Hos Mommer

27. august 2014

Vi har ikke rotter på loftet, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: , ,

… vi har haft dem under stuegulvet.
Mens vi har hygget os i Sverige, er Morten Tømrer blevet næsten færdig med det stuegulv, der skulle lægges helt om.
Han havde ærgret sig lidt over, at vi ikke havde været der til at se, hvor slemt det var og i det hele taget at følge processen, men han havde heldigvis taget en del billeder med sin mobil – og har lovet at sende dem til os.
Der gemte sig desværre íkke nogen skat. Sagde Morten … vi har jo ikke været til stede … men vi tror på ham når han fortæller os, at der ikke var andet end en rotterede og en masse myrestier. Førstnævnte var heldigvis forhenværende, men der var ingen tvivl om, hvor de var kommet ud og ind, så det er der nu sat en stopper for.
Der er kommet masser af isolering under gulvet, så nu bliver vi ikke fodkolde til vinter.

Alt for blaa (2)

Stakkels Maler-Glenn. Han er lidt uheldig med den træmaling. Den blev byttet, som jeg skrev tidligere, og han havde været så flink at male to vinduer og en dør for os, så vi kunne få det rigtige indtryk af malingen.
Jeg blev lang i ansigtet – i mine øjne har den blå farve intet at gøre med almueblå, så det er en ommer.
John synes, at den er ‘pæn’ – jamen det er den da også. Bare ikke på Den Stråtækte. Der er stadig for meget cirkus over farven, men jeg har sådan en sød mand, der alt for nemt får lidt medlidenhed med folk, hvor jeg er noget mere af en møgkælling.
Jeg må indrømme, at jeg er lidt ligeglad … synes da også, at Glenn er en flink fyr, men det skal altså ikke få mig til at acceptere en farve, jeg synes er helt forkert. Det må simpelthen kunne lade sig gøre at få en maling, der er rigtig almueblå!
Nu befinder han sig på Mallorca, og det er ham vel undt – klagen kan sagtens vente, til han kommer tilbage fra ferie.

P1020934P1020936

Jeg har atter en gang brug for hjælp fra blogland: Siden i torsdags er disse krokuslignende blomster dukket frem i haven – både i græsplænen og i et par bede. Da det er den helt forkerte årstid for krokus, må det altså være noget andet. Der er tilsyneladende ingen andre blade end kronbladene. Den er 12-15 cm høj.
Hvad kan det være for en plante?

26. august 2014

“Idyllic corner of the world”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags:

Således er billedet af Den Stråtækte betegnet af en eller anden, som har haft lyst til at fotografere det og lægge det på Googles Street Map.

Fra Google maps

Vi føler os meget smigrede.
De nye naboer har sagt, at vi lige så godt kan vænne os til, at turister standser op for at tage et billede af vores nye, gamle hus, og vi har ganske rigtig oplevet det flere gange bare i den korte tid, vi har gået dernede og arbejdet, også selv om det i denne sommer ikke har været specielt velholdt at se på. Der findes vel næppe heller noget, der er mere dansk end dette: roser, bindingsværk og stråtag?

Når man klikker på billedet i Street view, kan vi regne ud, at vedkommende har taget det for 3-4 år siden – nemlig med stor sandsynlighed før Finns kone døde. Det var altid hende, som gik og nussede i haven, har vi fået at vide … den ser langt mere velplejet og ikke-tilgroet ud på dette billede, og roserne har været trimmede så ikke de fyldte hele væggen og lidt til.
Vi talte om det, på grund af den gule spand, der ses ved den ene skorsten, måske kunne være taget for fire år siden – det år, Finn faldt ned fra skorstenen og brækkede både ryg, lår og ribben, hvilket delvist er årsagen til, at det hele har været lidt forsømt de sidste år. Han kunne gå, men med besvær, og hvis han tabte noget, kunne han ikke selv komme ned og samle det op, den stakkels mand.

Fra Google Maps 2

Døre og vinduer er pænt malede – selv dem på kvistene er pænt blå. Lige nu er de trætte og grå og nærmest skriger på en omgang maling, men de får også lige så snart vi har konstateret, at det nu er den rigtige maling, Glenn har fået fremskaffet til os …

Så pænt skal det nok komme til at se ud igen – vi er stærkt på vej!

25. august 2014

Store lygter in spe liggende på marken

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags:

I går, på vores vej mod Kjugekull, kom vi forbi en mark med de største orange græskar jeg har set.
Ikke alene størrelsen var imponerende, men de skrigorange græskar fangede blikket på lang afstand, og da vi nåede hen til marken, var vi nødt til at standse og forevige det lidt specielle syn.
Kæmpe haloweengræskar (2)

John gik ind mellem dem for bedre at kunne anskueliggøre størrelsen.

KÆMPEstore haloweengræskar (5)

imageimageVi var ikke de eneste, der standsede op for at fotografere dem.
Gad nok vide, hvad de har vejet?
Der er sikkert stadig langt til noget, der bare tangerer verdensrekorder, men ved lidt googling fandt jeg frem til, at de i størrelse nok ligger et eller andet sted mellem dem i billedet her til højre, samt at vi har nogle meget entusiastiske avlere her i lille Danmark.

Verdensrekorden er 911 kilo og er – naturligvis – sat i USA.
Den danmarksrekord, jeg kunne finde frem til, er på 431 kilo, hvilket også må siges at være et ganske pænt stort græskar.
Jeg tror ikke, der kommer rekorder ud af græskar, der får lov til at passe sig selv på en mark som den, vi kørte forbi – især ikke efter jeg læste, at danmarksrekordindehaveren havde pakket sit rekordeksemplar ind i sin bedstefars edderdunsdyne om natten! Så går man sandelig meget målrettet ind for at sætte rekord … og tænk at ville lade sin gamle bedstefar fryse for at få den rekord ;-) 

Gad vide hvorfor jeg fik associationer til ulækre billeder af verdens fedeste mand, da jeg så et billede af et af disse næsten tonstunge USA-græskar?

24. august 2014

Kjugekull är kul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: ,

Vi fandt et (for os) nyt sted i dag. Eftersom det hele startede for 1400 millioner år siden, kan selve stedet næppe kaldes nyt.
Kjugekull (og kul betyder sjov).

Store sten ved Kjugekull

Det er et område, hvor der særdeles rundhåndet er strøet en masse meget store sten over det hele.
Det er derfor et eldorado for klatrere; man reklamerer med næsten 1200 forskellige udfordringer. Det må man sige er en del.
Normalt undgår vi turiststeder i weekenderne, men lige netop sådan et sted var vi enige om skulle være i dag, så vi havde en god chance for at se en masse klatrere udfolde sig.

Store sten ved Kjugekull

Billederne yder slet ikke stedet retfærdighed … det var virkelig storslået at gå rundt i området.
Man kunne vælge to ruter: en længere på små fire km, men den så halvkedelig ud, og en kortere på 1,4 km, som ikke var egnet til gangbesværede, men hvor det så ud til, at alt det sjove foregik.

Klatreøvelser ved KjugekullKlatreøvelser ved Kjugekull

Vi valgte rigtigt – der var en del klatrere i gang rundt omkring. Vi så engang nogle modige fyre rapelle ned ad en næsten en kilometer lodret væg på Taffelbjerget, og i den sammenhæng er dette måske ikke de store højder, vi har gang i her, men det er rigtig godt øvemateriale, som disse tre gutter fra Nørrebro Klatreklub sagde – og langt, langt sjovere end en eller anden kunstig betonklatrevæg inde midt i byen.

Store sten ved Kjugekull

Det var godt, at ‘stien’ var godt afmærket. Man havde ikke sparet på den røde maling, men det var nødvendigt med disse hyppige afmærkninger, for det var dæleme ikke altid let at se, hvor den sti egentlig var.

Store sten ved Kjugekull

“Okay – kom bare, John. Jeg skal nok holde stenen, så ikke den vælter ned over dig, mens du går igennem her!”

Store sten ved KjugekullStore sten ved Kjugekull

Jeg kunne bagefter fortælle John, at han ikke så særlig overbevisende ud, eftersom han stadig havde sit kamera i højre hånd …
Men de store sten var overbevisende, og det er et sted, vi absolut kan anbefale at besøge, hvis man skulle befinde sig i nærheden af Bäckaskog Slot.
Kjugekulls cafeteria lavede oven i købet nogle superlækre pier, som de serverede med en god salat, der blot var dryppet med nogle få dråber lækker olivenolie. Jeg fik en med feta og tomater, mens John foretrak skinke og ost. Man kunne vælge mellem tre slags æblemost uden sukker eller andre tilsætningsstoffer. Jeg valgte en af gravenstener. En delikatesse!
Alt dette sunde ødelagde vi lige igen med et brag af en chokoladekage. Man går grundigt sukkerkold af den tur – ikke mindst af at se på alle klatrerne.

23. august 2014

Kong Karl går næsten i ét med tapetet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: , , , ,

Dagens høst 23 augustI det lønlige håb om at komme de svampeindsamlende svenskere i forkøbet, strøg vi afsted på jagten umiddelbart efter morgenmaden.
I dag gik turen til Kantarelbjerget, som Sydved (staten) tillod sig at ødelægge helt for 2-3 år siden. Bakkerne er der naturligvis endnu, men der blev tyndet så kraftigt ud i træerne, at kantareller og andet godt nægtede at vise sig i et par år.
Nu er symbiosen tilsyneladende retableret og kantarellerne myldrer frem igen. Endnu ikke i de mængder, vi så engang, men det skal nok komme.
Ydermere har vi døbt området om til Kantarel- og Karl Johanbjerget, da vi også finder temmelig mange af sidstnævnte – flere end før ødelæggelsen, synes jeg, så måske var det alligevel ikke så tosset endda, at de ryddede lidt op i skoven.

Karl Johan hænger til tørre 2Det ser måske ikke så voldsomt ud, men vi har store kurve … det blev til 1800 g kantareller og 2 kilo Karl Johan + fire flotte indigorørhatte. Derudover lidt græsgrøn skørhat, som jeg dog ikke tog så mange af, da jeg først fandt ud af, at det alligevel ikke var så nødvendigt at hjembringe fyldsvampe.

