Hos Mommer

1. oktober 2014

Jeg har ikke tid til den slags pjat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags: ,

P1030557

Aubrey har nået den alder, hvor kys og kram er noget, der kun foregår i yderste diskretion med mor eller far, allerhelst i enrum med dem og derfor overHOvedet ikke i offentlighedens påsyn – det er simpelthen for pinligt. Jeg fik derfor bare et stort smil fra ham til velkomst i går, hvorimod Anna først næsten vælter mig og dernæst er ved at kvæle mig i kram, der bliver større og mere længerevarende for hver gang jeg ser hende.
Da jeg i aftes gik ind til Aubie for at sige godnat, efter han var puttet af far og mor og skulle til at sove, fik knægten omgående bange anelser om eventuelle skumle hensigter fra min side, så han skyndte sig at trække dynen over hovedet og sagde: I haven’t got time for that. I’m hibernating!
Jeg kunne dog høre mere smil end panik i stemmen, så der er nok også gået lidt sport i det, vil jeg tro.

Der skulle snakkes, og der skulle ses en film. De har haft All You Need Is Love liggende i et stykke tid, men ville først se den, når jeg var kommet, fordi det er en dansk film. Det er nemlig Den skaldede frisør, som jeg har set, men sagtens kunne tåle at se igen – alene pga. scenerne fra Sorrento-området. Det virkede lidt pudsigt, at det danske blev tekstet, mens der selvfølgelig ikke var undertekster, når der blev talt engelsk. Det er irriterende, at man ikke kan lade være med at læse teksterne, selv om man udmærket forstår hvad der bliver sagt, men det ændrer ikke på, at det var/er en dejlig film, hvilket da også både C&T syntes.

På trods af, at jeg først kom i seng på den forkerte side af midnat, vågnede jeg kl. 6, men da jeg kunne følge denne smukke solopgang fra vinduet i mit soveværelse, blev det ikke til mere søvn denne morgen.

P1030559

Senere på formiddagen skulle C til Marlborough for at hente mere gulvvoks inde i et af de kvarterer, som ikke er med i turistbrochurerne. Imens beundrede jeg blomstermangfoldigheden på pubben ved siden af – det er ikke en pub, vi ville gå ind i, men det er imponerende, hvor meget selv de mest skumle steder kan sætte en ære i at have mange blomster.

P1030560P1030561

Også den falske kunst har ægte blomster. Billedet til venstre er et udsnit af pubbens blomsterflor – den største blomst/plante af sin art, jeg har set (kan ikke huske navnet) … utrolig frodig og flot.

30. september 2014

Vi har Jimmy Gulvmand – Charlotte og Tim har Charlotte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:19
Tags:

P1030547Efter en problemløs flyve-, bus- og togtur blev jeg hentet på stationen af et barn og to glade børnebørn. De var så ‘heldige’ at redde sig en gang roskildesyge søndag, og så må man ikke komme i skole to døgn efter sidste opkastning. De var ikke særlig syge; det var åbenbart en mild bacille, så de fik to fede fridage ud af det.
Luften over London var diset, men dog klar nok til at få indfanget Tower Bridge, the Gherkin, the Walkie-Talkie og The Shard.
Hvis der bare ikke var noget, der hed ventetider, tager selve transporttiden sølle 3½ time, men med irriterende lufthavnstid og to skift er vi oppe på seks timer fra dør til dør, hvilket ved nærmere eftertanke egentlig ikke er så slemt endda. Det er kun fordi jeg hader lufthavne … elsker at flyve, men ikke ventetiderne forbundet med det.

Her i det engelske hus er man, udover at bygge på en Granny flat, også ved at P1030550renovere spisestuegulvet. Charlotte har selv slebet, vokset, bejdset og skal vokse det igen to gange, inden det er færdigt.
Jeg nænnede næsten ikke at fortælle hende om vores billige Jimmy Gulvmand, men kunne selvfølgelig alligevel ikke lade være. Hun blev lidt misundelig og indrømmede, at det havde været et langt større arbejde, end hun havde regnet med. Selv om hun havde dækket grundigt af under slibningen, var der bare støv, støv, støv overalt. Selv på væggene.
I Danmark og, så vidt jeg ved, vel i hele Norden, havde man hvide, sandskurede gulve. Her i UK gjaldt det om at efterligne de riges egetræsgulve, selv om man kun havde fyrretræ at gøre godt med; derfor de mørkbejdsede gulve, som jeg ikke bryder mig om, men hvor det her i UK ville virke forkert med lyse gulve i et gammelt hus – siger C. Hun kan godt lide de mørke gulve, så det er fint nok.

Jeg havde købt en bog om papirflyvere (med spændende skabeloner, lige til at klippe ud) til Aubie og 365 udendørs aktiviteter, du skal prøve til Anna.
Mor blev sat til at hjælpe til med papirflyverne, og Anna og jeg gik ud og plukkede roser og lavendler, så vi kunne koge os en Parfum d’Anna.

P1030553P1030554

Det eneste udendørs her var så plukningen af blomsterne, men pyt med det – nu har Aubie fem flotte flyvere, som konkurrerer indbyrdes, og Anna har sin egen rosen-lavendelparfume. Med Atamon …

29. september 2014

Han vadede lidt rundt, men trak så i land

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: ,

Fjorden var meget stille i dag. Da vi kom, gik himmel og fjord i ét pga. tågen, men efter en times tid var den brændt væk af solen, og vi fik det dejligste, luneste sommervejr – vi gik rundt i T-shirts udenfor og havde det alligevel næsten for varmt, når vi arbejdede. Det er meget godt gået på septembers næstsidste dag.
Frede & Co (dem, der ryddede Finns mange efterladenskaber ud), var i gang med at rydde haveaffald, da vi kom – vi havde efterhånden fået skabt et mindre bjerg af grene af alskens art, som vi bad om hjælp til at få kørt væk. Det ville Frede & Co gerne og så kunne de samtidig fjerne de mange, mange fliser, der lå i en høj stabel, og som vi har besluttet er for grimme og derfor ved med os selv, at vi aldrig vil få lagt nogen steder.
2/3 Co (= Fredes datter og svigersøn) ville dog gerne have dem, så de fik dem selvfølgelig – det er kun godt, at der ikke behøver at blive smidt alt for meget ud.
1/3 Co (Fredes ven) ville gerne have den værkstedsreol, John fik skilt ad og smidt på traileren i lørdags, så der er blevet fint genbrugt i Præstø i dag.

P1030543

Da vi selv kørte på genbrugspladsen med et læs affald, så vi to fiskere langt ude i fjorden, men da vi kom tilbage, var den ene vadet helt væk og den anden havde trukket et godt stykke ind mod land. Han kan lige anes midt i billedet som en lille sort, lodret streg. Han var en halv gang længere ude, da vi kørte forbi første gang – det siger en del om, hvor lavvandet fjorden er, selv når den er fyldt op og der ikke er østenvind.
Vi talte om, at vi ikke ville gide fiske på den måde; altså iført waders. Man kan jo ikke lige sætte sig ned og slappe af i benene i 10 minutter …

P1030540P1030541

Nogle af pærerne er blevet rigtig flotte, men endnu ikke helt modne, og vinen, der dækker bådehuset, er stærkt på vej til at blive flot rød. Jeg er bange for, at den måske kulminerer, mens jeg befinder mig i England, så det kun bliver John, der får glæde af den i år, men man kan ikke få alt.
Mens jeg havde strikket fredag og lørdag, havde John været flittig og sat nyt loft op i en del af værkstedet og i rummet, hvor kummefryseren skal stå, og han havde samlet de sidste Ikea-møbler. Han vil også ned og være flittig, mens jeg er væk, selv om jeg egentlig slet ikke bryder mig om, at han går alene dernede. Hvis der sker ham noget, er der ingen, der kan høre ham eller på anden måde opdage, at der er sket noget. Jeg talte med bagboen i dag, og hun lovede at tage affære, hvis bilen holdt der efter solnedgang – i givet fald er der nemlig sket noget med manden.
Jeg er måske nok lidt pjattet/overpylret, men nu er jeg mere rolig, og John har lovet at passe godt og grundigt på sig selv.

28. september 2014

De kan heller ikke stave i Esbjerg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , ,

P1030524Lørdag formiddag skulle Ditte, Linda og jeg ind til Esbjerg midtby for at undersøge, om de har nogle ordentlige garnforretninger i den by.
Det havde de, og på vores vej gennem gågaden blev vi mødt af skiltet her.
Vi blev hurtigt enige om, at vi på ingen måde behøver at tage helt til Esbjerg for at overspilde vores bånd – det kan vi sagtens klare derhjemme … med kaffe, sodavand eller hvilke væsker der ellers måtte kunne komme i nærheden af den slags medier. Vi kan også selv overspilde dvd’er og alt muligt, hvis det skal være.
Spild på bordet får pludselig en anden mening.
Hvor der handles, der spildes, så det gør ikke noget, hvis du spilder lidt Lotto indimellem … kan du ikke spilde lidt for mig?

Det er rart at konstatere, at uanset hvor i landet jeg befinder mig, vil der altid kunne findes en eller anden stavefejl, så jeg kan føle mig hjemme.
På vandrerhjemmet, hvor vi boede, skulle de have et ISHOCEY-hold boende.

Men ellers ingen klager over stedet – vi fik noget fantastisk mad. Det er lidt sjovt, at selv sådanne ellers lidt ydmyge steder sætter så stor en ære i at være helt fremme i skoene, hvad servering angår. Det var økologi og hjemmelavet hele vejen igennem her, og det var meget lækkert alt sammen. Arrangørerne havde fortalt værterne, at strikkedamerne holder meget af at blive forkælede, og det lader bestemt til, at de havde hørt efter.

P1030536I aftes havde vi besøg af designeren Marianne Østergaard, som havde en del spændende ting med sig, og som var særdeles underholdende at høre på. Jeg var ellers lidt spændt på, om jeg ville være i stand til at holde mig vågen til en foredragsholder, der først skulle begynde kl. 20, men det var slet ikke noget problem i dette tilfælde.

Henne over bordet, hvor der stod kaffe, te og vand ad libitum det meste af dagene og aftenerne, havde en af arrangørerne, Annette, anbragt dette supersize-strikketøj, som hendes søn havde lavet til hende til en fødselsdag.
Det ses måske ikke så tydeligt, men kosteskafterne er pænt og nydeligt tilspidsede og glatslebne, og i den anden ende af pindene sidder en korrekt formet dims, hvorpå tallet 22 er skrevet.
Sød og sjov ide.

