Hos Mommer

24. april 2014

Hvaler i vindueskarmen og elefanter i Næstved

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags:

Hvaler i vindueskarmen – hvad er nu det for noget pjat?

Squash - spæde planter (2)Plettenberg Bay 2004

Det ligner de da, mine spæde squashplanter: Det klassiske billede af hvaler, lige før de dykker helt ned under vandoverfladen.
Seks frø af syv spirede. Hvis de alle yder pænt, bliver vi kvalt i squash i år. Tre af disse seks bliver sat herhjemme. Tre ryger til Sverige, hvor de må klare sig så godt de kan. Sidste år gik det ikke så godt, mens den ene plante jeg havde forrige år, gav ganske pænt.

Elefantparade i Næstved Storcenter 2

Nu er de væk, alle elefanterne. De forsvandt i løbet af påsken, men ellers havde de stået og pyntet i storcentret lige siden før jeg startede med at have min daglige gang i Næstved.
Der har været koparade i København, løveparade i Bath og nu elefantparade i Næstved Storcenter.
De var flotte og fantasifuldt lavet næsten alle sammen, og man kan kunne, som ved alle paraderne, byde på dyrene, hvis man skulle have en ubændig lyst til at erhverve sig en udsmykket elefant.
Nu har vi ikke lige plads til en elefant i entreen, men hvis jeg skulle have en, skulle det selvfølgelig være denne her:

Elefantparade Næstved (15)

Den kunne jeg ikke stå for, lige som John – i sin egenskab af Meget Stor Elvisfan – faldt for denne løve i Bath i 2010:

WilsfordJuli_2010 (69)WilsfordJuli_2010 (70)

Dette i mangel af udflugt i dag, hvor vejret har været … ja, hvad skal vi kalde det? Ganske normalt aprilsvejr er nok mit bedste bud. Køligt, regnfuldt, blæsende og i det hele taget temmelig trist, så vi satte næsen direkte hjemover, uden at have den ringeste lyst til svinkeærinder, bare til den dejligt varme kaffe i det uundværlige bodumbæger.

23. april 2014

Tidsoptimister? Pffftt

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 15:29
Tags:

Jeg hørte de sidste to minutter af et interview med en kvinde, jeg derfor ikke fandt ud af hvem er, men jeg fandt ud af, at hun har meget svært ved at være præcis og at familien derfor inviterer hende til en halv time før de andre gæster skal komme.
Hun kaldte sig selv for tidsoptimist, fordi hun hver gang tror, at hun nok skal nå det til tiden.

Jeg kalder det altså noget helt andet. Beklager, hvis der er nogle af jer læsere, der føler sig ramt her, men den slags mennesker irriterer mig. Virkelig irriterer mig!
For mig er det snarere personer med manglende styr på deres liv. Så kort og så hårdt kan det siges. Tænk, at man hver eneste gang, man skal ud af døren, ikke har lært noget af sidste gang, man bildte sig selv det samme ind.
Og kom for sent.
Jeg vil ikke kalde det dumhed, selv om det så udmærket beskriver min holdning til det at begå den samme fejl igen og igen.
Jeg forstår ikke, at det åbenbart er en umulighed at lære at starte det før, næste gang man skal nå noget – hvis man ellers er et normalt fungerende menneske.
Det er måske nærmere en form for arrogance? Manglende respekt for andre(s tid) er det i hvert fald.
Jeg bliver stiktosset, hvis jeg står og venter med en middag, og så folk ikke kan dukke op til den atalte tid.
Naturligvis ikke, hvis de har en god undskyldning, men man kan altid ringe og give besked.
Vi kender heldigvis ikke så mange af den type, og jeg/vi er holdt op med at vente på de få personer, det drejer sig om.

Min gamle chef var dejlig kontant på det punkt. En enkelt gang kommenterede han naturligvis ikke, men der er altid visse, der ikke ser det som et problem at spilde flere menneskers tid, fordi man er nødt til at vente på dem, og sådant blev altid påtalt i utvetydige vendinger – det ville han simpelthen ikke acceptere. Han brugte heller ikke tid på at sætte forsinkede personer ind i, hvad det var sket før vedkommendes ankomst. Det kunne de læse sig til i referatet, lød beskeden.
Det var ret effektivt.

Det irriterer mig også, når folk med den slags tilbøjeligheder nærmest forventer, at vi andre bare accepterer, at de ikke kan være præcise.
“Årh du kender mig jo – jeg kan jo aldrig komme til tiden” på en og-det-synes du-selvfølgelig-i-orden-måde.
NEJ, jeg synes ikke det er i orden, og jeg er ikke bleg for at sige det direkte.

Har I måske hørt folk, der altid kommer for sent, blive omtalt med respekt? Eller bare forståelse? Jeg har i hvert fald ikke, så jeg tror ikke, jeg står alene med min holdning.
Sjovt nok kan disse irriterende personer godt finde ud af at nå fly. Hvorfor er det så så uendelig svært i alle andre sammenhænge?

Jeg har aldrig ladet min mand vente på mig, fordi jeg ikke kan få snøvlet mig færdig til at komme ud ad døren, og jeg kommer aldrig for sent til noget – det er i hvert fald ikke min egen skyld, hvis jeg gør – hellere komme for tidligt og så vente lidt.
Måske vil nogen derfor finde mig irriterende … om ikke andet, så for denne sidste omgang gloriepudsning.

Hvad er jeres holdning til folk, der aldrig kan komme til tiden? Eller er I selv en af dem?

22. april 2014

Forårsfornemmelser – live …

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags: , ,

Jeg har det fint igen, men det er nu alligevel ikke mig, der så ublufærdigt demonstrerer forårsfornemmelser IRL, men nogle knald(!)røde biller i vores have. Findes der pletfrie mariehøns?
De er lidt slankere end mariehøns, men nok lige så lange. Størrelsesforholdet får man måske en fornemmelse af, når jeg fortæller, at det er en vibeægstængel, de sidder og hygger sig på. Skjoldet er omkring 6 mm langt.
Det er lilje(blad)biller Liljebillerne og deres larver angriber et meget stort antal plantearter inden for slægterne Lillium og Fritillaria (hos sidstnævnte kender vi især kejserkrone og vibeæg)” – jeg skal nok ikke være spor glad over at have observeret dem i vores have – deres larver æder alt, hvad de kan komme i nærheden af. De er hurtige til at opdage planterne – vibeæggen er først kommet til i år og kejserkroner har vi ikke.

P1000677

I dag gik turen igennem Ugledige tæt på Vordingborg. Bare fordi …
Ugledige har jeg set skilte mod, men normalt har man andre ærinder og er måske heller ikke nysgerrig nok. 
Fordi John havde kørt igennem i sin tid som patienttransportør, ville han vise mig denne lille, idylliske plet på danmarkskortet.

Ugledige

Alene de to steder, som lå så smukt ned til en lille sø, var betagende. Ren Morten Korch, ikke?

Ugledige (4)Ugledige (5)

På den anden side af vejen gik gæssene og skræppede fornærmet til os, mens de var på vej ned til den anden lille sø. Der fløj hele tiden par fra den ene lille sø til den anden lille sø, og vi kunne høre en konstant skræppen op fra flere fuglearter, mens vi stod og fotograferede og i det hele taget nød området omkring os. Vi så flere hold gæslinger her.
Jeg har ganske vist været på det sydligste Sjælland før, men har aldrig studeret det så indgående og fra så små veje som i år – hvor er det dog et smukt område.
Her kunne jeg godt bo.

21. april 2014

Komplet underdrejet i 1½ døgn

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 10:24
Tags:

Pyyyhhh.
Alle forkølede og/eller influenzaramte mænd: go home! I når mig ikke til knæene i selvmedlidenhed eller ‘ramthed’.
Fredag aften fik John ondt i maven og måtte løbe på toilettet tre gange i købet af natten.
Han havde stadig lidt ondt i maven lørdag morgen, men efter eget udsagn ikke noget at tale om.
Lørdag ved 21-tiden fik jeg ondt i maven.
Gik tidligt i seng, men med hyppige ture på toilettet resten af aftenen og natten.
Først den ene vej, og så den anden vej.
Jeg HADER det.
Søndag morgen var jeg færdig. På alle måder fuldstændig færdig, heldigvis også med at kaste op.
Godt nok er man altid lidt af en karklud, når man har haft roskildesyge, men det her slog alle tidligere rekorder; kun overgået af dengang jeg fik en salmonellainfektion.
Der er sgutte meget modstandskraft tilbage i mig … det er sandelig godt, jeg ikke blev syg, mens jeg var i kemobehandling – så var jeg da død.
På vej hjem fra Sverige lå jeg på bagsædet – kunne ikke engang sidde i bilen. Jeg følte mig ærlig talt lidt fjollet.
I aftes lavede John havresuppe til mig. Revet æble og en smule sukker ovenpå. Det hjalp det hele lidt på rette vej.
Sov i 13 timer i nat.
Havresuppe igen til morgenmad.
Nu er jeg lige ved at være menneske igen. 
Og har fået overbevist John og især mig selv om, at jeg med stor sandsynlighed overlever. Miraklernes tid er ikke forbi …

Aubie i kajak

Godt, at Aubie kan holde sig oven vande … så skidtpyt, at man må se sig overhalet.
Han var ude og kajakke i to timer den første feberfrie dag efter en omgang skarlagensfeber. Der er sandelig forskel på små drenge og deres mormødre.
Jeg skal lige understrege, at det var drengen, der insisterede – faderen var ikke helt tryg ved det, men moderen sagde, at når han nu selv så gerne ville, var det i orden – der skulle selvfølgelig bare holdes et grundigt øje med den lille fyr, men han var sej – var dog kun omkring to sekunder om at falde i søvn om aftenen.

19. april 2014

Höö – en skøn ø

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , , , ,

Dinosauren på Höö i MöckelnNattefrost i nat – ÷4° – fantastisk vejr i dag – 18,4°. En stor forskel på nat og dag, må man sige … der er knapt nok en vind, der rører sig, der er ikke en sky på himlen; vi har set masser af citronsommerfugle og en enkelt sørgekåbe ved Möckeln. Vi så nu også en sørgekåbe her på matriklen for tre uger siden, men den er heller ikke så sjælden her som i Danmark.

