Sprogukrudt og leopardblomster

Gad vide om det er noget i vandet her i min lille provinsby? Det er nemlig ikke kun Brugsen, der har problemer med stavning og grammatik; bageren lige overfor er en skarp konkurrent.

‘Lasses’ med apostrof.
’SUCCEN’ taler vist for sig selv, men jeg kunne godt lide at vide, hvordan Lasse staver ordet i dets ubestemte entalsform … en succ? En succe?
’Vintertilbud’ i to ord.
Og endelig er det lidt halvkomisk, at man kan få sig et ordentligt brød for 25 kroner, men lad det nu ligge, for det ville jeg sandsynligvis slet ikke have tænkt over, hvis ikke det havde været for de andre fejl.
Her trænger til at blive luget ud.

Det gør der ikke i min vindueskarm på arbejdet – her nyder jeg mine små orkideleoparder, som jeg har masser af i øjeblikket.
De er de sødeste små rovdyr – med englevinger og store, lange knurhår … det er nok slet ikke leoparder, men en ny art flyvende hund.

Har du talt med en forfatter i dag?

Titlen er en anelse misvisende, fordi det indikerer, at jeg har talt med en forfatter i dag.
Det har jeg ikke, men jeg lyttede til en i går, og det er jo næsten det samme …

Det er sommetider underligt, som tingene udvikler sig og kommer til at hænge sammen – i begyndelsen af måneden havde jeg denne lille snak med en fuldstændig fremmed kvinde på mit lokale bibliotek.
Jeg har nu færdiglyttet Det taler vi ikke om, og jeg er solgt.
Rasmine kommenterede fluks på føromtalte indlæg, at Anna Grue ville præsentere sig selv, sit forfatterskab og sin novellesamling (som udkommer i dag), onsdag den 25. januar på Avedøre bibliotek.

Det var to fluer med ét smæk – Rasmine og jeg fik hilst på hinanden, og vi plus en god snes andre, hørte en spændende Anna Grue fortælle – og svare på en del spørgsmål fra os lytteres side.

Hvis I undrer jer over opstillingen med projektoren, vil jeg bare sige, at det gjorde jeg også. Jeg tillod mig oven i købet at spørge om der, da vi jo rent faktisk befandt os på et bibliotek, dog ikke kunne findes noget lidt mere stabilt end en halvblød plastickurv! Jeg mener – de kan da ikke mangle bøger, og opstillingen vippede faretruende, mens de to damer rodede med at indstille højden.
De blev enige med sig selv og hinanden om, at det såmænd nok gik, hvortil Ellen nøjedes med at trække lidt på skuldrene …

Det var virkelig interessant at høre om, hvordan en forfatter skaber sit univers, sine plot og sine skikkelser – fordele og ulemper ved et fast persongalleri – fiktive byer kontra kendte osv. Især det sidste fremkaldte smil hos os lyttere: Bruger hun kendte steder, er der altid en masse, der henvender sig for at gøre hende opmærksom på alle de fejl, hun – mere eller mindre bevidst – har begået. I Christianssund, som hun selv har sat sammen af det optimale fra flere byer, bestemmer hun selv, og der er ingen, der kan brokke sig over, at politistationen ligger det forkerte sted eller lignende.

Jeg skal i gang med hendes kriminalserie om den skaldede detektiv, som jeg forventer mig en del af.
Til gengæld er jeg ikke sikker på, at novellesamlingen De Andre, som hun læste en af novellerne op fra, bliver hørt eller læst fra min side. Det bliver i hvert fald til sidst i forhold til hendes kriminalromaner.

Rasmine og jeg talte sammen i pausen og efter foredraget, og jeg tror ikke, det er sidste gang, vi taler sammen – det var vældig hyggeligt. Tak for i går, du

Dette var atter et eksempel på, hvordan ens univers kan udvides via blogland. Jeg havde ALDRIG af mig selv tænkt på at undersøge, hvad der sker på Avedøre bibliotek …

Dagens aftenbillede (!) er hverken en stor flammekaster eller en oliekilde, men såmænd bare dampen/røgen fra varmeværket ved Brugsen, lige før solnedgangen blev til en rigtig solnedgang.

Planlægning

Rundt omkring i blogland har jeg set flere, der er i gang med at planlægge sommerferien.
Hvor skal vi hen? Hvordan kommer vi derhen? Hvor længe skal vi være der? Hvad skal vi foretage os?
For os var ingen af disse fire valg et svært valg eller et oplæg til hyggelig diskussion – da jeg sidste efterår spurgte John, om han var med på endnu en sommerferie meget højt mod nord i en autocamper, var han med på ideen med det samme.
Næsten da … han trak først en smule på det, men da jeg så fremførte, at det jo punkt ét skal være mens han endnu gider køre 6000 km på 14 dage og punkt to skal være, mens vi har råd til det, kapitulerede han uden kamp, da han godt kunne se, at det var rigtigt.
Når jeg stopper med at arbejde, vil økonomien ikke nødvendigvis være helt den samme, som den er nu, og ingen ved, hvor længe helbredet bliver ved med at være godt.
Altså ingen grund til at udskyde noget, man kan gøre nu.

Jeg er derfor i gang med at finde en autocamper.
Det er sådan set nemt nok – lige så nemt som det er at finde et forsikringsselskab. Det vanskelige kommer først, når man skal til at gennemskue alt det med småt…

Lejepriserne for samme type bil varierer helt vildt, og antallet af kilometer, der er med i lejeprisen, ligeså. Kører man flere kilometer, end der er inkluderet, svinger det fra 1 krone til 2,50 krone pr. kilometer.
Nogle har en stor selvrisiko i tilfælde af skader, andre en lidt mindre – den kan man dog også forsikre sig ud af, men disse priser er selvfølgelig også forskellige.
Hos nogle koster de udendørs campingmøbler ekstra; hos de fleste er de med i lejen.

Lejepriserne alene svinger mellem 6000 SEK pr. uge og 11500 SEK pr. uge – den billige tillod os at køre 300 mil (3000 km) om ugen, den dyre kun 200. Den billige var desværre ikke ledig…
Mand, hvor har jeg ledt og kigget og sammenlignet – sågar hos danske udlejere, for Neergaard påstår, at man pga. nye og lempeligere regler kan leje lige så billigt i DK som i Sverige.
Det passer så bare ikke, skal jeg hilse fra mig selv og sige.

MEN – i aftes checkede jeg atter en god, svensk portal for opdateringer, og hvad så jeg? En annonce, der lige var løbet ind få timer før jeg ramte siden:
En autocamper til 10000 svenske kroner for to ugers leje. Fri kilometer. Alt inklusive. Ingen selvrisiko (som typisk ligger på 7000 SEK) for 1250  kroner.
Det kan nok være, at jeg sprang til tasterne i en fart. De har meldt tilbage i dag, at vi bare skal ringe, når vi er i Sverige næste gang, så finder vi ud af at mødes, aftale, skrive ned, betale depositum og hvad der nu ellers hører sig til.

Jeg krydser nu bare fingre – camperen er jo ikke ‘vores’, før lejekontrakten er underskrevet, så måske er dette lidt tidligt at skrive – vi skal dog under alle omstændigheder nok finde en bil – dette var bare uhørt billigt … næsten for godt til at være sandt, men lad os nu se.