Til højre ses 650 g Karl Johan hængt til tørre over brændeovnen. 
Den går næsten i ét med tapetet, den stakkels kongesvamp her – men det gjorde den rigtige Karl XIV Johan vist ikke … altså den konge, der efter sigende har givet svampen sit navn, fordi det var hans yndlingsspisesvamp. Samme Karl d. 14. var en fransk Bernadotte, så ikke blot har han lagt navn til en svamp, men han indførte også en masse franske ord til det svenske sprog, som bruges den dag i dag.
Kalsonger (caleçon) for herreunderbukser, fx. Her i Sverige er det kun hunkønsvæsener, der går i underbukser.
Et fortov hedder trottoare (trottoir), toilettaske hedder necessär (porte nécessaire) – og så videre og så videre; dette var bare nogle få eksempler. Bladet Torpare kan være meget lærerigt.

Monkey Face og squash

Vi var ude i to timer for at finde svampe, og da vi havde 10 meter til bilen, begyndte det at styrte ned. Igen fantastisk timing. Eller nok rettere fantastisk heldigt. Vi havde begge taget regnjakker med, men John havde ladet sin ligge i bilen … hvorfor han så overhovedet tog den med, forstår jeg nok ikke helt …
Vejret er i det hele taget et rigtigt aprilsvejr. Lidt lunere måske, men skiftevis sol fra en skyfri himmel og derefter næsten uden varsel en heftig regnbyge. 
Da vi kom hjem, syltede jeg de Monkey Face-chilier (styrke 7 – der skal ikke meget til at gøre en gryderet varm i mere end én forstand), jeg havde taget med hjemmefra + plus at jeg forsøgte mig med at sylte en squash, efter Ditte i en kommentar fortalte mig, at det havde hun gjort meget i engang.
Og så skulle jeg jo lige ordne næsten fire kilo svampe …

22. august 2014

Bedst som man skulle til at save brænde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

To kilo asie 2014 (3)

To kilo asie 2014… begyndte det at regne. Det var smukt vejr hele formiddagen, men som de privilegerede pensionister, vi er, dovnede vi den godt og grundigt af. Det vil sige – jeg fik lige syltet lidt asier, men det er altså ikke ligefrem hårdt arbejde. Jeg så, at de havde nogle pæne, store asier i Brugsen i går og kunne ikke dy mig for at købe en enkelt med til Sverige. Den så så stor ud og vejede da også sine to kilo, men det svinder godt nok noget, inden man er færdig med processen – dette var alt, hvad der kom ud af den asie. Jeg skulle have købt to …
Jeg brugte Lone Landmands opskrift. Godt ser det ud, må jeg sige. Det er længe siden, jeg har syltet asier, men nu skulle det altså være.

To kilo asie 2014 (5)

Det regnede kun i to minutter, så vi gik ud igen efter frokost for at se, om vi nu kunne få lidt brænde ordnet.
Det kunne vi – da vi havde klaret, hvad vi ville klare i dag, nemlig omkring halvdelen af bunken, og John var ved at køre maskinparken på plads, kom der en byge til. God timing, hedder det …

Brænde august 2014Brænde august 2014 (1)

Syv trillebørfulde ind i den forhenværende garage og en bunke til kløvning i morgen. Eller overmorgen. Vi tager ikke hjem før tirsdag, så der er tid nok.
Det fylder bare in.gen.ting, hverken det færdige eller kløvebunken. Jeg lagde mig ned og legede myre – det hjalp! Nu ser det ud af noget …

Brænde august 2014 (2)

Lige om lidt skal jeg ud at se, om der er nogen svampe. Naboen har lige været her og kunne bl.a. fortælle, at Sofie allerede har samlet mange kilo.
Jeg håber ikke, hun eller de andre svampesamlere har taget dem alle sammen, men mon ikke svenskerne har levnet lidt til mig?

21. august 2014

Postkort fra Lucca og Hadrian

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: , ,

Lucca og Hadrians Villa er ikke et nyt par venner, men hhv. en italiensk by og en ditto seværdighed.
Jeg har fået postkort i dag. Rigtige, vaskeægte, go’e gammeldags postkort med rigtigt frimærke på og det hele. En sjældenhed efterhånden.
Anna sendte fra Lucca og Charlotte fra Hadrians Villa.

Postkort fra hadrian og LuccaPostkort fra hadrian og Lucca (1)

Vi boede i en olivenmølle i Toscana i 1996 – en af de tre bedste, men meget forskellige, ferier, vi har haft med mine forældre og mine søskende. To gange gik turen til Lucca, så for Charlotte har denne by derfor været et nostalgisk gensyn og for hendes familie en ny, god oplevelse. Det er en skøn lille by, og hvis man endnu ikke har set Cinque Terre, kan jeg kun anbefale at få gjort det, inden I dør.
Efter en uge kørte vi alle hver til sit; nogle hjem, andre til Frankrig og John og jeg fortsatte til Rom. Det lader til at være lidt af en kopi af den tur, min engelske familie har taget – i hvert fald har de set både Cinque Terre, Lucca og omegnen af Rom på denne ferie.
De har haft lejet cykler og cyklet på Via Appia. Aubrey havde ikke helt tjek på det med håndbremser, så han havde et mega crash. Jeg kan sagtens forestille mig hylene umiddelbart efter, men nu er han bare ret stolt af sine romerske sår …

Jeg har sendt to sms’er til Charlotte. Hun har sendt to postkort til mig.
Nogle vil nok hævde, at det omvendte havde været mere i overensstemmelse med vores respektive aldre.

Nu sidder de i Calais og venter på, at der på et eller andet tidspunkt går en færge. Der er en eller anden strejke i Frankrig, så der er en del ventetid – men der går i det mindste en en gang imellem.

P1020850

Vi er bare ankommet til Sverige, men det er nu heller ikke så tosset endda … denne gang er vi ikke lige så døde som sidst, så vi må se, hvad den kommende uge vil bringe.

20. august 2014

Vi har sådan en flink maler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:18
Tags:

Maleren blev færdig i dag, men han kommer igen, når tømreren er færdig – han ved af erfaring, at der altid bliver lidt reparationsarbejde, uanset hvor forsigtig Morten Tømrer er. Til den tid har vi også opdaget, hvis der er noget, vi ikke er helt tilfredse med; så vil han også udbedre det.
Han – maleren, altså – har en høj faglig stolthed og har givet os mange råd med på vejen, når vi har bedt om dem. Også sommetider, når ikke vi havde bedt om dem, men det er helt i orden. Det er jo ikke altid, man ved, at man bør spørge.
Vi vil selv male på førstesalen, så maleren har købt 20 liter maling til os. Fordel: Vi får en smaddergod maling til den pris, som maleren selv giver, hvilken naturligvis afviger temmelig meget fra, hvad vi ville komme til at punge ud med hos en farvehandler. Bilka- og øvrig discountmaling har vi for længst droppet, da det ikke er billigere, når det kommer til stykket, fordi det dækker så elendigt, at alt skal males flere gange end hvis man bruger de gode malinger.

P1020844

Udsigten fra køkkenvinduet. Jeg pudsede vinduerne i dag, så nu ser vi bedre ud!
Man aner en masse gæs og måger i det meget lave vand … på sidste billede har jeg zoomet mere ind.

Maleren lavede en farveprøve for os på de udvendige, almueblå vinduer og døre. Vi han fandt en, der ligner så nogenlunde, og den maling lovede han også at købe til os, hvorfor han i dag tog hele turen til Roskilde for at købe den hos sin sædvanlige forhandler.
Han tilbød at male en enkelt ramme for at se, om han havde ramt rigtigt og om vi var enige om, at det udvendige træværk skal have den farve.
Det ved vi så ikke endnu, om han har eller vi er – han kom nemlig helt bleg ud og hentede os i haven “Har I lige tid et øjeblik? Der er sket en fejl”. Fulde af bange anelser gik vi med ham, men det var kun slemt for maleren, ikke for os.
Den maling, han smurte på, var nærmest selvlysende koboltblå! Kan muligvis bruges i et cirkus eller til en barnetrøje, men bestemt ikke til døre og vinduer i Den Stråtækte.
Holddakæft, hvor han bandede. Og beklagede dybt, men det var reelt slet ikke hans skyld, da han bare var trådt ind i forretningen og havde bedt om at få blandet et bestemt nummer. Hvad der gik galt, ved vel ingen, da man bare taster det nummer ind på en computer, som så burde klare resten selv. Han kan simpelthen have tastet et forkert nummer, men maleren bandede over, at han ikke tjekkede malingen, inden han gik sin vej igen, for normalt kan man ikke bytte, hvis ikke man har gjort det. Han var dog sikker på, at han nok skal få byttet malingen, men det kostede ham lige en ekstra tur til Roskilde.

P1020845

I morgen går turen til Sverige, og når vi kommer tilbage igen, skulle Morten Tømrer gerne være færdig med det stuegulv, der skulle lægges helt om.
DET ser jeg frem til.

19. august 2014

Jeg opsender ikke bønner. Jeg høster dem.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags:

BønnerRegnvejrsbyggerodsblues afblæst. Helt bogstaveligt, for det har blæst en stiv kuling fra vest ved Den Stråtækte, og når det blæser fra vest, er der ikke meget vand tilbage i Præstøfjorden. Hvis man ikke ved bedre, vil man måske undre sig over, at små robåde Bønner i oliventræsskeligger så langt ude, som de gør, men forleden så vi en mand iført almindelige gummistøvler gå ud til sin båd. Han fik ikke våde fødder … hvis vandet er blæst væk som det er i dag, og man af en eller anden årsag vil ud på fjorden, er det ret smart at lægge båden så langt ude, da man så er fri for at slæbe den et længere stykke.

Jeg ville ud for at hente lidt flere blommer ned med teleskopstangen og måtte desværre konstatere, at der var blæst ærgerligt mange ned, så dagens høst er årets sidste, men så har jeg da også fået seks glas syltede blommer ud af det. De blev prøvesmagt i forgårs til en god is, og jeg skal da lige love for, at de blev godkendt. HolddaOP, hvor de smagte godt – de bliver ikke vanskelige at få afsat, og jeg tror, at mine søstre bliver de første (ud over os selv, selvfølgelig), der får lov at smage dem, når de kommer om 1½ uge for at beskue Den Stråtækte.

Bønnehøsten er ligeledes i hus nu. Der blev ikke så mange ud af det, men eftersom planten hovedsagelig blev købt for at pynte med de flotte blomster, er selv få bønner en bonus – især når de er så smukke som de her. Uden at have tjekket det, vil jeg formode, at de er lige så forskellige som fingeraftryk.
Gad vide, om de mister farven ved kogning? Det finder jeg ud af …

Nu vil jeg gå i køkkenet og lave stegte nudler. Uden bønner, men med chili. Bliver bare så godt.
Bagefter vil jeg nyde Anglofilia, som kom med posten i dag.
Livet er absolut okay. Som sagt er byggerodsblues borte med blæsten.