Det var Kristine, som anbefalede os at tage til Höö, der er en brofast ø i søen Möckeln ikke så langt fra Älmhult. Det skal du simpelthen have 1000 tak for, Kristine – det var dog et fantastisk sted.
Med blå anemoner, så nu har jeg endelig set dem i virkeligheden.
Dinosaurer var der også … denne havde gemt det meste af sig nede i jorden og nøjedes med lige at stikke hovedet op og kigge på os.
Den passede sikkert på de blå anemoner, som stod i et lille område langs den orange rute, ganske som vi havde fået at vide.

Höö i Möckeln

Höö er et naturreservat og er et superskønt område med en lidt speciel natur. Det var første, men bestemt ikke sidste gang, vi var der – vi vil derud igen, når træerne er blevet helt grønne.
Mit fantastiske Lumix TZ60 kan tage panoramabilleder på samme måde som smartfonerne: Man trykker på udløseren, panorerer til man har fået nok og trykker igen på udløseren. Ikke noget med at skulle få billederne til at passe sammen med overlap, som jeg skulle med TZ20. Man er imponeret …

Höö i MöckelnHöö i Möckeln

Ovenstående to billeder er samme motiv; det nederste har jeg bare kørt lidt længere i panoreringen. Jeg tror, jeg kan komme 360° rundt – har dog ikke prøvet, men der er en indikator, der viser hvor meget der er tilbage af panoreringskapaciteten, og på det herunder har jeg stadig ikke brugt halvdelen på et område, der nærmer sig 180°.
Det må jeg se at få afprøvet – det må komme til at se lidt underligt ud.

Höö i Möckeln

Den orange rute er på tre kilometer, men kan afkortes med én. Det ville vi have gjort, men må have overset et skilt, så det blev den lange rute.
Grin I bare, men onkologen havde ret i, at kemoterapien har lagt en del år til min alder, og jeg kunne så absolut mærke de tre kilometer i mine 70-årige baglår. Lægen sagde “mindst fem år” – jeg er sikker på, at det er 10!

Blåsippor på Höö

Havde det så bare været tre kilometer ud ad en lige vej, men det var tre meget smukke, men også meget kuperede kilometer, op og ned, op og ned i én betagende uendelighed, så det føles som om vi har gået det dobbelte.
Der skal vist gøres en kraftig indsats for at blive mit go’e gamle 60-årige jeg igen. Nu 61-årige … jeg mistede lige et år på den dumme kræftkonto … men hvad pokker – alternativet kunne have været at miste alle årene fra og med 60, så nu skal jeg nok holde op med at brokke mig!

Höö i Möckeln

Og så skal jeg, som sagt, også se Höö igen.

P1000660

18. april 2014

Filippa lever

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: , ,

Filippa-knopperFilippa – og Reine claude-træet – lever og har det godt. Om der kommer blomster på dem og dermed måske også frugter, er endnu uvist.

Hvad vejret angår, var det yr.no og ikke SMHI, der havde ret mht. i dag. Det har regnet en del i nat, men det er vi ret ligeglade med – i dag har det været halvskyet, men det har holdt tørt.
I morgen skulle der blive en helt skyfri himmel, så der vil vi køre til øen i søen (Höö i Möckeln) for at kigge efter blå anemoner, som Kristine har anbefalet os.

Pilen klargøres

John startede saven og gik ned for at bruge en halv times tid på at skære den gren op, som Sven knækkede af et stort piletræ. Sven er bedre kendt som Bodil i Danmark. Det er lidt underligt, at storme kan være hermafroditter … jeg har i hvert fald ikke lagt mærke til, at turen over Øresund gør noget markant ved kvinder!

Nutidig køkkenmødding (1)Nutidig køkkenmødding

Grenen faldt lige ved siden af endnu en køkkenmødding. En temmelig u-historisk køkkenmødding, idet den kun er mellem 50 og 150 år. Sådan gjorde man før renovation blev indført: smed bare affaldet ud i skoven … faktisk kan jeg ikke huske, hvad mine forældre gjorde med flasker og dåser, for der var heller ikke noget, der hed renovation i min barndom. Måske ved Farmer det?
Grunden til, at jeg skrev “endnu en” var, at vi allerede har ryddet to og kørt på genbrugsstationen. Denne er en tredje, som vildsvinene har ‘fundet’ i løbet af vinteren, så nu er der atter lidt oprydningsarbejde til os. Jeg har det rigtig skidt med tanken om, at dyrene kan skære sig på dåser og glasskår.

Fund fra køkkenmøddingen - gamla medicinflaskorFund fra køkkenmøddingen - gamla medicinflaskor

Nogle af fundene er ganske interessante, nemlig de gamle medicinflasker. De tre på billedet til højre er gengivet i naturlig størrelse. De er ret nuser … vi har sat dem i vinduet i entreen, da vi ikke nænnede at smide dem væk.
Det er lidt af et arbejde at vaske dem rene efter 50 års ophold, eller mere, i skoven – især vademecum-flasken yderst til højre, som har et hul på bare to mm i diameter, var en udfordring. Øjendråber, mon?
Den første køkkenmødding, som vi fandt i 1997, lå min mor på knæ foran i det meste af en weekend for at rydde den for unedbrydelige genstande, mens vi andre malede hus og i det hele taget foretog diverse vedligeholdsopgaver. Hun havde ikke særlig mange kræfter, så det var et arbejde, hun nød at kunne klare, fordi hun ikke behøvede at bevæge sig ret meget. De mange potteskår, hun fandt, var ikke af nogen særlig interesse for arkæologer.
Gad vide hvad parallellen til danefæ hedder i Sverige?

17. april 2014

Hvad gjorde man egentlig, før ilden blev opfundet?

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: ,

Man frøs en hel del mere, er mit første P1000576bud.
Mit andet er, at man helt automatisk var mere til Raw Food end i dag.
Stenalderkost var der slet ikke tænkt på endnu – sådan noget nymodens stads lå stadig langt ude i fremtiden.

Visse kilder mener, at mennesket beherskede ilden fra for omkring 300.000 år siden. Da var vi vel knapt nok blevet til mennesker endnu … i hvert fald ikke hørende til Homo sapiens-racen, som oftest regnes for at være 200.000 år gammel. Kilderne er dog ikke helt enige – hverken ild- eller sapiens-kilder, men hvad betyder et par hundrede tusind år fra eller til?

John og jeg kunne måske kalde os Homo ardens, men dur det på latin? Jeg kan ikke længere huske de latinske kasus, og det er ikke os der brænder, men os der brænder noget af, hvilket gør en markant forskel.

Vi har taget det nye brænde i brug i dag. Det gamle brænde var det sidste, som stormen Gudrun serverede for os i 2005 … det er nu meget godt gået at have haft tilstrækkeligt med brænde i otte år.
Jojo, jeg kan godt regne: Det er ni år siden, Gudrun hærgede, men brændet skulle jo tørre i et år, inden det kunne anvendes.
Gudrun leverede primært gran og fyr; altså bestemt ikke brænde med den højeste indbyggede energi, men det var gratis, og så gør det ikke så meget, at der går lidt mere til.
Vi har selv leveret ask, birk og ahorn, hvor især førstnævnte er brænde med meget energi, på linje med eg og kun en smule lavere end det bedste, som er bøg, hvilket vi slet ikke har her omkring, så ask er bedste lokaltilbud.
Det kunne mærkes allerede på kurven, da den skulle bæres ind – den føltes mindst dobbelt så tung som med det gamle brænde.
Ganske kort efter kunne det mærkes på temperaturen – holddaop for en forskel. Brændet varer længere og varmer meget mere.
Det bliver dejligt drøjt i brug, men jeg skal lige lære at styre brændeovnen, ellers bliver vi stegt – men så passer Homo ardens selvfølgelig under alle omstændigheder …

16. april 2014

Jeg er ikke altid en grumpy old lady, fordi …

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: ,

Keglemorkel… fordi det lige nu er svært at finde noget at være sur over, og der er vel ingen grund til ligefrem at anstrenge sig for at finde ting at brokke sig over – de skal såmænd nok komme af sig selv på et tidspunkt.

Jeg vil fremhæve følgende ting, der har gjort mig glad bare i dag – i én, usorteret pærevælling:

  • Vi er i Sverige.
    Jeg har fået fire fridage fra strålebehandlingen og skal først møde igen på mandag, 2. påskedag.
    Man mener, at min behandlingsplan kan forsvare fire, men af en eller anden grund ikke fem, fridage i træk.
    Pyt – jeg parerer som sædvanlig bare ordre og regner med, at de ved, hvad de gør.
    Og nu er jeg halvt færdig med behandlingerne!
  • Jeg har fundet keglemorkler i dag.
    Efter 17 år på stedet her har jeg for første gang fundet keglemorkler. Det er stort!
  • I undervisningen på fagskolerne har man indført lærebøger med QR-koder, så eleverne kan se, hvordan man gør, fremfor at skulle nøjes med at læse sig til det.
    Det er altså en genial udnyttelse af teknikken. Det har intet at gøre med, om man er læsesvag eller ej.
    Ingen vil vel kalde mig for læsesvag, fx, men jeg har altid haft nemmere ved at forstå en proces, når jeg kan se, imagehvad man skal gøre.
  • Man hævdede i dag i radioavisen, at hærværk og graffiti er faldet med 40 % siden 2007. Det er da en god nyhed.
    Man mener, at det bl.a. er fordi de unge drikker sig mindre fulde – at det ikke længere er særlig cool at drikke sig stangstanderstiv.
    De, der synes det, er åbenbart nødt til at tage til Prag …
  • Saxo havde påsketilbud på e-bøger, så jeg har lige købt seks nye bøger til en billig penge.
  • Vejret er helt og aldeles pragtfuldt. I dag.

Om det forbliver således hele påsken, må vi simpelthen finde ud af, efterhånden som dagene går.
Ser jeg på yr.no, bliver det tungt og heftigt regnvejr i vores område på fredag, mens SMHI (svarer til det danske DMI) siger pænt solskin samme dag. De er ikke engang lidt uenige; de kan næsten ikke blive mere uenige, de to … det er kun for i morgen, de er samstemmende.
Det kan jo undre en del – hvem bruger hvilke data til hvilken vejrudsigt? 
For i dag kan jeg så konstatere, at SMHI har haft ret.

Nå. Det er måske lige som i Danmark: Hvis man vil se en god vejrudsigt, skal man se TV2.
Hvis man vil se en lidt mere realistisk vejrudsigt, skal man se DR1.
De bruger begge DMI som udgangspunkt.
Og det er ikke noget at blive grumpy over.