Hyr vår Chausson Welcome 4. 6-sovplatser. Cykelhållare, Markis, Komfort-Stödben bak, Stereo. mm.
Vi startar vår uthyrning 1/2 2012. Men det går bra att boka redan nu.
Hyrpriser Chausson Welcome 4.
Weekend: 2.000:- (Fria mil). Fredag 12.00- Måndag 12.00. ( Juni till och med augusti endast hela veckor).
Vecka: 3.500:- (Fria mil). Juni till och med Augusti 4.500:-
2 veckor: 6000:- (Fria mil). Juni till och med augusti 10.000:-
Navigering: Weekend: 100:- Vecka: 300:- 2 veckor: 400:-
Skadekostnadsreducering kan tecknas till en kostnad av 100:-/dygn (högst 1250:- per kalendermånad)
I hyrpriset ingår 1 st Gasoltub P11, Husgeråd, Campingbord och stolar. (Sängkläder ingår ej).
Gratis inhägnad och kameraövervakad parkering för er personbil under hyrestiden.

Når vi har lejekontrakten i hånden, skal jeg nok fortælle, hvor vi har lejet den henne…

Jeg ved godt, at for mange af jer må to uger, hvor man sidder rigtig meget i en bil, lyde som verdens værste ferie, men det er det ikke for os. Jo – hvis vi skulle køre rundt nede sydpå i 35 graders varme … men det skal vi ikke. Vi skal til Norge; til noget af den smukkeste natur, man kan finde inden for kørerækkevidde.
Kamelryttersken har anbefalet os at tage Riksvei 17 fra Steinkjær til Bodø, så det gør vi selvfølgelig.
Det bliver fedt, og vi glæder os allerede. Om vi når Nordkap eller ej, er ikke det vigtigste – der har vi jo været i det bedste vejr, der overhovedet kan fås på det sted. Men vi skal deropad – måske helt ud til Vardø. Kommer an på vejret.

Visse ting er bare for fristende…

Jeg burde ikke. Men det trækker for meget i mig.

Manden kan jo ikke gøre for det. JO, han kan! Og jeg håber dæleme, at en god sprogskole får lov til at pudse hans sprog lidt af.

Det har jo ikke noget med politik at gøre. JO det har.

Man må ikke hænge folk ud offentligt. Arh, hvorfor ikke? Det gør politikerne da selv i rigt mål over for hinanden. Hvis bare de husker at sige ‘Hr’ eller ‘Fru’ inden de nedsættende udtalelser, så er alt tilladt.

Med andre ord: jeg er simpelthen nødt til at flashe denne massemail, der cirkulerer for tiden, og som min søster sendte til mig:

The out of country minister is taking a motherfather on the flyingmachine

Jeg forlanger ikke, at en udenrigsminister skal være flydende i engelsk, men det vrøvl, der nogle gange kommer ud af munden i dette åbne ansigt, gør mig, mere end pinligheden i sig selv, bekymret for, hvad han kan få forårsaget fordi han måske ikke helt forstår, hvad der bliver sagt. Eller at andre misforstår, hvad han mener.
Han burde hellere åbent indrømme, at han har brug for en tolk, fordi han ikke behersker engelsk godt nok til at føle sig tryg ved det, når man har en så vigtig post, som han har.
Det ville jeg kunne respektere, for det er ærlig snak, hvorimod jeg ikke kan respektere, at han opfordrer os til, at vi ‘bare skal abstrahere fra hans dårlige engelsk og i stedet lytte til budskabet’ (ordvalget er hans eget).
Man kan jo slet ikke undgå at fokusere på hans tåkrummende sprog – og mht. budskabet … jamen … har han noget?

Et utroligt stykke legetøj

Har I nogensinde hørt om The Leapfrog Tag System?
Det havde jeg ikke før mellem jul og nytår, hvor C kom i tanke om det, da vi sad og talte om, hvad John og jeg skulle give børnene i fødselsdagsgaver. Hun havde kun flygtigt studeret, hvad det var, men var kommet til den konklusion, at det vist var værd at ofre lidt penge på.
Det kan købes gennem Amazon, men jeg tror kun, det findes på engelsk indtil videre. Det er en lidt forvokset pencil-agtig ting, som i virkeligheden er en mini-computer, komplet med højttalere og det hele – det meste af dimsen er oven i købet fyldt ud af batterier.

Anna og Aubie fik hver en i fødselsdagsgave … dvs. de fik den først i lørdags, for det havde åbenbart været så populær en julegave i UK, at den gik i restordre.
Med fulgte nogle smagsprøver på de ‘bøger’, der hører til – der er i alt omkring 40 forskellige, der alle har til formål på en sjov måde at lære børnene noget brugbart.
Der kan fx stå en tekst, som Anna skal læse op. De ord, hun ikke umiddelbart kan gennemskue, fører hun pennen hen over – et af hendes tilfælde i lørdags var ‘fisherman’. Så bliver ordet sagt højt, og Anna kan fortsætte sin oplæsning.

Når Aubie åbner siden fra Cars, bliver han fx bedt om at tælle dækkene, som Luigi har stående på hylden, hvorefter han skal trykke på det rigtige tal. Så spørges han, hvor mange dæk der vil være tilbage, hvis McQueen kommer og køber to af dem. Selv om det er leg, er det også læring, hvilket jeg synes er en god kombination.

Anna elskede en leg med et kort over Afrika, hvor landenes navne samt visse af deres karakteristika blev nævnt, efterhånden som man førte pennen hen over dem. Når Anna trykker på Play, får hun stillet opgaver. Jeg ved ikke helt, hvordan det gik for sig, men dimsen husker, hvor mange gange man har leget den samme leg – fortæller bl.a. andet, om det var bedre eller dårligere score end tidligere.

Aubie var meget optaget af science-legene, hvor han får fortalt om det, han fører pennen hen over. Når han bagefter trykker på Play, er han fuldstændig opslugt af de opgaver, han bliver stillet.
Anna var meget opslugt af alt, hvad der har med regning og tal at gøre – det kunne sagtens konkurrere med Rapunzel- og Klokkeblomst-opgaverne.

C talte næsten en halv time om alt, hvad dette forbløffende lille stykke legetøj var i stand til – jeg kan slet ikke huske det altsammen, men jeg glæder mig til at komme over og se dem bruge det.

Der er læse-lærebøger, regne-ditto, videnskab, geografi, biologi og meget, meget andet, der er udviklet til forskellige aldersgrupper, så opgaverne vokser med børnene.

Ungerne fik dimsen og bøgerne lørdag morgen, og de bestilte ikke ret meget andet hele weekenden end at slå sig ned forskellige steder og tagge, som de kalder det.
Jeg kan dog se, at der blev tid til lidt udklædning ved siden af…

Tim sendte telefonbilleder i en lind strøm hen over lørdag og søndag; med teksterne Tagging – Still tagging – Even more tagging osv, og da jeg snakkede med C i lørdags, sagde hun, at hun lod dem bare blive ved, så længe de orkede, fordi det for det første havde nyhedens interesse, for det andet var det ikke en skærm, de sad og kiggede på, og for det tredje blev de jo hele tiden klogere…
På det sidste billede nåede Aubie ikke engang ud i køkkenet til mor og Anna, inden han måtte slå sig ned på tæppet i entreen.

Nu skal jeg have fundet et par bøger til dem, som de kan få, når jeg kommer derover i uge 7.

Senere:
Nu til noget helt andet: Er det kun mig, der er dødeligt uvenner med Blogger/Blogspot for tiden?
Jeg kan ikke kommentere hos nogle af jer, der bruger det (men det er nu nok kun de af jer, der ikke er vendt tilbage til pop-up-kommentarfeltet). Billeder bliver ikke vist. Hvis jeg vil kommentere via Diskus, sker der ikke en s…
Ofte kommer beskeden ‘Kan ikke vise siden’.
Det er således ikke fordi, jeg ikke gider kommentere hos jer, men det er søreme ikke altid nemt…

Stevns Klint

Eller Stevns Klink, som min lillesøster kaldte den…
Vi syntes, at luften trængte til os i dag, så vi kørte en tur for at gå en tur. Valget faldt på Stevns, for da vi kørte hjemmefra, skinnede solen så fint, og vi kunne lige så tydeligt se de fine, hvide klinter, lysende i solen, for vores indre blik.