18. august 2014

Gammel vin på nye flasker?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags: ,

Brugsen har godt nok oppet sig gennem det sidste års tid, men der er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.
Det er meget længe siden, jeg har skrevet et indlæg om Brugsens ansattes tragikomiske staveevner, men nu har jeg endelig fået samlet lidt sammen. Det er såmænd ikke engang særlig graverende, men lidt har også ret – og det er da kun glædeligt at se, at det ikke længere er så slemt, som det har været.

Ukendt landGammelt rugbrød

De har dog opfundet et nyt land …

Og de sælger tilsyneladende gammelt rugbrød, som Slot har bagt – eller leveret opskrift til. Det med det gamle ville jeg undlade at reklamere med, hvis jeg var dem.
De mener vel nok gammeldags rugbrød, men da jeg gik i skole, betød gl. gammel og ikke gammeldags, og jeg mener ikke, at der er ændret på det siden dengang.

ikke brugtHorn

Har Café Noir ikke smagt af noget før, siden man skal gøre opmærksom på, at denne er med smag? (Og det skal være en accent aigu og ikke grave).
Hvis ikke hele ordet kan være på skiltet, springer man da blot nogle bogstaver over. Hellere det end gøre fontstørrelsen mindre …

Ny vin på gamle flasker

Al vinen er omhældt på ny emballage. Sikke et arbejde …
Nej – retfærdigvis skal det siges, at vores brugs er ved at udvide forretningen betragteligt og ved samme lejlighed flytter man varerne rundt i butikken, så der lige i øjeblikket er en del varer, jeg lige skal rundt og lede efter.
Det skal dog nok blive godt, når de engang bliver færdige, men jeg er glad for, at det ikke er min arbejdsplads lige nu, for sikke en larm, de går rundt i.
Bortset fra, at der såmænd ikke er den store forskel på Den Stråtækte og Brugsen, hvad larm angår – hvor hyggeligt, at de er så solidariske.

Til sidst denne, som min niece sendte til mig i morges.
Jeg kunne godt lide at vide, hvad vores regentpar siger til påstanden om, at “he fits the Queen”! Det giver ‘at passe på dronningen’ en helt ny betydning. Jeg ved ikke hvor billedet er ‘lånt’ fra (Instagram?), men jeg håber, at jeg slipper ustraffet fra at vise det her.

He fits the queen

17. august 2014

Regnvejrsblues

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , ,

VitrineskabetNu har jeg sukket efter regnvejr jeg ved ikke, hvor længe, og når det så endelig kommer, griber jeg mig selv i at gå rundt nede i Den Stråtækte og sukke for mig selv, mens jeg tænker, at der er laaang vej endnu. Rigtig lang vej. Forfærdelig lang vej. Vi får det aldrig pænt.
Det er supersvært at møblere stuerne … hvor skal jeg gøre af mit elskede og uundværlige skrivebord, som er et arvestykke fra min farmor?
Umiddelbart er der heller ingen steder at hænge det flotte egetræsvitrineskab med slebne ruder, som vi fandt på et loppemarked til sølle 75 kroner.
Vores nye reolsystem kan ikke stå, hvor det vil se bedst ud, hvorfor det må forvises til et mindre hensigtsmæssigt sted.
Hvis sofaen ikke kan spejlvendes, kan den ikke stå optimalt.
De møbler, vi har nu, er naturligvis købt til den stue, vi har nu … jeg ved godt, at det bare er ting, men det er ting, som betyder noget for os begge, og som vi ikke bare kan smide ud og købe nyt. Der bliver såmænd også rigeligt at bruge penge til alligevel, så vi skal have de møbler placeret på en eller anden måde. Punktum.
Hvad mon man renser fugerne med i badeværelset? Finn havde meget snedigt stillet en taburet i brusenichen, så jeg overså, at fugerne nede mellem gulv og væg er helt sorte. Bvadr.

Jeg er (heldigvis) godt klar over, at jeg ser så negativt på det lige nu, fordi ALT bare er møgbeskidt og roder dernede. Overalt er der spor efter håndværkerne, og sådan må det naturligvis også være. Når de har ryddet op efter sig, og jeg kan begynde at få gjort ordentlig rent, så skal humøret nok stige igen … jeg har ikke fortrudt noget som helst; det er slet ikke der jeg er, og det bliver godt. Engang – lige nu har jeg bare set tilstrækkeligt med rod, med værktøj og pensler smidt hist og pist, med savsmuld og afdækningsplast og løse gulve i stabler.
Kronen på dagens negativitet kom i form af en mail med tilbud på skabet i vores soveværelse. Fjortentusindefemhundrede kroner for 2,7 meter klædeskab bare med bøjlestænger og nogle hylder; uden smarte eller fancy ting! De må have spist søm! Så kan jeg godt leve uden skydelåger, kan jeg. John blev også en anelse mundlam, men da han fik mælet igen, spurgte han, om det er i orden, at han selv smækker et sammen, som vi kan bruge, til vi engang vinder i Lotto. Det er bare helt i orden med mig.
Mit eget puslespil

Det er godt, at jeg på en regnvejrsbluesdag kan trøste mig med mit Magic Puzzle, som jeg har købt til ipadden. John har også købt det, så vi lægger begge to puslespil til den helt store guldmedalje lige i øjeblikket. Jeg har altid elsket at lægge store puslespil og har lagt oceaner af dem gennem årene, men ikke så meget her i rækkehuset, fordi her er for småt til at have en stor plade liggende fremme i længere tid. 
Nu kan vi få vores lyst styret, og vi kan oven i købet lægge puslespil siddende mageligt i sofaen eller liggende i sengen. Det er jo fantastisk!
Det findes i en gratisversion, men køber man det, slipper man for det første for reklamer, og for det andet kan man få lov at skabe puslespillene ud fra ens egne billeder, hvis det er det, man ønsker, men gør man ikke det, findes der hundredevis af flotte motiver af enhver art – lige nu har jeg 323, inden jeg begynder at regne mine egne 16000 potentielle med.
Billedet fylder altid en iPad, men brikkerne varierer i størrelse, så der kan vælges mellem 42, 72, 143, 288 eller 550 brikker. De sidste er virkelig små, når de skal kunne være på ipadden – det afbillede motiv (et af mine egne fotos) herover er med 288 brikker.
Prøv det, kan jeg bare sige! Men pas på … det er en værre tidsrøver. Hver dag i august er der et nyt spil, hvor man ikke får lov til at se motivet på forhånd; man skal selv gætte, så det bliver først afsløret, efterhånden som man finder brikkerne. Det er med at have blik for detaljerne og et godt farvenuanceskelnesyn. Hjemmelavet ord, men det dækker fint hvad jeg mener.

16. august 2014

Dagens høst: druer og blommer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:40
Tags: ,

Besøget i Den Stråtækte var ikke så langt i dag – vi skulle bare lige have den stak enebrænde væk, som lå og grinede ad os.
Midt i det hele stod elsaven af – meget, meget dårlig timing, for vi manglede kun ½ times savning. Nu har den holdt i 15 år; så kunne den altså godt lige have klaret den i 30 minutter mere, syntes vi, men den kørte sit eget liv. Eller død … 
Vi har smilende ener. Det er nok fordi vi lagde de stykker til side, som der var mest spil i; de skal gives til Marjattaskolen, som ligger kort herfra, og hvor de drejer ting af det smukke træ. Vi kan ikke selv, men når de kan på skolen, skal de have lov – det kunne jo være, jeg kunne få en knap eller 10 ud af det til at pynte på en hjemmestrikket trøje.

P1020824 

Mens John stablede brænde, plukkede jeg druer og blommer. 3,6 kg særdeles velsmagende druer og 1,5 kg ditto blommer (reine claude) kom med hjem og blev forarbejdet til gele, saft og syltede blommer. Jeg ville meget gerne vide, hvad vores druer hedder – de er som nævnt rigtig gode, søde og lækre, men der er så mange, at vi umuligt kan nå at spise dem; derfor saften og geleen. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge den druegele til, men nu har jeg den da, hvis jeg engang skulle finde på et eller andet.

Mynte- og druegeleVindruesaftSyltede blommer

Forleden lavede jeg myntegele – til Sus, som er en af Die Drei Mädchen. Hun blev så begejstret for den, engang hun blev inviteret til grillet lam, at hun spurgte, om ikke jeg ville lave et helt batch til hende, hvilket jeg hermed har gjort.
Blommerne blev udstenet og overhældt med kogende lage bestående af sukker, en vanillestang, citronskiver, lidt vand og marsala. Det skulle have været rom, men den er brugt til romtopf, så det blev marsala, hvilket sikkert er udmærket. Nogle spiser med velbehag blomme i madeira, så hvorfor skulle man ikke kunne bruge marsala i stedet for rom?
Så det blev alligevel til en 10-timers arbejdsdag. Endnu en gang – det sker lidt tit for tiden, men det gør ikke noget – det er meget sjovere end dengang, jeg havde lønnet arbejde. Og så overdriver jeg lidt – de 10 timer er inklusive de to gange en time i bilen, hvor jeg bare sidder og strikker, mens jeg lader mig transportere af John. Ren luksus, som jeg godt kunne have brugt, da jeg kørte til Nordsjælland hver dag.

15. august 2014

Jeg har lært noget på Rønnebæksholm i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: ,

Da vi i forbindelse med mine strålebehandlinger i foråret kørte Sydsjælland tyndt, var Rønnebæksholm et af målene, men da det var for tidligt på sæsonen til at være interessant, lovede vi hinanden at se stedet og især parken igen senere på året, når herregårds[køkken]haven var plantet og sået til.
Af en eller anden årsag kom jeg i tanke om det i dag, så vi gav hinanden tidligt fri fra Den Stråtækte for at køre til Rønnebæksholm.

Live_AutoCollage_9_Images

Hvor var det en smuk have. Masser, masser af blomster – det bugnede med dahliaer og andre stauder; både en- og flerårige.
Der var køkkenhave med mange spændende grønsager – dvs. hverken gulerødder eller ærter; der var en krydderurtehave og en solsikkehave med nogle specielle, meget lave solsikker (omkring en meter) med anderledes blomster, end man normalt ser.