15. april 2014

Svend Gønges land og hule

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

I dag så vejret væsentlig bedre ud end i går, selv om det viste sig at blæse en del, da vi kom udenfor.
Men pyt – himlen var høj og blå; overtøjet blev tilpasset, og efter den strålende behandling gik turen mod Jungshoved, en østsjællandsk halvø, som de fleste danskere nok kender fra historien om Gøngehøvdingen.

Jungshoved med position for Svend Gønges Hule
Jungshoved med position for Svend Gønges Hule

Vi kørte rundt på de små veje på Jungshoved – området mindede os lidt om Løjtland i Sønderjylland: Et karakteristisk og smukt kuperet terræn med virkelig smalle veje – jeg var glad for, at vi stort set ikke mødte andre biler – og slet ingen lastbiler.

P1000552

Jættestuen herover bliver kaldt Svend Gønges Hule. Om han virkelig brugte den, er nok mere en god historie end noget andet, men en kendsgerning er det, at den er omkring 5200 år gammel og stammer fra Tragtbægerkulturen, som i lertøjsudsmykning gjorde de gamle grækere kunsten fint efter.

P1000545

Inden vi nåede til skoven med jættestuen, var vi oppe ved Maderne, hvor vi så en hel flok havterner. Jeg skal på ingen måde antyde, at jeg er fugleklog, men selv jeg kunne på en pæn afstand se, at det ikke var måger. Vingerne var smallere og så mere elegante ud.
Apropos fugle, så synes jeg, at den gamle pil (poppel?) herover har noget påfugleagtigt over sig.

Bøgetræer ved Jungshoved

Vi gik gennem skoven til ‘hulen’ og langs stranden tilbage til bilen. Jeg har altså noget med nøgne eller døde træer – jeg er helt vild med deres silhuetter.
Bøgetræerne her ved stranden troede jeg måtte være lige så gamle som Svend Gønge ville have været, hvis han havde overlevet til i dag, men en googling efter hjemkomst fortalte mig, at de sjældent bliver mere end 300 år, så den holdt desværre ikke. De allerældste er dog omkring 400 år og gror på kalkbund på Møn, som ligger tæt på Jungshoved, så måske alligevel …
I øvrigt så vi her det samme fænomen, som jeg hvert år omkring ved denne tid undrede mig over på vejen til mit arbejde: At ét bøgetræ kunne være sprunget helt ud, mens naboerne umiddelbart ved siden af ikke engang havde vovet at tænke tanken om udspring endnu. Det er altså underligt, synes jeg … det kan næppe være noget med jordbundsforholdene.

P1000562 - Copy

Ikke kun træstammer er smukke – også deres rødder kan være interessante at kigge på.

14. april 2014

… Jeg er der om et kvarters tid. Kommer med Virus!

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags:

Møgvejr i dag. P….koldt, blæsende og mere regnvejr end tørvejr. Alligevel kørte vi lidt rundt, for vi havde en aftale på Sydsjælland og skulle have godt et par timer til at gå.
Vi startede med Rønnebæksholm, som er et kunst- og kultursted ejet af Næstved Kommune.
Det blev kun til en kort tur i parken; det var simpelthen for koldt og desuden for tidligt på året til at få noget ud af at se en herregårds[køkken]have. Da det så oven i hatten begyndte at regne, fik vi nok. Indendørs kunne vi ikke komme i dag, men det er kommet på listen til et sommer-to-see-sted, da det så ret interesant ud. Er der nogen, der kender det?

Rønnebæksholm, Næstved (4)

Brrrr. Videre. Godt vi havde varm kaffe i bilen.
Vi kørte til Kalvehave, ned til byens havn, hvorfra færgen går ud til Lindholm, hvor man stadig arbejder med diagnosticering og forskning i virussygdomme, der potentielt kan skade produktionen af husdyr i Danmark; bl.a. mund- og klovsyge, rabies og svinepest.
Hvad kan færgen til Lindholm så hedde andet end dette?

Kalvehave (1)

Solen brød frem i to sekunder – det gjaldt bare om at være hurtig på aftrækkeren.

Kalvehave (5)

Dronning Alexandrines bro mellem Sjælland og Møn. Sikkert også meget pænere i solskin, men det gælder vel næsten for alt.

Dronning Alexandrines Bro 

Jungshoved sprang vi over, både pga. vejret og tidsnød, men der skal vi ud en anden dag. 2½ time var nu slået ihjel, med koldt blod, så at sige, så vi satte kursen mod målet.
Ligeledes er 40 % af strålebehandlingerne nu ‘slået ihjel’. Tiden går altså hurtigt. Når vi kører til Sverige på onsdag, er jeg allerede halvt færdig med dem.

13. april 2014

Vi er bare et smut i Roubaix

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Den står på cykelløb i dag.
Vi – især John – kan godt mærke, at der hænger en gammel krop fast på de lige så gamle knogler. Jeg skulle jo bare lave mad, passe en lille smule nemt barn et nemt barn en lille smule og sprætte en lynlås af i Bodils yndlingsjakke. At sy en ny i overlader jeg til mere professionelle lynlåsisyere end mig. Den professionelle ville have 600 kroner for det, hvilket virkede lidt pebret, men kun 200, hvis lynlåsen var pillet ud. Det undrede mig først, men nu forstår jeg det lidt bedre – det var IKKE et nemt arbejde, og det tog mig over en time!

Arbejdsdag hos Bodil og HansArbejdsdag hos Bodil og Hans

Bodil og Hans ved godt, at John har en rigtig dum ryg og ville derfor ikke lade ham deltage i skovrydningen, men havde andre planer med ham:
Det ser nemt ud, dette her, og det var da heller ikke traktor- og grabstyringen, der gjorde, at han fik ondt i ryggen, men at det sidste af bunken måtte tages med håndkraft, og så gik det naturligvis galt. Der skal ikke meget til af disse skæve bevægelser mere for hans vedkommende, og den ellers så godt rivende og udglattende Heidi var taget ud for at ride sig en tur inden aftensmaden.
Heldigvis er det ikke så galt i dag, som han frygtede i aftes, men der bliver slappet totalt af.

Og naturligvis er jeg helt solidarisk – jeg vil da ikke være så tarvelig at give manden dårlig samvittighed ved at gå rundt og arbejde …

Sad derfor og så Paris-Roubaix. Ikke 100 % koncentreret, da jeg naturligvis var aktiv med strikketøjet, men nok til at synes, at det rent faktisk var lidt interessant at se dette cykelløb, som virker noget hasarderet med tæt kørsel på brostensbelagte skovstier.
Jeg bemærkede, at alle træerne er grønne dernede, men de er selvfølgelig også omkring 800 kilometer længere sydpå i forhold til os.
Billedet fra den legendariske Arenbergskov er ikke fra dette års tur, hvor træerne som sagt er helt grønne, men jeg må tage hatten af for de ryttere, der tør køre tæt ræs på sådanne veje.
Det siges at være et helvede i regnvejr.
Det tror jeg på.

12. april 2014

Så er der arbejdsdag

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 15:46
Tags: , , ,

Da min far levede, samlede han sine børn, svigerbørn og børnebørn en gang eller to om året til arbejdsdag, hvor der så blev ryddet op på gården, samlet døde grene op, fældet, hvis der var noget der skulle fældes og i det hele taget generel gøren pæn og præsentabel.

P1000481P1000478

Efter vores mor døde, var det mig, der overtog tjansen med at få lavet noget god mad til alle de mennesker – og den tjans har jeg fået lov til at beholde, efter vores yngste søster greb chancen til at fortsætte traditionen oppe på den lystgård, de har i Nordsjælland. Seks ha og nogle heste – og en smule skov.
I efteråret var der hele to Bodiler, der huserede deroppe – min søster og et blæsevejr, som lagde en del træer ned. Kun sidstnævnte, altså …
Det er de træer, der skal ryddes lidt op i nu.

P1000493P1000487

P1000501

Ud over alt det brænde, de får ud af det, bliver der også til et kæmpestort sankthansbål.
Jeg lovede som sagt at lave maden, men Hans, som jo er jæger, ville tage noget godt kød ud af fryseren til mig – det viste sig at være elg og dådyr.
Det kan vi lige holde ud …  dyrene ligger nu og hygger sig inde i ovnen mens de langlangtidssteger hele dagen.
Forretten bliver bruschetta og desserten is med frugter fra vores romtopf.
Bodil sørgede for frokosten og mellemsøsteren Merete for noget kage til eftermiddagskaffen.

Der bliver knoklet rundt omkring, men Ella skal der også ses efter – det skiftes vi lidt til, men her klarer mor og moster den unge dame.
Hundene er fuldstændig ligeglade med, om Ella behandler dem mindre pænt; de går bare, hvis det bliver for meget, men hun er ved at lære, at de ikke bryder sig om at få stukket en finger i øjet eller hoppet på …
Det er nu meget hyggeligt med sådan en fællesdag. Vi må se at få afprøvet, om konceptet også virker i Sverige.

11. april 2014

Aftenens foredragsholder: Søren Frank

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 18:25
Tags: ,

Søren Frank øst-EU-smagning april 2014 (3)Gårsdagens vinsmagning skulle omhandle vine fra det østlige EU. Vi smagte 10 vine (i alt) fra Bulgarien, Rumænien og Ungarn.
Til at oplyse os østvins-ignoranter havde vinklubbens bestyrelse sat Berlingskes Søren Frank på opgaven.

På trods af, at han lagde ud med at sige, at han ikke kendte ret meget til vine fra disse lande, klarede han nu opgaven ganske udmærket. Jeg kan godt lide, når folk er velforberedte. Han havde sat sig godt ind i den historiske baggrund for Østeuropas vintradition og præsterede derved, at aftenen blev lærerig og interessant.

Søren Frank er Søren Frank. Det kan han pudsigt nok slet ikke lade være med at være, og han lagde da heller ikke skjul på sine egne meninger om vinene, men det var helt i orden med mig – vi behøvede jo ikke at være/blive enige med ham, og da vi til sidst stemte om, hvilke vine vi havde syntes bedst om, fremgik det ret tydeligt, at vi havde lyttet pænt til hans foredrag om vinene, men ikke rettet os efter hans mening om samme.

