John slog græsset og ordnede derefter også lidt rundt omkring.
Det er en skam, at de ikke kommer lidt oftere …
De kommer til februar, men der kan man nok ikke komme så meget i haven.
De snakkede igen om august, så det lyder som om de holder fast i at holde sommerferie i Danmark – “og så skal vi nok få sat lidt mere skik på den have, mor!”
Skønne, skønne ord. Jeg har aldrig rigtig været havemenneske, men C er fuld af gode ideer og ditto råd, så jeg er lutter store ører.

P1030943

Da vi havde arbejdet tilstrækkeligt for i dag, kørte vi hen for at vise dem Kludeegen. Jeg skal da lige love for, at der blev stillet mange spørgsmål fra børnenes side.
- Hvor er de syge, når de lægger en bog, mommer? (Det var en højskolesangbog …)
- Er det fordi man har et sygt barn, man hænger en sut, mommer?
- Hvor er man syg, når man hænger en vaskeklud, mommer?
Gode, gode spørgsmål, som vi var nødt til at involvere børnenes egen fantasi til at finde svarene på.
De endte med at konkludere, at alt det der troede de altså ikke på!
Fair nok.
Vi gik en tur, fordi far lige var nødt til at tage på arbejde i en halv times tid (telefonen).

Hele den pukkelryggede … næsten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:01
Tags:

P1030935Da min far levede, samledes vi altid på gården hele styrken, når englænderne var hjemme – men selvfølgelig ikke kun ved de lejligheder. Mine forældre elskede at samle børn og børnebørn, så på gården har der altid været masser af både hjerte- og husrum.
Det er slut – forældrene er døde, gården er solgt, husrummet er væk og vi må mødes andre steder.
Det er fint nok med det gamle ord om, at hvor der er hjerterum, er der husrum, men det holder ikke helt, synes vi – hjerterummet er der, men det kniber godt nok en del med husrummet et enkelt sted.
I rækkehuset har vi simpelthen ikke plads til at have hele familien på én gang, uanset hvordan vi forsøger at få det til at gå op. Det får vi i Den Stråtækte, men lige nu er det kun i Sverige, vi kan være alle sammen, og der tager vi altså ikke op for at mødes en søndag eftermiddag og aften, når alle undtagen os – og englænderne, selvfølgelig – skal på arbejde mandag morgen. Eller skal til eksamen …
Heldigvis har jeg to søstre, som har mere plads end vi har og heldigvis er de begge søde og villige til at lægge hus til. Denne gang var det mellemsøsteren, der sagde, at vi skulle være så velkomne hele bundtet … yngste søster er i Alicante på forlænget weekend, men hendes børn troppede op, så vi var 16, der mødtes i dag. Den ene moster, fætteren, de fire kusiner, en kæreste og en mand, plus mine søstres børnebørn William og lille Ella. Charlotte var glad. Meget glad. Mor her blev glad, for hun så datterens ansigt lyse fra vi kom til vi gik – måske især da vi gik til bords, for det var spisebordet fra gården, vi satte os ved – denne søster har spisestuen næsten intakt, så møblerne, familien og dermed samværet bragte tilsammen Charlotte tilbage til barn- og ungdommens sorgløse dage.
Hun har ikke set familien siden jul, og selv om hun har et på alle måder godt og lykkeligt liv i England med sin Tim og sine børn, savner hun at være sammen med den danske del af familien og stortrives, når alle kan mødes.
Hun fik snakket grundigt med alle og blev opdateret på deres liv i videst muligt omfang, så familiekontoen blev fyldt fint op for Charlottes vedkommende.

Billedet? Vi gik en tur til/i Solgårdsparken, hvor dette træ stod.
Det er bare ikke et træ. Det er E.T.
Ham kendte børnene ikke, og i deres øjne ser en alien heller ikke sådan ud. Jeg ændrede pudsigt nok hurtigt mening og hævdede, at det nok snarere er en dinosaur, og så var de med igen. De kunne sagtens se et dinosaurhoved.

25. oktober 2014

Den Stråtækte faldt i god jord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags: ,

P1030901Græskarlygterne virkede fint nok.
I dag gik turen til Den Stråtækte. I hamrende kedeligt vejr – faktisk det værst mulige, med tåge, dis og støvregn, så man ikke havde noget særlig godt udsyn nogen som helst steder hen.
Det var der ikke rigtig noget at gøre ved – ingen af dem var indstillet på at vente til en anden dag, så det skulle bare være nu.
Vi måtte sige til os selv, at det kun kan blive bedre den næste og de følgende gange, de ser huset.

De elskede det ved første øjekast. Man er vel altid lidt spændt på, hvad ens barn siger til, at man finder en ny bolig og stedet, hvorfra der var gode barndomsminder, forsvinder så at sige, men Charlottes gode minder er i virkeligheden mere knyttet til mine forældres gård, fordi hun gennem en halv snes år tilbragte stort set alle sine eftermiddage der, indtil jeg var hjemme fra arbejdet. Hun hyggede med sin mormor og morfar, som altid havde tid til hende, hun passede sin hest og nød i det hele taget friluftslivet.

P1030899

Ingen billeder fra Den Stråtækte, men et fra havnen i Roskilde, hvor ungerne ville vise, hvordan Pippi sandsynligvis ville have brugt bænken.
Men altså: De glæder sig, til vi flytter derned, de glæder sig til at komme og bo i det dejlige hus, de glæder sig til at kunne kajakke rundt ude i fjorden og de glæder sig til at nyde den smukke, smukke natur, der er i området. Sommerferien 2015 blev vist planlagt til at skulle holdes i Danmark …

P1030908P1030911P1030915

På den anden side af fjorden, ovre på Feddet, ligger en af Danmarks største campingpladser, hvortil der er knyttet en stor og meget spændende legeplads “Skovbanen”, som vist dels er campingpladsens og dels er kommunal. Man må i hvert fald godt bruge den uden at bo på campingpladsen.
Den var et hit. Der er vanskeligt passable hængebroer, og der er fem forskellige svævebaner, som ikke er helt ‘blide’ – børn under 10 år skal være ledsaget af en voksen, og børn under seks år må slet ikke benytte forlystelserne.

P1030916

Tim prøvede en af svævebanerne. Den så ud til at være den farligste af dem, så han ville lige prøvekøre den.
Hvad han ikke lige havde taget højde for var, at han nok vejer cirka fire gange så meget som børnene, så han fik heeelt vildt meget fart på. Jeg tror slet ikke, de andre opdagede det, men Charlotte og jeg var sikre på, at han ville smadre ind i træet for fuld hammer. Vi havde nogle skrækslagne sekunder, inden Tim selv fik reddet situationen ved at føre benene frem og tage stødet af ved at hamre dem ind i en form for madras, som var anbragt der for det samme. Det lyder slet ikke af noget, når jeg fortæller det her, og det er også ligemeget, for to nanosekunder efter vi kunne konstatere, at han overlevede uden at blive mast flad som en pandekage op ad træet, var Charlotte og jeg ved at tisse i bukserne af grin. Vi kunne slet ikke holde op igen; det var vist en lettere hysterisk latter, som dels var ægte latter, fordi det rent faktisk havde set ustyrlig komisk ud, og dels et udtryk for vores lettelse, tror jeg.

24. oktober 2014

Og mig, som ikke vil markere Halloween …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: ,

Go’e, gamle Jens Otto Krag, som først kom med bemærkningen om, at man har et standpunkt, til man ta’r et nyt. Gad vide, om han selv var klar over, at den sandhed ville gå over i historien?
Da Charlotte var barn, var det endnu ikke blevet så moderne at markere Halloween eller Allehelgensaften, som det retteligen hedder på dansk – og som det skulle have været vedblevet med at hedde, hvis I spørger mig …
Det er kommet til senere, det med at lave en masse penge på det, og jeg har derfor aldrig følt, at det var noget, jeg behøvede at gå op i – faktisk har jeg altid ment, at det var lidt pjattet og meget kommercialiseret, men heldigvis kunne jeg tillade mig totalt at ignorere fænomenet.

P1030880

Indtil nu. Som det vist tydeligt fremgår af billedet.
Charlotte sagde, at børnene ææælsker Halloween, og mere skal der naturligvis ikke til, før mommer er der som en mis og køber græskar, som de kan lave lygter af. Her er morfar ved at skære for, så de kan skrabe indmaden ud.

P1030885P1030888

Og her er resultaterne. Midlertidigt uden låget, så effekten af lyset kunne vurderes, inden vi satte dem ud i haven, hvor de fra i aften skal hygge uhyggeligt meget. Eller er det omvendt? Uhygge meget hyggeligt?
P1030890

Men først skulle der leges lidt med hovederne ude i drivhuset.