P1020784P1020786P1020779P1020778

Det ser ikke ud som om det er den samme slags blomst, men det tror jeg, det må være. Her har jeg forsøgt at illustrere udviklingen.

P1020798

P1020780Det indvendige af en mamelukærme. Tror jeg nok … blomsten lignede fint nok, men den ligner ikke helt inde i midten pga. stjernen.
Nu ved jeg også, at malurt er en kæmpestor, tæt plante, der er meget højere end jeg er.
Og – det allerbedste af det hele: Jeg fandt ud af, hvad det er, der har duftet så intenst hele sommeren i Den Stråtækte. Især i et bestemt hjørne af haven er duften helt overvældende; fuldstændig som at befinde sig midt i Toscana eller Provence. Pia og jeg talte om i går, om det eventuelt kunne være en slags timian, som der (også) findes i rigelige mængder, men den duftede ikke helt rigtigt.
Det er en sar, også kaldet bønneurt. En af de meget få krydderurter, jeg aldrig rigtig har beskæftiget mig med, men det bliver der lavet om på fra og med i dag. Med den duft kan det kun blive godt!

P1020814P1020807

P1020743Herover Litchitomater fra blomst til frugt. Havde aldrig hørt om dem før og måtte hjem og google. Nogle af jer, der har prøvet dem? De er på størrelse med kirsebær og skulle smage som en blanding af tomat og kirsebær, men de skal simpelthen smage supergodt, før jeg gider afprøve dem, for grene og frugtbeskyttelse har flere torne end brombær!

Jeg lærte også, at humle kan bruges til meget andet end øl. Vidste I fx, at de unge skud kan spises som asparges? Det var nyt for mig, lige som de andre anvendelsesmuligheder var det. Jeg tvivler dog på, at jeg vil kaste mig ud i at forsøge at fremstille mig en humleparfume. Tænk hvis jeg kom til at lugte af øl!
Apropos øl, så er det netop blevet afsløret for mig, hvorfor så mange bliver sløve af at drikke øl … OG hvorfor øl drikkes af nogle, fordi de har brug for lidt mental afstivning. Humle kan det hele.

Man bliver hele tiden en smule klogere.

14. august 2014

Og nu til noget helt andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:42
Tags:

Nu må det vist være tid til noget andet … ikke fordi der ikke er sket noget i Den Stråtækte i dag, men det er ikke rigtig noget, der kan ses på billeder. Tømreren er ved at være færdig med sin del af arbejdet på det nye toilet, så nu kan vi bare vente på VVS-mand og på elektriker.
Pia og Allan kom en tur og kiggede på nyerhvervelsen; Pernille har været med en tur dernede og har gjort de fleste af køkkenskabene rene. Søren kom og fjernede lidt mere jungle – passive er vi derfor ikke, men lige nu er forskellene ikke vildt synlige for andre end os selv.

Ansigtsgenkendelse - hmmmm

Jeg bruger Windows Live Photo til at gemme, katalogisere og redigere mine billeder.
Softwaret vil hele tiden have mig til at sætte navne på ansigter, så det efterhånden selv kan genkende ansigterne på nye billeder, der kommer ind. Hævdes der …
Jeg er bare ikke specielt imponeret over forslagene … på de seneste billeder, som Charlotte sendte af Anna og Aubrey, ville det ikke kun have navne på ungerne, men antog tilsyneladende også, at deres crocs var ansigter.
Hvilket jeg overhovedet ikke kan se logikken i – hvad mon der er ved de to billeder, der får selv et halvdumt software til at tro, at det er menneskelige træk?

Illusionstrick

Næste billede har mange af jer nok prøvet via Facebook, men for dem af jer, der ikke kender det, gentager vi lige her: Kig på den hvide plet på næsen i 15 sekunder og kig derefter på det hvide felt. Det virker også, selv om man blinker i løbet af de 15 sekunder.
Jeg var temmelig forbløffet – det er da lidt imponerende, hvad vores hjerner er i stand til.

Og nu vil jeg gå i køkkenet og lave chilipasta!

13. august 2014

Er I ved at være trætte?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags:

Trætte af at høre på mig og mine jeremiader om Den Stråtækte?
I så fald er det forståeligt, men så må I springe over. Denne blog er selvfølgelig en blog, fordi jeg elsker at få reaktioner på og kommentarer til mine udgydelser. Hvis jeg var ligeglad med det, kunne jeg skrive en gammeldags dagbog eller have en hjemmeside. Den påstand, at “jeg blogger kun for min egen skyld” har jeg altid grinet lidt af, da de samme mennesker skriver, at de sætter stor pris på at få kommentarer …
På den anden side er bloggen jo også en form for dagbog, og om 10 år, når John og jeg sidder og diskuterer det ene eller det andet, og ‘hvordan var det nu, det var og hvordan så det egentlig ud, da vi overtog huset?’, så kan vi bladre tilbage og se, hvordan det nu var, og hvordan det egentlig så ud, da vi overtog det.

P1020598P1020742

Dagens før- og efterbilleder viser det lave stendige ud til cykelstien.
Samtidig er det blevet mindre farligt at skulle køre ud på vejen, fordi man nu rent faktisk kan se de biler, der kommer … vi har fået ros af naboerne, som alle følger vældig interesseret med i, hvad vi laver.
Man kan vist også godt fornemme, at roserne og hækken er blevet trimmet lidt, og at der er forsvundet et espalier.

I dag har køkkensnedkeren været der for at måle op og regne og gange og dividere – jeg er godt nok spændt på, hvad han kommer med af tilbud, men jeg har på fornemmelsen, at det bliver hammerdyrt! Vi vil indhente et tilbud til, så vi kan finde ud af, om der er rimelighed i det.
Vi vil helst have nye låger fremfor at få malet de eksisterende, men nu må vi i første omgang se, om vi besvimer, når vi får prisen.

P1020480P1020654

Haven med tidsler og ene – haven uden tidsler og ene. Rododendronbusken er blotlagt og vildvinen tæmmet – så meget som man nu engang kan tæmme sådan en. Det kan man slet ikke, men man kan beskære den. Og beskære den. Og beskære den, men det flammerøde syn, den frembyder om efteråret, er alt besværet værd, og bådehusets eternittag skal så absolut camoufleres maksimalt.

12. august 2014

Så blev bådehuset tilgængeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags: ,

P1020738P1020607Det tog fire mand seks timer at rydde det, der ikke var ryddet fra sælgerens side.
Det var godt, vi holdt på vores ret og lod det ordne på sælgers regning fremfor at være flinke og ordne det selv.
Det ville oven i købet have kostet os hver en dårlig ryg, for det drejede sig også om en pæn bunke kampesten, som Finn var sikker på, at vi havde aftalt, at vi ville beholde:
“Jamen dem skal I da bruge!”
“Til hvad?”
“Til, når I skal lave nye stenbede.”
“Her er så rigeligt med stenbede – vi skal ikke have flere, tak.”

De to toiletter, vi købte i tirsdags, kunne vi køre ned og bytte i dag. Der var ingen, der havde fortalt os noget om S- og P- låse på den slags, så de S-lås-toiletter, vi havde investeret i, duede ikke; de skulle være med P-låse.
Det er et gammelt hus, og så er det tit sådan, sagde VVS-manden – de fleste huse har S-låse i dag, men altså ikke dette her.
Jajaja – det skal I da endelig ikke fortælle os noget om, inden I sender os ud for at købe nye toiletter …
Hvad der var værre var, at P-lås-toiletter er næsten dobbelt så dyre som S-lås-ditto, fordi der kun bliver fremstillet ganske få af dem i dag, så det blev lige 3700 kr mere for de to toiletter. Udgifter, udgifter, udgifter.
Det allerallerværste er, hvis jeg bliver nødt til at give køb på at få skiftet de tudegrimme, underlig-grønfarvede køkkenlåger og åbne hjørneskabe ud med hvide, fordi andre og – okay, indrømmet: mere vigtige ting – er blevet for omkostningsfyldt. Det vil jeg næsten ikke kunne bære.

202N00274.109P1020740

Ny apostrofMaleren er godt i gang med stuen – sikke en forskel! Lige nu ser det måske nok lidt vel blegt ud, men det vil hjælpe på det, når vi engang får vores møbler herned – selv om vi ikke skal have stuerne så fyldt som her på før-billederne.

Toiletterne er fra Fog i Vordingborg, som har opfundet en helt ny form for accent aigu.
Rent sprogbrokkerimæssigt kommer jeg sandsynligvis ikke til at kede mig, når vi flytter længere sydpå.
Jeg tror sådan set ikke, at jeg kommer til at kede mig i det hele taget …

11. august 2014

En af de mindre behagelige overraskelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:13
Tags:

Efter et besøg hos onkologen gik turen atter sydover for at tage fat igen.
Der var sket en del torsdag og fredag – dejligt at se, at det så hurtigt skrider frem.
Morten Tømrer var blevet færdig med tre ud af fire gulve; han havde gemt det med gulvtæppet på til sidst.

Vi havde fået at vide, at der lå et forholdsvis nyt gulv under tæppet. Det har sikkert været nyt engang, men det har ikke været det i de 25 år, Finn boede i huset. Under den orange ellipse er der en lem, der fører ned til noget dårligt lagt rockwool. Den røde ellipse skjuler en af grundstenene, og sådanne fjerner man ikke! Det gør nu heller ikke noget; det er bare en charme mere, at man kan se den, men det giver Morten noget af en udfordring at skære gulvet pænt til.
P1020732

P1020728Under den lilla ellipse ligger der beton og umiddelbart ved siden af, under den gule, ligger der noget gammelt vinyl, der skal ligne mosaikfliser.
Resten af gulvet er bare noget klamp.
Morten sagde, at han selvfølgelig bare kunne knalde det nye gulv ovenpå og så slut prut finale.
Men han ville også godt vædde på, at begrebet ‘flydende gulv’ ville få en helt ny mening for os … rent fagligt havde han det heller ikke godt med det.
Vi snakkede frem og tilbage og blev enige om, at det skulle laves ordentligt. Op med alt det gamle og på med noget nyt. Spørg mig ikke om detaljerne – dem har Morten og John styr på, og de interesserer mig ikke … jeg vil bare vide, at vi får et ordentligt gulv.
DET kom lige til at koste adskillige af de store sedler …
Vi vidste selvfølgelig godt, at der ville komme uforudsete udgifter undervejs, efterhånden som det hele skred frem, men det her var en af de større, må jeg nok sige. En anden var, at der viste sig at være en 30-liters vandvarmer installeret. Den har vi nu fået byttet til en 60-liters. Loftsmalingen skulle der pludselig dobbelt så meget til af, da vi besluttede at male bjælkerne hvide – hvis man ‘foldede dem ud’, var der lige så meget bjælke som loft, så det var fair nok, at maleren sagde, at der ville komme en ekstraregning på maling.