Søren Frank øst-EU-smagning april 2014 (2)Søren Frank øst-EU-smagning april 2014

Søren Frank øst-EU-smagning april 2014 (1)

De var i øvrigt ganske udmærkede, vinene. Men de var dyre. Temmelig dyre, endda. Ingen af vinene kostede under 100 kroner for en flaske, og der var flere til mellem 200 og 300 kroner. Den dyreste var en dessertvin – Tokay, naturligvis – til 600 kroner for en halvflaske.
De priser undrede os alle – vi var lige som i nogle lande med meget lave lønninger, så hvorfor disse tårnhøje priser? Det fik vi en forklaring på, men den var lang og I bliver derfor skånet for den.
Som sagt var vinene absolut drikkelige, men jeg kan sagtens finde vine til mellem 50 og 100 kroner, hvor jeg får lige så meget eller mere for mine penge.
Fint nok – det er jo netop meningen med en vinklub: At man lærer nyt og at man smager vine, man ellers ikke ville have fået smagt.

Det “lette arrangement” var som sædvanlig ret lækkert. I aftes tre slags godt brød hvortil vi  fik serveret bulgarske pølser og ditto ost – leveret og præsenteret af en litauer …
Meget anbefalelsesværdigt. Hun og manden (som vist var bulgarer – han var med, men sagde ikke et ord) har forretning nord for København samt i Tåstrup, hvilket er mere ‘spiseligt’ for os, hvis vi skulle få lyst til bulgarske pølser.

10. april 2014

Selv Google translate ville skamme sig her

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 15:10
Tags: ,

Its like you learn my mind! You seem to understand so much approximately this, like you wrote the book in it or something.
I believe that you simply can do with some percent to power the message house a bit, however instead of that, that is fantastic blog.
A fantastic read. I will certainly be back.

Nu er spammerbunden nået. Jeg plejer at kunne gennemskue, hvilket sprog Google translate er blevet udsat for, men det kunne jeg ikke i denne spamkommentar – værre til ævl er sjældent set, og jeg forstår ikke, hvad der menes med den ‘percent’, jeg ville kunne drage nytte af.
Åndssvage spammere. Godt jeg kun har en enkelt eller to om dagen, jeg selv skal kigge på; resten sorteres fra, inden jeg ser dem.

P1000439

Bregentved (2)I dag gik turen forbi Gisselfeld og Bregentved, som havde en hel væg af hvide narcisser foran slottet.
Der var mange nu, og der kommer mange flere til, kunne jeg se, da jeg tog et nærbillede.
Der er blevet sat en hel del løg på et eller andet tidspunkt.

Da vi ankom, brød solen igennem, så vi besluttede os for at gå en tur i parken.
Det kunne vi så desværre ikke. Eller rettere: Vi måtte ikke, selv om vi godt kunne, da der på skiltet ved indgangen stod, at det kun er på onsdage, der er adgang i hverdagene. Lågen er ikke låst, så folk retter sig åbenbart efter henstillingen. 
Det gjorde vi også. I øvrigt kunne vi høre, at der blev slået græs et sted derinde, så vi var nok høfligt blevet bedt om at forføje os.
Vi prøver igen på onsdag, hvis vejret er til det – medbringende en lille pose. I denne park har jeg nemlig fundet vårmusseroner; en af de få, spiselige svampe, der kommer om foråret.
Det kunne jeg godt tænke mig at finde igen, og hvis de slår græs i dag, ville der alligevel ikke have været nogen at hente.

Bregentved (3) 

Den røde hestehov (som jeg lærte af Pia sidste år, at det hedder – indtil da troede jeg de hed skræpper) er fremme overalt nu – i mere eller mindre blomstrende tilstand.

Jeg nyder hver eneste dags tur til Næstved. Det er ubetinget den bedste årstid, jeg overhovedet kunne have fået tildelt til de strålebehandlinger.
Hver eneste dag er det blevet en lille smule mere grønt alt sammen.
Hver eneste dag er der lidt flere gule rapsblomster at få øje på.
Hver eneste dag har det sneet lidt mere med mirabelleblomstblade.
Hver eneste dag er hestehovsblomsterne blevet en anelse større.
Hver eneste dag sidder jeg og hygger mig med mit strikketøj og café latte i bodumkruset.
Hver eneste dag er jeg nærmere afslutningen af forløbet.
I dag rundede jeg 32 %. Det tætteste jeg vil være på en tredjedel. Tiden går lynhurtigt.
Jeg er blevet lidt rød på huden, men jeg kan ikke mærke nogen form for irritation eller kløe, så indtil videre skrider det frem uden problemer.

Krokus i Tappernøje

Krokushjørnet er fra Tappernøje.
Og lige om fem minutter vil jeg “køre på arbejde” og deltage i en vinsmagning.

9. april 2014

“Din mening er vigtig for os”

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 15:09
Tags: ,

Neiiiijj – ikke igen! Man kan ikke købe så meget som en dvd til en halvtredser over internettet, før man skal udfylde et større eller mindre spørgeskema gående ud på, hvordan man oplevede servicen.
Hvor er jeg træt af det.
Ikke, at jeg nogensinde udfylder de skemaer. Mere. Jeg gider simpelthen ikke, men jeg er træt af at blive bedt om det.
Hvis jeg har været utilfreds med noget, skal de nok få det at vide. Sammen med jer og resten af min verden …
Modargumentet kunne være, at sådan noget som Trust Pilot er godt at have, så man kan tjekke en forhandler inden man kaster sig ud i noget.
Det er også i orden, men vi er for meget ude i bagatellerne efterhånden. Jeg kan til nød forstå, hvis man har været inde i en længere proces, eller man køber store og dyre ting, hvor det er vigtigt, at man træffer det rigtige valg helst i første forsøg, men her foretrækker jeg en rigtig levende forretning og vil kun bruge nettet til research.
Så for at købe Bedknobs and Broomsticks til Anna og Aubrey … når jeg ikke har været i kontakt med et menneske, så synes jeg den slags spørgeri er irrelevant. Fyld i indkøbskurven. Betal. That’s it, folks – der er ikke tale om god eller dårlig service her, og jeg gider ikke svare på, hvordan internettet har behandlet mig. Det er kun mennesker, der kan behandle mig godt eller dårligt.

I dag fik jeg et spørgeskema udleveret på Stråleterapien – “Hvordan har du oplevet os?”

Da jeg kom hjem, lå der et brev fra mit forsikringsselskab, som skrev følgende:
Kære Ellen Nielsen
Din skade på dit køretøj sket den 20. marts er færdigbehandlet. I den forbindelse er vi meget interesseret i at høre, hvordan du har oplevet vores håndtering af din skade.
Bla bla bla …
Sådan deltager du
Du finder og besvarer spørgsmålene på http://www.xxxxx.dk. Her skal du indtaste dit password for at deltage.
                     Password:
fe3bd7Zg5
Oplever du problemer med at logge ind, så send en mail til …
Bla bla bla …

Gider I den slags? Jeg gør i hvert fald ikke!
Det drejer sig om, at jeg havde fået et stenslag, som efterhånden var blevet til en lang revne i forruden.
Pga. mine mange daglige kilometer, da jeg arbejdede, har jeg altid sørget for at have friskade på glas, hvilket har sparet mig for mange penge. 120 km på motorvej hver dag koster en frontrude indimellem, og en sådan er ikke billig.
Men. Det var altså bare at udfylde et skema og sende det afsted. Elektronisk, naturligvis. Printe en kopi til værkstedet. That’s it, folks. Det var hele min involvering i den frontrude, så det der login-halløj og spørgeskema kan de stikke op et sted, hvor der er meget mørkt.
Hvordan man så end vil bære sig ad med det i den virtuelle verden.

Javist, det er standard, de skelner ikke mellem stort og småt, det er dyrere at køre det ens end skelne. Den slags hører jeg ofte, men det er jo noget fis. Man kan programmere alt; man kan sætte den ene stopklods op efter den anden; det ene kriterie efter det andet. “If-then” fandtes helt tilbage i selv det simpleste programmeringssprog. Ethvert system er præcis lige så godt som kravspecifikationen og der er praktisk taget intet, der ikke kan lade sig gøre.
Jeg har selv prøvet det. Flere gange. Programmørerne siger måske, at det ikke kan lade sig gøre; det er sådan noget, de lærer på kurser, tror jeg – så ser det ud som om de er hammerdygtige, når det så alligevel kunne lade sig gøre – men går man dem lidt på klingen eller simpelthen beder om en god forklaring på hvorfor det ikke kan lade sig gøre, er der ikke meget der er uladsiggørligt.

8. april 2014

Myten (?) om Tappernøje Kro

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 15:21
Tags: , ,

Vestsiden af Præstø Fjord (3)Kender I historien om, hvordan Tappernøje Kro fik sit navn?
Først var der en yderst gavmild kroejer, som skænkede lysteligt og alt for meget til sine kunder. Det kunne økonomien ikke holde til, så han gik fallit.
Den næste ejer var den forriges diametrale modsætning: Han var alt for nærig med sit øl, så de mange kunder forsvandt, og han gik fallit.
Den næste i rækken havde lært af sine forgængeres sørgelige historier, så han skænkede det han skulle – hverken mere eller mindre – han tappede meget nøje.
Om historien er sand, skal jeg ikke kunne sige – det er den sandsynligvis ikke – men den er da meget god, og en eller anden grund må der jo være til det noget alternative navn.
Tappernøje Kro ligger ved Hovedvej 2, men den er alt for ny til at kunne være den, historien handler om, så vi kørte ud mod Gl. Tappernøje, hvor vejen gik i gamle dage (vi taler 1600-1700-tallet), og her lå et hus, der hed Krohuset. Vi konkluderede, at det nok godt kunne være den gamle kro, der var anledningen til det underlige stednavn.

Langdysse ved vestsiden af Præstø Fjord

Vi kørte videre ad den gamle landevej, forbi Fjordkroen, også kaldet Elnasminde, hvorfra John og jeg har nogle helt specielle minder … videre ind over Sydstevns, hvor vi ved Orup/St.Elmue-egnen så en langdysse.

Vestsiden af Præstø Fjord (2)

Vi kørte forbi et dejligt hus, der er til salg. Tjekkede, da vi kom hjem. Uhhh – atter en gang får jeg lyst til at rive teltpælene op. Denne gang for at flytte til et hus, hvorfra vi kan spytte ud i Præstøfjorden. 214 stråtækte m2, som koster nada. Pænt og indflytningsklart, oven i købet. Jamen hvad laver vi dog her?  
Vi har to badeværelser og et køkken, som jeg elsker, men jeg tror, vi må ned og kigge engang på det store hus, som desværre kun har ét badeværelse og et nyt køkken, som ikke falder helt i min smag – men et ekstra toilet burde altid kunne presses ind, selv om det var det, der gik mest galt ved huset, vi kiggede på på Nordfalster, hvor der netop ikke kunne presses et toilet ind nogen steder, hvilket huset dumpede på.