Alt i alt samme konklusion som de foregående år: Det har, atter en gang, været en dejlig og hyggelig weekend, men nu hvor den er slut, har vi også fået snakket og lyttet tilstrækkeligt til, at vi kan klare os et års tid.
Vi har dog ikke fået strikket for hele det næste år … slet ikke – det fortsætter vi med, når vi er hjemme igen.

Om jeg købte noget garn? Ikke ret meget; kun 450 gram. Hvad det skal bruges til? Det skal jeg nok finde ud af engang, men det var noget dejligt yndlingsfarve-søgrønblåt garn, som lå og kaldte på mig.

27. september 2014

Var det noget med en strikket hund?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 07:48
Tags: ,

P1030519Strikkeweekenden er startet på bedste vis.
Efter alle de mange år med lang vej til arbejdet, gider jeg som bekendt normalt ikke sidde bag rattet i en bil, hvis jeg overhovedet kan slippe for det.
Det kunne jeg så ikke i går. John gad godt køre mig til Maribo sidste år, men der var jeg for det første midt i en kemobehandling og for det andet skulle vi ikke over en betalingsbro. Hvis han skulle hente og bringe mig til Esbjerg, var det fire gange broafgift, da den jo desværre ikke er blevet gratis endnu (håber det bliver gennemført, men det gør det nok ikke), og for det andet vile det betyde omkring seks timers kørsel for ham både fredag og søndag.
Det var sådan set i orden, at han ikke tilbød det; jeg kan jo sagtens køre selv.
Til alles overraskelse var vi pludselig i Esbjerg. Jeg havde samlet Ditte og Linda op ved S-toget, og inden vi fik set os om, var vi ankommet til Esbjerg. Vi var blevet meget sultne, opdagede vi, så der blev gået til den gammeldags æblekage, vi fik serveret. Meget sund frokost …

Mit værelse er kæmpestort – et familieværelse med masser af plads og en balsal til badeværelse. Det klager jeg ikke over – jeg insisterer stædigt på at få et værelse for mig selv til den slags arrangementer, men havde dog ikke regnet med, at det blev så stort. Den eneste, jeg vil dele værelse med, er min mand, og han gider underligt nok ikke at tage med. Det er også sådan, at når der først har været hypersnakket i mange, mange timer, så trænger jeg til at være alene. Helt, helt alene.

P1030521

Den strikkede hund på billederne var dagens mest blærede arbejde. Den pågældende havde fået en til at lave et diagram efter et foto af sin hund. Mange, mange A4-sider blev det til, og så gik damen ellers i gang – i dobbeltstrik, oven i købet. Strikkekyndige ved hvad det vil sige og hvor svært det er. Det betyder, at tæppet bliver dobbelt, uden ret- eller vrangside, motivet på den ene side vil blot være i negativ i forhold til den anden side – de lyse masker her er de mørke på modsatte side. Det er et helt utroligt stykke abejde, der vises frem her – vi var da også alle behørigt imponerede. Hun har arbejdet på tæppet i et par år, sådan ind imellem alt det andet svære, hun også strikker, og der mangler lidt endnu, som det kan ses.

Sådan er det til en strikkefestival: De fleste har flere arbejder med: Et blærestrikketøj, så man kan vise de andre, hvor dygtig man er; et snakkestrikketøj og så mindst ét ekstra, hvis nu man skulle synes, det bliver kedeligt kun at sidde med det ene arbejde en hel weekend, eller hvis man skulle blive færdig med et af arbejderne undervejs. Det er endnu ikke sket for mig, men det ville være noget så surt at gå ned på strikkearbejde ved den slags lejligheder.
Som om … der kommer altid en eller flere garnforhandlere, og i eftermiddag er der arrangeret specialåbning i Ho Strik, så vi har ingen undskyldninger for at løbe tør for garn.

25. september 2014

Ingen sølvstænk, men hvidt hår. I pletter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , , ,

Hvor ER jeg glad for, at jeg skal tilbringe hele weekenden i selskab med skønne damer, strikketøj og (forhåbentlig) god mad – men skulle maden ikke vise sig værdig til at indskrive sig i historien, er bare det at kunne sætte sig til bords morgen, middag og aften uden at skulle løfte en finger, guld værd. Kun folk, der hænger på madlavningen for omkring 98 % af måltidernes vedkommende, har en ide om, hvor fantastisk det er ikke at skulle tænke på det overhovedet.
Når jeg går død for inspiration og ideer og spørger John, lyder svaret gerne Det ved jeg såmænd ikke, skat … bare find på noget nemt.
Jamen det er jo det, det handler om: jeg kan ikke finde på, så det er netop det, jeg savner hjælp til i højere grad end selve tilberedelsen af måltidet.
Han er med årene blevet lidt bedre til i stedet at komme med et ønske. Med streg under lidt.

P1030491P1030492

Herover ses udsigten fra arbejdspladsen i dag. Jeg må nok indrømme, at det bøder lidt på hade-malearbejdet at have dette at kigge på.
I dag gjaldt det vinduerne i det rum, der skal blive til kontor/syværelse. Det så forFÆRdeligt ud – Finn havde brugt det til at opbevare alt til sin togbane i, så der var løst anbragte skabe og hylder i massevis, og rummet havde hverken været malet eller tapetseret i årtier, tror jeg – i dag kan der derfor præsteres før- og efterbilleder, hvor forskellen er voldsom.

P1030490P1030494P1030487P1030495

Men altså … male sprossede vinduer – æv, hvor er det træls!
Jeg fik ikke lagt en ordentlig strategi til det første vindue, så hvem lænede lige hovedet ind mod det nymalede stykke i siden? Fjolset Ellen, selvfølgelig, så nu har jeg en plet med hvidt hår. Flere pletter, faktisk. Det er ret flovt. Mine hænder ligner noget, der er løgn, og jeg får det simpelthen ikke helt af til i morgen, men det er der ikke noget at gøre ved. I starten har jeg altid de bedste intentioner om at vaske det af, hver gang jeg får maling på en af hænderne, men det opgav jeg igen – det tager simpelthen for meget tid. Jeg fatter ikke de mennesker, der kan male uden selv at ligne en, der er blevet malet. Jeg spilder stort set ingenting på gulvet, men jeg selv ligner jeg ved ikke hvad – også på tøjet.

P1030489P1030498

Dette vindue skal skiftes helt, men det bliver ikke lige med det samme, så jeg malede det. Læg mærke til hakkene øverst i karmens ydersider – Finn havde sat en hylde hele vejen igennem rummet her – tværs gennem vindueskarm og det hele – man skærer da bare lidt af den … det kunne åbenbart ikke passe med at hæve hylden de få centimeter, men sådan er der så meget i det hus. Den gode Finn har virkelig været en Hr. Godtnok.

Nogen har taget vandet i fjorden (5)

Der er nogen, der har taget vandet i fjorden i dag. Det er muligt, at den fremherskende vindretning i Danmark er vestlig, men jeg synes, at vi hovedsagelig har haft østlige vinde i de par måneder, vi har haft vores gang på disse kanter. Bådene ligger på bunden, selv langt ude, og endog gæssene kan næsten gå helt over til Feddet uden at få våde maver, tror jeg.

23. september 2014

Tilbage til arbejdet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags:

Det troede jeg egentlig jeg var færdig med at kunne sige for næsten 1½ år siden, men ting har det med at ændre sig.
Der er dog en ganske væsentlig forskel på dengang og nu: Det arbejde, jeg udfører nu, får jeg ikke løn for – tværtimod fosser pengene for tiden ud af statskassen med større hastighed, end de nogensinde kom ind.

P1030474

Det er virkelig også blevet hverdag igen, når det mest ophidsende billede, jeg kan finde på at servere, er et kombineret før-/efterbillede af en af de tre radiatorer, jeg malede i dag.
Jeg hader at male, men her er jeg i det mindste ikke i tvivl om, hvor langt jeg er nået, hvilket bøder en smule på hadeopgaven. En smule.
Badeværelset og to dørkarme har fået første gang, så der sker trods alt hele tiden lidt dernede. Vi tager den med ophøjet ro – så længe vi ikke har solgt rækkehuset, er der jo ingen grund til at stresse, og desuden er det John, der har de fleste opgaver dernede. Jeg kan hverken samle skabe eller udbedre de småting, der skal udbedres rundt omkring, så jeg har god tid og derfor overhovedet ikke dårlig samvittighed over at tage på strikkefestival i weekenden og til England om en uge. Haven når jeg nok engang – vi er nået et godt stykke ad vejen og vi skal trods alt ikke bo i den, så den kan heller ikke stresse mig.
Når først vi engang er flyttet, bliver rollerne byttet om, for indretningsdetaljer, gardinsyning og lignende sysler vil John blande sig så lidt i som han overhovedet kan slippe afsted med.

Præstø Fjord

I dag så vi en fiskehejre stå og lure på bytte kun godt 100 meter fra huset, men enten fik den bid, hvad jeg dog tvivler på, eller noget må have forstyrret den, for den var desværre væk, da jeg kom ud igen med kamera i hånd. Egentlig er der vel ikke noget særligt ved en fiskehejre … det særlige for mig er, at den befinder sig så tæt på min bolig … derfor et billede af fjord uden fiskehejre – som i øvrigt slet ikke stod i fjorden, men ved siden af en lille bæk, der løber ud tæt på huset.

22. september 2014

Jeg hader også at blive trådt på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags:

Køkkengulvet i Den Stråtækte er genstand for uenighed hos det gamle sølvbrudepar her.
Det er et pænt fyrreplankegulv, men det har for det første fået en forkert behandling, for det andet har der ligget løse tæpper på, så det ikke har samme farve overalt, men har to lyse pletter. For det tredje er det ikke et praktisk gulv til et køkken, hvilket tydeligt ses i området, hvor komfur og vask er placeret, og hvor der er lige lovlig mange pletter.
Jeg vil helst have det afslebet og behandlet af en professionel, mens John mener, at vi selv kan ordne det ved at bruge de rigtige midler og en hulens bunke knofedt. Maleren prøvede nemlig på et lille område, der lå lige op ad en lys plet.
Han fik det næsten helt pænt – desværre, for der var bl.a. salmiakspiritus i vandet og han skrubbede og skurede længe på det meget lille stykke.
Det er en næsten ubærlig tanke for mig at skulle foretage det KÆMPEarbejde, der vil ligge i at ligge på mine gamle knæ og skrubbe og skure 30 m2 på den måde.
Derefter skal det behandles – flere gange oven i købet, hvis det skal kunne holde som køkkengulv i mere end en uge, inden det bliver grimt igen.
Jeg har brugt en del tid i dag på at surfe rundt for at finde ud af hvad det koster at få det gjort, fordi jeg må indrømme, at jeg er meget, meget lidt tilbøjelig til at udføre det store arbejde selv.