En overraskelse, der ikke gjorde så meget var, at da vi fjernede noget af den vildtvoksende vin og en hel del løbske brombærranker, dukkede der masser af disse orange tingester op – hedder de ikke japanlygter? Det mener jeg de gør.

10. august 2014

Det var så årets julefrokost …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:36
Tags: , ,

… eller var det den for 2013, der blev holdt i dag? Jeg tror vi holder os til ‘årets’, ellers bliver det for indviklet.
Det er altid den anden lørdag i august. Undtagen i år, for der var også inviteret til en 70-års fødselsdag i en anden gren af familien.
John og jeg er ligeglade med, at det er mandag i morgen, men det er de fleste andre ikke, så det blev tidligt gå-hjem-tid.

JOHN 50 ÅR-09

Jeg tog aldrig et billede i dag, men vi fik en lækker, grillstegt flæskesteg, så her kommer et par billeder fra Johns 50-års fødselsdag, hvor vi fik den lækreste gris, jeg nogensinde har fået (undskyld, dagens værter; det er ikke personligt ment, men slagteren her har vundet flere internationale præmier for den hemmelige lage, grisen er kogt i og har ligget i i over et døgn, inden den grilles).

JOHN 50 ÅR-16

Dyret blev hentet allerede kl. 7 om morgenen. Det var manden i kedeldragtens storebror, der var den prisvindende slagter, så lillebroderen her havde håndteret denne proces flere gange. Klokken 8 roterede den over kullene, og Søren og John skiftedes til at stå og lege grillmotor og stort set hele tiden pensle sværen med (endnu en hemmelig) lage vha. en bred malerpensel hele dagen frem til klokken 18, hvor der kom (en anden) slagter og parterede grisen for gæsterne.

Ak ja … det ligger 19 år tilbage … der er løbet meget vand i stranden siden … men det var en rigtig god dag, og det var dagen i dag også, selvom vi ikke var lige så mange.

9. august 2014

Fire labre larver på terrassen og søgang ved Smygehuk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:36
Tags: ,

Jeg tror simpelthen aldrig, at vi har lavet så lidt på et ophold på torpet – lige bortset fra Johns græsslåning, men jeg har intet – som i hvis man kunne lave mindre end intet, er det det, jeg har gjort – men jeg tror nu også, at vi trængte til at lade de stakkels, mødige kroppe få et par dages hvil.
Vi sad derfor alle tre og drev den godt og grundigt af, da en bil dyttede noget så eftertrykkeligt i indkørslen.
John kiggede ud og og sagde “Det er sgu Inge og Hasse!”
Jamen, jamen – og med Annemarie og Jimmy på bagsædet – hvilken herlig overraskelse. De sidstnævnte er på weekend hos førstnævnte og var på vej på udflugt. Da vejen gik forbi vores torp, ville de lige kigge indenfor … hvor var det dog dejligt at se Annemarie så frisk og glad igen. Vi fik os en lang sludder, og hun er heldigvis ved at være helt ovre alle de skrækkelige bivirkninger.

P1020709

Der sad således allerede tre labre larver på terrassen, da der kom en fjerde til. Jeg kender navnene på de tre, men den afbillede her kan jeg simpelthen ikke finde ud af hvad hedder eller hvad den bliver til, når den engang når lidt længere i livet end hvor den er nu. En billedgoogling førte ikke rigtig til noget, så help, please, derude i blogland.

Da vi lidt senere på eftermiddagen skulle hjemover, lagde vi turen ned forbi Ivösjön og Vångaberget; videre til Ystad og langs kystvejen til Smygehuk. Vi har taget turen flere gange før, men Søren har ikke kørt den rute før, så vi benyttede os af chancen til at vise ham lidt af det kønne Sydsverige.

Gæs - masser af gæs

Da vi gjorde holdt for at fotografere to røde glenter, fik vi øje på hundredevis af gæs på engen ned mod søen. De kan overhovedet ikke ses på billedet, men klikker man det større, burde nogle af de mange gæs træde frem. Jeg håber for landmændenes skyld, at de kun er på træk, for så mange af slagsen kan hurtigt få ødelagt en masse.
Glenterne forsvandt selvfølgelig, så snart vi standsede bilen … den ene var ellers lige oppe over os.

Søgang ved Smygehuk

Sidste stop var ved Sveriges sydligste punkt, Smygehuk, hvor der meget passende lige var en pause mellem to voldsomme byger. At det var mellem to byger, vidste vi godt nok først, da vi kørte igen … holddaop, hvor det regnede i Sydsverige, men herhjemme havde vi kun fået fem mm, desværre.
Røgeriet havde åbent, så vi købte røgede rejer og røget ål og makrel med hjem, plus en lille hummerpie med västerbottenost. Ohhh, hvor den var god!
I morgen står den på julefrokost med familien – det bliver skønt med endnu en hyggelig og afslappende dag, inden hverdagen slår til igen på mandag.

8. august 2014

Strömsborgs Ullspinneri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: ,

Hesteindfangning (2) (1)Tænk altså … nu er vi kommet i området i 18 år, og så finder John i dag ud af, at vi har et historisk uldspinderi mindre end 20 km fra torpet.
Det eksisterede mellem 1827 og 1965 og blev i 1969 overtaget af Hembygdsföreningen, som har lagt et kæmpearbejde i at restaurere/vedligeholde hele molevitten. Ildsjæle …
På vejen dertil måtte vi lige holde fem minutters pause, da der var et par mænd, der havde gang i projekt hesteindfangning.

Vi kørte dertil lidt på lykke og fromme, da vi ikke kunne finde noget om åbningstider, men døren stod åben, og vi kunne høre en mand, der gik og fløjtede. Han kunne fortælle os, at normalt åbner de og sætter kun spinderiet i gang på bestilling, og man skal være mindst 10 personer. “Men gå bare rundt og se jer omkring – det er helt i orden …”
Det gjorde vi, og lidt efter kom gutten hen til os og begyndte at forklare om hele deres projekt. Han fortalte og fortalte og fortalte, så det endte med, at vi havde fået en komplet rundvisning, der varede en hel time, og hvor han havde startet både det 5,20 m store vandmøllehjul (som de lavede fra grunden sidste år) og selve spindemaskinen. Jo mere vi spurgte, jo mere blev han klar over, at vi var ægte interesserede, så hverken han eller vi var til at stoppe igen.

P1020695P1020680

Det vil føre for vidt at fortælle alt, hvad ildsjælen fortalte, men jeg vil forsøge at illustrere arbejdsprocesserne med mange billeder og forholdsvis få ord.
Først skal ulden vaskes og tørres; derefter “plysses” den (ved ikke, hvad det hedder på dansk), inden den kartes og spoles op på store ruller, hvorfra man tager ulden af og ruller den den anden vej og spoler kartefloret en gang til.

Den gamle centrifuge fra 1839 1500 RPMP1020684P1020694

Herover til venstre en centrifuge fra 1839, som kunne præstere 1500 RPM. I midten tørreskabet, som brugtes om vinteren – om sommeren tørrede man ulden ude i haven. Til højre en maskine, som trak den kartefloret ud til “forgarnet”, som derefter blev vundet og til sidst spundet. Denne maskine har de lidt problemer med, fordi læderet med rillerne i er slidt for meget til, at den laver forgarnet pænt og ensartet.

P1020697P1020699

P1020698Så blev det spundet og tvundet med 2, 3, 4 eller 5 tråde sammen, inden det blev rullet op på den lange, sekskantede garnhaspe.
Til sidst tager man “garnfeget” af og vrider det til en “dukke” vha. vridemaskinen, som med lidt besvær kan anes bag den der sekskantede dims.

Man farvede også garn her på uldspinderiet. Den sidste ejer, som drev stedet fra 1923 til 1965, eksperimenterede meget med farver og skrev alle sine opskrifter ned og gemte dem i sin database, som bestod af en flad papæske. (Disse tre billeder kan klikkes større, men jeg tror alligevel ikke, at I vil kunne tyde opskrifterne.)

P1020690P1020691P1020692

Jeg syntes jo selvfølgelig, at det hele var vildt spændende, og selv om Søren og John til at begynde med kun gjorde forsøget med at køre hertil for min skyld, var de hurtigt mindst lige så grebne af det hele, som jeg var.
For fem år siden så jeg Hjelholt Uldspinderi, som kører den dag i dag med 4. generation på stedet – det er lidt morsomt at kunne konstatere, at maskineriet stort set er det samme disse to steder, og processerne har naturligvis heller ikke forandret sig.

7. august 2014

Vi har det med at købe nye boliger i min familie …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , ,

Nogle køber en ældre, lidt større bolig (os); andre køber en nyere, men lidt mindre bolig (mellemste søster).
Andre igen startede for tre år siden campinglivet med at købe et billigt telt bare for at se, om den form for ferie var noget for dem (Charlotte og Tim).

Det nye telt 5Det nye telt 6Det nye telt 7

Det var i så høj grad noget for dem, at de i år har købt et større telt. På en hollandsk hjemmeside fandt de et, som var af en eller anden form for behandlet bomuld, idet tanken om nylon ikke rigtig tiltalte dem. Bomuldsteltet skal bare være vådt tre gange, inden det er helt vandtæt; det er noget med, at væden får fibrene til at foretage sig en slags filtning … det var forklaret meget nøje i brugsanvisnngen. De nåede lige at få det hjem en uges tid før de skulle afsted, så det blev omgående slået op i haven og prøvesovet. Dagen efter vandede de teltet med haveslangen, men de næste to vandinger klarede naturen selv.

Det nye telt 4Det nye telt 3

Papkassen, som teltet ankom i, blev omgående savet over i to dele (med moderens bedste køkkenkniv … hun blev en anelse muggen, da hun opdagede det …) og anvendt som biler – med påmalede instrumentbrætter og det hele. Da Charlotte ringede for at fortælle om ferieboligen, hørte jeg et højlydt BIP BIP BIP BIPBIPBIP i nærheden. Det var ungerne, der bakkede med deres nye biler. Charlotte har for nylig fået en bil, der ‘sladrer’, hvis den synes hun kommer for tæt på noget, når hun bakker.