Det var en smuk tur derned – solen skinnede hele tiden på vores vej sydover, mens der mod nord var en dybgrå himmel, som gav nogle fantastiske kontraster til det solskin, vi befandt os i.
Vi nød derfor køreturen – kørte i adstadigt tempo gennem Strøby strand og ladeplads; over Holtug og Sigerslev, forbi Gjorslev gods – smukt, smukt, selv her i januar.

I samme øjeblik, vi stoppede bilen på parkeringspladsen ved Højerup Kirke, forsvandt solen for ikke mere at vende tilbage i dag.
Man kan desværre ikke være lige heldig hver gang – jeg er vild med den grønne farve, man kan se på havbunden i vandet ved Stevns, men i dag var det så knapt så lysende, som det kan være.
Man skal ikke lide af svimmelhed eller højdeskræk, når man står her … der er langt ned og der er ikke så meget som antydningen af rækværk. Bare et skilt med, at man færdes her på eget ansvar.
Faktisk kan jeg godt lide denne holdning: at man selv er ansvarlig for ikke at skvatte ned af klinten. Ikke så meget barnepigementalitet her.

Klinten var som nævnt heller ikke så hvid, som den kan være.

Man kan godt komme ned, men den stejle trappe kan Johns knæ ikke klare, så vi holdt os oppe og nøjedes med at fotografere dem, der havde taget trinene ned.
kan I få øje på dem på billedet til højre?

Da vi havde kigget på de triste historier, som gravstene kan fortælle (to små børn døde inden for en uge – tanken er næsten ikke til at bære),

og taget et billede af den nye kirke i Højerup, som ikke behøver at rykke et hanefjed længere ind i landet julenat,

og endelig foreviget stavefejlen på sedlen i traktørstedets vindue,

kørte vi til Rødvig.

Hvorefter vejret besluttede sig til at blive så totalt elendigt, at vi besluttede at vende næsen hjemefter igen.
Jeg var blevet gennemkold, for jeg har glemt min vinterjakke i Sverige … troede dog jeg havde taget tilstrækkeligt med lag tøj på i dag, men det havde jeg ikke, og numsevarmeren i sædet på Johns bil er gået i udu. Ih, hvor jeg savner den varme – men jeg nyder sådan de ture, vi tager ind imellem.

Lidt mat i sokkerne

Det var selvfølgelig en smadderhyggelig aften i aftes, og John og jeg er ikke alt for kvikke i dag. Det var nu ikke, fordi vores gæster gik vildt sent hjem, men fordi John og jeg gjorde det tåbelige at falde i snak, så den var over tre, inden vi gik i seng. Det er ikke tåbeligt at falde i snak, men det er lidt fjollet at gøre det på den tid af døgnet … godt det kun er lørdag i dag.

Jeg fik en meget smuk buket, som nu står og pynter på spisebordet.

Menuen var først marinerede kammuslinger på mascarponecreme og smørristet brød, dernæst anderillette på ristet rugbrød, så Knuthenlund-brie bagt i kokotte og til sidst lavtemperaturstegt pattegrisekølle med bagt kartoffel-selleri-æble-‘lagkage’, salat, kvædekompot, en god sovs (ikke sauce, for der var masser af den, og så kan det kun hedde sovs) og trøfler.

Det var altsammen ganske udmærket, men den brie fra Knuthenlund, jeg havde glædet mig meget til, var simpelthen nået at blive for moden, så den var for stærk. Det var dog et godt koncept, kunne vi trods alt smage – det bliver gentaget med en noget yngre brie en anden gang.

Man fylder en kokotte halvt med brie og stikker masser af huller i den med en gaffel. Dernæst dryppes noget moselvin over (anbefalet: pinot gris. Anvendt: riesling) og til sidst drysses peber, fintstrimlet citron og finthakket rosmarin over. Bages i 15 minutter ved 200°. Et godt brød serveres til.
Hvorfor skriver man egentlig altid “…et godt brød…”? Der er vel ingen, der kan finde på at servere et dårligt brød?

De marinerede kammuslinger skal egentlig råmarineres, men jeg vendte dem lige lynhurtigt på panden i brunt smør.
Skæres derefter i tynde skiver, dryppes med citronsaft og drysses med lidt salt og sukker. Står i mindst en time, men kan sagtens trække længere.
Rør mascarpone med lidt salt og hvid peber og en anelse mælk.
Tag et portvinsglas og stik runde skiver ud af et groft toastbrød. Rist disse i smør lige inden anretning. Smør cremen på, læg kammuslingeskiverne på og drys med purløg.
Normalt regnes med tre stykker pr. person, men jeg nøjedes med to, fordi der skulle følge tre retter efter.

Anderilletten har jeg tidligere skrevet om – sådan én er hamrende ufotogen – det smager heldigvis bedre end det ser ud…

Den pattegriseskinke, jeg bestilte hos slagteren, var en ordentlig tamp – det var vist længe siden, den havde tilhørt en pattegris, men var trods alt alligevel ikke så stor som fra en slagtegris-skinke.
Tilbehøret: fire bagekartofler, ½ selleri og tre belle de boskoop-æbler blev skåret i ultratynde skiver og fordelt i seks lag i en bradepande – drys undervejs med salt og peber. Sidste lag overhældes med smeltet smør og det bages mørt.
Efter afkøling vendes det ud på et skærebræt og skæres i passende portionsfirkanter. Inden servering varmes det igennem ved kraftig varme.
Det smagte simhelthen smaddergodt – æblerne gav det en dejlig og frisk dimension. Det lavede jeg torsdag aften – når det alligevel skulle køles helt ned og senere genopvarmes, var det det snedigste at gøre.
Det var her, trøflerne kom ind i billedet. Det billede, som jeg glemte at tage – har nok snakket for meget på serveringstidspunktet, kunne jeg forestille mig.

Der var ingen dessert; kun nogle GODE, engelske småkager til kaffen. De kan noget med smørbagte småkager derovre vestpå, man åbenbart ikke rigtig kan finde ud af på de danske fabrikker.

Køge – en hyggelig gammel by

Der skulle investeres i lidt kammuslinger, så turen gik til Køge.
Min foretrukne fiskehandel ved havnen havde ingen i dag, så jeg måtte videre til den anden fiskeforretning – som kun havde dem frosne, men det var okay.
Det gav til gengæld en lille tur rundt ved Torvet og Brogade. Solen skinnede og folk var glade.
Køge er en skøn, gammel by, som man dog ikke skal besøge efter butikkernes lukketid; så virker byen lige så død som ‘beboerne’ på dens kirkegård.

Bygningerne er selvfølgelig altid lige charmerende og skæve, uanset hvornår man kommer – museet fra 1619; det gule hus fra 1636, hvor man se smukke smedejernsskilte hænge ud fra væggen, Hugos Vinkælder i gården, hvor der er et voldsomt liv om sommeren, når man kan sidde ude.
Dejlig nostalgi … jeg gik i gymnasiet i Køge, og ikke så få er de gange, hvor vi frekventerede dette sted efter skoletid om fredagen for at drikke en fadøl (de der drak øl) og ønskede hinanden god weekend. Dengang var platantræet der ikke. Så vidt jeg da husker. Men det passer sikkert meget godt … det ser ikke så gammelt ud. Det er nemlig i al sin gru gået op for mig, at min studenterhue har 40-års jubilæum til sommer. Huen holder sig bedre end mig – den har i hvert fald ikke taget på…
Det er 40 år siden, og jeg husker de tre år, som var de lige overstået – jeg husker eksamenerne næsten ord for ord, jeg husker … specielt alt det sjove … Det var en skøn, skøn tid med masser af skæg, spas og fornøjelser og endnu intet ansvar. Suk …

Hugos Vinkælder har en tilhørende vinhandel, hvor de åbenbart også sælger fin, ægte, håndlavet og tilsyneladende langtidsholdbar chokolade.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor længe den varer …

Der er altid en første gang

Således også i dag.