Man har et standpunkt …

23. oktober 2014

Sjov med sjove googlesøgninger (13)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Der er desværre nok sidste gang, denne overskrift vil vise sig på min blog, da vi ikke længere får lov til at se, hvilke søgninger der fører til bloggen.
Det er temmelig ærgerligt, for det gav anledning til mange gode grin. Dette er derfor, hvad jeg nåede at få indfanget, inden der blev lukket for det varme vand. Det vil sige … helt lukket blev der trods alt ikke; det drypper stadig en lille smule, således at vi får en fem-seks søgeord eller -sætninger at se hver dag, men der er godt nok langt mellem perlerne.

tove smed huse i provence
Enten var Tove meget, meget gal, eller også er hun meget, meget stærk.
Derfor forstår jeg nok alligevel ikke, hvorfor hun har smidt rundt med huse i Provence.

paraskevidekatriafobi
DER fik du mig! Har hverken hørt eller set det ord før – til gengæld vil jeg af samme grund vædde alverdens rigdomme på, at det ikke forekommer på min blog (før nu, forstås …), så hvordan du havnede hos mig, er lidt af en gåde.
Jeg måtte selv google og fandt ud af, at det betyder frygt for fredag d. 13. Der kan man bare se. Gad vide, hvordan det udtales? Hvor skal trykket lægges? 
(Vidste I, hvad det betød?)

farveblind test til børn
Sludder! En test kan ikke være farveblind.
Jeg ville nok kalde det for en farveblindhedstest.

grøt i leirgryte 
Googles veje er uransagelige. Jeg blogger ikke på norsk, og jeg har da slet ikke skrevet noget om grød i lergryde … hvordan er du havnet her??

hvorfor bliver tåen spids på strikket sokker
Her kan du lære to ting af mig:
1) Det hedder strikkeDE sokker. Eller én strikket sok.
2) Tåen bliver spids, fordi du strikker ‘stjernetå’ og lukker af på hver omgang, vil jeg tro. Luk af på hver anden omgang – eller googl ‘båndtå’ – se fx her.
Min brugs reklamerer med “Slagterens hjemmelavet pålæg”. Det hedder det IKKE, men jeg skal nok bare være taknemmelig for, at de har droppet apostroffen i “slagterens” – men hvorfor så de ikke har gjort det i “bageren’s”, er mig en gåde.

nyskovens hyacinth sparker
Så gider jeg ikke komme i Nyskoven mere. Ikke hvis hyacinterne sparker.

kommer bøg før ask
Kommer??? Den “kommer” ikke, den springer [ud]. Og så er det i øvrigt en eg og ikke en bøg, vi taler om – det skal jo (okay, med lidt god vilje) rime på “bleg”.

Det var det. Lidt tamt, ikke?
Grunden til, hvorfor det er blevet sådan, kan læses herunder, men selvom jeg forstår ordene, forstår jeg stadig ikke hvorfor Google traf den beslutning. Jeg kan jo ikke se en URL på den søgende, kun selve søgeordet, så de der privacy reasons ville jeg gerne have forklaret lidt nærmere.  
Nu har WP foreløbig ledt godt et år efter en metode til at vise how users arrive on my site – enten er den nød svær at knække, eller også gider de bare ikke gøre mere ved det. Man kunne godt have en lumsk anelse om sidstnævnte.

image

Til slut vil jeg vise et eksempel på et af livets små, pudsige sammentræf. I går i min feeder lå disse to indlæg lige op ad hinanden.
Det var da både sjovt og sødt …

Pudsigt sammentræf

22. oktober 2014

Min sommetider alt for bløde mand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: ,

Historien om glarmesteren fra i går har en fortsættelse.
I morges ringede han og hældte spandevis af vand ud af ørerne til John. I mine øjne lød det som en bunke dårlige undskyldninger, men John har så svært ved at sige fra, så da manden højt og helligt lovede at være der kl. 11, sagde John, at så ville han køre derned.
”Det havde jeg ikke gjort, men det må du da selv om”, sagde jeg.
John kom hjem kl. godt 15 og I må gerne gætte på slutningen på historien …
Klokken 12 ringede John til manden og spurgte, hvor han blev af.
”Jaaamen, jeg er lige i Næstved og er færdig her om 10 minutter, så ringer jeg, når jeg kører!”
Hvis han er færdig om 10 minutter, kan han da bare køre om 10 minutter. Slutprut.
Han ringede aldrig og han kom aldrig. Klokken 14:15 kørte John hjem igen – og denne gang var selv den milde John stiktosset.
Jeg tvivler på, at den klump til glarmester tør ringe igen – John følte sig totalt til grin, hvilket han i øvrigt også var, fordi Jimmi ikke kunne skjule, at han fandt situationen temmelig komisk.
Jeg blev enig med mig selv om, at det nok var smartest at undlade at grine, da han kom hjem og fortalte historien, men jeg gjorde det inde i mig selv …

Crostini med tuncreme

Jeg fik mig til gengæld en fridag ud af det, så det skulle udnyttes – fik strikket lidt på et spændende sjal, men vigtigst af alt fik planlagt og indkøbt alt (tror jeg – ingen garantier her. Der skal nok være et eller andet, jeg har glemt) til de næste 3-4 dage … englænderne kommer som tidligere nævnt i morgen.
De lander kl. 17 og når vi er helt hjemme ved seks-noknærmerehalvsyvtiden, er de erfaringsmæssigt småsultne, men ikke rigtig sultne, hvorfor jeg denne gang har tænkt mig at lave lidt snacks/hors d’oeuvres til at sidde og hygge med over en øl eller et glas vin.
På billedet crostini med en god, hjemmelavet tunsalat til – fundet her.
De kan laves dagen i forvejen, så det gjorde jeg lige. Der blev så mange, at jeg roligt kunne tage lidt fra til John og mig til i aften.
Derudover vil jeg lave baconomsvøbte dadler med abrikosstrimmel og pistacienødder, også fundet hos Martha Stewart. Til de af jer, der synes, det lyder rædselsfuldt, kan jeg sige, at det smager en hel del bedre, end det lyder.
Så en omgang pølsehorn, mest for børnenes skyld. Her snyder jeg og køber færdig pølsehornsdej.
Til sidst Kong Mors underskønne butterdejs-skinkekringler.
Og endelig agurke- og gulerodsstænger. 
Inden vi er færdige med at spise alt dette, er alle garanteret blevet stopmætte.

21. oktober 2014

Den gode service var så kun i går, åbenbart …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags:

Alle termoruderne skal skiftes, men vi har efterhånden indset, at det nok først bliver til foråret, for det er for sent at male dem nu.
De virker såmænd også godt nok, men de fleste er punkterede, så det er sommetider lidt svært at nyde udsigten gennem dem.
I stuen er der to vinduer – de to, hvor der bare var sat nogle skrækkelige blyindfattede ruder i som forsatsvinduer – som skal skiftes nu.
Blyet er for længst fjernet, så der er ét lag glas i de to ruder, hvoraf det ene oven i købet både er revnet og har et hul lige ud til det fri i det ene hjørne.
Det bliver sandsynligvis en anelse køligt til vinter – selv om det er i stuen, hvor brændeovnen står, er der ingen grund til at fyre for gråspurvene.

Via google fandt John en glarmester fra Præstø; jeg ringede til ham og han lovede, at der ville komme en og se på sagerne “mellem kl. 13 og 15:30”.
Fint nok.
Da klokken var blevet 16, uden der var sket en disse, ringede John igen.
“Nå … er han ikke kommet endnu? Jeg ringer lige for at finde ud af, hvor langt han er nået. Jeg ringer tilbage om et øjeblik.”
Kl. 16:30 havde han ikke ringet tilbage, og der var heller ikke dukket nogen op.
Så kørte vi hjem. Den glarmester kan rende os et vist sted. Vi finder en anden.
Det er i orden at blive forsinket – det kan der være mange gode forklaringer på, men så ringer man, gør man! 
Jimmi Gulvmand var der og fulgte lidt med. Han blev lidt ærgerlig både på vores og på håndværkernes vegne.
“Det er desværre den slags kvajpander, der gør, at alle håndværkere har et dårligt ry. Man kan altid ringe – og man skal ringe, hvis man ikke kan holde en aftale. Jeg kan i øvrigt anbefale Xxx som glarmester. Han er god nok.”
Tak, Jimmi. Ham her er i hvert fald fyret på forhånd – han bestod ikke adgangsprøven.

P1030840

Det var så flot vejr i går. Nu er regnen vendt stærkt tilbage, men åbenbart også denne gang værre nede ved Præstø end oppe ved rækkehuset.
Jimmi er færdig med at slibe og skal til at ludbehandle og lakere, så vi er forment adgang t.o.m. fredag.
På torsdag kommer englænderne, men vi må styre os med at vise dem huset til lørdag eller senere. Murphy siger, at det bliver bragende godt vejr på fredag og møgelendigt resten af tiden … vi ville jo helst ankomme i fint solskin, men man kan vel ikke forlange alverden i slutningen af oktober.

20. oktober 2014

Skorstensfejeren gik en tur … til Præstø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags:

P1030842P1030843Vi har fået en udsøgt service i dag.
Morten Tømrer har sat vores nye brændeovn på plads, men for at være på den sikre side mht. forsikringen, skal en skorstensfejer godkende både den og skorstenen, inden vi tager den i brug.
Som de lovlydige borgere vi naturligvis er, ringede jeg i formiddags til den lokale skostenfejer.
- Ja goddag, du taler med … bla bla …
- Jamen vi kommer da og ser på det. Hvornår er I der?
- Hele dagen i dag, fx …
- Jeg skal sørge for, at der kommer en ung mand og hilser på jer.
Den unge mand kom to timer efter! Det kalder jeg lynhurtig ekspedition. Hatten af for det.
Skorstensfejeren beholdt sin på.
Det hele blev godkendt, og jeg måtte bare have et billede af en vaskeægte skorstensfejer, som de har set ud meget, meget længe, med høj hat og det hele.
Og iPad.
Det kunne jeg ikke stå for.