Der blev købt nye feltsenge, køkken med tilhørende udstyr, et bord med stole samt nogle lidt mere magelige ‘læne’stole, så nu betragter de sig selv som fuldbefarne campister. De elsker det liv, selv om et telt begrænser ferien til de sydlige himmelstrøg, hvor de kan være nogenlunde sikre på et godt og hverken for koldt eller vådt vejr. Sidste år, da vi skulle være sammen en uge på Thurø, kapitulerede de omgående og lejede en af campingvognene på pladsen. Men som de selv siger, så er der nok mange år til de har set hele Italien og det sydlige Frankrig. Det nye telt 1Det nye telt 2

2014 Italien i nyt teltHvorfor er det sådan, at da man selv var ung, kunne man overhovedet ikke forstå, at ens forældre kunne være bekymrede, når man tog på ferie sydpå og færdedes på de europæiske motorveje, hvor folk sommetider kører totalt vanvittigt? Og selv lå og kørte 180, ja måske hele 200 km/t, hvis man kunne slippe afsted med det? (Dog ikke, da vi havde børn med i bilen). Hvorfor kan man så ikke lade være med at tænke på dem alle fire mange gange i løbet af dagen og håbe, at alt går som det skal, og at de kommer helskindede hjem igen; en masse gode oplevelser rigere?
Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg er blevet så pylret på mine gamle ældre dage. Charlotte griner bare lidt over det (“det er da værre, hvis der slet ikke er nogen, der tænker på en”) og de svarede på mit sms-spørgsmål Alt vel? Har I det godt? ved at Tim sendte en mail med emneteksten We have arrived safely in Italy and set up camp! og et billede af en solfyldt campingplads tæt på vandet.
Så er moar rolig igen. I en periode …

6. august 2014

Fødselsdag med et overraskende besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:11
Tags:

Som allerede nævnt er det Johns fødselsdag og dermed indledningen til det sidste år, hvor han kan sige, at han er i tresserne.
Av, hvor den gør ondt næste år … der er dem, der hævder, at alder kun er et tal, men det er jeg ikke helt enig i. Der sker altså ting med en undervejs, så det er ikke bare et tal; der er mere i det end som så. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg har det som jeg havde det, da jeg var 25 år. Det samme gælder for John, og hverken han eller jeg er så adrætte som vi var for små 30 år siden, da vi mødte hinanden.
Det hjælper jo ikke en pind, at man siger, at man indeni stadig føler sig som en 20-årig, når fysíkken siger noget andet.
I øvrigt ville jeg synes, at det var meget underligt, hvis man rendte rundt og opførte sig som en 20-årig, når man er ret langt på den anden side af 60 …

Snerle (3)

Nå. Uanset holdningen til tal, alder og fødselsdage, er min dejlige mand nu blevet 69 år, og jeg må sige, at jeg er imponeret over, hvor meget han kan knokle. Og knokle. Og blive ved med at knokle. Og have lidt ondt i ryggen i dag. Det taler vi så helst ikke om, men jeg tror det er rigtig godt for ham, at vi ikke skal arbejde nede ved Den Stråtækte de næste par dage.

Der er ‘afsluttere’ og der er ‘startere’. Der er nogle, der kan se helheden i det lille billede, og der er nogle, der kan se detaljen i det store billede. Der er nogle, der er matematisk analyserende, og der er nogle, der er mere følelsesmæssigt og/eller intuitivt orienterede.
Jeg er helt klart en starter, og John er lige så tydeligt en afslutter, men dermed supplerer vi jo hinanden så godt. Jeg er rigtig god til at hive fat i og begynde på et eller andet, og når jeg kan se for mig, hvordan slutresultatet bliver, mister jeg nok lidt entusiasmen, og så er det, at Johns force træder i karakter, så han gør det, der skal til for at gøre det pænt og færdigt – og han nyder det oven i købet samtidig. Ren win-win …

Det overraskende besøg? Det var, da jeg hørte John tale med en ude ved hoveddøren for derefter at komme ind og fortælle mig, at jeg havde fået gæster.
”Gæster? Mig?? Det er da dig, der har fødselsdag.”
Det viste sig at være Fruen i Midten med Donnaen, der, i forbindelse med et besøg på Sjælland, syntes de havde lyst til at sige tak for sidst og medbringende et par (for dem) lokale oste, som vi havde talt om, da de besøgte os i Sverige.
Det var virkelig en overraskelse – og en rigtig sød gestus fra Fruen. De blev desværre kun i fem minutter, da de havde en aftale i Bagsværd 20 minutter senere.
Jeg vil bare sige, at vi bor en anelse mere end 20 minutter fra Bagsværd … jeg var helt rørt over, at de gav sig tid til at kigge ind.

5. august 2014

Den var den todages arbejdsuge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:04
Tags:

Aj, det passer jo ikke helt, da vi også fik lavet en del lørdag og søndag, men så firedagesuge da …
Nu bliver der heller ikke lavet mere før lørdag, da vi lige trænger til et par fridage og derfor kører til Sverige.
På torsdag … i morgen har John fødselsdag, så der bliver også holdt fri; med besøg af hans søskende. Søren har godt nok set det og har i øvrigt hjulpet os igen i dag, men hans søster og svoger har ikke set det endnu.
Det har mine søstre heller ikke, men det bliver først sidst på måneden, at det kan lade sig gøre … lidt pinligt, at min egen familie nærmest er de sidste, der får det at se Embarrassed smile

P1020654

I dag forsvandt resten af enen plus en forsytia og noget brombær, der dækkede det meste af drivhuset. Jeg har indtegnet med rødt, hvor meget de to buske fyldte. De fylder nu – i mindre dele – et andet sted, for vi kan ikke komme i gang med at køre haveaffald væk, før traileren er tømt for stuegulv, hvilket den forhåbentlig bliver i løbet af ugen. Af de tykkere enegrene kan der vist blive brænde til et par uger eller mere.

P1020634P1020655

Her kunne vi overhovedet ikke komme igennem for en eller anden busk, der dækkede over halvdelen af muren fra døren og var ved at kravle hen langs den gamle vognport. Plus den brolagte sti, selvfølgelig. I første omgang i lørdags skar vi bare hul igennem og reducerede buksbommen til det halve, men i dag fjernede vi resten af busken. Foran tujaen stod endnu en forsytia, som nu er væk. Vi er ikke så vilde med forsytiaer, som er tudegrimme i 50 uger af året. Tujaen har vi ikke truffet beslutning om endnu – for mig er det en kirkegårdsplante, men den er nu ikke så grim endda lige hvor den står …

P1020635Maleren har nu givet køkkenloftet tre gange og vil give det fjerde og forhåbentlig sidste gang i morgen. FIRE gange! Godt, det ikke er mig, der skulle male det, siger jeg bare!
Han vil ikke sprøjte, fordi der så går alt for meget spildmaling til, siger han; plus at tiden han sparer ved at sprøjte, bruger han på den nødvendige ekstra afdækning, plus at der var et eller andet teknisk, jeg ikke helt kan huske, med alle de fine revner i loftet, så alt i alt ville det blive pænest ved at male på gammeldags måde.
Væggene er okay, og vinduerne får også sidste gang i morgen. Vindueskarmene får to gange med akrylmaling – og maleren påstår, at han bliver færdig med køkkenet i morgen ved frokosttid. Som før nævnt er han meget effektiv. Radiatorerne var ikke med i aftalen – ingen kan huske hvorfor, men de skreg til himlen, da det andet var blevet malet, så dem fik vi lige med til prisen.
Sig til, hvis I bor i det sydsjællandske og leder efter en god, dygtig og pålidelig maler – så kender vi nu en, vi kan anbefale.

4. august 2014

Brugsen i Karise lever op til mine forventninger – på alle måder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:10
Tags: ,

På vejen hjem i dag handlede vi i Brugsen i Karise, som vi alligevel kører lige forbi.
Det er en absolut nyyydelig brugs med et lidt større vareudvalg end det jeg er vant til. Der er masser af plads på gangene, og den er yderst ordentlig, ren og tilsyneladende velstyret. To romaine-salathoveder til en krone kan vi også lide, hvordan hulen det så end kan lade sig gøre? Pris 10,50, spar 9,50 … jamen altså!
Selv rent sprogligt kan jeg genkende min yndlingsbutikskæde: De havde FROSEN KYLLINGEBRYS på tilbud. Der kommer vi helt sikkert til at handle mange gange fremover. Ikke fordi jeg nogensinde investerer i discount-kyllingebryster, hverken med eller uden t, men det er altid rart at føle sig hjemme.

Jens Otto Krag vil sandsynligvis blive husket til evig tid, om ikke for andet, så for sin berømte bemærkning om standpunktet man har, til et nyt man ta’r.
Mon der er mere end en enkelt håndfuld danskere, der ikke har brugt den bemærkning en eller flere gange? John og jeg gjorde det i dag.