Sådan en lille bondepige fra fjerde kartoffelrække (moi) er ikke just opvokset med den finere franske madlavning. Det er ikke en klage, bare en konstatering. På et tidspunkt, hvor mine forældre fik lidt mere at rutte med, blev min mor meget gastronomisk eksperimenterende; som regel med et glimrende resultat, men hun kom aldrig helt ud over sparsommelighedstankegangen, der var nødt til at være fremherskende i hendes barndom, ungdom og første halve snes år som landmandskone.

Eksperimenteret blev der altså i et rimeligt omfang, men hvis der var angivet en dyr råvare, blev den enten sprunget over eller erstattet med noget mere spiseligt rent prismæssigt.
Jeg var derfor meget voksen, inden jeg første gang smagte trøfler, og jeg har til dato kun smagt det tre gange.
Det er dermed ikke det at smage trøfler, jeg mener med en første gang – det er det derimod, at jeg i dag for første gang selv har købt trøfler. Min mor ville vende sig i sin grav, hvis hun havde været med mig ude at handle i dag (øv, sikke noget sludder, men I ved forhåbentlig hvad jeg mener).

Die andere zwei Mädchen kommer til middag i morgen – plus en ægtemage, så der også er en, John kan lege med.
Jeg glæder mig meget, og det bedste er ikke for godt til dem – middagen er planlagt og delvist forberedt, så langt jeg nu kan. Det er jo fredag i morgen, så at skulle stå med en fireretters menu kl. 18 kan godt være lidt af en udfordring, men det er løst – og jeg siger ikke hvordan, for jeg ved, at Karen ofte læser med her…

Bortset fra, at det jo er afsløret, at det er noget med trøfler.
GISP, hvor er sådan nogle dyre. I opskriften stod der “hvide trøfler, hvis man synes, man har råd; ellers sorte”.
Nu havde de slet ikke hvide trøfler, så jeg måtte google mig til prisforskellen.
Jeg gav 85 kr. for 25 gram sorte trøfler. Så synes jeg så sandelig også, at de er betalt, selv om det ‘kun’ er 3,40 kr. pr. gram. De hvide så jeg til 45 kr. pr. gram, så nu forstår jeg bedre bemærkningen i opskriften … jeg skal bruge 10 gram, så det var blevet 450 kr. alene for trøflerne. Godt nok under jeg pigerne det godt, men her ville min grænse helt klart gå.
John og jeg kommer til at leve det liv, som bonden aldrig ser, inden de sidste 15 gram er fortæret. ÅRH, jeg glæder mig allerede – trøfler er fantastiske til pastaretter. Har jeg hørt.

Det bliver denne, der skal prøves (fra Trøffelhuset i Kokkedal):
Dette er kongeretten. En mere ekslusiv pastaret findes nok ikke – for den er enkel og helt absurd velsmagende.

• 40 g frisk trøffel (alt efter sæson: Sommertrøffel, vintertrøffel eller hvide trøfler. Frosne eller konserverede er også en mulighed).
• 40 g smør (trøffelsmør eller almindeligt smør)
• ¼ l piskefløde
• 1 fed hvidløg
• 250 g pasta (gerne pasta med æg)

Smelt smørret og svits hvidløget heri (det må ikke blive brunt – brændt hvidløg smager forfærdeligt). Kom piskefløden i og lad den koge lidt. Tag derefter hvidløget op og smag saucen til med salt og peber. Samtidig koges pastaen i rigeligt vand til den er al dente (en anelse hård – brug tidsangivelsen på pakken og træk 30 sekunder fra). Hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen over i saucegryden. Bland den rundt. Anret pastaen portionsvis på varme tallerkner og riv med mandolinaen ca. 10 g trøffel over hver portion ved bordet.

Lyder det ikke skønt? Enklere kan det vel næsten ikke gøres – men det bliver ikke i morgen …

Hvor autentisk skal sproget være i en bog?

Leif Davidsens Min broders vogter er lige færdiglæst – som altid fra hans side en god og læseværdig bog. Den var ellers lige ved ikke at blive lånt med hjem i første omgang, fordi den foregik i Spanien under borgerkrigen, hvilket ikke ligefrem er en af mine hovedinteresser.

Den blev dog læst, og den fangede også, som alle hans bøger har fanget mig.
Men. Er der nogen der ved, hvor gammelt udtrykket ‘det pisser mig af’ er? Jeg kan simpelthen ikke slå det op, så hvis nogen kan finde ud af det, vil det være fint.
Jeg er nemlig temmelig sikker på, at udtrykket ikke blev brugt i slutningen af 30’erne, og hvis jeg har ret, bør LD heller ikke bruge det i bogen.
Hvis jeg tager fejl, beklager jeg selvfølgelig, men LD læser såmænd nok ikke dette indlæg, så det vil ikke give ham søvnløse nætter af lutter ærgrelse…
Selvfølgelig skal selve sprogets opbygning og retskrivning ikke være som i 30’erne; det ville fx se ret fjollet ud, hvis han brugte store begyndelsesbogstaver i navneordene.
Faste udtryk og slang derimod, synes jeg skal være autentisk. Det har intet at gøre med, at jeg er sart – det er jeg slet ikke – der skal bare vælges de rigtige bandeord til lejligheden.

Det samme gælder for det velkendte engelske F-ord, som LD brugte rigtig meget i forskellige sammenhænge i bogen.
Det er jeg til gengæld mere i tvivl om – brugte de det som beep-ord i tide og utide i 30’ernes USA? Mit gæt er nej, men jeg er som sagt ikke sikker.
Wikipedia har vist et godt bud på etymologien, nåede jeg at få et sekundkort glimt af, men Wiki.org har blackoutet sig selv i 24 timer som en protest over et amerikansk kongrestiltag.

Jeg synes det er tidstypiske uddryk, der (blandt meget andet, selvfølgelig) gør en bog eller film autentisk og troværdig.
Hvis nogen brugte udtrykkene ‘bred ymer’ eller ‘høj karse’ i en bog eller film, der skal forestille at foregå under 1. verdenskrig, var der vist mange, der ville trække på smilebåndet. Eller blive irriterede.

Det er sikkert en svær balancegang mellem at det skal være til at holde ud at se og høre på, og så netop også at følge den pågældende tids ånd.
Jeg husker en udsendelse om Matador, hvor regissøren fortalte om den kæmpe research, de havde forud for optagelserne for at få fat i de rigtige ølflasker, bare for at tage et eksempel.
Vi er sikkert ikke engang altid bevidste om, hvad der får os til at synes, at et eller andet er virkelig godt, men jeg vil tro, at sådan noget som dagens emne er en vigtig del af det.

Eller hvad mener I?

Ecco var godt – engang

Der var engang, hvor jeg var svoren tilhænger af Eccosko. De var lidt dyrere, men også lidt bedre – og så er de jo danske.
Sådan er det ikke mere – eller også har det aldrig været sådan, men man ser jo det, man helst vil se.
De er hverken bedre eller dyrere end så mange andre mærker.
I dag gik den ene af mine (Ecco)-støvletter (tænk at det stadig hedder sådan … jeg føler mig lige så forældet som Støvlet-Katrine, når jeg bruger det ord) i stykker i sidesømmen. Jeg er overhovedet ikke imponeret over den holdbarhed, eller mangel på samme, der har været tale om her.
I retfærdighedens navn skal siges, at mine yndlingsferiesandaler er fabrikeret af Ecco, er 12 år gamle og endnu ikke slidt op. Jeg elsker de sandaler, og på vores ferier handler det (heller) ikke om at være smart. Det handler om at have noget fodtøj på, jeg kan gå længe og overalt i.