Nu vil jeg tro, at det er de færreste gulvfolk, der har en kandidatgrad i dansk, hvorfor jeg havde ikke forventet sprogligt perfekte afhandlinger på de forskellige hjemmesider, og jeg fik mig da også et godt grin en del gange.
Gulve 2

Som her, hvor man behandler gulvene, så de afskyr alt. Netop dette ord var der flere forskellige, der havde brugt, men for mig kan afsky kun være én ting, og det har ikke noget at gøre med evnen til ikke at tage imod pletter. Men altså … det er da heller ikke rart at blive trådt på altid, så måske har flere gulvmænd af den årsag valgt at bruge ordet afsky, når de taler om gulve.
Også vendingen “Hvid lak er hvid lak…” hyggede jeg mig lidt over. Manden har desuden misforstået brugen af gåseøjne: Når man skriver skabe en  “hyggelig” atmosfære, er det ment sarkastisk og atmosfæren er derfor netop ikke hyggelig.

Gulve 1

Hvordan ser en tvivl ud sådan rent fysisk? Herover mener en, der giver “vejlende hjælp”, at man kan gå rundt i sådan en.

Gulve 3

Og ham herover hævder, at gulvet ændres til en kornsort, hvis ikke man har sørget for at “fyrre op” i et “pr. timer” (!) til den rette temperatur til gulvsliberen.

Gulve 4

Endelig så jeg en, der har opfundet et helt nyt ord. Hvad skal vi dog så bruge så mange indførte engelske ord til, når danskerne selv er så opfindsomme?

Kommateringen kommenterer jeg slet ikke …

21. september 2014

Two down – 941 to go …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: , ,

Afslapning inden afrejseVi er hjemme igen. Ikke så trætte i dag, som jeg kunne have frygtet, da vi kom i seng over midnat efter at have været på farten siden 14:30.
Den sidste dag er altid en underlig dag. Man er lidt rastløs, fordi man er blevet smidt ud af hotelværelset; man kan ikke rigtig nå at foretage sig noget spændende, fordi man ikke engang tør tage en bus et eller andet sted hen – der skulle jo nødig gå noget galt, så man kommer for sent til lufthavnsbussen. I øvrigt var det også så varmt (i går rundede vi 30°), at vi ikke orkede noget som helst andet end at sidde i skyggen og få tiden til at gå. Heldigvis havde vi hver en iPad og dermed masser af tidsfordriv i form af puslespil, sudoku og bøger. Jeg havde desuden krydserpåtværs i papirformat, så det var slet ikke noget problem at slappe af … hotellet havde en finfin terrasse, hvor vi kunne være, og hvor vi kunne gå op og nyde den frokost, vi købte i butikken lige ved siden af hotellet.

Til venstre i øverste billede ses en bougainvillea i krukke. Dem så vi masser af i hele området – og naturligvis ikke kun i krukker; overalt kunne man se endog meget store eksemplarer. Det er en særdeles køn plante … selve blomsten er meget lille og uanselig, idet de kendte, røde blade er – netop blade og ikke blomsterne. Man kalder de røde blade for højblade. Jeg har lært en del på denne tur, herunder dette med bougainvilleaens blomster, men ferier er gode på mange måder – også til at blive klogere af.
Til gengæld fandt jeg aldrig ud af, hvad blomsten til højre er for en. Vores guide var en utrolig dygtig og vidende kvinde, men det var tydeligt, at botanik aldrig har hørt til hendes yndlingsfag, for vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke fik meget ud af at spørge hende om identiteten af diverse vækster.

P1030466P1030472

imageNår vi er færdige med en ferie, rekapitulerer og/eller reflekterer vi altid lidt over den på vejen hjem og i de nærmeste dage efer hjemkomst. Vi taler om, hvad der var bedst ved den og hvad der eventuelt var værst.
Dette sidste var der ikke rigtig noget af. Det har været en på alle måder virkelig god ferie. Det er altid spændende, når man gør noget på andres anbefalinger, idet ens egne holdninger eller præferencer ikke nødvendigvis er de samme, men nu havde vi snart hørt så mange gange, at Amalfikysten ikke uden grund er på Unescos verdensarvliste, at vi måtte konstatere ved selvsyn, om det var rigtigt.
Det var min søster, der gjorde mig opmærksom på listen; hun krydser af på den, imagenår hun har set et af stederne, så nu er jeg begyndt på det samme. Jeg tror, vi har en konkurrence kørende, men det ved hun ikke endnu – jeg skal nemlig først finde ud af, om vi ligger nogenlunde lige, eller om den ene af os er langt foran den anden. Jeg er nu oppe på 66 af de over 1000 steder, der figurerer på listen, så der er laaang vej endnu. Jeg ved dog med 100 % sikkerhed, at det langt fra er dem alle, jeg har lyst til at opsøge, så målet er slet ikke alle de godt 1000 – det kan vi heller ikke nå, om så vi rejste resten af vores liv – men det er faktisk meget sjovt at kunne krydse dem af – eller rettere fremhæve dem med fed skrift i den Wordfil, jeg har overført listen til. Italien alene har 50 steder, og jeg kan nu glæde mig over at have set de 12.
Danmark har seks steder på listen, hvoraf nok de fleste af os har set de fem – og det sjette vil jeg meget gerne nå at se.

19. september 2014

Danser på vulkaner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

P1030435Det gjorde vi nu ikke. Dansede, altså, men på vulkan var vi. Vesuv, naturligvis. Med tilhørende Pompeji. Det er vel næsten et must, når man er på disse kanter – og alligevel var der ni, der havde valgt turen fra, men det kan selvfølgelig være, de har set det hele allerede. Til vores store forbavselse havde vi en anden guide i Pompeji … jeg mener … Karina er arkæolog, og så guider hun lige netop ikke i Pompeji! Det er altså ikke alt, man skal forstå.
Afløseren var dog glimrende – en dansk-italiensk kvinde med krudt i rumpen og glimt i øjnene.

P1030418

Også her var der en million mennesker. Mindst. Gad vide, hvornår her ikke er højsæson!
Ikke desto mindre var det hamrende interessant, især selvfølgelig, når man har en dygtig guide til at fortælle om hvad det er, man ser.
Herover ses, hvorfra Lego fik sin inspiration. Kig under øverste, vandrette del af portalen.
Vi så den berømte afstøbning af den gravide, 14-årige pige, vi var på de offentlige toiletter, vi var på badeanstalten, vi fik udskænket vin, vi så rigmandens insula og vi var på bordel.

P1030425

Oven over dørene til de særdeles umagelige stensenge var der erotiske billeder. Alle med forskellige motiver, som hver især viste den pågældende piges specialitet. På den måde kunne man gå rundt og se på ‘menukortet’ og udvælge sig den tjeneste, man foretrak at blive ydet den dag.
Herunder ses et par af de mere uskyldige … der var også et af en mand godt i gang med en ged, men jeg blev aldrig klar over, om geden også var en af de ansatte på bordellet … hvis det bare var ment som inspiration, vil jeg mene, at det fejlede en anelse.

P1030442P1030443

P1030448

Der måtte ikke skiltes om vej til bordellet dengang for 2000 år siden, selv om puritanisme ikke ligefrem var deres stærkeste side, men så viste man vej på anden vis – billedet til højre er taget på hovedgaden i Pompeji.

P1030421

Det var temmelig varmt – 29 grader, så illusionen om et vulkanudbrud var ikke fjerntliggende.
Da vi senere var oppe i Vesuvs krater, valgte John og jeg at lade være med at traske en halv time op og en halv time ned af kraterrandsstien, der bestod af små og større pimpsten. Jeg har slet ikke lukkede sko med, John havde ondt i benet og min hælspore var i desuden trådt i karakter i løbet af de 2½ timer, vi gik rundt i Pompeji.
De andre sagde heldigvis, at vi ikke var gået glip af noget – det havde været alt for diset til at kunne se noget som helst. Nogle gange er man heldig … og på Vesuv kan vi godt sige, at vi har været.

Mens vi ventede på de andre, sad vi sammen med nogle, der overraskede mig: venlige, belevne, ikke-støjende tyske turister! Sådanne fire rendte vi faktisk også ind i i aftes. Endnu en fordom skudt ned – men mine ‘oplevelser’ med tyskere ved Vesterhavet hører ikke til de bedste.

P1030401

Helt deroppe på toppen var vi. Pompeji ligger under den røde pil.
Det var feriens sidste hele dag. I morgen drager vi mod Danmark igen, en masse dejlige oplevelser rigere.

18. september 2014

I dag er vi helt alene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

BorgenFridag. Ingen udflugter og dermed intet socialt samvær. Ikke fordi vi ikke kan holde de andre ud, men den dag i dag trængte vi begge til, så vi har bare slentret lidt rundt i byen og købt os en mavepine til i fristende frugter, plus brød, skinke, mozarella og tomater til en frokost, som blev indtaget på terrassen; vi har taget en lur … kort sagt: slappet fuld.stæn.dig af.

I aftes blev det til endnu en gourmetmiddag, bestilt af guiden, som kender gud og hvermand på hele Amalfikysten. Det er ligemeget, hvor vi kommer, så hilser folk på hende eller ligefrem kommer hen og giver hende et kram. Det være sig gadesælgeren, som prøver at komme af med sit vand (!) eller butiks- eller café-/restaurantindehavere af enhver art. Hun er en afholdt dame, men det kan alle forstå.
Middagen i aftes var på Borgen, som den gamle normannerborg hedder i folkemunde. Den blev købt og totalrestaureret af fire brødre, som står for mad og servering. Resturanten er indstillet til en Michelinstjerne, men den har altså ikke fået nogen endnu. Mama holder et vågent øje i køkkenet, men laver ingenting selv, mens Papa sørger for, eller nok rettere ser til, at de bilende gæster parkerer ordentligt.
Vi sad – gennem en lang, lun og skøn middelhavsaften – yderst til højre; på næstøverste niveau og fik tre retter aldeles vidunderlig mad. Ingen klager herfra …

P1030399

Dagens formiddagskaffe. Måske ikke umiddelbart verdens mest charmerende sted, men det var god kaffe og alt var lige præcis som det skulle være – vi søgte med vilje lidt væk fra hovedstrøget, hvorfor vi også fandt en bedre frugtforretning end vores nabosupermarked, samt en forretning, der lige netop havde det gevandt, jeg godt kunne tænke mig at få med hjem, og som jeg er sikker på, jeg vil se Fuldstændig Fantastisk ud i. Indehaveren startede på at slæbe varer ind til middagslukning, da vi kom forbi, så turen må gå forbi hende igen lidt senere på dagen. Vi var også selv blevet sultne, og det kan sagtens vente.