Hvor ER jeg også glad for, at jeg fik overtalt Hr Nielsen til at entrere med en professionel gulvmand fremfor selv at begynde at rode yderst amatøragtigt med de smukke, men dårligt vedligeholdte gulve.
Jimmi startede sit arbejde i dag og holddaop for en forskel.
De er naturligvis bare slebet nu; de mangler at blive hvidpigmenterede og derefter lakerede, men de bliver flotte. Superhamrende flotte.

P1030838P1030845

Herover køkkengulvet.

P1030846P1030849

Og herover entreen, hvis gulv går lige over i køkkengulvet, men dette var lakeret, mens køkkengulvet var hjemmehvidpigmenteret og derefter dårligt vedligeholdt, så det fremstod som meget snavset.
Nu bliver de næsten helt ens at se på. Ens i struktur og farve, lidt forskellige i bredde, men det vil man stort set ikke lægge mærke til, når de er færdigbehandlede.
At de ser forskellige ud på billederne, skyldes dels fotografen og dels forskelligt lysindfald.
Vi kommer nærere og nærere, som min far sagde.
Jeg er helt smadret i armene af at bruge malerrulle, så jeg kunne desværre ikke lave aftensmad … ej, hvor var det ærgerligt (ironisk smilende smiley), men det findes der da gudskelov forskellige løsningsmuligheder for …

19. oktober 2014

Kan der mon snart være mere regn i de skyer?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:21
Tags: ,

P1030827Hjemme ved rækkehuset har det regnet meget i dag.
Nede ved Den Stråtækte har det regnet ekstremt meget i dag. Det er sandelig godt, at huset ligger lidt højt og at der er masser af plads til vand i fjorden – dagens vejr må minde stærkt om de nordjyske forhold fra starten af ugen.
Nogle gange kunne vi ikke engang se fjorden. Det var, når det i stedet for at regne meget, regnede voldsomt meget; der var ikke så meget som et minuts pause fra vi kom i formiddags, til vi kørte igen klokken 16.
John var rundt om huset for at inspicere – dagen i dag var den perfekte dag til at tjekke, om der står vand på steder, hvor der helst ikke skal stå vand. Det gjorde der henne ved garagen, men det var bare et afløb, der skulle renses. Det var hurtigt klaret, så på det punkt behøver vi ikke at være bekymrede.  
Hjemvejen var præget af vand på vejen; nogle gange temmelig meget, hvorfor bilen flere gange fik en gang gratis undervognsvask. Mange marker var oversvømmede og Køge Å var visse steder gået så meget over sine bredder, at man ikke kunne se åløbet – hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, det var en temmelig lang sø.

Vi startede på at male førstesalen i dag.
Man er ikke i tvivl om, hvor man er nået til.
Det pynter.

P1030823

Værelset her blev færdigt – med første gang maling, forstås. Selv om det er god og superdækkende ‘malermaling’, kommer vi ikke uden om at give det to gange, når vi starter på så mørk en bund.

Lige nu i skrivende stund har vi siddet og fulgt en fantastisk solnedgang. Det er som om himlen selv forsøger at bøde lidt på dagens møgelendige vejr.

19 okt 2014

18. oktober 2014

Det fik mig op af stolen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: ,

“Jeg er blevet så gammel, at jeg staver, som jeg har lyst til”.
Hvad siger I så? Når man ældes, gælder reglerne ikke mere for en? Hvem aldersdiskriminerer hvem?
Jeg så erklæringen for et stykke tid siden i en kommentar hos en anden blogger – jeg tror ikke, den pågældende kommentator læser med hos mig, men skulle jeg tage fejl, beklager jeg – det ændrer dog ikke min holdning til påstanden.
Forklaringen – eller undskyldningen, om man vil – er præcis lige så dårlig som den jeg hørte i Haslev: “Jeg synes det ser pænere ud med genitivsapostroffer.”
Jeg ved i sagens natur ikke, hvor gammel den pågældende er, men hvornår mener mon vedkommende, at man opnår alderen “gammel nok” til at stave som man lyster? 50 år? 70? 30?
Gamle mennesker tror nogle gange, at de har særlige rettigheder, bare fordi de er gamle. Jeg oplevede engang i supermarkedet, at en gammel dame prøvede at springe køen over ved at hævde, at hun havde det dårligt med at stå så længe. Hvorfor pokker køber hun så ind, når hele det arbejdende folk er nødt til at købe ind? Hun kunne være kommet om formiddagen, kunne hun. Hvis gamle personer ikke vil aldersdiskrimineres, må de gerere sig ude i samfundet på lige vilkår med andre. Jeg tager gerne hensyn til folks svagheder, men ikke, når de ligefrem selv kræver det uden at se ud til at have behovet, så bliver jeg noget så stædig!
Nå – det var stave- og køregler, der åbenbart træder ud af kraft for gamle/ældre personer.
Er der mere, som jeg bare ikke har fundet ud af endnu? Der skulle vel ikke tilfældigvis være nogle gode, gamle skattefradragsregler, der for længst er fjernet, men som stadig gælder for gamle, fordi de gjaldt, da de gamle var unge? En vedvarende stædighed lige som når nogle holder fast i den mere end 136 år gamle stavemåde for the og de over 59 år gamle linie og vanille? (Der var valgfrihed mellem fx linie og linje mellem 1955 og 1986). Hvorfor er det i øvrigt kun te, folk synes “ser pænere ud” med ‘h’, mens det åbenbart ligger dem ganske naturligt at skrive trone og ur i stedet for også at holde fast i theater, throne og uhr? Mig ikke forstå …
Er det ikke snarere en falliterklæring at erklære, at man staver som man lyster? At man herved indirekte indrømmer, at man ikke gider gøre sig den ulejlighed at stave korrekt? Man kan fejlstave i god tro; det er helt okay, men når man finder ud af korrekt stavemåde, bør man rette sin fejl, uanset hvad man mener om det.
Jeg bryder mig ikke om staveanarki, heller ikke selvom man prøver at putte det ind under en ældrehat. For mig virker det mere som en form for forstokkethed, hvad vel de færreste gamle/ældre vil have hæftet på sig i andre sammenhænge.
Jeg har i tidens løb begået adskillige stavemæssige fejl her på bloggen. Nogle er jeg blevet gjort opmærksom på via kommentarerne, andre har jeg selv fundet frem til, fordi jeg kom i tvivl og slog ordene op. En del gange er jeg blevet temmelig overrasket over, hvad jeg gik og bildte mig selv ind, men jeg bestræber mig på at huske det nye (for mig) og skrive korrekt fremover. Hvis jeg holdt på, at jeg er gammel nok til, at det er i orden at stave forkert, har jeg endegyldigt mistet retten til at brokke mig over andres fejl.

Det var lørdagens udladning – som min gamle chef sagde, er jeg ikke lige typen, der får mavesår – jeg går ikke og brænder inde med tingene.
Om nogle vil kalde mig gammel, er jeg nok lidt ligeglad med, men jeg vil meget hellere kaldes pedantisk end forstokket.

Nordskovvej (7)

God lørdag aften derude – jeg håber ikke jeg helt har ødelagt jeres gode humør Smile

17. oktober 2014

Elgen var en lille smule snyd

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , ,

imageElgen var en lille smule snyd, men også kun en lille smule.
Den var nemlig ægte nok, men den gik i en indhegning.
I de efterhånden mange år, vi har haft vores regelmæssige gang i Sverige, kan de gange, vi har set elge ude i naturen, tælles på to hænder, mere præcist seks gange, og de fire af dem så vi dem fra temmelig stor afstand. Sporene efter dem har vi set heroppe i haven på vintermorgener masser af gange, når der har ligget afslørende sne, men det tæller ikke rigtigt, når man ikke har set selve elgen.
Det er meget sky dyr, som søger langt ind i skovene om dagen, hvorfor det også hovedsagelig er om natten, de bliver kørt ned. Eller rettere bliver kørt ind i, for det går mindst lige så meget ud over bilen, når man på den mindst ønskelige måde træffer på det store dyr.
Jeg var engang skræmmende tæt på at køre ind i en stor elgtyr kort efter mørkets frembrud. Den stod lige midt på vejen og var totalt blændet og lammet af bilens forlygter. Jeg nærmest stod på bremsepedalen for at standse i tide, hvad jeg heldigvis lige akkurat nåede, men sikke en forskrækkelse for os alle sammen, elgen sandsynligvis inklusive. Da bilen stod stille, forsvandt den ind i den mørke skov.
Det var den ene af de to nærhedsoplevelser. Den anden var en hel del mere hyggelig: I sommeren 1997, da ødegården lige var blevet erhvervet, fik jeg øje på en ung elg, der stod lige på den anden side af vejen og nysgerrigt iagttog os. Hele familien var heroppe og i gang med forskellige udendørs aktiviteter, så jeg fik i hast samlet de fleste, mens elgen stadig stod og gloede på os. Den var, af ukendte årsager, ganske tydeligt mest interesseret i Charlotte, som fik lov at gå helt hen til den, hvilket min yngste søster kommenterede med, at den ene ko jo selvfølgelig kender den anden.
Charlotte replicerede med, at den naturligvis følte sig tryg, fordi den kunne se, at hun havde taget hele familien med!
Sådan hyggede de sig så tit, de to – de havde ofte et pingpongspil kørende til de øvrige familiemedlemmers udelte fornøjelse. Det kan de såmænd stadig have, når lejlighed byder sig, men det gør den i sagens natur ikke så ofte mere.