Turen gik videre forbi Rødvig og ud til vores ramsløgskov, hvor der røg lidt med hjem, så nu skal der laves ramsløgpesto lige om lidt.

7. april 2014

Italiensk for … begyndere?

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags:

Tiramisu (1)Da vi var i Rom i 1996, havde vi hørt om desserten Tiramisu, men endnu ikke smagt den.
Den første aften skulle vi derfor naturligvis have introduceret denne ‘kvik mig op’-dessert. Da tjeneren serverede den for os, bukkede han høfligt og sagde så, som den naturligste ting i verden: “The best in town”.
Det syntes vi godt nok var store ord, selv om det var tydeligt, at han udtalte dem som en kendsgerning og ikke som pral.

Vi skulle hurtigt finde ud af, at han havde ret, den gode mand. Den smagte intet mindre end himmelsk, og vi tog Tiramisu til dessert resten af gangene, vi spiste ude – hvilket kun var to gange til. Vi havde nemlig lejet vores eget lille hus, med en lille have og det hele, kun et kvarters kørsel med bus ind til Roms centrum. Det var perfekt! Jeg elsker at handle på Sydeuropas åbne markeder, så jeg ville næsten hellere selv lave maden end gå ud og spise.
Ingen af de to andre Tiramisuer nåede den første til sokkeholderne …

Kort tid efter hjemkomsten var jeg nødt til selv at prøve at lave den der Tiramisu. Det var før internettets tid, så jeg tilbragte noget tid på biblioteket for at se, hvor forskellige opskrifterne var og for at forsøge at finde frem til den lækreste af dem. Den, jeg tog med hjem, viste sig at være meget lig den første, men jo så absolut bedste, vi fik i Rom, så jeg fik aldrig prøvet mere end den ene opskrift.

Tiramisu (2)Tiramisu (3)

Man tager 200 g Savoiardi (hedder også Lady Fingers), lægger dem i et fad og hælder forsigtigt en kvart liter meget stærk, let sødet kaffe over. Det med at dyppe dem i kaffen dur ikke for mig – de går alt for nemt i stykker. Hvorfor skulle man også stå der og have maset med at dyppe dem, når min metode er meget nemmere? (I skal ikke være bange for at servere denne dessert for ikke-kaffedrikkere. De elsker den! I hvert fald de inkarnerede tedrikkere, jeg kender.)
Så pisker man tre æggeblommer godt sammen med 300 g sukker, hælder et lille glas Marsala i samt 300 g Mascarpone og blander godt. De tre æggehvider piskes stive og vendes i. Blandingen fordeles på Fruens kaffevåde Fingre, og til sidst sigtes kakao over i et pænt lag. Ren og ægte kakao. Ikke noget med Nesquick!

Tiramisu (4)Tiramisu (5)
Det griser lidt, når man skal ud i kanterne og hjørnerne, men sådan er det. Det kan tørres op/af af igen.
Nogle ville måske foretrække at pynte med flødeskumstoppe, men opskriften siger det ikke, og personligt synes jeg, det ville være meget synd at blande flødeskum ind i denne skønne smagsblanding.

I aften får vi gæster. Desserten kan man nok gætte er Tiramisu, så nu ved Inge og Hasse, hvad de får til dessert i morgen, hvor de kommer, men det overlever de forhåbentlig.
Aftalen i aften er godt en uge gammel; Inge og Hasse inviterede vi for et par timers tid siden, selv om de ellers mest er til halvtimesvarsler – Inge brokkede sig da også en smule over det voldsomt lange varsel, de fik denne gang … men det er mig umuligt at lave en lille portion Tiramisu, så vi kunne lige så godt invitere nogen til restemad. Det har Inge og Hasse stået model til før, så jeg ved, at de godt tør.

6. april 2014

På sådan en kedelig søndag …

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: ,

På sådan en kedelig søndag sker der ikke altid noget, der er værd at skrive hjem om. Eller ud om …

Faktisk er er der ikke sket noget som helst, der kan interessere andre, men jeg kan da sætte et par billeder ind fra dagens gåtur i provinsbyen.
Ligner det ikke The Incredible Hulk? Ham den grønne tegneseriemuskelmand? Jeg vidste ikke, at han havde rødder i min by.
Høhø – fik I den?

The Incredible Hulk

En blomst … men hvilken?

P1000384 - Copy

En poppelrakle.
Jubelen kender ingen grænser – der er virkelig gang i vores lille soveby, kan I nok fornemme.

Poppelrakle

Inden I lukker ned for mig mens I tænker, at nu er hun da helt død, hende Ellen, så nyd lige dette klip på 1 minut og 24 sekunder.
Den dialektkyndige herre har undervist skuespillere i de engelske dialekter:
Dialect coach Andrew Jack provides a tour of the accents found in the British Isles, and highlights the key differences between each region’s pronunciation of English. He provided dialect training for actors appearing in the "Lord of the Rings" trilogy.
Klippet er måske mest for folk, der som jeg holder af det engelske sprog, men John, som ellers absolut ikke deler denne interesse med mig, syntes også, klippet var meget interessant. Min sprogkloge fætter sendte det til mig – vi deler interessen for sprog og kan kede vores omgivelser til døde, når vi er sammen, mens vi taler i timevis om dette spændende emne.

Til slut: John læser stort set kun min blog, hvis jeg nærmest tvinger ham til det. Han gør det kun uden opfordring, når jeg er i England uden ham, så han kan følge med i mit liv derovre.
I dag ringede hans søster og spurgte, om han havde læst gårsdagens indlæg – hvad han naturligvis ikke havde.
Få minutter efter, de havde ringet af, fik jeg et knus …

5. april 2014

En kærlighedserklæring

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

I går var titlen “En kærlighedssang”. I dag skal det være en kærlighedserklæring.
Til min mand.
Men inden vi går hen og bliver alt for rørstrømske, vil jeg gerne udtrykke min sympati for Dame Sybil Thorndike, som engang, da hun blev spurgt, om hun nogensinde havde overvejet at forlade sin mand, sagde disse vidunderlige ord: Divorce, never! Murder, often!
Det er jo sådan, det er, ikke? Jeg har aldrig overvejet at forlade John, men jeg har da indimellem haft lyst til at slå ham ihjel.
Det går over igen, mens en skilsmisse ligesom er mere endegyldig – og har som sagt aldrig været i spil fra min side.

Apropos skilsmisser (jeg har fortalt følgende lille historie før, men der er mange nye læsere):
På mit arbejde havde vi den tradition, at når man skulle bekendtgøre en graviditet for sine kolleger, smuglede man kransekage ud i pauserummet, og så skulle vi gætte, hvem der var den glade giver. Ihh, hvor der blev overvejet … havde AA ikke lagt sig lidt ud?  … Var BB ikke en lille smule forandret i sit væsen? … Ohh, jamen CC blev jo gift for få måneder siden … Det kan ikke være DD, hun er lige gået fra manden … EEs første barn er to år nu; det kunne godt passe med tiden …
Fra jeg som 33-årig mødte John, var der vist ingen, der var i tvivl om, at jeg havde fundet manden i mit liv, så kort tid derefter og i en hel del år fremover var jeg så sikkert som amen i kirken altid en af dem der blev gættet på.
Mit svar var hver gang: “Det er ikke mig. Hvis jeg bliver gravid, er det skilsmissegrund”. Så hoppede folk altid lidt og skævede så lidt underligt til mig, mens man tydeligt kunne fornemme deres tanker inde bagved – Hvad er det dog for en mand, hun har sig?
John og jeg var lige fra starten enige om, at eftersom vi havde et barn hver, var der ingen grund til at få et sammen, hvorfor han forholdsvis hurtigt inde i vores forhold blev steriliseret, så vi kunne nyde livet uden antikonception.
Så jo, jeg ville have haft et alvorligt forklaringsproblem, hvis jeg blev gravid.

Kahler citruspresserHvorfor nu en kærlighedserklæring lige netop i dag?
Det er fordi, han gider køre mig frem og tilbage til Næstved hver dag, og ikke nok med det:
I morges fortalte jeg ham, at jeg havde fortrudt noget så eftertrykkeligt, at jeg ikke købte helt vildt ind på det Kähler-lagersalg i går. På det spørgende blik fik han forklaringen: “Vi kan købe og gemme, så vi har nogle gode gaver til folk et stykke tid fremover. De der citruspressere er desuden velegnede som små værtindegaver. ØV, hvor jeg ikke tænkte mig om.“

Hvad siger manden min? “Vi kører da bare igen i dag. Hvornår vil du afsted?”
Ikke noget med så meget som at tænke tanken, at “hun kan da bare køre, hvis det skal være …” – han ved, at efter de mange, mange år med 120 km hver dag er jeg permanent og sandsynligvis livsvarigt DØDtræt af at køre bil, og eftersom han aldrig nåede at blive det, på trods af de sidste syv år som taxachauffør, så leger han nu gerne min privatchauffør.
Som han så sødt siger: “Så er vi jo også sammen”. Det er vi som bekendt 24/7 nu, og alligevel kan han sige sådan noget.
Han hader, når jeg er væk, men foreslår til trods for det, som tidligere nævnt, at jeg tager en tur alene til England, fordi han ved, det betyder noget for mig. Jeg savner ham jo også derovre … Charlotte griner lidt af mig: “Du påstår, du nyder at have mig helt for dig selv, men du savner John allerede dagen efter, du er ankommet”. Jajaja, men det er jo også noget andet …

4. april 2014

En kærlighedssang

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Love Me TenderTakket være Randi har vi nu anskaffet os gaven til det bryllup, vi skal til i juli i England.
Vi blev hidkaldt for at være barnepiger, for når hele familien skal til bryllup, er der ingen tilbage til at passe børn.
Det er Tims fætter, der langt om længe har fundet sit livs udkårne, og det skal fejres med et bryllup, der vist skal sige spar to til hidtil sete bryllupper. Hele Tims familie og vennekredsen taler endnu, næsten 10 år efter, om Charlotte og Tims fantastiske bryllup – the best wedding EVER, som det har heddet lige siden, men nu bliver der gjort en indsats for at dette kommende bryllup også vil blive husket i mindst et decennium.
De var vilde med det danske bryllup. Det var ikke stort, men det blev opfattet som det bedste ever, fordi alle de danske traditioner kom som store, men meget positive, overraskelser for de engelske gæster.
Nick – fætteren – var selvfølgelig med dengang i 2004, og da han hørte, at vi tog til England for at være barnepiger for Anna & Aubrey, konfererede han i to sekunder med sin kommende brud (som vi endnu ikke har mødt), og vupti var vi inviterede med til “den lille, intime middag” aftenen før brylluppet. Det er kun gommens og brudens allernærmeste, der skal deltage her. Og så John og Ellen. A & A har det hele tiden været meningen skulle deltage i denne middag, så det har ikke noget med det at gøre, at vi blev inviteret med; de var bare lidt imponerede over, at vi kommer til UK bare for at passe børn. At vi også får en ‘rigtig’ ferie ud af det, har vi ikke nævnt endnu, men det er nok også lige meget.
Børnene og vi skal også med til selve vielsesceremonien om lørdagen + til receptionen bagefter, hvortil der garanteret er inviteret flere hundrede gæster. På et tidspunkt lukker receptionen, og et lille antal af gæsterne går ind til den store bryllupsmiddag.
SÅ kan Ellen og John med samt børnebørn godt forføje sig, men så har vi da også været med til det meste.