De omtalte støvletter holdt ikke længe nok til at forsvare den pris, jeg gav for dem, men at jeg er halvknotten heler ikke skosåret, så jeg gik i den lokale skotøjsforretning i dag.

Jeg fandt i sommer ud af, at det er herligt at købe sko via internettet.
Ikke kun, men også, og i dag skulle jeg bruge et par nye støvletter NU, så jeg gik i en butik.

Kender I det: der står et par sko/støvler/whatever og råber til én fra hylden: “Vi to er som skabt for hinanden! Prøøøøv mig!”
Det skete i dag, og råbet kom ikke fra Eccohjørnet, men fra et østrigsk fabrikat, jeg nu for første gang har købt: ARA (ingen links her! I må selv google, men det ser ud til at være godt og med et stort udvalg). Og mig, som ikke kan fordrage reklamer … prøv lige at høre dig selv, Ellen.
Ret billigt også, faktisk, især via internettet, så egentlig burde jeg ikke lufte min begejstring, før jeg kender holdbarheden.
(Man skulle tro, det var en rigtig papegøje, jeg har købt – se lufthullerne i æsken…)

Jeg prøvede støvlerne; de var bløde, vejede ingenting og sad som støbt på fødderne – nærmest som var det sokker, jeg tog på. De er hverken superkønne eller superfikse, men de er supergode og dermed støvletter, jeg godt kunne have på hver eneste dag i resten af vintersæsonen. Lavhælede og praktiske – jeg skal ikke gøre indtryk på nogen på jobbet alligevel. I hvert fald ikke via mine sko.
Jeg har engang været god til højhælede ting, men det er jeg ikke mere. Jeg lægger efterhånden for stor vægt på hælene, høhø …

Interne kurser – nye opgaver

Hvad gør man, når man bliver udpeget til en eller anden tjans, man inderst inde ikke rigtig har lyst til?
Prøver at sige nej, selvfølgelig.
Hvis chefen så ikke tager ‘nej tak’ for et svar?
Så modtager man opgaven og prøver at smile tappert alligevel.

Man mener i mit område, at jeg er selvskreven til at være administrator på et nyt dokumenthåndteringssystem, vi er ved at implementere.
For ikke ret længe siden ville jeg med begejstring have meldt mig frivilligt, for jeg er normalt meget glad for nye opgaver og at kunne have fingeren på pulsen.
Forandringsparathed er mit mellemnavn. Det har jeg faktisk skriftligt fra min chef.

Men.
Jeg er netop, hvis det ellers går, som jeg gerne vil have det, gået ind i mit sidste hele kalenderår som arbejdstager. Det har jeg ikke lagt skjul på over for min chef, hvorfor jeg mente, at lige præcis denne nye (og ekstra) opgave var lidt spild af både min og andres tid, for systemet vil kun med nød og næppe være blevet fuldt implementeret, når jeg siger farvel og tak for denne gang.

Der var ikke noget at gøre. Min chef, som desværre ofte har ret, sagde, at eftersom han jo endnu ikke formelt havde modtaget min opsigelse, kunne han derfor hverken udpege eller ansætte min afløser.
Det kunne jeg ikke rigtig argumentere imod, så nu er jeg under intern uddannelse som DBA’er. DOX Business Administrator.
En af superbrugernes superbrugere, så at sige. Vi bliver vist 6-7 stykker i alt til at supportere alle superbrugerne – for mit vedkommende 10 af slagsen.
Plus varetage visse opgaver bag systemet, eller til vedligehold af det, som ikke engang superbrugerne får adgang til.
Man mener, at det vil tage mellem 10 og 20 % af min tid “men kun i starten”. Jamen, jeg når jo nok aldrig længere end til starten; jeg har allerede et fuldtidsjob, og eftersom jeg ikke har tænkt mig at arbejde mellem 10 og 20 % over, til jeg går på pension, bliver der lige noget dér, vi skal have klaret internt. Det frygter jeg nu ikke så meget – min søde chef er absolut fair, hvad sådan noget angår, og han er udmærket klar over, at jeg for det første ikke er ung længere og for det andet så småt ser frem til at have andre prioriteringer i mit liv end arbejde og karriere.

Så på med klemmen i nakken, Ellen, så smilet fastholdes, og så ellers gå til den med krum hals.
Det gør jeg også, og selvfølgelig er det spændende nok at lære dette her.
Men alligevel, altså.
Forstår I mig?
Eller er jeg i virkeligheden allerede blevet det, jeg engang svor på, jeg aldrig ville blive; nemlig forstokket?
Aj. Det behøver I egentlig ikke at svare på …

Vi sætter skibet i søen, gør vi så … og håber på, at jeg hverken falder igennem eller i vandet.

Sikke en himmel i går

I går var vi til endnu en af januars fødselsdage; nemlig hos Johns datter Pernille.
Hun bor i Nordsjælland, og på den sidste del af vejen derop fulgtes vi med en af de pænere solnedgange. Faktisk den pæneste i 2012 indtil videre…

Pernille foretrækker de stille fejringer, så vi var bare hendes mor og dennes mand, kæresten med sin lille Emilie, samt John og mig.

Vi var heldigvis i god tid, hvorfor det var okay at beordre John i pit tre gange undervejs, så jeg kunne komme ud og fotografere.

Apropos fotos, så er jeg ved at uploade alle mine dokumenter (der er nu ikke ret mange) og alle mine billeder (der er til gengæld rigtig mange) til ‘skyen’.
Man kan også sende al sin musik på pc’en til himmels, så man kan høre sin egen musik overalt (er det mon den moderne variant af Sfærernes musik?), hvis man skulle have de lyster. Det har jeg så ikke, men jeg kunne ikke se nogen lagerbegrænsninger for min del af Cloud Drive.
Nu har jeg backup af mine billeder herhjemme, i Sverige og i cyberspace – mon ikke jeg er helgarderet efterhånden?
Med mit domæne hos one.com følger nu denne Cloud Drive-facilitet med i prisen – hvis jeg har lyst, kan jeg downloade en lille app på min telefon og på Johns iPad, så vil jeg til enhver tid kunne se mine billeder og dokumenter på den og på min HTC.
Det tager så bare cirka 1000 år at uploade de 40 GB, det drejer sig om … jeg tror ikke, jeg kan slukke min pc den næste uges tid … konceptet virker dog ret smart og nemt, så det skal afprøves.

Nogen af jer, der har erfaring med det?

Traumet ved at blive født for sent

Aubrey fylder fem år i dag.
Anna fyldte seks år i lørdags.
Kun et år og en uge er der mellem dem – ikke helt med vilje, men sådan kan det jo gå.
Tiden fra Anna var et lille halvt år til Aubrey selv kunne gå, var lidt hård for Charlotte, men det blev nemmere og nemmere, og i dag er hun meget glad for, at de er pseudotvillinger, som det kaldes, når der er mindre end 18 måneder mellem søskende.
Selvfølgelig er der konflikter – det er der vel altid blandt søskende – men den glæde, de normalt har af hinanden, opvejer det så mere end rigeligt.

Det, der brød ud fredag d. 6. januar; altså dagen før Annas fødselsdag, havde ingen af forældrene dog set komme:
Aubie begyndte at græde og var dybt ulykkelig over, at det altid var Anna, der havde fødselsdag først. Drengen gik fuldstændig i selvsving og var aldeles utrøstelig.
Charlotte forsøgte sig med alt muligt, men han var uden for pædagogisk rækkevidde.