P1030286

P1030270Jeg er betaget af de kæmpestore pinjer, der ses overalt, men ønsker absolut ikke at få en af de overdimensionerede kogler i hovedet, hvis den er afsendt fra den højde! Jeg har godt nok aldrig hørt, at det har afstedkommet dødsfald, men jeg er heller ikke interesseret i at prøve af, om man overlever.
H.C. Andersen kaldte pinjer og cypresser for op- og nedslåede paraplyer, og jeg kan ikke se nogen af delene uden at komme til at tænke på hans rammende beskrivelse.
Rundt omkring i byen høres tit udrykning, og jeg bliver hver gang sat tilbage til hyggelige Heartbeat (engelsk serie, som foregår i 60’erne), når jeg hører det gammeldags horn.

Det sidste billede er udelukkende til ære for min dejlige svigersøn, bare for at kunne prale af at have set noget, han ikke har set: et flydende Titanic!
Herlig humor i Amalfi havn.

17. september 2014

Du er ikke alene …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:52
Tags: , ,

… synger Sebastian. Han mente vist ikke på Capri, men det passer også her. Vi syntes, Amalfi var lidt af et turisthelvede, men da havde vi ikke set noget endnu. Det var en forladt og øde by ved siden af Capri.
Du GO.de.ste, hvor var der mange. Alt for mange. Vi var så uheldige at ankomme samtidig med, at verdens største krydstogtskib ligger til ved Napoli. 9000 passagerer kan det tage, og når de fleste af dem tager til Capri sammen med de turister, der også lige valgte at tage dertil i går, så går det galt. Især når det er amerikanere. Sorry, hvis jeg skulle få trådt nogle over tæerne her.

P1030299

Men Capri var da smuk. Ovenud smuk. Vi var oppe ved og i Axel Munthes villa. Han var en velhavende svensk læge, som byggede sit hus her og udøvede sin lægegerning gratis – men de velbeslåede betalte ham vist rigeligt. Den svenske prinsesse, senere dronning, Victoria passede han også på hernede. Særdeles godt endda – det blev mere end antydet, at de var mere end læge og patient. Det var sandelig også nogle vidunderlige omgivelser – man kan næsten ikke undgå at blive forelsket sådan et sted.

P1030296

Men altså … de bittesmå bybusser fyldte man vist efter det japanske princip, hvor folk bliver skubbet ind, til sekundet før transportmidlet brister. Forestil jer at køre fra Capri by til Anacapri – og více versa – ad hårnålesving på denne måde! Med en chauffør, der kører stærkt! Han skulle jo gerne nå at få flyttet en masse turister. Man fik testet både arm- og benmuskler, skulle jeg mene.
Det er af af en anden årsag end i den gamle sang, men jeg tager heller aldrig til Capri igen – smuk ø eller ej.
Men nu har vi set den, og det var som sædvanlig en smuk sejltur derud.

P1030323P1030334

Så vr det noget ganske andet med Ravello og Scala i dag. Vi ankom tidligt, så turisterne – de andre turister – var ikke vågnet endnu. Der var så smukt, stille og fredeligt, at vi næsten ikke selv kunne tro på det.
Der var fotostop i Scala, men det skulle have været på hjemvejen for at være ideelt pga. det modlys, der var, da vi kom. Vi var derfor næsten mere betagede af herrerne med muldyrene, som slæbte grus og fliser op til et eller andet byggeri. Seks fliser ad gangen kunne dyret bære. Der skulle gås mange gange endnu, før alt var bragt op, men sådan er alle byerne hernede jo bygget …

P1030351

Meget pænt sted at gå og passe sin køkkenhave …

P1030365P1030371

Vi gik op til – eller også var det ned til – Villa Cimbrone. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var oppe eller nede i forhold til Ravello, for der var masser af op- og nedstigninger og trapper både den ene og den anden vej. Men igenigenigen et fantastisk sted. De, der dengang havde mange penge, byggede sig disse storslåede villaer og stjal så ellers udsmykningen til dem fra de gamle græske villaer, der alligevel ikke blev brugt længere.
Der er ikke noget at sige til, at Krøyer og andre malere elskede Amalfi-området. Og H.C. Andersen. Thorvaldsen. Palle Kjærulff-Schmidt. Alle har de malet, billedhugget eller med ord og billeder besunget området her.

P1030377

Et glimrende sted at sidde og indtage vores sædvanlige formiddagsdrik: En caffe americano og et glas friskpresset citronjuice.
Uhh, der er alt for mange ord i mig endnu, men jeg må beherske mig …
Guiden vidste i øvrigt godt, at vi havde sølvbryllup i går. Jeg fortalte det ï telefonen, dengang jeg for over et halvt år siden bestilte rejsen, og det var åbenbart blevet skrevet ned, så Kulturrejser havde sat en flaske champagne på værelset og Karina selv gav os en lille ting, hun havde købt til os på Capri. Meget sød gestus. Hun spurgte os, om vi gerne ville have, at selskabet sang for os, men hun behøvede bare at se på vores ansigtsudtryk for selv at kunne besvare det spørgsmål. Næh tak, og de andre i gruppen behøver heller ikke at få noget at vide …

15. september 2014

Amalfi by, Den grønne grotte og sejlturen dertil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: , ,

Sejlturen til Amalfi by var, ikke overraskende, betagende smuk. Vi havde vores egen båd (selskabet altså; ikke John og mig), og da vi lovede at lade være med at sladre, sejlede den flotte kaptajn os ind i Den grønne grotte, Grotto smeralda, selv om det er blevet forbudt, så nu springer vi Den blå grotte over på Capri i morgen … synes nemlig ikke, at denne var spor grøn …

Grotto smeralda

Efter grotten gik turen mod Amalfi by, og på vejen dertil fik vi udpeget flere kendte personers villaer; bl.a. Sophia Lorens og Kennedyernes.

P1030188P1030172

Herover fru Lorens lille knaldhytte og til højre et hotel med dets brudesuite kl. 4 i billedet – den lille lysegule bygning. Man må da sige, at det nygifte par kan få lov til at udfolde sig aldeles uforstyrret.
Amalfi by var meget spændende, med smalle gader og andre gader, der bare var trapper. Vasketøj hængende ned alle vegne fra, men det er kun en charme mere. Vi var dog glade for at vi ikke bor i Amalfi, for du GOdeste da for et turisthelvede.

P1030201P1030202P1030208

Vi er i citronland – citroner på størrelse med små meloner, limoncella i alle afskygninger og endelig et glas friskpresset citronjuice til Ellen – på det tidspunkt var det meget bedre end en kop kaffe, dog ikke hvis man spørger min mand. Jeg fik også et glas til min frokost, som bestod af af bruchetta med tomat, mozarella, tun, rødløg og basilikum. Et sandt festmåltid, og det var rigeligt med mad til mig … temperaturen er 28 grader!

P1030154

Mere sejltur … Maiori set fra søsiden – vi bor lige ved den røde pil.

P1030221P1030229

Det øverste stykke af hovedgaden i Amalfi, hvor der kører de mindste bybusser igennem, jeg har set – der kunne sidde otte personer i dem og sikkert stå det samme antal. Jeg tror nu også, at københavnerbybusstørrelse ville have visse problemer i disse gader …
En grønthandler reklamerede med naturens eget viagra – viagra naturale – vidste I det? Vi må spise noget mere chili.
(Jeg synes ellers, vi spiser en del chili … gad vide hvor stor daglig dosis skal være for at det virker?)
Det var dagens billedspam. Nu vil vi lege indfødte og tage en time på langs inden vi skal ud og spise gourmetmiddag på en åbenbart berømt og besunget fiskerestaurant i aften … den gourmetmiddag, jeg havde bestilt hjemmefra og havde håbet på var i morgen, hvor vi jo har sølvbryllup, men sådan blev det altså ikke. I stedet bliver hele dagen i morgen tilbragt på Capri, og så tager vi endnu en gourmetmiddag sammen med guiden og på hendes anbefaling på onsdag. Vi kommer vist ikke til at mangle noget.

14. september 2014

Amalfi a la carte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:47
Tags: ,

Solnedgang over AmalfikystenDet er i orden, dette her.
Det var den korte udgave … den lange slipper I dog ikke helt for.
Vi blev mødt i lufthavnen af vores guide, som er en moden dame med en solid baggrund for at guide i netop dette område: Classical Archaeologist, Dr, Mag.Art, PhD, BA, Universities of Copenhagen, London og Roskilde.
Hvorfor hun gider være guide, aner jeg ikke, men hun er god! Det kan kun blive interessant at komme til Pompei og Vesuv med hende som fortælleren.

Turen herned fra Napoli lufthavn var i sig selv en oplevelse – betagende smuk og sommetider ret spændende, fordi vejen den sidste halve time var meget smal, så der var ikke plads til så meget som et frimærke mellem bussen og de modkørende biler.
Karina hævdede, at vi ankom til og i det allerbedste vejr, man overhovedet kan få hernede – Vesuv stod så klart som det kan lade sig gøre, og vi fik den åbenbart berømte rosa solnedgang over Capri med, lige inden ankomsten til Maiori, hvor vi bor. Capri er den bagerste, lillebitte grå top i centrum af billedet.
Udsigten fra vores terrasse på Hotel Sole

Lige nu sidder vi på vores terrasse og nyder livet og lidt frokost. Billedet herover er taget fra terrassen, så vi fortryder ikke, at vi købte os til den og havsudsigten.
Vi er ikke i tvivl om, at vi er kommet til et katolsk land – i dag er det søndag, og byens kirker (der er flere, selv i en miniby som Maiori) bimler og bamler til den helt store guldmedalje. Dog heldigvis ikke om natten, men i dag ved middagstid var det som at høre et helt orkester. Ikke ligefrem synkroniseret; det lød nærmest som om de forskellige diskuterede et eller andet i munden på hinanden. Indimellem var der en lille pause, hvor en blid kvindestemme manede til ro og fornuft. Stadig i form af klokkespil, forstås. Det var nu meget sødt at høre på.