Når vi således deltager så meget og oven i købet bliver lukket ind i fredagsinderkredsen, skal de selvfølgelig have en gave, og jeg har brugt ret meget mentalt krudt på at udtænke, hvad det skulle være.
Det skal helst være noget dansk, uden det bliver krampagtigt og specielt ikke overdrevent dansk (altså absolut ikke noget med små havfruer eller dannebrogsflag!), og jeg kender i sagens natur overhovedet ikke brudeparrets smag.
Jeg ved, at familien er meget begejstret for de Georg Jensen-ting, Tims mor hvert år får i julegave af os, men det virker lidt fjollet at komme med en juleting i juli.

Vi blev reddet af Randi, som gjorde os opmærksomme på Kählers lagersalg i Næstved.
Jeg faldt fluks for den mellemstore Lovesong-vase med ord fra Love Me Tender.
Dansk, smukt, enkelt, farveneutralt, noget med kærlighed – jamen er det da ikke bare den perfekte bryllupsgave?
Tak, Randi Smile

3. april 2014

En ophøjet ligeglad moskusand

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Villa GallinaI dag skulle jeg være i Næstved kl. 13:55. Seancen tog præcis 17 minutter både i går og i dag, hvor det er af- og påklædning af mig samt koordinationen mellem indstillingen af maskineriet og mig, der tager de 16 af minutterne, men det kan ikke gøres meget hurtigere, påstod Sagkundskaben, som derefter erklærede følgende:

”Du er altså supergod til at trække vejret!”
”Hmmm. Taaak … men det har jeg faktisk også øvet mig på i 61 år uden nogensinde at føle, at det har været specielt problematisk.”
Smil hele vejen rundt (i dag var der fem personer, der vimsede omkring mig, for der var to under oplæring).
”Det var ikke det, vi mente, men det ved du vist godt?”
Ja, det vidste jeg godt, men det er altid rart at få at vide, at man er en mønsterpatient.

Vi har lovet os selv – og hinanden – at i de fem uger, turen går til Næstved på alle hverdage, skal vi være gode til at give os selv – og hinanden – nogle gode oplevelser i forbindelse med turen. Ikke nødvendigvis hver evig eneste dag, for det skal jo heller ikke gå hen og blive et problem at finde på noget … det afhænger selvfølgelig også lidt af vejret.

Gule anemoner ved Herlufsholm

Det er blevet det skønneste forårsvejr igen, så vi lagde først turen forbi Herlufsholm Kostskole, hvor vi så på masser af gule anemoner, hvorefter vi vendte om og tog den over landet hjem forbi smukke Villa Gallina, hvor ænderne nede ved søen havde så travlt med sig selv – og hinanden – at de næsten var ligeglade med os.

Ænder ved Villa Gallina (1)Ænder ved Villa Gallina (3)

Bortset fra denne moskusand, som var fuldstændig og totalt ligeglad med alt, inklusive os. Gad vide, om det er fordi han er meget gammel? Jeg har ikke før set så stor en knop oven på næbbet. Hunnen stod et par meter fra ham og gjorde sig så vældigt til, men heller ikke hende værdigede han et blik.
John og jeg nærmede os meget forsigtigt, men vi kunne have trådt på ham, tror jeg. Vi stod og fotograferede ham på en meters afstand.
Moskusænder er tudegrimme, men jeg kan godt lide dem, fordi de spiser dræbersnegle.

Ænder ved Villa Gallina (8)Ænder ved Villa Gallina (9)

Her blev en rivaliserende han sat grundigt på plads – så hurtigt, at den stakkels udskældte var lige ved at smutte ud af billedet for mig. Bagefter rystede den udskældende triumferende sine vinger, mens rivalen ikke så ud til at være trynet særlig eftertrykkeligt.

Ænder ved Villa Gallina (10)Ænder ved Villa Gallina

Se de søde, små halekrøller.
Det var dagens lille oplevelse. Vi kan helt sikkert ikke finde på noget hver dag, men hvis det er godt vejr sidst i april, når vi nærmer os slutningen af behandlingen, tager vi campingvognen med og slår os ned enten på Enø eller på De Hvide Svaner i nogle dage – det vil udvide operationsområdet lidt.

2. april 2014

Provinsparret kommer til storbyen

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: ,

Det er farligt at tage en tur til København. I hvert fald for bankkontoen …
John havde et kameraærinde hos Photografika, og da vi ikke skulle til Winemaker’s Dinner eller andet ‘alkoholdigt’, valgte vi at køre derind. For at gøre parkeringen lidt nemmere, satte vi bilen i parkeringshuset på Israels Plads, hvor der altid er masser af plads, og gik hen til Skindergade.
På vejen ligger Uldstedet, som har noget meget lækkert garn. Meget lækkert garn er desværre ikke gratis …

Kan man bo i et drivhus

Ved havnefronten ligger dette hus i et drivhus. Så I udsendelsen Kan man bo i et drivhus? Interessant forsøg.
Ved Israels Plads ligger Torvehallerne. Vi har hørt så meget om dem, men endnu ikke set dem. Pyhhhh – hvis jeg boede i nærheden, ville min husholdning blive meget, meget omkostningsrig, for holddaop, hvor var der bare mange überlækre butikker. Alt i alle butikker var alt for fristende stillet op til, at min kålormsrygrad kunne tåle det. Især fiskehandleren faldt jeg for, eller rettere faldt for det han havde i butikken; fiskehandleren selv var ikke en god reklame for sine sunde spiser, for han var smældfed.
Vi skal have dorader til aften. Meget lækre dorader, frisk torskerogn og kammuslinger er desværre ikke gratis …

Torvehallerne (2)Torvehallerne

Når nu vi alligevel var i byen, kunne vi lige så godt lægge vejen forbi det italienske supermared, Ello, ude i Sydhavnen, så jeg kunne erhverve mig den Pecorino med trøfler, som vi faldt pladask for inde på l’Alsace og som vi fik at vide var leveret af Ello.
Den havde de heldigvis stadig – lige som de naturligvis havde en masse andre italienske specialiteter, jeg absolut måtte have med hjem.
Meget lækre italienske specialiteter og ditto vine er desværre ikke gratis …

Gammelt og nyt - Kbh (1)

Når man står ved Ello, kigger man over på noget meget moderne byggeri med de ældgamle husbåde liggende lige ved siden af. Det gav en lidt pudsig kontrast.
En hyggelig, men kort tur. Vi havde desværre ikke engang tid til at spise frokost i København, da vi så ville risikere at havne i myldretidstrafikken på vej hjem og dermed komme for sent til Næstved. Det må blive en anden gang.

1. april 2014

Beam me up, Scotty

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags: ,

Stråleterapi for første gang.
I onsdags, hvor jeg troede jeg skulle pakkes ind i krøyerkugler og have støbt en form til mig, skulle jeg i virkeligheden bare lægge mig på en briks. Radiograferne var temmelig forbavsede over, at jeg troede det med kuglerne og spurgte hvor jeg havde den ide fra.
“Fra lægen for en måned siden, da jeg var til første samtale, såmænd!” De to radiografer lovede hinanden at tage en snak med den læge, for det var godt nok længe siden, de var gået bort fra de kugler. Hmmm. Meget betryggende …

Jeg lagde mig på briksen, og da jeg lå så afslappet, som man nu engang kan på et ret hårdt materiale, fik jeg skubbet en dims helt op til min bagdel.
“Syv” blev noteret.
Så skubbede de lidt til min side og mine skuldre og førte mine arme op over hovedet, hvorefter de kiggede kritisk på mig og spurgte om jeg lå godt og om der var noget, der generede mig. Mit benægtende svar udløste igen nogle tal, som blev noteret i journalen.
Beam me up, ScottySå lagde de noget hen over arret for at beskytte det mod strålingen og noterede ligeledes positionen i radiografkoder.
Nu kom vi til vejrtrækningen. Jeg skulle trække vejret dybt ind ‘opad’; altså ikke ned i maven, som de ellers altid pålagde os i gymnastiktimerne.
Da jeg havde øvet det et par gange, satte de en monitor i GPS-størrelse ret tæt foran mine øjne. Nu skulle jeg igen trække vejret dybt ind, men denne gang skulle jeg ‘trække’ en gul streg op i en blå, hvorefter den gule streg blev grøn. Simpel farvelære … men det er smaddersmart, for det bevirker, at jeg trækker præcis lige dybt hver gang jeg bliver bedt om det i dag og de næste 24 gange.
Der er altså folk derude, der kan tænke ret smarte tanker.
Herefter blev jeg ført gennem en CT-skanner, så de kunne se ind i mig for at finde ud af, hvor de skal rette strålerne hen til den tid.
Nu manglede der kun, at jeg skulle tatoveres.
Det havde jeg nok ikke lige tænkt for et lille år siden – altså at jeg i en relativt høj alder skulle tatoveres tre steder i brystregionen. Det var dog kun tre små prikker, fikspunkter, ikke noget med kompasser, slanger, roser, moar eller den slags.

Til slut tog de et par billeder af mig.
Nu var alle data klar til den egentlige strålebehandling, som altså startede i dag.
De – og jeg – var hurtige til at finde nøjagtig den samme position som i onsdags, så det var forholdsvis hurtigt overstået i dag. Selve strålingen varer kun 3 x 15-20 sekunder. De flytter strålefeltet to gange, således at målet får strålingen tre gange, mens vejene derind kun får 1/3 dosis.
Grunden til, at jeg bliver bestrålet under dybe vejrtrækninger er, at de ikke helt kan undgå at ramme et lille hjørne af hjertet og den ene lunge, men de kan minimere skaden ved at gøre vejen derind lidt længere.