P1030799P1030810

P1030807På vejen hjem fra Flammefallet i går kørte vi på Älgsafari ved Markaryd; et stort indhegnet område, de har indrettet således, at man kan køre rundt i egen bil for at studere elgene.
Man må naturligvis ikke gå ud af bilen, men man må gerne åbne vinduerne.
Elgene er totalt ligeglade med os – der er vist ingen tvivl om, at de er født i fangenskab.
Den slags er jeg lidt ambivalent overfor, ganske som jeg er for alle zoologiske haver: Er det eller er det ikke synd for dyrene? De har det trygt og mangler aldrig føde, men de er buret inde.
Her i elgparken går de trods alt ikke i bur, men har et pænt stort område at boltre sig i.
Uanset hvad, greb vi i går chancen for at få nærbilleder af elge i en grad, vi aldrig vil komme til at opleve i naturen.
Der var også en bisonafdeling, men det følte vi som meget mere snyd, da Sverige ikke er et bisonland. Vi skulle dog lige kigge nu vi var her, men som sagt var det mere interessant at se på elgene.

16. oktober 2014

Flammefallet – et nyt udflugtsmål

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

Jeg er begyndt at kigge lidt mere ind på FB i forhold til hvad jeg plejede. FB har flere gange skrevet til mig og spurgt, om jeg var død, siden jeg aldrig kiggede ind (apropos overvågningen, jeg skrev om i går …)
Så kiggede jeg ind, inden nyheden om min død slap ud – og opdagede, at FB har forandret sig lidt, siden jeg sidst var der. Bl.a. har statusopdateringerne generelt fået lidt mere kød på, hvor det i starten så ud til, at rigtig mange FB-brugere syntes, det måtte være vældig interessant for os andre at vide, at de nu var kommet hjem fra en lang arbejdsdag, at de lige havde været på toilettet, og at de skulle have frikadeller til aften.

Flammefallet (2)

En af grupperne, jeg har meldt mig ind i, er Danske Torpare. Vi er også medlemmer af den rigtige Danske Torpare-forening, som udsender et udmærket og informativt blad, men på FB er det naturligvis kommunikation medlemmerne imellem, og i går var der en der nævnte Flammefallet.

Flammefallet (4)

Jeg blev straks fyr og flamme, for det så interessant ud. Det ligger godt nok 75 km væk, men John havde intet imod at køre turen, da han var helt enig i, at det så ud til at være værd at studere nærmere.
Det er på ingen måde et imponerende fald, hvad højden angår, men stentrapperne og vandets colafarve bevirker, at det alligevel er smukt og specielt.

Flammefallet (26)

Jeg gad ikke stille stativet op, men tænkte, at jeg normalt har en meget rolig hånd, så mon ikke det går alligevel?
Det gjorde det til en vis grad – billedet herover har eksponeret i 1,3 sekunder. Det håndholdte kamera taget i betragtning, synes jeg egentlig, at jeg er sluppet ganske heldigt fra det, men det var selvfølgelig blevet bedre, hvis jeg havde brugt stativet.
Pyt med det – vi kommer stensikkert tilbage, for det var et fascinerende sted, og det vil derfor fremover komme på gæstemenuen.

Flammefallet (6)

Jeg tog en hulens bunke billeder, men har kasseret en del. Tilbage blev 37, som jeg simpelthen ikke synes, jeg kunne rydde mere ud i.
Det kommer senere; jeg har erfaring for, at når der er gået et stykke tid, har jeg nemmere ved at rydde op, end jeg har den dag, billederne er taget.
I skal dog slippe med fem af de 37 … men kommer I nogensinde i nærheden af Knäred, som ligger mellem Markaryd og Halmstad, kan jeg anbefale at aflægge Flammefallet et besøg.
Så kan vi jo se, hvor mange billeder I kommer hjem med … i Knäred ligger også Olssons Vilt, men her skal I huske at have den store pengepung med.

Flammefallet (21)

Og hvad så vi på vej hjem? Et lille hint kan ses herunder – mere om det i et senere indlæg.

P1030811

15. oktober 2014

Jeg ved hvor du bor!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: , ,

En etværelses lejlighedJeg ved jo godt, at intet er helligt for Det Store Internet – al ens cyberfærden er så overvåget, som ingen science fiction-forfatter har kunnet forestille sig. Og hvorfor nævner jeg nu lige sci-fi-forfattere? Det gør jeg fordi de altid har haft en særdeles blomstrende fantasi, og der har ingen grænser været for, hvor langt ud i rummet de er nået med diverse mere eller mindre troværdige metoder herfor, eller hvilke aparte væsener vi har været oppe at slås imod. Rum- og tidsrejser har floreret i stor stil i den form for litteratur.
Men … har I nogensinde tænkt over, at ingen – som i ikke en eneste af de mange – forudså internettet og dets funktionalitet, som er tilgængelig for alle og hvad det har ført med sig på godt og ondt?
Det synes jeg er ret morsomt og illustrerer tydeligt hvor svært det er at forudsige, hvad fremtiden vil bringe.
Efter sigende udtalte nogle ellers meget kloge mænd engang følgende om computere: “Datamaskiner vil aldrig blive allemandseje!” De har så sandelig måttet æde deres ord igen.

Det er på én gang morsomt og lidt skræmmende, at jeg i de følgende tre uger efter at have ledt efter nogen, der kunne lave nogle termoruder til os, nærmest blev bombarderet med reklamer for vinduer.
Forleden dag bestilte jeg julerejsen til England og fordi vi starter med tre nætter i London, bookede jeg et værelse til os i Kensington, hvilket fik Det Store Internet til at droppe vinduesreklamerne og i stedet bombardere mig med reklamer for hoteller i London – her i Sverige kommer de tilligemed på svensk! Det er muligt, Det Store Internet ved hvor jeg opholder mig, men det har åbenbart ikke fundet ud af, at jeg har booket det hotel!
Efter at have booket rejsen til Amalfi fik jeg stort set ikke andet end reklamer for rejser dertil. Det er alligevel lidt dumt, det der Internet, for jeg er ikke spor interesseret, når først rejsen er booket.

Hvepsen har bygget sig en fin lille bolig med tagudhæng – indtil videre er det kun en etværelses lejlighed (billedet viser boet i naturlig størrelse), men denne hveps fik ikke en chance for at udvide faciliteterne; den må finde et andet sted at slå sig ned.

Det indre af en ask

image

I dag fik vi kløvet lidt træ. Et af stykkerne havde det ikke helt godt og var invaderet af kryb og rådsvampe … måske en dødningehovedbille (se kraniet ca. kl. 6 i billedet). Der var et flot farvespil i det kløvede træ.
Jeg mente nok engang at have hørt, at der er noget, der hedder en dødningehovedbille, men var i tvivl og googlede derfor, inden jeg ville skrive det her i indlægget.
Det er virkelig lidt dumt, det der Store Internet … jeg er aldeles ikke interesseret i adresser på dødningehovedbiller eller vejbeskrivelser til deres boliger … jeg har heller ikke tænkt mig at ringe til dem.

14. oktober 2014

Der er fordele og ulemper ved næsten alt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: ,

Timian i blomst midt i oktober - i SverigeForleden skrev jeg, at vi holder weekend og hverdage, når det passer os. Det er skønt at have den frihed, og jeg har stadig ikke fortrudt ét sekund, at jeg stoppede med at arbejde sådan cirka 20 nanosekunder efter jeg var blevet 60 – heller ikke selv om jeg skulle bruge det første efterlønsår på at slås med (eller mod?) en omgang brystkræft. Jeg tror det var fint nok, at jeg ikke skulle passe et job – eller have dårlig samvittighed over ikke at kunne passe det …
Nu er der en (til), der er gået på pension. Hun blev ved, til hun fyldte 70, og jeg har kendt hende, siden hun startede kort tid efter jeg selv gjorde det – hvilket derfor må have været omkring 1980.
Hun har det åbenbart svært med tanken om at skulle undvære kollegerne, så hun har taget initiativ til en veteranklub. Det er meningen, at vi veteraner skal mødes i kantinen 2-3 gange om året og selvfølgelig benytte lejligheden til at tale med både hinanden og med gamle kolleger.
Jeg har naturligvis meldt mig under veteranfanerne.

Fordelene ved pensionistlivet er nok indlysende, og lige nu kan jeg ikke komme i tanke om mere end en enkelt ulempe: Vi elsker at have gæster i Sverige, men vi gør det lidt svært for os selv, når vi holder weekend uden for weekenderne.
Vi kender hele fem par, hvor den ene er jobstoppet, men det hjælper ikke så meget, når den den anden halvdel af parret stadig er arbejdsramt, så ved at være her uden for weekenderne afskærer vi os selv fra at have gæster, desværre.
Det kunne vi selvfølgelig lave om på, og det gør vi da også gerne, men lige siden vi købte Den Stråtækte har der været så mange ting, der skulle passe sammen. Specielt en af Die Drei Mädchen brokker sig over, at vi er fuldstændig umulige at få lavet en aftale med.
Det tager jeg dog som et positivt tegn … tænk hvis vi bare sad og ventede på, at nogen gad være sammen med os.