Mit fantastiske ordforråd på omkring 25 italienske ord har indtil videre vist sig tilstrækkeligt, så det skal nok gå altsammen. Noget kan man gætte sig til, hvis man har haft latin, bilder jeg mig ind. Hvis jeg har gættet forkert, er der i det mindste ikke kommet pinlige episoder ud af det endnu.
John og jeg har kun været på charterrejse én gang i vores tid sammen – det var til Tunesien, hvortil vi ikke var meget for at tage på egen hånd. Vi var derfor lidt spændte på, hvilke typer vi ville få som rejsefæller, men jeg har lidt på fornemmelsen, at firmanavnet Kulturrejser Europa måske kan skræmme de værste væk, for vi har udelukkende mødt venlige, søde og imødekommende mennesker, ingen af dem af den påtrængende type.
Ingen lidt for feststemte unge og – bedst af alt – ingen støjende børn. Den yngste deltager er vel et sted i fyrrerne. Den ældste må være tæt på 90, for jeg hørte hende fortælle en anden, at hun er student fra 1944! Hun er godt nok imponerende frisk – virker som en et sted i halvfjerdserne.
Vi nyder det med andre ord … tænk, at man skulle nå dertil, men det måtte vel komme … vi glæder os i hvert fald meget til alt det, vi skal opleve i den kommende uge.

Vesuv

Et stort plus er, at der er kommet wi-fi på værelserne. Det er så nyt, at ikke engang guiden vidste noget om det, men behagelige overraskelser kan vi ikke få for mange af.

13. september 2014

De små ting har også vægt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Forleden spurgte John mig, om jeg ikke snart skulle klippes.
Klippes? Næh … det er jo ikke særlig langt endnu – hvorfor spørger du?
Han forklarede det så, på sin egen lidt forblommede måde, men hovedbudskabet var, at jeg så mærkelig ud bagfra.
Hmmm. Tak, så. Det kunne jeg jo ikke selv se.
Problemet var åbenbart, at mit hår i sagens natur var lige langt over det hele. Forfra kunne jeg godt få det til at sidde ordentligt og syntes da egentlig selv, at jeg så så pæn ud, som det nu engang kan lade sig gøre, men det så åbenbart helt forkert ud set bagfra, så jeg gik til frisøren.
Min faste frisør gennem godt 20 år havde åbenbart ikke kunnet bære, at jeg stoppede med at komme, for hun var rejst kort tid efter mit sidste besøg hos hende. Hvorfor fandt jeg ikke ud af, da Molly, der klippede mig, var hendes afløser, så jeg ville ikke spørge til hvorfor, selv om det undrede mig, at hun var rejst, da hun var næstkommanderende i salonen og i mine øjne nærmest var groet sammen med den, men derfor kan hun selvfølgelig godt have fundet sig et andet og bedre job.

Jeg havde parykken med derned for at vise hvad jeg godt kunne tænke mig, at vi arbejdede hen imod, selv der mangler en del endnu i længden.
Jeg blev altså klippet af Molly, som gjorde et udmærket job med mit underlige fåreuld, og jeg kunne sagtens se bagefter, at John havde haft helt ret – det pyntede virkelig at få det klippet i facon – også set forfra …
Ja, fåreuld, desværre. Jeg har altid haft krøllet hår, og i og med, at mange havde fortalt mig, at der godt kunne gro en helt anden slags hår ud efter en kemobehandling, havde jeg virkelig satset på at få det glatte hår, jeg altid har ønsket mig.
Og hvad kommer der? Fåreuld. Hrmpf. Det var lidt tarveligt, men det kan godt ændre sig, fortalte Molly, efterhånden som det bliver klippet nogle gange.
Hvorfor er man aldrig tilfreds med det man har? Glathårede vil gerne have krøller og vice versa.

Men det var stort at blive klippet, selv om det var en lille ting.
Det er næsten halvandet år siden jeg sidst var til frisør, bortset fra parykfrisøren for 15 måneder siden, men det tæller ikke i denne sammenhæng.

Stor stue i malthuset - 11 meter

Sådan ser der ud lige nu i (noget af) det engelske hus.
Når vi synes, at der er meget at gøre i Den Stråtækte, skal vi bare kigge på dette billede af dette rum, som bliver til en stue. Engang …
Det er en stor ting. I alle henseender en stor ting.

12. september 2014

Det bliver ren James Bond, det her

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags:

Jeg ser det for mig: Vi ankommer til lufthavnen, smider bilen og kaster nonchalant nøglerne hen til en valet i fin uniform, som derefter kører afsted med bilen. Det modsatte sker en uges tid efter, hvor han henter den til os.
Det er da ren James Bond.

Jeg havde ikke regnet med, at der var udsolgt på de billige parkeringspladser i lufthavnen, hvilket var lidt af en bet.
Normalt kan vi parkere i en uge for 400 kroner, men i dag stod den billigste parkering i 1000 kroner.
Bortset fra We park, you fly.
749 kroner. I P6, som ligger lige over for terminal 2.
P4, P7 og P8, som ligger i lige så bekvem afstand fra terminalerne, kostede 1500 kroner for samme uge, og så skal man selv have ulejligheden med at finde en plads.
Mig overhovedet ikke forstå, men jeg bestilte selvfølgelig fluks We park, you fly.
Det er ikke alt, man skal forstå.
Måske er det fordi de kører den over på en fjernere p-plads, men jeg er faktisk ret ligeglad med, hvor de parkerer bilen for mig, så længe de henter den igen, når vi trætte kommer hjem og skal bruge den.

Vi lander ret sent på næste lørdag, så vi havde talt om at tage offentlige transportmidler derud og en taxa hjem, men det kan nu ikke betale sig med den pris for en uges parkering.
Vi ved med os selv, at vi ikke orker metro og S-tog, når vi ankommer så sent – og så var vi måske heller ikke helt trygge ved at lade en bil stå på en S-togsparkeringsplads i en uge.

11. september 2014

Sisyfos go home – eller verdens største organisme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

Verdens største organisme er ikke en 8,9 km2 stor svamp i Oregon.
Det er skvalderkålen i vores nye have. Som sjovt nok er min have lige nu …
Der er helt vildt mange skvalderkål, og det har der været længe. Jeg ved godt, at nogle vil hævde, at det er et bunddække som så meget andet kan være, men jeg synes altså ikke, det er et pænt bunddække, og det skal VÆK, skal det.
Jeg gør alle de rigtige ting, så jeg håber virkelig, at jeg kan få bugt med med den irriterende plante i løbet af næste år.

Skvalderkål

Jeg er nødt til at gøre noget drastisk … Sisyfos ville sætte sig ned og smile huldsaligt, hvis han så dette her. Hans arbejde var meningsfyldt i sammenligning.
Så tæt ligger de, rødderne, og så kraftige er de. Jeg rydder simpelthen hele bedet; der er ikke andet at gøre, hvis jeg vil have det hele med. Så må der plantes nyt til foråret. Der kommer mange blomsterløg med op, men dem skiller jeg og sætter ned i jorden igen. Alt andet ryger i affaldssækken – der er heller ikke ret meget andet end skvalderkålen alligevel, bortset fra en hulens bunke regnorme, men de bliver også pænt lagt på jorden igen, så de kan finde en ny bolig.

Det ser ligesådan ud langs husmuren med alle roserne, men hele den side vil jeg dække med det der sorte eller brune stof, som vand kan komme ned igennem, men som planter ikke kan komme op gennem. Derefter bliver det dækket med barkflis. Så kan det ligge sådan og se nogenlunde ud i et par år, indtil vi har fået has på resten af junglen. Derefter må vi se, hvad der vil være smartest at gøre. Roserne er så gamle, at de også har et veludviklet rodnet, og det skulle helst ikke skades, da jeg meget gerne vil beholde alle de smukke og velduftende roser.

10. september 2014

Falsterbo og Skanör

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Det er efterårsfugletræktid og et af de helt store fuglestoppesteder er ved Falsterbo, som er Sveriges vestligste punkt og dermed fuglenes sidste chance for at hvile sig lidt inden et længere stræk over Østersøen.
Vi kørte efter naturreservatet Flommen, der ligger på sydspidsen og tog det efter gps-koordinaterne på hjemmesiden, men af os ukendte årsager endte vi på nordsiden. Vi havde campingvognen med hjem, og jo mindre vejene blev, jo mere betænkelige blev vi. Kan vi mon overhovedet få vendt bil og campingvogn nogen steder? Endelig kunne vi se andre campingvogne, så vi konkluderede, at der måtte være en campingplads.
Det var der, så vi parkerede på et græsareal uden for pladsen for at ville gå en tur ned til stranden.
John havde knapt nået at tage nøglen ud af tændingen, før der stod en herre, som sagde, at vi ikke kunne campere der.
Vi svarede – på dansk – at det havde vi skam heller ikke tænkt os, vi ville bare holde en lille pause på en halv times tid.
Herren fortsatte – på engelsk: This is a private area and you can’t sleep here.
Den havde vi fattet første gang, men jeg gentog da gerne på engelsk, hvis det kunne hjælpe.
Det kunne det. Lidt. For han understregede atter en gang, at det var privat område og at han ville holde øje med os!
Da vi kom tilbage igen (han stod og lurede inde bag et vindue), opdagede vi flaget, som skiltede med Naturistforeningen.
Alt har en forklaring. Han har sikkert troet, at vi ville ind og have os en kigger …

Ved Skanor

På hjemmesiden stod, at man skulle stå tidligt op for at se mange fugle, idet de gør det samme – altså står tidligt op og letter så snart det bliver lyst.
Vi stod ikke tidligt op, i og med at vi først ved middagstid fik den ide at tage den lille omvej, som turen er derud, så med sammenpakning af os selv og bagagen var vi der først klokken 15.
Der var fladt. Meget fladt. Helt enormt fladt, så der var fri udsigt til den yderst dramatiske himmel, som da også åbnede sig for os få minutter senere.
Lige til højre for denne front så vi en temmelig stor flok viber, så lidt fugle var der trods alt til os … men ud over disse så vi ikke meget andet end en flok gæs inde på en mark.

IMG_4420

Når vi kører til Sverige næste gang, har vi lovet hinanden at stå rigtig tidligt op, så vi kan være derude, når de store træk forventes at starte.

Skanör så helt dragørsk ud. Vi kørte gennem byen og videre ned til havnen, bare fordi vi nu alligevel var på disse kanter. Der er sikkert et voldsomt leben om sommeren, men i dag, en regnfuld onsdag eftermiddag i september, holdt der kun to tyske autocampere, som havde slået lejr for natten, hvad de godt måtte her – der var eludtag til campister nede ved havnefronten; man skulle bare melde sig på havnekontoret.