Til sidst sagde hun, nærmest i desperation: “Sig mig … skal jeg proppe dig ind i min mave igen? Jeg tror faktisk ikke rigtig, du kan være der mere.”
Aubie holdt op med at græde.
”Hvad ville du lege med derinde? Der vil være meget mørkt hele tiden.”
Han kunne ikke lade være med at smile.
”Du er godt klar over, at hvis du skal have fødselsdag før Anna, så skal du være derinde i næsten et helt år, inden du kan komme ud igen? Du vil virkelig komme til at kede dig i al den tid, for du er nødt til at ligge helt stille.”
Større smil.
”Og uanset hvor meget du brokker dig, får du altså ikke nogen biler med ind i min mave. Det vil kilde alt for meget, når du kører med dem!”
Så kapitulerede Aubie og grinede højt – krisen var overstået.

Charlotte fik den tanke, at der måske var et eller andet galt, som Aubie slet ikke var i stand til at formulere. Hun tænkte over det og foreslog ham, at i stedet for at invitere de samme gæster som til Annas fødselsdag, kunne de invitere nogle andre, så dagen ville blive en helt anden end den, Anna havde.
Tims mor og mand bor i samme landsby og er derfor altid med til begge fødselsdage, hvorimod Tims far og kone bor en hel del længere væk, og da de lige har været sammen i julen, har de ikke været med til børnefødselsdagene før, fordi de hellere vil fordele børnebørnsgoderne lidt mere hen over året. De blev så alligevel inviteret denne gang og sagde jatak – selv Tims gamle farfar på 91 år ville gerne komme.
Det gjorde en forskel for Aubrey, så C havde nok haft ret i, at der var noget, han ikke havde kunnet formulere. Han var 100 % glad igen og var et stort smil, da det gik op for ham, at hans fødselsdag vil blive anderledes end Annas.
Og hun, som troede, hun gjorde det så godt, fordi hun aldrig har villet slå fejringen af deres fødselsdage sammen … det havde måske i virkeligheden været bedre …

Lige inden Annas fødselsdag sendte jeg, blandt andet, et fint dansk bordflag over til dem. I lørdags var Aubie ikke helt tilfreds med, at flaget skulle stå lige foran Annas plads ved spisebordet, men han har heldigvis en meget large storesøster, som ikke havde noget imod at lade det stå midt imellem dem.

I dag var der sjovt nok ikke noget forkert i, at det skulle stå lige foran Aubreys plads ved bordet … mente Aubie …
Sådan kan der også være forskel på at blive fem og seks år.

Hvad er forskellen på anderilette og grisesylte?

Det oplagte svar er naturligvis, at førstnævnte er lavet af and og sidstnævnte af gris.
Førstnævnte smager formentlig også overvejende af and og sidstnævnte overvejende af gris.
Det er to sandheder, jeg på ingen måde har tænkt mig at forfægte, men for mig at se, er det også de eneste væsentlige forskelle.
De fleste ikke-vegetarer spiser sandsynligvis begge dele – altså både and og gris.
Der er en smule forskel på krydderiernes art, men nu er vi allerede ovre i småtingsafdelingen.
De er tilberedt på samme måde, og den ene er ikke mere fed end den anden – fedtprocenten i det færdige produkt er nemlig noget, man helt selv er herre over.
Udseendet er stort set ens – jeg vil godt påtage mig at tilberede begge dele, så man ikke kan skelne det ene fra det andet.

Næh – den største forskel er snobberiet og fordomsfuldheden i disse to spiser.

“Sylte!!!??? Nej, DET spiser jeg altså ikke!” Med ansigtet fortrukket af væmmelse.

“Anderillette?! Nej, DET lyder altså lækkert. Er det ikke svært at lave?” Med nysgerrighed og forventning præget i (samme) ansigt.

Efter tre timers kogning af andelår eller svinekød ser kødet fuldstændig ens ud. Når det er findelt og suppen kogt ind og hældt over, er der kun marginale forskelle på de to retter.

Men altså:
Anderilette er en fornem forret, som serveres på ristet rugbrød (og i dette tilfælde hedder dette naturligvis croutoner) og med cornichoner som tilbehør – nu er vi i det franske gourmetkøkken.

Sylte er en ulækker ting, som visse gammeldags indrettede husmødre laver til jul og serverer på rugbrød og med sennep og rødbeder som tilbehør – nu er vi i det danske landkøkken.

Har jeg efterhånden fået skåret min pointe ud i pap?

Hånden på hjertet: hvor mange har turdet smide fordommene over bord og smagt en rigtig, hjemmelavet sylte? (Vi taler overHOvedet ikke om supermarkedsprodukter her. Ikke engang om ‘slagterens hjemmelavede’. I ved nok: den franske leverpostej laver slagteren selv; den hjemmelavede kommer fra en fabrik…)
En af mine niecer smagte sylte til jul og blev så positivt overrasket, at vi måtte smile lidt ad hende. “Jamen det smager jo skideGODT! Slet ikke som jeg havde forventet!”
Jamen … hvad havde hun da forventet? Det kunne hun ikke svare på, men sagde, at hun bare altid havde set det der grisehoved for sig…
Vi havde på et tidspunkt haft en lille rundbordssnak, hvorunder jeg hævdede, at jeg absolut respekterede, at man ikke kunne lide denne eller hin givne ting – hvem har det ikke sådan? –  men at jeg ikke havde megen respekt for bemærkninger som “Nej, det spiser jeg altså ikke!” – uden nogen sinde at have så meget som smagt på det.

Det kan vi ikke lide

Hvis man brokker sig, skal man bare gøre det høfligt

I går sad jeg og så ‘Modens historie’ over DR K.
Det var den første af fem udsendelser, og man havde valgt at starte med det gamle Rom – i øvrigt en uhyre interessant dokumentar, men jeg skal ikke udelukke, at jeg måske kunne være en smule arveligt belastet af min datter.
Inden I nu belærer mig om, at den vej går det altså ikke med arvelige egenskaber, skal I vide, at det kan det sagtens gøre – jeg har fx også fået mine grå hår fra Charlotte

Hvis vi tror, vi er modebevidste og/eller modeslaver i dag, så er det det rene vand ved siden af de gamle romere. Og romerinder.
Det var en sand videnskab at folde en toga, og det kunne tage mange timer at gøre det korrekt – til nogle af de større togaer skulle der to slaver til at arrangere den ordentligt.
Den mindste forkerte fold, og rygtet for den pågældende person var ødelagt; man var stemplet som en sjuske, og den formastelige slave blev forvist til køkkentjeneste, eller det der var værre, for en tid.
Håret var et kapitel for sig … krøller eller ej … som sagt var det spændende at lære om alt sammen.
Lige som de franske præsidenter partout skal have bygget sig et eller andet mindesmærke, man skal huske dem for til evig tid, prøvede de romerske kejsere at blive husket ved at lave lidt samme nummer ved at trende en ny hårmode, hvilket jo straks blev foreviget på statuer og buster.

Antikkens Rom bevægede sig i tid fra den ene til den anden side af år 0, og jeg bemærkede meget hurtigt, at “AD” konsekvent blev oversat til “f.Kr.”
”Før Kristus” hedder “BC”. Faktisk er det meget ulogisk fra englændernes side at tale latin efter år 0 og engelsk før (AD = Anno Domini, BC = Before Christ) – hvis noget, skulle det da have været omvendt… 
Oversættelsen var i hvert fald helt forkert og kan hurtigt udgøre en stor forskel på, hvilket tidspunkt i historien vi egentlig taler om, så efter udsendelsen fløj jeg i blækhuset og skrev til Allan Hilton Andersen (som jeg kender af navn og gavn, men ikke personligt) fra Dansk Video Tekst, som lagde navn til oversættelsen. Jeg havde en lumsk anelse om, at DVTs oversættere normalt har styr på BC og AD, og at det derfor har været en ren tanketorsk, men derfor er der jo ingen grund til, at fejlen står til evig tid – DR er jo nærmest berygtet for deres genudsendelser.