P1000106Sverige ligner sig selv, selv om det er fem uger siden vi var her sidst. Alt for længe! Men igen: Vi har travlt. Også med at holde ferie, hvis sandheden skal frem; jeg har jo været udenlands i to af de fem uger.
Her har der, som hjemme, været en varm og dejlig sensommer. Alle krukkeplanterne har haft en renæssance, mens vi har været væk, men nu har de stakkels blomster for alvor svære vilkår og går nok snart alle blomsters gang.

Det gamle træ, oh lad det stå … æbletræet er gammelt; hvert år tror vi, at nu kan det da vist ikke mere, og hvert år snyder det os og kommer med frugter. Nogle år få, andre mange. Som i år – det er vist generelt et rigtig godt æbleår i år. Jeg aner ikke, hvad det er for en sort – de er til den syrlige side, men har en kraftig og intens smag, så træet får lov at blive stående, så længe det bare kan give en lille smule udbytte.

13. oktober 2014

Det hvide snit

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:38
Tags: ,

En meget stor savDet hvide snit har intet med det hvide snit at gøre som sådan; jeg kom bare til at tænke på det, da vi i dag fik savet en hvid bordplade til.
Det endte med at blive en længere historie med den bordplade. Den, jeg ville have, er en fra Ikea mage til den, vi har i køkkenet i rækkehuset. Det er laminat, der til forveksling ligner hvidbejdset træ, men er langt mere holdbart. Ikea fører den desværre ikke mere.
Nu var gode råd dyre … vi skulle have en bordplade til at lægge oven på et enkelt skab i badeværelset og til at lægge oven på en række skabe i det nyetablerede toilet på første sal.
Vi kunne selvfølgelig have taget rigtigt træ, da det ikke er et køkkenbord og dermed ikke udsat for alverdens ting af bordpladeskadelig karakter, men jeg vil godt have det så lyst som muligt, uden at det derfor er en ubrudt, kridhvid flade.
Jeg havde set en i Bauhaus, som kom tæt på.
John så en i Silvankataloget, som han mente kom endnu tættere på, så vi kørte til Silvan. “Der skærer de også ud efter mål”, sagde John.
“Det gør de vel også i Bauhaus”, indvendte jeg.
P1030735“Det tror jeg ikke, og så skal vi have traileren for at kunne transportere en hel bordplade.”
”Lad os nu se …”
I Silvan kunne vi konstatere, at den bordplade absolut ikke kom tæt på!
Vi havde et par andre småting, som vi stod i kø for at betale, men da kassedamen havde brugt 10 minutter på at lede efter noget, som hun ikke kunne finde (jeg fandt aldrig ud af, hvad det handlede om, men hun kom ingen vegne, selv om kunden forsøgte at være behjælpelig).
“Undskyld, men jeg er helt ny her.”
Det er i orden, og jeg bebrejder ikke den stakkels kvinde, men det er dæleme en dårlig arbejdsgiver, der lader hende passe kassen uden hjælp, hvis hun er så ny i jobbet. Vi lagde vores få varer og kørte i Bauhaus. Der var andre i køen foran os, så det gad vi simpelthen ikke spilde vores tid på. Vi kunne have stået der endnu …

P1030738I Bauhaus havde de den ønskede bordplade; de skærer til i ønsket mål og servicen var excellent. Vi skulle ud i Drive-in’en for at få skåret pladen, så vi gik derud for at hente en vogn, vi kunne transportere den på. Da vi kom tilbage med vognen, kom der en og spurgte, om ikke han skulle hjælpe med at bakse med den tunge plade – ekspedienten havde åbenbart ment, at vi så for skrøbelige ud til selv at håndtere den, så han fandt en til at hjælpe os, mens vi hentede vogn, men det gør ikke spor, for vi var glade for hjælpen – den var virkelig tung.
Han baksede og han skar ud på en noget større sav, end John har (øverste billede). Manden sagde, at han lige ville regne på det, for han mente, at det bedst kunne betale sig for os at få resten af pladen med, da det vistnok blev dyrere, hvis vi skulle betale meterprisen fremfor at købe hele pladen.
Han havde ret. Besparelsen var kun på 70 kroner, når den skulle snittes to steder, men det var god service, han ydede.
P1030736Det er ikke første gang, John har været skuffet over servicen og personalets manglende kompetencer i Silvan. Vareudvalget er meget større i Bauhaus, så det er nu ud med Silvan og ind med Bauhaus.
Pladen ligger nu fint – den passede på millimeter – nu mangler der bare kantlisten, så vi kan få skjult, at bagvæggen er lidt skæv.

Håndtagene kørte vi i Korsbækbutikken i Roskilde for at finde – der har de en masse forskellige porcelænshåndtag, som jeg nok mente ville passe fint til et så gammelt hus som Den Stråtækte.
Jeg fandt nogle med lavendelfarvede striber – passer fint til det andet lavendelfarvede, jeg har tænkt mig at køre med til at bryde alt det hvide.

12. oktober 2014

Kludeegen i Leestrup Skov

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: , ,

Forleden kom John i tanke om Kludeegen, som viser sig at ligge bare et par kilometer fra Den Stråtækte. Han boede i Faxe Ladeplads i nogle år, så han er ret godt bekendt med lokalområdet hernede. I dag foreslog han, at vi prøvede at finde det gamle egetræ.

Kludeegen

imageDet var mange år siden, han havde været der, men han kunne da huske nogenlunde, hvor egen skulle befinde sig, og vi fandt den da også uden problemer. Skiltet står ikke ude ved alfarvej, men først når man er langt inde i skoven og ganske tæt på træet.

Det var ret interessant at se, hvad folk havde hængt op – der var tøjdyr, handsker, sutter, tørklæder, nattøj og også nogle bannere, der udtrykte folks ønsker, hvilket kunne tyde på, at man har udvidet egens egenskaber en smule i forhold til den oprindelige folklore, hvor den ‘bare’ kunne helbrede.

Kludeegen (2)Kludeegen (5) 

Den store røde ting er en hel satinpyjamas. Hvis det er meningen, at man skal hænge en beklædningsgenstand op fra den del af kroppen, hvor man er syg, må det arme menneske være slemt tilpas, når kun hoved, hænder og fødder ikke er repræsenteret …
Kludeegen (8)Jeg burde vel egentlig hænge en bh op i træet. Problemet er bare, at jeg har en anelse svært ved at tro på effekten.
På et af bannerne står der “Mere tid til fællesskabet”.
Lige præcis den slags ønsker vil jeg nu nok mene, man både kan og skal gøre noget mere direkte ved end bare at hænge det op på Kludeegen. Tro kan godt nok flytte bjerge, men alligevel …  
Der hang en del sutter – jeg gætter på, at det ikke handler om børns mundsygdomme, men har været en måde at få barnet til at droppe narresutten på.
Der hang også mange handsker. Gigt i fingrene, måske?
Jeg kan ikke forstå meningen med at hænge et rådyrkranie op i træet.
Kunne man forestille sig, at det er en klump af en jæger, som udtrykker et lønligt håb om bedre jagtlykke?

11. oktober 2014

Så blev det hverdag igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:48
Tags: ,

Så blev det hverdag igen, selv om kalenderen siger lørdag, men det er en af pensionistlivets velsignelser, at man kan lege weekend lige præcis når det passer en.
Nu blev der fx revet et par dage ud af kalenderen, mens John lå og våndede sig. Dem valgte vi så at kalde for weekenden, og da han i dag følte sig frisk nok til at køre ned til Den Stråtækte for at være lidt aktiv, kaldte vi det for en hverdag. Det vil det også være i morgen, men så på mandag eller tirsdag starter der atter en weekend, når vi kører en tur til Sverige.

image

Landskabet var mystisk – eller måske mytisk? – da vi kørte dernedad sidst på morgenen. Tågen lå tæt, men vi kunne se, at solen kæmpede voldsomt for at bryde igennem, hvorfor der var et flot og drømmeagtigt lys hele vejen. Et lys, som jeg desværre ikke helt evner at få mit kamera til at gengive, som jeg synes det virker på sjæl og sind.
Derfor bare et billede af en stille fjord, taget lige da solen brød helt igennem.

Da vi kørte hjem, lagde vi vejen forbi Feddet, fordi jeg lige skulle se hvordan der ser ud. En af Danmarks største campingpladser ligger her, så der er et vældigt liv om sommeren, men faktisk også en del i dag – sikkert fordi det er 1) efterårsferie og 2) næsten sommerligt vejr.
Faxe Kommune vedligeholder en meget stor skovlegeplads, hvor der er alt til faget hørende, inklusive hængebroer og hængende bolde, som man siddende på kan svæve over imaginære bundløse kløfter. Her må vi have ungerne med en dag.

image

Nede på stranden, som pga. en stor ophobning af tang ikke var så fantastisk som der reklameres med, var der kajakskole i dag. Umiddelbart efter jeg tog dette billede, var lektionen slut og de begav sig igennem det tykke, ildelugtende tangbælte og ind på stranden. Yrk, det var ulækkert!

Som et PS kan jeg fortælle, at udvalgte ordsprog nu har ændret de magesøgende kraver til de krager, det retteligen skal være. Jeg sendte dem en sjov (synes jeg selv) og høflig mail i aftes, og allerede i dag returnerede redaktøren ved at takke mig for at have gjort opmærksom på fejlen, samt skrev, at den nu var rettet.
Ikke noget med bortforklaringer eller dårlige undskyldninger. Hatten af for det!