9. september 2014

Kontraster, et skilt til et vandingshul og et godt køb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , ,

I dag kørte vi til Jula, fordi John havde set på en bordrundsav, som han regner med at få meget brug for i Den Stråtækte; bl.a. når han skal skære brædder på langs – han vil selv lægge et nyt gulv i det rum, der skal blive til kontor/arbejdsværelse.
Han havde set på bordrundsave derhjemme, men vred sig lidt over prisen, som ligger på omkring 2300 kroner for den billigste model, han tør investere i. 
I Jula-kataloget så han en med samme effekt til 1500 kroner. Svenske.
Da vi kom dertil, havde de sat den på tilbud til 1000 kroner. Stadig svenske, hvilket med dagens kurs svarer til bare 812 danske.
Det brokker vi os ikke over, men undrer os såre over, hvordan det kan lade sig gøre … men står man lige og mangler en bordrundsav, kan det betale sig at krydse en bro for at få fat i en – der ligger et Jula ikke så langt fra Malmö.

8 sept9 sept

Her kan du få drikkevandLige så skønt vejr, det var i går, lige så kraftigt har det regnet i dag. Selv om der har været total opklaring med blå himmel indimellem, har hovedindtrykket været vådt, så det har, bortset fra køreturen, mest været en være-inde-dag med gang i strikketøjet og ild i brændeovnen. Dette dog mere for hyggens end for nødvendighedens skyld.
At det står ned i stænger, ses bedst, hvis billedet klikkes større.

Ikke ret langt fra torpet holdt John ind til siden, fordi der lå noget omme bagi, som raslede.
Der fik jeg øje på dette skilt, som jeg aldrig har lagt mærke til før, selv om John hårdnakket påstår, at det har hængt der i al den tid, vi har haft vores regelmæssige gang på disse kanter.

imageRundt omkring i Sverige er der åbenbart flinke mennesker, som tilbyder vandrere at forsyne dem med frisk drikkevand.
Vores torp ligger ikke så langt fra noget af Skåneleden, som er en 1000 km lang vandrerute i … Skåne, såmænd.
Kortudsnittet viser den del af leden, som ligger tæt ved os. Den kaldes fra kyst til kyst og er 367 km lang. De blå markeringer er shelters, man kan overnatte i på ruten, som er opdelt i 24 etaper på mellem 9 og 24 kilometer.

Så har man 24 dage til overs og er glad for at vandre, er ideen til næste ferie hermed givet videre.
Jeg vil dog nok anbefale, at man venter til næste år … på den anden side er efterårsskoven jo skøn at skue, og har man varmt nok tøj med – OG regntøj – kan det sikkert blive en dejlig tur.
Vi giver skam også gerne et krus vand, hvis I kommer forbi og er tørstige. Vi vil da nødig stå tilbage for svenskerne … har dog det forbehold, at vi ikke altid er på torpet. Chancen for at få vand er generelt nok større på Simonstorpet, som er gården, skiltet viser ned til.

8. september 2014

Det bedste sommervejr er nu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: , , ,

Farmers kommentar til gårsdagens indlæg fik mig til at tænke på dengang vi ikke ville meldes ind i DOF.
Min søster, som godt kan være en temmelig egenrådig dame, spurgte engang John, om han ikke ville være medlem af DOF, for så ville hun sørge for at melde ham ind. Det ville sikkert kaste et eller andet af sig til hende … hun havde allerede sørget for, at han blev medlem af Dansk Naturfredningsforening, og han var ikke interesseret i også at være medlem af DOF, hvilket han fortalte hende.
Hun tager dog ikke altid nej for et svar, og nogle dage senere kom der et brev fra DOF sammen med et girokort, som John smed ud.  
Efter en tid kom der en rykker, som han også smed ud – “Jeg er ikke medlem og har ikke bedt om at blive medlem; så skal de ikke begynde at rykke for betaling!”
Der kom en rykker til, som denne gang var mere barsk – nu blev der truet med, at den næste rykker var den sidste inden inkassobegæring.
SÅ blev hr. Nielsen tosset, ringede til DOF og fortalte dem i umisforståelige vendinger hvad han mente om den form for forretningspolitik … hvordan i alverden de troede de kunne tillade sig at true med bål og brand, når det var et andet medlem, der uden hans samtykke havde foreslået ham som medlem af foreningen?
De beklagede og sagde, at det var en fejl. Hmmm. Godt så. Vi vidste ikke rigtig, om vi troede på dem, men de holdt i det mindste op med at sende flere ubehagelige skrivelser.

Det var et tilbageblik. Skal vi dvæle lidt ved nutiden, bliver det i form af at fortælle om det vidunderlige sommervejr, vi kan præstere her på torpet og omegn.
Lige præcis det sommervejr, jeg holder allermest af – hverken for varmt eller for koldt, men lige tilpas til, at jeg kan sidde i solen uden at føle, at jeg sidder i en sauna og/eller er ulækkert drivvåd over det hele.
19° har det været i skyggen. Med kun ganske få skyer. Helt perfekt.

TerrassehyggestrikJeg er begyndt på en ting til Anna af det ualmindeligt bløde Cottonwool, jeg lige har investeret i. Jeg vidste lige, hvad jeg ville lave; nemlig en kopi af en lidt speciel bluse, jeg engang købte til hende i UK og som blev så meget hendes yndlingsbluse, at den blev totalt slidt op.
Dermed havde jeg intet mønster og da jeg ville til at tegne et, blev jeg klar over, at jeg efter fire år ikke havde 100 % styr på detaljerne i blusens lidt aparte udseende, så jeg googlede rundt i over en time i aftes for at finde noget, der lignede.
Det lykkedes mig.
Jeg skal bare lave en masse om – forstår ikke helt, hvordan en opskrift kan angive en strikkefasthed på 32 m i Arwettagarn (løbelængde 420 m/100g) på p 3,5.
I mit tyndere Cottonwool (løbelængde 500 m/100g) gav det 24 m og på p 3,0 kom jeg kun op på 26 m. Hvis man ekstrapolerer her, skulle blusen strikkes på p 1½!
Da Anna ydermere nok højest svarer til en størrelse XXS, og opskriftens mindste størrelse var S, forelå der lidt regnearbejde, men det skal nok lykkes at få en acceptabel bluse ud af det.
Håber jeg …

7. september 2014

Et meget, meget usædvanligt syn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: , ,

På vores vej til Sverigestorpet – og selvfølgelig lige ved siden af motorvejen, hvor man ikke må foretage fotostop – så vi en hel flok storke!
Ja, storke. Og ja, en flok. Jeg har selvfølgelig før set storke i naturen, selv om det er et sjældent syn, men jeg har aldrig, ikke engang i Alsace, set over 20 på én gang. For det var der – mindst 20 og sandsynligvis også 30, men som sagt kørte vi 110 i timen, så mit tælleresultat er behæftet med en vis usikkerhed.
De stod der bare … 50 meter fra motorvejen, inde på en mark og så aldeles ligeglade ud med hurtigkørende biler så tæt på.

P1020820

I mangel af storkene sætter jeg et billede i af koglerne fra tujaen i Den Stråtækte. Det er ret flot, især hvis man klikker det større. Og ser det på en tablet, som er meget bedre til billedgengivelser end pc-skærme.

Vi kørte fra tungt regnvejr og efterårsagtige tilstande hjemme i Danmark op til sommeren her i Sverige. Så snart vi nåede over broen, begyndte solen at titte frem, og da vi nåede frem til torpet, var der 22° og ikke en sky på himlen. Det brokker vi os ikke over.
Jeg skyndte mig ud for at se, om der var svampe. Det var der, for de har haft ideelle forhold, selvom der ikke er kommet nær så meget vand her som derhjemme, kunne jeg se på de mange halvtørre svampe – men det vrimlede med dem, så der skal samles i stor stil de næste par dage, hvor det bliver lidt køligere, men stadig ikke så efterårsagtigt og regnfuldt som hjemme.

Charlotte blev det også lige til en god times snak med. De har håndværkere på nu og er godt i gang med granny flat’en – glæder mig til at se, hvor langt de er kommet, når jeg skal derover om godt tre uger. Lige nu er det ét stort rod og kaos, siger C, men det kender vi godt … har lige været der selv … det skal være skidt, før det bliver godt.

6. september 2014

Biotrattoria Ché Fé – winemaker’s dinner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , ,

I aftes var vi til en winemaker’s dinner på Biotrattoria Ché Fé (udtales kæ fæ) i Borgergade i København.
Vi skulle mødes med en gammel kollega og hendes mand og havde aftalt at mødes lidt før arrangementets start, da vi ikke vidste hvor meget snakketid der ville blive pga. foredrag om vinene.
Dette viste sig heldigvis at være begrænset, så der var masser af tid til snak, og det var da også en særdeles hyggelig aften, hvor der blev serveret starters, forskellige antipasti og en hovedret. Spørg mig ikke, hvorfor der både var det ene og det andet, da jeg troede, at antipasti var starters på italiensk, men sådan havde de skrevet på menukortet.

P1030067P1030070

Den med en skive aubergine stegt i hvidløgsolie og anrettet med en klat mozarella, lidt tomat, et basilikumblad og lidt pesto skal jeg huske. Det var meget enkelt og meget lækkert. Ellers vil jeg skåne jer for detaljerne – vil dog nævne, at ravioliene havde klipfiskefyld, hvilket jeg var lidt spændt på, men det smagte glimrende.  
Det er også, hvad jeg vil sige om aftenen som helhed: glimrende. Forstået på den måde, at det var alt sammen ganske udmærket, men jeg hørte på intet tidspunkt englesang, hverken hvad angik vinene eller maden. Den største overraskelse var rødvinen, som var en del mere kraftfuld og fyldig end vi havde regnet med, da hovedvægten var lagt på hvidvine, hvilket er, hvad området Gavi er kendt for og derfor normalt er bedst til at producere … og så var rødvinen absolut den bedste … hvidvinene, som ellers er højt besungne, var alt for tamme efter alle fires mening.
Jeg vil meget hellere til L’Alsaces winemakerdinners – både maden og vinene har været mere interessante de tre gange vi har været der, men sådan noget ved man jo ikke, før man har prøvet det.
Jeg har aldrig set så mange mennesker i København som i aftes. Nu skal det også siges, at jeg yderst sjældent kommer til byen på fredagsaftener, så der skal ikke så meget til at imponere mig – men holddaop, som alle gader i den indre by var fyldt op, da vi søgte tilbage mod Nørreport station ved 22:30-tiden. Vejret var fantastisk, så det kunne ikke undre nogen, at alle tilsyneladende befandt sig udendørs.