Jeg mærkede intet efter i dag, men det havde jeg heller ikke forventet; bivirkningerne kommer gradvist. Hvis de kommer … det bliver en anelse spændende, hvordan jeg vil reagere i længden.

31. marts 2014

Tudsernes kvækken er voldsom

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 13:14
Tags: , ,

P1000294Det er lige tidligt nok til havearbejde endnu – i hvert fald i den slags have vi har her i Sverige, men på den anden side er der heller ikke noget ved at sidde inden døre i sådan et skønt vejr, så hvad gør man?
Man begynder at beskære det meget gamle æbletræ, så meget det nu kunne lade sig gøre. Den gren, det faktisk var vigtigst at få væk, må vente til en gang, vi har yngre folk med herop. John kunne ikke nå den og han vil ikke stå på en stige og håndtere en motorsav. De tider er forbi.
(Jeg ved godt, at det ikke er en motorsav, han står med i hånden. Bare hvis nogen skulle bemærke det).

Man kan gå en tur ned til åen.
Der er virkelig gang i tudserne. Der er en kvækken af den anden verden – der må være flere hundrede, der er i gang med at lægge æg eller parre sig eller gøre opmærksom på deres tilstedeværelse over for hinanden. Vandet er nærmest levende at se på – vi kan ikke se tudserne fra ølbænken, men vi kan som sagt særdeles tydeligt høre dem, og vi kan se bevægelser i vandet hele vejen langs bredden.

Man kan sætte sig lidt ud på terrassen og bare lave ingenting, men det er lidt kedeligt …
Så kan man forresten også fotografere den sweater, jeg lige er blevet færdig med til Aubrey og den snydekrave, jeg strikkede til mig selv af de fire garnnøgler, der var taget hul på.

Sweater til AubieSweater til Aubie 2

Den blev rigtig sød, synes både jeg selv og Die zwei anderen Mädchen (nu har jeg lært det, Henriette Smile ).
Håber knajten kan lide den. At dele af bedstemorsegmentet kan, er desværre ingen garanti for, at den kommende ejermand også kan.

Snydekrave (2)Snydekrave

På snydekraven er kanten også ombukket, men syet til på ydersiden. Det var en fejl, men da jeg efter et par centimeter opdagede, at jeg var begyndt at sy på retsiden og skulle til at pille op igen, kiggede jeg nærmere på det blev enig med mig selv om, at det egentlig gav en meget pæn effekt, der godt kunne ligne noget, der var lavet med vilje.
Jeg havde brugt Jeny’s surprisingly stretchy bind off for ikke at risikere en for stram aflukning. Med den kan man åbenbart få en sammensyning til at se således ud. Den metode vil jeg bruge en anden gang – det er lige som med visse opfindelser: De opstod ved en fejl eller fordi man prøvede at opfinde noget helt andet. Rygtet vil vide, at de gule Post-It kom til, fordi en mand ville prøve at opfinde en superlim. I stedet for at superlime, skete det stik modsatte: den havde stort set ingen klæbeegenskaber, men manden tænkte, at det må man da kunne bruge til nogle smarte, små huskesedler, der kan sættes overalt.
Om det er en vandrehistorie, ved jeg ikke, men den er da meget go’ …

Stikkelsbærbusk på spring

30. marts 2014

Livet er ikke det værste man har …

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , , , , , ,

'Skulptur' i havenNu er de kørt igen, vennerne. To af dem er stadig arbejdsramte og ville derfor ikke komme sent hjem i dag. Man var måske også en anelse trætte, for vi gik ikke helt tidligt i seng. Dog heller ikke så sent, at vi var totalt smadrede, men som sagt: lidt trætte var vi vist alle.
For hunde, hvor er der blevet snakket og grinet. Vi var alle meget glade for, at vores børn ikke var til stede, for uanset hvor voksne de end måtte være, ville de stensikkert indimellem have syntes, at vi var pinlige.
Ikke hele tiden, naturligvis – nu skal jeg jo heller ikke få det til at lyde som om vi er en flok teenagere i Prag, men hvis livet bliver forlænget med 10 minutter hver gang, man får sig et hjerteligt grin, ville vi fem forholdsvis hurtigt opnå udødelighed.

De ville gerne ud og køre en tur for at se lidt af det smukke Sverige i dette stadig så fantastiske vejr. John foreslog Gustavsfors, hvilket jeg var med på med det samme. Vennerne stolede bare på os og satte sig om bag i bilen for at blive transporteret.
Gustavsfors er et hit hver gang, vi viser nogen det for første gang. John og jeg har været her mindst 10 gange efterhånden, men det gør ikke noget, for det er virkelig et dejligt sted. Der var desværre ikke tid til Höö også, som vi ellers har fået anbefalet, bl.a. fordi der er blå anemoner. Det er måske også lige på det tidligste, så vi vil forsøge at komme derop i påsken, selv om den bliver kort i år pga. strålebehandlingerne.

P1000243

Vi mødte to unge familier, der begge kun havde kunnet finde ud af at lave drenge – fem små pojkar mellem 0 og 5-6 år fløjtede rundt (okay, det var kun de fire af dem, der var selvgående) og havde en fest, mens farmændene grillede pølser til hele styrken. Vi kunne se, at den mindste også var en dreng, fordi der lige var et bleskift i gang.

Gustavsfors

Tænk, at man kan vende hjem fra en kort tur i det fri den 30. marts og konstatere, at man har fået sin ungpigekulør igen!
Lige ved søbredden så vi denne underlige plante og talte om, hvad det kunne være for en fætter. Vi fandt ikke ud af det, men endte med at døbe den vananas … vi er jo i Linnéland, så vi kan ikke have unavngivne planter her …

P1000263

Jeg skød et par brunøjede edderkopper … det er nu udmærket, mit nye Lumix. Edderkopperne var kun 13 mm lange inklusive stikkelsbærben og det hele.

P1000259

P1000271

Svante havde helt ret: Livet er bestemt ikke det værste man har! Kaffen var også klar – både den og kagen havde vi med.

29. marts 2014

Vi har fået nye beboere

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 14:38
Tags: ,

P1000220Die zwei anderen Mädchen (+ en Mädchenmand) er ankommet. De påstod, at de havde taget det gode vejr med, men dér måtte jeg protestere, for det havde jo været her siden i går morges.
Der blev lagt hårdt ud med, at jeg blev taget på brysterne af alle tre gæster, næsten inden de var nået ud af bilen. Gad vide, hvad man har tænkt, hvis man lige skulle være kommet kørende forbi ude på vejen?
Jeg må sige, at tonen hurtigt blev slået an med denne yderst intimt prægede velkomst, og der blev grinet højt og larmende inden for de første fem minutter …
Verdenssituationen er stort set blevet ordnet allerede inden frokosten af de to mænd, så med den viden trygt i tankerne kan vi tøser bare slappe af og pladre aldeles uhæmmet om alt mellem himmel og jord.

Bradepandekagen og stenalderbrødet er bagt, lammebovene marineret og befinder sig nu i ovnen til langlangtidsstegning.

Bradepande-æblekage

Frokosten er indtaget, og to mænd og en kvinde tager sig lige en hurtig middagslur, da trætheden sneg sig ind på dem og overmandede dem.
En kvinde læser og en anden kvinde skriver blog.
P1000225Lige om lidt skal vi ud og gå en tur – alt andet ville nærmest være kriminelt med sådan et vejr. Så kan vi også få samlet appetit til kagen …

Ude i haven er en af Johns fuglekasser ved at blive erobret.
Kassen hænger så langt væk, at vi ikke kan se, om det er en blåmejse eller en musvit, der er ved at bygge rede, men uanset hvad det er, farer den frem og tilbage og har vældig, vældig travlt. Der er forhåbentlig ikke for meget sol på … billedet er taget i formiddags. Solen vil ikke være på efter frokost, og heldigvis er der snart blade på træerne.
Vi havde slet ikke turdet satse på så hurtig indflytning, men vi blev enige om, at John må være et naturtalent mht. at bygge redekasser, siden en af dem så hurtigt er blevet accepteret.

Se da lige den store flagspætte … hvad hjælper det at købe et storfuglesikkert foderhus? Spætten kan nå nødderne og mejsekuglerne overalt fra, hvor den sætter sig; den har desværre et langt næb.

Nå – nu er folk ved at vågne igen – har ikke tid mere – vi skal ud og gå tur, skal vi – jeg håber I nyder solen, weekenden og hinanden lige så meget som vi gør.

28. marts 2014

5500 traner, 2 storke og 1 sød pige

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 21:37
Tags: , ,

Traner ved Pulken 2014

Lige så pivkoldt og regnfuldt det var i går, lige så flot var vejret i dag, hvor vi nåede op på 15° og solen skinnede fra en skyfri himmel fra morgen til aften.
Vi har nydt hele dagen på torpet, men ved 16-tiden tøffede vi mod Pulken for at få de sidste traner med for i år.
Det er virkelig de sidste allerede, selv om vi stadig er i marts, for vi så næsten ingen flyve ind, og i forhold til i forgårs var der 1000 mindre, nemlig ‘kun’ 5500 i dag, så de er sikkert på vej mod ynglepladserne alle sammen, og det store træk fra syd er slut for i år.

Det gør nu ikke så meget – jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan se, om der er 6500 eller 5500 … for mig er der bare temmelig mange.

Traner ved Pulken 2014

Endelig fik jeg set tranedans. Overalt gav de opvisning … sikkert ikke til ære for det store publikum – Pulken er godt nok ved at blive noget af et tilløbsstykke. På billedet oppe til højre er et tranepar forrest i billedet i fuld sving med parringsdansen. Klik det eventuelt større, så er det nemmere at se. 
Billedet herover skal man forestille sig lagt i forlængelse af sig selv en hel masse gange – der var traner, traner, traner overalt foran os.
Nogle stod ude i vandet, men de havde alt for travlt med at pudse fjerene til at lægge mærke til, om de fik kolde fødder.

Traner ved Pulken 2014

Klokken 18 kom fodervognen. Da den kørte ud blandt tranerne, flyttede de sig, men ikke langt væk, kun lige så traktoren kunne komme til. Det ser nydeligt ud, når en masse traner flytter sig på én gang.

Tranefodring ved Pulken 2014

Tranefodring ved Pulken 2014

Det ser især godt ud med solnedgangshimlen som baggrund.