10. oktober 2014

Jeg springer helst over hvor gærdet er lavest

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:54
Tags:

I går brugte jeg en lettere omskrivning af et gammelt ordsprog i en kommentar Hop ikke over hvor gærdet er lavest - jeg har altid opponeret mod disse ord, for ville man ikke være lidt af en tumpe, hvis man skal over et gærde og så ligefrem rende frem og tilbage for at lede efter det sted, hvor det vil være mest besværligt at passere? I linket her kan man finde en forklaring på denne underlige talemåde; jeg er ikke den eneste, der har undret sig over dette gamle ord, og personligt har jeg vist altid foretrukket at springe over gærdet på dets laveste sted.

Det fik mig til at fundere lidt over ordsprog og talemåder i det hele taget – nogle gange kan de være udmærkede at holde sig til, da de ofte er baseret på en eller anden gammel visdom og/eller sandhed, men, som der står i udvalgte-ordsprog.dk/: “I mange tilfælde vil ordsprogene dog indholde dobbeltbetydninger eller kunne fortolkes på flere måder. Desuden kan budskaberne i en del ordsprog være modstridende (som f.eks. krave søger mage versus modsætninger mødes)”
Jeg håber, alle så det: “Krave søger mage” – ikke engang på en ordsprogsside kan man undgå fjollede stavefejl.
Nej, en pæn krave du har på i dag!
Ja, ikke? Jeg har to; nemlig en helt mage til derhjemme – de søger jo hinanden, de kraver.

Nå, det var et lille sidespring.
De kan nemlig være modstridende, disse gamle ord, men man er således frit stillet til at vælge den udgave, der passer bedst til den situation, man vil beskrive, dog med fare for at blive slået med det stik modsatte ordsprogsargument.
Her i den hede debats tid vedrørende digital post har jeg håndplukket lidt forskellige, som det står jer frit for at bruge. Der er nok et af dem der passer til uddybning af netop din mening om denne sag.
Kernen i frihed er at tvivle på autoriteter
Når forandringens vinde blæser, rejser nogle læskærme, mens andre rejser vindmøller
Den kloge skifter mening; tåben gør det aldrig

Personligt holder jeg mest af nummer to, selv om de to andre heller ikke er uden evner.

De fleste ordsprog er dybt seriøse og består vel egentlig meget af løftede pegefingre, men der kunne sagtens findes nogle humoristiske perler på siden – hvilket ikke nødvendigvis gør dem mindre sande.
Tag fx disse to, der garanteret ikke oprinder fra et ungt menneske (det er der dog nok ikke mange af dem, der gør):
De unge tror, at de gamle er tåber, og de gamle ved, at de unge er det
Alderdom beskytter ikke mod dårskab, men vel mod moderskab

En har engang sagt, at man kan lære umådeligt meget af de gamle ordsprog, men man gør det ikke
Det tror jeg på … det kunne man godt lære noget af …

Det er fredag aften, og jeg skal ikke genere jer mere med mine mere eller mindre seriøse og halvfilosofiske betragtninger, men inden I slipper og jeg går ud og tilbereder noget fisk til min nu kun kvartsyge mand, skal I have denne med, som jeg godt vil vædde på ikke stammer fra Peder Laales tid.

Gud gav manden en hjerne og en penis, men ikke blod nok til at bruge begge dele samtidig.

9. oktober 2014

Vi er syge … en af os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Meynerts grydebrødEn af os er mere end halvskidt tilpas og det er ikke mig.
Til gengæld ligner det det, jeg lagde mig med fredagen før vi skulle rejse til Italien om lørdagen: en irriterende gang ondt i maven, ledsaget af en følgevirkning, jeg ikke synes jeg behøver at beskrive nærmere. Ikke noget, man gider rende til lægen for, da det nok lige straks går over – hvad det da også gjorde for mit vedkommende. Det var slemt én dag og mærkbart i tre-fire dage, men ikke noget, der kan holde en hjemme fra ferie.
Det kan dog sagtens holde John væk fra Den Stråtækte, og jeg er selvfølgelig nødt til at blive hjemme og passe på ham, selv om det er en nem tjans, da han har ligget på sofaen det meste af dagen og småblundet.
“Er panodiler eller ibumetiner bedst?”
”Nok helst ingen af delene, hvis du har ondt i maven. Beklager, men du må lide – i hvert fald så længe du kan holde det ud.”
Det gør han så. Lider. I stilhed, heldigvis. Og han har det lidt bedre nu.

Jeg har nusset rundt og har bl.a. bagt Mejnerts økologiske grydebrød. Nogen, der kender det? Det er en færdigblanding, som bare skal tilsættes gær og vand. Hæve. Over i gryde. Bage. Nemt. Supernemt, faktisk, og det smager endog rigtig godt. Det bliver et mørkt, rugbrødsagtigt brød, som kan anvendes hele vejen rundt – vi bruger det både til morgenbrød, frokostbrød og madbrød.
I Mejnerts webshop koster det 35 kroner. I Brugsen kostede det 25, så vidt jeg husker …
Mejnerts grydebrødDa jeg havde afprøvet det, skyndte jeg mig at købe fire poser til, mens det stadig var på tilbud.
I dag tilsatte jeg loppefrø, chiafrø og græskarkerner, bare fordi … jeg synes det smager godt.

Jeg fik også bestilt en af julegaverne til Anna; nemlig en cd med Emmelie de Forest. Den lille frøken så Grand Prix både i 2013 og 2014 og taler stadig om, at Only Teardrops er the best song ever.
Når hun stadig kan mene det 1½ år efter, må det være på tide hun får en cd med Emmelie.
Englænderne så Grand Prixet i år sammen med gode venner. Dvs. børnene så det, mens forældrene sad og hyggesnakkede. Da Østrig kom med sit [vinder]bidrag, lød det inde fra tv-stuen fra et af børnene: Mummy – daddy, come here and have a look. What’s THAT???
Fem, syv, otte og otte år. Hvordan forklarer man bedst, at ikke alle har de samme præferencer?

8. oktober 2014

Når tilliden først er røget sig en tur …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:48
Tags: ,

Åh, de biler, de biler. Hvor længe bliver man ved at poste penge i dem? Hvornår får man nok?
Min lille bil fyldte 12 år i år og skulle til syn i august. Allerede inden da var vi i tvivl. Skal vi skrotte den nu, inden den koster os penge for alvor? Skal vi køre den igennem endnu en gang og vide, at så har vi to år inden den skal til syn igen?
Vi kan ikke hævde, at vi er nødt til at have to biler, men det gør livet lidt lettere indimellen, at vi ikke er afhængige af hinanden, og i øvrigt bryder jeg mig ikke om at køre i Johns skrummel af en bil. Holder meget af at være passager, men ikke chauffør.
Det at have den lille bil gør også, at vi kan spare lidt på skrumlet, for vi vil ikke, pga. ændringer i afgiftssystemet, kunne købe en mage til lige så billigt som vi fik denne. Desuden kører den meget længere på en liter brændstof.
Skal vi købe en ny lille, brugt bil? Skal vi nøjes med én bil? Helst ikke. 
Spørgsmålene hobede sig op, men det gjorde svarene ikke, så det endte med, at vi sagde til vores lille, lokale enmandsværksted med de yderst rimelige priser, at han skulle få bilen synsklar. Hverken mere eller mindre – den skulle bare kunne gå igennem.
Det gjorde den fint, men det var bestemt ikke gratis, selv om vi nok skulle have sluppet omkring det dobbelte på et autoriseret værksted.
En måned efter synet gik sprinklermotoren. Det kunne ingen have forudset, og den blev selvfølgelig udskiftet – nu var bilen jo lige blevet synet.
Vi havde ikke engang nået at få regningen på den motor, inden det var galt igen, nemlig i går, da vi ville tage den for at køre til middag hos gode venner. Den nægtede pure at reagere på speederen og kunne derfor kun bevæge sig i tomgangsfart, hvilket ikke er ret meget og slet ikke til at køre 40 km på, bl.a. på motorvej.
Vi tog Johns bil.
I dag ville John se, om han kunne finde ud af, hvad der var galt. Det kunne han ikke og ville derfor køre den i tomgangsfart til værkstedet, som heldigvis kun ligger 1½ km fra bopælen.
Og så var der intet som helst i vejen. Nada! Den fungerede upåklageligt! På værkstedet kunne han ikke lige gennemskue, hvilke nykker der havde grebet den i aftes, men han puttede et eller andet rensende i tanken og bad John om at køre en lille tur, så dyserne kunne blive rensede – måske var det bare noget snavs, der sad/havde siddet i dem.

Fint nok, at bilen kører fint igen, men den har svigtet på det groveste, og vi har ikke en pind tillid til den nu. Hvornår laver den det glansnummer igen? Når vi skal hjem fra Den Stråtækte? Næste gang vi tager den til Sverige?
Pyt med, at det sker, når jeg tager den til Brugsen, for da kan jeg bare ringe efter John, men er vi begge to kørende i den, vil vi meget nødig strande et eller andet sted.
Tilliden til min lille bil er røget … hvornår mon vi tør stole på den igen? hvad gør vi nu?
I behøver ikke at svare … jeg skulle bare lige have luft.