P1020620
Lige fra starten var vi absolut aldeles og fuldkommen stensikre på, at vi kun ville have malet selve loftet og ikke bjælkerne hvide. Maleren sagde, at det selvfølgelig er kunden, der bestemmer, men om vi havde tænkt på, at med de lave lofter overalt i huset, ville man stort set ikke kunne se andet end de mørke bjælker, når man står op. Det havde vi overhovedet ikke tænkt på, men kunne hurtigt konstatere, at han havde ret. Vi var ikke længe om at ændre vores ellers så standhaftige beslutning – og maleren var glad … han sparer virkelig meget tid på afdækning, selv om der selvølgelig går en del mere maling til. Vi var også hurtigt glade og ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg, hvis rummene skal løftes så det kan mærkes. Visuelt, altså. Husets gode ven, Steen, vil få dårlig ryg af at besøge os; vi er i tvivl om han kan stå oprejst mellem bjælkerne … i stuen. Billedet er af køkkenet, hvor der er højere til loftet.
Tømreren sagde, at den slags beslutningsændringer kan der komme mange af i så gammelt et hus, men at vi bare må tage tingene op, efterhånden som de opstår.
Først blev vi alle enige om at lægge gulvene på langs af stuerne for at få en linje ned igennem rummene. Så gik Morten Tømrer en tur henover gulvene med de fagkritiske sko på, så at sige, og blev enig med sig selv om at gulvet ville virke mere stabilt, hvis vi lægger dem på tværs. Okay – vi lægger dem på tværs. To timer senere var det ændret tilbage til ‘på langs’, fordi gulvet buer en kvart anelse opad en tredjedel inde hele vejen ned langs stuerne, hvilket ville umuliggøre at kontralægge det nye gulv pænt på det sted. Okay – nu bliver det så på langs. Indtil videre.
Det er ved at blive sjovt, dette her. Ingen ironi her – jeg mener det – det er da ret underholdende, at det på den måde kan ændres fra det ene minut til det næste, og vi fik ros i dag for vores evne til hurtig beslutningstagen.
“Nårh”, sagde vi, “det er vi vant til – selve huskøbet blev også besluttet sådan nærmest over natten …”

3. august 2014

Hvor blev regnen af?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:36
Tags:

Alt det regn, jeg var blevet lovet i dag, holdt sig væk fra præstøegnen, desværre. Johns bror bor ni kilometer fra os i nordøstlig retning, og han havde haft et dejligt, gedigent og halvvoldsomt uvejr. Han ringede og sagde, at vi da vist ikke kunne arbejde ude i dag, og John var ét stort spørgsmålstegn, for vi havde det godt nok lummervarmt, men det var da også det! Så kom Søren ned til os og tog fat.
P1020617

Her er to tredjedele af den kæmpestore krybende ene væk. Den fyldte alt, alt for meget, så den skal væk. Helt væk. Der er ikke noget, der skal tage vores flotte udsigt, som Inge har vist i dag taget fra næsten samme sted, men i går, selvfølgelig, og dermed før drengene gik i krig med enen.

P1020607P1020606P1020608

Herover bådehuset set indefra. Det skulle have været ryddet, men der var vist nogen, der kom til at glemme at fjerne alt dette ragelse. For det er, hvad det er – der er intet i det for en stadeholder, der kan bruges til noget som helst. Det skal nok blive fjernet, er vi nu blevet lovet. Igen …
Det bliver et godt opbevaringsrum, når man engang kan komme til.
Ved siden af ses den sti, John fik hugget med sin machete skåret med hækklipperen gennem junglen fra bådehuset og hen til drivhuset. Vi kunne gå igennem for tre måneder siden, men allerede nu var det totalt lukket af løbskløbende brombær- og vinranker. Noget af den rigtige vin i drivhuset blev også kappet af, men med stor forsigtighed, da det nødig skulle gå ud over drueklaserne. Et par stykker gik der dog med i købet, men hvor der handles, der spildes, og der skulle altså lidt sol ned til alle de drueklaser.

P1020611P1020613

Vi havde to hold gæster i dag – først Heidi og Nikolaj med lille Ella, og et par timer senere kom en forhenværende kollega med sin mand.
Og lille bitte mini-gravhund. Jeg er som bekendt ikke særlig begejstret for hunde, men den her var altså sød … den vejede også kun fire kilo. Til sammenligning vejede vores første kat ni kilo …
Denne lille Frida var ikke større, end at hun kunne finde igennem en af de tunneller, Finn havde lavet til sin modeljernbane. Først den ene vej, og så den anden vej … hunden havde en fest hos os, med masser af nye, spændende og uimodståelige lugtindtryk.
Der er blevet nået rigtig meget i dag, og i morgen skal vi være der allerede klokken 8 for at tage imod håndværkerne – så begynder det for alvor.

2. august 2014

Så er der gang i før- og efterbillederne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:34
Tags:

Vi overtog Den Stråtækte i går. Huset var, til vores lettelse, ryddet, bortset fra et enkelt værelse, hvor der var efterladt skabene fra det gamle køkken + et skrummel af et skab + et mindre skab + en hel væg med (grimme) hylder. Rummet var blevet brugt til alle modeltogstingene, og da vi sagde, at rummet skulle ryddes, mente vi tømmes helt, ikke kun for indholdet i skabene …
Bådehuset var stadig fyldt med gammelt skrammel, ligeledes et rum, hvor han havde opbevaret mange grundigt brugte haveredskaber og et hav af ikke særlig pæne potteskjulere. Er der nogen, der vil have en stor Weber-kuglegrill? Så kan den afhentes, men det skal være hurtigt, for ejendomsmægleren ville kontakte familien snarest med henblik på at få ryddet det sidste ud.
Ejeren er ganske rigtigt blevet dement, og det går skræmmende hurtigt tilbage for ham. Vi kan mærke forskel bare på de tre måneder, der er gået, siden vi hilste på ham første gang. I går kunne han hverken huske, hvor elmåleren sidder eller hvor man læser oliestanden i tanken af. Stakkels mand, men han har heldigvis fået en beskyttet bolig, og en niece tager sig af dette sidste vedr. huset.

P1020595P1020599

Herover hyggekrogen uden for køkkenet. Det grønne træ er et blommetræ, men vi kunne kun finde fire blommer, så det måtte lide døden, da jeg hellere vil have stokroser op ad væggen. Fliserne kunne man næsten ikke se for ukrudt. Dette var Johns projekt i går.
Mit var at få stenene nede langs vejen gjort synlige igen, men det var så anstrengende et arbejde, at jeg kun nåede 1/3 af stykket.
I stedet gik jeg i skyggen og fik klippet tilstrækkeligt med grene af foran et andet køkkenvindue, så vi nu kan se hele fjorden og ikke bare med det tunnelkig, der var, da vi kom.

P1020598

Jeg fik også beskåret roserne foran huset. Ikke nok, men jeg nænnede ikke at klippe de grene af, der stadig er i blomst, så det bliver taget lidt i etaper.

P1020600Da vi ankom, kom der med det samme en af naboerne for at præsentere sig og ønske os velkommen.
En times tid efter kiggede der en anden ind og spurgte, om vi ikke ville med en tur ned ad vejen for at høre lidt om de andre naboer. Vi bliver heldigvis ikke hørt i alle de navne senere … alle blev ‘introduceret’ in absentia, og vi hilste på et enkelt par til.
Da vi var ved at pakke sammen, kom der en kvinde cyklende. Hun boede lidt længere nede af fjordvejen og hende fik vi os en længere snak med.
Folk hernede er utrolig imødekommende – og meget glade for, at Den Stråtækte ikke blev købt af nogen, der kun ville bruge det som sommerhus.

Blomsten til højre kan ses næsten overalt i haven – her væltende ud fra det ikke længere så espalierede pæretræ ved en af gavlene.
Hvad er det for en blomst? Er det ukrudt eller en staude? (Jeg beklager det dårlige billede). Den er faktisk ganske pæn, så lige nu får den lov til at blive stående.

31. juli 2014

Lidt mere fra de gamle, men måske ikke altid helt så gode, dage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags:

Vi tog ud til Andelslandsbyen Nyvang i dag. Interessant var det – og meget sjovt at kunne genkende (skræmmende) mange ting fra ens egen barndom.
Jeg oplever det oftere og oftere, men jeg vil ikke påstå, at jeg af den grund har vænnet mig til at min barn- og ungdom er museumstemaer.

P1020556P1020559

Det første sted, man kommer til, er Skovhuset, hvor der sad seks personer med hver deres husflidsspeciale. Bl.a. træskæreren, der betjente den lille sav så legende let, hurtigt og sikkert, som førte han en blyant hen over et stykke papir. Og orkisdamen, som så ud til at være over 90, og hvis håndværk jeg aldrig helt har fattet, men hun viste mig, hvordan man gør. Man skal bare kunne slå knuder, hævdede hun … som altid har jeg respekt for og bliver imponeret af dygtige håndværkere – også selv om jeg ikke vil eje noget af det, hvilket var gældende i disse tilfælde. Englen er et orkisarbejde.
Knipling vil jeg heller aldrig forstå – at kunne holde styr på alle de nåle og alle de tråde og kunne lave dette (for mig) komplicerede mønster, tilsyneladende uden at begå fejl … og jeg kan ikke engang påstå, at så kunne de nok ikke strikke, for det har de garanteret også kunnet!

P1020561P1020560

P1020563P1020564Købmandsbutikken med de gamle kontobøger – det havde mine forældre også til vores lokale brugsforening helt op til i slutningen af tresserne. “Det skal skrives”; hvorefter far afregnede med brugsuddeleren en gang om måneden. Rationeringsmærker. Sukker og kaffe var rationeret helt frem til slutningen af 1952; kul og koks til januar 1953.
Kontobogen er fra 1939 – der var vist ikke mange dagligvarer, man skulle give mere end en krone for dengang.

Der gik mange ildsjæle rundt derude og de var alle mere end villige til at dele ud af deres viden. Slagteren (der er også butik) tilbereder kødet som da jeg var barn, nemlig uden at pumpe hamburgerryggen og med rigtig rygning af fx svinefileten, så det smager som det skal og ikke som de kedelige surrogater, man kan få i dag – de yngre kan slet ikke lide andet end surrogaterne, fordi de aldrig har smagt andet … røgsmag i dag er ofte kemisk.

En ting, der på én gang morede mig og irriterede mig lidt, var skiltningen. Der var ikke mange, der var stavet rigtigt, og det der næsten faldt mig mest i øjnene, var forsøget på at eftergøre de gamle skilte uden for butikkerne. Før 1948 skrev man navneordene med stort. Ikke udsagns- eller tillægsord, så disse skilte er en smule ynkelige, synes jeg – det må da være muligt at finde nogen, der kan skrive rigtigt, også her i andelslandsbyen. Prøv at se, hvor mange fejl I kan finde på disse tre billeder:

P1020583P1020584P1020588

Vi så en Citroën fra 1928, hvor motorblokken var åbnet. Det var en lille motor, og man havde både svenskenøglen med og sømmet en eller anden dåse fra husholdningen fast i motorrummet. Til reservedele, måske? Skruer? Næppe til sprinklervæske … og se lige hornet: DET er da et rigtigt båthorn!

Der var radioer og tv-apparater tilbage fra deres respektive spædeste barndom. Jeg kan huske mine forældres radio med alle disse spændende navne på fra hele verden. Hilversum. Habana. Bari. Sydney. Hörby. Caracas. Jeg blev god til geografi, for jeg ville vide, hvor alle disse byer lå. Nogle af dem var ikke helt nemme at finde ud af, for mine forældre kendte mange, men ikke dem alle … hvor pokker ligger Prangins, fx? Det var ikke alle byerne, der var nævnt i Salmonsens Konversationsleksikon, som fyldte et par hyldemeter i reolen.