Tranefodring ved Pulken 2014

Fjerdragten begynder at tage farve af den nedgående sol.

Traner ved Pulken 2014

Som i sig selv var ret pæn. Lumix TZ60 har netop bestået solnedgangsprøven.

Solnedgang ved Pulken

Da vi var ved at være parate til at vende tilbage til bilen, så jeg en lille pige, som ankom sammen med sin bedstemor. Pigen satte en kikkert for øjnene og blev øjeblikkelig fuldstændig fascineret af de mange traner: “Oj. Jammen nej altså. Så vackert. Wow.” Det var så sødt, for hun var vitterlig ikke ret gammel, hvad jeg fik bekræftet, da jeg sagde et par ord til hende; bl.a. spurgte hende om det var første gang hun så traner. Hun kiggede lidt tomt på mig, så jeg spurgte (på dansk): ”Forstår du hvad jeg siger?”
”Nej. Ser du, jag är båra fem år, så jag förstår faktiskt inte så mycket alls! Men detta är första gången jag ser tranor.”
Jeg var solgt, og bedste var stolt … hun havde jo forstået det hele, den lille bøf … bedste og jeg smilede lidt sammen.

Storkene? De gik på en anden mark, så vi, da vi kørte derfra, men det var blevet for mørkt til at fotografere dem.

27. marts 2014

Lidt grammatik, lidt sprog og lidt småbrokker(i)

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: ,

Det har været indevejr i dag, så jeg har brugt noget af tiden på at sy trøjen til Aubrey sammen. Det er så hovedløst arbejde, at jeg både kan høre radio og tænke på alle mulige ting samtidig – derfor de mange referencer til dagens radioudsendelser, som fik det, der i forvejen lå i brokkassen, til nærmest at bryde ud i lys lue.

Først og fremmest føler jeg mig nødsaget til at genopfriske reglen om, at der IKKE skal komma foran ‘at’, hvis der følger en infinitiv efter. Den fejl optræder efterhånden med en eskalerende hyppighed, jeg kun kan fortolke som et udslag af “når så mange gør det, må det være rigtigt!” Men nej, det er det ikke.
Maybe, but their teachers can't write ...Det hedder “Jeg elsker at brokke mig” – IKKE “Jeg elsker, at brokke mig”.

Det næste, hvor vi er ovre i misforståede talemåder, og som jeg ikke kan huske, hvor jeg så, er “Kam til stregen”. Jeg kan ikke helt se, hvor den kam skulle være til hvilken streg. Jeg smilede stort og sendte den direkte videre til “Smid en smutter” på Sproget.dk.
Skulle en enkelt eller to være i tvivl, så hedder det kamp til stregen.
Apropos misforståelse af talemåder, hørte jeg i dag i radioens sproghjørne, at en havde sagt “et slag på tasten” … akkeja, i disse digitale tider måtte den vel komme…

I dagens radioavis erklærede en nyhedsoplæser, at “ … en ny, midtjysk motorvej vil løbe op i 15-20 millioner kroner…”
Jamen det kan da kun gå for langsomt at komme i gang med den – jeg troede, at motorveje kostede mindst 40 millioner kroner pr. kilometer, så enten er der en, der har trykket priserne helt utrolig meget, eller også får midtjyderne en motorvej på en sølle halv kilometer, hvad de så end kan bruge den til, eller også … nej, det kan jeg næsten ikke tro – kan nyhedsoplæseren ikke kende forskel på millioner og milliarder.

Har I lagt mærke til, hvor populært PÅ er blevet? Forholdsordet PÅ bruges i flere og flere (forkerte) sammenhænge, hvoraf mange nok må tilskrives afsmitning fra engelsk. Vel dog nok ikke “Han kysser på hende” – uf, hvor jeg afskyr det udtryk. Det lyder ikke som noget,  man er to om, men noget én person nærmest påtvinger en anden. “Måle på noget” – hvad laver ‘på’ der?
Alex Nyborg Madsen erklærede i dag, at vi “lytter på P4”. Jeg vil mene, det hedder lytte til noget.

Jeg skal heller ikke undlade at nævne de allestedsnærværende eksperter, som jeg før har undret mig over. Selv de mest indlysende konklusioner får først værdi i de danske medier, når de er blevet udtalt af en ekspert.
Den seneste, som også er fra dagens radio, lyder som følger: “Eksperter mener, at dansktoppen er færdig, når Birthe Kjær stopper med at synge”.
Du godeste. Eksperter i hvad? Dansktopmusik? Er det mon en femårig universitetsuddannelse?

Da jeg havde besluttet mig for, at dagens indlæg skulle være én lang gang sprogbrok, løb der en mail ind fra en forhenværende kollega, som sendte mig en morsom artikel, der handler om, at vi de unge ofte har et meget utydeligt sprog. Det kan selvfølgelig tænkes, at de unge mennesker udmærket forstår hinanden, men artiklens forfatter måtte tænke sig længe og grundigt om, inden han fandt ud af, at den tyggegummityggende unge piges “OAVASSGAVÆÆER” betød “God dag, hvad skal det være?”

Bemærk venligst, at dagens eneste hentydning til apostroffer er udtrykt billedligt!

26. marts 2014

44 meter vindmølle og 176 traner

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags:

44 meter vindmøllerDa vi var hjemme fra seancen på Næstved sygehus og havde sverigespakket bilen, var klokken 11:30. Vi var endnu ikke frokostsultne, og da det ville være ret fjollet at sidde og vente på at blive det, satte vi kursen mod Brugsen for at proviantere til de næste fem dage – det, der ikke kan betale sig at købe i Sverige. Vi købte desuden hver et par halve stykker smørrebrød til at indtage undervejs, når sulten meldte sig.
Hvilket den faktisk gjorde ret hurtigt (vi havde også spist en meget tidlig morgenmad), så vi holdt ind på den første rasteplads efter broen – og holdt med frit udsyn til to laaange vindmøllevinger. John gik hen til den ene af chaufførerne og spurgte, hvor lange de var. “44 meter. Men disse her er små – jeg har kørt med 55 meter lange vinger”. Det er hele 25 % mere end disse, som jeg syntes var nogle kæmper. De ser godt nok større ud i dette perspektiv, end når de er på plads på toppen af et tårn.

Lige da vi skulle til at køre igen, kom der det største tranetræk, vi har set på én gang. De fløj langt nede og lige over vores hoveder, men inden vi kom ud af bilen igen med vores kameraer, var de desværre nået et stykke væk allerede. 176 traner fik jeg det til. Med forbehold for fejltælling, men et pænt stort træk var det.Tranetræk ved øresundsbroen 26 marts 2014 (1)

Under resten af turen så vi flere traner, men det var parvis. Et af parrene slog sig ned på en mark lige ved siden af vejen. En anden – enlig – var underligt nok på vej sydpå. Den må have glemt noget …

Røde glenter så vi en del af, plus en enkelt musvåge.

Jeg har lige været inde og se på traneobservationssiden for Pulken. I søndags havde der været 6500 og i mandags 6000, så skal vi se mange traner, skal vi køre i morgen, tror jeg.
På lørdag kommer Die Zwei Mädchen (jubiiii), men jeg har sådan på fornemmelsen, at de ikke rigtig gider de der traner, hvorfor vi ikke har dårlig samvittighed over at køre i morgen.
Og skulle min fornemmelse være forkert, kører vi da bare igen …

Rettelse: Vi kører efter traner fredag. Har lige tjekket vejrudsigten. Regnvejr i morgen, men fredag, lørdag og søndag skulle der ikke være en sky på himlen.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men man er vel optimist.

25. marts 2014

Nu sker der endelig noget

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Næstved sygehus ringede i fredags inden jeg nåede at ringe til dem, men kun for at fortælle mig, at de havde set, at jeg tilsyneladende ikke danner mere serom og derfor ville de lige lade høre fra sig og sige, at den læge, jeg skal tale med, først ville være tilbage i går, hvor de kontaktede mig igen.
“Vi vil meget gerne se dig onsdag kl. 12:45 til screening og scanning. Selve strålebehandlingen starter vi 1. april, og skemaet med mødetider får du med hjem på onsdag.”
GæslingerFint. Endelig. Lige så snart jeg har det skema i hånden, vil jeg købe en flybillet til England. Det er 10 måneder siden jeg har været derovre, og inden det bliver en realitet, vil det være et helt år siden, hvilket aldrig, aldrig før er sket i den tid, Charlotte har boet derovre, hvilket efterhånden må være 16 år.
20 minutter senere ringede hun igen for at ændre mødetiden til 9:45 … “Undskyld, men vi er flere ad gangen på systemet, så den slags overlap sker desværre indimellem”.
Helt okay med mig – jo før, jo bedre.
10 minutter senere ringede den samme person for 3. gang: “Nu bliver det helt pinligt, men kan du komme 8:15 i stedet for? … Godt. Tak for din fleksibilitet. NU ringer jeg ikke mere, det lover jeg!”
Jeg sagde grinende, at hvis jeg var hende, ville jeg passe på med ikke at love for meget, men hun ringede dog ikke mere i går.
Vi skal altså afsted allerede klokken 7 i morgen tidlig, men det er stadig helt i orden. Faktisk meget, meget bedre end midt på dagen. Så kører vi til Sverige bagefter og bliver der til mandag, for det bliver sidste gang i fem uger, vi vil kunne være der mere end en almindelig weekend. Selv i påsken skal jeg have stråler, for der må ikke holdes længere pauser i forløbet end de to dage over en weekend.

Alt dette serompjat har været skyld i, at vi ikke kan tage den planlagte (men dog ikke bestilte) tur over til Lene i Canada i starten af maj. Det fortalte jeg naturligvis Lene så snart jeg kunne se, hvor det bar hen, og vi blev enige om same time next year.
John og jeg skal til England i den første halvdel af juli (barnepigetjansen), men John spurgte, om jeg ikke havde lyst til at tage afsted alene i en lille uges tid, så snart strålebehandlingerne er overstået, som en form for kompensation fordi canadaturen smuttede. OM???!!! Selvfølgelig har jeg det! 
Jeg troede, at vi fremover altid skulle sammen derover, nu hvor vi ikke arbejder mere, men John sagde, at det jo ikke ændrer på den kendsgerning, at Charlotte og jeg nyder at have en masse mor-datter-alenetid, mens børnene er i skole, så han synes bestemt, at jeg skal tage mindst én tur om året uden ham. Han er nu sød og betænksom, den mand der har holdt mig ud i over 27 år.

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 51, der følger denne blog