P1030694

Der må gås på vandet.

7. oktober 2014

Fra sommer til efterår på en nat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: , ,

I går skrev jeg, at vi ville til Swindon og at jeg derfra skulle tage toget til Reading.
Klokken 10 ringede Tim og sagde, at han først havde været nødt til at køre fra Pewsey til Swindon, fordi togdriften på hans normale linje var indstillet. Nu var han så strandet i Reading og stort set al togdrift fra vest ind mod London var indstillet. “Og nu gik lyset på Reading station! Det går sandelig godt dette her!”
Med andre ord: Han ville nok anbefale, at Charlotte kørte mig helt til Reading, hvorfra lufthavnsbusserne RailAir går. Vejtrafikken var der intet i vejen med, men de engelske regionaltog er lige så sarte som de danske S-tog: Hvis der er våde blade på skinnerne, kan togene ikke køre.
Vi havde dog en lumsk anelse om, at det drejede sig om mere end kun våde blade, siden det var på flere vestgående linjer. Det var altså også et skrækkeligt vejr derovre i går. Det skulle ankomme til DK i dag … det har i skrivende stund heller ikke været rigtig lyst endnu.
Underligt nok kommer regnen fra sydvest, mens vinden kommer fra sydøst, men det må dreje sig om forskellige lag deroppe i de højere sfærer.

Mit fly afgik først kl. 18:15, men eftersom C skulle være tilbage og hente børn kl. 15:15, var hun nødt til at sætte mig af i Reading senest kl. 13:45, hvilket betød, at jeg endte med at have over tre timer at skulle slå ihjel i Heathrow. Det gik dog fint, for SAS og Star Alliance-selskaberne er flyttet til den helt nye Terminal 2, som viste sig at være lys, lækker, luftig, med masser af plads og ikke overbefolket med rejsende. Sandelig noget ganske andet end Terminal 3, som ikke var særlig morsom at skulle vente i. Security tog no time, hvor man kan vente lææænge i Terminal 3 på at blive sluset gennem perleporten.
I København sad John på en bænk og så ud, som om han kedede sig – normalt plejer han at stå lige hvor man kommer ud, men jeg måtte lede efter ham … undrede mig såre over det og spurgte, om han var dårlig, siden han sad der.
“Overhovedet ikke, men din bagage kommer først om 12 minutter!?”
Den information havde de ikke lige fået synkroniseret, sandsynligvis fordi de sidste 15 minutters bagageventetid inde på bagagebåndet gik på 30 sekunder. Det har jeg oplevet flere gange før, men det er også bedre at love for meget end for lidt – de plejer bare at huske at opdatere alle tavlerne.

IMG_0580

Jeg havde haft ret i min formodning om, at vinen ville kulminere, mens jeg var væk. John havde taget nogle billeder, da den var allerflottest – det er lidt ærgerligt, at dette syn sjældent varer mere end en uges tid.
Lige nu er de sidste blade ved at blæse væk i de kraftige vindstød, der kommer indimellem.
Svanerne lå ganske tæt nede i fjorden og havde gemt hovederne under vingerne.
Det var virkelig også en brat overgang fra sommervarme til efterårsrusk – det tog bare en enkelt nat.

6. oktober 2014

Bemærkelsesværdig god timing

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: , , ,

P1030565Lige så fantastisk sommergodt, vejret har været i den sidste uges tid, lige så meget efterårsdårligt er det blevet nu. Rusk og regn, så det basker. Og pjasker. Vinduet i mit soveværelse står altid åbent og døren står altid på klem, men i nat vågnede jeg ved, at  vinden ruskede så meget i vinduet, at det larmede temmelig meget og samtidig formåede samme vind at få døren til at banke ind i karmen på spøgelsesagtig maner. Selv Aubrey vågnede ved det og troede, at det tordnede, men det var kun blæsten, der huserede.
Det er med andre ord en passende dag at tage hjem på. Vi flyver hjem på rekordtid, hvis den vind fortsætter … en stærk vind fra den rigtige (eller forkerte) retning kan sagtens betyde plus/minus en halv time for transporttiden.

Billedet viser Anna med pudseklude på fødderne. Da C havde vokset gulvet og skulle til at pudse det med maskinen, spurgte Anna, om hun ikke måtte lege Pippi Langstrømpe, der vasker gulv. Anna har altid været lidt misundelig på alt det sjove Pippi slipper afsted med at gøre, så her øjnede hun endelig en chance for at leve noget af drømmen ud.

P1030627

Ellers bare et par stemningsbilleder her på falderebet. Anna og Aubrey i tingtræet ved siden af legehuset. Spørg mig ikke hvorfor alt dette absolut skulle op i træet og hænge, men det mente de åbenbart så pænt ud.

P1030629

Byggepladsen. Man skal forestille sig ladeportene blive til vinduespartier. Når det kommer i orden, vil det forhåbentlig tage sig noget anderledes ud.
I dag kører vi til Swindon, hvorfra jeg vil tage toget til Reading, når vi har været i Swindon Outlet Centre.
Klokken 21 lander jeg i Kastrup, hvor John henter mig.
Det er sundt at være lidt væk fra hinanden – vi taler sammen hver dag, og i aftes erklærede han, at NU savner han mig altså for alvor.
Dejligt at høre … selvfølgelig savner jeg også ham, men der er ingen tvivl om, at jeg har alle fordelene – der sker jo hele tiden noget for mig, og det er mig, der er sammen med barn og børnebørn. Jeg vil dog lige pointere, at han helst ville blive hjemme og arbejde på Den Stråtækte denne gang, især fordi
der ikke er engang tre uger til, at de kommer en tur til Danmark. Børnene har snart efterårsferie, så nu vil de over og se Den Stråtækte – det glippede jo i sommers, fordi håndværkerne begyndte renoveringen, så C var nødt til at være til stede.

5. oktober 2014

Dinton House and Park

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags:

Familieudflugten i dag gik til Compasses Inn, som ligger i en bittelille landsby langt fra alfarvej. Den er åbenbart kendt viden om, for vi fik kun lov at sidde og spise fordi Tim er god til at tale for sig – samtlige borde var bookede. Hvis vi lovede at kunne blive færdige på 45 minutter, kunne vi ‘låne’ et bord i et hjørne. Det lovede vi, og vi klarede det også, fordi desserten til børnene, hhv. kaffen til de voksne kunne indtages udenfor i solen.

P1030642

Billedet er ikke kroen, selv om den var yderst autentisk, men kroer er set mere fotogene end The Compasses Inn – hvorimod kroens genbo, som lå halvt skjult bag et æbletræ med smukke, orangerøde æbler og en lade, der vist kun blev holdt oppe af en efeu, var noget smukkere at se på.
Det er sjovt med disse langt-ude-på-landet-kroer: Langt de fleste klarer sig strålende, selv om de ligger i en landsby med 10 huse. De lever af at sælge god mad. Meget god mad. Nogle af dem kan klare sig med at servere den traditionelle Sunday roast, mens andre forsøger sig udi mere gastronomiske udfordringer. Engelsk mad har haft et dårligt ry, men skulle det stadig være tilfældet ude i den store verden, er det uretfærdigt – jeg får i hvert fald rigtig god mad de allerfleste steder, vi kommer. Jeg kunne godt tænke mig at prøve The Fat Duck

P1030653P1030657

Efter maden gik turen videre til Dinton House and Park, som viste sig at være en temmelig grim kolos af et hus og en meget stor mark med egetræer og køer …
Det var nydeligt, bevares, men en park? Ikke i mine øjne. Jeg var ikke imponeret, men måske er jeg efterhånden bare skrækkelig forvænt.
De bedste ved ‘parken’ var, at vi fik gået en pænt lang tur efter det opulente måltid, og ungerne fik rendt en masse sammensparet energi af sig på de store arealer og på træstammerne, der lå rundtomkring.

Dinton House

Dinton Park

Ved indgangen stod et skilt, hvis tekst undrede mig en del, og jeg vil meget gerne have en forklaring, hvis der er en, der kan give mig en.

P1030671

Punkt 1 og punkt 2 har jeg ingen problemer med; det er ren logik, men punkt 3, derimod: “Hvis ponyer eller køer nærmer sig, så slip hunden løs”
Den forstår jeg simpelthen ikke! Er det fordi hunden i givet fald skræmmer dyrene væk, så ikke der skal gå panik i mennesket, eller hvad?

En engelsk kirkegård

Til slut en typisk engelsk kirkegård. Lige hvad det angår, kan de ikke rigtig være med, sammenlignet med de danske, som jeg synes er så hyggelige, selv når det er mørkt. En engelsk kirkegård ville jeg lige så nødigt færdes på efter mørkets frembrud, som jeg vil færdes i en hvilken som helst skov under lignende omstændigheder. Ved godt, at disse to ting ikke umiddelbart kan sammenlignes, men derfor kan begge jo godt indgive mig en fornemmelse af skræmmende spøgelsesagtighed.