P1030064

4. september 2014

Sproglig opsang – fordi det er længe siden sidst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:34
Tags: ,

Det kan trods alt ikke handle om Den Stråtækte alt sammen, selv om det er svært for mig at slippe det dejlige hus.
P1010069

Da jeg gik på arbejde, kæmpede jeg en kamp med at få kollegerne til at skrive i dag og i går i to ord.
En ikke helt forgæves kamp, for de kunne jo godt se det, når jeg spurgte om de også skrev i skoven, i ferien – for slet ikke at tale om på bordet eller foran huset – i et ord, for det var der naturligvis ingen der gjorde.
Jeg har skrevet alle forholdsled med ‘i’ fra gårsdagens indlæg sammen med det efterfølgende ord.
Det ser forhåbentlig særdeles mærkeligt ud i alles øjne, og nu skriver ingen, der har læst dette indlæg, nogensinde i dag i ét ord mere, vel?
Jeg har selvfølgelig skåret alle ikke-relevante sætninger væk – det er jo ikke gårsdagens indlæg som sådan, der er interessant her.

Beskeden isidste uge var, at han ville blive færdig tirsdag (igår).
Igår sagde han imorgen.
Idag sagde han, at han håber på at blive færdig imorgen …
Han har oven ikøbet fået hjælp iform af Flemming, som ellers er pensioneret og bruger noget af sin tid iAndelslandsbyen Nyvang. Flemming har assisteret Morten i5-6 dage – han er en hyggelig fætter, og vi er jo ligeglade med, hvor mange folk der kommer på, eller hvornår han bliver færdig, da vi har et fast tilbud – og ikke skal flytte ind imorgen.
Idag gik jeg og bøvlede med at fjerne omkring et ton skvalderkål fra rosenbedet langs huset.
Nejnejnej, ikke flere ‘overraskelser’, tak. Jeg så iånden allerede flere pengesedler få vinger.
Ikøkkenet, som er det nyeste rum ihuset, er der vist op til flere vinkler på 90°, men jeg tror ikke, der er rette vinkler andre steder ihuset.
Vaterpas er ikke ispil her, for hænger tingene ivater, ser de hammerskæve ud, og sådan vil det også blive iDen Stråtækte.
Det vidste Morten naturligvis godt, men det var hans måde lige at vade lidt ihvorfor han bliver så forsinket, som han bliver. Som ivirkelig lang tid. Når der fx sættes fodpaneler og loftlister op, skærer man ikke ismig på 45°, men måske 43/47 eller 44/46 – whatever, men ihvert fald ikke ‘bare lige lige’, så de måler og måler og måler ién uendelighed.
note to self: må huske at tage nogle billeder af nogle af de skæve professionalisme-detaljer imorgen …

Idag er fjorden blå, blå, blå.
Duften er imine øjne lige så meget en del af en rose, som udseendet er.

I dag, i morgen o.l. er forholdsled på linje med i mine øjne og i huset. Forholdsled som i smig og i spil bliver næsten helt uforståelige, når de skrives i ét ord, fordi man helst vil dele ordene efter s’et.

Så er det vist også både skåret i pap og bøjet i neon … men det virker oftest at visualisere det.
Samtidig leger jeg amerikansk fagbogsforfatter.
Hvis I har læst sådan en (fx Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus), ved I, at de altid siger det samme mindst fem gange; med kun en meget lille variation i forhold til første gang. Amerikanere må være virkelig tungtopfattende …
Jeg og de mellemledere, der refererede direkte til min chef, fik engang en bog, der hed Følelsesmæssig intelligens på arbejdspladsen og lektierne gik på at have læst den i løbet af juleferien.
På forespørgsel om jeg havde læst den, svarede jeg: “Ja. En femtedel af den. Så gik jeg ud fra, at resten var gentagelser.”
Bossen (og lederne, som pligtskyldigst havde læst hele bogen) kunne ikke lade være med at grine og give mig ret, så jeg blev tilgivet, at jeg ikke havde læst den hele.

3. september 2014

Jeg ved ikke, om I er klar over det, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:15
Tags:

P1030045Morten Tømrer troede først, han ville være færdig senest 1. september. 
Beskeden i sidste uge var, at han ville blive færdig tirsdag (i går).
I går sagde han i morgen.
I dag sagde han, at han håber på at blive færdig i morgen …
Han har oven i købet fået hjælp i form af Flemming, som ellers er pensioneret og bruger noget af sin tid i Andelslandsbyen Nyvang. Flemming har assisteret Morten i 5-6 dage – han er en hyggelig fætter, og vi er jo ligeglade med, hvor mange folk der kommer på, eller hvornår han bliver færdig, da vi har et fast tilbud – og ikke skal flytte ind i morgen.
Morten kender vi lige som også efterhånden, tonen er blevet ret fri, så vi går og hygger os dernede.
I dag gik jeg og bøvlede med at fjerne omkring et ton skvalderkål fra rosenbedet langs huset, mens John slog græsset og derefter trimmede lidt hist og pist.
Ud kom Morten:
“Ved I hvad? Jeg har en overraskelse til jer.”
Nejnejnej, ikke flere ‘overraskelser’, tak. Jeg så i ånden allerede flere pengesedler få vinger.
”Vidste I godt, at jeres hus er skævt?”
Hehe – så kører vi igen – “NEJ!? Det siger du ikke? Hvor? Det ku’ de sgu godt have fortalt os, inden vi skrev under på slutsedlen.”
I køkkenet, som er det nyeste rum i huset, er der vist op til flere vinkler på 90°, men jeg tror ikke, der er rette vinkler andre steder i huset.
Vi er vant til det fra Sverige: Man hænger ting op så de ser ud, som om de hænger lige. Vaterpas er ikke i spil her, for hænger tingene i vater, ser de hammerskæve ud, og sådan vil det også blive i Den Stråtækte.
Det vidste Morten naturligvis godt, men det var hans måde lige at vade lidt i, hvorfor han bliver så forsinket, som han bliver. Vi er som sagt ret ligeglade, da det går mest ud over ham selv, fordi han har været nødt til at ansætte en til at udføre det arbejde, han havde lovet at starte på 1. september.
Den sidste finish, der mangler, tager lang tid. Som i virkelig lang tid. Når der fx sættes fodpaneler og loftlister op, skærer man ikke i smig på 45°, men måske 43/47 eller 44/46 – whatever, men i hvert fald ikke ‘bare lige lige’, så de måler og måler og måler i én uendelighed.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at det er professionelle, der arbejder, for det bliver SÅ flot … note to self: må huske at tage nogle billeder af nogle af de skæve professionalisme-detaljer i morgen …

P1030039

I dag er fjorden blå, blå, blå.
Roserne, som jeg beskar kraftigt efterhånden som de afblomstrede, belønner mig nu ved at sætte masser af nye skud og knopper af.
Det allerbedste er, at af de syv forskellige roser (eller er det otte?), der vokser langs huset, er alle undtagen en enkelt meget velduftende.
Jeg bryder mig ikke om ikke-duftende roser, så jeg er glad. Duften er i mine øjne lige så meget en del af en rose, som udseendet er.

2. september 2014

IKEA – elsket og hadet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:18
Tags: ,

GrolandPyha. Vi synes de har rigtig mange rigtig gode ting i IKEA, men det er altså ikke altid lige sjovt at handle der!
Slet ikke, når man skal både i soveværelsesafdelingen, køkkenafdelingen og badeværelsesafdelingen. 
Det føltes som om vi var det varehus igennem tre gange, inden vi havde fået hvad vi skulle have.
Til køkkenet ville jeg have en Groland arbejdsbænk, som vi også har købt til Sverige, og som jeg synes er sådan et lækkert møbel.
Til soveværelset skulle vi have skabe, og til badeværelset skulle vi have to Stenstorp hylder og et skab med vask plus et overskab med spejl til at hænge over vasken.

Hvorfor går folk så laaangsomt sådan et sted? Okay de skal vel kigge, men hvorfor behøver de så at gå så laaaangsomt midt ude på ‘kørebanen’? Gør ligesom man skal som bilist: træk ind til siden.
Hele familien Hansen (tre generationer) var på indkøbstur i IKEA, og hele familien Hansen gik meeeget Stenstorp laaaangsomt side om side, så de fyldte hele gangarealet. Hele familien Hansen har enten et høreproblem, eller også er de bare ligeglade med, om der også er andre kunder i IKEA, for det var ret svært at få dem til at flytte sig, så vi kunne komme forbi dem.
Mit temperament og min tålmodighed er IKKE til langsomme mennesker. Skulle jeg nogensinde selv blive nødt til at gå langsomt, vil jeg sandelig håbe, jeg husker at give plads til alle dem, der ikke har samme problem.

Nå. Vi overlevede trods alle odds; vi fik oven i købet de ting, vi skulle bruge, plus to knagerækker, der passer fint til bondehusstilen, og sidst, men ikke mindst: Vi fik alle disse ting for omtrent de samme penge, som OT-skabe ville have bare for at montere skabet med skydelåger i soveværelset, men som vi af indlysende årsager sprang fra igen. Frøsø ville have 14500 inkl. montering, OT-skabe 13000 + 7000 for monteringen. De første firma sagde jeg forleden dag måtte have spist søm. Det andet må have spist syvtommersøm!
Der er er trods alt bund i kassen, selv om vi for tiden bruger penge som om der ikke var det …

Og så skal vi da til sidst lige have dagens trafikradio-bommert:
”Der er en lastbilchauffør, der er ved at skifte hjul, så pas på, for han befinder sig mistænkelig tæt på højresporet.”
Pas på hvad? Har han mon tænkt sig at rende afsted med det højrespor?
Formuleringsændringsforslag til hr. Trafikmand: … han befinder sig betænkelig tæt på højresporet.

1. september 2014

Vi har også sort sol ved Præstøfjorden. Flere forskellige slags endda

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , ,

Lige siden dag ét har vi set en flok stære flyve rundt tæt ved huset – de bor her ved fjorden hele sommeren, siger de lokale. Flokken er ikke i 100.000-størrelsesklassen, som man kan opleve det i Sønderjylland; her er der vel omkring 100 stære, men lidt har også ret.

P1030009

Lige for tiden trækker der gæs ind i massevis. Deres foretrukne landingsplads befinder sig 100 meter syd for Den Stråtækte, så jeg måtte lige over for at lure lidt, men gæs er nogle sky væsener, så selv om jeg gik langsomt og troede, jeg var skjult bag en bevoksning, opdagede de mig ret hurtigt, skræppede fornærmede op og fløj en lille tur. De vendte dog ret hurtigt tilbage igen … jeg blev bare stående lige så stille.

P1030010

I fredelig sameksistens med gæssene har vi også en stor flok viber – et forsigtigt gæt ligger på cirka 400 fugle. Jeg har aldrig set så mange viber samlet i én flok før. Det er flokken herunder til venstre for gæssene.