P1020574P1020590

Der var et vitrineskab med gamle postkort. Overskriften lød: “SMS 19xx-2014” (kan desværre ikke huske, hvilket 1900-år der stod).
Det var også lidt noget pjat, synes jeg. Man har kunnet sende sms’er i omkring 20 år, og man har kunnet sende postkort før nittenhundredeognoget.

Det var mange af finurlighederne og næsten alle brokkerierne … alt det fra turistbrochurerne kan man finde utallige steder, og jeg kan godt lide at se tingene fra de skæve vinkler. At jeg brokker mig, er ikke ensbetydende med, at jeg har haft en dårlig oplevelse. Tværtimod. Grumpy old women har det faktisk bedst, når de er grumpy.

30. juli 2014

Min Maestro er færdig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

MaestroHvorfor den hedder Maestro, ved jeg ikke … har dirigenter en sådan type jakke på? Jeg ved bare, at den er designet af Heidi Kirrmaier, som, på trods af det tyskklingende navn, bor i Calgary, Canada. Jeg så en bloggers billede af sin færdige Maestroudgave – det var kærlighed ved første blik. Til jakken altså …
Den er så smuk, så tidløs, så klassisk, at den fluks måtte iværksættes, så jeg skyndte mig på Ravelry (en verdensomspændende klub for strikkere) og købte hendes mønster. Heldigvis skal man i dag ikke vente på den slags; så snart man har betalt, kommer der en fil til download.
Garnet havde jeg: en tråd isblå og en tråd grå supersoft uld.
Fordelen er ikke blot, at den er smuk og at den er sjov at strikke; den kan også strikkes i en feriebil, da der ikke er ret meget tælleri.
Der er heller ikke ret meget montering, det er bare ærmerne, der skal sys sammen, og det kan man oven i købet undgå, hvis man gider strikke dem på rundpind, men det gad jeg ikke. Jakken strikkes ovenfra og ned; den er nem at gå til … jeg kunne slet ingen argumenter finde for ikke at gå i gang med den, og jeg er ret sikker på, at der skal fabrikeres en til.
Herunder Kirrmaiers smarte overgang fra kraven til reverset: en I-cord => ingen grimme sammensyninger eller andre former for synlige sømme.

Maestro (1)

imageimageDet nederste stykke er strikket med forkortede rækker, således at jakken bliver længere bagtil – også en pæn detalje. Hendes opskrifter går fra XS til XXL og er totalt gennemarbejdede uden fejl og med en detaljeringsgrad, så selv en nybegynder må kunne finde ud af at strikke denne jakke. Eneste ulempe (ikke for mig, dog) kunne være, at den er på engelsk.

Jakken er desværre en hel del pænere med andre end mig selv i den, hvorfor jeg har stjålet billedet fra Ravelry til at vise den med et pænt fyld.

Skulle der stadig findes en strikker eller to, der ikke har hørt om Ravelry.com, så gå ind og kig – og meld jer ind. Det er som sagt en klub, som kræver medlemsskab – det koster dog ikke noget, og man får adgang til et hav af gratis opskrifter og et andet hav af opskrifter, man skal betale for, men ikke så meget, synes jeg. Man kan uploade egne værker … man kan i det hele taget en forfærdelig masse ting, som jeg slet ikke bruger det til – jeg er der kun for at kunne svælge i alle mulige og umulige strikkeopskrifter.
Kirrmaiers designs slutter ikke med Maestro for mit vedkommende – nu er jeg gået i gang med hendes Peasy.

Og … der har været et ungt par for at kigge på vores hus i dag. De kunne godt lide det.
KRYDS alt hvad der kan krydses for at de ikke finder et andet hus, de bedre kan lide.

29. juli 2014

Hvis man tror, at doping er noget nyt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

… må man tro om igen. Vi så en ret interessant udsendelse om Tour de France op gennem årene fra 1903, hvor det hele startede. Det var nummer 1 af 2, og jeg skal lige tjekke, hvornår nummer 2 bliver vist, for det var en god udsendelse, selv for sådan en sportsignorant som mig.
Udsendelsen var franskproduceret og bar naturligvis præg af det, således at det var de franske ryttere, man fokuserede mest på, men det blev det ikke mindre interessant af. Speaken var ny, og jeg kunne konstatere, at man åbenbart kan slippe afsted med mere i Frankrig, end man ville kunne herhjemme:
”Den permanenterede blondine” ville sikkert ikke gå upåagtet hen, og bemærkningen om en mand, der ikke var lille, men bare meget lidt køn at skue: “Han lignede det, han var: en dværg med stritører” er vist heller ikke helt politisk korrekt i dagens Danmark, for slet ikke at tale om kommentaren vedrørende en hustru til en af vinderne: “Hun havde taget sin bedste BH på, inden hun ønskede sin mand tillykke foran kameraet”. Vi hyggede os flere gange over de mange bramfri ord, der blev brugt i udsendelsen.
Det der moderne Epo-pjat er også det rene vand ved siden af de midler, de tog i brug lige fra løbets spædeste start, og egentlig  er rytterne i dag nogle værre forkælede pivskider sammenlignet med for 100 år siden. Op til 16 timers kørsel om dagen – og de havde selv deres egne cykelslanger med, draperet på rytteren under armene og i et kryds bag nakken, så de (selv, naturligvis) kunne skifte hjul, når (ikke hvis) de punkterede.
Mellem 1903 og 1918 kørte de på snaps, så at sige – det er jo også en slags doping. Man brugte æter for at dulme smerterne.
I 40’erne var de populæreste midler kokain og amfetamin!
I 50’erne kørte størstedelen af rytterne på amfetamin.
I 60’erne døde en rytter af malaria, fordi hans krop var helt nedbrudt af stimulanser.
Det er rigtigt, at Tour de France ikke er, hvad det har været, men det har det aldrig været.
Jeg gider ikke følge med i al dopingsnakken, men kan godt lide at følge lidt med på touren hjemme fra sofaen, kommenteret af Leth & Co – der er intet nyt under solen, og den med den bedste læge vinder, har jeg lige hørt. Det skal nok passe.

Det bliver spændende, om John kan bruge sin nyindkøbte plæneklipper uden at få brug for stimulerende hjælpestoffer til at gennemføre en plæneklipning. Han er jo vant til en traktor i Sverige, men sådan en ville være en anelse overkill til Den Stråtækte.
Han spurgte mig i morges, om han skulle købe en benzin- eller batteridreven, og jeg svarede fluks “batteri”. Den larmer mindre, den lugter ikke, den er lettere og den er nemmest at vedligeholde. “Ja, men den er også meget dyrere”, svarede Nielsen. Jeg spurgte, hvad der betød mest: at gøre livet nemmest muligt for os eller spare nogle kroner her og nu.

Saml-selv-græsslåmaskineSaml-selv-græsslåmaskine (1)

Manden begav sig afsted på plæneklipperjagt og et par timer senere kom han hjem en batteridreven i saml-selv-udgave. Det tog dog kun en halv times tid at få den køreklar.

28. juli 2014

Vi dvæler fortsat ved Danmarks historie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: ,

I lørdags Havhingsten, i dag Sagnlandet Lejre. Indgangskortet, vi fik af Steen, da han fejrede sin fødselsdag derude, gælder i resten af 2014, og da vi den dag ikke fik set mere end en lille del af det utrolig naturskønne område, kørte vi derud igen i dag, idet vi regnede med, at det ville være levendegjort af personer, der havde valgt at holde sommerferie på primitiv vis.

Sagnlandet Lejre

Det var det også – både af en gruppe jernalderfolk og en gruppe stenalderfolk (jægere/samlere). Jernalderfolket har vævet tøj på; stenalderfolkets klæder er lavet af skind.
Alle var søde og mere end villige til at fortælle om deres ophold og hvordan dagen forløber for dem.

P1020520P1020522P1020524

Disse to herrer var far og søn og var garvede jernalderfolk – de havde været her mange gange. Det var heller ikke første gang, den unge mand kløvede brænde, kunne man fornemme. Farmand kom med ‘trillebøren’, men det var den unge kvinde, der trak læsset over til bålet.
Man skiftes til at have bålvagt, og da den tjans er en anelse kedelig, laver man gerne et eller andet nyttigt imens … denne kvinde samlede lidt pilegrene for at kunne lave et piskeris. Jeg ved dog ikke helt, hvad de skulle bruge det til, for de havde netop fået lov til at aflive en gås til aftensmåltidet. Måske til sovsen? Man kan nok altid bruge et piskeris …

P1020527P1020528

Nede ved offermosen så vi en hest, der havde hængt der temmelig længe … faktisk var der hængt hele tre heste op, men den til venstre var den friskeste at se på – hvilket ikke siger så forfærdelig meget.
Jeg læste alle skiltene, der var sat op, for der var mange interessante oplysninger at hente. Vidste I fx, at man havde ladet en flæskesteg lege Egtvedpige? Man havde begravet en flæskesteg under de samme betingelser som Egtvedpigen fik i sin grav. Tre år efter tog man stegen ud igen, og den viste sig efter disse tre år stadig at kunne opfylde betingelserne for kød, der må sælges til fortæring! Ganske tankevækkende. Hvad skal man med en fryser, når man bare kan pakke kødet ind i en kohud og begrave det i en egekiste?
Man har også brændt svin, bl.a. for at be- eller afkræfte myten om, at ligbål lugter. Det gør de ikke, fandt man ud af. Det undrer mig nu ikke – bålstegt kød dufter jo herligt, så hvorfor ikke nyde den liflige duft af bedstemor, når hun skal sendes afsted på sin sidste færd?

P1020534

Her sidder stenalderfolket og får en introduktion til opholdet. Det er tre generationer af én familie, som er ankommet i dag. Jernalderfolket havde været der siden i fredags.
Jeg finder det meget fascinerende, men jeg har det præcis som med Havhingsten: Lad endelig dem hygge sig, som har lyst til den slags. Jeg har IKKE!

P1020533

Nede ved søen var der i hundredevis af almindelige vandnymfer. Fornavnet ‘almindelig’ får dem til at lyde så kedelige, men tværtimod var de meget, meget smukke at se på. John fik taget et godt billede af en af dem.

Almindelig vandnymfeFrøstand af vild gulerod

Og jeg fik taget et udmærket billede af en frøstand af vild gulerod. Begge billeder kan klikkes større.

Næste side »

The Rubric Theme. Get a free blog at WordPress.com

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 55, der følger denne blog