Svaret løb ind allerede lidt senere på aftenen – hatten af for hurtig reaktion (jeg gider snart ikke blive ved med at tage den hat på. Den skal jo hele tiden af igen).
Mailkorrespondancen er gengivet herunder, hvis man orker.

---

Hej Allan

Jeg sad i eftermiddags og så programmet ‘Modens Historie’, som blev sendt over DR K.

Mette Holm havde oversat det, og jeg bed mærke i, at hun konsekvent oversatte “AD” til “f. Kr.”

Jeg tænkte, om ikke det kunne blive rettet til en eventuel genudsendelse – der er immervæk et spand på 564 år fra 282 f.Kr som der stod, til 282 AD, som der blev sagt, hvilket kan ses godt 22 minutter inde i udsendelsen.
Man talte om noget, som skete efter Neros regime, som var fra 54-68, så f.Kr. ville i i dette tilælde være en umulighed

Dette var ét eksempel – som sagt var det hver gang, der blev sagt AD, oversættelsen lød på f.Kr.
Før Kristus hedder som bekendt ‘BC’ på engelsk, hvilket Mette Holm sikkert også udmærket er klar over.

Tag mig det ikke ilde op – jeg er ganske klar over, hvor irriterende det er at blive grebet i sådan en tanketorsk, men jeg ved også, at jeg helst ville have det at vide, så fejlen kan blive rettet.

Med venlig hilsen
Ellen Nielsen

Kære Ellen.

Tak for din mail.

Du kan tro, jeg ikke tager dig det ilde op. Tværtimod er vi altid glade for at blive rettet.

Det er jo en hovedet-under-armen-fejl – og det kan godt undre mig, at fejlen også undgår korrekturlæserens øjne.

Mette har sikkert været stresset af Murakami, men det er jo ingen undskyldning.

Vi begår selvfølgelig alle fejl – men det er derfor, vi har tre skarpe korrekturlæsere. Og så er det for at bruge et godt udtryk rigtig ’træls’, når det går galt alligevel.

Filen bliver hentet ned og rettet i morgen.

Mange hilsner

Allan Hilton Andersen
DVT

God service. Igen.

Efter jeg fortalte om Johns lille, positive oplevelse om den pæne rabat på TZ20 hos fotohandleren, da hans arvede TZ10 gik i stykker, gjorde Pia mig opmærksom på, at Elgiganten havde mit nye blå TZ20 på tilbud til 1777 kr, og at Elgiganten har prisgaranti, så vi skulle kunne få de 522 kr. tilbage, som var differencen op til 2299 kr.

John udstyrede mig med kvitteringen, så i fredags bevægede jeg mig til Køge og fremkom med mit ærinde til en ekspedient et sted i trediverne – altså formentlig ikke en helt uerfaren fyr.
Han kunne oplyse mig om, at nej desværre … netop her fra 1. januar havde de taget det med prisgarantien ud af deres program, så jeg kunne ikke få noget refunderet.
Så kiggede jeg ham dybt i øjnene og sagde, at det var jeg sandelig ked af at høre, men fortrydelsesretten på 14 dage gjaldt vel stadig?
Dette kunne fyren bekræfte, så jeg gjorde ham opmærksom på, at dette kamera var købt d. 31. december, og eftersom dette var d. 6. januar, fortrød jeg hermed mit køb og ville gerne have pengene retur … for derefter at styre direkte hen og købe et magen til til 1777 kr. Medmindre han ville sælge mig det samme kamera endnu billigere. Nu var det jo brugt … så kan de vel ikke forlange nypris?

Så var det hans tur til at kigge længe på mig. Spurgte derefter, om jeg havde alt tilbehøret med til kameraet – og indrømmede, at han godt kunne se det lidt fjollede i dette her.
Det havde jeg ikke, men jeg sagde, at jeg ville komme igen på mandag med alt tilbehøret; så kunne vi foretage vores lille byttenummer. Ekspedienten sagde, at han så ville snakke med chefen (som ‘desværre’ ikke var der i fredags) – der måtte kunne findes en lettere vej; han havde bare ikke selv lov til sådan lige at give mig de 522 kr. retur uden grønt lys fra de højere elgigantkredse.

I mandags stod jeg der igen, med det hele parat til ‘kampen’. Ekspedienten fra i fredags var optaget, og efter et stykke tid stod der en meget ung fyr og spurgte, om han kunne hjælpe…
Jeg sukkede i mit stille sind – han så virkelig ud, som om han lige havde sluppet bleen – men jeg pegede op på alle deres bannere med “Vi vil være billigst!” og “Det er dumt at betale for meget!” og sagde, at det kunne jeg skam kun være enig i, hvorfor jeg også var lidt ked af at have betalt 2299 kr. for et kamera, de kun en uge efter sælger til 1777 kroner.

Gutten tøvede ikke i to sekunder: “Jamen så får du da differencen retur. Jeg går ud fra, at du har kvitteringen med?”

Sådan. Ellen tabte underkæben. Ikke så meget pjat her …  da jeg efter et par sekunder havde fattet mig igen, forklarede jeg ham kort fredagens ‘oplevelse’, hvortil han erklærede, at det da var for tåbeligt og for meget ulejlighed for alle parter, når jeg alligevel ville ende med at få ret på den ene eller den anden måde.

Hatten af for ham – hvilket jeg også sagde til ham med et stort smil.
“Bare gå til kassen – så får du dine penge.”

Jeg er ikke så nem at slippe af med…

This blog has been deactivated because we believe it does not comply with the WordPress.com Terms of Service or advertising policy.

If your blog is designed to promote affiliate links, get rich quick programs, banner ads, consists solely or mostly of duplicate or automatically generated material, or is part of a search engine marketing campaign, WordPress.com is not the place for you. Please use the Export feature to move your content to a more appropriate hosting service.

Occasionally we make mistakes. If you believe we have misclassified your blog, please click here to contact us as soon as possible so we can fix the problem.

Det var beskeden, jeg fik op i kontrolpanelet i går. (Jeg har erstattet de fleste links med fed skrift.)
Min første tanke var selvfølgelig WHAT??? Hvad hulen bilder WP sig ind? Jeg har absolut ikke overtrådt nogle regler og/eller betingelser, så jeg klikkede på det sidste link og udbad mig en forklaring på, hvad det helt præcist var, de mente jeg ikke var i compliance med, i tilfælde af, at jeg uafvidende skulle have fået gjort et eller andet ulovligt – det ville være rart at vide til en anden gang.

Lad mig først og fremmest benytte lejligheden til at takke jer, der lynhurtigt var der med en undrende mail, for jeres bekymring – og en speciel tak til Inge og Kong Mor for at publicere en ekstraudsendelse i anledning af min ufrivillige blogdød – sådan noget bliver jeg altså rørt over, skal I bare vide.

I øvrigt synes jeg det er strengt bare at ekskludere folk uden videre – man straffer sgu da ikke folk uden de ved, hvorfor straffen falder. I hvert fald ikke i vores del af verden, så vidt jeg ved.
WP kan advare. De kan sende en mail om, hvad der er galt. De kan bede mig om at slette eller ændre det pågældende indlæg – til nød selv slette det, hvis det er en grov overtrædelse, men denne måde at opføre sig på, er svær at acceptere – bare at lukke bloggen. Jeg følte mig næsten som en, der var blevet afsløret i at frembringe eller sælge børneporno og forventede nærmest, at politiet ringede på min dør lige om lidt for at lægge mig i lænker, køre af sted med mig og beskytte omverdenen mod mig ved at anbringe mig i en isolationscelle.