4. oktober 2014

Granny Flat on its Way

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: ,

Aubrey skulle til fødselsdag i dag – ikke nogen længere seance, kun 1½ time, så resten af familien besluttede at tage med og ordne et par ærinder i den forholdsvis korte tid.
Jeg valgte at blive hjemme og få sat gang i den æblegele, jeg havde tilbudt at lave, mens jeg er her, samt få skrevet dagens indlæg.
Da æblerne var sat over, gik jeg ind i maltdelen, som den del af huset kaldes, der indtil nu ikke har været i brug.
Billedet herunder bliver til det, Tim kalder for Mommers Blogging Area. Et stort, lyst rum, hvor John og jeg vil få en tv-stue/kontor/spise/opholdsstue. Måske er det svært at forestille sig – jeg kan sagtens se det for mig, men det er også meget nemmere, når man står der og ser det i virkeligheden, uden det er skåret op i små bidder.

Mommers blogging area

Det er som sagt et gammelt malttørreri, hvor de ældste dele er fra 1410. På et tidspunkt i dets historie (vistnok midt i det 17. århundrede) har det været en forholdsvis velhavende familie, der har haft virksomheden, da selve bodelen dengang blev udvidet til det, det er i dag, hvilket vel er omkring 250 m2. Den eksakte størrelse er svær for mig at gennemskue, for huset har mange skæve vinkler og krinkelkroge, og jeg har ikke en tegning at kigge på – og heller ingen at spørge i skrivende stund. I England er selve størrelsen mindre vigtig end antallet af værelser.

In front of the kiln

Det er derfor, nok ikke overraskende, maltdelen, de er ved at restaurere, så den bliver beboelig. I stueplan bliver det ét stort rum, som T&C selv vil bruge i det daglige, fordi det bliver et skønt rum med en masse lysindfald. Det bliver altså ikke kun til en granny flat, men det har jeg det også rigtig godt med, for det er mange penge at lægge i noget, der ellers ikke ville blive brugt til daglig. Andet billede viser et kig ind til The Kiln, som er den store ovn. Oven over tørreovnen er loftet, hvor malten, der skulle tørre, lå – øverste billede er en del af det.
In front of the kiln (1)Det fremgår særdeles tydeligt, at hele malttørredelen har været 100 % forsømt, siden stedet stoppede med at blive anvendt til sit oprindelige formål, hvilket vist var midt i 1800-tallet. Der foreligger et kæmpearbejde i at få det gjort til noget, der er egnet til menneskelig beboelse, men når det engang lykkes, er det nogle meget spændende rum, der kommer ud af det. Se fx nummer to billede … måske kan man godt forestille sig, hvor anderledes det bliver med buerne. Tims mor kan ikke forstå, at de ikke bare murer en væg op langs de to bærende stolper og skjuler den gamle ovn. Alle andre er lodret uenige i det – det ville være synd og skam. T&C har det heldigvis lige som John og jeg: Hvis vi ville have et hus, der ser moderne ud og med rette vinkler, så havde vi købt et nyt hus.

Når man til sin tid sidder i en magelig lænestol under buerne, ser man gennem et stort vindues/dørparti og lige ud på den udsigt, man ikke kan blive træt af og som ses i diset morgenudgave på nederste billede.

P1030568

3. oktober 2014

Winchester Cathedral …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:04
Tags: ,

P1030603… så vi ikke, ikke indefra i hvert fald, men vi så Winchester. En tre-fire gange, fordi det var umuligt at finde en parkeringsplads.
Vi blev enige om at springe Bath over denne gang og se Winchester – alene fordi vi ikke før har set Winchester.
Bath vandt. W var da en udmærket by, men der er nu et eller andet over Bath, som andre byer har svært ved at leve op til.
Den eneste parkeringsplads vi fandt, efter at have kørt rundt og rundt og rundt om bymidten, måtte vi kun være to timer på, så vi var nødt til at køre igen inden vi nåede at få frokost:
”Har du været i Andover, mor?”
Det havde mor ikke, ejheller C, så vi ville finde et sted der og spise.
Det kunne heller ikke lade sig gøre. Der var masser af steder, men det ene var mere ulækkert end det andet. Ét sted fik vi en dunst af gammelt øl og tobak i hovedet. Det var overhovedet ikke til at mærke, at det er en del år siden, det blev forbudt at ryge indendørs.
Selv om det var det værste af stederne, var ingen af dem spor tiltalende, så vi blev enige om at køre hjem og få os en sen frokost. Vi kan IKKE anbefale at se Andover.
På vejen fik C en åbenbaring, da hun så det afbildede skilt: “Ikke langt herfra ligger en skøn pub, hvor Tims mor inviterede os til på min fødselsdag, lige inden vi fik Anna. Hmmm … var det nu Lower eller Upper Chute? Jeg tror jeg prøver at køre til højre.”

The Hatchet

Og ganske rigtigt. Lige pludselig dukkede dette herlige sted op. The Hatchet. Godt husket, Charlotte – det er immervæk ni år siden, hun var her.
Igen sad vi ude og spiste den lækreste frokost – jeg med en cider til, C med en æblemost uden procenter.

I den lille, nedre Chute var der et nyyydeligt hus. Jeg kunne ikke komme til at fotografere det ordentligt, men jeg prøvede. Jeg har det ikke så skidt med at stå og fotografere folks huse, efter vi har købt Den Stråtækte, hvor folk ret ofte standser op for at forevige vores fine hus. Jeg bliver kun glad, når de gør det, så det regner jeg selvfølgelig også med, at alle andre gør, når jeg fotograferer deres huse.

P1030614
P1030613

Jeg elsker navnene på de små byer, og jeg elsker de gammeldags navneskilte. Jeg bliver sat tilbage til Foyle, til Bedknobs and Broomsticks, til 2. verdenskrig (ikke fordi jeg tror, det var en god tid), men jeg ser for mig, hvordan de gik og malede disse skilte over, så tyskerne ikke kunne finde rundt.
Det er virkelig også nærmest umuligt at finde vej, når man kommer på ukendt område, fordi man så ofte kører i en tunnel af høje hække.

Jeg elsker England.

2. oktober 2014

Jamen det var jo hele tre ting …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:22
Tags: , ,

P1030571Det var faktisk fire ting, men så holder citatet ikke …
Først skulle vi til en speciel trælasthandel, som bl.a. har specialiseret sig i at lave ting til gamle bygninger. Da Windsor Castle brændte, var det denne forretning, der leverede materialerne til genopbygningen.
Videre til Devizes, hvor der skulle handles lidt. Der var markedsdag, så vi nåede aldrig ind i supermarkedet.
En af stadeholderne havde smidt de fleste af grønsagerne op i skåle – any bowl for a pound. Skålene kunne fx indeholde fem peberfrugter, et par kilo kartofler (det er store bagekartofler på billedet), to butternut squash eller seks store hvidløg. Billigt! Vi købte en stor, hel brie for tre pund.
Hos slagteren fik vi 1,2 kg oksehøjreb og to store, friskslagtede kyllinger for 13 pund! Alt sammen halv pris eller mindre i forhold til supermarkederne. Derhjemme synes jeg ikke, det er specielt billigt at gå på marked – de ved sandelig godt, hvad de vil have for deres varer. Eller kommer jeg bare på de forkerte markeder?
Vi kørte hjem med de specialskårne lægter og al maden og derefter til Heale House, hvor jeg har været på Snowdrop Walk to gange plus to gange i sommerhalvåret.

P1030576

Det var blevet frokosttid, så vi indledte med at sætte os i Heales kombinerede planteskole og cafeteria for at nyde en god og hjemmelavet frokost med hyldeblomstdrik til. Også hjemmelavet, selvfølgelig. Selv om det ifølge kalenderen er i vinterhalvåret nu, følte vi det var en sommerdag – ingen problemer med at sidde ude og spise frokosten, fx. Det var skønt mildt, og der var ikke en vind, der rørte sig.

P1030577P1030578P1030581

Tofarvede squash har jeg ikke set før. De æblelignende frugter har jeg set før, men ved ikke, hvad det er. Nogle bud? De er ikke ret store, som det ses.

P1030595P1030596P1030597

Til sidst til Open Parents’ Day (det hed det altså …) i skolen, hvor børnene viser, hvad de er i gang med, og hvor man kan få en uformel snak med læreren, hvis man har behov for det. Det skal ikke sammenlignes med en skole-hjem-samtaledag, for det er det ikke … dem har de også, men de foregår ganske som vores hjemme i DK.

Læg mærke til den blå tavle. Hvis kortet ved barnets navn vender rigtigt, er der ingen problemer. Er det vendt 90 grader, har man ikke opført sig helt eksemplarisk. Er opførslen værre, får man The Warning Card, og så kræver det nok ikke så meget at regne ud, hvad The Consequence Card betyder. Når man dertil, kan der godt blive ringet til en af forældrene, som derefter har at indfinde sig og afhente barnet. Det lyder måske attraktivt i nogles ører, men det er det ikke. Jeg sagde til Anna, at ham Andrew så ud til at være en slem dreng. Hun sagde, at der bare altid var problemer med ham og at ingen kunne lide ham, fordi han var en konstant kilde til uro og ufred.
Andre steder i klassen hænger der tavler med forskellige ting – her vist dem med computerudtrykkene. En gang om ugen har de pc-undervisning, hvor de lærer om filer, om backup, om fildeling osv. – samtidig, selvfølgelig, med at de leger med forskelligt software. Det er godt, for ét er, at de høvler hjemmevante rundt på en iPad og spiller alt muligt, men det har jo ikke meget med datadisciplin at gøre. Lærer de det også på den måde i DK fra de helt små klasser?

P1030589

Næste side »

The Rubric Theme. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 58, der følger denne blog