P1030004

Det er præcis som vi forestillede os, da vi skrev under på købet: Fjorden forandrer sig fra time til time.
Nej, hvor vi dog glæder os til at sidde og bare glo ud på dette sceneri i timevis. Jeg måske med et strikketøj i hænderne – men der vil blive holdt mange pauser!
’Sort sol’ er måske en kende overdrevet, men flot er det alligevel, og alene det, at alle fuglene er her, lige uden for vores vinduer, er jo herligt.


VinklubinvitationVi flytter ikke til et område sprængfyldt med gode skilteskrivere/-stavere. Havehyrden sendte mig et Facebooklink til et skilt fra fakta i Vordingborg, som nok slår alt, hvad jeg tidligere har set. Brugsen halter bagud med flere længder.

Bestyrelsen i vinklubben har (heldigvis, må man vel retfærdigvis sige) bedre forstand på vine end på stavning, grammatik og tegnplacering. Jeg kan ikke rigtig gennemskue, om ‘fenimime’ er en tanketorsk, og jeg kan ikke komme til at høre vedkommende udtale ordet, da jeg kan ikke deltage i smagningen. Desværre.
Det er typisk – jeg har lige bestilt flybillet til England til samme dag. Havde jeg kendt datoen for denne smagning, havde jeg udsat rejsen et døgn.

Jeg kan nemlig ikke vente med at se dem, til de kommer i børnenes efterårsferie i uge 44. Charlotte og børnene havde det på samme måde og ville have været et smut til DK i slutningen af deres sommerferie, men der kom noget i vejen for de planer – og fra midt-juli til slut-oktober er simpelthen for lang tid for os alle sammen.

31. august 2014

Gratis pluk-selv-blomster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags:

pluk-selv-blomster

Inden vi kørte til Tureby i går for at se Camilla tage himmelflugten, var vi længere nordpå for at forsyne os – eller rettere fuglene i haven – med friske forsyninger af fuglefrø, da vi var løbet tør både her, der og hisset.

På vores vej mødte vi dette syn: mellem rabatten og marken stod der masser af smukke blomster, som man bare kunne plukke løs af. Det er ikke så tydeligt på billedet, men yderst til højre på skiltet står der ‘gratis’.
Det kunne jeg ikke stå for, og da vi skal have gæster i dag, var det jo oplagt at snuppe til et par vaser.

Det var en sød ide, men vi opgav at tage blomsterne med hjem, da de fleste af dem viste sig at være valmuer i alle mulige røde nuancer. Dejlige blomster, men de ville sikkert ikke engang have beholdt kronbladene på, til vi var hjemme igen. De gule var morgenfruer, og dem bryder jeg mig ikke om duften af, så det blev derfor ikke til den helt store blomsterhøst.

Apropos “både her, der og hisset”: Forleden dag spurgte jeg John, om ikke vi skulle købe en båd.
Han bare på mig med et blik, der ikke var til at misforstå – “er du da blevet helt tosset nu, kone?”
”Jamen jeg mener bare, at nu har vi tre huse, to biler og en campingvogn. Vi mangler bare en båd.”

30. august 2014

Familiens fjerde faldskærmsspring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:07
Tags: ,

Mine to (eks-)svogre har gjort det. Jeg har gjort det. Nu har min niece Camilla også gjort det. Sprunget tandemspring.
Det var så absolut en af de bedre oplevelser i mit liv, og der herskede ingen som helst tvivl om, at dette også gjaldt for Camilla – som hun strålede, ikke bare i hele ansigtet, men men nærmest med hele kroppen, da hun landede, overbeviste os alle om, hvor stort det havde været for hende. Hendes første ord bekræftede dette indtryk: “Jeg vil med op igen! Jeg vil med op igen!”

P1020969P1020971P1020972

Her starter instruktionen, og nej, billedet til venstre er ikke en, der har fejlet sit spring, men faldskærmspakkeren, der er ved at pakke skærmen til turen.
I denne klub havde de en fast pakker, mens de hvor jeg (og Camillas far) sprang, altid selv pakkede deres skærm, fordi, som de forklarede: “Så er der kun én selv at bebrejde, hvis det skulle gå galt”. Det princip kunne jeg godt lide, men det kørte de tydeligvis ikke efter her. Den lille detalje syntes jeg ikke, der var nogen grund til at nævne for Camilla.

P1020977P1020958

Sej tøs – hun var overhovedet ikke nervøs, men glædede sig til oplevelsen. Flyveturen i den lille Cessna 172 er en oplevelse i sig selv.
De blev fløjet tre kilometer op, inden de forlod flyet, hvilket gav et frit fald på ca 1500 meter, hvor de kom op på omkring 200 km/t.
Da skærmen havde foldet sig ud, brugte instruktøren de termiske vinde til at give Camilla en så lang oplevelse som muligt – hun fik sig også nogle ordentlige svingture deroppe, kunne vi se.

P1020984P1020989

William, Camillas søn, plukkede en buket blomster.
“De er til mor. Hvis hun altså klarer det.”
Det var dagens bemærkning, fremsagt med en totalt cool mine.
Men hun klarede det heldigvis og de landede i fin stil med alle fire ben på jorden.
Det ser meget drabeligt ud, når de nærmer sig, for farten er så stor, at det nærmest ser livsfarligt ud (sådan føler man det ikke selv), men instruktøren er en mester i faldskærmsbremsning, når der er lidt vind, som der var i dag. Uden vind tager man den på numsen, for så kan man ikke nå at bremse nok til at holde balancen, når man er to der lander på en gang.

P1020994P1020995

Først fik far et kram, så mor og til sidst kæresten. Glæden over oplevelsen er vist overmåde tydelig at se. Nok var hun rent fysisk landet på disse to billeder, men det tog en rum tid, inden hun mentalt kom ned på jorden igen.
Det kan stærkt anbefales at tage et tandemspring!

29. august 2014

Stil dig lige op på en række, mor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

P1020955Charlotte, otte år, skulle fortælle mig, hvad de havde lavet i gymnastik i skolen, men syntes det var sjovere, hvis hun kunne få mig til at udføre øvelsen, hvilket jeg naturligvis var villig til.
Deraf overskriftens bemærkning, som hun har hørt for lige siden.
Jeg kom til at tænke på den, da jeg i dag i Brugsen så skiltet henne ved salatbaren.
Jeg ved naturligvis godt, hvad de mener, men kunne ikke lade være med at grine inde i mig selv ved tanken om at skulle forsøge med at blande én slags kød.

At bindestregen er blevet til en tankestreg, vil jeg lade fare i min glæde over, at skilteskriveren er klar over, at salatbar skal skrives i ét ord.

Den ene tankerække førte den næste med sig og gik videre til en gang, hele familien sad og spillede Quizspillet Otto Leisner.
Charlotte, denne gang 10 år, fik spørgsmålet “Hvad hedder verdens største ocean?”
Hun så lidt blank ud i ansigtet – vi vidste, at hun vidste det, men klappen var åbenbart gået ned.
Den var gået meget effektivt ned, den klap, for da John storsindet hjalp hende på vej ved at hviske schyyy, kom svaret omgående og triumferende: SYDKYSTEN!!”

Videre til Charlotte og Pernille, 12 år, som en aften spillede Tegn & Gæt med mine forældre, Johns bror og svigerinde samt John og mig:
Pernille tegnede en fugl på en træstamme og Charlotte gættede “Spætte?”, hvorefter Pernille nikkede og gestikulerede, at der manglede noget af ordet.
“Rødspætte?” foreslog Charlotte, og John og jeg var kun nået til at kigge på hinanden og lægge op til et grin, da Pernille glædestrålende svarede “JA!! Skidegodt, Charlotte!”
Se, det var godt, de to tøser var sammen, for det havde ingen af os andre nogensinde gættet.

1991 ENGLAND-WALES-133

Billedet er Charlotte, 14 år. Vi havde hentet hende på Isle of Wight, hvor hun havde været på sprogskole i tre uger, for at køre videre til Wales, hvor vi ville være i en god uges tid, inden turen gik hjem igen.
Vi spiste en middelaldermiddag på Ruthin Castle, hvor der var børneparkering.
Blev vi enige om, at det måtte være, men vi fik medlidenhed med barnet og tog hende alligevel med ind til middagen.

1991 ENGLAND-WALES-149

Akkeja, der er løbet meget vand i standen siden dengang i 1991 – her er et billede fra samme tur, hvilket fik mig til at tænke på Den Stråtækte, så ringen blev hermed sluttet og jeg landede i nutiden igen.

28. august 2014

I havørnens rige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Lad mig indrømme det med det samme: Jeg var for langsom med kameraet.
Men vi så en havørn kredse nede ved vandet – og vi så den styrtdykke efter et bytte for så at flyve over mod Feddet igen. Det var stort at se den in action – det vil vi gerne se lidt mere af, tak. 
Der er mere end ét par derude på Feddet, men jeg kunne ikke finde oplysninger om, hvorvidt der er to eller flere par. 
Vi bliver gladere og gladere for stedet. Fjorden er forskellig hver eneste dag, og når vi holder pauser, sidder vi bare og glor ud på den, mens vi taler om, hvor skønt det bliver, når vi flytter herned.

P1020939

Køerne her lever det perfekte liv, og de ved det ikke engang …

P1020942

Man bedes lægge mærke til gavlen: pæretræet er blevet studset, så det ikke længere ser så vildt ud; grenene gik efterhånden helt op og dækkede for vinduet.
Det er blevet sommer igen for en kort bemærkning, så vi benyttede os af det gode vejr og fik kørt to læs affald på genbrugspladsen. I går blev det til tre læs – nu er der ved at være ryddet op. Alt haveaffaldet ligger dog stadig i et bjerg inde i haven, men der har vi lavet en aftale med Frede, som gerne vil køre det hele væk for os … vi skal bare ringe, når der ikke kommer mere. Vi kender allerede flere lokale og meget nyttige mennesker, end vi nogensinde har gjort i vores nuværende provinsby. Tankevækkende, men det viser lidt om, hvor forskelligt livet leves fra landsdel til landsdel.
Naboen kom forbi og kunne fortælle mig, at det bærer nogle vældig lækre pærer, men at Finn ikke selv spiste dem, hvorfor hun fik dem, efter Tulle (konen) døde. Fiske, fiske, men hun får ikke nogen, hvis de er så gode, som hun siger, for der er ikke mere end 12-13 stykker på træet.


I trafikradioen her til eftermiddag kunne man høre følgende bemærkning:
”Det viser sig desværre at være en klassisk højresvingsulykke. Det vil sige, at det var en af de såkaldt bløde bilister, det gik ud over.”

Det kunne man måske kalde mig, efter mit kvindelige fedtlag er blevet til en del mere, end det var engang …

Næste side »

The Rubric Theme. Create a free website or blog at WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 54, der følger denne blog