Da jeg spændt åbnede min mail efter en sen hjemkomst fra arbejdet, kunne jeg til min store glæde konstatere, at der var indløbet kommentarer – plus en mail fra WP:

Hi,
Our apologies. The system should not have done that.
We have removed the warning in your dashboard and sincerely apologize for any inconvenience it may have caused.
–
Anthony
WordPress.com

Godt så. Tak for en særdeles uddybende forklaring *meget sarkastisk smilende smiley*
Det blev jeg ikke spor klogere af, men jeg gider ikke forfølge sagen – det vigtigste er, at nogen har erkendt, at det var en fejl. Og alt andet lige var de jo hurtige nok til at rette fejlen.

Jeg så, at mange af jer kastede jer over en backup pga. denne hændelse, men som I kan se øverst, er det ikke det afgørende i denne sag; WP siger jo, at det står mig frit for at eksportere indholdet over til en ‘mere passende udbyder’, så der er intet bortkommet.
Derfor er det selvfølgelig altid klogt at tage backup…

I aftes sad jeg i min vrede og frustration og så på, hvad min domæneudbyder kunne tilbyde mht. blogs. Det var desværre ikke særlig imponerende, så jeg er glad for, at det ikke blev nødvendigt alligevel – men det er selvfølgelig en rar bagdør at have – og at have sit eget domæne kan kun være en fordel, kan jeg se … jeg skal have studeret mulighederne for at køre WP på mit eget domæne – når nu jeg har det alligevel…
Jeg kiggede også på Blogger, hvilket jo også kunne have været en mulighed, men selv om jeg er en anelse knotten på WP lige nu, må jeg konstatere, at jeg synes, det er den bedste blogudbyder med de fleste valgmuligheder, så jeg bliver hvor jeg er.

Hvis jeg virkelig havde tænkt mig at emigrere fra blogland, ville jeg da have skrevet om det og fortalt om mine bevæggrunde til det – men det har jeg aldeles ikke tænkt mig, og skulle jeg blive kørt effektivt over af en lastbil i morgen, ville der bare ikke komme flere indlæg – bloggen ville forhåbentlig ikke af den grund forsvinde på den luskede måde, den gjorde i går – så er de i hvert fald dygtige hos WP

Jeg er meget glad for at være back on track, men ville stadig gerne vide, hvad pokker der egentlig skete. 

Ris fra skoven

Vi droppede brændekløveriet, for vi ville hellere se at få noget af det ris ind, skovarbejderen havde givet os lov til at tage.

Definition på ris: det, der ligger i rodebunkerne og ikke er afgrenet af skovmaskinen.
Det kan godt blive til en hel del – alene i dag blev det til dette, og der er mere endnu, som vi først kan komme til, når de store stammer er stablede eller fjernede.

Her ligger brænde nok til flere weekender – kvit og frit. Ingen klager herfra.

Solopgangen så fin ud nede over åen, men det var stort set også alt, hvad vi så til solen i dag. Det gjorde ikke noget, for det holdt tørt, og selv om temperturen lå lige på frysepunktet, havde vi ingen problemer med at holde os varme …

Bagefter var John ude og lege. Med panoramaindstillinger. Og da John er John, sættes det lille Lumix naturligvis på den kæmpestore fod …  her overlades intet til tilfældighederne.
Først vandret; så lodret kamerastilling … og så ind og lime billeder sammen.

Vi indviede den Latte-Senseo, jeg gav John i julegave. Han havde en Senseomaskine heroppe, men den gik død for nogle måneder siden.
Der blev sørget meget, og den har været dybt savnet siden den døde, men mens han godt kan bruge flere tusind kroner på kameraudstyr, var han uvist af hvilken årsag for nærig til at investere i en ny Senseo.
Det kom mig til gode, for så havde jeg for en gangs skyld en julegaveide til manden, der har alt.
Jeg fandt ud af, at de nu er blevet opgraderet til at kunne lave cappuccino, café latte og latte macchiato + sort kaffe i tre styrker, ved at jeg fik en tilbudsmail fra Brugsen, hvor der stod, at man kunne få den i den pågældende uge med “300 kr. i medlemsrabat – nu kun 1300 kr.”
Så gik jeg på internetjagt og fandt hurtigt ud af, at der var ingen, som i ikke nogen overhovedet, der solgte den Senseo til 1600 kr. Derimod var der en hel del til salg til 1200 og 1300 kr. Frækt af Brugsen, altså, at prøve på at få os til at hoppe på den ‘rabat’.
Til sidst fandt jeg den hos Whiteaway til 1050 kr, hvilket var det billigeste, jeg så den til – med gratis levering og det hele på lige præcis den dag, der passede mig bedst.
(Whiteaway skriver ‘ynglingskop’ i stedet for ‘yndlingskop’ – det var lige før, det var nok til at få mig til at købe maskinen et andet sted … hvorfor er der mon så mange, der tror, at ens favoritting har noget med ungersvende at gøre?)

John kunne aldrig finde på at drikke kaffe med mælk, så det var måske lidt egoistisk af mig at tage denne udgave af Senseoen – på den anden side er han bare glad for at kunne lave sin yndlingskaffe igen og synes det er helt fint, at jeg kan få mit mælkeskum med i købet.
Det gør den så også rigtig godt.

Vattenriket

Det de kalder ‘Vattenriket’ ligger normalt ikke lige her omkring, men vand har vi rigtig meget af – endog mere end sidste gang, vi syntes det var temmelig vandfyldt. Nu er selv noget af broen overvømmet, og stien ud til den er blevet til en ny vandvej. Nede, hvor man så flinkt har fældet de træer, vi bad om, kan vi nu finde små, nye søer.

I dag er vejret så gråt og vådt og trist, som det kun kan være i januar – og november, faktisk … men vi har ingen som helst problemer med at beskæftige os inden døre. John skal til at lære et TZ20 at kende, og han har tænkt sig at lege med redigeringssoftwaren, som følger med kameraet – det har bl.a. et kanongodt klistre-billeder-sammen-til-panoramabillede-værktøj, der lige skal studeres nærmere.

Måske kan nogen huske denne alternative ting, jeg startede med at strikke i uge 43. Den har ligget og været færdig længe, men jeg har ikke fået taget mig sammen til at gøre den helt færdig (strakt i facon) før nu – i øvrigt ligger mine ‘blocking wires’ her på ødegården, så det havde slet ikke kunnet lade sig gøre at strække den ud derhjemme…
(Jeg så engang en, der til min store morskab kaldte dem for ‘blogging wires’ – de er gode til at strække sjaler og andet strikketøj, men de kan trods alt ikke skrive for mig.)
Den ser stadig underlig ud, men det endelige resultat bliver forhåbentlig godt. Ærmerne skal sys sammen, når den bliver tør igen, og så håber jeg ellers at den kommer til at ligne det den skal, når jeg engang får den på.
… Beklager meget, at jeg ikke tænkte på at arrangere arbejdet på et vattæppe, der matchede noget bedre i farven end denne rædsel

I dag bliver det tilsyneladende bare ved og ved med at regne, så selv om vi ikke keder os inden døre, ville vi gerne kunne komme ud i morgen, så vi kan få lidt motion – planen er, at vi skal have lavet denne bunke om til noget, der kan gå i brændeovnen.
Vejrudsigten for i morgen ser lidt mindre våd ud end den for i dag, så der er håb forude.